Så’ der fandme sommervibes, venner!

Jon og børnene forlod hjemmet i går lidt efter frokost for at besøge Jons far i Gilleleje sammen med Jons søster og hendes søn. De skulle overnatte, og jeg skulle altså ikke med. Første nat alene i kassen i Køge i to år. Og det var en meget speciel følelse, for jeg var ikke smadret! Sidst, jeg blev udtaget for tjeneste på den måde, lå jeg ned i 24 timer foran fjernsynet. Jeg rejste mig kun for at hente den pizza, jeg havde bestilt, ved hoveddøren, og så for at gå i seng. Jeg havde ikke tømmermænd, bare børn. Dem har jeg stadig, men nu er de jo SEKS år, og jeg har de seneste måneder været mindre smadret, end jeg har været de foregående seks år af mit liv. Just putting it out there, hvis andre går rundt og tænker “hvornår bliver jeg frisk igen?”. Når de fylder 6, hvis du spørger mig.

Jeg brugte dagen i går på at google ruhårede gravhunde og deres personligheder og endnu engang blive bekræftet i, at det er den helt rigtige hund for mig. For os! Som man vil vide, hvis man følger med på min Instagram, har Jon i denne weekend meldt sig under fanerne på Projekt Gravhund. Han var ellers ikke til den race, men som han selv sagde, bliver han nok aldrig forelsket i nogen bestemt race. At vi skal have hund, er ikke hans idé, og var jeg ikke kommet på den, ville han have levet videre ganske fint uden (tror han, hehe). Men jeg er vokset op med hund, med gravhund, faktisk! Og Jon vil gerne have en hund, fordi jeg gerne vil. Ungerne er entusiaster på projektet, men de har faktisk aldrig selv plaget.

Men i går sagde Jon, at han var med på at få en af de små ruhårede gravhundehvalpe, vi besøgte i fredags. Jeg begyndte at småtude og spurgte (måske lidt melodramatisk) om det da for fanden kan være rigtigt, at jeg får alt, jeg ønsker mig her i livet, og han svarede, at det var hans plan. This life, mand! 🥰

Så om en måned bliver vi forældre til en pelsbaby. En sort og brun ruhåret gravhund, og jeg glæder mig tosset. Gravhunde er jo kendt for at være meget store hunde på indersiden, og det er noget af det, jeg allerbedst kan lide ved dem. Ikke den der underdanighed, man ser hos nogle andre hunderacer. Nope, ret (lang) ryg og fremskudt bryst! De er meget aktive udenfor og meget rolige indenfor. Og så skal man arbejde lidt med at opdrage dem. Jeg må have nogle tips fra min far, for min barndoms hund, Emma, som var en almindelig gravhund, var sgu ret velopdragen.

Jeg har endnu ingen billeder af vidunderet, og jeg ved heller ikke, hvad hun skal hedde endnu. Jon har fået naming rights, hvilket sjovt nok ikke er blevet bestridt af ungerne. I dag fik jeg til gengæld hyggeligt besøg af en af naboernes labradoodle, Elly, mens jeg spiste et rundstykke med pålægchokolade.

I går aftes var jeg til terrassehygge sammen med en flok damer, jeg har lært at kende her i Køge. 90’er-musik, drinks og snak til midt om natten, og så cyklede jeg de 400 meter hjem og sov, indtil jeg vågnede kl. 10.39 udelukkende fordi, at jeg havde ligget på min arm, som nu stak og summede. Jeg er frisk, veludhvilet, har lagt alt vasketøj sammen og redt alle senge, og nu må de øvrige Lei Langer faktisk gerne snart komme hjem igen. Men indtil de gør det, kan jeg måske lige nå et par sider i min krimi på terrassen.

Rigtigt god søndag, dejlige folk! Og til alle jer, der har skrevet, at I glæder jer til hvalpespam: Be freaking careful what you wish for! 🥰🙌🏻