Billedet er efterhånden gammelt og viser min far og mig i hans og hans kones sommerhus på Kegnæs, hvor vi får det bedste ud af de aller sidste kulrester. Han siger, at han ikke kan lide skumfiduser, men det passer ikke.

Jeg har instinktivt lyst til at starte dette indlæg med at skrive, at “i efteråret ramlede min verden”, men det ville være forkert, for det gjorde den ikke. Men det kunne den have gjort.

I oktober måned ringede min far til mig en fredag eftermiddag og fortalte mig, at han havde fået konstateret tarmkræft. Jeg lå på sofaen og så en tegnefilm med Berta, Jon var på arbejde, og Hugo var ude at lege. Det susede for mine ører, jeg puttede et tæppe om Berta og satte mig over på trappen op til førstesalen, hvor jeg kunne tale uforstyrret. Eller lytte. Min far var velforberedt og talte uden for mange følelsesmæssige udbrud. Han havde sat sig så meget ind i sagen, som han kunne, inden han havde løftet røret for at ringe til mig og siden min søster, og det gjorde det hele meget nemmere at forholde sig til. Ingen panik. Endnu. Der er styr på det. Én dag ad gangen. Hør godt efter.
Min far fortalte mig, at kræften var blevet opdaget ved en screening, som alle mellem 50 og 74 år bliver tilbudt. Han fortalte mig, at han hvert andet år sender en lille smule lort ind til et laboratorium, og normalt sker der så ikke mere ved det. Men denne gang havde de sagt, at han lige skulle testes noget mere. Det blev han, og dommen lød på kræft. Heldigvis fundet tidligt på grund af screenigen, så prognoserne var gode. Godt så. Intet ramler, vi bevarer optimismen.

To dage senere blev min far indlagt på hospitalet i Aabenraa. Han blev opereret, kræften blev fjernet, og fordi den sad, hvor den gjorde, var det nødvendigt at installere en midlertidig stomi. Min far havde retten til at meddele sundhedsvæsnet om, at han ikke ville have noget som helst med den nyinstallerede pose på hans mave at gøre, og de ville så bevillige en hjemmesygeplejerske, der dagligt ville besøge ham og bringe orden i sagerne. Men det gjorde min far ikke. Det ordnede han selv. Ikke noget fis med ham. Det er jeg stolt af. Efter en uge blev han udskrevet, og tre uger senere fik vi det opkald, vi sådan havde ventet på. Kræften havde, fordi den var opdaget så tidligt, ikke spredt sig. Ingen lymfer var ramt. Min far skulle ikke have kemo. They got it all! Jon og jeg poppede champagnen i Køge, min far gjorde det samme på Als, hvor livet med stomien gik videre. Det var i øvrigt den samme uge, at Jon, ungerne og jeg blev indlagt med kulilteforgiftning her i Køge. Det føltes som en lidt vanvittig tid med lidt for mange tæt-på-oplevelser. Men heldigvis kun tæt på .

I begyndelsen af året begyndte min far at se frem til at få tilbagelagt den stomi, som han jo var blevet lovet var midlertidig. Han var til samtale på hospitalet, alt så ud, som det skulle, og han blev lovet en plads på en venteliste. Nu havde han imidlertid allerede ventet længere, end han i første omgang var blevet sat i udsigt, så selvom min far er en utroligt autoritetstro mand, når det kommer til sundhedsvæsnet, dristede han sig til at spørge, om der var noget, han kunne foretage sig for at fremskynde processen. Her fik han at vide, at hvis han var villig til at møde ind med få timers varsel, kunne de sætte ham på en afbudsliste, og det takkede min far stort ja til.

Men så kom corona og satte en stopper for alle knæ- og stomi-tilbageforselsoperationer. Min far bedyrede, at det var helt okay. Han havde jo sin bogreol, sit gode hus og sin søde hustru, og hans tilstand var jo ikke længere livstruende. Han sagde, at hvis han kunne bidrage til at udvise samfundssind ved at sidde i sin sofa og læse “Oehlenschlæger på Als” og undlade at brokke sig, så gjorde han selvfølgelig gerne det.
Og så skete der det, at hospitalerne atter åbnede for ikke-livstruende behandlinger. Og så kom der en mail til min far om, at de havde fået et afbud. Hans kone satte ham af foran sygehuset, hvor hverken hun eller vi andre jo måtte sætte vores ben, og min far blev indlagt til reoperation.

I går kom han hjem. Min far er rask igen. Min far har ikke kræft, og han har heller ikke længere stomi. Han har bare tre ar på maven, der sammen med navlen liger et smiley face og minder om, hvor heldig, han har været. FORDI han sagde ja tak til den screening, som tilbydes alle mellem 50 og 74 år, og som kun 4 ud af 10 mænd takker ja til. Derfor sidder min far nu atter hjemme i sin stol i hjørnet af stuen i Sønderborg og læser om Oehlenschlægers gerninger på Als, og derfor er jeg så krusende lykkelig og lettet, at jeg småflæber lidt ned i tastaturet, som jeg skriver det her.

Min far har sagt ja til, at jeg må fortælle den her personlige historie, fordi vi begge to synes, det er vigtigt, at flere mænd siger ja til de her screeninger. På den måde kan flere overleve kræft samtidig med, at når kræften opdages så tidligt, belaster man sundhedssystemet langt mindre. Så tal lige med jeres forældre og bedsteforældre om det, ikke? Især mændene, da de er dem, der er ringest til at få det gjort.
Desuden synes vi også, at der er plads i verden til lidt flere “gode” kræfthistorier. Min far er rask igen. Han fik kræft, men kræften fik sgu ikke ham. Og gudskelov for det! <3