Enø i solskin

Jon har fået en rolle i noget nyt, som vi ikke helt ved, om vi må tale om endnu, så jeg siger ikke mere. Men det har affødt, at han er en kende stresset denne Kristi Himmelfart, da han lige skal have speaket en bog færdig i hjemmestudiet, inden han kan starte karakterarbejdet op med rent hoved og lette skuldre.

Derfor tog jeg i går Krapykerne med på en bette dagstur, så Langemanden kunne få ro i hoved og hjem. Og også lidt fordi, jeg havde sindssygt meget lyst.

Vi startede ud med at besøge nogle får, Berta og jeg havde passeret på en mark dagen forinden, men ikke havde tid til at stoppe og hilse på, fordi Jon på det tidspunkt stod klar med pasta/bolo i hjemmet. Nu havde vi alverdens tid, og Berta glædede sig. Hugo syntes forud for besøget, at det lyd enormt skræmmende med de der får, og jeg benyttede lejligheden til at forklare ham forskellen på at være bange for noget – og at være bange for at være bange for noget. Og jeg forkyndte, at jeg var ret sikker på, at han var det sidste. Fremme ved fårene viste det sig, at jeg havde ret, og han madede lystigt dyrene med mælkebøtter, mens han højlydt glædede sig over, at når nu min tese viste sig rigtig, var færre ting i verden jo så farlige end først antaget. (MM vs. Motherhood: 1-0!)

Da fårene havde fået morgenmad, kørte vi til Haslev og besøgte min søster, svoger og nevø og bibragte selvsamme. Bare i form af en kanelstang fra bageren fremfor mælkebøtteblade. Dem har de rigeligt af. Min søster og hendes familie bor på en nedlagt gård, hvor de lejer mange af deres lade- og stald-kvadratmeter ud til opbevaring.

Dog har de stadig en masse til overs, og Fies svigermor er i skrivende stund ved at indrette en lille butik i den ene længe. Hun har en særlig næse for genbrugsmøbler og fund, og de skal sælges her. Og den slags kan ikke foregå, uden at min søsters og min hjerte eksploderer med tanker om at åbne en café, et yogastudie (mest Fie), en bryllupslocation og en grøntsagsbutik (mest mig) sideløbende. Mulighederne er mange…

Min søster og hendes mand har den dejligste grund rundt om deres hus. Bagerst i haven lå der for 50 år siden en frodig køkkenhave, som siden har omdannet sig selv til en skov, og der elsker ungerne at banke rundt og plukke blomster, finde vinbjergsnegle og lege alt muligt. Det er simpelthen så freaking hyggeligt! Og Fie og jeg bliver åndssvagt rørte over, hvor godt vores unger leger sammen trods næsten fem års mellemrum.

Efter afsked med familien Lei Berthelsen kørte vi mod Enø og Karrebæksminde. Det ligger 43 minutter i bil fra os og fremstår i mit indre som en dejlig idyllisk destination, hvor vi flere gange har ladet turen gå hen i solskinsvejr. Og så har de en formidabel fiskehandler, hvor man kan sidde og nyde sin frokost lige ned til vandet ved nogle små borde. Undervejs stoppede vi ved en lille gårdbutik og betalte ågerpriser for nye, danske jordbær. Retteligt havde bonden faktisk fortjent hver en krone, for de smagte fyrsteligt!

I Karrebæksminde spiste vi vores hofret, og ungerne forsøgte at fange vandmænd med en gulvskruppe, inden vi forcerede Græshoppebroen (som broen til Enø er døbt, fordi den i design ligner en græshoppe, hvilket man har valgt at toppe op ved at lade en kunstner give den en græshoppes ansigt og følehorn foran), og her satte vi os ned på stranden. Der var umådeligt mange mennesker, omend alle med sundhedsmæssigt pæn afstand til hinanden. Om det så kan karakteriseres som sundhedsmæssigt forsvarligt at smide tøjet og hoppe i baljen, vil jeg ikke være den, der afgør, da temperaturen kun lige nåede op på 18 grader, men det havde mange ikke desto mindre valgt at gøre. Og ungerne fulgte trop. Hugo havde fundet et fiskenet, som kun havde et enkelt kæmpestort hul, og det brugte de til at fange muslinger og småsten på bunden. O, fryd!

Vi sluttede besøget i Karrebæksminde af med en pandekage med is (og her finder jeg det underholdende lige at fortælle, at min autocorrect rettede ordet ‘pandekage’ til ‘bandekrige’. Rolig nu!), inden vi vendte snuderne mod Køge efter det, der føltes som den første, danske sommerdag i år. Ungerne faldt i søvn på bagsædet for første gang i et år, og jeg hørte Radio Soft og hviskede med på melodierne, mens Langehjemmet tonede frem over bakkerne

Hjemme i hytten havde Jon indtalt lydbog i flere timer i rap, så han var både glad og smadret, men diskede ikke desto mindre op med laks og spinatsalat med blade fra haven.

I dag er børnene inviteret sammen med genboens dreng ned til en anden nabo, som vil lave bål og snobrød med dem i haven. Deres egne børn er voksne, og de har fundet et soft spot for vores unger, hvilket er så freaking rørende, at det varmer helt ind i maven på mig. De sender billeder, når ungerne leger på den grønne plet i enden af vores blinde vej, hvor de bor, og de har sågar hjulpet dem med at bygge en meget fin hule af afklippede grene fra et piletræ, der blev fældet i påsken, og hulen står endnu. Kommunens renovationsmedarbejdere havde faktisk varslet, at den ville blive ombragt, når de skulle slå græsset, men indtil videre har de ikke kunnet få sig selv til det, så den står der endnu.

Med ønsket om en fortsat vidunderlig miniferie. Med hvidvin, storby-shopping, fredags-slik og roulader, restaurantbesøg eller puppetilstand i sofaen. Whatever one might fancy! ❤