Jeg tror, vi er sluppet ret heldigt fra det der med at få hund. Alle de advarsler, der fulgte i kølvandet på, at vi fortalte folk, at vi havde tænkt os at smide en stak tusindkronesedler efter en gravhund, er faldet til jorden hver og en.

For det første er hun enormt sød, rolig og tillidsfuld. Jon valgte hende i kuldet, fordi han bedst kunne lide hendes farver. Jeg var i første omgang lidt betænkelig, da hun var den mindst udfarende af de tre søstre, men ejeren sagde, at det skulle jeg ikke nødvendigvis være. Han sagde, at folk tit ser efter den hvalp, der virker til at have mest personlighed, når de skal vælge. Den, der virker mest udadvendt og den, som leger, hopper mest. Men som han sagde, kan man altid hidse en hund op, og det er straks sværere at hidse en hund ned. Så noget godt skal også siges for at vælge en mere rolig hvalp, bedårende han.

Og efter tre uger som hundeejer, må jeg erklære mig enig. Hun er så sød og mild. Hvis vi haler hende ud på græsset som det første, hver gang hun vågner fra en lur, tisser hun ikke på gulvet, hun kommer hver gang, man kalder på hende, og hun sover igennem hele natten og gerne en time eller to længere end ungerne.

Vi har købt en blød hundekurv, der er formet som en lille hule til hende, og både hun og ungerne har efterhånden forstået, at når hun er i den, skal man lade hende være. De første 10 dage stod den hule imellem mine og Jons hovedpuder i dobbeltsengen, og så sov hun der. Derefter begyndte vi at sætte kurven ned ved siden af min side af sengen, og så sov hun fint der.

Desværre skete der et lille uheld i torsdags, mens vi var på Langeland med min familie. Vi skulle spille et spil og satte os ind i stuen, og så kom nogen til at lukke døren ind til køkkenet, hvilket betød, at Uma var helt alene i mellem 20 og 30 minutter. Mit hjerte knustes en lille smule, da jeg opdagede det, for det er hun slet ikke gammel nok til. Det var meningen, at jeg henover den næste måneds tid ville øve det med at være alene gradvist ved at starte med at forlade rummet i to minutter af gangen, og nu blev hun altså kastet ud i det fra femmetervippen.

Om natten sov hun i sin kurv ved siden af min seng, og så vågnede vi først på natten ved, at hun var gået ud i lokalet i mørket og nu ikke kunne finde os, så hun peb og peb.

Jeg halede hende op i sengen og lod hende sove helt op ad mig resten af natten. Og det har hun gjort siden. Jeg sover dog ikke helt så godt, som hun gør, så det er noget, jeg har tænkt mig at udfase i løbet af den næste uge og få hende over i kurven igen. Nu skulle vi bare lige have hende til at blive helt tryg igen.

Men altså. Bonafied hit, det med at have hund. Jon indrømmede allerede efter en god uge, at han også er blevet dybt forelsket i hende allerede. Hun er så freaking sød, og de ting, han frygtede, er ikke blevet til virkelighed, så der er kun optur tilbage.

I skrivende stund ligger hun og sover som en bette snegl på mit skød. ❤