Ting, jeg kan anbefale:

1. Dokumentaren ‘GADEN’ fra TV2, som ligger på TV2Play. Den er på tre afsnit, og programmet har fulgt tre hjemløse, en kvinde og to mænd, der alle er stofmisbrugere. Programmet er så virkelig vellavet, synes jeg, og jeg følte, at de tre medvirkende kom helt ind under huden på mig. Ingen romantik, benhårdt, og alligevel kunne jeg kende mig selv i dem alle tre.

2. Pizza lavet på naanbrød. Nu har jeg flere gange på Instagram lagt feed til folks mini-pizzaer lavet på tortillaer, så da vi havde et par naanbrød til overs forleden, kastede jeg mig ud i det! Jeg puttede mozzarella, tynde skiver kartoffel, gedeost og rosmarin på, og gav den så så længe i ovnen, at osten begyndte at blive brun. Og så øsede jeg naturligvis flydende honning udover bagefter i rigelige mængder. Bedste og nemmeste aftensmad længe!

3. Hjemmelavet te af citronmelisse. Jeg har i årevis haft krukker med citronmelisse og aldrig anet, hvad jeg skulle bruge den til. Indtil jeg lærte via @udkansk på Instagram, at man kan lave te af den. Som oven i købet virker beroligende. Jeg putter også et par kviste mynte i, og det er deeeeelish!

Ting, jeg kan anbefale at lade være med:

1. At gemme en julekalender til året efter. Jeg har netop fundet to Tom’s chokoladejulekalendre, som jeg havde glemt i julen (sådan går det, når man køber de første julekalendre alt for tidligt!), og nu er al chokoladen blevet grå. Selvom den først udløber i september. Og det skal jo spises alligevel, fordi, well, chokolade.

2. At klippe sit eget hår. Jeg prøvede, som jeg viste på Instagram, at gøre det ved egen hjælp. Det har resulteret i, at det nu er blevet småvæsentligt kortere, end meningen var, og det er stadig lige ubehjælpeligt bagpå. Ja, faktisk kan man godt sige, at jeg er dum i nakken uden at tage munden for fuld.

3. At spare penge på tomater. De billige tomater smager ikke af lige så meget som de dyre og helst økologiske. Man må aldrig gå ned på tomater, nej. Man må spare et andet sted.