Jeg havde simpelthen sådan glædet mig! Jeg har ansøgt år efter år efter år for at komme med i Forsidefruerne, og endelig i slutningen af 2019 blev jeg inviteret til et møde på produktionsselskabet. Det var i december måned. Råkold formiddag, husker jeg.
Her fortalte de mig, at hvis Jon var frisk på at medvirke i nogle af afsnittene, var det mere åbne overfor idéen, og jeg fik heldigvis overtalt ham ret hurtigt (det var noget med lovning om ugentlige massager og maddage).
Der var blot det ene problem, som måske var lidt åbenlyst. Nemlig, at nok er jeg en frue, men jeg har aldrig været på forsiden af noget som helst. Derfor indgik vi en aftale med produktionsselskabet.

Når Jon og jeg kom hjem fra Los Angeles, skulle vi en aften få børnene passet, tage i byen i København og gøre et eller andet crazy, som ville sørge for, at vi landede på en forside. Helst på Se & Hør. Jon og jeg tog hjem, lagde hovederne i blød, ringede lidt rundt til nogle venner, og så kom vi på en god idé. Vi talte med en reality-kendis, vi begge to kender (jeg har lovet ikke at nævne hendes navn her), og for 500 kr. var hun med på, at vi mødtes på Søpavillionen på Jons 40 års fødselsdag, som jo faldt på en lørdag. Her skulle jeg så gå på toilettet, mens Jon og reality-kendissen skulle “mødes tilfældigt” i baren for derefter at gå ud og danse. Så skulle jeg komme tilbage fra min toilet-tur, opdage dem på dansegulvet og flippe ud i et raseri-anfald. Reality-kendissen (hvis navn jeg ikke kan nævne) var med på, at jeg skulle kaste en drink i ansigtet på hende, så længe der ikke var ananasjuice i, for den slags svier åbenbart i øjnene. Vores reality-veninde kender en fotograf fra Se & Hør, som hun var ret sikker på, hun ville kunne få til at komme og tage billeder.

Det hele var planlagt, jeg havde endda fundet ud af, hvad jeg skulle have på, og optagelserne til den nye sæson af Forsidefruerne skulle begynde her i starten af sommeren!
Men så skete der jo det, at corona kom til Danmark. Derfor kunne Jon og jeg ikke tage i byen på hans fødselsdag, og derfor kunne vi ikke lave en forsidehistorie. Og i går fik jeg så en mail om, at jeg var fyret fra Forsidefruerne. Før jeg overhovedet fik så meget som en eneste optagedag.

Jeg er så ærgerlig over det.
Men altså, vi må jo alle bringe vore ofre i denne corona-tid.
Nyd jeres allerførste dag i april, venner!
Looooove you! <3