METTE MARIE LEI LANGE

Noget om at (kunne lide at) være alene

Jeg kom til at tænke på en ting forleden, og så er tanken blevet hængende i hovedet på mig, som det ret ofte går, efter at jeg er blevet blogger. Man har jo mange tanker i løbet af en dag, og de, der overlever til dagen efter, eller dagen efter igen, bliver nogle gange til indlæg.

Jeg er i gang med mit niende år som Jons kæreste, og den tanke alene er relativt mindbreaking. Inden Jon havde jeg én rigtig kæreste, og her forstår jeg ordet ‘rigtig’ i den udefra-anskuet, normative forstand. Vi boede sammen, vi havde præsenteret vores familier for hinanden, og vi elskede hinanden. Men det meste af tiden var vi ikke gode kærester, og jeg vidste det meste af tiden godt, at det ikke kunne blive ved, hvis noget ikke blev forandret. Det blev det bare ikke, og til sidst slog vi op for sidste gang. (Det er enormt svært at forlade nogen, man stadig er forelsket i, så det tog et par forsøg eller ti, før bruddet satte sig ordentligt fast).
Men udover Jon og ham, det ikke skulle være, har mine forhold aldrig varet længere end nogle uger måneder. Og den tid er som oftest gået med, at den ene af de involverede parter har gået og håbet på, at det hele ville udvikle sig til noget, det nok egentlig aldrig havde andet end potentialet til.
De forhold var sgu hårde. Eller omstændighederne omkring dem var. Jeg husker så tydeligt de år, der for mit vedkommende lå i slutningen af mine 20’ere, hvor jeg så brændende ønskede mig en kæreste. Én af elske og blive elsket af, en at spise pizza med i weekenden, én at tage på weekendture med og essentielt en af skue ud i fremtiden med. Mange af mine veninder havde fundet kærligheden, og for flere af disse havde kærligheden sågar båret frugt. Jeg nød mine ensomme lørdage lidt mere, fordi jeg med al tydelighed fik bevist, hvad jeg ville komme til at savne, når jeg selv engang blev indhyllet i familieinstitutionen. Og jeg hadede mine søndage efter frugtesløse lørdag nætter med ondt i hovedet og ingen veninder at vende verdenssituationen med, fordi de alle sammen var på legepladser eller hos svigerforældre. Sat groft op. 😉

Da jeg var 26 år, boede jeg i Berlin, hvor jeg blev bachelor i psykologi på Ferie Universitet sideløbende med, at jeg dansede dakkedak på diverse natklubber, drak mojitos på fortorvsbeværtninger og grillede bratwurst på engangsgriller i Mauer Park. Det var en genial tid, og på det her tidspunkt i mit liv havde jeg aldrig haft en kæreste, der havde varet længere end få uger eller måneder. Jeg havde en weekend besøg af min far og min Elke, og en dag var vi ude at spise på en restaurant, hvor jeg brokkede mig lidt over min singlestatus. Egentlig var jeg på det præcise tidspunkt ikke utilfreds, for jeg nød at være alene i verden i Berlin. Men min frygt var, om jeg ville kunne finde ud af at være kærester med nogen, når jeg aldrig havde prøvet det før. At jeg nogle år senere måske ville møde en vidunderlig mand, som havde mere erfaring med at være kærester, og derfor ville det gå galt. Ikke fordi, vi ikke var kompatible, og ikke fordi, vi ikke var forelskede, men fordi jeg simpelthen ikke havde nok kæreste-erfaring og udelukkende havde okkuperet praktikpladser indenfor faget, som man så må sige.
Min fars kone snakker på ingen måde lige så meget som meget. Hun er et af de sødeste og mildeste væsner, jeg kender, og det sker meget sjældent, at hun hæver stemmen. Men jeg husker det som om, at denne gang var én af undtagelserne. I hvert fald ville hun være sikker på, at hendes pointe gik igennem, og det gjorde den. Elke sagde, at det, jeg var ude i, var en kolossal misforståelse! Man bliver ingenlunde (nødvendigvis) en bedre kæreste af at være vant til at være i et forhold. Snarere tvært imod, var hendes pointe. At man kan sætte pris på sit eget selskab, nyde at være alene og finde ud af at hygge sig uden andre input end dem, man selv bringer til bordet, gør det alt andet lige lettere at finde melodien med en anden. Om man så husker at samle sine underbukser op fra gulvet, vaske sin morgenmadstallerken op, så den anden ikke skal se på det, og alle de der andre småhensyn, der er gode at tage til hinanden, når man er kærester, lærer man hurtigt, og det kræver ikke forudgående praktikforløb eller eksaminer.

Nu har jeg efterhånden været både kærester med og gift med Jon i en rum tid, og jeg tænker faktisk nogle gange stadig tilbage på de visdomsord, der ramte mig i Berlin dengang for 11 år siden. For det er sgu stadig sandt. Nu ér vi kærester, og vi kan snildt finde ud af det, og det er en stor fordel, at vi begge to nogle gange ligefrem foretrækker vores eget selskab.

Så denne sommernat (klokken er i skrivende stund 00.01) lige et shoutout til all my single ladies outthere, som måske går med nogle af de samme tanker, som jeg gjorde mig dengang: NYD singlelivet med alt, det har og kan, alt det, I orker. Man bliver ikke sær af at synes, at onsdag aftner alene foran dummekassen er skidehyggeligt! Det kan tilmed være skidesmart, hvis man eksempelvis skulle finde på at gifte sig med en skuespiller. 😉

Sommerguf: Opskriften på en jordbær-mojito


Det er sommer, og jeg er lækkersulten! Og lækkertørstig! Og alt muligt andet “lækker”!
Derfor har jeg gjort det mest fornuftige, jeg kunne komme i tanke om, nemlig at parre op med Frederikke Waerens. Netop, dén Frederikke. Hende, vi alle sammen følger på Instagram og samtidig kontinuerligt overvejer at unfollow’e, fordi en ganske almindelig p-tærte bare ikke smager af det samme mere, når man har set, hvad Frederikke gør med smør, fløde og chokolade. Og æg. Og is. Og Daim. Og alt muligt andet!

Det, jeg bedst kan lide ved Frederikkes Instagram-profil er, at hendes approach til lækkerier er usnobbet. Selvom alt ser vanvittigt lækkert ud, er det tydeligt, at smagen er i højsædet, og hendes opskrifter skræmmer mig ikke væk. Det hele ligner noget, jeg kan efterligne (måske ikke med samme visuelle udtryk, men i hvert fald i smagen!), og mange af tingene har jeg endda for det meste i køkkenskabene.

Jeg spurgte Frederikke, om vi skulle lave et lille juli-samarbejde, og det sagde hun heldigvis ja til (hurra!). Så hver fredag i juli kan man finde en opskrift, der er fremtryllet af Frederikke til jer, der læser med hos mig, her på domænet! Og jeg vil selvfølgelig anbefale, at man følger Frederikke på Instagram her, hvis man ikke allerede gør det. Hun kan også følges på youtube her og på bloggen her.


I dag byder Frederikke os på en jordbær-mojito!
Nu forholder detr sig jo således, at jeg var bartender i 10 år, mens jeg fimsede rundt efter gymnasiet og mens, jeg gik på universitetet. Her lærte jeg (altså i baren, ikke på uni), at det er af største vigtighed, at man klapser sin mynte, før man morter den. Man holder mynten i den ene hule hånd, mens man klapser den med den anden hånd. Således frigives det søde i mynten bedre, sådan at drinken ikke bliver bitter, men netop myntesød.

Om sin cocktail siger Frederikke:
“Mojito med jordbær er en skøn sommercocktail. Brug gerne søde danske jordbær for at få den bedste smag. Dette er en mild cocktail, men du kan selvfølgelig tilsætte mere rom, hvis du vil have en mere intens romsmag. Cocktailen kan også laves i en alkoholfri version, hvis der f.eks. er små gæster med ved bordet”.

Mojito med jordbær (2 store glas):
Ingredienser:

8 jordbær, skåret i halve
Saften fra 1 lime
2 tsk. rørsukker
2 håndfulde mynteblade
4 cl hvid rom
Ca. 6 dl danskvand
Knust is

Fremgangsmåde:
Fordel jordbær, limesaft, rørsukker, mynteblade og rom i 2 glas. Mos det godt sammen med en morter. Fordel danskvand i glassene. Smag gerne til om du synes der skal tilsættes mere sukker eller limesaft. Top med friske jordbær, knust is og mynte. Velbekomme!

Nedtælling til sommerferie

Fra i morgen eftermiddag holder alle fire Lei Langer sommerferie, og Jon og jeg har besluttet at bruge de sidste to dage inden da på at tage til København og sidde på café og arbejde. Så det gør vi således. I dag sidder vi ved siden af hinanden med hver sin computer på Les Trois Cochons på Værnedamsvej, og vi har allerede mødt 5-6 mennesker, vi kender. Hvilket også lidt var meningen med at tage hele vejen herind. Jeg elsker Køge, men efter lidt for mange hjemmearbejdsdage i mit nattøj i den gule stol i køkkenet, kommer jeg gerne til at savne livet og dets leben i København. Og så er det sgu da heldigt, at der kun er en god halv time med S-toget (20 minutter med letbanen fra august, mind you …)!

Jon sidder og knokler med manuskriptet til The Great Gatsby, hvor han spiller Jay Gatsby på Store Scene i Odense fra september. Gatsbys kammerat i stykket hedder jo Nick Carraway, og vi har lige haft en bette griner over, at de to gentlemen altså tilsammen hedder ‘Nick & Jay’, og der er en replikveksling i stykket, hvor de to herrer netop er blevet præsenteret på en yderst varm sommerdag, og Daisy lige efter siger “Hot, hot, hot”. (Get it?). Jon har både set filmen, hørt bogen som lydbog og læst selve romanen af F. Scott Fitzgerald flere gange, og vi har netop færdiggjort en ret højpandet diskussion om Gatsbys syn på kærlighed. Jo, jow… Kontorarbejde betyder forskellige ting for forskellige mennesker. 🙂

Selv er jeg gået i krig med at forberede nogle indlæg til ferien. Krapylerne kommer til at have fri fra børnehaven i fire uger, hvilket ikke efterlader megen bloggeritid til Langemor. Så jeg har forberedt lidt ferielir, som jeg kommer til at sprede ud over domænet med lind hånd henover juli måned. Blandt andet har jeg tigget nogle skidegode sommer-opskrifter ud af min all time favorite snack-blogger, Frederikke Waerens, jeg har interviewet nogle af mine bedste veninder, og så har Jon også lovet at slippe et indlæg eller to, hvor han svarer på nogle af de spørgsmål, der tikkede ind på Instagram, da jeg efterspurgte netop sådan nogle for et par uger siden.

Mens jeg har siddet her, har en smuk pige netop henvendt sig til mig for at fortælle, at hun donerede blod for første gang i går som følge af mine talrige opfordringer til at donere netop blod og ikke mindst stamceller på Instagram. Og det gjorde mig så stolt og glad! Mest glad, fordi der findes mennesker, der går op til andre mennesker på caféer og siger opmuntrende ting til dem, selvom de ikke kender hinanden personligt og sagtens kunne have valgt at lade være. Den verden elsker jeg, og de mennesker udgør både kiksebunden, flødeskummel og krymlen på toppen af netop den kage. <3

Lidt om tre dage i en boble

Åååååh, hvor har det været vidunderligt at tilbringe tre døgn (og lidt til) helt alene sammen med min dejlige mand! Det er første gang, siden vi for snart fem-et-halvt år siden blev forældre, at vi har fået børnene passet i mere end et døgn.

Jeg havde glædet mig, været lidt nervøs og følt, at det måske nok var en lidt egoistisk beslutning fra vi voksnes side. Men allerede da vi trillede ud af indkørslen lørdag morgen og vinkede til ungerne, der vinkede grinende tilbage med deres bedsteforældre ved hånden, tænkte jeg, at det sgu nok skulle gå okay derhjemme også.

Da jeg vågnede i Nice tirsdag morgen kl. 7 og kunne mærke, at mit hoved nu var ved at vende hjem igen, kunne jeg samtidig mærke, hvor meget, jeg rent faktisk præsterede at være væk. Altså være til stede i ikke at være til stede der, hvor jeg plejer. Jeg har formået at zone helt ud og stornyde at være alene med Jon, bo på de lækreste hoteller i Nice og Monte Carlo, spise på (for børnefamilier) komplet åndssvage tidspunkter og føre samtaler uden at blive afbrudt. Faktisk har vi nærmest ikke lavet andet end at snakke sammen. Vi har talt og talt og talt. Om nutiden, fremtiden, drømme, værdsættelse af det, vi har, kan og vil og alt det andet. Det har været vidunderligt og har gjort mig endnu mere forgabt i den familie, vi har skabt. Og i ham, jeg har skabt den med. De sidste par dage har vi fået tjekket ud af det vante og ind hos hinanden, og det føles mere end nogensinde som om, at vi forstår det der med at udvikle os sammen. Vi er ikke de samme mennesker, som vi var, da vi mødte hinanden, men vi har flyttet os sammen, og det føles så stort og stærkt. Jeg er meget spændt på fremtiden og resten af livet, hvis man kan tillade sig at være så storladen på en almindelig onsdag.

OG så må jeg også lige nævne, at jeg fandme vandt 3.000 kr. på kasinoet i Monte Carlo! Jeg kom med 200 Euro og tog derfra med 600! Noget af en bedrift i min egen bog! Gevinsten blev brugt allerede den følgende eftermiddag, hvor jeg investerede dem i to kjoler fra Maje i Galerie Lafayette i Nice.

Herhjemme er der så i tilgift sket det, at Krapylerne og Bedsteforældrene har hygget sig meget mere, end nogle af os overhovedet havde regnet med, kan jeg vist godt sige uden at fornærme nogen. Ungerne har været trygge ved mine De Gamle, selvom de ikke ser hinanden hele tiden, og de har haft det fedt med at være i deres egne omgivelser og samtidig fået lov til lidt mere, end de måske gør til dagligt. Jeg sørgede jo for at installere den nye børnepool i haven, så den var funktionsdygtig i samme moment, som vi forlod adressen, og Køge bød på 30 grader hele weekenden. Så ungerne har leget med genboen, spist is, været på legeplads, leget far-mor-og-børn og alt det, de plejer – bare med deres bedsteforældre som voksne i stedet for os. Og der har faktisk ikke været nogen kriser. Sådan overhovedet. Og nu er verden så det større for os alle seks af den grund, og det er sgu da vidunderligt i ordets reneste forstand!

Jeg har aldrig været så lidt mobil, som jeg har været siden i lørdags, hvor kontakten med hjemmefronten har været det eneste, vi har brugt taletid og data på. Faktisk er ovenstående et af de eneste meget få billeder, vi har fra turen, og det til trods for, at vi boede enormt fotogent og spiste på nogle virkeligt fine steder. Og jeg gjorde mig lækker hver dag, og Jon ligner jo altid en million. Men det var rart bare at være uden at vise, og det var dejligt at opleve, talte vi om, hvor u-svært det var at lægge mobilen fra os, sådan helt. Så det vil vi praktisere endnu mere herhjemme fra nu af.

Så altså – vi er hjemme igen! Jeg er lykkelig for at være her og savner samtidig allerede lidt vores kærlighedsboble, men hvem ved, om det mon er helt umuligt, at successen måske kan gentage sig igen en gang i fremtiden. I går, hvor vi skulle hjem, nåede vi lige et par timer på stranden om formiddagen, inden vi kørte i lufthavnen, og her mødte vi et supersødt amerikansk par. De havde to børn på 2 og 6 år hjemme i Californien, men de rejser hvert år i tre uger uden børn. Også sidste år, da deres yngste var blot et år. Det kunne jeg altså ikke tænke mig – overhovedet. Jeg er lykkelig for mine tre dage med Jon og nu for udsigten til tre ugers sommerferie os alle fire sammen, som starter på mandag! ❤️

Glædelig onsdag, venner! Jeg håber, I nyder den. 😊

Tre døgn uden internet

Der bliver skabt verdenshistorie på mere end én måde de næste tre dage, hvor Jon og jeg befinder os i Nice og Monte Carlo alt imens, at vores poders velbefindende er overladt til villige bedsteforældre. 😜 Sagen er nemlig den, at jeg har besluttet og overtalt Jon til at hoppe med på at forvandle vores telefoner til dumb-phones i den tid, vi er på mini-ferie. Det er første gang i fem-et-halvt år, at vi er alene sammen i så lang tid – det er den ene ting. Og den anden ting er, at jeg virkelig trænger til en mobil-detox. It’s not you, det er helt sikkert mig! Jeg tager mig selv i at glo på den skide telefon konstant og hele tiden, når ungerne ikke er hjemme, og jeg har sgu nærmest svært ved at komme igennem et afsnit af A Handmaid’s Tale uden lige at liste ind på Instagram, og så ved man altså, at den er gal!

Så bliv nu ikke nervøs over, om jeg er druknet i poolen i en rosé-brandert, når jeg ikke sender livstegn konstant og hele tiden, som jeg nok ellers ville gøre i en weekend uden børneansvar. Det er helt med vilje! 😄

God weekend, venner! ❤️