For nogle uger siden sad jeg til en fødselsdagsfest hos en veninde i det, man vel ret beset godt kan kalde den voksne målgruppe. Vi var alle lutter kvinder, det var en sjældent lun sommeraften, og vi sad udenfor og kiggede op i himlen og så stjernerne tage over for solen, mens vi drak vin og sjusser og snakkede om børn og mænd, drømme og hobbyer, som man jo gør. Efter midnat faldt jeg i snak med en kvinde, som var midt i fyrrene. Hun havde været mor i 10 år og fraskilt i lidt over det halve, og nu var hun ved at være klar på en ny mand. En god én. En langtidsholdbar en. Den slags hang desværre bare ikke på de træer, hun kom forbi, fortalte hun mig.

Den her kvinde er, ligesom mig, sådan en, som alle kan huske navnet på, når de går hjem fra en fest, hun også var gæst til. På godt eller ondt. Vi snakker begge to meget, vi fyrer jokes af, vi gør måske os selv til grin, og vi fylder. Nogle synes, det er sjovt, andre synes, det er for meget. Sådan en er jeg også andre steder end til fester. Jeg er ikke en vægblomst, og det var denne kvinde ej heller.

Den kvalitet hos sig selv var hun sig meget bevidst, omend hun ikke helt anså den som værende et specielt positivt karaktertræk hos sig selv. Hun omtalte sig selv som en heliumbalon og sagde, at hun skulle finde en mand, der kunne tøjre hende. En mand, som ikke blev skræmt væk af hende, men som i stedet sagde til hende, når hun var for meget, for det vidste hun jo godt, hun kunne være.

Det var lidt som at høre et ti år gammelt ekko af mig selv, da hun sagde det. Jeg er godt klar over, at jeg kan stritte på nogen. Være “for meget”, fylde “for meget”, snakke “for meget”. Det har jeg altid været pinligt bevidst om, og da jeg var yngre, var det noget, jeg rigtigt gerne ville ændre. Jeg prøvede også nogle gange, men det holdt aldrig særligt længe.

Jeg vågnede tit dagen efter en bytur, slog mig selv i panden og forbandede mange af de situationer, jeg havde bragt mig selv i. Ikke fordi, det ikke var skidesjovt, men fordi, det var pinligt. Eller ikke specielt lady-like. Bare for meget. Eller jeg kunne sidde på kontoret, da jeg arbejdede på ELLE og ønske, at jeg var mere elegant og fåmælt som mange af de smukke kolleger, jeg havde der, som også lod til at virke meget mere attråværdige for det andet køn. Jeg havde også engang en kæreste, som sagde til mig, at det var røvpinligt, når jeg startede en samtale med ham, der smurte min sandwich i sandwichbutikken, mens vi ventede. Eller folk ved bussen. Eller i køen i Netto. Jeg blev selvbevidst og følte mig som en klovn. Og tænkte, at det nok var godt, at jeg havde en kæreste, som turde sige til mig, når jeg var for meget.

Og så mødte jeg Jon. En relativt rolig (og helt igennem vidunderlig) fyr, som ikke sådan larmer i det offentlige rum (kun når man bliver betalt for det) eller gør specielt meget opmærksom på sig selv. I forhold til mig, i hvert fald. Og hans yndlingssider af mig var dem, jeg sådan prøvede at skubbe fra mig. Bøvede MM. Larmende MM. Snakkesalig MM.

Jeg er nemlig ikke for meget – heller ikke de dage, hvor jeg er det hele. Ligesom andre ikke er for lidt, når de bruger en hel fest på at sidde og lytte, kigge og hygge sig i stedet for at starte konkurrencer om, hvem der kan lave “ormen” på dansegulvet som visse andre. Jeg er ikke for meget, og det, at Jon, som jeg jo synes, er fantastisk, altid har syntes, at alle hjørner af mig og mit udadvendte væsen er det samme, selvom han ikke er på samme måde, har fået mig til at hvile i det. Faktisk nævner han med jævne mellemrum, at han finder det voldsomt inspirerende, at jeg taler med alle mennesker. Han er for år siden begyndt på det samme efter min inspiration, og han siger, at hans verden er større for det. Jeg siger eller mener ikke, at man skal finde en mand, før man kan hvile i sig selv. Slet ikke. Det her er bare en fortælling om, hvordan livet har artet sig for bette mig.

Når én, der “fylder”, siger, at hun skal finde én, der kan holde hende i snor og sætte hende på plads, tror jeg, det er fordi, at hun er vant til at høre, at hun er “for meget”, og derfor føler hun det også selv. Så når en, hun elsker, gør hende opmærksom på, at han eller hun synes det samme, føles det på en helt forkert måde trygt. Og det er virkelig ærgerligt.

Det her indlæg er en lille opsang til alle mine fellow heliumbaloner derude! Det er synd og skam at gå gennem livet og lægge bånd på de sider af en selv, som føles allermest naturlige og frigørende og som er med til at give os de oplevelser, hvor vi føler os allermest i live og som os selv. Og i særdeleshed fordi, at nogen, der siger, at de elsker os, synes, at vi er pinlige eller for meget. Vi skal ikke finde nogen mand, der kan tøjle os og sætte os på plads (uf, hvor jeg i øvrigt hader det udtryk!).

Vi skal bare (hvis vi vil!) møde nogen, der har lyst til at prøve at se verden lidt fra oven! ❤