METTE MARIE LEI LANGE

Status: Ingen inter-tvillinge-savn og alsisk gallapremiere

Jeg er stadig på Als, hvor jeg sidder under dynen i min far og Elkes TV-stue sammen med Hugo. Han har opdaget, at De Gamle har Disney Junior-kanalen, og han æder det råt. Jeg synes ikke, jeg er gammeldags, men hjemme i Køge ser ungerne ikke meget flow-TV, YouTube eller andre ting, hvor de bliver udsat for reklamer. Når de ser tegnefilm, ser de et afsnit af en serie på ViaPlay eller Netflix, og når det er slut, skriger de “Må vi se en tiiiiiil?”. Jeg kan også meget godt lide, at det ikke bare banker derud af, indtil nogen kommer og slukker, men at der tages stilling mellem hvert afsnit. Og altså ikke til, hvilke af tingene i reklamerne, men ikke kan leve uden. Hugo er hoppet i med begge ben og ønsker sig nu både oprydnings-lastbilen Mr. Duster, My Little Pony’er i alle tilgængelige farver og en modellervoks-dims, der gør det muligt at klippe modellervokshåret af en dukke. Men der skal være forskel på hverdag og fest, og hos Bedstefar og Bedstemor ser vi således flow-TV og reklamer og drømmer om plastik i overflod!

I eftermiddag kommer Berta og Jon fra Samsø til Als, og jeg glæææder mig til at se dem. Det er jeg ene om, hvis man skal tro Hugos udsagn. Han kan ikke lide piger (med undtagelse af undertegnede, lykkeligvis), så han elsker ikke Berta, er hans postulat. Men da vi i går var et smut ned over grænsen for at shoppe i Fleggaard, ringede Jon. Han gav røret til Berta og jeg til Hugo, og så havde Krapylerne således deres allerførste indbyrdes telefonsamtale. De delte indgående med hinanden, hvor de var og hvad de havde oplevet, og Hugo holdt hånden over røret for at spørge mig, om han måtte købe nogle vingummier til Berta, og da de var bevilliget, berettede han entusiastisk for sin søster, at hun kunne glæde sig til en stor overraskelse, når de sås igen. Jon og jeg havde meget travlt med at råbe ‘CUUUUUUUTE!!!’ ind i røret til hinanden efterfølgende.

I aften skal Krapylerne passes af deres bedsteforældre, mens Jon og jeg skal til gallapremiere på filmen ‘I Krig og Kærlighed’, som er sat i Sønderjylland og derfor har lokal premiere. Balladen finder sted på Alsion og IKKE i den relativt nyåbnede biograf i Sønderborg, hvilket ærgrer mig grænseløst, da jeg har opdaget, at den er på Top 5 over de bedste biografer i hele Europa! Efter sigende er der businessclass-sæder i hele salen OG for en mer-betaling kan man leje en loge MED EGET KØLESKAB!

Men jeg glæder mig selvsagt til at deltage i en sønderjysk premiere og ærgres kun over, at jeg ikke har fået pakket helt det tøj, jeg havde planer om, da det for sent gik op for mig, at dresscoden dikterer ‘Smart Evening eller Black Tie’. Jon har samme problem, og INGEN tøjbutikker har åbent hernede om søndagen, så vi planlægger et optimistisk rov i min far og Elkes garderober senere …

Billedet øverst er fra i går, hvor Hugo og jeg besøgte en af mine bedste veninder og hendes 9-årige søn. Han er Hugos BEDSTE ven, og om følelserne er gensidige, er nok uvist, men heldigvis er den store dreng så sød og empatisk, at Hugo altid flyver rundt på en lyserød sky efter et besøg hos sit store idol.

Til Als med Hugo

Hugo og jeg har i dag leget med LEGO, spist Nutella-mader og senest spist frokost OG softice på Jensens Bøfhus, og nu sidder vi i IC3-toget mod Sønderborg. Berta og Jon er ikke sådan lige at få øje på i vores kølvand, for de er på Samsø.

Jons mormor fylder i dag 98 år, så hele familien er naturligt nok valfartet til Samsø for at besøge hende. Jons mormor er et vanvittigt dejligt, åndsfrisk menneske, men hun er altså gammel. Hun bliver hurtigt træt (særligt med gæster), hun er næsten helt blind, og hun hører ikke så godt længere. Derfor synes jeg egentlig, det er lidt synd, at alle slægtninge vælger at besøge hende på én og samme gang i stedet for i fødselsdagsgave måske at forære hende en kalender for 2019, hvor der var indlagt besøg fra alle familiemedlemmer – men forskudt med to-tre ugers mellemrum.

Men damen skal fejres, det er klart! Jeg foreslog dog i den forgangne uge Jon, at vi sendte ham og et af børnene som repræsentanter for Lei Lange-grenen af familien, og så kunne jeg tage til Als med det andet barn. På søndag skal vi nemlig alligevel til Als, da Jon og jeg er inviteret til den sønderjyske premiere på filmen ‘I Krig Og Kærlighed’, mens De Gamle passer ungerne. Og hvis vi delte os op på denne måde, ville vi både sikre, at Oldemor bliver løbet lidt mindre over ende, da vores tvillinger er betragteligt mindre larmende hver for sig end som sæt, og desuden kunne ungerne få lidt højt skattet alenetid med hver deres forælder. Og bedsteforældre! Farmor og faster på Samsø og bedstefar og bedstemor på Als.

Således afgjort! Min eneste frygt var, at Berta ville modsætte sig idéen, da den indebærer en afskillelse mellem hende og jeg på TO nætter (det oplagte valg var at tage Hugo med til Als, da vi således også får lejlighed til at besøge en af mine veninder, hvis søn han elsker at lege med, og det får han nu lejlighed til uden det vanlige “Husk nu lige, at Berta også gerne må være med”-soundtrack), men den frygt var umiddelbart ubegrundet. Damen glædede sig fra første færd enormt meget til alenetid med Jon og farmor uden sin (lad os kalde ham) meget ekstroverte bror, og hun gik straks ned for at finde en kjole frem, som var passende til en fødselsdag! Desuden skulle de jo sejle med FÆRGE!

Så her sidder vi, Hux og jeg. Og det er skidehyggeligt! Han ser tegnefilm, og jeg skal have arbejdet lidt på min medbragte laptop. I aften skal vi til tidlig Mortens Aften hos Bedstemors side af familien, og Hugo glæder sig til at være i centrum af sine bedsteforældres opmærksomhed. Vi er ikke gode nok til at skille familien op, men vi skal være bedre, for det er så fint! ❤️

Mit syn på min krops udseende har ændret sig med Instagram

Mit syn på min krop og mit udseende har ændret sig, siden Instagram kom ind i billedet. Sideløbende er der så også sket det, at mit syn på min krop betyder mindre for mig, end det gjorde for 5 og 10 år siden. Så det er godt og skidt, kan man sige. Men et faktum, jeg ikke kan komme udenom er, at jeg i dag tænker markant mere over, hvordan min krop ser ud, end jeg gjorde inden Instagram.

Første gang jeg var i Tanzania, var henover min 31 års fødselsdag. Det var en presserejse med Louis Nielsen, og på min fødselsdag overraskede ham, der stod for turen mig, da han havde arrangeret, at vi blev sejlet ud til en lille, ubefolket ø for at snorkle hele dagen. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg så en muræne og spiste pommes fritter og drak cola på stranden (der sad en mand på stranden og solgte pommes fritter og iskolde colaer. Fuldkommen genialt!), og inden vi sejlede tilbage til fastlandet, bad jeg min rejsemakker om at forevige mig i strandkanten. Og jeg kan tydelig huske, hvor glad jeg var for det billede.

Det var d. 9. oktober 2012, og jeg var kun lige kommet på Instagram. Helle Thorning havde stadig ikke været til Nelson Mandela-event med Barak Obama, så ordet ’selfie’ var stadig ikke rigtigt kommet til Danmark, og det var endnu ikke mainstream at poste badetøjsbilleder af sig selv på nettet. Jeg havde endnu aldrig gjort det. Og jeg var heller ikke blogger.
Derfor var jeg heller ikke lige så vant til at se på billeder af mig selv, som jeg er i dag, hvor jeg tager selfies flere gange om ugen og ofte beder venner om at knipse mig, mens jeg spiser, er på stranden, cykler eller laver noget andet – eller måske sket intet, faktisk. Jeg syntes, at billedet var skidegodt, og jeg husker at føle en speciel glæde ved, at jeg syntes, jeg stod absolut knivskarpt dér på min 31 års fødselsdag midt i verden.

Det billede fandt jeg frem igen, da jeg for nogle uger siden var på Zanzibar med Jon og ungerne. Jon tog nemlig et billede af mig på stranden på en lille, ubeboet ø udfor Zanzibars kyst, og så kom minderne om min 31-års fødselsdag tilbage til mig. For jeg kunne ikke sådan særligt godt lide det billede, Jon tog. Jeg var ikke ærgerlig over det, men jeg syntes ikke, min krop var sådan specielt laber. Jeg så ikke skarp ud. Heller ikke grim – bare ikke sådan godt nok-agtigt. Ikke som jeg gjorde på billedet på min 31-års fødselsdag 6 år tidligere på en ø i samme land. (I bund og grund tog jeg alt for meget stilling).

Og så var det, at jeg fandt det gamle billede frem. Og opdagede, at der faktisk er uendeligt lidt forskel på de to billeder. Men hvis jeg skal vælge, synes jeg faktisk, at min krop er flottere nu. Og alligevel følte jeg mig mere laber dengang. Sådan helt umiddelbart ved synet af mit eget billede – uden at sammenligne mig med andre. For der var ikke andre – det var en øde ø. Og Instagram indeholdt flere billeder af rejsedestinationer og vejskilte end af afklædte kroppe dengang.

Jeg tror, det skyldes flere ting.
For det første at jeg følger en masse meget slanke og sportstrænede kvinder på Instagram og derfor dagligt eksponeres for og forholder mig til, hvordan deres kroppe ser ud. Bevidst eller ubevidst. Og jeg sammenligner mig med, hvordan min krop ser ud i forhold til deres. Det gjorde jeg ikke i 2012. Da var vi danskere stadig for bonerte og selvironiske til at flashe vores halvnøgne kroppe på nettet, og jeg havde derfor ikke andre at sammenligne med end modellerne i reklamerne og folk, jeg så i svømmehallen. Og da har jeg nok altid følt mere slægtskab med dem i svømmehallen end modeller, der er meget yngre end mig.
For det andet er det blevet meget mere almindeligt for mig at tage billeder og få andre til at forevige mig, hvorfor jeg konstant forholder mig til, om jeg nu ser ud på billeder, som jeg gerne vil. Eller som andre gør. For bare seks år siden tog jeg slet ikke lige så mange fotos – og da slet ikke iført badetøj. Det havde simpelthen bare ikke relevans.

Skønhedsidealet har ændret sig meget, siden jeg var i starten af 20’erne. Alt er mere ekstremt nu. Hvis jeg, dengang jeg gik i gymnasiet, mødte en fyr, der så ud, som fyrene i eksempelvis Love Island ser ud i dag (det skete dog aldrig – jeg tror ikke engang, der var fitnesscentre på Als dengang), ville jeg have syntes, at han lignede Arnold Schwarzenegger. Nu er det bare sådan, fyre ser ud.
Da jeg var i 20’erne, kendte jeg ingen, der havde silikonebryster. Det viste sig så mange år senere, at det gjorde jeg alligevel, men det var noget, man gik enormt stille med dørene med. De fleste af dem, der fik lavet kunstige bryster, var meget diskrete omkring det og gjorde alt, hvad de kunne for, at resultatet skulle blive så naturligt og usynligt som muligt. Og hår-extensions var fuldkommen umuligt at forestille sig i starten af 2000’erne. I hvert fald på Als.
I dag er det kunstige et look i sig selv. Der er ret mange piger, der går sporenstrengs efter, at det skal se kunstigt ud. Både læberne, neglene, brysterne og sågar i nogle tilfælde numsen, selvom det vist endnu ikke hører til normen i Danmark (lad os tales ved om 5-7 år …). Jeg siger ikke, at det er mit ideal, for det er det ikke, men det er et ideal. Jeg kommer nok primært til at sammenligne mig med kvinder i min egen aldersgruppe, som træner 2-3 gange om ugen og derfor ser meget mere sportstrænede ud, end jeg gør.

Jeg synes, det er lidt trist, at det er sådan. At jeg, en voksen kvinde, der svinger 3-5 kilo i vægt alt efter sæson og Nettos SPOT-vareudvalg, ligger i den absolut sunde ende af BMI-spektret, spiser varieret og får ganske fin, regelmæssig motion, pludselig i en alder af 37 år tænker mere over, hvordan hun ser ud, end hun nogensinde før har gjort. Og fra tid til anden ærgres.
Heldigvis betyder udseende mindre for mig, end det før har gjort. Mit udseende har egentlig aldrig været blandt de vigtigste prioriteter i mit liv, og det har heller aldrig været kilde til dårlige dage eller overvejelser om ændringer – men alligevel er det noget, jeg reflekterer en del mere over nu, end jeg gjorde før Instagram. Noget så hundehamrende ligegyldigt og uvæsentligt som udseendet af en krop, der i øvrigt fungerer upåklageligt. Det er da lidt kedeligt.

Krapylerne får ingen pakkekalender i år


Der er intet politisk motiv bag den beslutning, bare bitter erfaring og et lille forsøg på ikke at forvende de unger, jeg har lavet, mere end godt er. Jeg ELSKER at lave pakkekalendre! De sidste mange år har jeg hver jul lavet pakkekalendre til veninder og familie, og nogle gange har jeg også sendt hjemmelavede julegaver og pakkekalendre til fremmede folk gennem nogle af de der fine initiativer på facebook, hvor man kan støtte folk, hvis jul er mere speget end ens egen. Så jeg havde selvsagt glædet mig til at skulle forestå pakkekalendre til både Hugo og Berta, når de engang fik en alder, som kunne forsvare den slags.

Det troede jeg, de havde sidste år. De er fra februar, så for et år siden var de ved juletid 3 år gamle – snart 4. De var helt med på, hvad julen gik ud på (eller – det er løgn. Den med Jesus har vi indtil videre sprunget over, men Julemanden og nisser var de helt på højde med) og glædede sig til risengrød, gaver, nissehuer og juletræ. Jeg lagde ud den 1. december med en julekalender til dem hver (chokolade til Hugo og vingummi til Berta), og så hang jeg hver deres julesok op i stuen, som i hele december hver morgen indeholdt en lille gave i Tiger/Søstrene Grene-genren. Et lille stykke legetøj, en Pixie-bog, nogle farvekridt, en dut med sæbebobler. Den slags.
I starten var entusiasmen stor! Ungerne syntes, det var enormt spændende om morgenen at finde frem til gaven på bunden af sokken og at pakke den ud for derefter at tage deres nyerhvervede ejendel i betragtning og brug. Men som dagene gik, begyndte de at forvirre begreberne lidt. De var helt med på, at det var Nissen, der kom med gaverne, men det var som om, at forventningen blev større end taknemmeligheden hos dem. Særligt Hugo fik en lidt ærgerlig tendens til at blive skuffet over gaverne. Han forventede, at Nissen hørte alle hans ønsker og leverede ekspres. Han ønskede sig store og meget specifikke gaver og blev meget skuffet over, at det ingenlunde var det, han fandt i sokken.
Så stemningen blev ikke hyggelig og julet, men små-sur og utaknemmelig. Og det er jo ikke meningen. Desuden synes jeg faktisk, at en gave hver evigt eneste dag i næsten en her måned er ret meget for meget til så små børn (i hvert fald mine), som hurtigt mistede overblikket, når der både var daglige pakker OG chokolade og vingummi over morgenmaden. Der gik lidt Kardashian i den, og så skulle det hele bare være større, bedre og vildere. (Igen – i hvert fald hos mine unger). Og pludselig handlede julen lidt for meget om gaver i stedet for alle de andre fine ting, den årstid også har oppe i ærmet.

Så i år gør vi noget andet. De får stadig hver deres slik-kalender, for den kan de i sandhed sætte pris på (igen – særligt Hugo), og så dropper vi de dagligt tilbagevendende kalendergaver. I stedet får de pakker i weekenden. Jeg har allerede samlet et lille lager, og der er både to små æsker med LEGO fra Brugsen og nogle portions-kager, jeg fandt på spot i Lidl, hvor der er kage-ingredienser i en kop, som man så vist bare skal tilføre vand og så smide i ovnen. (Tror jeg. Må lige have læst bagsiden inden eksekvering).

I den forbindelse har jeg tænkt mig at samle op på en sønderjysk tradition, som vi brugte i mit barndomshjem. Her havde vi ikke julesokker, men i stedet stillede man sine pusser i vinduet. Eller i hvert fald den ene pus. Og for de uindviede kan jeg berette, at “pusser” er det sønderjyske alias for det, øvrige danskere nok vil benævne “hjemmesko”. I løbet af natten kommer Julemanden så forbi og afleverer en gave i pussen – i Langehjemmet i hvert fald i weekenden. 🙂

 

Min akilleshæl og noget om forskellige, farverige personligheder

De fleste ting omkring mit arbejde falder mig ret let. Det er én af grundene til, at jeg elsker det driverliv, jeg synes, det er at leve af at blogge. Jeg synes, det er sjovt og nemt! Og det med at springe over, hvor gærdet er lavest, har altid været min foretrukne måde at gøre tingene på. Det handler ikke om, at jeg ikke er dedikeret eller ikke kan lide at gøre mig umage – for det er og gør jeg. Det handler bare om, at jeg synes, livet kan være noget rod på ret mange måder, og derfor giver det for mig god mening at nappe de nemme løsninger der, hvor man kan. Det har jeg faktisk skrevet et helt indlæg, jeg er ret tilfreds med, om her.

Men der er nogle aspekter af mit bloggerliv, som jeg stinker til.
Dengang jeg arbejdede på ELLE, fik vi på et tidspunkt allesammen lavet en personlighedstest af firmaet InSights. Den fordelte os på nogle grafer ud fra fire forskellige rækker primære karakteristika, som var kendetegnet ved fire forskellige farver. Nu har jeg lige fundet dem på nettet, fordi jeg synes, det er ret skægt. Hvis man vil læse mere, kan man gøre det her. De resultater, jeg fik, og det arbejde, vi lavede bagefter, har ærligt talt betydet meget for mig og givet mig en større forståelse for, hvordan jeg virker på andre mennesker – på godt og ondt. Og ikke mindst en større forståelse for, hvorfor det er helt almindeligt, at nogle mennesker er god til én slags ting, mens andre excellerer i noget andet. Man kan måske sige, det har fået mig til at hvile lidt mere i at have al den krudt i røven, jeg nu engang har, omend det nogle gange kunne være praktisk at være lidt mere praktisk.
Jeg tog testen to gange med et års mellemrum, og begge gange faldt det således ud, at jeg havde 97% gul energi i mig, og sølle 8% blå … Sagt på en anden måde: Jeg trives og høster vanvittigt megen energi i samspillet med andre mennesker, og jeg er enormt skidehamrende-dårlig til alt, der bare lugter af Excell-ark.

Farverne er delt således op:

Personer med præference for blå energi
Personer med præference for blå farveenergi står for tænkning og refleksion. De er indadvendte og ønsker at kende og forstå verden omkring sig. De vil helst have tid til at tænke og analysere før de handler. De foretrækker at indtage et upartisk, objektivt standpunkt og værdsætter uafhængighed og intellekt. For at opnå klarhed og præcision foretrækker de skriftlig kommunikation. På en dårlig dag kan den blå person være reserveret, afvisende, mistænksom og urokkelig.

Personer med præference for grøn energi
Personer med præference for grøn energi står for gode relationer og hjælpsomhed. De er indadvendte og fokuserer på værdinormer og dybde i deres relationer. De forsvarer deres værdier med stille beslutsomhed og udholdenhed. De ønsker at opnå at andre stoler på dem og forstår dem. De foretrækker demokratiske tilstande, hvor individet er i højsædet, og hvor man har et personligt forhold til hinanden. På en dårlig dag kan den grønne person være tilbagetrukket, konfliktsky, afhængig og stædig.

Personer med præference for gul energi
Mennesker med præference for gul farveenergi står for inspiration og klart formulerede visioner. De er udadvendte, entusiastiske og venlige. Normalt er de positive og interesserede og har et godt forhold til andre mennesker. De elsker at være sammen med andre mennesker og synes, at ser det positive sider af livet. De er inspirerende og demokratiske i deres omgang med andre mennesker. På en dårlig dag kan den gule person være utålmodig, indiskret og forhastet og overfladisk.

Personer med præference for rød energi
Personer med præference for rød farveenergi står for handlekraft og målrettethed. De er udadvendte og meget energiske. De er positive, handlingsorienterede og altid i bevægelse. De har stor fokus på resultater og målsætning. I deres omgang med andre er de direkte og myndige og nærer ønske om magt og kontrol. På en dårlig dag kan den røde person være aggressiv, dominerende, kontrollerende og ufølsom.

Inden jeg fik øjnene op for den her model (der findes sikkert mange! Den her var bare første gang, jeg stødte på den slags), havde jeg enormt dårlig samvittighed over ikke at være mere organiseret. Jeg sammenlignede mig meget med ELLEs daværende koordinator (hun er i dag moderedaktør – well done!), som var otte år yngre end mig, men sindssygt god til planlægning og papirarbejde. Jeg synes, det var pinligt, at jeg var så meget dårligere til den slags end hun, når jeg nu var ældre og burde være mere moden.
Siden har jeg så accepteret, at det ikke har en fløjtende fis at gøre med modenhed, men med, at alle mennesker er forskellige – og gode til forskellige ting. Elementært, måske, men alligevel en dejlig erkendelse. De ting, man selv er god til, føles bare tit “nemme”, og derfor synes man ikke selv, det er lige så sejt som at være god til det, de andre er gode til, men som man selv synes er svært. Og det er selvfølgelig forkert.

Men jeg er altså virkelig dårlig til “blå” opgaver, som vi kalder det herhjemme i Langehjemmet. Virkelig dårlig. Og heldigvis matcher Jon mig enormt godt på det punkt. Det er altid ham, der sørger for, at ting bliver betalt og tilmeldt betalingsservice, at familien får de vacciner, vi skal, inden vi rejser på ferie og sågar, at der er toiletpapir i huset. Til gengæld er det mig, der har taget initiativ til og planlagt alle vores familieferier nogensinde, og det er også mig, der arrangerer alle vores kæreste-dates og sørger for, at vi nu og da drikker champagne til aftensmaden og har blomster i vaserne herhjemme. Og så har jeg også stået for at lære børnene trinnene til ‘Macarena’. 😉
Tidligere i vores forhold var jeg lidt skuffet over, at Jon ikke tog mere initiativ til eksempelvis dates, fordi jeg selv synes, det var så dejligt og sjovt, men efterhånden (og særligt efter, at vi er blevet en familie) sætter jeg vanvittigt stor pris på, at vi excellerer på to så helt forskellige platforme. Så vi både har toiletpapir, når det skal bruges, og hotelværelser i Barcelona, når det er den slags tirsdag. Det ene er ikke et større udtryk for kærlighed end det andet, og hvis regningen for naturgas ikke er betalt, kan der være tændt nok så mange stearinlys i fine stager – det bliver sgu stadig koldt.

Lidt mere ulige står det dog til i mit lille firma. Jeg har ganske vist en agent, som heldigvis tager sig af alle forhandlinger og holder eminent godt styr på min kalender, men der er alligevel en her del “blå” opgaver, som jeg er nødt til at tage mig af. Regninger, der skal betales, aftaler, der skal bogføres og overholdes og deslige. Og jeg er tåkrummende pinlig over, hvor dårlig, jeg er til det! Jeg har jo pengene til at betale alle de regninger, der kommer, og alligevel skubber jeg det foran mig, indtil min hjerne krøller, og mine kreditorer er lige så sure, som mælken i køleskabet ville være, hvis jeg ikke havde Jon til at stå for den slags. Det er så DUMT! Til sidst, efter flere dage at have undgået øjenkontakt med problemerne, tager jeg mig sammen og får ordnet det hele på én gang! Så tager det oftest kun en times tid at nå i bund med tingene, og bagefter føler jeg mig så veltilpas i min egen krop, som når jeg har løbet en tur på Åsen!

Det er så tåbeligt!
I dag er sådan en dag. Jeg har gennemgået min indbakke med en tættekam, og jeg har fået ryddet op i alle udeståender, og jeg føler mig 8 kilo lettere! Og atter engang lover jeg mig selv, at nu gider jeg ikke det fis mere. Næste gang gør jeg det helt anderledes! Det er spild af negativ energi, og den slags gider jeg ikke, for det går ud over mit humør, hvilket betyder, at det også går ud over mine nærmeste omgivelser, så nu skal det være slut! For evigt!
Og jeg er gammel og klog nok til at vide, at det ikke kommer til at holde i længden … Men sådan er vi nok alle sammen gode og små-dumme på samme tid på hver vores måde, bilder jeg mig ind.

Er der nogle af jer, der læser med her hos mig, der ved, hvad jeg taler om? (Please, sig ja, hehe).