Første gang, jeg blonderede toppen af kroppen, var lige inden, at Jon, ungerne og jeg tog til New York i tre uger, og da var børnene ikke halvandet endnu. Dengang holdt jeg kuløren mere karamel, end jeg har gjort de senere år, og forvandlingen skyldtes i højere grad dengang en lyst til forandring end det faktum, at jeg var begyndende gråhåret. For det var ikke helt så grelt dengang.

Jeg blev i takt med, at ungerne blev højere, indhentet at mine grå strå, og de seneste to års tid har farvningen både handlet om, at jeg sådan set synes, at det lyse klæder mig, men også, at det er lettere at skjule grå udvoksninger i et lyst hår end i et mørkt. Det trick virker stadig, men der er så kommet de følgesygdomme, at mit hår for det første mister mere og mere af sin naturlige struktur som fra naturens side ellers er ret glansfuldt og stærkt, og for det andet skal farvningen gerne gentages med maksimalt tre måneders interval. Ellers bliver Brøndby-striben i midten af manken for fremtrædende.

Og nu er jeg lidt træt af det. Træt af at føle mig afhængig af hårfarve for at føle, jeg ser bedst ud. Derfor har jeg besluttet at give det en chance og se, om jeg kan overtale mig selv til at synes, at jeg ser bedst ud med de grå striber, som naturen nu efterhånden hat tildelt mig.

Jeg er genetisk negativt disponeret for ovenstående, må jeg desværre sande. Jeg havde en meget lidt dulle-agtig mor. Hun brugte aldrig sminke, hun barberede aldrig kroppen, hun gik næsten aldrig med kjole, og hun havde den samme korthårsfrisure i alle de år, jeg var velsignet med hende. Hun kaldte mig aldrig smuk, for hun gik ikke op i mit udseende, hvilket jeg i mit voksne liv har opdaget som den kæmpegave, jeg synes, det var (og det er derfor noget, jeg efterligner i forholdet til mine egne børn), men roste mig i stedet for at være en god søster, min humor, min evne til at skrive og andre ikke-fysiske kvaliteter.

Min mors eneste ømme punkt i forhold til sit udseende, sådan som jeg så det, var hendes grå hår. Det var en kæmpe-plage for hende, og hun farvede det uafladeligt. Klemakterie-rød, kaldte hun henna-farven, hehe. Det var først allersidst i hendes liv, hvor min søster og jeg fik hende overtalt til at give det naturlige en chance, og åh, hvor det klædte hende!

Hun var ældre dengang, end jeg er nu, men hun er nok grånet cirka samtidig, som jeg er i gang med. Og ligesom min mor synes jeg simpelthen ikke, at gråt hår er sexet, så jeg farver.

Men altså! I disse måneder og forhåbentlig år (hvis jeg holder ud), gør jeg et forsøg på at bryde den sociale arv, om man så må sige. Jeg lader håret gro ud, som det er. Jeg kunne også vælge at gøre overgangen mindre tydelig ved at få farvet mine nu blonde længder mere i tone med min naturlige salt og peber, men det har jeg indtil videre fravalgt.

Jeg læste engang et sted, at det kan være mentalt sundt for kvinder at føde vaginalt fremfor ved kejsersnit, da det er lettere for hovedet at forstå hele processen med at blive forælder, når man mærker og ser det ske på egen krop. Sådan tror jeg, jeg har det med min hårtransformation.

And right now I am crowning… Det gråsorte er efterhånden 10 centimeter langt, og det er fem måneder siden, jeg sidst blev farvet. Jeg tillader totalt mig selv at skifte mening, hvis det skulle komme til mig. Livet er for kort til ikke at farve håret, hvis man ønsker det. Men lige nu øver jeg mig på at være glad for den måde, jeg ser ud på, sådan ægte. Det er der en værdi i, synes jeg. Lige nu. 😊