Jeg har været i København i dag for at have et møde med min foxy agent. Hver gang, jeg bevæger mig ind på kontoret på Værnedamsvej, som jeg i øvrigt stadig betaler husleje til, ville jeg ønske, at jeg gjorde det noget oftere. Det er så hyggeligt, kontoret er halvfyldt af søde damer, og så kan den del af København noget, som Køge ikke kan. Ikke noget bedre, bare noget andet. Og når man nu kan blæse og have mel i munden, virker det da spildt at lade være.

Jeg mødte Cathrine fra RockPaperDresses, og som den hundemor, hun (også) er, tog hun naturligvis straks Uma i sin favn. Og så kunne jeg ikke modstå chancen for at få taget et lille “familie”-billedr, som ses herover. Jeg er faren.

Mig og Chris. Chris og mig.

I næste uge starter Krapylerne i skole (skrig!), og da starter dagen jo altså kl. 7.50. Så mit håb er, at jeg nogle dage om ugen kan have held til efter aflevering at tage toget til hovedstaden, så jeg allerede er derinde lidt i 9. På den måde bliver arbejdsdagen lidt længere og forsvinder ikke i transport, som den lidt gør det nu, når jeg først er derinde kl. 10 og kører retur kl. 14. Details, details.

I går havde Jon meldt ud, at han skulle bruge aftenen på at se fodbold. Så jeg installerede Uma ved siden af ham med bugen opad i sofaen, og så cyklede jeg i biografen i Køge og så Little Women. Jeg cyklede gennem min lille by med de skæve bindingsværkshuse, der nærmest lyste i aftensolen i deres varierende pastelfarver flankeret af mismatchende bonderoser, der vuggede i den ukarakteristiske lune aftenbrise, og jeg følte mig lykkelig helt ned i maven. Lyder storladent, men det er sandt. Ikke over at forlade Jon, ungerne og hunden, men over at skulle vende hjem til dem igen senere på aftenen. Og over aftensolen. Og husene. Og mit hus i Køge. Og min familie. Og min gravhund.

Nogle gange, når jeg cykler ind på grunden herhjemme om aftenen, efter at jeg har været ude alene, kigger jeg op på vores røde kasse og tænker “Tænk engang, hvis det nu var mig og Jon, der boede derinde. Hvis vi nu var blevet gift og havde fået to lækre børn sammen. Tænk engang…”.

Jeg er så pladderromantisk, jeg ved det godt. Også i den grad. Men med alt det, der sker i verden for tiden, er det vel ikke det værste, man kan være. 😊💘

To af de efterhånden stålgrå.