METTE MARIE LEI LANGE

Lidt om med eller uden makeup + premieren på Gidseltagningen


For mig har sminke (eller makeup) altid været et valg – aldrig en forpligtelse.
Jeg har mødt og kender rigtigt mange mennesker, som har makeup på hver dag. Nogle bare lige lidt mascara eller måske en concealer og andre kører altid med fuld plade. Mange, jeg kender, føler sig ikke tilpas med at gå ud af døren uden makeup. Jeg kan huske, at jeg selv havde det sådan på et tidspunkt i løbet af de år, jeg gik i gymnasiet, men det er heldigvis forsvundet igen. Og jeg tror, det skyldes en blanding af to ting.

For det første er jeg ganske enkelt for doven. Jeg gider ikke bruge hverken fem sekunder eller tyve minutter på at lægge makeup hver eneste dag. Og nogle dage gider jeg måske godt lægge makeup, men jeg ved allerede fra morgenstunden, at det bliver sådan en dag, hvor jeg ikke orker at tage det af om aftenen, så jeg lader være.
For det andet har jeg et behov for at holde fast i, at samfundet ikke skal bestemme, hvordan jeg skal se ud. Det kan lyde som lidt af et badass statement taget i betragtning af, at jeg nu ser ret almindelig og meget lidt provokerende ud. Desuden farver jeg løbende mit hår, fordi jeg ikke gider være gråhåret, så det er jo ikke fordi, jeg er ligeglad med mit udseende. Men jeg har altid gerne ville holde fast i, at jeg ikke først ser “rigtig” ud, når jeg har smurt en masse forskellige ting i ansigtet, og jeg vil ikke nå dertil, hvor jeg føler, at jeg ser træt ud, hvis jeg ikke har sminke på. Derfor har jeg lige så mange dage i løbet af en uge uden makeup som med.
En tredje begrundelse, der er trådt til i løbet af de seneste år så også, at jeg gerne vil vise både min søn og min datter, at styling er et valg. Noget, man leger med. Både når det kommer til fint tøj, hår og makeup. Man kan vælge det til – og man kan vælge det fra.

Når det er sagt, så elsker jeg at bruge makeup! Jeg har brugt sminke, siden jeg var omkring 16-17 år, og jeg har overhovedet ikke tal på, hvor mange timer, jeg har brugt foran spejlet på at eksperimentere med øjenskygger og øve mig i at lægge en nogenlunde lige eyeliner. Jeg elsker, at jeg kan ændre mit udtryk og mit udseende efter humør, og det look, jeg ender med på en aften i byen, er tit direkte påvirket af, hvilken musik, jeg hørte, mens jeg lagde det.
I en alder af 37 tør jeg godt sige, at jeg er blevet ret god til at styre penslerne. Jeg kan lægge makeup, som jeg synes fremhæver de ting ved mit ansigt, jeg bedst kan lide, og det giver mig en god følelse. Det er et rart kort at have i ærmet til de aftner, hvor jeg skal ud og gerne vil føle mig laber eller de dage, hvor jeg gerne vil tage mig ud fra min bedste side. Det giver mig en selvtillid at vide, at jeg kan skabe et look, der bringer det, jeg selv synes er det fysisk bedste, frem i mit ansigt.

Jeg har sommetider beskeder på Instagram fra folk, der gerne vil vide, hvordan jeg gør, når jeg lægger min makeup, og selvom man selvfølgelig altid kan tippe om diverse børster, cremer og paletter (og det gør jeg hjertens gerne), er min bedste anbefaling altså at øve sig på sit eget ansigt. Alle ansigter er forskellige, og den skygge, der klæder mit øje, eller den tone, der passer til min hud, klæder ikke nødvendigvis alle andre. Og jeg kunne sgu heller ikke finde ud af det for 20 år siden. Til gengæld er det sjovt at øve sig, og jeg synes, det er umagen værd at øve sig på at lægge en go-to makeup, man føler sig lækker med.

Min go-to makeup er nok eyeliner og masse af mascara.
På billederne her i indlægget har jeg dog valgt at fyre den markant mere af, fordi de er taget torsdag om formiddagen, hvor jeg skulle til gallapremiere på Gidseltagningen om aftenen.

Jeg havde et langt program for arbejdsdagen, og jeg ville gerne hente ungerne kl. 15 som vanligt, så jeg lagde makeuppen allerede fra morgenstunden. Og det er jo så her, dette indlægs hero-produkt i dén grad skal have sin anerkendelse!

Cliniques Even Better Refresh-foundation lover nemlig, at den holder i 24 timer, og det er sgu sandt! Eller – sandheden er, at jeg ikke har prøvet at være vågen i 24 timer med makeup på, siden jeg fik den, men jeg har flere gange lagt den om morgenen og konstateret, at jeg ikke behøvede friske den op, inden jeg skulle til arrangement om aftenen. Dét er altså noget, en arbejdende husmoder kan bruge til noget.

Som jeg har været inde på før, er det vigtigste i min makeup altid huden. Jo ældre, jeg bliver, des mere går jeg op i, at huden ser godt ud. Sund, med en fin glød, gennemfugtet og med en jævn tone. Inden jeg begyndte at bruge Cliniques ‘Even Better Glow’ og ‘Even Better Refresh’, brugte jeg oftest mineralpudder. Og jeg brugte altid et pust fra en ansigtsspray bagefter, fordi jeg tit følte, at min hud blev stram og tør i det.
Sådan har jeg det ikke med de her foundations, og nu ved jeg jo så, at særligt ‘Even Better Refresh’ tilfører huden fugt, mens man bruger den, og den indeholder ingredienser, der er med til at udsætte hudens ældningstegn. Jeg har ‘Even Better Refresh’ i to forskellige nuancer, for så kan jeg blande dem, så de passer til den hudtone, jeg har den dag. Den skifter jo ikke hver dag, men om lidt kommer sommeren, og så er det ærgerligt at skulle skifte hele arsenalet ud. Jeg vælger altid en foundation med en tone, der er lidt varmere end den, min egen hud har.

Hvis man kunne tænke sig at afprøve Cliniques ‘Even Better Refresh’, kan man gøre det lige her. Og når man bruger koden mette_marie, får man lige nu en lille gave med oven i købet.

Et indlæg fra landevejen og en hyldest til offentlig transport

Jeg sidder i en FlixBus mod Sønderborg, og foran mig ligger en weekend på Als samt en tunsandwich, en cola og en kanelsnegl, som stod mig i sammenlagt 115 kr. (!!!) i Lagkagehusets brødudsalg på Hovedbanegården. (Til sammenligning kostede billetten til Sønderborg stort set det samme).

Ved siden af mig sidder en meget pæn og meeeget bagstiv mand. Han berettede venlig som det første, da jeg satte mig, at han var i byen i går for at fejre sin fødselsdag og ville gerne undskylde, hvis han en lidt kedelig sidekammerat, men han havde faktisk ikke været i seng endnu og var af den grund lidt træt. Han solgte sig selv alt for billigt, for vi har snakket om alt i en time, men nu sover han, og jeg overvejer at nappe et afsnit af en TV-serie. Åh, jeg elsker offentlig transport, fordi den ganske ofre indbyder mig til samtaler, jeg ellers aldrig ville have haft med mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt. Og så endda i regnvejr.

Jeg har udsigt til en weekend sammen med min familie – altså den familie, jeg var en del af, før jeg lavede min egen. Og det glæder jeg mig til! Efter at min søster, min far og jeg var i Prag sammen i tre dage i efteråret, er det gået op for mig, hvor meget jeg godt kan savne at tale med særligt min far, uden at ungerne er der. Når vi besøger hinanden, fylder samværet med Hugo og Berta selvsagt en del, og derfor skorter det på voksentiden. Men den er der masser af i denne weekend, for mit vedkommende, og så får jeg endda også rig lejlighed til at kysse min lille nevø uforstyrret i to dage. Hurra!

I morgen skal vi fejre, at min far i dag fylder 70 år. Jeg glæder mig både til den klassiske frokost, det kommer til at betyde, og så glæder jeg mig til at se alle mine forældres gamle venner, som jeg ikke har set meget til, siden jeg flyttede hjemmefra for snart 20 år siden. OG jeg glæder mig til øl på den lokale i morgen aften, hvor min gymnasie-BFF også lige har meddelt sin deltagelse!

Det hele føles lidt som dengang for 10 år siden, da jeg var single og relativt ofte tog toget til Sønderborg for at bruge weekenden på forkælelse i Hjemstavnen og byture på Bob’s (som i dag hedder Heidis Bierbar). Bare med flere rynker, større hjerte og noget helt andet at komme hjem til, når weekenden er forbi. 😊

10 faktuelle, faktiske facts om fruen!

  1. Jeg har med stor succes delt en kæmpemæssig monstera op til i alt at blive 7 mindre planter. Jeg har nøjsomt passet og plejet dem, og siden i GÅR har de nu alle sammen (pånær én) forplantet sig i deres nye potter. Altså fået nye blade og derved bevist, at jeg altså HAR grønne fingre! Jeg ved godt, at monsteraen er verdens mest taknemmelige plante, men jeg er lige så taknemmelig, og det har givet mig nyt gåpåmod for sæsonens forestående haveprojekt!
  2. Jeg tænder altid stearinlys i havestuen ved solnedgangstid lige nu. Solnedgangene er meget længere, end de var for bare en måned siden, og stearinlysene trækker ligesom solnedgangenes lys helt ind i stuen. Jeg ELSKER at bo med udsigt til himmel!
  3. Vi er i gang med at få sat gang i en ombygning af vores terrasse. Jeg drømmer sådan om at få den ned i niveau med græsset, så jeg ikke skal sidde og kigge over stakittet og ud på bilerne på Københavnsvejen. Det bliver genialt!
  4. Vinteren i år er gået så hurtigt, at jeg næsten ikke forstår det. Jeg er vis på, at det skyldes, at jeg dagligt det seneste halve år har set naturen gå sin gang – og ikke kun, som da vi boede i København K, mærket det. Det, at jeg har oplevet naturen forandre sig, fordi vi har have og bor omgivet af skove og træer, gør, at jeg bedre forstår det og derved ikke synes, vinteren er så træls overhovedet. Det er ret fedt!
  5. Jeg har kun tre gange oplevet at falde i søvn i forbindelse med en putning af børn.
  6. Affaldssortering kommer til Køge i løbet af den næste måneds tid, og jeg GLÆDER MIG som en tosset! Jeg havde vænnet mig til det i København, og det føles så fælt at smide det hele i samme spand nu. Vi har heldigvis en kompostspand i haven, men alligevel!
  7. Jon kom forleden hjem i tide til aftensmaden, og da han havde lagt gaflen, sagde han “Lad du bare tingene stå, jeg skal nok rydde af og tage opvasken. Jeg putter bare lige ungerne først”. Det er jo nærmest prosa!
  8. Jeg er begyndt at længes efter en tur til New York igen. Det er to år siden, jeg sidst var der (med min søster, som dengang boede i Kødbyen og lige havde mødt sin kæreste, og som nu er gift, mor og bor på en bondegård i Haslev!), og jeg gad altså godt snart igen. Inkluderende bytur, tak!
  9. Vi har sådan lidt sat gang i en ny tradition her på vores vej. Det er at samle naboerne om søndagen til reste-hygge. Så tager vi hver især de rester med, vi har i køleskabet, og får gjort kollektivt kål på dem under hyggelige former. #stopmadspild
  10. Jeg kæmper for øjeblikket med at vokse mit hår langt igen. Jeg har kørt pagestilen i en rum tid nu, og jeg savner at kunne lave sådan en knold helt øverst oppe på hovedet som på billedet øverst i dette indlæg. (Prisen for mest random fact må gå til det her …)

Flinke Fremmede #2

ENDELIG blev det atter onsdag og tid til anden portion af Flinke Fremmede! Jeg blev i så GODT humør af historierne fra i sidste uge, og jeg blev nærmest i endnu bedre humør af de reaktioner, de affødte!

Man kan sende sine fortællinger om mødet med Flinke Fremmede til denne mailadresse: flinkefremmede@mettemarieleilange.dk! Og man skal ej fortvivle, hvis man har indsendt en fortælling, som ikke er blevet bragt. Jeg gemmer dem alle og bringer dem løbende.

God dag! Og hey, hjælp en fremmed i dag! ❤️😄👍🏻 It doesn’t even have to be anything huge!

  1. To magiske møder på én dag.
    Jeg fandt min biologiske far da jeg var 20 år gammel. Overvældet besluttede jeg – uden at fortælle nogen om det – mig for at rejse ned og besøge til ham tre dage senere, da jeg fandt ud af at han boede i Paris, som jo er tæt på. Ikke så meget omtanke – bare af sted! Det var først i det sekundt, flyet var i luften, at panikken, nervøsiteten og det rystende hjerte meldte sig.
    På pladsen ved siden af mig sad denne vidunderlige sjæl af en ung kvinde. Hun sagde, at hun kunne se, jeg ikke var helt okay. Jeg fortalte om min situation. Så tog hun min hånd og lod den ikke slippe resten af turen. Hun gav mig sin adresse til sin lejlighed i Paris samt sit telefonnummer. Jeg skulle komme til hende, hvis der var det mindste!
    Hun holdte min hånd i flyet. På gåturen fra flyet til bagagen. Efter bagagen blev hun og holdte min hånd og slap først, da min far holdte mig i sine arme.
  2. Sikken far! <3
    For et par uger siden kørte min far tilfældigvis bag en postbil med et meget travlt og lettere småstresset postbud. Postbudet endte med at tabe tre af pakkerne ud af bilen, da han skulle aflevere den ene, og uheldigvis nåede han ikke at opdage det, før han havde skyndt sig videre. Min far prøvede at råbe ham an (på sit noget gebrokne dansk-engelsk, han er skotte), men kunne ikke komme i kontakt med ham… Og hvad gør min far så? Han tog simpelthen sagen i egen hånd og kørte ud til adresserne på de tre pakker og afleverede dem i postkassen selv. Bagefter kontaktede han selvfølgelig PostNord og gjorde opmærksom, så det stakkels postbud ikke blev yderligere stresset 😉 Dét, synes jeg, vidner om ekstremt overskud og hjælpsom, som kendetegner min far allermest.
  3. Og så siger de, at der ikke er god stil i offentlige transportmidler ….
    Efter en skæg aften i byen i Aarhus, skulle jeg med en bybus mod min søster, som bor i en af forstæderne. Klokken er 2 minutter i sidste busafgang, og jeg havde vitterligt sprintet fra baren og til banegården. Jeg indser hurtigt, at jeg ikke helt kan betale på mobilepay for bussen, så jeg råber til folkemængden, om nogen har kontanter. En venlig sjæl tager mig med på sit rejsekort, og jeg mobilepayer ham. En sand redning! Bussen kører, jeg sjusser mig frem til, hvornår jeg skal af, og i min forvirrede tilstand glemmer jeg (selvfølgelig) min taske i bussen. Jeg er ramt af panik. MEN! Jeg havde jo mobilepayet ham den fremmede, så jeg haler mobilen frem og ringer ham op. “Jeg står af næste gang, så tager jeg den med”. Så jeg løber ham i møde, takker ham og giver ham en krammer. Ham og hans kammerater kan se, at jeg ikke er stedkendt, og de tilbyder at følge mig til døren, selvom de bor i modsatte ende af byen.
  4. An angel in the skies …
    Jeg er hunderæd for at flyve. Det ændrer sig ikke, og hver gang jeg flyver oplever jeg ofte andre passagerer stirre på mig, fordi jeg ryster meget eller farer rundt i sædet under hele turen.
    Dog oplevede jeg noget usædvanligt på min sidste flytur. Passageren på rækken overfor forstod ikke meget engelsk, men hun tog min hånd, klemte den og sagde “everything is okay.
    Bare det,  at hun så mig gjorde, at jeg ikke følte mig så alene. Der findes gode mennesker derude!
  5. Når der ikke er en brik at stille op.
    Jeg bor i København og resten af min familie bor på Fyn. En aften hvor jeg arbejdede sent, blev jeg ringet op af mine forældre, fordi min morfar var blevet syg og var blevet indlagt på OUH. Det var alvorligt, så jeg skulle hurtigst muligt ind til Hovedbanegården for at komme med et tog til Odense, hvis jeg ville nå at se ham. Jeg bestilte en taxa, og chaufføren kunne tydeligt se på mig, at der var noget galt og han vidste nok ikke helt hvordan han skulle reagere på en ung pige der sidder og græder, men han var rigtig sød og prøvede at trøste mig på hele turen.
    På et tidspunkt holder vi for rødt ved et lyskryds på Gammel Kongevej, og taxachaufføren løber ud af bilen (selvom det regnede) og går om til bagagerummet. Da han kommer ind igen, rækker han mig en juicebrik, og fortæller mig, at alt nok skal gå. Jeg blev nok lidt paf. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde regnet med, men ikke en juicebrik. Men i en forfærdelig situation, hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv, fik han mig til at smile. Jeg nåede til Odense og fik sagt farvel. Hele togturen sad jeg med lommetørklæder i den ene hånd og en juicebrik, jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle gøre med, i den anden. Jeg tænker på ham en gang i mellem. Det er en både sød og lidt sjov reaktion, i en situation hvor det nok er svært at sige det helt rigtige.
  6. Man skal ikke skue hunden på hårene …
    Da jeg var 22 boede jeg i USA med min amerikanske kæreste. Det var før smartphones og skype, så når jeg skulle ringe hjem var det fra telefonboks med taletidskort. En aften fik min kæreste en besked fra sin mor om, at min storebror havde ringet, og jeg skulle ringe hjem ASAP.
    Jeg måtte drøne ned til den lokale tankstation og ringe hjem til min mor og få beskeden om, at min elskede faster var død. Jeg stod bare og gentog “ Åhh, nej, nej, nej …” og stortudede.
    Helt stille kommer den her kæmpe, ældre trucker med tatoveringer og kronraget isse over med Kleenex og siger: “I don’t know what has happened. But it is going to be okay”.
    Og så gik han stille sin vej. Det glemmer jeg aldrig.
  7. Fra sukkerkold til varm om hjertet!
    Jeg stod fuldstændig sukkerkold i Netto. Det viser sig så, at man fra den dag ikke længere kunne betale med mobilepay – og jeg havde selvfølgelig ikke pung med.
    Den sødeste kassedame på omkring 19 år  kunne måske se frustrationen og trætheden i mine øjne, for hun hev sit eget dankort frem og betalte for mig. Da jeg ville betale tilbage igen med mobilepay og der ikke var noget signal inde i butikken, sagde hun “jeg stoler på du betaler når du kommer hjem”. Hvor er det bare fint. Jeg endte med at smile hele vejen hjem over, hvor søde mennesker, der findes, og overførte selvfølgelig lidt ekstra til hende og skrev tak.
  8. The right kinda cat calling!
    Hele min gade var revet op på grund af letbanearbejde, og det larmer helt vildt, hvilket jeg vidste, fordi jeg på daværende tidspunkt var jobsøgende og havde hele dagen til at gå hjemme og drukne i min modløshed. En dag havde jeg en rigtig lortedag og gik noget sur ud af hoveddøren.
    “HEY!”, råbte én af asfaltarbejderne efter mig, og jeg nåede allerede at hidse mig op indeni, for jeg orkede SLET ikke, at han nu skulle råbe et eller andet klamt… Men i stedet sagde han bare: “Hav lige en god dag, ik’os?”. Det kom fuldstændig bag på mig, og jeg fik faktisk en god dag! Siden har jeg slet ikke været så irriteret over det dumme vejarbejde! 🙂
  9. Alle mødre har jo været der. <3
    For et par år siden var jeg på vej hjem med min datter fra børnehave, med nyfødte lillebror i barnevognen. Hun fik halvvejs igennem parken et raserianfald, og hun hylede og skreg og var faktisk helt umulig, og alle gloede på os. Jeg måtte trække og bære hende, alt imens hun skreg, hvor dum jeg var, og lillebror samtidig græd. Til sidst græd jeg faktisk lidt selv – jeg var udmattet og træt og kunne ikke overskue situationen. Da vi næsten var ude af parken, kom en fremmed kvinde hen til mig og lagde hånden på min skulder og sagde, at hun simpelthen syntes jeg klarede det så fint, og at jeg tydeligvis var en rigtig god mor, der holdt fast og samtidig tog mig af mine børn.
    Det betød så meget, særlig fordi jeg følte mig udsat på min tålmodighed og iagttaget af alle de andre. Og så græd jeg så resten af vejen hjem også. 😉
  10. Lidt om åbne hjerter … <3
    Vores søn har gennemgået en åben hjerteoperation, da han var 15 måneder. Vores anæstesilæge var en garvet, ældre herre, som vi forklarede, at vores søn blev utryg, når han fik narkosemaske på. Derfor kom anæstesilægen på operationsdagen med en lille godnatsjus, så vores søn stort set sov i min mands arme, da tid var – og til min store overraskelse blev jeg sprittet ned og fik operationsklæde på og fik lov at komme med helt ind og lægge min søn til at sove med narkosemaske på operationsbordet, så det sidste, han så, var mig. Det var så stor en tryghed for os – og så selvom det ikke er normal protokol, så betyder det alverden for os, at han gav mig lov til det.

Kom med til NIVEA-event i Odense!


Sidste år fik jeg jo i mit virke som NIVEA-ambassadør lov at tage på cremeturné rundt omkring i landet. Det er noget af det, jeg synes er sjovest ved at lave samarbejder! Når det betyder, at jeg kan få mine samarbejdspartnere til at holde events, som jeg kan invitere jer til! 😉 Og NIVEA har også vist sig ganske kyndige udi snacks og slik, så det har i sandhed været overordentligt hyggeligt!

Og nu gør vi det igen. I 2019 kommer vi til at holde en lille håndfuld events rundt omkring i Danmark, og det første bliver i Odense allerede meget snart! D. 25. marts kommer vi til Odense, hvor jeg har fået lov at invitere 50 læsere, der alle må invitere en ven med, og denne aften bliver samtidig startskuddet på NIVEA Face Academy!
Som jeg før har været inde på, er jeg rigtigt glad for mit samarbejde med NIVEA, fordi NIVEA er sådan en virksomhed, som ikke hviler på laurbærene, men derimod bliver ved med at flytte og udvikle sig. Og grunden til, at det danske NIVEA-kontor har opfundet NIVEA Face Academy er simpelthen på grund af  mine læsere! Hverken mere eller mindre.
NIVEA havde nemlig en masse medarbejdere med på den creme-turné, vi var på sidste år, og de her medarbejdere sørgede for at sludre rigtigt meget med de af mine læsere, som var til eventet. Der gjorde de sig kloge på, hvad det er for nogle spørgsmål, I gerne har til hudpleje, og der var nogle ting, som gik igen og igen. Og igen.

Det, I gerne vil vide, er det hele. Hvad skal bruges til hvad? Hvordan skaber jeg de bedste forhold for lige præcis min hud? Hvornår skal serummet påføres?
Alle sådan nogle helt basale spørgsmål, som man egentlig godt kan forstå presser sig på i en verden, hvor der konstant dukker nye reklamer op for nye produkter, man ikke må kunne leve uden.

Så NIVEA har taget konsekvensen, halet nogle af deres klogeste eksperter med på vognen, og nu kommer vi altså rundt i Danmark med NIVEA Face Adacemy – kun for mine læsere! YAS, mand!!

Så hvis man kunne tænke sig at vinde to billetter til eventet på Slagteriet i Odense d. 25. marts kl. 16.30 – 19, skal man blot sende en mail til nivea@mettemarieleilange.dk. Hvad man skriver, er op til en selv. Man kan også bare sende en sjov GIF. 😉

Jeg GLÆDER mig!!