METTE MARIE LEI LANGE

4/31: Hedebølge i horisonten

Min mand og min mands burger. I sandhed et syn for guder i Køge.

Jeg har lige tjekket vejrudsigten for den næste uge. Det er der sådan set ikke noget odiøst i, for den slags gør jeg uafladeligt sommeren igennem. Det har de seneste halvanden måned mestendels været en svampet affære for så at bruge det udtryk. Fugtigt og kedeligt. Men nu, hvor alle (dem, som er rigtigt voksne) er startet på arbejde igen, er der saftsuseme hedebølge?! Og den strækker sig ind i næste uge, ses det! Mine Krapyler har første skoledag på mandag, og det kommer da til at være et første-skoledags-foto på fortrappen op til Langeresidensen, som bliver værd at ramme ind og sætte på kaminen! Solskin for fulde gardiner!

Berta har ikke haft feber siden weekenden, men hun er stadig hjemme i dag, da man jo skal vente 48 timer efter seneste symptomer, før man sluser folk ud i samfundet igen. Vi tror, det var sådan en 24 timers-bug, der fik ram på hende. Hun var slatten og lun i et døgn, og nu er hun atter på toppen. Hun og jeg har lige spist marmelade på ristet brød, mens vi qå et afsnit af første sæson af Bagedysten. Nogen skal jo vise barnet, hvordan man skal opføre sig, når man er sygemeldt uden at have det direkte dårligt.

I går aftes kom nogle af vores gode venner forbi med deres børn og en flok pølser og kartoffelsalat, og så grillede vi på terrassen foran vores hus. Det var så hyggeligt og samtidig så tydeligt for mig, at det er noget, vi har gjort alt for lidt denne sommer. Så den næste uge burde pakkes med terrasseaftaler, hvis det stod til mig! 🥰

Jeg håber, at I, der læser med denne tirsdag, får mulighed for at mærke solen på næsen i løbet af dagen. Hvis den er pakket, dagen, kan jeg anbefale at bruge en eventuel timinutters-pause på at spise en softice med guf, mens man ser ud over noget vand eller anden natur. Det føles nu så rart, og det varer gerne resten af dagen. 😊

3/31: Sygdom og solskin, grå hår og idealer

Billedet er taget af Ditte Campion til Femina engang sidste år. Det har ikke rigtigt noget med indlægget at gøre, men mit hår ser da gråt ud, og jeg tager sgu ikke billeder nok til sådan at have nok til et indlæg hver dag. 😅

Klokken er 10, og jeg er næsten lige stået op. Det lyder lidt mere som ferie end som den første dag tilbage på jobbet, og det er jo egentlig ret børnefamilie-klassisk. Vores familie har holdt fri (Los Angeles, corona og sommerferie) i sammenlagt 5 ud af årets indtil videre 7 måneder, og her har ingen været ramt af sygdom. Men den uge, vi starter hjulene op igen, lægger Bette Berta sig med feber.

Heldigvis er hun ikke så hårdt ramt på livskvaliteten. I dag har hun sovet helt til næsten 10 og er ikke længere lun, så vi ser tiden an, giver det de anbefalede 48 timer og håber, at hun kan joine sine homies i SFO’en engang midt på ugen.

Jeg havde bestilt tid hos frisøren i dag, som jeg jo så måtte aflyse. Min plan var en ordentlig omgang forskønnende hårkur og en klipning. Jeg er stadig 100% ombord på min beslutning om at lægge dagene som panikblondine bag mig og i stedet omfavne livet som salt’n’peppa, men jeg siger ikke, at vejen dertil er brolagt med Marabou og diamanter! Jeg synes, det holder hårdt nogle dage, og det her med at acceptere, at det er sådan, jeg ser ud nu, er lidt nederen. Jeg ville hellere have mørkebrunt hår, altså.

Men det har jeg ikke. Det er sort og hvidt. Sådan ser jeg ud. Ligesom at mine øjne har smilerynker og mine babser er trukket lidt sydpå. Jeg har faktisk ingen problemer med at acceptere kroppen eller ansigtets aldring og har aldrig overvejet hverken plastikbabser, botox eller restylane. Så nu vil jeg også i mål med mit garn. Min mor var en naturkraft uden lige, som aldrig brugte sminke eller neglelak eller barberede sig på kroppen. Men hun farvede sit grå hår nærmest rituelt hver sjette uge.

Sådan her så jeg ud for 7 år siden. (På en god dag). Det gør jeg ikke mere.
Og slet ikke på toppen af kroppen.

Så jeg tror, jeg har det fra hende. Og Berta skal ikke have det fra mig. Min mor ville aldrig have kunnet forudse hvilken verden, jeg blev voksen i med alle de uanede muligheder, der er for at rette på sig selv, hvis man ikke synes, at ens udseende lever op til forskrifterne, og jeg aner ikke, hvad der sker på den front de næste 20-30 år. Men jeg kan se, at min mors attitude til sin egen krops og ansigts udseende og aldring har smittet af på mig. Og det samme har hendes manglende accept af de grå hår. Så nu satser jeg hele butikken på, at jeg kan inspirere Berta til, at det hele er cool nok, som der er og bliver.

Sådan her ser mit hår ud nu, hvis jeg vedbliver med ikke at farve det. Satme alligevel en forskel! 7 år, Niller!!

Selvfølgelig er det aaabsolut i orden, at nogle mennesker har lyst til at ændre på deres udseende med operationer og indsprøjtninger af forskellig art. Det fordømmer jeg ikke, og jeg kender en del, der har fået lappet bekymringsrynken i panden, selvom det sikkert kun er dem selv, der har lagt mærke til den. Fred med det. Og med plastikbabser. To each their own! 100%. Virkelig. Vi er forskellige alle sammen, og hurra for det et langt stykke hen ad vejen.

Helt personligt, nede i maven, vil jeg bare gerne følge med hele livet og være glad for at blive ældre. Udenpå og indeni. I stedet for at gå rundt og have et eller andet billede af, at jeg så allerbedst ud, da jeg var 24. Der er ingen tvivl om, at jeg er meget, meget gladere for livet nu som 38-årig, end jeg var for 15 år siden, og det føles som om, at det, at livet bliver bedre indeni, bør hyldes ved, at man også værdsætter, at den udvikling kan ses udenpå. Sådan føles det i hvert fald for mig. Jeg har for længst sluttet fred med smilerynkerne – og nu arbejder jeg på håret. Det bliver godt! 😊

Skulle hilse fra Uma.
Hun er på dagens 8. lur.

2/31: Aflysning og nabohjælp

Det er søndag, solen skinner, og samtidig er det overskyet. Det kan gå begge veje, og vi må vente og se. Jeg har bare ben og en sweater på. Meget symptomatisk påklædning for denne sommer. Mest striktrøjen, egentlig.

Ude på terrassen har Jon gang i en omgang solid nabohjælp. Han fik en ny grill for et par dage siden og brugte det meste af dagen i går på at samle den. Det gik fint (vi roste ham højlydt undervejs, det skal man med mænd og grille), men den duer ikke. Den ser godt ud, men der er ingen varme. Som et medlem af et boyband i start-90’erne. Så nu er vores genbo og vores nabo i fuld gang med at hjælpe ham med at løse problemet. Jeg elsker vores vej. Klokken har kun netop passeret 9, og det summer allerede af liv. Om to uger er der vejfest med helstegt pattegris og sammenskudsretter. Jeg glæder mig!

I dag skulle Jon i Bonbonland med Krapylerne, mens jeg havde planer om ansigtsmasker, neglelak og første del af murstenen “Jeg er Pilgrim”. Men Berta vågnede i går morges med 38,4 i feber, så hun bliver hjemme hos mig, mens Jon og Hugo tager afsted. Vi læste lige forlystelserne op for Hugo, og de eneste, han vil prøve, er dem der er godkendt til børn under 2 år. Han har en livlig fantasi, den bette, og det giver ham et rigt, indre liv, men det ville være synd at sige, at det fordrer ham i forlystelsesparker. Nuvel, han er jo tilfreds, og så må man jo overlade Svend Svingarm til parkens øvrige gæster.

En kærlig hilsen til jer, der læser med denne søndag! Jeg ønsker jer en god én fri for meldug i haven og krævende opgaver, men med sol, afslapning, måske nogle chips med sourcream and onion og en enkelt cola til. 😊❤

1/31: MMs august-udfordring

Da vi var i Los Angeles i starten af 2020, hvilket på den ene side føles som for meget kort tid siden, for vi har ikke lavet så meget siden, og på den anden side føles det som i et andet liv og en anden verden, fordi der på globalt plan er sket sygt meget. As you know. Men altså, da vi var i Los Angeles, bloggede jeg hver eneste dag, og nogle gange var det svært at holde mig på et enkelt indlæg om dagen. Alt var nyt og spændende, og jeg havde lyst til at dele det med det samme.

Så kom vi hjem med corona lige i hælene. Noget af en action packed hjemrejse. Og da vi var landet, var der en del at lære, vide og forholde sig til. Internettet var genialt under corona til at holde os allesammen opdaterede og ikke mindst holde os sammen. Minde os om, at vi gør det, vi gør, for hinanden, for os selv og for os alle sammen. (Og vi skal da i øvrigt lidt ind i kampen igen, alle sammen. En meters afstand i offentligheden. Den er vist lidt forsvundet som dug for sommersolen, må mange af os måske nok indrømme. Der duer ikke).

Så kom sommeren, og den seneste måned har mine unger holdt fri. Igen. I 2020 har de indtil videre haft fri i fem uf af årets syv måneder. På mandag starter de igen i SFO, og næste mandag står den på skolestart.

Jeg har den seneste måned haft en kende svært at finde på meget at sige herinde. Den ene dag ligner den anden og den foregående, og jeg tager mig selv i at tænke, at det, jeg kunne finde på at komme med, er for kedeligt for jer andre at læse om.

Og det er måske rigtigt nok, nogle gange, men den tænkemåde kommer man fandme ingen vegne med som blogger, kan jeg afsløre. Og når jeg engang imellem har delt et regulært hverdags-indlæg her på domænet henover sommeren, er der altid nogle, der skriver, at den slags kan de nu engang så godt lide, og så bliver jeg glad.

Min august-udfordring til mig selv er, at jeg i hele august hver eneste dag, både hverdag og weekend, vil dele et indlæg. Nogle bliver nok lange, andre korte. Nogle handler om hverdagen, andre om eftertanker og overvejelser og så videre. Sådan som det plejer at være herinde. Forskellen er, at jeg aldrig har prøvet at skrive et indlæg hver eneste dag en måned i træk i de 6,5 år, jeg har levet det her driverliv, og det vil jeg prøve nu. For at løbe mig selv igang igen og for at “tvinge” mig selv til at skrive om det hele. For det er jo ikke skidespændende, det der sker hver eneste dag. Men det kan jo også noget. Jeg håber, I vil læse med! ❤

Det tager to år …

Det har taget mig to år. Som med nærmest alt andet i mit liv, når det kommer til store forandringer, har det taget mig to år at vænne mig til at bo i Køge. Jeg kender en del, der enten er ved eller for nyligt har købt hus efter at have boet i lejlighed i København det meste af deres liv, ligesom Jon og jeg gjorde. Og de har alle det til fælles, at de synes, det er en stor beslutning, og de har set på en masse huse.

Det giver jo totalt god mening, når man sådan siger det højt, men sådan føltes det ikke rigtigt for os, når jeg ser tilbage. Vi havde besluttet at flytte ud af byen i 2019. Og en aften på en sommerferie havnede vi i en googlesøgning bare lige for at lure priserne, og det var i 2017. Det førte til, at vi for sjov ville se på et hus i Køge en uge senere. Det blev til endnu et huskig, og det tredje hus, vi så, købte vi. Vi havde egentlig tænkt os også at se på nogle huse indenfor københavnsområdet, i Lyngby og i Dragør, men vi nåede aldrig videre. Og det skyldes primært, at vi ikke havde bil dengang, og udflugten med to børn i klapvogn og oppakning virkede for bøvlet til, at vi gad udvide området.

Så det er egentlig tilfældigt, at vi havede i Køge. Have vi startet søgningen på Amager eller i Rødovre, var vi nok havnet der. Og var vores hus ikke blevet sat til salg i den uge, vi begyndte at kigge, var vi nok faldet for et andet.

And here we are. I Køge og kisteglade for det. Det tog os få uger og en mavefornemmelse at bruge alle vores penge på at flytte til en by, vi ikke kendte, og til gengæld har det taget os to år at samle modet sammen til at male en væg. For hvad nu, hvis vi fortryder? Haha, det er sgu da underligt! Men heldigt, at vi har det på samme måde med den slags ting, Jon og jeg.

Den første tid havde vi meget travlt med at minde os selv og hinanden om, at vi stadig bor tæt på København. Alle dates blev afholdt derinde, og vi brugte stort set ikke den by, vi var flyttet til. Vi elskede vores hus, vores have, vores blinde vej og alle vores naboer samt skov og strand, som vi hele tiden har brugt flittigt. Men selve byen, butikkerne, restauranterne og den slags, har vi ikke dyrket.

Indtil denne her sommer. Nu har vi vendt blikket lidt mere mod Køge og har opdaget alle de skidefine, små steder, kroge og ikke mindst baggårde, byen rummer, og jeg er nu endnu mere cementeret i min følelse af, at det er her, vores familie hører til. På fredag åbner Køges første mexicanske restautant og dagen efter en freaking donutshop! Mit hjerte, hvad vil du mere?

I næste uge vender jeg retur med et indlæg med mine tips til, hvor man skal bevæge sig hen her i MIN BY, hvis man vil begå sig på disse breddegrader. Jeg skal bare lige smage de der tacos først, før jeg tør anbefale dem. 😉