Jeg tænker ikke på meget andet end gravhund i de her dage. Jeg har lavet en klippe-af-nedtæller til børnene, men jeg tror måske, den hænger dér mest for min skyld. Jeg glæder mig så meget mere, end jeg måske egentlig havde regnet med – selvom jeg godt var klar over, at jeg har været pænt hundeskruk længe.

I søndags besøgte vi vores hundehvalp igen. Denne gang kaldte vi hende Uma, da det jo er det navn, hun nu har. Der sker ret meget med sådan en lille hund på en uge, og sidst, vi var på besøg i sidste weekend, havde hvalpene endnu ikke været udenfor. Men da vi steg ud af bilen i går, kom lille Uma løbende os i mødeog var ivrig efter at komme op til os – og selv Jon smeltede. Jeg ved ikke, om hun kunne kende vores dufte (og kunne lide dem), eller om hun ville have været lige så imødekommende overfor enhver anden familie på visit (omend jeg fortæller mig selv det første), men hun tungekyssede os alle sammen overstrømmende og logrede med den lille hale i en sådan grad, at man kunne blive helt nervøs for et rygradsbrud.

Berta og jeg er klart dem, der er mest PÅ på projektet. Vi er så forelskede i den lille hundehvalp, og vi kan næsten ikke være i os selv at begejstring over, at hun snart flytter ind hos os. Og jeg elsker det dobbelt-meget, fordi det er noget, ungerne får så meget ud af. Den entusiame og kærlighed gør mig helt ør.
En time efter vores ankomst, følte vi ikke længere rigtigt, at vi kunne tillade os at blive længere. Hvalpene var trætte, og Umas to søstre havde indfundet sig i deres lille aflukke, helt krøllet ind i hinanden og henslumret i det, der lignede dyb søvn. Berta bar Uma hen til dem og satte hende modstræbende fra sig, så hun også kunne få en hvalpelur. Men Uma satte efter os og løb med helt hen til bilen, og det var simpelthen for meget for Berta, der således brød grædende sammen og hulkede de næste 20 minutter over, at vi var nødt til at forlade den bette.

Da vi kom hjem, så vi Harry Potter i fjernsynet og spiste pandekager med is til aftensmad, og Berta omdannede en skotøjsæske til et legehus til haven, som hun håber, Uma vil have det sjovt med, når hun flytter ind på søndag.SEKS dage, så er vi hundeejere! Tænk, at man kan være så oppe at køre over det. Jeg har indgået et kompromis og aftalt med Jon, at hunden skal sove i sin kurv og ikke oppe i ægtesengen, og lige nu sidder jeg og trawler Google igennem for at finde en fin én, som også har en form for hule-agtig stemning, som vi kan vænne både børn og hund til, at når Uma er dér, må vi ikke forstyrre hende.

Seks dage. Så har børnene sommerferie, og vi har hund. Normalt glæder jeg mig til gør-selv-ferie og teltture i Kroatien eller roadtrips i Californien, men i år glæder jeg mig til at ligge på en græsplæne sammen med ungerne og blive bidt i håret og ørene af et lillebitte dyr med en lang mave og nogle små, bløde poter. <3