Det så sgu fint ud, da de rejste teltet i går først på eftermiddagen, Jon og ungerne! Fuglene kvidrede, solen skinnede, vi spiste frokost i drivhuset, og alle var i bare arme. Allerede i begyndelsen af projektet havde ungerne held til at overtale Jon til, at de tre i nat skulle overnatte i teltet i haven. Heldigvis var der ingen, der gjorde sig forventninger om min deltagelse …

Jeg elsker at sove i telt! Alene det, at vi ejer et telt, er primært at tilskrive mit initiativ. Det kom for en dag i 2012, da Jon og jeg var på besøg hos min far og hans kone i Sønderborg. Vi havde været kærester i et års tid og boede endnu ikke sammen. Derfor havde vi løbende lejet min lejlighed på Nørrebro ud i nogle af weekenderne, mens jeg havde sovet hos Jon på hans værelse på Tullinsgade på Vesterbro. Det havde affødt, at vi havde sparet lige lidt under 20.000 kr. sammen, som skulle bruges på en fælles sommerferierejse. Vi købte teltet på Den Blå Avis for 800 kr. og så lånte vi min fars gamle Mitsubishi og kørte til Sydfrankrig. Her fandt vi en campingplads, Les Pinedes, lidt udenfor Nice, hvor vi rejste teltet og blev i små tre uger.

Dengang så teltet (og Jon) sådan her ud.

Året efter var jeg gravid, og de første “mange” år med ungerne har vi indtil videre ikke kunnet forestille os at tage på den slags teltferie med dem, hvor alt er så basic, som det er på den her måde. Vi er i stedet kørt til Kroatien, hvor vi har lejet et telt, der allerede er rejst og indeholde rigtige senge, køleskab med videre.

Men de forgangne 24 timer har da med al tydelighed bevist, at Hugo og Berta nu har nået en alder, hvor vi alle sammen kan tage på teltferie i vores eget telt. Det kræver selvfølgelig lige, at jeg er game, og det er jeg altså mest i Sydfrankrig. Knaaaap så meget i regnvejr i en våd baghave i Køge lige ud til en firesporet ringvej med nattetemperaturer på 11 grader.

Men det var ungerne – og heldigvis også Jon! De sov der hele natten, og de sov sgu bedre end mig! Jeg lå i dobbeltsengen og frygtede for knivmordere, nu hvor de befandt sig udenfor (jeg MÅ virkelig stoppe med at høre Mørkeland!), mens de lå med hver sin dyne OG sovepose OG to sæt nattøj OG sokker på hver sin side af Jon på en dobbelt luftmadras.

I morges kom de ind alle sammen, veludhvilede og meget stolte! Og jeg synes sgu, det er lidt sejt. Næste gang pakker jeg ørepropperne og hopper med. Jeg gider ikke være den kedelige mor! 😆