#happyMM

En del af min narrative fortælling har hele mit voksne liv været, at jeg sover dårligt. Men det er okay. Folk fejler alt muligt forfærdeligt, men jeg er heldig, jeg sover bare dårligt. Og har tinnitus og korte ben. Og præmature grå hår. Småting. Men efterhånden fylder lige præcis den småting alt for meget.

Jeg har prøvet en masse forskelligt, men mestendels har jeg udøvet fortrængning som terapi. Hvilket nok også forklarer, hvorfor jeg ikke kan huske, om jeg sov dårligt som barn og teenager. Jeg tænker på det så lidt, som jeg kan. Men det er problemet desværre ikke blevet mindre af. Og efter at være blevet mor, er problemet kun blevet værre. Både fordi, min søvn bliver afbrudt oftere, end den i forvejen gjorde, fordi jeg sover endnu lettere, fordi jeg jo skal varetage andre mennesker overlevelse passivt sideløbende med, at jeg visseluller.

Og nu er jeg, efter tip fra en følger på Instagram, begyndt at spise antihistaminet Phenergan, som egentlig er lavet til at modvirke køresyge, men som er så sløvende, at det også udskrives mod søvnløshed. Og til gravide mod kvalme, så det er altså ikke et hardcore drug, tænker jeg. Og det virker. Jeg sover mere, bedre og dybere, end jeg nogensinde har gjort. At sammenligne otte timer på puden dengang med otte timer på puden nu, er som at sammenligne en time i træningscenteret en dag, hvor man virkelig ikke orker og bare sådan pjanker sig igennem det, med en time, hvor man ledsages af en personlig træner. Som ikke kan lide en. Mens man drikker Red-Bull. Dagen inden, man skal vise sig nøgen foran sit crush for første gang. Bortset fra at jeg har det komplet omvendt bagefter, fordi jeg selvfølgelig efter mine otte timer på puden er FRISK!

Nu har jeg sovet hver nat i en uge, og jeg har det anderledes. Mærkbart anderledes. Både fysisk og psykisk. Min krop mærkes anderledes, det er svært at forklare. Jeg har ikke den der følelse af at have grus i øjnene, for meget hud i øjenlågene og en svamp bag pandeskallen. Og jeg er ikke træt. Jeg er simpelthen ikke træt! Jeg har før prøvet at have sovet længe med det resultat, at jeg havde en halv dag, hvor jeg var fuld af energi, før den igen forlod mig til fordel for træthedens indtog, men de sidste par dage har jeg været utræt hele dagen.

I dag, søndag, stod jeg i Netto klokken lidt over halv fire med en indkøbsliste på længde med min arm efter en dag fyldt med frokost på Bone’s og visit på spilcafé, som normalt efter en “almindelig” nat, der på almindelig vis fulgte en alenlang række af andre “almindelige” nætter, ville efterlade mig mere smadret end en kotelet efter mødet med en kødhammer. Men jeg var ikke smadret. Jeg var heller ikke superfrisk, jeg var bare utræt. Og min krop fungerede. Den var ikke tung, slatten og ødelagt. Og jeg tænkte, at jeg havde lyst til at tage hjem og bage pølsehorn. Normalt har jeg ikke lyst til andet end at ramme sofaen, når klokken er midt på eftermiddagen.

Da fik jeg sgu tårer i øjnene. Det er noget af det vildeste, der er sket i mit lille liv, siden Krapylerne kom til verden.

Jeg. Er. Ikke. Træt. Så har man set det med. Gad vide, hvad fremtiden bringer nu? Gad vide, hvor meget mere, jeg kan nå og få lyst til? Åh, jeg er GLAD! 😍