Jeg har endnu til gode at have en tanke, jeg ikke har delt med Jon. Så længe, vi har været sammen, i hvert fald. Det var vist sig som noget rigtigt godt, for det betyder, at vi i løbet af de sidste snart 10 år har talt om alt og derfor nu kan tale om alt. Nu har vi jo endnu ikke oplevet alt, så det er selvfølgelig en noget overmodig udtalelse at komme med, men jeg vil sige så meget, at jeg har gode forhåbninger for fremtiden. Jon og jeg er begge to sådan nogle, der tænker og føler meget, og vi kan heldigvis begge to godt lide at tale med hinanden om de følelser. Hvis vi nu hver især var blevet gift med én, der synes, det hele blev lidt for langhåret af sådan at blive tærsket langhalm på, havde det nok været et problem, men for os er det en styrke og noget af det, der gør, at vi synes, vi er havnet det rigtige sted.

Men nogle gange skal man måske alligevel ikke dele alt, man tænker, spekulerer jeg denne meget disede mandag morgen.
Den hyppige læser her på bloggen vil allerede vide, at jeg er søvnudfordret. Ikke for tiden, men altid. Det er et livsvilkår for mig. Det er ikke noget, mine børn har introduceret mig for, sådan har det altid været. Men man skal nok ikke være kvantefysiker for at kunne regne ud, at det ikke er noget, det at have børn sådan ligefrem har gjort bedre.
Der er dårlige og mindre dårlige perioder. Men i 2020 har der været flest dårlige. Når jeg sover godt, har jeg overskud, livsglæde og humor, jeg bager boller og laver pandekager, cracker jokes og spiller morgenmusik. Og når jeg står op efter (endnu) en dårlig nat, er jeg sur som et opstød, spyder trælse bemærkninger som galde fra mit indre og vrisser af alt fra hunden til mit spejlbillede. Og alle andre, der bor på matriklen. Og når de så er taget afsted, og jeg sidder alene tilbage på mit hjemmekontor, kommer selvhadet. Jeg bliver jo ikke mindre træt af lige at sende de andre ud af døren på en decideret åndssvag måde. Jeg bliver bare en dum kælling oveni at være træt, og når man går i seng efter at have følt sig som en heks den dag, sover man ikke nødvendigvis bedre, skulle jeg hilse og sige.

Så måske er der engang imellem tidspunkter, hvor i hvert fald denne dame bør holde sin kæft. Ikke dele ud af sine følelser. Holde mellemregningerne for sig selv. Jeg agter at tage ved lære af dem, der er morgenstille. De mennesker, der trisser rundt og ser onde ud, men er tyste som graven. De fleste af dem bliver til mennesker efter et trug kaffe, men da jeg ikke drikker kaffe, skulle man måske overveje at indføre en morgen-cola? (Måske ikke). De er ikke godt selskab, men de deler i det mindste ikke ud af deres galde.

Min plan er at holde min kæft noget mere. I hvert fald om morgenen. Ikke dele mine tanker, irritationer og frustrationer, som alligevel ikke hjælper nogen med noget. Kun at bidrage med mit syn på vejret, hvis jeg bliver spurgt. Være hende, der er kendt som morgen-stille fremfor morgen-sur. Og så sover jeg nok i gæsteværelset den næste uges tid, så jeg kan komme henover bjerget og nå dertil, hvor jeg atter kan værdsætte lyden af fuglefløjt og duften af nyfalden regn. Og glade børnestemmer inden kl. 6.30.