Jeg har et eller andet stivbenet princip om, at børnene skal have fri fra institution i en måned hver sommer, hvilket har fungeret rigtigt fint de andre år. Men i år burde jeg måske have kigget lidt mere på, hvad der ville passe os alle sammen bedst i stedet for bare at stå så fast på mine principper. Ungerne har allerede haft fri i over halvdelen af 2020 grundet først vores tur til Los Angeles og siden corona, og de kan sådan set godt lide deres SFO. Og lige i den her uge har Jon og jeg faktisk begge to en del at se til på arbejdsfronten.
Jon har været på optagelser til Sygeplejerskolen fra morgen til aften fra mandag til onsdag, jeg skulle i går have taget billeder med ALT for Damerne, der kom for at fotografere mit klædeskab, og i dag skal jeg optage en reklamefilm herhjemme sammen med Lillet. Samtidig har det været regnvejr, jeg har sovet dårligt om natten, og overskuddet har været alt for ringe til at holde Krapylerne beskæftiget og (to be honest) tonen god. Jeg har skældt for meget ud, og jeg har ikke nået det, jeg skulle og gerne ville. Eksempelvis har jeg ikke skrevet et eneste blogindlæg siden i mandags. Og jeg har heller ikke rigtigt kunnet tage ungerne ud og lave noget sjovt, for Uma er så lillebitte og splinterny, så det har lidt været nødvendigt, at vi var herhjemme, indtil hun føler sig tryg i sin nye familie.

I dag tager Jon ungerne med til København, hvor de får lov at bevidne ham lægge stemme til en tegnefilm og bagefter spise nogle burgere og andet spas, mens jeg har huset for mig selv og kan gøre klar til Lillet, få svaret mails, nå et bad og den slags. Ugen er snart omme, og det er fint nok. Og en anden gang skal jeg nok ikke være så nærig med at lade børnene bruge nogle timer i SFO’en fremfor, at de skal føle, at der alligevel ikke er rum og overskue til dem herhjemme. Det er enormt unfair overfor dem, og det giver mig hamrende dårlig samvittighed, hvilket betyder, at jeg sover dårligt om natten, og så kan man jo gætte sig til, hvad det gør ved mit overskud dagen efter.

Vi spiste hos min søster i går, hvor min far og hans hustru er på besøg i disse dage. Uma var meget glad for min fars skæg.

Well, in other news. Vi er nu godt inde i den første uge som hundefamilie, og jeg tror måske lidt, at det er en præmiehvalp, vi har fået. Hun er saftsuseme eksemplarisk, den bette. Siden den første dag har hun tisset udendørs. Vi har haft enkelte missere herinde, men det, hun leverer, svarer til en halv, væltet Fernet Branca, og vi har betongulv, så det er ikke noget, der vælter læsset. Hver gang, hun vågner fra en lur, bærer vi hende ud på græsplænen og siger “tisse-tisse”, og så tisser dyret sgu. Jeg er ikke sikker på, at hun selv kobler ordet og gerningen endnu, men klogere mennesker har fortalt mig, at når man øver den sammenhæng, kan man træne sin hund til at tisse på kommando. Ikke noget, der nødvendigvis skal bruges hele tiden, men saftsuseme smart, når det bliver isvinter i Danmark, eller man gerne lige vil have hunden tisset af, inden reklamepausen på TV3 er overstået.

Et andet, lille tip, min papsøster gav os (hun er kendt som hundehviskeren i familien, selvom hun ironisk nok er den eneste, der aldrig har haft hund), som virker ret fint er, at når Uma hvalpeleger og kommer til at bide os for hårdt, sådan at det gør ondt, så piver vi i stedet for at sige “nej”. Det var jo sådan, hendes søskende i kuldet reagerede, så det vil jævnfør teorien være nemmere for Uma at afkode. Og det virker sgu også! 80% af gangene. Når hun bider mig i håret og får lidt for godt fat, og jeg så “piver”, så reagerer hun ved at slippe sit tag omgående og i stedet slikke mig som om, hun undskylder. Det er ret nuttet.

Og hey, endnu en fjer i hundehatten: Kræet sover igennem om natten. Hele natten! Vi har, siden vi fik hende i søndags, haft hendes hundekurv oppe i sengen i døgnets mørkeste timer. Lidt ligesom sådan en baby-rede står den igennem mine og Jons hovedpuder, og når Jon, som er den sidste, der går i seng, kommer ind i soveværelset, lægger han hende der. De forgangne nætter har hun vågnet en enkelt eller flere nætter og er listet over for at putte sig ind til mig (freaking hyggeligt), men i nat sov hun hele natten i sin egen kurv og vågnede først sekundet inden, at Hugo kom ind i dobbeltsengen. Han blev mødt af halelogren og hunde-mys på næsen til stor moro og fornøjelse. I aften prøver vi at stille hundekurven ned på gulvet og se, om hun kan klare den på egen pote natten igennem.

Det er virkeligt, virkeligt hyggeligt at have fået Uma ind i familien. Meget hyggeligere, end jeg havde forestillet mig, og det siger jo faktisk ikke så lidt, for damn, hvor har jeg set frem til, at hun skulle flytte ind og blive vores. Det minder mig lidt om andre tidspunkter i mit liv, hvor jeg har glædet mig, og folk har sagt “pas nu på, det ender med ikke at kunne leve op til forventningerne”. Senest, præ hund, da vi skulle til Los Angeles. Dengang var der rigtigt mange, der sagde, at jeg skulle passe på med ikke at få for høje forventninger. Det viste sig heller ikke at holde vand, jeg tænker flere gange dagligt tilbage på de to fantastiske måneder, Jon, farmor, ungerne og jeg havde der, som overgik alle mine vilde forventninger. Måske fungerer det bare omvendt nogle gange? Måske kan man glæde sig rigtigt meget til noget, og den forventning lægger sig så som blød fløjl indeni det, man oplever, og forstærker de gode følelser endnu mere?
Måske skal vi bare lade være med det der “bare vent”, undlade at vente og blot være i de ting, der er, når de er der. Både fordi, det er sådan en våd klud at kaste efter folk, der egentlig bare glæder sig til eller over noget, og fordi, det er at tage sorger, man reelt set ikke ved, om der er udsigter til, på forskud. Når man tager sorgerne på forskud, får man i værste fald lov at opleve dem to gange og i bedste fald får man en sorg, der kunne være undværet, og det er da egentlig spild af liv, synes jeg. 🙂 <3