Jeg var jo oppe på Køge Sygehus for at give blod i torsdags. Jeg har en tid hver d. 7. med præcis fire måneders mellemrum, og jeg er sgu begyndt at holde af det. Jeg er stadig ikke vanvittigt vild med at få stukket en nål i armen, og jeg skal altid spise jerntabletter efter en tapning, for som hende, der tappede mig i torsdags, sagde: “Vi tømmer altså dine depoter hver gang”. Men jeg har ingen gener ved det. Andet end at maven måske nok kan blive lidt træg af de der jernpiller.. 😉 Og jeg synes, det er sådan en god følelse at kunne hjælpe. For det første, at jeg med min donation kan hjælpe folk, der er syge, men også, at jeg er rask og frisk nok til at kunne. Det er en dejlig følelse oveni!

Mens jeg sad og blev tappet, drak min æblejuice og spiste min chokolade, talte jeg med kvinden overfor, som var der i samme ærinde. Hun var læge (på et andet sygehus) og havde selv været ramt at corona. Helt ramt. Hun lå ned i 10 dage og kunne intet. Hun fortalte, at det mest skræmmende nærmest havde været den følelseslammelse, hun havde oplevet. Hun havde ikke kunnet mærke sig selv og sine følelser overhovedet og havde følt sig ligeglad med alt. Hun var som sagt læge, og der, hvor hun arbejdede, havde de selvsagt været yderst opmærksomme på alle myndighederne retningslinjer i forhold til håndvask, afspritning og (på det tidspunkt) to meters afstand. Alligevel havde hele afdelingen været lagt ned af corona. Stort set alle som én blev smittet. Hun fortalte også om en mandlig kollega, som var blevet alvorligt syg, havde ligget i respirator og nu skulle genoptrænes i kroppens basale funktioner. Fordi, når man har ligget i respirator, glemmer kroppen sine motoriske evner og skal lære dem forfra.

Jeg fik bare lige lyst til at dele de her krigshistorier, fordi jeg sgu synes, det er vigtigt, at vi husker, nu hvor Danmark åbner igen, at corona er en lort, der smitter som én. Vi skal fortsætte med at tænke os vanvittigt godt om, spritte godt af og ikke negligere vigtigheden af det, selvom vi nu er i gang med at åbne Danmark igen, sådan for alvor.

Jeg har netop læst svaret på min coronatest, og den er desværre negativ. Jeg blev testet for antistoffer, og dem havde jeg altså ikke i blodet. Det havde jeg lidt håbet. At jeg kunne have været en rask smittebærer, for så ville jeg kunne besøge min far og hans kone nu uden at bekymre mig. Jeg giver det nok lige lidt mere tid. Det er trods alt kun to uger siden, at min far blev udskrevet efter sin sidste operation, og selvom oddsene godt nok ikke er for det, så kan jeg jo have fået corona for ganske nylig og være rask smittebærer, og det vil ikke kunne ses i den test. Ja, jeg har lidt noia på, men jeg vil ikke være skyld i, at min far bliver syg, nu hvor han endelig er ovenpå efter den her omgang.

På den anden side er det selvfølgelig dejligt, at jeg ikke har haft corona. For selvom jeg har taget alle forholdsregler og flere til, siden vi rejste fra Los Angeles, er jeg da nu sikker på, at jeg ikke har udsat andre for fare i den periode, testen dækker. Og det er fandme dejligt!

Herunder kan man i øvrigt læse mit svar fra blodbanken på coronatesten, hvis det skulle have interesse.
Hav en dejlig dag, flinke mennesker! <3