Jeg kan virkelig godt lide, at vi er hjemme alle sammen hele tiden. Sådan overordnet set. Det giver mig en følelse af dyb ro i maven, at vi alle fire er her, at tiden går med jordiske ting som at skrue ting sammen, plante ting og gå ture i naturen. At ingen skal noget, ingen har travlt med noget, og at der ikke rigtigt er de store forventninger til hverken mig eller de andre. Aftnerne ligner hinanden, dagene ligner hinanden, tryghedsnarkomanen i mig kan godt lide det.

Alligevel i går måtte jeg se mig overtalt af Jon til, at jeg måske også savner hverdagen en lille smule. Strukturen og det med, at børnene skal i børnehave (hvilket så bliver til SFO nu – mindblow) og jeg har noget tid, der ikke er til forhandling, hvor jeg kan få arbejdet. Det huer mig ikke at indrømme, men det er nok rigtigt nok. Selvom jeg hygger mig helt ind i knoglerne. Så savner jeg stadig at have tid, hvor jeg ikke skal have dårlig samvittighed over at dykke ned i min computer og min iPhone og få lavet det, jeg nu engang også skal.

Vi har ikke haft svært ved at “aktivere” vores unger, som det hedder. Og en stor del af grunden er selvfølgelig, at vi bor, som vi gør. Vi er ude hele dagen, og ungerne kan se os hele tiden, mens Jon og jeg dimser rundt med det, vi nu engang gør, og ungerne leger. Det virker ganske idyllisk, egentlig.
Men Jon og jeg har måske været lidt for gode til at hænge vores hat på, at ungerne underholder sig selv de seneste uger. For det gør de, og det har vi ladet dem gøre, mens vi har gjort vores ting. Vi har været på ture, lavet skattejagter, leget skole og haft kreatid, bevares. Og vi har i sagens natur jo været helt enormt meget sammen. Men ungerne savner noget struktur. De savner, at de nogenlunde ved, hvad dagen bringer og hvornår, når de vågner om morgenen. De vil gerne vide, hvornår de kan forvente noget af os, og hvornår de er overladt til deres egen fantasi. Meget modsat vi voksne, der jo virkelig godt kan lide bare at lade det hele gå sin egen gang, ikke love for meget up front og se, hvad vi nu får lyst til hvornår.
Og det har nogle gange ført til, at lunterne er blevet for korte, i begge ender. Og især hos mig, og det er simpelthen så træls. Så jeg snapper af ungerne, og når dagen er slut, bruger jeg så aftenen på at bebrejde mig selv. Ikke hyggeligt.

I næste uge skal Hugo og Berta starte i SFO, og de glæder sig virkelig meget. Især Hugo, som ikke har set sin bedste ven, Mikkel O., siden i starten af januar. Vi regner med at sende ungerne i institution mandag, onsdag og fredag og så holde dem hjemme tirsdag og torsdag – med mindre SFO’en efterspørger noget andet, så gør vi det. Vores struktur-tørst er et luksusbehov, og hvis der er brug for, at vi, der kan være hjemme, holder vores børn mere hjemme, for at der bedre kan skabes de rammer om børnene, som der er behov for i denne tid, så er det naturligvis det, vi gør.
Vi har så længe set til, mens sundhedspersonalet, folk, der arbejder i supermarkeder og andre (i denne tid) udsatte erhverv, har stået i bro for at få alt til at gå op imellem samfundet og deres private familie, så vi gør selvfølgelig også, hvad der skal til, for at vi kan få åbnet landet op igen på en forsvarlig måde – i det beskedne omfang, vi nu kan bidrage.

I dag skal vi på en lille udflugt ud på landet. Mens jeg har fået tre timer til at indhente nogle mails og andet arbejdsrelateret her til formiddag, har Jon gennemført endnu en skattejagt med Krapylerne i baghaven. Bagefter kører vi til Karrebæksminde og køber takeout hos Ditlevsens Fiskehandel (hvor jeg også var under mit Enø-eventyr i sidste weekend), og så har Jon opdaget et eller andet udendørs klatre-univers her på Sydsjælland, som skulle være åbent, fordi det er så stort, at man nemt kan holde afstand. Hvis det holder vand, skal det også prøves.

I aften står den på McDonalds, tegnefilm og fredagsslik, så det er alt i alt en pænt god Langfredag. Længder bedre end den, den er opkaldt efter, om man må være så frimodig. 🙂 Og ungerne har fået hele dagsprogrammet sat i udsigt fra morgenstunden, så alle er tilfredse. <3