Hugo har den vildeste fantasi. Vildere end nogen, jeg ellers har mødt. Han er naturligvis godt hjulpet på vej af, at han kun er 6 år gammel og endnu ikke til fulde besidder realitetssans. Men han er jo ikke den eneste 6-årige, vi er velsignet med her på matriklen, og omend den anden har sine helt egne attributter, så fastholder jeg altså, at ingen, jeg kender, har en fantasi som Hugo.

Sådan en er jo skidegod at have. Det gør det let at finde på lege, handlingen til en selvopfunden tegneserie, nye sange og eventyr. Den kan dog også blive en udfordring, når barnet insisterer på at finde på sine egne regler til spillene, som altid ender med, at han vinder, samtidig med at han nogle gange føler, at vi ikke forstår ham, når han har nogle store tanker i hovedet, han ikke altid helt formår at få formuleret på dansk. Og så er fantasien årsag til mareridt og frygt for ting, der ikke findes.

På det seneste har Hugo været bange for at være alene på en etage i huset. Vi er alle sammen mest i stueplan, når vi er indenfor, og toiletterne og værelserne ligger oppe og nede. Derfor går vi med ham, når han skal på WC, hente legetøj på legeværelset eller klæde sig på. Den første måned efter hjemkomst fra LA, hvor de her udfordringer begyndte at blusse op (det er nok ikke helt tilfældigt efter en tur gennem fire lufthavne med en småhysterisk mor, der skiftevis skreg “vi kommer aldrig hjem!’ og “du må ikke røre ved noget!!” og så en hjemkomst til en helt normalt udseende men meget unormal hverdag), skiftedes Jon og jeg til at sove hos ham hver nat. I hans lille 90 centimeter brede seng, for det foretrak han.

Det har vi heldigvis haft held til at udbygge på. Efter den første måned forekom det os, at han var mindre urolig, men når vi så lå dér i sengen om aftenen, kom det hele op igen, og det føltes lidt som om, at han forbandt det med at ligge der med én af os med grunden til, at vi havde indrettet os sådan.
Derfor er vi nu gået over til, at den ene af os voksne læser godnathistorie med ungerne, mens den anden bagefter synger for dem, liggende i dobbeltsengen med et barn på hver side. Og når de er faldet i søvn, bærer vi dem ind i deres egne senge. Så lader vi lyset på den lille gang mellem ungernes og vores værelser stå tændt hele natten, og hvis Hugo så vågner, kommer han ind til os.
Den løsning er Hugo heldigvis godt tilfreds med.
Den eneste, der har et problem med det, er sådan set mig. Problemmoren med det dårlige sovehjerte. Jeg vågner, når han kommer ind, og så kan jeg ikke sove igen. I nat var jeg vågen i tre timer, og klokken seks blev jeg så vækket igen af selvsamme Hugo, der var frisk som en havørn. Det betyder, at jeg er dødtræt om dagen, hvilket udfordrer min lunte, som i forvejen er lidt kort efter tre måneders konstant familiesamvær, og så skælder jeg ud. Og jeg fucking (undskyld) hader mig selv, når jeg skælder ud. Og når jeg hader mig selv, sover jeg endnu dårligere. Så det er lidt en dum cyklus, kan man nok godt regne ud.
Men det vigtigste er selvfølgelig, at det går fremad med Hugos frygt. Jeg er sådan set ikke nervøs. Min søster havde de samme udfordringer, da hun var barn, og mine forældre løste det uden dramatik. Det samme gør vi. Vi bakker Hugo op der, hvor han har brug for det, og når vi kan mærke, at han efter en tid finder mere ro med tingene, udfordrer vi formen en lille smule. På det seneste har han eksempelvis godt kunnet gå på toilettet i kælderen, hvis jeg har stået lige ovenfor trappen og har talt med ham imens, og det føler han en vis tilfredshed ved. At han kan se, at det her ikke er konstant, men noget, der udvikler sig.
Og så taler vi med ham om, at alle er bange for ting, der ikke giver mening. Jeg er bange for edderkopper, elefanter er bange for mus, og langt de fleste børn er bange for alt muligt, men meget af det går over igen. Desuden understreger vi, hvor god, den fantasi, han har, også er at have. Og jeg taler en del med ham om, at han ikke er nogen bangebuks, som han nogle gange kalder sig selv, for han er modig på så mange andre punkter, som er meget vigtigere. Han lever om nogen sit liv med oprejst pande og udstrakte arme, vader ind i folk med træsko på og taler med fremmede uden at kny. Det skal nok gå ham godt, om han så vedbliver med at frygte zombier eller ej.
Men vi skal have fundet en anden måde at løse nætterne på, så Langemor kan få lidt mere søvn. Jeg hader at være en sur skid, og det har jeg med skam at melde sgu været på det seneste. Det duer ikke. Jeg gør mit bedste for at finde på en god løsning, men jeg tænker bare så dårligt, når jeg er træt. 😆