Livet er langt, og der sker så meget, vi ikke kan kontrollere. Nogle gange, når der hænder noget voldsomt og uønsket, får vi en lyst til at kontrollere nogle andre ting. “Det kunne jeg ikke styre, men jeg kan så i det mindste styre det her”.

Jeg gendelte i sidste uge et indlæg, jeg skrev for et år siden omhandlende nogle samtaler, jeg havde haft med Berta om hendes mormor. Indlægget kan læses her, hvis man har lyst.
Det er ikke tit, at jeg deler et indlæg, der handler om min mor, som jeg desværre ikke har længere. Men hver gang jeg gør, kommer jeg i kontakt med kvinder, der har oplevet det samme. Da jeg forleden gendelte det her indlæg, var der nogle stykker, der skrev til mig for at høre, hvordan det var at være mor, når man ikke selv har én. Flere har givet udtryk for, at de overvejede at lade være med at stifte familie, for hvordan kan man blive mor, når man ikke har en mor til hjælp. Det har jeg fået lyst til at knytte lidt flere ord til her.

For mig var det hårdt at blive mor. Ikke at få børn, børnene opførte sig super-meget på linje med det, jeg havde forestillet mig. Men jeg havde regnet med, at jeg ville forvandle mig til mor så snart, at Krapylerne havde forladt min livmoder og taget bolig i verden. At jeg ved et trylleslag ville ændre mig fra at være den MM, jeg kendte, til at være én, der vidste, hvordan man var forælder. Jeg troede, at naturen var indrettet på den måde.
Da jeg var barn, fik vores gravhund, Emma, hvalpe. Så snart, de var født, slikkede hun dem rene, åd moderkagen, og fik dem møffet hen til patterne, så de kunne die. Hun vidste præcis, hvad hun skulle gøre med alt det, der var kommet ud af hende, og jeg var ret sikker på, at hun hverken havde fået det forklaret eller havde nogen erindring om sin egen fødsel. Så jeg tænkte, at når naturen nu havde været så fix, når det kommer til hunde, havde han nok også indlejret noget i mig. Ikke en lyst til at spise moderkagen, men en viden om, hvad jeg skulle gøre.

Det havde den ikke. Jeg anede ikke en disse, og den følelse af ikke at være chef over situationen forstærkedes af, at min yngel kom til verden lidt for tidligt. Deres første behov var ikke modermælk og dikkedik, det var CPAP, opvarmet madras og sondemad. Andre vidste, hvad der skulle ske og tog over. Jeg fik end ikke chancen for at se, om der skulle være en autopilot et sted i mit system, jeg var i det store hele en smule overflødig lige i starten. Sådan føltes det.
Da der var gået en rum tid, og jeg havde vænnet mig til at spørge læger og sygeplejersker om alt, når det kom til viden og velvære for mine børn, begyndte de at lade være med at svare direkte og tage over, og i takt med ynglens bedring fik jeg i stedet for et svar spørgsmålet “Hvad siger din mavefornemmelse?”. Og jeg var så flov, for den sagde ingenting. Jeg følte mig helt forkert, for jeg havde ingen anelse. Det var derfor, jeg spurgte. Da jeg havde fået det samme modspørgsmål en gang for meget, brød jeg grædende sammen og indrømmede, at min mave altid talte om bernaise og nutella, men aldrig om barnepleje. Jeg følte mig forkert og uegnet.

Det til trods fik vi ungerne med hjem. Følelsen fulgte med. Nu er ungerne snart 7 år gamle, og pludselig stoler jeg så meget på mine egne evner som mor, at jeg har det en lille smule stramt med, at mine børn nu går i skole og derfor kommer hjem med rygsækken fuld af andre menneskers verdenssyn og udlægning af begivenheder. Jon og jeg alene kan ikke længere bestemme, hvad de skal vide. Forleden kom Hugo hjem og spurgte, hvad en massemorder var, og så må man jo svare.

Jeg synes, det var hårdt at blive mor. Uden en mor. Jeg tror, at hvis min mor havde været ved min side, havde hun sagt, at jeg gjorde det godt, og det ville jeg gerne have hørt. Hun havde sagt, at hun selv var skrupforvirret, da jeg kom til verden, da jeg i øvrigt også kom for tidligt og faktisk boede på sygehuset en måneds tid længere end hun (det var andre tider dengang). Jeg tror, hun ville have gjort sit bedste for at fri mig for mine bekymringer, hun ville have sagt, at når jeg nu var endt så heldigt ud med hende som mor, så skulle mine børn nok også overleve at have mig som mor. Hun ville have krammet mig, og jeg ville have lagt mit ansigt i den der grube, der er mellem halsen og skulderen, og jeg ville have stolet på det, når hun sagde det, for hun var jo min mor. Det har jeg savnet, og det savner jeg stadig. Som jeg skriver det, trænger tårerne sig på, og det bliver aldrig anderledes.

Jeg er ikke kommet til at savne  min mor mere af, at jeg har fået børn. Tvært imod. For fordi jeg har fået børn, har jeg lært min mor at kende igen. På en ny måde. Jeg er nu det, jeg selv savner. Jeg har læst, at når jeg vugger mine børn, gør jeg det på samme måde, som min mor vuggede mig. Når jeg trøster mine børn, trøster jeg dem på samme måde, som hun trøstede mig. Helt instinktivt. Det er velsagtens her, man skal finde overlappet mellem min barndoms gravhunds evner udi moderskabet og mine ditto. Efter at jeg har fået børn, og i takt med, at de bliver ældre, dukker der minder op fra min barndom med min mor, som jeg ellers havde glemt. Ikke altid hele minder, men følelser og erindringsglimt, og jeg kan kende hende i mange af de ting, jeg nu gør og siger til mine børn, og det er så dejligt. Det er en helt anden og meget mere nærværende måde at huske hende på, end det var før, jeg fik børn, hvor jeg kun kunne huske tilbage på minder, som når man ser en film for sit indre blik. Nu er minderne på en måde blevet aktive. Som totalteater. Hun dukker op, uden at jeg aktivt fremkalder mig hende. Som jeg skrev i indlægget om Bertas sorg over min mors død, så ér en del af min sorg over savnet efter min mor blevet erstattet af den kærlighed, jeg har til hende og Hugo. Kærligheden er blevet til kærlighed.
Sådan har det jo altid været med kærlighed – den avler kærlighed.