Det er sjovt med tabuer. Det er dem, der skiller os ad, og det er også dem, der bringer os tættere på hinanden. Når vi tør tale om dem, that is. Sådan har jeg det lidt i dag, efter at jeg i går delte her på bloggen og på Instagram, at jeg er dårligere til at sove, end en hest er til retstavning. Jeg er da ikke stolt, når jeg fortæller, at jeg har brugt morgenen på at forpeste luften over morgenbordet i Langehuset, fordi jeg er træt. Jeg er flov, og jeg hader mig selv lidt for det. Ikke for at sove dårligt, det er jo ikke selvforskyldt. Jeg er jo ikke herre over, om nattens timer bliver tilbragt med åbne eller lukkede øjne, men jeg er herre over, om jeg åbner eller lukker munden morgenen efter. Og jeg skal være bedre til at holde den lukket. Være morgen-stille.

Og så skal jeg være bedre til at sove om natten. Nu skal det være. Jeg gider ikke mere. Søvnløshed og søvnproblemer føles som en kronisk sygdom, der har fulgt mig gennem hele mit voksenliv, og det er altså blevet et problem, efter at jeg ikke længere er den eneste i det liv. Det er ikke børnene, der bærer skylden for mine natlige opvågninger længere. Jo, nogle gange, men ikke oftest. Som oftest skyldes det, at Jon, bless his soul, vender sig i sengen. What a crime.

Løsningsmulighed: Separate soveværelser. Puha, jeg er ikke vild med tanken. Jon og jeg har altid forsvaret ægtesengen efter, at Krapylerne kom til (inden da var der jo heller ikke så meget at forsvare den imod). Både på grund af min nattesøvn, men også fordi, at der er noget intimt og dejligt i, at selvom dagen er fyldt med gøremål og børn og ting og sager, så sover vi sammen om natten. Oplades, forynges, restitueres side om side. Kysser hinanden godnat, slukker lyset og ligger sammen der i mørket.

Jep, det lyder skidehyggeligt og romantisk, men det er ikke sådan, det er. Jeg hverken oplades eller forynges i ægtesengen. (Ikke om natten, i hvert fald, høhø). Jeg kaster mig frustreret fra side til side, mens jeg gør mit bedste for ikke at skæve til de røde tal på clockradioen og begynde den stressende udregning, der åbenbarer, hvor mange timer og kvarter, jeg kan nå at få, hvis bare jeg falder i søvn nu. Og irritationen fem kvarter senere, når søvnen stadig ikke har fundet mig. Og blandingen af irrationel frustration over, at Jon bare sover, blandet med frygten for at komme til at vække ham, sådan som jeg karter rundt, så vi dagen efter kan være TO underskudsramte forældre.
Og morgenen efter sådan en nat (og ikke mindst en måned med sådan nogle nætter som perler på en snor) er ikke det værste. Det er eftermiddagen, aftensmaden, putningen. Overskuddet svinder mere og mere, som minutterne går. Morgenen er stram, fordi jeg ved, hvilken slags dag, jeg har at se frem imod. Hvilken en slags mor, jeg bliver. Hvilket et overskud, jeg ikke har.

Det er omgivet med tabu at sige, at man går i parterapi, og det er absolut også tabu at sige, at man har separate soveværelser. Og hvorfor er det mon? Det må være fordi, at det er tabubelagt at vise svaghed i sit parforhold? Når vi hører, at folk går i parterapi, tror vi, at det er fordi, de har det så dårligt, at de er på nippet til at gå fra hinanden, og det er åbenbart pinligt. Eller hvad? Og når vi hører, at de ikke deler seng, går vi ud fra, at det skyldes, at intimiteten og sexlivet er dødt, for vi har åbenbart ikke fantasi til at forestille sig, at sex er noget, der finder sted, før lyset er slukket og begge ligger under dynen i soveværelset.

Man må ikke vise svaghed i sit parforhold. Vi lever i en tid, hvor over halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og alligevel er det et kæmpe-tabu at tale om, hvad man kan gøre for at undgå at blive skilt. Det er nogle gange lidt som om, at det ikke på samme måde er tabu at indrømme, at man er “vokset fra hinanden”, som det er at indrømme, at man kæmper for at blive sammen.

Det her er alt sammen tanker og spekulationer. Jeg kan ikke sige mig fri for selv at synge med på nogle af de tabuer herover. Jon og jeg gik for nogle år siden i parterapi, fordi vi gerne ville “fremtidssikre” os selv og give vores forhold et sundhedscheck efter flere år med små tvillinger. Det er noget af det bedste, jeg og vi nogensinde har gjort for os selv og hinanden, og jeg er stolt af det – men jeg har også haft travlt med at understrege, at vi altså gik i FOREBYGGENDE parterapi. Fordi jeg ikke ville have, at folk skulle antage, at vi havde det dårligt.

I disse uger og måneder går jeg og overvejer, hvordan livet mon ville være, hvis jeg havde mit eget soveværelse. Hvis jeg sov igennem næsten hver nat, fik de 8 timer, jeg har brug for, og ikke konstant havde en ringen i hovedet og mudder i øjnene som resultat af et søvnunderskud, det nogle gange føles som om, jeg kæmper for at opretholde. Fordi jeg dagligt brokker mig, men endnu ikke har gjort noget radikalt anderledes for at løse problemet. Engang imellem sover jeg i gæsteværelset i kælderen, men jeg bryder mig ikke om det. At være så langt væk fra min familie om natten. Jon kan selvfølgelig sagtens tage sig af ungerne, det gør han jo, når jeg ikke er hjemme, og som oftest er det også ham, der går ind og lægger sig med dem på børneværelset, hvis de vågner om natten, for at spare mig. Men jeg kan alligevel ikke lide at tage mig selv helt ud af ligningen. Ikke sådan konsekvent, i hvert fald.

Men for et par måneder siden byttede vi rundt på værelserne oppe på første sal, hvor vi sover. Ungerne ville gerne have vores værelse, som er etagens største, og Jon og jeg har mast vores dobbeltseng ind i det, der hidtil var Hugos værelse. Hvilket betyder, at Bertas tidligere værelse, som ligger imellem de to, nu ikke er i brug. Vi har anbragt en sovesofa derinde, til når vi får flere gæster end dem, der kan sove i kælderen, og i nat sov jeg derinde.
Det føltes rart at gå i seng på samme etage som de andre. Jon er næsten altid oppe et par timer efter, at jeg er gået til ro, så vi går sjældent i seng på samme tid, men han kommer altid op og putter mig, når jeg går i seng. Og i nat gjorde han så bare det i gæsteværelset, hvorefter han nogle timer senere faldt i søvn alene i vores seng.

Jeg vågnede i nat, fordi jeg drømte, at det bankede på døren, og så lå jeg vågen en rum tid. Jeg ved ikke hvor længe, men jeg faldt i søvn igen. Da jeg atter slog øjnene op, var det lyst, og jeg gik ind i soveværelset, hvor Berta og Uma også var fundet ind i takt med, at natten var gået til ro. Det føltes lidt tamt ikke at have været der, da ynglingen kom ind med sit krøllede hoved og søvn i øjnene. Men den skuffelse fortog sig, da jeg havde overskud til at synge med på musikken i bilen, selvom vi kom for sent ud af døren, og da hele morgenen i øvrigt gled som smurt i palmeolie.

I will try this. I will walk this unwalked and dangerous path! Jeg vil afprøve det med at sove alene om natten. Jeg er ligeså dødforelsket i min mand, som jeg altid har været (mere og mere år for år, faktisk), og vi har sex og intimitet nok til, at jeg ikke vil lade skræmmebilleder og mine egne og andres fordomme bestemme, hvor jeg skal sove. For jeg skal fandme sove. Jeg kan meget bedre lide mig, når jeg har sovet. I dag henter jeg ungerne og tager dem med på stranden efter skole, for det er muligvis sidste chance, inden efteråret vinder kampen mod sommeren. Og i nat skal jeg have endnu en god nats søvn. Måske en hel en, hvem ved? Oddsene er i hvert fald større, end de har været længe. 🙂