Jeg ved sgu ikke, om det skyldes, at Jon er rundet de 40 år, og jeg nærmer mig det samme. Eller om det er fordi, vores børn pludselig er blevet meget, meget store og har markant mindre brug for os, end de havde for ikke ret langt tid siden. Eller også er det bare farligt at sende Jon og mig på kærestetur sammen, fordi at vi, når vi har for god tid til at snakke sammen, altid kommer hjem med idéer til nye projekter og ting, vi skal kaste os over.

I hvert fald har vi siden vores seneste kæreste-weekend i Lynæs overvejet muligheden for at få et barn mere. Det var faktisk ikke en snak, jeg havde regnet med nogensinde at skulle have igen, da vi altid begge to har hvilet ret godt i beslutningen om at holde os til to. Særligt Jon. Og derfor kom det også ganske gevaldigt bag på mig, at han var den, der bragte emnet på banen.

Men alt i livet skal jo vendes på et tidspunkt, og det er nok ikke underligt, at den tanke slår os nu. Af alle de grunde, jeg har listet ovenfor. Så vi har talt. Og talt. Og skrevet plus og minus-lister, som man i sidste ende ikke kan bruge til en skid. Og følt. Og talt. Og jeg har ærligt talt været lidt trist nogle gange. Fordi hvor det altid tidligere har føltes naturligt, at vi har de børn, vi skal have, føltes det pludselig som et fravalg ikke at få et barn mere. For nu talte vi jo om det.

Ingen af os har i løbet af de seneste uger været i havn med bare det, der ligner en følelsesmæssig afklaring. Umiddelbart har vi begge hældt mest til nej, men det er nok også det mest sikre valg. Vi ved jo, hvad vi har, og man ved aldrig, hvad man får. Tvillinger igen, eksempelvis. Det var ikke rigtigt med på plussiden. Jeg elsker, at vi har tvillinger, det er det største, livet har budt mig. Men en anden runde i den arena synes overflødig. Omend Jon selvsikker bedyrede, at skulle det ske, skulle vi nok klare det.

I bund og grund bredte min pæne mand sin varme favn ud og bekendtgjorde, at hvis jeg ville have flere unger, var han game. Og ville jeg ikke, var han også game på det. Bum, bum. Så stod man her i livet, en gang til. Med flere grå hår og færre år til, at naturen afgør spørgsmålet.

Så skete der det, at jeg i går kom i tanke om, at jeg ikke har haft menstruation i halvanden måned. Jeg fik for to-tre måneder siden en hormonspital, og man havde forkyndt mig, at jeg skulle forvente at pletbløde de første tre-fire måneder, og herefter var der en god chance for, at min menstruation ophørte. Jeg pletblødte de første måneder og havde menstruation på det tidspunkt, det kunne forventes første gang efter opsætningen, og siden er der ikke sket noget. Jeg tænkte, at jeg nok bare var heldig. Men i går kombinerede jeg det faktum, at jeg ikke har blødt, med det faktum, at min mave har været meget opspilet de seneste uger. Og at mine babser er ret ømme for tiden… Og så kom jeg til at tænke på min veninde, som fik sat spiral op og tre måneder senere opdagede, at hun var 15 uger henne i en graviditet med en efternøler.

Og pludselig stod vi dér og tænkte, at måske var jeg gravid. Og hvad nu, hvis jeg var? Jeg løb en tur i skoven, rundede Netto på vejen hjem og købte en graviditetstest. Jeg tog den, og den var negativ. Og den følelse af lettelse, jeg kunne mærke, var så ægte, at jeg med et var parat til at parkere min bil i “nej, tak” til flere børn. Jeg ringede til Jon og trak tiden gevaldigt, før jeg gav ham svaret – bare for at lade ham gennemgå samme følelsestur, og han landede heldigvis på fuldstændigt samme felt. Så nu fortsætter vi livet som glade forældre til til to snart ret store børn, som starter i skole lige om lidt. Og nyder al den tid, vi har med dem. Det er vildt at tænke på, at vi allerede har haft dem en tredjedel af den tid, vi har dem til låns, før de fylder 18, og vi ikke længere kan gøre krav på noget som helst. Og i morges fik jeg så i øvrigt min menstruation. 😊

Når jeg skriver det her, går mit hjerte i øvrigt i den grad ud til alle dem, der kæmper for at blive gravide og ikke på samme måde som vi har muligheden for at vælge, om det er noget, vi vil. Ret beset aner jeg jo heller ikke, om det ville lykkes for mig, hvis jeg satte mig for at blive med rogn igen nu. Men jeg ved, at mange kæmper, og det må være noget af det mest ulidelige, når man ønsker sig børn, og det bare ikke er så let. Det ville jeg bare lige nævne. ❤