Jeg tøffer lidt rundt i mine tanker for tiden, på godt og ondt. Jeg passer mine børn, min mand, mine tomater og mine majs, jeg planter ærter, griller burgere, vander blomster og går ture i skoven. Mange af mine tanker er lige nu forbeholdt noget, jeg ikke er frue over. Sådan er livet jo nogle gange, og det er vores allesammens nuværende, kollektive situation jo også et ret tydeligt billede på. Det føles træls og nogle gange trist, når det sker, men det er en vigtig del af tilværelsen, vil jeg mene.

Og det er lærerigt og en lille smule bevidsthedsudvidende at have det sådan her. De her tanker. Det forstærker følelsen af, hvad der er det væsentlige i livet. Hvad det er for nogle farver, man bruger til at male sine dage med, og hvilke man helst ikke vil undvære.
Det er corona-tiden nok også med til for mange. Mange finder i disse uger og måneder ud af, at de bruger for lidt tid sammen med familien, og det er noget af det, de vil lave om på fremadrettet. Andre finder ud af, at forholdet knirker, og derfor giver de sig i kast med at reparere det. Eller bliver skilt! Det er jo også et valg, og al respekt for det. Det handler vel i bund og grund om at være så tæt på at være sit autentiske selv så meget af tiden som muligt, så længe vi er her på jorden.

Og så er det måske, at man skal begynde at runde sit blogindlæg af, når man begynder at bruge begreber som “sit autentiske selv”… 🙂 Jeg beklager, hvis jeg bliver lommefilosofisk. Og jeg har heller ikke nogen store, spændende hemmeligheder oppe i ærmet. Nogle ting skal jo bare have lov at forblive private, selvom man er blogger, og hvor den grænse går, er jo individuelt. Men jeg synes stadig, jeg vil dele nogle af de følelser, jeg har, som ikke handler om konstant og idel lykke, udenlandsophold og shopping. Livet er det, der sker i sprækkerne OG det, der hældes i champagneglassene. Vi har jo alle sammen alle følelserne på forskellige tidspunkter, og sådan er det. Sådan skal det være. Hvis alt var malet med samme farve, ville det jo være umuligt at kende forskel.