METTE MARIE LEI LANGE

Opskrift på sukkerfri kitkat-ish!


Jeg ved godt, at “corona-fed” er blevet et ret udbredt begreb, og det føles lidt som om, at vi alle sammen kollektivt er blevet enige om at tage 10 kilo på. Egentlig er jeg jo umiddelbart psykopat-meget fan af den idé! Det er fandme samfundssind!
Det eneste, der afholder mig, er bare, at jeg lige synes, jeg har fået afbalanceret mit forhold til sukker nogenlunde for første gang i mit voksne liv i mere end sådan 14 dage af gangen. Efter, at jeg i januar tog tre dage på den der “juice-oplevelse” (man må IKKE kalde det en kur eller en detox!) i starten af januar, har jeg jo opdaget, at jeg faktisk godt kan lide grøntsager. Det anede jeg ikke. Jeg har altid levet i den overbevisning hele mit liv, at jeg var en kødpige, der kun nødigt rørte andet grønt end måske lige lidt flået tomat i min kødsovs og lidt estragon i min bearnaise.

Men siden, jeg tog den juice-oplevelse, har jeg spist grønt. Mega-meget af det! Jeg har ikke engang savnet en bøf, som jeg ellers tidligere spiste en gang om ugen, og jeg starter næsten hver dag med en smoothie fyldt med spinat og grønkål.
Det har betydet, at jeg har mere overskud og færre af de der eftermiddags-crashes, jeg ellers er kendt for herhjemme, og så har jeg lettere ved at styre min sukkerdjævel. Måske fordi, jeg spiser så meget mere forskelligt af forskellige smage, at min mund ikke keder sig så meget længere. Jeg har i hvert fald ikke samme lyst til E-numre, som jeg plejer.

Derfor kan jeg altså ikke love, at jeg tager de der 10 kilo på, for mine kilo plejer at komme fra chokolade og rød cola, som jeg indtager i rigelige mængder. Jeg drikker for tiden Pepsi Max (og masser af det!), og så synes jeg stadig, det er sjovt at lave lækkerier af ting, der ikke er sådan rigtig sukker i. Jeg spiser stadig sukker, bevares! Jeg tømmer bare ikke posen mere. Lige for tiden, i hvert fald. Intet er statisk! Det har denne krise om noget bevist.

Men nu tilbage til guffet! Den her batch blev fandme god! Jon bed i én, og hans impulsive svar var “Okay, dem her kunne du altså sælge for penge, baby!”. Så hvis corona-krisen nu hiver alle bloggere fra bestallingen, kan det jo være, det er noget, jeg skal overveje. 😉

De er ikke svære at lave, og jeg vil lige nævne, at de her havregrøds-kiks altså er vildt gode! Hugo elskede dem især og spiste dem med ost og marmelade. Vi må have bagt nogle flere!
Mine kiksekat, som form.dk har døbt dem, er noget mere klodsede og uelegante end dem, de har lavet, men det skyldes nok, at jeg lige gav kiksene en tur mere i ovnen efter, at jeg havde skåret dem ud. Det var Berta, der stod for at fordele grøden på bagepapiret, så de blev lidt for tykke inde på midten. Og den ekstra tur gjorde, at de vred sig lidt. Næste gang laver jeg kiksene mindre. Jeg bruger i øvrigt ikke sukkerfri chokolade, men bare sådan en 70/80% procent én

Opskriften står hér! Jeg vil ikke skrive den af, jeg synes, iForm har fortjent de klik!
Hvis man vil se nogle af de andre guf-opskrifter, jeg har delt gennem tiden, kan de ses her! Jon fylder 40 på lørdag, og der har han bedt om den her.
Happy baking! <3

Prutter som belønning!

Ingen af os aner jo, hvor længe den her lockdown reelt kommer til at vare. Jeg havde lidt glædet mig til at sende Krapylerne i børnehave igen efter de to måneder i USA, men jeg må indrømme, at hjemmetiden efter hjemkomst indtil videre er gået over al forventning. Hugo og Berta ér så glade for at være hjemme igen, hvor de kan lege i haven og på vejen udenfor vores hus + i deres legeværelse i kælderen. De havde jo glemt det meste af deres legetøj, mens vi små-boede i Los Angeles, så det føles vist lidt som om, det hele er nyt.

Indtil videre har vi brugt det meste af alle dagene udenfor, men hver dag laver jeg også et krea-projekt med dem (bager boller, laver ting i krympeplast og den slags), og nogle dage sumper de i sofaen om efter middagen med hver deres iPad.
Jeg blev for nogle uger siden bedt om at teste app’en Monster Matematik, som er lavet til børn fra 4 år, og jeg satte straks Berta på opgaven som testchef, fordi hun lige var den, der var tættest på. Både hun og Hugo har de seneste måneder været meget mere nysgerrige efter at lære tal og bogstaver og hvordan, man bruger dem, end tidligere. Altså meget. Det er noget, jeg hører fra mange af deres venners forældre også, så det må jo ligge til alderen. Ret passende, når de nu skal starte i skole til august.

Noget andet, de er optaget af, er prutter, bøvser og andre kropsudgydelser. Det er så på den anden side ikke nogen ny interesse overhovedet! Men den er knasme ikke blevet mindre i takt med, at de er blevet større.
Spillet går ud på, at man skal løse nogle små, matematiske opgaver, og så skal man putte svaret ned i munden på de to monstre, Bøvse og Muggen. Og så bliver man belønnet med en lang række prutter og bøvser. Berta var bidt fra starten. Hun var egentlig mest optaget af det faktum, at hun kunne. Successen i, at de små regnestykker i langt de fleste tilfælde var noget, hun kunne regne sig frem til. Jeg tror, hun føler, at matematik er for skolebørn, så det, at hun formår det, gør hende meget stolt. Vi hentede den udvidede version, som koster 25 kr., og så blev regnestykkerne gradvist lidt sværere, hvilket gav fin anledning til at instruere hende i, hvordan man lægger sammen og trækker fra, når man ikke har fingre nok til rådighed.

Hugo kom ind, mens vi testede, og han dragedes ærligt talt primært af lydsporet. Det er i sandhed lige ham! Siden har han spillet Monster Matematik mange gange. Han synes, det er fedt, at han kan få regnestykkerne til at gå op, men for ham er det mere flowet i spillet, indsats versus belønning, han synes er sjovt. I starten grinede han meget af prutterne og bøvserne, men nu handler det mest om at gennemføre banerne. Når en bane er gennemført, får man en funktion. I skrivende stund har han netop gennemført en bane i Rejsen Til Snotvulkanen og har vundet muligheden for at sende bøvse-SMS’er med en mobiltelefon fra det ene monster til det andet. 😉

Det er altså et viiirkeligt fint spil! Og ungerne, som de præ-skolebørn, de er, har den perfekte aldersgruppe. Jeg håber lidt, at skaberne bag Monster Matematik laver en lignende app med bogstavlæring også. Det er fedt, det er så fjollet og u-voksent. Vi har løbende prøvet forskellige læringsspil på ungerne, og Berta elsker det, hun vil gerne være klog og stor. Hugo har aldrig tidligere bidt på noget, som han gør på det her. Han synes bare, at spillet er sjovt, men når vi så til aftensmaden kommer til at tale om små regnestykker, bliver han enormt stolt, fordi han faktisk har lært noget, han nu kan bruge til noget. Særligt Hugo har løbende talt om, at han er lidt nervøs for at starte i skole, fordi han ikke tror, det er særligt sjovt, og den opfattelse kunne sådan noget som det her godt være med til at rykke ved. Omend jeg tror, han bliver slemt skuffet over, hvor lidt folkeskolelærere bruger overlagte prutter som belønning overfor deres elever i Dagens Danmark.

Spillet kan hentes her! Man kan prøve den første bane gratis, og hvis man vil have adgang til den fulde oplevelse, koster det 25 kr. Det er jo ikke galt, hvis man nu eksempelvis har skolesøgende børn i de mindste klasser og mangler lidt inspiration til hjemmeundervisningen i disse tider. 😉

Looorte paaarforhooold

Overskriften er et citat fra Magtens Koridorers sang om kærestelivet og ludbehandlede træpersienner, for den har kørt rundt i mit hoved, siden jeg startede med at skrive det her indlæg. 🙂

Siden lockdown’en startede for en god uge siden, har jeg modtaget fire beskeder fra folk, der følger med enten her på bloggen eller på min Instagram, som beder om kontaktoplysningerne på den parterapeut, Jon og jeg har brugt. Og det er ellers et halvt års tid siden, nogen sidst udbad sig dem. Jeg læste et sted, at efter den her corona-oplevelse, som samler familierne på en helt ny, og samtidig nogle gange lidt for vant, måde, vil vi se to fænomener: Et babyboom og et skilsmisseboom. Og det maler nok situationen meget godt op, egentlig.

Vi skal på ingen måde have flere babyer herhjemme i Langehuset (bortset fra meget gerne en lille fur-baby, og når det sker, lover jeg aldrig at kalde den en fur-baby igen, i øvrigt). Og vi har heller ingen planer om en skilsmisse, så vi lander nok (som mange andre, selvfølgelig) et sted i midten.
Men jeg kan satme godt forstå, at situationen kan blive tilspidset i nogle ender af spektret. Hvis man nu i forvejen var et sted i sit parforhold eller familieliv, hvor man var træt af vinteren og hverdagens trummerum og bare glædede sig til at få banket den af, så man kunne komme på ferie sammen som familie og nyde sommeren. Og nu er man fanget i et eller andet kunstigt vacuum, hvor verden er sat på pause, ingen rigtigt aner, hvad morgendagen bringer. Og for rigtigt manges vedkommende er der også usikkerhed omkring de økonomiske udsigter i alt det her, og det klæder sjældent stemningen. Det er fuldkommen uberørt territorium for os alle sammen, så hvis der var kurre på tråden, forstår jeg sgu godt, at nettet strammes. Det svarer vel lidt til at prøve at have en konstruktiv samtale henover bordet, mens jorden ryster, den ene er på stoffer og den anden har PMS. Hvis jeg må have lov at være så fri.

Herhjemme nyder vi stilheden lidt i øjeblikket. Solskinnet og fridagene ligner noget, de ikke er, men det føles okay at gøre som om, de er det, de ligner, for en stund. Vi løb rundt i Los Angeles og lavede nye ting hver dag, og intet var, som det plejede at være, hvilket var vidunderligt, spændende og fantastisk. Men vi glædede os også til at komme hjem og få hverdagen, som vi også elsker, igen.
Lige nu føles det hele på overfladen lidt som en forlænget påskeferie. Vi er hjemme, får malet en væg og ryddet ud i køleskabet, ungerne leger i haven, og så laver jeg et krea-projekt med dem hver dag (bager boller eller leger med krympeplast, og sådan noget), og om aftenen ser vi Disneyfilm eller smider dem i seng og ser HBO-serier.
Og lige under overfladen lurer den virkelighed, vi ikke kender endnu. Den er uhyggelig i sit undseelige nærvær, men vi kan ikke gøre så meget ved situationen, så vi venter bare. Indtil videre er vi ikke blevet tossede (hvis vi boede i lejlighed og ikke havde have, var vi nok). Det kan være, det kommer, men det, der er givet godt ud, kommer ikke dårligt igen, så vi hygger os med hobby- og haveprojekterne, og så må vi tage resten, som det kommer.

Jeg har svært ved at komme med gode parforholds-råd. Folk er så vanvittigt forskellige, og parforhold er jo i forlængelse af det det samme. Men jeg KAN på det varmeste anbefale at tale med en parterapeut. Det fik vi rigtigt meget ud af (jeg er inde på, hvad jeg fik ud af det, her), og mon ikke nogle af dem efterhånden har fundet ud af at tilbyde terapi over face-time?
Hvis man vil have oplysningerne på vores terapeut, kan man sende mig en besked på Instagram eller mail. (Hvis der er nogle, jeg har overset, så skriv endelig igen!) <3

Langehaven 2020: We have lift-off!

Det synes ikke sandsynligt, at den her lockdown bliver lempet, før vi i hvert fald er omme på den anden side af påske, tidligst. Der rapporteres stadig om folk, der ikke overholder påbud og dekreter i det offentlige rum, og så længe, det sker, forlænges den tid, hvor vi andre skal blive hjemme. Og alle vi andre håber jo bare, at alvoren snart trænger igennem, så vi kan få bugt med den virus.
Heldigvis er de, der handler efter myndighedernes retningslinjer, i overtal! Og noget, jeg dog håber er kommet for at blive, er den fællesskabsstemning, der de seneste uger har overvældet de sociale medier. Videoer fra Spanien og Italien af folk, der synger eller dyrker fitness sammen fra deres altaner, har spredt sig til Danmark, hvor man synger, klapper og er #sammenalene på tværs af boligkarréer.

Det ville blive lidt gudsjammerligt, hvis vi her i den blinde ende af vores villavej, hvor vi er fire huse, begyndte at synge ud af vinduerne om aftenen, så det er vi altså ikke begyndt på. Og ingen af os har flagstang, så dét nye tiltag kan vi heller ikke støtte. Til gengæld kan vi råbe til hinanden over vejen, når vi sidder på hvert vor fortorv eller sysler med haverne, og det gør vi så, og jeg elsker det! Det er småborgerligt, og det er lige mig! Vi deler tips til forspiring og deslige, og uden at tage munden for fuld, kan jeg vist godt fastlægge, at jeg er den, der har lagt mest ambitiøst ud.

Sidste år var mit første som Havedronning. Jeg startede med ét højbed. Så endnu et og endnu et og endnu et. Så fyldte jeg mit (noget jammerlige og hullede, men alligevel) drivhus op med tomat- og agurkeplanter. Så købte jeg et minidrivhus til et af højbedene, så endnu et, og vupti! En ny lidenskab havde set dagens lys. Det og en fandens masse grøntsager!
Sidste år kom jeg først i gang med at dyrke haven i juni måned, og jeg satte primært ting, som andre havde forspiret og solgt til mig på Torvet i Køge. Derfra nød jeg det så meget, at jeg gik og rodede derude hver eneste dag. Jeg kunne høste lidt løbende, men det var først i slut juli/start august, at vi var noget, der mindede en lille smule om selvforsynende på grøntsagssiden i en periode.

Så i år er jeg overmodig og FULD af selvtillid og tro på projektet allerede inden start! Min plan i år er at dyrke i hvert fald tre gange så meget jord og så i øvrigt at starte tre måneder tidligere! Når jeg alligevel nusser rundt derude hver dag, er det jo ikke den store forskel, om jeg lige vander tre gange så mange plantekasser. For ja, jeg holder det fortsat til plantekasser. Det betyder, at jeg næsten slipper for at luge, og så er det stykke, hvor en køkkenhave ville give mening på græsplænen, fyldt med frugttræer, og de har nogle stride rodnet, jeg ikke vil ned og grave i. Så jeg har købt fem nye højbede til fliserne bag huset, hvor jeg sidste år havde min første succes, og hvor de så vil slå følge med de tre højbede, jeg allerede har, og så har jeg sat fire højbede foran huset på vores nye terrasse. Den indbyder måske ikke lige så meget til det, men der er så dejligt meget sol, og i disse coronatider, hvor vi skal være #sammenalene, er det nu ret hyggeligt at lave havearbejde i forhaven, nu hvor jeg ikke kan invitere naboerne om i baghaven.

I de seneste dage er jeg gået i gang med forspiringen! Man kan jo ikke komme i havecentre, og godt det samme, for det indbyder til kreativ udnyttelse af de muligheder, man har. Jeg har anvendt to æggebakker og så de plastik-containere, jeg fik til overs fra mine stedmoderblomster.

Indtil videre har jeg sået følgende:
Spinat: Jeg spiser rigtigt meget spinat for tiden, efter at jeg siden nytår er begyndt at bestræbe mig på at spise mere grøntsagsbaseret. Det går supergodt, og jeg starter de fleste dage med en grøn smoothieskål med mysli. Så spinat er et must, og ifølge internettet kan det plantes ud ret tidligt. Så jeg har brugt de fire stedmoder-containere, jeg havde, til at forspire spinatfrø.
Tomat: Sidste år gav jeg mellem 20 og 30 kr. pr. tomatplante, som jeg købte henholdsvis på Torvet og i Silvan. Det vil jeg gerne undgå i år, da hele tanken med køkkenhaven også er, at det gerne må være en rentabel affære. Jo mere, der kan genbruges og laves selv, des bedre! Så jeg har forspiret tomatfrø nok til alle de tomatplanter, jeg får brug for. Og så er der vist også, så jeg kan forære et par stykker væk. (Tænker, det er en ret fed værtindegave, men det er måske bare mig?)
Agurk: De tomater, vi fik ud af mine anstrengelser sidste år, smagte superfint og helt som de økologiske, vi normalt køber i Netto. Men agurkerne, åh, agurkerne. De smagte, så englene sang. Så i år har jeg forspiret nok til at forsyne hele vejen!

Broccoli: Jeg havde en økologisk broccoli i grøntsagsskuffen, som var blevet lidt slatten, så nu har jeg stukket den ned i en krukke jord! Ifølge Persille, som driver den her IG, vil den inden længe slå rod og kvittere med nye skud og blomster, der er lige til at spise. Jeg har aldrig dyrket gendyrkning før, men det skal jeg satme til! Mange af hendes forslag kan jo udføres indendørs og duer jo således også, hvis man bor i lejlighed. Og i de kolde måneder.

Bønner: De to høje stiklinger kan jeg ikke tage æren for. De er en foræring fra min nabo, som altså er kommet fra land før mig. Det er bønner, og de vil knasme frem i verden!

Kartofler: Jeg har taget en chance og har lagt læggekartofler i et højbed allerede nu. Jeg har overdækket det med plastik, så solen kan holde lidt på varmen, og det måske slipper lidt lettere, hvis vi skulle have mere nattefrost i vente. Jeg er allerede kommet i tvivl om, hvorvidt jeg har lagt dem dybt nok, og om bemeldte højbed overhovedet er dybt nok. Men jeg var on a roll og fik de læggekartofler af en af mine genboer, så nu forsøger jeg altså.

Mikrogrønt: Jeg har sået chiafrø på en omgang pladevat i vindueskarmen, som Persille anbefaler, og håber således om nogle uger at have nogle små vitaminbomber at spæde mine smoothies op med! Den er også helt ny for mig, men jeg glæder mig til at se, hvordan det spænder an.

Så det er simpelthen status! Mange af de frø, jeg har sat, har jeg købt i Californien, så jeg håber, de kan overleve det danske klima. Jeg gjorde mig umage for at finde dem, der så mest ordinære ud, men nu må vi se. Jeg planlægger at forspirre ærter i dag, også. Oh, the joy! <3 Berta synes, det er hyggeligt med haveprojekter, så i går brugte vi to timer på sammen at nusse rundt.

Hvad med jer, fellow havenydere! Er I kommet fra start? Har I nogle tips, I vil af med? Er der noget, der er særligt godt at så eller plante allerede nu? Please, enlighten me!

Et liv med elastik i taljen + planer om asocial socialisering

Dårlig hårdag til mine øjenbryn. 😉

Jeg har lidt optur over mit eget hoved for tiden, hvis man må have lov at sige sådan om sig selv og sit eget hoved.
Kæft, jeg elskede at bo midlertidigt i Los Angeles! Jeg elskede at klæde mig lækkert på, lægge makeup og spise fancy frokoster og middage i West Hollywood, tage på dates under oplyste oliventræer og til premiere i Chinese Theatre, shoppe for en mindre formue, spise donuts og drøne rundt i en splinterny, superfed BMW.
Og præcis lige så meget elsker jeg at tøffe rundt herhjemme i Køge, få muldjord under neglene, når jeg planter hyacinter og påskeliljer til at stille ude ved postkassen og på terrassen foran huset, snakke med naboerne over vejen (i behørig afstand), løbe i skoven og gå aftenture med mord-podcast i ørene ad Køges øde villaveje og køre rundt i en 11 år gammel Kia.
Det føles som om, mit liv har elastik i taljen. Og jeg er så lykkelig over, hvor heldige vi var at få vores Los Angeles-eventyr, inden verden lukkede ned. Og det ville jo fandme være en skam, hvis jeg nu gik rundt her i provinsen og savnede livet på Melrose Avenue. Det gør jeg ikke, og samtidig ville jeg ikke have været det foruden.

Og nu er vi hér, mine negle er sorte af muld, og klokken er knap 9, jeg har bagt kridhvide boller og har ikke set mig i et spejl siden i forgårs. Til frokost i dag skal vi grille sammen med alle naboerne. På hver sin grill. Vi bor i slutningen af en blind vej, og for enden af den ligger børnehaven og musikskolen. Begge disse er jo lukket nu, så vi venter ingen trafik. Derfor har vi aftalt at køre vores respektive grille ud på vejen med minimum to meters afstand, som det sig hør og bør, og så grille sammen, hver for sig. Vi deler ikke mad, og vi sidder på hver vores stole udfør hver vores matrikler, og jeg glæder mig, for jeg tror, det bliver skidehyggeligt!

Kan godt huske, hvorfor jeg godt kunne lide at bo inde midt i København K, som vi gjorde de første fire år af Krapylernes liv, men jeg føler virkelig, at det er os med hus og have, der trækker det længste strå i disse tider. Omend jeg misunder jer i lejlighederne, når jeg ser, hvordan folk synger fællessang på tværs af gårdene eller “mødes” ved vinduet for at klappe af sundhedspersonalet om aftenen kl. 19.
Ved I hvad, begge dele kan sgu da noget! Jeg er så trist over, at det er en sygdom, der har skabt alle de fine initiativer, der dukker op overalt, men jeg er satme ikke trist over initiativerne! Jeg håber, at den fællesskabsfølelse, der blomstrer overalt for tiden, varer ved i langt, langt tid. Dén verden er jeg fan af! <3

Hvad skal I bruge solskinslørdagen på? 🙂