METTE MARIE LEI LANGE

Jeg er helt til hundene …

Jeg tænker ikke på meget andet end gravhund i de her dage. Jeg har lavet en klippe-af-nedtæller til børnene, men jeg tror måske, den hænger dér mest for min skyld. Jeg glæder mig så meget mere, end jeg måske egentlig havde regnet med – selvom jeg godt var klar over, at jeg har været pænt hundeskruk længe.

I søndags besøgte vi vores hundehvalp igen. Denne gang kaldte vi hende Uma, da det jo er det navn, hun nu har. Der sker ret meget med sådan en lille hund på en uge, og sidst, vi var på besøg i sidste weekend, havde hvalpene endnu ikke været udenfor. Men da vi steg ud af bilen i går, kom lille Uma løbende os i mødeog var ivrig efter at komme op til os – og selv Jon smeltede. Jeg ved ikke, om hun kunne kende vores dufte (og kunne lide dem), eller om hun ville have været lige så imødekommende overfor enhver anden familie på visit (omend jeg fortæller mig selv det første), men hun tungekyssede os alle sammen overstrømmende og logrede med den lille hale i en sådan grad, at man kunne blive helt nervøs for et rygradsbrud.

Berta og jeg er klart dem, der er mest PÅ på projektet. Vi er så forelskede i den lille hundehvalp, og vi kan næsten ikke være i os selv at begejstring over, at hun snart flytter ind hos os. Og jeg elsker det dobbelt-meget, fordi det er noget, ungerne får så meget ud af. Den entusiame og kærlighed gør mig helt ør.
En time efter vores ankomst, følte vi ikke længere rigtigt, at vi kunne tillade os at blive længere. Hvalpene var trætte, og Umas to søstre havde indfundet sig i deres lille aflukke, helt krøllet ind i hinanden og henslumret i det, der lignede dyb søvn. Berta bar Uma hen til dem og satte hende modstræbende fra sig, så hun også kunne få en hvalpelur. Men Uma satte efter os og løb med helt hen til bilen, og det var simpelthen for meget for Berta, der således brød grædende sammen og hulkede de næste 20 minutter over, at vi var nødt til at forlade den bette.

Da vi kom hjem, så vi Harry Potter i fjernsynet og spiste pandekager med is til aftensmad, og Berta omdannede en skotøjsæske til et legehus til haven, som hun håber, Uma vil have det sjovt med, når hun flytter ind på søndag.SEKS dage, så er vi hundeejere! Tænk, at man kan være så oppe at køre over det. Jeg har indgået et kompromis og aftalt med Jon, at hunden skal sove i sin kurv og ikke oppe i ægtesengen, og lige nu sidder jeg og trawler Google igennem for at finde en fin én, som også har en form for hule-agtig stemning, som vi kan vænne både børn og hund til, at når Uma er dér, må vi ikke forstyrre hende.

Seks dage. Så har børnene sommerferie, og vi har hund. Normalt glæder jeg mig til gør-selv-ferie og teltture i Kroatien eller roadtrips i Californien, men i år glæder jeg mig til at ligge på en græsplæne sammen med ungerne og blive bidt i håret og ørene af et lillebitte dyr med en lang mave og nogle små, bløde poter. <3

Vores (kommende) hvalp er døbt in abcentia


Jon har jo haft naming rights på hvalpen fra starten. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at han skulle føle sig knyttet til hundeprojektet på en eller anden måde i det omfang, han nu har haft lyst til. Han er absolut ikke modstander af, at vi skal have hund (så ville jeg sgu ikke insistere. Trods alt), men det er absolut heller ikke ham, der er primus motor.

Men han har valgt hvalpen, og nu fik han så også lov at vælge navn. Og det er ærligt talt kommet ret meget bag på mig, at ingen af ungerne har haft nogen indvendinger imod det sidste. Men det har de altså ikke, og så skal jeg da ikke skabe problemer!
Jon afslørede tidligt i  overvejelserne, at han søgte inspiration i kunstens verden, og jeg forestillede mig lidt, at den måske ville komme til at hedde Carmen, eller sådan noget.
Men så kom Berta hjem fra SFO en dag i sidste uge og sagde “Hvad med Uma? Det er der en pige i min SFO, der hedder!”. Jon tænkte, fortalte han bagefter, på Uma Thurman og syntes, at det lød sgu da egentlig meget godt, så nu hedder vores hund således Uma. Eller – kommende hund. Vi henter hende på søndag i næste uge, men har heldigvis fået besøgstilladelse igen i den kommende weekend også.

Så hun hedder Uma! Undtagen, når vi tager hende i at slå ting ihjel ude i haven, så kalder vi hende Kill Bill. 😉

Min hårrejsende hårrejse

Første gang, jeg blonderede toppen af kroppen, var lige inden, at Jon, ungerne og jeg tog til New York i tre uger, og da var børnene ikke halvandet endnu. Dengang holdt jeg kuløren mere karamel, end jeg har gjort de senere år, og forvandlingen skyldtes i højere grad dengang en lyst til forandring end det faktum, at jeg var begyndende gråhåret. For det var ikke helt så grelt dengang.

Jeg blev i takt med, at ungerne blev højere, indhentet at mine grå strå, og de seneste to års tid har farvningen både handlet om, at jeg sådan set synes, at det lyse klæder mig, men også, at det er lettere at skjule grå udvoksninger i et lyst hår end i et mørkt. Det trick virker stadig, men der er så kommet de følgesygdomme, at mit hår for det første mister mere og mere af sin naturlige struktur som fra naturens side ellers er ret glansfuldt og stærkt, og for det andet skal farvningen gerne gentages med maksimalt tre måneders interval. Ellers bliver Brøndby-striben i midten af manken for fremtrædende.

Og nu er jeg lidt træt af det. Træt af at føle mig afhængig af hårfarve for at føle, jeg ser bedst ud. Derfor har jeg besluttet at give det en chance og se, om jeg kan overtale mig selv til at synes, at jeg ser bedst ud med de grå striber, som naturen nu efterhånden hat tildelt mig.

Jeg er genetisk negativt disponeret for ovenstående, må jeg desværre sande. Jeg havde en meget lidt dulle-agtig mor. Hun brugte aldrig sminke, hun barberede aldrig kroppen, hun gik næsten aldrig med kjole, og hun havde den samme korthårsfrisure i alle de år, jeg var velsignet med hende. Hun kaldte mig aldrig smuk, for hun gik ikke op i mit udseende, hvilket jeg i mit voksne liv har opdaget som den kæmpegave, jeg synes, det var (og det er derfor noget, jeg efterligner i forholdet til mine egne børn), men roste mig i stedet for at være en god søster, min humor, min evne til at skrive og andre ikke-fysiske kvaliteter.

Min mors eneste ømme punkt i forhold til sit udseende, sådan som jeg så det, var hendes grå hår. Det var en kæmpe-plage for hende, og hun farvede det uafladeligt. Klemakterie-rød, kaldte hun henna-farven, hehe. Det var først allersidst i hendes liv, hvor min søster og jeg fik hende overtalt til at give det naturlige en chance, og åh, hvor det klædte hende!

Hun var ældre dengang, end jeg er nu, men hun er nok grånet cirka samtidig, som jeg er i gang med. Og ligesom min mor synes jeg simpelthen ikke, at gråt hår er sexet, så jeg farver.

Men altså! I disse måneder og forhåbentlig år (hvis jeg holder ud), gør jeg et forsøg på at bryde den sociale arv, om man så må sige. Jeg lader håret gro ud, som det er. Jeg kunne også vælge at gøre overgangen mindre tydelig ved at få farvet mine nu blonde længder mere i tone med min naturlige salt og peber, men det har jeg indtil videre fravalgt.

Jeg læste engang et sted, at det kan være mentalt sundt for kvinder at føde vaginalt fremfor ved kejsersnit, da det er lettere for hovedet at forstå hele processen med at blive forælder, når man mærker og ser det ske på egen krop. Sådan tror jeg, jeg har det med min hårtransformation.

And right now I am crowning… Det gråsorte er efterhånden 10 centimeter langt, og det er fem måneder siden, jeg sidst blev farvet. Jeg tillader totalt mig selv at skifte mening, hvis det skulle komme til mig. Livet er for kort til ikke at farve håret, hvis man ønsker det. Men lige nu øver jeg mig på at være glad for den måde, jeg ser ud på, sådan ægte. Det er der en værdi i, synes jeg. Lige nu. 😊

Hils på vores kommende hund!

Om 14 dage i dag kan vi byde velkommen til endnu et lille familiemedlem. En sort og lysebrun ruhåret gravhund, en hunhund. Jeg glæder mig fuldkommen ustyrligt meget, og jeg tog mig selv i hele dagen igennem i går at kigge på billeder, jeg har taget af den lille dame, da vi besøgte hende søndag formiddag. Ved samme lejlighed viste det sig, at den pelsede frøken er en uge ældre, end jeg havde regnet mig frem til, så nu kan vi allerede hente hende næste-næste weekend og ikke næste-næste-næste weekend! YAY!!

Vi var der en time i går, hvor vi hyggede os med de tre hvalpe. Hvor ville jeg dog ønske, at man kunne købe duften af hundehvalp som rumfrisker, eller sådan noget. Selvom det måske ville blive en kende for meget.
Vores hund er har to små søskende, også tæver, og de har alle tre hver sin farve. Moren er meget lys, mens faren er sort med lysebrune aftegninger ligesom vores. Så de har fået én af hver af den farve og så én lige midt imellem, som er helt chokoladebrun.

Når sandheden skal frem, forærede jeg i første omgang mit hjerte til den chokoladebrune, da vi besøgte hvalpene i sidste weekend. Det var dengang, jeg stadig troede, at vi bare var turister, der kun var på sightseeing, fordi Jon ikke kunne se sig selv som hundefar til en gravhund. Inden han, i søndags, dagen efter første visit, bekendtgjorde, at hvis jeg kunne forlige mig med den sorte og ikke den brune, var han med på projektet (hvilket jeg naturligvis indvilligede i). Og det var også den brune og den lyse søster, der var klart mest opsøgende overfor os i starten. Den sorte virkede ikke sky, men bare lidt mindre opsat på at finde ud af, hvad vi var for nogle.

Ejeren, som er en form for deltids-hundekennel, da han har seks gravhunde, hvis hvalpe, han løbende sælger, sagde til mig, at folk, når de skal vælge en hvalp, jo tit går efter den hvalp, som er mest legesyg og udadvendt, fordi man synes, den er den mest charmerende. Men man kan, sagde han, jo altid hidse en hund op. Det er mere besværligt at hidse en hund ned, og måske er det også okay nogle gange at have en hund, som er lidt mere rolig og afslappet. Og det kan han jo have en god pointe i, tænkte jeg bagefter.

Vores hvalp er den mindste i kuldet, og Berta og jeg havde meget svært ved at afgøre, hvem der skulle have lov at sidde mest med hende. Da vi havde været der en rum tid, begyndte hvalpen at blive mere nysgerrig på os. Den lille hale gik i pendulfart, hun slikkede os på hænderne og i ansigtet og ville lege, og til sidst, da vi havde været der i godt en time, faldt alle hvalpene i søvn, som om nogen havde trykket på en knap. Vores hvalp faldt i søvn i armene på mig, og det krævede en kræftanstrengelse af de større at lægge hende fra mig.

Vi fik udenfor og lod moren komme til, så hvalpene lige kunne få en tår babs inde Drømmeland, men inden, vi helt forlod stedet (der var jo flere gravhunde, man kunne klø bag øret, og en gravhund ér altså et prægtigt dyr!), stak vi lige hovedet ind igen. De andre hvalpe lå og sov, mens vores lille myr kom stormende hen mod døren (så meget, som folk, der vejer mindre end en madpakke nu kan storme) med logrende hale for at mysse os lidt mere.

Åh, kærlighed! <3
Berta fik vandet en lille smule høns ved afskeden (hun og jeg er helt klart frontrunners på det her projekt), og nu tæller vi minutterne til, at den bette kan blive en Lei Lange. Navnet venter vi stadig på. Jon har fået naming rights (jeg vil gøre alt for, at han engagerer sig i projektet), hvilket sjovt nok ikke generer ungerne, og jeg ved ikke andet, end at han leder efter inspiration i kunstens verden.

Åh, lille liv! Om 14 dage har jeg en mand, to børn, et hus med have og en gravhund. Hvor er det dog idel lykke for mig – og hvor er det dog præcis, hvad mine forældre havde. Tænk engang. <3

På tur med Krapylerne i Liseleje – bagi en gammel Berlingo!

Det er sådan en dag som i dag, hvor en lille del af mig ville ønske, at jeg ikke var så skide forhippet på det der med mine børns ret til privatliv, for hold nu kælderdøren lukket, hvor har jeg bare kameraarullen smækfuld af pragtskud af de to efter vores lille døgn i Canas Karmacontainer! Men altså, her er et af Berta i nattøj på Liseleje Strand klokken 7 torsdag morgen. Lige væltet ud af Berlingoen. To minutter senere var hun ligeså splitterragende nøgen som det ældre ægtepar, der tog flugten, da vi afbrød det, der kunne ligne en daglig sommeetradition og hoppede i baljen. Eller, børnene gjorde. Jeg så til og tog billeder. 😊

Cana har købt en gammel Berlingo, og så har hun fabrikeret en kasse, der kan ligge i bagagerummet. Desuden har hun skåret en træplade i tre stykker og sat dem sammen med hængsler, så den kan kan foldes og ligge bagi – eller foldes ud henover de sammenklappede børnesæder og gøre det ud for en seng. Henover lægger man så to foldemadrasser og en skånemadras, og så har man altså en seng, der måler omkring 125 × 190 centimeter.

Jeg må indrømme, at jeg var møgtræt de to dage, vi var afsted. Lidt rigelig tankevirksomhed og lidt begrænset søvn gjorde, at jeg ikke helt var den stjernemor, jeg helst ville være. Ikke hele tiden, i hvert fald. Altså, ungerne fik 3 is hver på under 24 timer, vi var på legeplads til klokken 22 om aftenen, fik pizza til aftensmad og sov på en strand. Men jeg vrængende lidt for meget, synes jeg. Søvnunderskudet skulle dig tjene mig heldigt, da vi gik til ro, og jeg lagde mig til at sove med ungerne. Cana havde afsløret, at nattesøvnen i bilen med to børn for hende havde været enormt sparsom. Men nok fordi, jeg var så smadret, sov jeg næsten som en sten. Jeg vågnede hver gang, nogen vendte sig, men jeg slukkede lige så hurtigt igen.

Det sidste, jeg så, inden jeg faldt i søvn. 🥰

Så nu vil jeg også have en camper! En bil, man kan sove i! Men Jon er ligeså tændt på idéen, som jeg er, så en Berlingo kan desværre ikke gøre det for os, da der ville skulle være plads til os alle fire. Jagten er sat ind!

Lige et slag for Liseleje, i øvrigt! Kææææft, der er hyggeligt! Stranden har ikke en disse på vores strand i Køge, men den lille by er simpelthen så nuttet og idyllisk. Lille, men fantastisk med bonderoser, stokroser, stråtag, loppemarkeder (omend meget pricy lommemarkeder) og det hele. Og legepladsen Havtyren er helt genial! Jeg kan med ro i sindet anbefale at bruge en sommerdag på en udflugt til Liseleje. Hvis man ikke bil køre hjem samme dag eller ligge i sit bagagerum, kan man evt overnatte på Liseleje Badehotel, Liselængden. Det så knasme hyggeligt ud!