Efteråret var en hård nyser for mig. I løbet af to uger fik min far konstateret kræft, og Jon, ungerne og jeg blev indlagt med kulilteforgiftning. Det sidste var heldigvis en kort forskrækkelse, og vi blev udskrevet efter ni timer med blodprøver, tests og iltmasker, omend den psykiske del af at komme ovenpå tog lidt længere tid for mig.
Men længe leve det danske sundhedssystem. Det siger jeg særligt, fordi de har været så gode til at tage sig af min far. At han fik kræft, kom bag på os alle sammen. Min far har aldrig fejlet noget, aldrig haft en sygedag, og så føles det i øvrigt lidt som om, at der burde være en naturlov, som garanterede, at nu, hvor jeg ikke fik lov at have min mor så længe, som jeg synes, jeg (og vi) havde fortjent, burde jeg være garanteret min far, indtil han bliver mindst 90 år gammel og mæt af dage. Men livet er jo desværre ikke en ligning, der går op, og selv det mest forsigtige menneske kan få et stykke flæskesteg galt i halsen eller en tagsten i hovedet. Og min seje, stærke far kan få kræft.

Heldigvis blev han opereret allerede ugen efter, at han blev diagnostiseret, og så gik han med stomi i et halvt år, inden han for en måned siden blev reopereret. Og nu ligner han sig selv igen. Og jeg kan mærke, at jeg først nu rigtigt kan trække vejret helt ned i maven igen. Først nu tør jeg suge luften langsomt og nydelsesfuldt helt ned i lungerne, mærke iltens livgivende kraft og holde vejret et øjeblik, inden jeg ånder ud igen. Jeg opdagede det, da jeg tog mig selv i at synge, når jeg er alene i bilen. Det har jeg ikke gjort i et stykke tid, lagde jeg mærke til, da min skingre og noget umelodiske stemme pludselig en dag overtog kabinen til tonerne af et eller andet med The Weeknd.

Jeg er lettet. Meget mere lettet, end jeg havde regnet med. Og jeg er glad igen. Meget gladere, end jeg var klar over, at jeg var ked af det, hvis det giver mening. Først her på den anden side kan jeg mærke, hvor meget hele situationen har bekymret mig. Både vores egen indlæggelse, men særligt min fars. Livet gik jo videre, som det plejede. Min far passede sin hverdag som altid, Jon, ungerne og jeg var sågar i Los Angeles i to måneder, hvor vi havde en masse fantastiske oplevelser, og jeg følte hele tiden, at jeg var godt i synk med min tro på, at det hele nok skulle gå. Kræften havde jo ikke spredt sig, min far skulle ikke have kemo, og de havde fået det hele under operationen. Men nu, hvor han er helt og aldeles udskrevet, helt og aldeles færdigopereret, nu, hvor jeg har besøgt ham, drukket gin/tonics med ham, og hans stemme atter er sig selv i den anden ende af røret, er jeg alligevel meget, meget og meget mere glad. Grundglad.

Det kan i øvrigt også være ret svært at være blogger, når der sker noget så overskyggende i ens privatliv, som man ikke kan og vil dele. Jeg var ikke klar til at fortælle, hvad der foregik, før min far var rask igen. Jeg turde ikke, jeg ville ikke jinx’e noget. (Og nu har jeg selvfølgelig med det samme lyst til at fare op og banke under bordet, mens jeg skriver 7-9-13, for ingen kender som bekendt dagen, før solen går ned).

Men lige nu skinner solen, min far har det godt, mine unger har det godt, og det har jeg også. Jeg er vågnet tidligt nok til at have huset for mig selv et par timer. Solen er stået op sammen med mig og strømmer ind ad vinduet i stuen, hvor jeg sidder. Jeg tror sgu på det igen. På livet. På hverdagen. Sådan helt nede i maven. Det troede jeg, jeg gjorde hele vejen igennem, men nogle gange kan forandringen åbenbart bedst ses i bakspejlet. Var det ikke Kierkegaard, der talte om, at man skal leve livet forlæns og forstå det baglæns? Han havde fat i noget. Jeg kan mærke, at det bliver en god sommer. Og et godt efterår. Og en dejlig jul! Som vi i år i øvrigt skal fejre med den Lei’ske side af familien. Det glæder jeg mig også til! Men først kommer der en her masse hverdage, som alle sammen skal nydes, gribes, smages og tages! <3