Nu har Krapylerne (og en milliard-million andre børn) gået i skole i tre uger. Hverdagen er så småt begyndt at melde sig, i hvert fald herhjemme, og det er både på godt og ondt. Heldigvis allermest godt! Men for en småneurotisk overtænker som yours truly, er der jo også en masse at tage fat i på den anden vægtskål. 😉

Først lidt om fordelene.
Det fungerer indtil videre rigtigt godt for vores familie, at der er kommet mere struktur på dagen. Ungerne skal afleveres foran skolen kl. 7.50 hver dag, og da de står op senest kl. 6.15, giver det os små halvanden time at nå bad, morgenmad, madpakker og diverse, inden vi skal ud af døren. I børnehavedagene afleverede vi dem kl. 9, og børnehaven er nabo til vores nabo, så da skulle vi blot hjemmefra to minutter i. Og alligevel nåede jeg aldrig i bad før, Krapylerne var afleveret. Og de skulle ikke engang have madpakke med.
Jeg kan hverken forstå eller forklare det, men nu når vi det hele, og jeg når sågar bad, krølning af hår, når det kræves, sminke og alt, og så tager jeg for det meste toget, der ligger meget tæt på skolen, når jeg har afleveret ungerne i skole og er således på kontoret i København inden kl. 9. Det er enormt optimerende, og det spiller.
En anden fordel er, at jeg ikke længere lider at det, mange selvstændige, delvist hjemmearbejdende forældre vist også kender, med at jeg nærmest dagligt får jeg dårlig samvittighed over ikke at hente mine børn lidt tidligere eller give dem lidt flere fridage. Eller helt hjemmepasse dem og så arbejde om aftenen i stedet! Nu skal de være i skole fra kl. 7.50 til 13.40, så der er ikke noget at gøre. Det giver ro på for mig.
Ungernes lærer virker som en knag, børnene taler rigtigt godt om hende, og jeg har et virkelig godt indtryk af de andre børn og af deres forældre. Det virker som fornuftige og søde mennesker hele vejen rundt, og det er jo immervæk en fordel, når nu vi skal bruge de næste 10 år på at puste hinandens børns knæ, splitte slåskampe af og trøste vores børn, når andres børn knuser deres hjerter i de senere klasser. Jeg har en god fornemmelse, der kun bliver styrket, jo mere jeg ser til både børn og voksne, og hurra for det!
Desuden er de første uger gået rigtigt godt. Ungerne har været rigtigt glade for at blive afleveret og stolte over at gå i skole, og den stemning spreder sig på en dejlig måde i familien.

Og lidt om de andre dele.
Der er gået tre uger, og hverdagen begynder at melde sig, kan jeg mærke. De første 2,5 uge har der ikke været skyggen af utilfredshed, når jeg afleverede ungerne foran skolen. Men de sidste 4-5 dage har de ikke været glade for det. Berta har været downright ked af det, og det er ikke sjovt. Desuden er virkeligheden også gået op for Hugo. Han har forstået, at man altså skal i skole hver dag. Man kan ikke få en fridag, sådan som Krapylerne jo ellers har været vante til, at de fik det, da de gik i børnehave. Når de en morgen sagde, at de trængte til en fridag, fik jeg som oftest mingeleret en ind senere på ugen (Hashtag blessed), og den går ikke længere.
Jeg er ikke så nervøs for, om de kan følge med fagligt i skolen. Berta synes, det er det fedeste at lære om tal og bogstaver, og Hugo synes, det er røvsygt. Men vi skal jo ikke alle sammen være professorer i hverken dansk eller matematik, og jeg tænker, at de nok skal klare den del på hver deres måde.
Til gengæld kan jeg mærke, at det sociale bekymrer mig. Det har det aldrig gjort før på deres vegne, men de har haft en kende skæv start, da de begge to er blevet skilt fra dem, de ser som deres bedste kammerater, der er blevet sat i parallelklassen. Det er selvfølgelig ærgerligt, men sådan er de nok ikke de eneste, der har det, og de kender de fleste af dem, de går i klasse med, ganske godt allerede.
Jeg tror, min bekymring kommer af, at min egen skoletid rent socialt ikke altid var lige spændende. Tvært imod. Der er jo en hakkeorden i sådan en skolegård, og jeg var en af dem, der lå nederst i hierakiet. Det er ikke noget, jeg har brugt megen hjernekapacitet på at tænke over, siden jeg blev færdig med skolen, men nu, hvor ungerne pludselig står overfor en gruppe børn, som de jo altså skal dele en dekade med, kan jeg mærke, at der er noget, der bobler op til overfladen.
Heldigvis er der jo markant mere fokus på mobning og bekæmpelsen af samme, end der var, da mor her var dreng, så jeg fortæller mig selv, at det nok skal gå. Og så har jeg en plan om at øve mig i at være mindre analyserende, når særligt Hugo kommer hjem og fortæller om sin dag. Han har for tiden en tendens til at samle lidt på de ærgerlige oplevelser, hvilket jo skubber til min bekymring. Så fremfor at gå alt igennem med ham og prøve at få ham til at se tingene fra alle mulige andre leder og kanter, som jeg plejer, tror jeg, det ville være smart at prøve bare at sige “Det lyder heller ikke sjovt”, rumme ham i det, han føler (som man siger i 2020) og så gå videre til noget andet. Jeg tror, jeg kan have en tendens til at få tingene til at fylde mere, end de måske gør, fordi jeg gerne vil komme alting i forkøbet, og det kan man jo ikke. Og så ville det nok klæde mig at nære en tillid til, at det hele nok skal gå.

Det ér en spændende tid, den her. Det er angstprovokerende ad helvede til sådan at sende sine unger ud, hvor man ikke kan nå dem, krydse fingre og håbe på det bedste. Og samtidig er det jo fantastisk, fordi de vokser, bliver større og sejere og får mere ud af livet.
Jeg kunne forestille mig, at mange af jer, der læser med her, kender til følelserne, jeg beskriver ovenfor, og hvis nogle af jer skulle have lyst til at dele i kommentarfeltet, ville jeg synes, det var dejligt. <3