Det er første mandag efter efterårsferien. Og det er første mandag efter første ferie, hvor mine børn går i skole. OG det er sørme også første mandag efter en ferie, hvor jeg ikke glæder mig til at sende mine børn ud af døren om morgenen.

Jeg har altid leet kærligt af dem, der brugte hashtagget #stoptiden. Jeg har altid syntes, at den forgangne tid, mine børn har levet, og de glæder, oplevelser og kvaler, vi har haft i mellemtiden, stemmer meget godt overens. Ligesom at jeg også synes, det virker meget rimeligt alt taget i betragtning, at jeg har den alder, jeg har. Jeg føler mig ikke som en på 24, jeg føler mig som en på 39. (Sådan som jeg opfatter folk på 39).

Men hvad børnene angår, så synes jeg pludselig, at nogen har trykket lidt vel rigeligt på spoleknappen, siden de i sommer begyndte i skole. Pludselig staver de sig igennem alle skilte, de ser (altså, de kan ikke læse, forstås. Men de interesseres for bogstaver), de har legeaftaler hele tiden, kan selv finde ud af det meste og vender sig ud mod verden på en måde, de aldrig har gjort før. I weekenden var ungerne og jeg alene hjemme, og da Berta arrangerede en legeaftale hos en veninde, gjorde jeg mit ypperste for, at Hugo og hans legekammerat ville blive hos os. Og da Berta kom hjem og aftalte en ny playdate med genboens datter, bestak jeg dem med chips og mandariner til at tegne i VORES køkken og ikke genboens. Jeg kunne pludselig mærke vacuumet i min favn, når begge børn om få år får travlt med alt andet end at sidde hjemme og bede mig servicere dem, til jeg får spat. Jeg fik pludselig lyst til at stoppe tiden. Og så fik en del af mig også lyst til alligevel at få et barn mere, så vi kan trække tiden med børn, der er afhængige af os, lidt længere. Jon og jeg brænder jo vores lys i begge (børne)ender på én gang, kan man sige. Skyder alle vores lynkinesere af på en og samme gang. And what a spectical it is, in deed. ❤️

Lalandia i Billund, hvor ungerne og jeg hang ud fra mandag til onsdag, var fint! Bedre end fint, faktisk. Sidst, jeg slog mine folder på de kanter, var børnene omkring to år, og jeg mindes at føle, at jeg havde ramt min proletargrænse. Sådan havde jeg det ikke denne gang, og jeg tvinges til at overveje, om det skyldes, at jeg er blevet mere proletar, eller om jeg mon bare har vænnet mig til, at livet med børn, når det er godt, meget minder om en dag i netop Lalandia. Fastfood, klorpool, klovne på stylter, trætte Krapyler og forældre med alkohol til aftensmaden. Bliss!

Nu er det mandag. Ungerne er i skole og skulle egentlig have været i SFO bagefter, men de vægrede sig derved, og jeg var let at overtale. Så nu henter jeg dem i stedet, når de får fri, og så benytter vi eftermiddagen til at få Hugo klippet og købt nye støvler til Berta.

Med ønsket om en dejlig mandag. Om det er den første, den sidste eller én midt imellem! ❤️