I går kl. 13.30 blev Langehjemmet beriget med en lille rullepølse, som har fået navnet Uma. Og hashtagget #langeuma. Pun very much intended.

Jeg var ret spændt på, hvordan det hele ville forløbe, men mine bekymringer er indtil videre blevet gjort til skamme. Måske tillægger jeg hunde lidt mere omløb i kasketten, end de har fortjent. Lidt mere rationale og eftertænksomhed.

Uma sad på mit skød, og jeg sad mellem ungerne på bagsædet de 40 minutter, det tog hjem. Vi har købt transportkasse, men den første køretur blev altså i arm. Hun var dog ikke meget for sådan at skulle sidde stille. De nye dufte og særligt Krapylerne var meget mere spændende, og da vi kom hjem, var der fuld smæk på leg og ballade resten af eftermiddagen. Jeg var ret imponeret over, at hun ikke blev træt, men alt skulle undersøges, og hun var med på aaaalt, ungerne fandt på. Vi sætter ind, når de løfter hende på en dum måde, og de ved, at når hun ligger i sin hundekurv, skal hun kunne være i fred, men derud over valgte vi overvejende at se til og lade unger og hund selv finde ud af det. Jeg var lidt spændt på, om hun ville blive overstimuleret eller bange for den megen opmærksomhed og aktivitet, men den befandt hun sig øjensynlig absolut glimrende i.

Da Jon gik op for at læse godnathistorie for Hugo og Berta, faldt Uma i søvn på min mave. Og da jeg bagefter skulle synge godnatsange for ungerne, tog jeg mini-hunden med og lagde den i Bertas seng. Det lovede jeg Berta allerede, da vi så Uma første gang. At når vi engang skulle have hund, skulle vi prøve, om den ville sove hos hende. Og lykken smilede til os. Uma faldt i søvn, og det samme gjorde Berta. I ske. Så fuuuucking cute! Berta vågnede igen, da Uma gav sig i søvne, og bad mig tage hende med. Hun kom med ned i sofaen, hvor hun sov på skiftevis Jon og mig, mens vi så The Equalizer 2 med Denzel Washington.

I nat puttede vi hende i den bløde hundekurv, vi har købt, sammen med et lille tæppe, som jeg har sovet med de seneste tre nætter, så det lugter af os. Og så satte vi kurven imellem vores hovedpuder i sengen. Der er det ikke meningen, hun skal blive ved med at sove, men nu skal vi lige have banket lidt tryghed ind i kræet. ❤

I nat var så lige en af de nætter, hvor Jon sov ekstra-tungt, og hvor ungerne vågnede sammenlagt tre gange, mens Uma vågnede fire for til sidst at stå uigenkaldeligt op klokken lidt i fem, så jeg følte mig meget som én på barsel, da klokken nærmede sig 7 i morges. Heldigvis er forskellen denne gang, at jeg ingen vanskeligheder havde med at lade Jon overtage faklen (og hvalpen), mens jeg hoppede tilbage under dynen og nappede yderligere to timer. Da jeg kom ned igen, lå Uma og sov på Jons mave.

Det er sygt hyggeligt, det her! Uma elsker at lege med ungerne, og det er som om, at hun allerede har accepteret, at nu er det så bare mig, der er moren. Hun finder tryghed så snart, Jon og jeg løfter hende op, og hendes lille hale går konstant. Hun opsøger til min store lettelse og deres store tilfredshed ungerne hele tiden, og i skrivende stund sover hun på min mave, mens jeg skriver.

Det er umuligt helt at godtgøre på billeder, hvor lille hun er. Hun er så ubeskriveligt nuttet! Og jeg elsker, at vi har ventet med at få hende, til ungerne er så store, som de er nu, for det er så meget mere en fælles oplevelse, end jeg ellers tror, det ville have været.

Det er sjovt, hvordan man i slutningen af teenageårene ikke kan komme væk hjemmefra hurtigt nok for at drøne ud i verden og gøre alt anderledes, end ens forældre gjorde. Og pludselig finder man sig selv i en akkurat copy/paste på det, man er vokset op med. Således nu med hus i “provinsen”, to børn, en mand og en gravhund. Fuck YES!!!