Første gang, Jon og jeg sov væk fra ungerne begge to på én gang, var de to-et-halvt år gamle. HVIS vi var sådan nogle, der skulle have en treer, kan jeg allerede nu afsløre, at der overhovedet ikke ville gå så langt tid denne gang. (Hvis vi da kunne få overtalt nogen fra familien til at passe TRE børn med overnatning, hvilket jeg tvivler på, men det er jo også bare et tænkt eksempel).

Første gang, Jon og jeg var væk hjemmefra sammen mere end én nat, var sidste sommer, hvor vi tog tre dage til Sydfrankrig, mens vi slog dataroaming fra på mobilerne og bare gik amok i hygge, dampede muslinger og hinanden. Det var den tur, hvor vi fandt på at tage to måneder til Los Angeles henover vinteren, hvilket jo blev eksekveret så fint lige inden, Corona overtog fjernbetjeningen, om man så må sige. Og i denne weekend var vi så afsted igen. To nætter i kun hinandens selskab. Fandme fornemt!

I bilen på vej hjem fra Lynæs, sagde jeg til Jon, at jeg virkelig vil anbefale alle nybagte forældre (som har familie, der er indstillede på projektet) at tage på kærestetur i ny og næ. Også tidligere, end vi har gjort det. Kæft, hvor det kan noget! Jon sagde også, at han elsker, hvordan vi aldrig lige skal bruge en halv dag på lige at finde hinanden, men lige så snart, vi er tjekket ind, begynder samtalerne, drømmene og planerne at udfolde sig. To dage senere har vi snavet mere, grinet mere, snakket mere og sovet mere, end vi normalt når derhjemme, hvor der også skal skrælles kartofler og forholdes sig til 6-åriges konflikter og udfordringer. Og så er det åbenbart også indenfor vores normalområde at have lagt nye planer. Eller i hvert fald drømt nye drømme.

Denne gang har vi talt om og vendt alt fra at købe et sommerhus til at udvide familien, og jeg ved, at det højst er 50% af de forestillinger, der ender med at blive til noget, men ih, hvor er det fedt at have snakkene! At stoppe lidt op midt i det hele, gøre små-status, vende alle små ansatser til følelser, sige det hele til hinanden, spørge hinanden ud om alting og have tid til, at tankerne skaber nye tanker og nye følelser og have plads til det hele. Det er noget af det, jeg elsker allermest ved at være gift med Langemanden.

Snakkene handler ikke altid om, hvad der omsættes til virkelighed. Det føles bare som en knaldgod idé at løfte nogle sten (både i sit eget og i sin kærestes sind) og finde ud af, hvad der gemmer sig bagved. Og hvad det kan.

Men altså, nu har jeg jo også altid været lidt af et emotionelt sludrechartol, og det samme har ham, jeg har giftet mig med. Man kan vel strække sig til at kalde det for en fælles hobby sådan at gå på mental opdagelse, og det kan sgu være svært altid lige at nå til bunds i, når man tuller rundt derhjemme.

Noget, jeg virkelig har forstået, efter at jeg er blevet sådan rigtigt voksen, og min omgangskreds er blevet det samme, er, at man aldrig skal eller bør dømme andre ud fra sine egne principper, moral og smag. Det er fuldkommen forskelligt, hvad det er, der gør det for forskellige mennesker og i dette tilfælde par. Men hvis man er heldig, har man fundet én, som er indstillet nogenlunde på samme frekvens. Min erfaring er, at folk har det med at finde sammen, så tingene passer nogenlunde sammen, og det er egentlig ret vidunderligt at føle, at man har det ret godt på sin side af bordet og så samtidig se, hvordan andre gør tingene komplet anderledes, men er ligeså godt tilfredse. Det er udvidende og inspirerende. Når det kommer til lykke og livsglæde, er der jo ikke bare én opskrift. Og netop derfor er det nok godt at ryste posen engang imellem og ikke bare køre i samme spor år efter år.

Sådan føles det lidt her, hvor jeg er. Ikke mere efter denne weekeend, egentlig. Bare tydeligere og mere present. Og derfor er kæreste-snakke-snavetid efter min mening ikke sådan lige at undervurdere. Men igen, det er jo også bare min mening. 😊❤