Vi vågnede i morges kl. 5, da Krapylerne invaderede soveværelset med vanlig charme. Forbandede vintertid! Kan vi ikke bare vælge en tid og så holde os til den, så vi undgår jetlaggen børn to gange om året. Det er altså mindre charmerende, når man ikke samtidig har en tan, fordi man netop er hjemvendt efter eksempelvis to uger i Mexico.
Anyway, Hugo hostede, og det samme gjorde Berta. Jeg havde en fornemmelse af, at de smurte lidt vel rigeligt tykt på, men hosten var ikke desto mindre nærværende. Særligt i Hugo, og faktisk også i mig.
Jeg føler mig ganske overbevist om, at ingen af os har corona, men det er der sgu nok mange, der har sagt før mig, som alligevel er endt op med en positiv COVID-19-test, og i tider som disse tages jo ingen chancer. Heller ikke i Køge.

Vi skrev til skolen, meddelte om sygemelding, og så bookede jeg den næstmulige tid til en coronatest til ungerne og mig selv. Således mødte vi op lige udenfor Lufthavnen kl. 8.10 og rakte tunge af en læge i rumdragt, inden vi vendte retur til bilen, som på bare 10 minutter var blevet prydet af en parkeringsbøde. Krapylerne blev noget fortørnede over vatpindens noget voldsomme opførsel i deres halsregioner, så jeg lovede, at vi ville runde en bager på vej hjem, imod at de sad stille og lod sig pode. Men tilbage i bilen med bøden i lommen kom jeg i tanke om, at man jo for pokker ikke må besøge noget som helst, når man sådan er nervøs for corona, ej heller en bager. Ikke engang den skidegode bager lige udenfor Køge.

Så vi vendte i stedet hjem ganske brødflove, og jeg gav mig til at bage boller i stedet. Heldigvis havde vi gær i køleskabet, og jeg går aldrig ned på mælk eller hvedemel.
Så nu er vi altså herhjemme, alle fire. Jon har efter planen optagelser i morgen, så han får taget en coronatest på et privathospital i aften, sådan en af dem, man får svar på indenfor 15 minutter. Hvis den er negativ, hvilket vi går ud fra, den er, så sover han i kælderen og går i omvendt karantæne for at undgå os, inden han mødes med sine medspillere.

Det er sgu egentlig meget udramatisk. Krapylerne har sat den helt store produktion af julepynt i gang, der er ild i brændeovnen og stearinlys på bordet, og huset dufter stadig af føromtalte hjemmebag.