Jeg har i dag startet ud med at smøre madpakker til mine unger. I går lærte jeg på Instagram, at man åbenbart kan købe færdiglavet dej til pølsehorn, hvilket jeg er ganske skuffet over at have skullet leve i så mange år uden at vide!
Da madpakkerne var smurt, kørte Jon ungerne i SFO, mens jeg gik en lang tur i skoven. Der sker edderbroderme meget i skove på meget kort tid på den her tid af ret! Fra at lysegrøn for ganske nylig var en yndet omend sjælden farve, er den ny allestedsdominerende. Jeg så endvidere tre mus, en ræv, to spætter og et egern. Jeg elsker at starte dagen med en skovtur.

Efter denne kørte jeg et smut til Køge Nord, hvor jeg havde truffet aftale med en kvinde om en haveudveksling. Hun fik to akurkeplanter og to tomatplanter af mig, og til gengæld fik jeg en kasse med jordbærplanter, som hun havde i overskud. Hun gav mig sågar også en god håndfuld skovjordbærplanter med oveni handlen, og netop skovjordbær minder mig vanvittigt meget om vores gode somre i Lones Lune, hvor vi havde et bed, der hvert år blot blev større og større med netop skovjordbær.
Jordbærplanterne har jeg nu sat ned til deres artsfæller i højbedet, mens skovjordbærene er plantet tæt på mit nyplantede rabarberbed. Det består i øvrigt mestendels af rabarberplanter, som jeg har scoret ude i Lellinge (en by lidt uden for Køge) hos nogle venner, hvor jeg også havde held til at indgå en bytteaftale. (Se, de, der lo af mig, da jeg såede hele 30 tomatplanter, kommer såmænd nok ikke til at le sidst!).

Jeg synes, der er et eller andet hyggeligt og symbolsk over ikke at fise i havecentret hver gang, der er nogle nye afgrøder, jeg gerne vil have. Jeg har besluttet mig for at prøve at bytte mig frem i stedet. Jeg har både sidste år og i år brugt ret mange penge på at købe jord, højbede, at reparere på drivhuset og deslige. Mit håb er, at jeg engang indenfor den nærmeste fremtid har, hvad jeg skal bruge indenfor “hardware”, og at jeg så i slutningen af hver sæson kan høste frø af de planter, jeg har, således at jeg året efter kan starte op igen uden at skulle lægge penge i projektet. Det er jo ikke fordi, vi ikke kan finde pengene. Jeg synes bare, der er noget hyggeligt og oldschool i at gøre det selv og bytte med andre.
Så på den note, i øvrigt: Hvis man bor i omegnen af Køge og ligger inde med planter, man tror, jeg ville nyde i min køkken- eller blomsterhave, og gerne vil udveksle med eksempelvis tomater eller forspirrede ærteblomster, så er man meget velkommen til at rette henvendelse til undertegnede!

Hvis vejret og Krapylerne tillader det, håber jeg at kunne bruge lidt af eftermiddagen på at lave fine kanter på mine nyoprettede havebed og måske endda anlægge et nyt. Jeg vil nemlig gerne have kartofler i jorden i år, også. Kartoffelspandene er fine, men der bliver jo ikke til særligt meget i sådan en bette én.

Nu har jeg netop indtaget to æggemadder og samtlige p-tærter i en nyåbnet pose, og der er ikke længe til, at Hugo og Berta skal hentes i SFO. De er så sindssygt glade for at være dernede, og jeg kan mærke, at de elsker, hvordan de voksne behandler dem ganske anderledes, end de blev i børnehaven. Altså, fordi de er “store” nu. Berta er så stolt af snart at være skolepige, og Hugo nyder, at der er en masse at spille fodbold og lege med.
Det kan ikke være specielt nemt at være pædagog i en SFO i disse tider, og jeg kan også mærke, at ikke alle forældre er helt så lyksalige over forholdene, som jeg er. Jeg har det sådan, at hvis jeg var nervøs for mine ungers sundhed, ville jeg holde dem hjemme og ikke betro deres helbred til fremmede. Det er jeg ikke, heller ikke selvom, at det givetvis er svært at leve op til alle myndighedernes anbefaler hele tiden, når de er så mange børn på ét sted. Det altså næsten være umuligt. Og det har jeg sluttet fred med. Måske særligt fordi, at jeg kan mærke, hvor samvittighedsfulde, de ansatte er. De gør det så godt, de overhovedet kan, selvom deres job satme må være vanskeligt, og de i forvejen jo ikke vælter i tid og personale.
Så min eneste overvejelse går på, om mine unger er trygge, har det godt og er sammen med nogle mennesker, der bekymrer sig for dem. Og dét er de – også i den grad. De er glade og glæder sig hver morgen. Også selvom jeg nogle gange modtager klager over madpakken …

I aften er det jo fredag i langt de fleste hjem, og derfor skal vi spise slik, popcorn og se en Disney-film hele familien. Vi er gået bort fra at se Disney Show, da ungerne egentlig ikke var så vilde med det, og så blev det tit for sent at komme i seng efter en lang uge. Så nu ser vi i stedet en film, som vi vælger i fællesskab, og jeg kan næsten ikke være i min krop af optur over, at det nu kan lade sig gøre. At jeg ikke længere er tvangsindlagt til Gurli Gris eller Postmand Per, hvis jeg gerne vil se noget med ungerne. For to uger siden så vi Charlie og Chokoladefabrikken, og sidste fredag stod den på Robin Hood. Den originale fra 1973, sgu! Fandme klasse!

Jeg ønsker, at I, der skulle have fundet vej herind, får en vidunderlig fredag og weekend. Med solskin, hygge, måske slik, måske grill. <3