Vi har her i familien hele tiden efterlevet regeringens retningslinjer til befolkningen. Og det er jo ikke noget at prale af, det har vi jo alle sammen gjort, for det skal man jo. I starten spekulerede jeg nogle sene aftentimer på, om den vej, Mette og Søren havde valgt, nu var den allersmarteste. At lukke et helt samfund ned så resolut med gigantiske økonomiske konsekvenser for stort set alle i årevis fremover.
Men hvad ville alternativet på den anden side være? Vi skulle jo selvfølgelig gerne død og pine (bogstaveligt talt) styre udenom at se en her masse mennesker dø af corona og ydermere presse vores sundhedssystem så meget, at patienter med andre, kritiske sygdomme ej heller ville kunne få livsgivende behandling.
Det er jo umuligt at sætte økonomi overfor sundhed. Det er som at sammenligne æbler og jetmotorer. Og jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke vidste alt. Jeg er RUC’er, for pokker, ikke virolog, og jeg har sgu heller ikke lige nogen på speed dail. Jeg har kun haft mine fornemmelser og ikke mindst mine følelser at forholde mig til. Og at sætte følelser overfor fakta er jo som at sammenligne pærer med sommerhuse.

Da Fru Statsminister sidste mandag tonede frem på skærmen med værdighed og rolig hånd, talte på nordjysk som menneske og statsminister, og lovede os et påskeæg, hvis vi alle sammen kunne holde fast i det løfte, vi har givet hende og hinanden om at passe på hinanden og holde afstand, satte jeg alle mine penge på Mette. Jeg lod tvivlen fare og gav mig til at spekulere over andre ting i stedet. Hvordan jeg bedst prikler mine tomater, for eksempel.
Da Mette så ugen efter meldte ud, at nu skulle insitutionerne og skolerne åbne igen, tænkte jeg, at det var da fint. Reaktionerne på facebook gjorde mig momentet senere lidt skævbenet i den holdning, hvilket en såkaldt ‘live’ på Instagram fik rådet bod på (mere om det i dette indlæg). Og siden har jeg koncentreret mig om at blive hjemme, passe min have, gøre mig umage med ikke at skælde for meget ud på min mand og mine unger og i øvrigt gøre mit bedste for at forberede selvsamme unger på at skulle starte i SFO.

Den dag var så i dag. Her til morgen cyklede Jon, ungerne og jeg ned til den SFO, hvor de de næstkommende år skal hænge deres overtræksbukser, og her mødtes vi på parkeringspladsen med de 44 andre børn og deres respektive forældre. (Alle børn måtte have én forælder med, og her var vi jo så atter engang velsignede i vores egenskab som tvillingeforældre). Efter en kort intro gik vi i samlet flok om på legepladsen, som var delt op med stribet bånd på kryds og tværs. Her fik vi at vide, at vores børn, som efter sommerferien skal starte i 0.A  og 0.B, er de eneste, der kommer i SFO’en i resten af denne uge. Skolebørnene bliver på skolen efter skoletid, hvis de har brug for SFO-pasning, for at vores nye poder kan få en så rolig start som mulig under de givne omstændigheder. Børnene oprinder fra fire forskellige børnehaver, og fra hver af disse var en pædagog mødt op. Hun skal være der sammen med ungerne i de dage i denne uge, så der er et kendt voksen-agtigt, og så er børnene i legegruppe med de børn, de kender fra deres gamle børnehaver. Så for vores børns vedkommende, lignede rigtigt meget faktisk sig selv – lige bortset fra de fysiske rammer. Da børnene var tjekket ind og fordybet i leg, trissede vi forældre tilbage på parkeringspladsen, hvor børnehavelederen, der højdemæssigt er til den beskedne side, stillede sig op på en omvendt indkøbskurv og holdt et lille forældremøde. Bagefter gik vi med behørig afstand tilbage til vores unger, truttede dem farvel og cyklede hjem igen.

Det er ikke den perfekte SFO-opstart, nej. Men den var sgu ret fin! Under de givne omstændigheder, og det er jo dem, vi har. Børnene smilede det meste af tiden, og vi kunne mærke menneskene bag pædagogerne, deres gejst for det, de laver, og vi følte en tillid til, at de passer godt på vores børn, og det er sgu det vigtigste. Hvis man ville, kunne man også godt gå ned i detaljen og diskutere, om det kunne være håndteret anderledes – enten under de givne omstændigheder eller nogle helt andre. Det har jeg ikke lyst til, for det har jeg ikke behov for. Jeg har valgt at have tillid, og den har jeg, fordi jeg har ro i maven. På den måde er jeg jo heldig, kan man sige. For jeg kan da godt forstå, at man har behov for at slå sig i tøjret, hvis man er urolig. Særligt hvis man er urolig på lige præcis sine børns vegne. Og så skal man selvfølgelig gøre det, man synes er det bedste i den her situation.

Men herhjemme har vi i dag sendt to meget spændte og meget stolte unger afsted i SFO for første gang, og det var en stor ting i al sin enkelthed – omend det hele ikke er så enkelt. Heldigvis synes jeg ikke, børnene lader til at tage det mere alvorligt end som så. De har altid syntes, at det var overvurderet med det der håndvaskeri, så at der nu er forventninger til, at de gør det endnu oftere, er ikke mere træls, end det hele tiden har været.

Og nu venter vi så spændte på det, vi lidt blev snydt for i gårsdagens pressemøde, nemlig at høre, hvad næste del af fase et af Danmarks genåbning kommer til at byde på. Jeg har mine håb og forestillinger, men hvad end, det bliver, klapper jeg hælene sammen, retter ind og bakker op, som den lemming, jeg (ikke) er. Og så tager vi én dag ad gangen. Lige så stille. Side om side, men hver for sig.