METTE MARIE LEI LANGE

Fineste fødselsdag!


I går havde jeg fødselsdag! 39 år, min fine ven! Og de klæder mig, hvis jeg skal sige det selv! Ansigtet er blevet mere kantet, kroppen er blevet mere blød, hjertet er det samme, og jeg nyder det alt sammen!

I går var det skolernes motionsdag, og det er jo første gang, at den slags var relevant for mig siden engang i starten af 90’erne. Jeg husker fra dengang, at det skete et år, at jeg skulle løbe tre kilometer på min fødselsdag. Det var dengang, man havde sodavand og slik med i en rygsæk til turen. Sådan er det ikke længere, Krapylerne var sendt afsted med rugbrødsmasser og frugtstænger.
Men mens de var langs, tog jeg i Bilka sammen med Jon for at købe ind til weekende, hvor vi har besøg af min far of min Elke, og ikke mindst lagkager, som jeg lavede sammen med Krapylerne, da de kom hjem fra skole, og Jon var taget på arbejde. Bilka fejrer deres 50-års jubilæum lige nu, og de startede altså i går på min føler, hvilket jo gør Bilka præcis 11 år ældre end mig. 🙂

Da jeg var barn, hed Bilka ikke Bilka, men A-Z. I hvert fald i den sønderjyske ende af landet, hvor jeg slog mine folder. Vi boede langt ude på landet, men når vi engang imellem kørte derind,  var det nærmest en heldagstur. Så skulle der både handles mad, nyt tøj og gummistøvler, og når varehuset var endevendt, spiste vi middag i cafeteriaet. Vi gik ret sjældent ud at spise dengang, så det var absolut en dining experience for mig. Jeg kan huske, at vi havde fri valg imellem alle deres hovedretter, som kostede den nette sum af 18 kr. hver. Og det var altså ikke en børnemenu, det var en fuldvoksen portion flæskesteg med brun sovs, kartofler og rødkål. Ja, tak! Jeg kan huske, at jeg syntes, det var meget eksotisk, at man bare parkerede sin vogn ude foran “restauranten” for så bare at hente den igen bagefter. Spisestedet lå lige ved siden af planteafdelingen, så når vi havde spist op, løb min søster og jeg rundt derinde og legede, at vi var faret vild i en jungle. Those were the days… 😉

Den Bilka, vi oftest frekventerer, er den, der ligger i Waves i Greve, og den er noget af det tætteste, man kommer på en amerikaner-shoppeoplevelse indenfor landets grænser, vil jeg vove at påstå. Man kan købe alt fra potteplanter til flæskesvær, og Jon fik i øvrigt shoppet både morgensko og det nye FIFA-spil til en favorabel pris. Jeg overvejede at købe den her fine overgangsjakke til Berta, men sandheden er, at hun i forvejen har én for mange derhjemme.

Jeg sprang frokosten i cafeteriaet over i går og smuttede i stedet hjem med alt, hvad hører til en respektabel lagkage. Eller to, faktisk, for Berta kan ikke lide chokolade, så jeg lavede en mini-jordbærkage. Jeg vil personligt mene, at det var en noget skrabet version, da det simpelthen var jordbærgrød mellem lagkagebunde med glasur på toppen, men jeg har sjældent set noget bette væsen være så tilfreds med en servering.

Den anden kage laver jeg ens hver gang, nogen har fødselsdag indenfor mine husmure. Nogle vil kalde det gudsbespottende overfor konditorer, men sådan lavede min mor dem altid (hendes far var faktisk i øvrigt konditor, men lad nu det ligge), og sådan synes jeg, de skal smage på fødselsdage. Det er købte lagkagebunde, og imellem de nederste lag er der kagecreme og bananskiver. På laget over det er der et tykt lag chokoladecreme eller nutella sammen med jordbær skåret i skiver, og så er den kørt over med flødeskum, som det ses. Proletaren i mig har en fest, og det var jo min fødselsdag, så halleluja!
Bilkas 50 års jubilæumsfest startede i går, selvsamme dag, som jeg fyldte år. Og det fejrer de selvfølgelig med bunkevis af gode tilbud på bogstaveligt talt alt mellem himmel og jord. Man kan se den spækkede tilbudsavis, som altså gælder indtil næste fredag, lige her.

Hav lige en fantastisk weekend og TAK for alle de dejlige fødselsdagshilsner i går! De gjorde mig endnu mere glad, end jeg var i forvejen! <3

Og sådan gik det til, at jeg oplevede overfladespænding i Netto

#happyMM

En del af min narrative fortælling har hele mit voksne liv været, at jeg sover dårligt. Men det er okay. Folk fejler alt muligt forfærdeligt, men jeg er heldig, jeg sover bare dårligt. Og har tinnitus og korte ben. Og præmature grå hår. Småting. Men efterhånden fylder lige præcis den småting alt for meget.

Jeg har prøvet en masse forskelligt, men mestendels har jeg udøvet fortrængning som terapi. Hvilket nok også forklarer, hvorfor jeg ikke kan huske, om jeg sov dårligt som barn og teenager. Jeg tænker på det så lidt, som jeg kan. Men det er problemet desværre ikke blevet mindre af. Og efter at være blevet mor, er problemet kun blevet værre. Både fordi, min søvn bliver afbrudt oftere, end den i forvejen gjorde, fordi jeg sover endnu lettere, fordi jeg jo skal varetage andre mennesker overlevelse passivt sideløbende med, at jeg visseluller.

Og nu er jeg, efter tip fra en følger på Instagram, begyndt at spise antihistaminet Phenergan, som egentlig er lavet til at modvirke køresyge, men som er så sløvende, at det også udskrives mod søvnløshed. Og til gravide mod kvalme, så det er altså ikke et hardcore drug, tænker jeg. Og det virker. Jeg sover mere, bedre og dybere, end jeg nogensinde har gjort. At sammenligne otte timer på puden dengang med otte timer på puden nu, er som at sammenligne en time i træningscenteret en dag, hvor man virkelig ikke orker og bare sådan pjanker sig igennem det, med en time, hvor man ledsages af en personlig træner. Som ikke kan lide en. Mens man drikker Red-Bull. Dagen inden, man skal vise sig nøgen foran sit crush for første gang. Bortset fra at jeg har det komplet omvendt bagefter, fordi jeg selvfølgelig efter mine otte timer på puden er FRISK!

Nu har jeg sovet hver nat i en uge, og jeg har det anderledes. Mærkbart anderledes. Både fysisk og psykisk. Min krop mærkes anderledes, det er svært at forklare. Jeg har ikke den der følelse af at have grus i øjnene, for meget hud i øjenlågene og en svamp bag pandeskallen. Og jeg er ikke træt. Jeg er simpelthen ikke træt! Jeg har før prøvet at have sovet længe med det resultat, at jeg havde en halv dag, hvor jeg var fuld af energi, før den igen forlod mig til fordel for træthedens indtog, men de sidste par dage har jeg været utræt hele dagen.

I dag, søndag, stod jeg i Netto klokken lidt over halv fire med en indkøbsliste på længde med min arm efter en dag fyldt med frokost på Bone’s og visit på spilcafé, som normalt efter en “almindelig” nat, der på almindelig vis fulgte en alenlang række af andre “almindelige” nætter, ville efterlade mig mere smadret end en kotelet efter mødet med en kødhammer. Men jeg var ikke smadret. Jeg var heller ikke superfrisk, jeg var bare utræt. Og min krop fungerede. Den var ikke tung, slatten og ødelagt. Og jeg tænkte, at jeg havde lyst til at tage hjem og bage pølsehorn. Normalt har jeg ikke lyst til andet end at ramme sofaen, når klokken er midt på eftermiddagen.

Da fik jeg sgu tårer i øjnene. Det er noget af det vildeste, der er sket i mit lille liv, siden Krapylerne kom til verden.

Jeg. Er. Ikke. Træt. Så har man set det med. Gad vide, hvad fremtiden bringer nu? Gad vide, hvor meget mere, jeg kan nå og få lyst til? Åh, jeg er GLAD! 😍

Sandheden om din hud (+MM for 15 år siden)

Jeg har altid troet, at man talte om åbne eller lukkede porer. At man helst skulle plaske varmt vand i ansigtet inden afrensning for at åbne sine porer og ligeledes var en sløj beauty-dame, hvis man ikke selvsagt afsluttede aftenrutinen (inden natcreme) med at klaske koldt vand i ansigtet for at lukke porerne. Men det behøver man sket ikke, har jeg nu lært at Silke Grane, som var skønhedsredaktør på Modemagasinet IN, mens jeg arbejdede på ELLE, og som nu er all over skønhedsekspert. For porer kan ikke åbnes og lukkes, de er der bare. Silke og jeg har sammen lavet nogle ret sjovt ting i fællesskab med NIVEA henover det sidste års tid, og jeg har sgu lært lidt!
Silkes årsag til at klaske iskoldt vand i ansigtet er, at “det føles godt”. Her er vi aldeles uenige. Jeg kan ikke finde på mange ting, jeg har mindre lyst til at starte dagen ud med end et ansigts-isbad, så jeg er lidt lettet over, at den sandhed er blevet myth-busted.

Screendump fra vores serie Paris femina.dk.

For en måneds tid siden var Silke og jeg blevet inviteret ind i studiet hos Christina Sander, som er vært på Feminas web-TV. Hun havde været i marken for at spørge folk ud om, hvorvidt det ene eller andet udsagn indenfor skønhedsverdenen nu var sandt. I første omgang handler det om rynker – kan de forebygges eller ej? Er det ligesom “sandheden” om åbne og lukkede porer?
I alt har vi filmet fire afsnit, som udkommer hver torsdag den næste tid. Det første afsnit kan ses LIGE HER, og det andet udkommer allerede i morgen. Det er anden gang, jeg arbejder sammen med Silke Grane i NIVEA-sammenhæng, og det er simpelthen så hyggeligt! Vi skrald-griner det meste af tiden, og så lærer jeg sgu også noget, selvom jeg efterhånden føler, jeg ved det meste om hudpleje.

Noget af det jeg godt kan lide ved at arbejde sammen med NIVEA om sådan nogle projekter som det her er, at de tager huden alvorligt og fortæller os, hvad der er rigtigt, og hvad er er forkert. Der er ikke så meget (undskyld) pis med det. Det er altså fedt! Og det er nemlig det, vores serie tager udgangspunkt i: At fortælle sandheden om din hud – og hvad der rent faktisk virker og ikke mindst, hvad der IKKE gør.
Så hvis man gerne vil være lidt klogere på sin egen hud og hvad, den har brug for (og ikke mindst ikke har brug for) så vil jeg anbefale at man kigger med i den her føljeton. Så kan man også trøste sig med, at man måske ikke var den eneste, der gik med vrangforestiller omkring huden, skønheden og andre myter …

Det første afsnit kan ses LIGE HER.

Sådan her så jeg ud for 17 år siden. Så om det er lykkedes MIG at forebygge rynker, må være op til den enkelte at afgøre… 😉

Bonus-info: Uma lå og sov i sin hundekurv ovenpå mine fødder under optagelserne i studiet. Vi prøvede at lade hende spadsere rundt i starten, men hun blev ved med at lave ting, der larmede. Indtil hun kunne lægge hovedet på mine pusselanker – så sov hun trygt. I love my dog.

Nat-nyt fra Langeland

Fine Køge …

Jeg har altid sovet dårligt, så længe, jeg kan huske, i hvert fald, men det er aldrig noget, jeg målrettet har gjort noget ved i længere tid af gangen. Jeg plejer at sige, at jeg har prøvet alt, og jeg har virkelig også prøvet meget. Jeg har været igennem kraniosakralmassage, hypnose, lavendeldråber på puden, afspænding, podcasts, meditation, nogle uhyggelige sovepiller fra Spanien, jeg aldrig tør prøve igen (som var effektive, bevares), mindfulness, forskellige former for te, dyner, puder og meget mere. Grunden til, at jeg plejer at sige, at jeg har prøvet alt er, at jeg ikke orker at beskæftige mig med problemet for længe af gangen. Derfor fylder jeg så dagen med koffein, og det bryder jeg mig egentlig heller ikke om for længe af gangen. Jeg plejer at sige, at det gode ved at være søvnløs er, at hver aften byder på en ny mulighed for, at det går godt! Men jeg er efterhånden nærmest bange for soveværelser, fordi jeg har lidt så mange natlige nederlag disse steder. Også når jeg sover alene. Jeg vækker nemlig gerne mig selv i Drømmeland. #usmart

Men nu er ungerne så store, at det er som om, at der er plads til, at jeg siger, at nu vil jeg sgu finde en løsning. en permanent en. Jeg vil prøve at mærke, hvordan det føles, når jeg er veludhvilet. Ikke har momentvis optur over en god nats søvn, men er udhvilet! Efter flere på hinanden følgende nætter med nok søvn. Feels like a dream!

En læser skrev til mig på Instagram i sidste uge og foreslog mig antihistaminet Phenergan, som egentlig er udviklet mod køre- og søsyge. Men det er enormt sløvende og ikke vanedannende, så man er begyndt at udskrive det mod søvnløshed også. Det skal købes på recept, så jeg ringede til min læge og fik en snak. Jeg er som udgangspunkt vanvittigt imod tanken om at the piller hver aften resten af livet. For selvom de ikke er fysisk vanedannende, pillerne, så bliver de det jo nok psykisk. I et pilleglas er der 100 piller, og min plan er, at de skal holde et år. Så tager jeg cirka to om ugen. Jeg har endnu ikke opgivet at komme ind i en god, naturlig rytme, men det har en virkelig god, psykisk effekt, at jeg ved, at jeg kan få hjælp, når jeg er allermest smadret. På en ødelagt dag har jeg en garanti for, at jeg sover godt den følgende nat, fordi jeg har de der piller.

For de virker sgu. Jeg har ikke så tit svært ved at falde i søvn, mit problem er at blive i søvnen. Og ydermere, at hvis jeg vågner, kan jeg sjældent falde i søvn igen. Så ofte sover jeg ikke mere efter kl. 3.30-4-tiden.

De her piller gør, at jeg sover tungere, og de gange, jeg er vågnet, har jeg formået at falde i søvn igen. Jeg fik dem i sidste uge og har brugt dem to nætter. Det er en kæmpe-lettelse, at der endelig er noget, der duer, og jeg ser sgu allerede mere lyst på det hele! OG jeg har sovet i ægtesengen og ikke gæstesengen. Endnu en bonus. Jon kom i seng senere end jeg og var sågar oppe i nat, uden at jeg vågnede. Kæmpe landvinding!

Det her er i øvrigt ikke et sovepille/antihistamin-anbefalelsesindlæg. Det er blot en lille knap fra den cardigan, jeg ynder at kalde my life. 😉 TAK for jeres sovetips og heppebeskeder! 😍

Lidt om søvn og tabuer

Det er sjovt med tabuer. Det er dem, der skiller os ad, og det er også dem, der bringer os tættere på hinanden. Når vi tør tale om dem, that is. Sådan har jeg det lidt i dag, efter at jeg i går delte her på bloggen og på Instagram, at jeg er dårligere til at sove, end en hest er til retstavning. Jeg er da ikke stolt, når jeg fortæller, at jeg har brugt morgenen på at forpeste luften over morgenbordet i Langehuset, fordi jeg er træt. Jeg er flov, og jeg hader mig selv lidt for det. Ikke for at sove dårligt, det er jo ikke selvforskyldt. Jeg er jo ikke herre over, om nattens timer bliver tilbragt med åbne eller lukkede øjne, men jeg er herre over, om jeg åbner eller lukker munden morgenen efter. Og jeg skal være bedre til at holde den lukket. Være morgen-stille.

Og så skal jeg være bedre til at sove om natten. Nu skal det være. Jeg gider ikke mere. Søvnløshed og søvnproblemer føles som en kronisk sygdom, der har fulgt mig gennem hele mit voksenliv, og det er altså blevet et problem, efter at jeg ikke længere er den eneste i det liv. Det er ikke børnene, der bærer skylden for mine natlige opvågninger længere. Jo, nogle gange, men ikke oftest. Som oftest skyldes det, at Jon, bless his soul, vender sig i sengen. What a crime.

Løsningsmulighed: Separate soveværelser. Puha, jeg er ikke vild med tanken. Jon og jeg har altid forsvaret ægtesengen efter, at Krapylerne kom til (inden da var der jo heller ikke så meget at forsvare den imod). Både på grund af min nattesøvn, men også fordi, at der er noget intimt og dejligt i, at selvom dagen er fyldt med gøremål og børn og ting og sager, så sover vi sammen om natten. Oplades, forynges, restitueres side om side. Kysser hinanden godnat, slukker lyset og ligger sammen der i mørket.

Jep, det lyder skidehyggeligt og romantisk, men det er ikke sådan, det er. Jeg hverken oplades eller forynges i ægtesengen. (Ikke om natten, i hvert fald, høhø). Jeg kaster mig frustreret fra side til side, mens jeg gør mit bedste for ikke at skæve til de røde tal på clockradioen og begynde den stressende udregning, der åbenbarer, hvor mange timer og kvarter, jeg kan nå at få, hvis bare jeg falder i søvn nu. Og irritationen fem kvarter senere, når søvnen stadig ikke har fundet mig. Og blandingen af irrationel frustration over, at Jon bare sover, blandet med frygten for at komme til at vække ham, sådan som jeg karter rundt, så vi dagen efter kan være TO underskudsramte forældre.
Og morgenen efter sådan en nat (og ikke mindst en måned med sådan nogle nætter som perler på en snor) er ikke det værste. Det er eftermiddagen, aftensmaden, putningen. Overskuddet svinder mere og mere, som minutterne går. Morgenen er stram, fordi jeg ved, hvilken slags dag, jeg har at se frem imod. Hvilken en slags mor, jeg bliver. Hvilket et overskud, jeg ikke har.

Det er omgivet med tabu at sige, at man går i parterapi, og det er absolut også tabu at sige, at man har separate soveværelser. Og hvorfor er det mon? Det må være fordi, at det er tabubelagt at vise svaghed i sit parforhold? Når vi hører, at folk går i parterapi, tror vi, at det er fordi, de har det så dårligt, at de er på nippet til at gå fra hinanden, og det er åbenbart pinligt. Eller hvad? Og når vi hører, at de ikke deler seng, går vi ud fra, at det skyldes, at intimiteten og sexlivet er dødt, for vi har åbenbart ikke fantasi til at forestille sig, at sex er noget, der finder sted, før lyset er slukket og begge ligger under dynen i soveværelset.

Man må ikke vise svaghed i sit parforhold. Vi lever i en tid, hvor over halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og alligevel er det et kæmpe-tabu at tale om, hvad man kan gøre for at undgå at blive skilt. Det er nogle gange lidt som om, at det ikke på samme måde er tabu at indrømme, at man er “vokset fra hinanden”, som det er at indrømme, at man kæmper for at blive sammen.

Det her er alt sammen tanker og spekulationer. Jeg kan ikke sige mig fri for selv at synge med på nogle af de tabuer herover. Jon og jeg gik for nogle år siden i parterapi, fordi vi gerne ville “fremtidssikre” os selv og give vores forhold et sundhedscheck efter flere år med små tvillinger. Det er noget af det bedste, jeg og vi nogensinde har gjort for os selv og hinanden, og jeg er stolt af det – men jeg har også haft travlt med at understrege, at vi altså gik i FOREBYGGENDE parterapi. Fordi jeg ikke ville have, at folk skulle antage, at vi havde det dårligt.

I disse uger og måneder går jeg og overvejer, hvordan livet mon ville være, hvis jeg havde mit eget soveværelse. Hvis jeg sov igennem næsten hver nat, fik de 8 timer, jeg har brug for, og ikke konstant havde en ringen i hovedet og mudder i øjnene som resultat af et søvnunderskud, det nogle gange føles som om, jeg kæmper for at opretholde. Fordi jeg dagligt brokker mig, men endnu ikke har gjort noget radikalt anderledes for at løse problemet. Engang imellem sover jeg i gæsteværelset i kælderen, men jeg bryder mig ikke om det. At være så langt væk fra min familie om natten. Jon kan selvfølgelig sagtens tage sig af ungerne, det gør han jo, når jeg ikke er hjemme, og som oftest er det også ham, der går ind og lægger sig med dem på børneværelset, hvis de vågner om natten, for at spare mig. Men jeg kan alligevel ikke lide at tage mig selv helt ud af ligningen. Ikke sådan konsekvent, i hvert fald.

Men for et par måneder siden byttede vi rundt på værelserne oppe på første sal, hvor vi sover. Ungerne ville gerne have vores værelse, som er etagens største, og Jon og jeg har mast vores dobbeltseng ind i det, der hidtil var Hugos værelse. Hvilket betyder, at Bertas tidligere værelse, som ligger imellem de to, nu ikke er i brug. Vi har anbragt en sovesofa derinde, til når vi får flere gæster end dem, der kan sove i kælderen, og i nat sov jeg derinde.
Det føltes rart at gå i seng på samme etage som de andre. Jon er næsten altid oppe et par timer efter, at jeg er gået til ro, så vi går sjældent i seng på samme tid, men han kommer altid op og putter mig, når jeg går i seng. Og i nat gjorde han så bare det i gæsteværelset, hvorefter han nogle timer senere faldt i søvn alene i vores seng.

Jeg vågnede i nat, fordi jeg drømte, at det bankede på døren, og så lå jeg vågen en rum tid. Jeg ved ikke hvor længe, men jeg faldt i søvn igen. Da jeg atter slog øjnene op, var det lyst, og jeg gik ind i soveværelset, hvor Berta og Uma også var fundet ind i takt med, at natten var gået til ro. Det føltes lidt tamt ikke at have været der, da ynglingen kom ind med sit krøllede hoved og søvn i øjnene. Men den skuffelse fortog sig, da jeg havde overskud til at synge med på musikken i bilen, selvom vi kom for sent ud af døren, og da hele morgenen i øvrigt gled som smurt i palmeolie.

I will try this. I will walk this unwalked and dangerous path! Jeg vil afprøve det med at sove alene om natten. Jeg er ligeså dødforelsket i min mand, som jeg altid har været (mere og mere år for år, faktisk), og vi har sex og intimitet nok til, at jeg ikke vil lade skræmmebilleder og mine egne og andres fordomme bestemme, hvor jeg skal sove. For jeg skal fandme sove. Jeg kan meget bedre lide mig, når jeg har sovet. I dag henter jeg ungerne og tager dem med på stranden efter skole, for det er muligvis sidste chance, inden efteråret vinder kampen mod sommeren. Og i nat skal jeg have endnu en god nats søvn. Måske en hel en, hvem ved? Oddsene er i hvert fald større, end de har været længe. 🙂