Jeg sover stadig i kælderen engang imellem som konsekvens af, at jeg er så jammerligt ringe til at sove fra noget som helst. Vender min datter sig i sengen i det andet værelse, eller drister min ægtemand sig til at trække vejret bare en kende tungt, vågner jeg. Og nogle gange falder jeg ikke i søvn igen. I går morges sov jeg eksempelvis ikke mere efter kl. 4.

Så i nat sov jeg i kælderen. Jeg kom lidt for sent i seng, da Jon og jeg bingede lidt Sygeplejerskolen, men jeg trøstede mig med, at jeg jo nok kunne nappe en time eller to mere under dynen her til morgen. #fejl. Jeg lavedede nemlig den brøler i går aftes under påvirkning af den kærlighedsoverflod, der tit overvælder forældre, når de putter deres poder, der har leget udenfor hele dagen og som resultat heraf har røde kinder og blanke øjne. Jeg lå i Bertas seng og blev atter engang komplet forelsket i hende og sagde i det øjeblik, hendes øjne gled i for natten, at hun skulle love at kysse mig midt på munden som det første, når hun vågnede næste morgen. Og min datter er jo desværre én, der holder ord, så da nat blev til morgen i hendes verden (hvilket er lidt tidligere end i min) fandt hun mig og min mund i kælderværelset. Så nu er jeg vågen, og de ser lidt tegnefilm, mens jeg lige kommer i tanke om, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra.

I dag kl. 9.15 skal jeg op på Køge Sygehus og donere blod. I samme ombæring får jeg en coronatest. Det er jo en del af planen for at aflægge mørketallet, at man tester folk, når de alligevel befinder sig på hospitalet for at give blod. Jeg troede i første omgang, at svaret ville komme prompte, hvilket jeg siden har erkendt, at det ikke gør – der går en lille uge. Min snedige plan var så i første omgang, at hvis prøven var negativ, ville jeg styrte ud i min bil og køre direkte hjem og besøge min far på Als, velvidende at der var 0% chance for, at jeg kunne smitte ham med corona. Jeg har grundet først amerikanerrejse og siden corona-outbreak ikke set min far og min Elke siden d. 26. december 2019, og i mellemtiden er min far jo blevet opereret.
Jeg savner dem begge to, særligt min far, mere end jeg har oplevet før, og jeg vil simpelthen så gerne se dem. Min far har fået det meget, meget bedre meget hurtigt efter sin reoperation, og han styrter rundt og klipper hæk, slår græs og kører på cykel (det er så fucking fantastisk!), og jeg længes sådan efter at se ham i øjnene og SE, at han har det godt. Vi kan ikke få facetime til at fungere, fordi jeg nu kører android.
Men vi venter. Lidt endnu. Selvom han har det fremragende, ikke har nogen sygdomstegn og ikke tager medicin, så ér det kun to uger siden, at han sidst blev opereret. Min far har holdt sig 100% isoleret, siden corona brød ud i Danmark, og jeg vil så nødig smide noget over styr her i ellevte time. Men jeg blev sgu noget skuffet, da jeg sådan måtte erkende, at min plan ikke kunne lykkes, fordi testsvarene selvfølgelig ikke kommer med det samme.

Så i dag skal jeg i stedet i haven! Solen skinner, min familie er sund og rask, og Mette F og hendes venner (og uvenner) inde på Borgen lader til snart at være enige om, hvordan landet skal genåbnes og i hvilken rækkefølge. I næste uge kan vi meget vel spise frokoster på udendørs restauranter igen, hvilket jeg faktisk har savnet mere, end jeg havde regnet med (hvilket uden tvivl delvis skyldes, at jeg ikke er nogen ørn til madlavning).

Det er en interessant tid, vi lever i. Så sandelig er det det. Der kommer nok til at gå mange år, før vi kan se de egentlige eftervirkninger på den her coronakrise. Men følelsen af sammenhold er stærkere, end jeg tror, den har været i nogen anden krise, måske fordi vi alle verden over har den samme fjende. Og jeg håber sådan, at den følelse af fællesskab varer ved langt ind i vores venden tilbage til en ny, samfundsmæssig hverdag. Hensynet til hinanden, opmærksomheden på hinanden og alt det gode. For det klæder os fandme