Det er nu lidt over tre uger siden, at vi kom hjem fra Los Angeles. To dage før, vi købte nye billetter, fordi vi ikke turde blive bare tre dage længere, anede vi alligevel ikke, at det var den her vej, vi var på vej nedad. At Danmark ville blive lukket ned, at vi ville låse døren til grænserne, at vi ville stirre ind i en fremtid med ikke bare dødsfald, men også så høj grad af usikkerhed og for manges vedkommende økonomisk ruin.

Der er noget om det, når man siger, at når der er krise i et land, stiger populariteten hos den, der regerer. Og det er nok noget mere heldigt i vores land end i eksempelvis Amerikas Forenede Stater … Jeg har altid været glad for Mette Frederiksen, men jeg har aldrig følt mig så fuld af tillid til en politiker, som jeg har gjort siden pressemødet sidste mandag, hvor hun fortalte om udsigten til en gradvis genåbning, hvis vi kan opføre os ordentligt i påsken, hun talte om vigtigheden af kulturen og var i det hele taget så menneskelig (og ærke-socialdemokratisk, I know) og tillidsvækkende, at jeg faldt fuldkommen til patten. Og det føles rart at stole på nogen, når jorden under en ryster.

Sådan havde jeg det også i går, da Mette atter tonede frem på skærmen i sine afstemte, alvorsmørke farver foran den gråblå pressevæg. Jeg åd, hvad hun sagde, råt. Ungerne skal starte i institution og skole igen? Jamen, så er det nok for det bedste, tænkte jeg. Dog fik jeg også et lille hul i maven. Da nedlukningen blev en realitet, og alle (inden pressemødet sidste mandag) gik og talte om, at en genåbning af samfundet formentlig havde alenlange udsigter, begyndte jeg at indstille mig på, at ungerne nok ikke skulle i SFO før skolestarten i august. Og den følelse landede jeg egentlig meget godt i. Vi er jo ikke sådan rigtigt på skideren herhjemme, når det kommer til tid, da jeg jo sagtens kan gøre det, jeg skal, fra Køge, mens Jon jo også er hjemme.

Efter gårsdagens pressemøde havde jeg en Zoom-aftale med nogle veninder. Den ene arbejder hjemmefra på fuldtid ligesom sin mand, og de har to små børn på tre år og under, så hun havde også set og gjort sig nogle tanker om pressemødet. Den anden har to børn, som også kommer til at skulle starte nu, samt en lille efternøler, hun er på barsel med, og de var alle sammen i deres sommerhus oppe nordpå, og hun anede end ikke, at der havde været noget pressemøde.
Efter vores date gik jeg på nettet for at vejre stemningen. Der var endnu ikke kommet så mange holdningsbaserede artikler på netaviserne, mest var det indlæg, der forklarede den gradvise åbning af landet eller interview med folkene var Roskilde Festival, der er knuste over udsigterne til en festivalfri sommer (og formentlig uoverskuelige, økonomiske konsekvenser). Så gik jeg videre til de sociale medier, og her så jeg, at flere var fnysende vrede. Myndighederne blev beskyldt for at bruge vores børn som forsøgskaniner, og folk var chokerede.

Jeg blev som resultat heraf lidt forvirret omkring mine egne følelser og gjorde derfor, hvad enhver fornuftig blogger ville gøre – jeg startede en live på Instagram. 😉 Her fortalte jeg om mine blandede følelser for opstarten i næste uge og det faktum, at vi sender vores børn forrest ud i noget, vi endnu ikke helt ved, hvad er. Og det gode ved at spørge andre, hvad de mener, om noget, man selv er i tvivl om sine emotioner omkring, er, at man tit kan mærke, hvad man mest hælder til, når man hører andres argumenter. (Som når folk i sidste uge fortalte mig, at jeg da vil ROCKE det grå hår, hvis jeg bare dropper alle fremtidige frisøraftaler og lader det vokse ud, og jeg tydeligt kunne mærke, at der er lysår imellem mig og den virkelighed, og at jeg skal til frisøren og have hældt brintoverilte udover mig ved den førstgivende lejlighed).

Jeg hælder ikke til de vrede udbrud, kunne jeg mærke. Dem, der skrev, at beslutningen var komplet hul i hovedet, og at regeringen må have tabt sutten. Til det er min tillid for stor. Jeg mener, man har fra regeringens side lige bombet den danske samfundsøkonomi tilbage til stenalderen for at redde primært ældre over 80. Når man gør det, tror jeg altså ikke på, at man tre uger senere vender sig om og smider samfundets yngste under bussen. No way. Hvis de siger, at det er sikkert at sende vores børn i børnehave og skole, så er det sikkert. Det tror jeg på.
Så var der én, der skrev, at selvfølgelig starter man med de mindste børn og deres institutioner. For hvad er alternativet? Hvis man starter med at åbne eksempelvis mindre butikker, hvor skal børnene til de forældre, der arbejder dér, så være, når de skal på job? Vores samfundsmodel byder jo vores børn at blive passet, mens deres forældre passer samfundet.
Desuden er der testet 1.800 børn, hvoraf kun 1,8% var smittet overfor 10-11% voksne ud af samme mængde, og det siger jo lidt om, at den her virus vitterligt ikke bider på børn i samme omfang, som den gør voksne (Thank fucking GOD!).

Jeg har også set flere skrive på facebook, at det kommer til at være komplet umuligt med øget rengøring og afstand i eksempelvis vuggestuer og børnehaver. Jeg forstår sgu godt den med afstanden. For det, jeg primært betalte for, da mine unger gik i vuggestue, var krammere fra personalet. (Til dem, forstås). Man kan ikke tage sig af små børn og samtidig holde afstand fra dem, det er både fysisk og psykisk umuligt. Men selvfølgelig er det muligt at gøre mere rent, tænker jeg lidt. Børnene skal efter planen være mere ude, end de plejer, og mens de er det, må der jo være nogen, der vasker LEGO indendørs. Praktikken i det skal jeg nok passe på med at gøre mig klog på, og det her bliver ikke en dans i parken, men hvis regeringen vil have gjort mere rent, har de nok også en plan for det. Flere på arbejde, midlertidige, ekstra rengøringsfolk, hvad ved jeg.

Men resultatet for mig er, at jeg stoler på den her del af planen. Også. Jeg vælger at kaste mig i Mettes arme uden forbehold, drikke hendes limonade og melde mig under fanerne. Vores unger kommer også til at starte i SFO på onsdag i næste uge, selvom det ikke er strengt nødvendigt for os. De vil gerne, de (særligt Hugo) savner deres venner helt vildt efter ikke at have set dem siden d. 13. januar, og jeg vil gerne have, at de får overgangen, hvor der er en pædagog, de kender fra børnehaven, til stede i den nye SFO, og hvor vi kan være med til at køre dem ind. Når indkøringen er overstået, har Jon og jeg aftalt fortsat at have ungerne hjemme to dage om ugen. Både fordi, vi stadig kan, hvilket vi jo ikke kan, når de fra august går i skole, og også fordi, at vi tænker, det må være fordelagtigt for de pædagoger, der er på arbejde, at de ikke kører på fuld kapacitet hele tiden. Der kommer jo nok til at være flere sygedage end normalt, og folk er pressede på måder, de ikke plejer at være.

Corona kommer ikke til at forsvinde, og lige nu ligger vi lidt for langt under den grønne kurve på skalaen. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få åbnet landets butikker, restauranter, teatre, frisører og så videre igen, skal vi jo have skub i den her virus – på en kontrolleret og stille facon. Og det er så det, der skal forsøges nu. Og åh, hvor jeg dog håber, at vi alle sammen husker fortsat at efterleve de nye leveregler om afspritning, afstand og alle de andre ting, der er blevet new normal de seneste uger. Hvis vi gør det, og der med opstarten af podernes anstalter begynder at sætte en lille smule gang i virussens udbredelse igen på en måde, som betyder, at hospitalerne kan følge med, bliver næste skridt forhåbentlig, at vi kan åbne endnu mere af samfundet igen, at hospitalerne atter kan tage patienter på venteliste ind, at teatre måske har en fremtid (hulk!), og vi langsomt og sikkert nærmer os en almindelig hverdag på et tidspunkt. (Nærmer os…)

Hvad tænker I om det hele? Har I tillid? Er I vrede? Nervøse? Håbefulde? <3