I går aftes, da jeg skulle putte ungerne, ville de gerne sove på værelse sammen. Det hører ikke til sædvanen, men stemningen var enormt hyggelig, og de blev puttet i Hugos seng. Lige inden, jeg skulle til at læse godnathistorie, bad Hugo mig hente Bertas iPad og sætte vækkeuret til kl. 2. Det afviste jeg, men udbad mig grunden til den grusomme idé at lade sig vække midt om natten. Krapylerne berettede samstemmigt, at de havde aftalt med genboens Bertram, at de skulle mødes for enden af vejen, som er blind, hvor der er en lille græsplæne, hvor de ofte leger og har en lille træhule. Her er nemlig for nyligt blevet anbragt en stor bunke jord. De havde så aftalt at skulle medbringe soveposer, müslibarer og lommelygter og så mødes og fejre. Adspurgt hvad, de ville fejre, var svaret “Jamen, jordbunken, jo!”

Jeg svarede, at jeg ikke ville stille et vækkeur, men vi kunne jo se, om de vågnede af sig selv – meget bevidst om, at det meget sjældent sker. Berta endte også med at kravle ind i sin egen seng, inden hun faldt i søvn, og jeg regnede med, at den hellige grav var velforvaret.
… Indtil jeg vågnede i morges klokken 5 til lyden af ivrigt hviskende børnestemmer og trippende tæer ude på gangen. Hugo havde vækket Berta, og nu var de på vej ned ad trappen. Jeg gik ud og stoppede dem, sagde, at klokken var alt for tidligt, og at Bertram helt sikkert også lå i sin seng. Og så beordrede jeg dem begge i seng igen med formaninger om at prøve at falde i søvn og gik tilbage i min egen. Der gik ikke mange minutter, før de i stedet kom ind i dobbeltsengen, hvor vi puttede lidt, mens jeg fortalte dem, at det er dejligt, at de har eventyrlige idéer, men det er altså vigtigt, at de ikke sådan sniger sig ud, uden at Jon eller jeg ved, hvor de er. Det forstod de godt, sagde de, og så bad de om lov til at tage afsted. Med soveposer og müslibarer. For at sidde på en jordbunke klokken 5 om morgenen. En solskinssommermorgen i juni. Jeg sagde ja, hjalp dem med at rulle soveposer sammen og pakke müslibarer, og Hugo bedyrede, at de var meget heldige at have sådan en sej mor, hvilket jeg solede mig i, mens jeg gned mine morgentrætte øjne.

Berta har lige været hjemme for at hente en to sweatre, to huer og to par handsker, inden hun atter løb ned til jordbunken, som jeg ærgrer mig ikke at kunne se her fra køkkenvinduet, hvor jeg nu sidder.
KÆFT, hvor jeg dog elsker at bo her i det her kvarter, som nærmest er bygget af blinde veje og børnefamilier. Jeg ser en masse Boligkøb I Blinde på Viaplay for tiden, og hver gang, de skal skrive deres tre ufravigelige krav ned, og alle fokuserer på køkken-alrum og dobbelte carporte, himler jeg med øjnene. Hvis man har børn, er det allervigtigste sgu nærmiljøet, vil jeg mene. Blinde veje og andre børn. Det synes for mig for tiden nærmest at være opskriften på en god barndom. Den frihed og selvstændighed, Krapylerne har, fordi de kan løbe rundt uden at skulle have opsyn hele tiden, er for vild, og jeg bliver helt varm i maven over, hvad det giver dem. Og så er det jo sågar en passiv investering. Jeg drikker te imens, jeg så åbenbart er en mega-sej mor. Epic win/win. 😉