I går, da vi stod op, havde brugt nogle timer på bananpandekager og tegnefilm, og det så begyndte at regne igen-igen-igen, var jeg faretruende tæt på at lide et mindre, psykisk sammenbrud. Jeg kan næsten ikke bære, at den første sommer i mands minde, hvor vi har besluttet os at hakke hælene i og blive i Danmark for at nyde vort land, vor by og ikke mindst vor køkkenhave, så er det bare sådan en sjasket omgang. Jeg gik over for at brokke mig til nabokonen, og fandme om jeg ikke frøs i mine bare arme og måtte hjem og hente en striktrøje. I JULI!

Bedst som det så allersortest ud, kom hendes mand ud af køkkenet med kurs mod grillen med favnen fuld af pølser. Og her var det så, at jeg inviterede mig selv og min familie til frokost. Heldigvis mødte denne frækhed inden modstand, og da næste bølge lukkede vand udover mig og mine, sad vi i behørig ly under markedsparasolen med remoulade i mundvigene, og det hele lugtede om end ikke af sommer, så i hvert fald af sommerhygge.

Midt på eftermiddagen forlod Langemanden hjemmet, og det skete omkring samtidig med, at Hugo og genboens Bertram bekendtgjorde, at de ville spise hos Laurits og Karl rundt om hjørnet (jeg elsker at bo i Bullerby!). Berta og jeg lavede derfor biksemad af resterne fra dagen forinden og spiste den, mens jeg udspurgte hende om dilemmaer som, om hun helst ville kunne flyve eller dykke uden at skulle trække vejret, og om hun helst ville skulle undvære armene eller leve resten af sine dage med en lugt af hundelort ud af munden. Hun valgte overordnet det samme, som jeg ville have gjort.

Vi har de seneste par uger talt om at bytte værelser med ungerne. De er trætte af at have så små værelser på førstesalen. Ganske vist har de et stort legeværelse i kælderen, men det er ikke rigtigt nok. De vil vist gerne kunne lege der, hvor de føler, de bor. Og vi bruger jo ikke soveværelset til meget andet end at sove, så det virker lidt åndet, at vores er det største. Dog har vi været ret nervøse for, om vores store Auping-seng, der er samlet i rummet, sådan uden videre ville kunne forlade det.

Og den opgave gav jeg mig simpelthen i kast med kl. 18 i går aftes under ivrig hjælp fra min førstefødte. Ivrig, men jo noget slapsvanset. Vi formåede at flytte alle dyner, puder og madrasser ind i det ene værelse, men da alt kom til alt, kunne vi jo ikke løfte en skid.

Det var omkring her, at vi hørte stemmer ude ved fortrappen, og her fandt vi vores relativt nye naboer til den anden side i snak med vores andre genboer. Vi joinede in i samtalen, og jeg nævnte henkastet vores lille problem. Og Rene, som havde brugt hele dagen på at lave køkken, meldte sig da frivilligt til lige at give et nap med. Havde jeg vidst, at han endte med at hjælpe med at skille hele Hugos seng ad, havde jeg nok takket nej af medlidenhed, men det kunne jeg heldigvis ikke forudse, og en halv time senere var vi meget tættere på målet. Hugo kom hjem, og ved hjælp fra udelukkende mine to krapyler, fik vi også splittet Bertas seng ad, samlet begge dele igen, flyttet alle reoler og skuffedarier og alt legetøj, inden Jon kom hjem kl. 21. Han kiggede ellers noget, da vi lokkede ham ovenpå under det påskud, at vi havde fundet den biblioteksbog, han ledte efter.

Nu mangler vi lige at klatmale nogle vægge og flytte nogle billeder og plakater, men ungernes værelse er blevet meget bedre, end jeg havde regnet med, og det skulle vi bare have gjort fra starten!

I dag blev jeg vækket af en lille rullepølse kl. 5.15. I skrivende stund er klokken 6, og ifølge mine beregninger er der omkring et kvarter til, at Hugo står op. Senere skal vi en tur i Knuthenborg Safaripark (reklame – vi er inviteret), så jeg kan vel lige så godt lave nogle flere bananpandekager. 😊

Hav en dejlig mandag derude! Jeg drømmer om, at solen skinner på os alle sammen! ❤