Om 14 dage i dag kan vi byde velkommen til endnu et lille familiemedlem. En sort og lysebrun ruhåret gravhund, en hunhund. Jeg glæder mig fuldkommen ustyrligt meget, og jeg tog mig selv i hele dagen igennem i går at kigge på billeder, jeg har taget af den lille dame, da vi besøgte hende søndag formiddag. Ved samme lejlighed viste det sig, at den pelsede frøken er en uge ældre, end jeg havde regnet mig frem til, så nu kan vi allerede hente hende næste-næste weekend og ikke næste-næste-næste weekend! YAY!!

Vi var der en time i går, hvor vi hyggede os med de tre hvalpe. Hvor ville jeg dog ønske, at man kunne købe duften af hundehvalp som rumfrisker, eller sådan noget. Selvom det måske ville blive en kende for meget.
Vores hund er har to små søskende, også tæver, og de har alle tre hver sin farve. Moren er meget lys, mens faren er sort med lysebrune aftegninger ligesom vores. Så de har fået én af hver af den farve og så én lige midt imellem, som er helt chokoladebrun.

Når sandheden skal frem, forærede jeg i første omgang mit hjerte til den chokoladebrune, da vi besøgte hvalpene i sidste weekend. Det var dengang, jeg stadig troede, at vi bare var turister, der kun var på sightseeing, fordi Jon ikke kunne se sig selv som hundefar til en gravhund. Inden han, i søndags, dagen efter første visit, bekendtgjorde, at hvis jeg kunne forlige mig med den sorte og ikke den brune, var han med på projektet (hvilket jeg naturligvis indvilligede i). Og det var også den brune og den lyse søster, der var klart mest opsøgende overfor os i starten. Den sorte virkede ikke sky, men bare lidt mindre opsat på at finde ud af, hvad vi var for nogle.

Ejeren, som er en form for deltids-hundekennel, da han har seks gravhunde, hvis hvalpe, han løbende sælger, sagde til mig, at folk, når de skal vælge en hvalp, jo tit går efter den hvalp, som er mest legesyg og udadvendt, fordi man synes, den er den mest charmerende. Men man kan, sagde han, jo altid hidse en hund op. Det er mere besværligt at hidse en hund ned, og måske er det også okay nogle gange at have en hund, som er lidt mere rolig og afslappet. Og det kan han jo have en god pointe i, tænkte jeg bagefter.

Vores hvalp er den mindste i kuldet, og Berta og jeg havde meget svært ved at afgøre, hvem der skulle have lov at sidde mest med hende. Da vi havde været der en rum tid, begyndte hvalpen at blive mere nysgerrig på os. Den lille hale gik i pendulfart, hun slikkede os på hænderne og i ansigtet og ville lege, og til sidst, da vi havde været der i godt en time, faldt alle hvalpene i søvn, som om nogen havde trykket på en knap. Vores hvalp faldt i søvn i armene på mig, og det krævede en kræftanstrengelse af de større at lægge hende fra mig.

Vi fik udenfor og lod moren komme til, så hvalpene lige kunne få en tår babs inde Drømmeland, men inden, vi helt forlod stedet (der var jo flere gravhunde, man kunne klø bag øret, og en gravhund ér altså et prægtigt dyr!), stak vi lige hovedet ind igen. De andre hvalpe lå og sov, mens vores lille myr kom stormende hen mod døren (så meget, som folk, der vejer mindre end en madpakke nu kan storme) med logrende hale for at mysse os lidt mere.

Åh, kærlighed! <3
Berta fik vandet en lille smule høns ved afskeden (hun og jeg er helt klart frontrunners på det her projekt), og nu tæller vi minutterne til, at den bette kan blive en Lei Lange. Navnet venter vi stadig på. Jon har fået naming rights (jeg vil gøre alt for, at han engagerer sig i projektet), hvilket sjovt nok ikke generer ungerne, og jeg ved ikke andet, end at han leder efter inspiration i kunstens verden.

Åh, lille liv! Om 14 dage har jeg en mand, to børn, et hus med have og en gravhund. Hvor er det dog idel lykke for mig – og hvor er det dog præcis, hvad mine forældre havde. Tænk engang. <3