Jeg kan godt lide at se godt ud. Nogle dage. Andre dage er der andre ting, der betyder mere for mit velbefindende. At slippe for at gå i bad og lægge makeup, for eksempel. Eller at gå i haven som det første, når jeg vågner, og så ikke komme ind igen, før jeg skal i seng.
At jeg sidestiller det at se godt ud med at gå i bad, betyder ikke, at jeg føler mig grim, når jeg ikke har makeup på. Eller ikke har været i bad. Det betyder bare, at jeg ikke har taget stilling til mit udseende. At føle mig lækker er noget, jeg godt kan lide at vælge til og fra. Jeg kan godt lide, at det er et tilvalg og ikke en fast bestanddel af mit liv og min hverdag. Jeg har ikke behov for at føle mig lækker hele tiden, og det kan jeg godt lide, at jeg ikke har. Faktisk kan man godt sige, at jeg har behov for ikke at føle mig lækker altid. Hvis jeg prioriterede at tage stilling til mit udseende og rette mig efter det hver eneste dag, ville jeg være et andet menneske.

Jeg føler mig smukkest og lækrest, når jeg har været i bad, har lagt en stille og rolig makeup, har redt og måske glattet håret og taget noget tøj på, der klæder mig. Men jeg har ikke mindre lyst til at vise mig offentligt eller lægge an på min mand, når mit ansigt er bart og jeg er iklædt havetøj og klipklapper. For jeg føler ikke, at mit udseende hænger sammen med mit værd. Jeg er lige så meget værd, og jeg er lige så attråværdig, når jeg ikke ser allermest smuk ud. Den slags handler jo menneskelige relationer og personlighed. Og jeg tror, jeg ville føle, at det hele handlede for meget om mig og overflade og for lidt om mine relationer, hvis jeg hver dag havde behov for, at de skulle se mig fra min fysisk bedste side.

Når jeg er til en stor fest, kan jeg godt lide at have gjort mig umage. Jeg synes, det sender et signal om, at jeg er glad for at være inviteret og glæder mig til at feste. OG så har jeg selvfølgelig også en masse fine kjoler, jeg elsker at finde anledning til at tage på, og jeg kan godt lide at lægge makeup og dulle hår. Især når der er god tid til det. Hvis tilfældet ville, at jeg ikke kunne nå hjem og skifte og i stedet måtte møde op til festen i joggingtøj med håret i en køkkenelastik, ville jeg ærgre mig. Jeg ville ikke føle mig mindre værd, men jeg ville ærgre mig over at have misset chancen for at hoppe i en laber kjole, og jeg ville ærgre mig over ikke at leve op til det, værten havde lagt op til.

Når jeg laver et samarbejde med eksempelvis en modebutik eller et tøjmærke (som jeg har haft dejligt mange af på det seneste), hvor jeg har truffet aftale om at vise deres tøj frem, gør jeg mig også umage. Jeg vil gerne vise deres tøj frem fra dets bedste side, og det harmonerer jo gerne med, at jeg finder min bedste (rettelse: pæneste) side frem også. Så kan jeg også godt finde på at stå på tæer i de videoer, jeg filmer. Jeg synes, det får mine ben til at se længere ud, og jeg synes, det giver et bedre udtryk. Det kan være lakrids sådan at få det hele til at se godt ud i en spejlselfie, but I try. 😉
Der er nogle stykker, der kærligt har spurgt ind til, hvorfor jeg dog spankulerer rundt på spidse tæer i mine videoer – om mine ben ikke er gode nok i den længde, de har. Jo, det er de bestemt! Ligesom at mit ansigt ikke behøver sminke, og mit hår ikke behøver en hårbørste.

Jeg har intet problem har med at vise mig frem, som jeg ser ud, når jeg ingenlunde pynter. Men jeg skammer mig på den anden side heller ikke over min lyst til nogle gange at pynte. At man nyder at forskønne sig og nogle gange pynte på det udgangspunkt, man nu engang er blevet givet, handler ikke om, at man nødvendigvis er utilfreds med sig selv eller sit udseende, vil jeg mene. Jeg ryster jo også sofapuderne, når vi får gæster, selvom man sidder ligeså godt i dem, når de er urystede. 🙂