Billedet er taget af Ditte Campion til Femina engang sidste år. Det har ikke rigtigt noget med indlægget at gøre, men mit hår ser da gråt ud, og jeg tager sgu ikke billeder nok til sådan at have nok til et indlæg hver dag. 😅

Klokken er 10, og jeg er næsten lige stået op. Det lyder lidt mere som ferie end som den første dag tilbage på jobbet, og det er jo egentlig ret børnefamilie-klassisk. Vores familie har holdt fri (Los Angeles, corona og sommerferie) i sammenlagt 5 ud af årets indtil videre 7 måneder, og her har ingen været ramt af sygdom. Men den uge, vi starter hjulene op igen, lægger Bette Berta sig med feber.

Heldigvis er hun ikke så hårdt ramt på livskvaliteten. I dag har hun sovet helt til næsten 10 og er ikke længere lun, så vi ser tiden an, giver det de anbefalede 48 timer og håber, at hun kan joine sine homies i SFO’en engang midt på ugen.

Jeg havde bestilt tid hos frisøren i dag, som jeg jo så måtte aflyse. Min plan var en ordentlig omgang forskønnende hårkur og en klipning. Jeg er stadig 100% ombord på min beslutning om at lægge dagene som panikblondine bag mig og i stedet omfavne livet som salt’n’peppa, men jeg siger ikke, at vejen dertil er brolagt med Marabou og diamanter! Jeg synes, det holder hårdt nogle dage, og det her med at acceptere, at det er sådan, jeg ser ud nu, er lidt nederen. Jeg ville hellere have mørkebrunt hår, altså.

Men det har jeg ikke. Det er sort og hvidt. Sådan ser jeg ud. Ligesom at mine øjne har smilerynker og mine babser er trukket lidt sydpå. Jeg har faktisk ingen problemer med at acceptere kroppen eller ansigtets aldring og har aldrig overvejet hverken plastikbabser, botox eller restylane. Så nu vil jeg også i mål med mit garn. Min mor var en naturkraft uden lige, som aldrig brugte sminke eller neglelak eller barberede sig på kroppen. Men hun farvede sit grå hår nærmest rituelt hver sjette uge.

Sådan her så jeg ud for 7 år siden. (På en god dag). Det gør jeg ikke mere.
Og slet ikke på toppen af kroppen.

Så jeg tror, jeg har det fra hende. Og Berta skal ikke have det fra mig. Min mor ville aldrig have kunnet forudse hvilken verden, jeg blev voksen i med alle de uanede muligheder, der er for at rette på sig selv, hvis man ikke synes, at ens udseende lever op til forskrifterne, og jeg aner ikke, hvad der sker på den front de næste 20-30 år. Men jeg kan se, at min mors attitude til sin egen krops og ansigts udseende og aldring har smittet af på mig. Og det samme har hendes manglende accept af de grå hår. Så nu satser jeg hele butikken på, at jeg kan inspirere Berta til, at det hele er cool nok, som der er og bliver.

Sådan her ser mit hår ud nu, hvis jeg vedbliver med ikke at farve det. Satme alligevel en forskel! 7 år, Niller!!

Selvfølgelig er det aaabsolut i orden, at nogle mennesker har lyst til at ændre på deres udseende med operationer og indsprøjtninger af forskellig art. Det fordømmer jeg ikke, og jeg kender en del, der har fået lappet bekymringsrynken i panden, selvom det sikkert kun er dem selv, der har lagt mærke til den. Fred med det. Og med plastikbabser. To each their own! 100%. Virkelig. Vi er forskellige alle sammen, og hurra for det et langt stykke hen ad vejen.

Helt personligt, nede i maven, vil jeg bare gerne følge med hele livet og være glad for at blive ældre. Udenpå og indeni. I stedet for at gå rundt og have et eller andet billede af, at jeg så allerbedst ud, da jeg var 24. Der er ingen tvivl om, at jeg er meget, meget gladere for livet nu som 38-årig, end jeg var for 15 år siden, og det føles som om, at det, at livet bliver bedre indeni, bør hyldes ved, at man også værdsætter, at den udvikling kan ses udenpå. Sådan føles det i hvert fald for mig. Jeg har for længst sluttet fred med smilerynkerne – og nu arbejder jeg på håret. Det bliver godt! 😊

Skulle hilse fra Uma.
Hun er på dagens 8. lur.