Jeg havde planlagt at skrive et indlæg hver eneste dag i hele august! For ligesom at komme op i fart igen efter sommerferien. Tanken var jo sådan set god nok, og jeg elsker at blogge. Men jeg kan sgu ikke på kommando, har jeg måttet erkende. Det føles så tamt at skrive et indlæg, når jeg ikke har noget på hjerte eller i det mindste på sinde. At skrive bare for at skrive, det duer ikke. Det er ikke godt nok, kom jeg frem til. Heller ikke for jer, der læser med. 😊 Så nu er jeg tilbage i almindeligt tempo igen!

Jeg tænker nogle gange på de ting i mit liv, som jeg har været ret heldig med. Altså de ting, der betyder noget. Der er de ting, man arbejder for, og så er det de ting, man bare er heldig med. Og tit blander de ting sig sammen, men nogle gange er det meget fint at skille dem lidt ad og værdsætte de gaver, livet giver, for så lige at blive lidt højpandet på en regnvåd onsdag.

Eksempelvis er jeg ret glad for at have fundet en mand, som også fandt mig. Jesus, hvor brugte jeg megen tid i 20’erne på at vræle over mænd, jeg synes, jeg havde fundet, men som enten havde fundet en anden eller bare gerne ville finde en masse andre. Ikke mig, i hvert fald. Og så skete det sgu, at jeg fandt ham her lige præcis samtidig med, at han fandt mig. Heldigt!

Jeg føler mig også ret heldig over, at jeg rent arbejdsmæssigt ikke drømmer om en helt masse uopnåeligt. Eller supersvært opnåeligt, i hvert fald. Om at blive den nye Ariana Grande eller Trine Dyrholm, eksempelvis. Der er nogle gange lang vej, tænker jeg lidt, hvis det føles som om, det er det, man er ment til at gøre i sit liv.
Jeg ved, jeg altid kommer til at arbejde med mennesker og kommunikation, og jeg ved, at det nok kommer til at veksle på hvilken måde livet igennem, og det er spændende, synes jeg. Men jeg har ikke et specifikt arbejdsmål, jeg gerne vil opnå, og det føles som et held.

Det er virkelig også heldigt, at jeg kunne få børn, da jeg gerne ville. Jeg kender flere og flere, som slås for at blive forældre, og jeg kan se og fornemme, hvor hårdt det må være. Jeg vidste ikke, hvor mange der kæmpede med det, før jeg selv blev mor. Det er en uretfærdig kamp, som alle fortjener at vinde.

Og de seneste år har jeg været ret lykkelig for, at jeg aldrig har drømt om at bo nord for København eller på indre Frederiksberg, eller sådan nogle steder, hvor husene er helt vildt dyre. Jeg har altid drømt om at købe et hus en dag, men jeg har aldrig haft en forestilling om, hvor det skulle ligge. At det blev Køge handlede både om, at vi synes, byen er top-hyggelig (det havde i hvert fald en fornemmelse af, men det er jo først noget, vi rigtigt ved nu), men i første omgang handlede det om økonomi. Vi ville gerne købe et hus, vi synes var dejligt, men til en pris, som gjorde, at vi ikke satte os for hårdt i det. Og det lykkedes i Køge. 

Nogle gange er det ret rart at bruge et par tanker til de ting, man synes, man er eller har været heldig med i sit liv, i stedet for altid at være på jagt efter det næste, man skal opnå, synes jeg. Det giver på én gang en følelse af, at man er det rigtige sted, og en tro på, at der sikkert også er noget godt i vente – derude i fremtiden … <3