Billederne fra receptionen er taget af
Anne Sophie Gosvig-Jensen.

Indlægget indeholder reklame for Enamel Copenhagen og MP Sportscare.

Fandme! Jeg ville jo skrive et indlæg om dagen i hele august, og i går glemte jeg det sgu! Jeg kom i tanke om det, da jeg lå under dynen kl. 22.45 efter at være kommet hjem efter fire stive timers hundetræningsteori – sans hund.

Det beklager jeg naturligvis! Særligt overfor mig selv, egentlig. Men nu er jeg her! Og det indlæg, jeg mangler, må jeg jo indhente i månedens løb.

I går havde jeg en hyggelig og lidt sjælden solskinsdag med den veninde, jeg har kendt i længst tid. Hanne Marthine og jeg har kendt hinanden siden 7. klasse, hun er gravid med sit fjerde barn, og i går havde vi afsat til at hænge ud i København. Vi besøgte Kunstsalonen, som Mette Helena står for, og så var vi med til genåbningen af butikken Enamel på Gl. Kongevej, hvor vi begge to fik skudt et enkelt nyt hul i øret. Så nu har jeg slagside.

Der var så fint med blomster og skumfiduser over det hele, og så kunne man få en is med ægte flødebolleskum på toppen, så jeg var sgu egentlig også på toppen!

Om aftenen kørte jeg til hundeteori i Køge, hvor jeg lærte, at hunde ikke kan lide at blive krammer, og at de får stress, når man kaster bolde til dem. Og så tog jeg hjem i seng.

Her til morgen har Jon og jeg startet dagen, efter at ungerne er blevet fulgt i skole, med en massage på stuegulvet. Very blogger-like. MP Sportsmassage, som er en selvstændig, udkørende sportsmassør her i Køge, kom og satte sin briks op i køkkenet, og så fik jeg en times massage kun på ryg, skuldre og nakke. Jeg er jo ikke sportskvinde, men jeg lider af maaaange spændinger især i skuldre og nakke. Bagefter satte Mikkel sgu koppe på mig! Det har jeg altså aldrig prøvet før, men det var såååå rart! At huden sådan bliver spændt ud gør åbenbart, at den bliver adskilt fra bindevævet, hvilket øger blodtilførslen til området, and that’s a good thing. Jeg er helt ør, mør og afslappet i heeeele kroppen nu. Jeg skal bare lige vænne mig til chokket over, at min ryg på billedet herover ligner en gravid gravhund, der ligger på ryggen. 😄

Solen skinner, og i aften, efter at unherne har været til børnefødselsdag, kører vi dem til Helsingør, hvor de skal sove hos deres farmor. Det er første gang i to år, at vi har huset for os selv en nat, og det har Jon besluttet skal fejres ved, at vi flænser skaldyrsbuffetten på Restaurant Arken i Køge og så slår mave til langt op ad formiddagen i morgen! Solid plan, tænker jeg.

Hav lige en fantastisk fredag! Og husk, at hvis den er startet dårligt, så kan den altid vendes midt på dagen. 💖