Ting sker tit i bølger. Det er der nok en grund til. Noget med, at når man åbner et vindue, får man tit andet end frisk luft til potteplanterne og dobbeltdynerne ind i stuen. Duften af æbleblomsterne fra haven eller lyden af en motorcykel, der fræser forbi, kan sætte tanker igang og give en lyst til at bruge dagen på en helt anden måde, end man egentlig havde planlagt. Det med, at ting sker i bølger, var jeg også inde på i det her indlæg, som jeg skrev, da jeg sagde op på ELLE, og det kom jeg i tanke om, da jeg satte mig ned for at skrive det, jeg skriver nu.

I løbet af det seneste år er der sket en hel del i mit lille liv, som gør, at jeg får lyst til at stille tingene på nye måder i stuen, plante nye ting i haven og ændre lidt på småting i den hverdag, som jeg i øvrigt er så kisteglad for. Vi brugte to måneder i Los Angeles, som var noget af det mest inspirerende og frigørende, vi nogensinde har gjort. Bare det at gøre det og ikke kun drømme om det. At hive to måneder ud af kalenderen og kaste de penge efter det, som sådan noget jo koster, fordi vi virkelig havde lyst. Det rykkede ved nogle ting. Så kom vi hjem til corona, som var noget nær det modsatte, hvilket ikke var udelukkende dårligt, men bare også anderledes. Og nu har tungen så ramt vægtskålen: Krapylerne er startet i skole.

Siden jeg blev blogger for snart 7 år siden, har jeg haft et indre mantra, som har heddet, at hvis jeg kunne være så heldig at kunne leve af at blogge, og dermed have et job med den ultimative frihed, det er selv at kunne bestemme over min tid, indtil Krapylerne startede i skole, så ville jeg være lykkelig. Det har jeg kunnet, og det har jeg været – og er jeg fortsat. Både blogger og meget taknemmelig for alle de goder, det giver.

Nu er Krapylerne imidlertid startet i skole, og det er lidt som om, at det mantra på en eller anden måde har sat nogle spor. Nu er ungerne væk seks timer hver eneste dag. Og det skal de være. Jeg kan ikke bare lige hente dem inden frokost, fordi jeg synes, det kunne være hyggeligt, eller give dem en fridag, fordi de beder om det, eller fordi, jeg synes, vi lige skal bruge en forlænget weekend på Als. Hverdagen er helt ny for os herhjemme, og det er en sjov én. Jeg kan mærke, at jeg trives ret godt med, at nogle ting bare skal være på en bestemt måde, og så må jeg indrette resten af mit liv rundt om dem. Jeg kan mærke, at jeg savner den slags struktur en lille smule i mit arbejdsliv.
“Be careful what you wish for”, siger de kloge, som er trætte til op over begge ører over at skulle knokle med at have en families skema med to udearbejdende fuldtidsvoksne og 2-4 børn med skole, venner, fritidsaktiviteter og så videre til at passe sammen. Og det er ikke fordi, jeg ikke ved, hvor godt, jeg har det. Åh, I do.

Men jeg savner at arbejde med noget, der ikke handler om mig selv. Jeg har absolut ikke tænkt mig at stoppe med hverken at blogge eller instagramme, for det har jeg det alt for sjovt med det til. Jeg vil bare gerne noget mere også. Oveni. På deltid, er drømmen. Influencer/blogger-jobbet har aldrig været en fuldtidsstilling for mig. Ej heller det halve. Det faktum har været lidt af en redningskrans de seneste seks år, hvor jeg i længere perioder af gangen har været eneste voksne på matriklen, mens Jon har spillet teater eller indspillet TV-serier og brugt uger og måneder andre steder. Og det har i tilgift været fantastisk, at jeg i den periode, hvor jeg blev mor, har kunnet tillade mig at bruge så meget tid på at vænne mig til de følelser, tanker og omvæltninger, morlivet giver, når det nu oven i købet har været mit job at beskrive netop dem.

Jeg er absolut ikke træt af at lave det, jeg gør. Jeg vil bare gerne lave noget mere også. Noget, der ikke har mig som omdrejningspunkt og noget, der gør, at jeg kan bruge de ting, jeg har lært, både da jeg gik på universitetet og her i årene efter, på nye måder. Jeg drømmer om at have kolleger, som jeg ser på daglig basis, og jeg drømmer om at have nogle at sparre med om ting, der skal bringe os hen imod et fælles mål. Jeg savner ganske enkelt at have et arbejde.

Derfor er jeg nu gået i gang med at lede efter netop dét.
Jeg søgte faktisk et job, som én af jer, der følger med på Instagram, sendte mig et opslag på for nogle måneder siden, men i fredags fik jeg afslag. Stillingen var SoMe-konsulent på Danmarks Indsamling. En tidsbegrænset ansættelse på et halvt år op til indsamlingen, som TV-transmiteres live d. 26. februar næste år, og jeg følte, at det job og jeg ville være det perfekte match! Desværre mente dem, jeg var til samtale hos, at de havde fundet en anden, som passede bedre, og sådan går det jo ude i den virkelige verden.
Så nu er jeg gået i gang med at lede efter noget andet – helst indenfor velgørenhed, mode, PR, TV, teater eller andre kreative brancher. Egentlig er jeg ret åben, men det er nok der, jeg bedst kan se mig selv.
Jeg har ikke travlt, for i sidste ende handler det jo ikke om, at jeg skal ud og hente flere penge til husholdningen. Jeg fortsætter med at blogge og flashe mine gode (og mindre gode) sider på Instagram, og jeg har nogle sygt fede samarbejder linet op henover efteråret og vinteren, som jeg virkelig glæder mig til!
Jeg leder bare efter noget fedt, sjovt, spændende og bevidsthedsudvidende, som jeg kan bruge de ekstra timer og den overskydende, mentale lagerkapacitet, som jeg synes, jeg har fundet, efter at Krapylerne er blevet skolesøgende, på. Og det er spændende. Rigtigt spændende, synes jeg. 🙂

Super-mega-tak atter engang til jer, der læser med herinde. Det er så svinehyggeligt, og jeg sætter så stor pris på jer hver eneste dag! <3