Det spørger folk naturligt nok nogle gange om, og det kom jeg til at tænke på, da Jon, Uma, ungerne og jeg ankom til vejfesten her til aften. Fordi jeg havde lyst til at pege på teltet for enden af denne lille, blinde vej, som støder til den lille, blinde vej, vi bor på, som således tilsammen udgør et blindt T og et fondens godt naboskab og svare “derfor!”.

I år var der helstegt pattegris, og så havde alle huse medbragt en ret til fællesbordet. Jeg stod for en stor tomatsalat med ingredienser fra egen have, og heldigvis var der andre, ser havde tænkt på kartoffelsalat. Nogen havde sørget for kulørte lamper, andre for en soundbox, og vi skruede godt op, for alle naboerne var jo alligevel med, så ingen blev irriterede.

En nabo til det lille fællesareal, hvor vi holdt festen, havde stået for bål i sin have, så hun diskede op med snobrødsbagning til ungerne i vores ungers aldersgruppe, mens teenagerne hurtigt fortrak til et andet hus med endnu en soundbox.

Jo, det her er så sandelig det, jeg drømte om, da jeg flyttede til Køge. At side for enden af en blind vej og drikke en kold cola i lyset af kulørte lamper med Whitney Houston i baggrunden, mens jeg samtidig kan høre mine børn grine og lege i én af de mange haver bag mig uden helt at vide, hvilken en af dem, det er, fordi det kunne være dem alle sammen.

Lucky me! ❤