Det har taget mig to år. Som med nærmest alt andet i mit liv, når det kommer til store forandringer, har det taget mig to år at vænne mig til at bo i Køge. Jeg kender en del, der enten er ved eller for nyligt har købt hus efter at have boet i lejlighed i København det meste af deres liv, ligesom Jon og jeg gjorde. Og de har alle det til fælles, at de synes, det er en stor beslutning, og de har set på en masse huse.

Det giver jo totalt god mening, når man sådan siger det højt, men sådan føltes det ikke rigtigt for os, når jeg ser tilbage. Vi havde besluttet at flytte ud af byen i 2019. Og en aften på en sommerferie havnede vi i en googlesøgning bare lige for at lure priserne, og det var i 2017. Det førte til, at vi for sjov ville se på et hus i Køge en uge senere. Det blev til endnu et huskig, og det tredje hus, vi så, købte vi. Vi havde egentlig tænkt os også at se på nogle huse indenfor københavnsområdet, i Lyngby og i Dragør, men vi nåede aldrig videre. Og det skyldes primært, at vi ikke havde bil dengang, og udflugten med to børn i klapvogn og oppakning virkede for bøvlet til, at vi gad udvide området.

Så det er egentlig tilfældigt, at vi havede i Køge. Have vi startet søgningen på Amager eller i Rødovre, var vi nok havnet der. Og var vores hus ikke blevet sat til salg i den uge, vi begyndte at kigge, var vi nok faldet for et andet.

And here we are. I Køge og kisteglade for det. Det tog os få uger og en mavefornemmelse at bruge alle vores penge på at flytte til en by, vi ikke kendte, og til gengæld har det taget os to år at samle modet sammen til at male en væg. For hvad nu, hvis vi fortryder? Haha, det er sgu da underligt! Men heldigt, at vi har det på samme måde med den slags ting, Jon og jeg.

Den første tid havde vi meget travlt med at minde os selv og hinanden om, at vi stadig bor tæt på København. Alle dates blev afholdt derinde, og vi brugte stort set ikke den by, vi var flyttet til. Vi elskede vores hus, vores have, vores blinde vej og alle vores naboer samt skov og strand, som vi hele tiden har brugt flittigt. Men selve byen, butikkerne, restauranterne og den slags, har vi ikke dyrket.

Indtil denne her sommer. Nu har vi vendt blikket lidt mere mod Køge og har opdaget alle de skidefine, små steder, kroge og ikke mindst baggårde, byen rummer, og jeg er nu endnu mere cementeret i min følelse af, at det er her, vores familie hører til. På fredag åbner Køges første mexicanske restautant og dagen efter en freaking donutshop! Mit hjerte, hvad vil du mere?

I næste uge vender jeg retur med et indlæg med mine tips til, hvor man skal bevæge sig hen her i MIN BY, hvis man vil begå sig på disse breddegrader. Jeg skal bare lige smage de der tacos først, før jeg tør anbefale dem. 😉