METTE MARIE LEI LANGE

På plads! (Næsten …)

(Billedet er fra vores genbryllups-fest, hvor Jon sang en Rasmus Seebach-ørehænger for mig fra terrassen. Siden den fest har huset i Køge sådan rigtigt føltes som vores).

Min familie og jeg starter for første gang i vores liv året ud et sted, hvor vi kan bo altid, og det er en vildt dejlig følelse. Især fordi, vi tilbragte nytårsaften og første del af nytårsdag ud sammen med en stor klump af vores fælles venner.
I princippet er det jo ikke helt rigtigt – i princippet kunne vi vel også være blevet ved med at bo til leje i en lejlighed på Nørreport Station i København, men vi har altid vidst, at vi gerne ville have et hus. Eller det er heller ikke helt rigtigt – jeg har altid vidst det. Jon var mere tvivlende. Men for nogle år siden malede jeg det lidt hårdt op for ham: Jeg skal prøve at bo i et hus. Jeg er vokset op i et hus og har aldrig følt mig helt hjemme i nogen af de lejligheder, jeg har boet i, selvom jeg har nydt den tid i mit liv – særligt den lille lejlighed, jeg ejede på Nørrebro i otte år af mine tyvere. Men jeg er altså opvokset i et hus, og for mig er hjem et hus. Jeg sagde til Jon, at jeg sagtens kunne vente nogle år. Hvis bare han ville love en dag at flytte i et hus sammen med mig og børnene og virkelig give det et forsøg, så skulle jeg nok flytte med ham fra det hus igen og tilbage til en lejlighed i København, hvis det virkelig ikke var ham. Han er selvfølgelig vigtigere end huset, men vi var altså nødt til at prøve.

Som årene gik, og Krapylerne blev større, blev afstanden mellem mit drømmescenarie og hans dog mindre og mindre. Den kolonihave, vi købte i Skovlunde, som havde til hensigt at udsætte mit behov for græsplæne og egen postkasse, havde faktisk den modsatte effekt på Jon. Han så Hugo og Bertas store glæde ved at have plads at lege på udendørs, og han nød at kunne valse omkring i sin have og spise bøffer på terrassen. Og så opdagede vi huset i Køge, som virkede perfekt for os. Med børn og søde naboer at dele den blinde vej med og masser af plads til både solskin og bøffer på terrassen. Og sådan blev det så. Og her har vi således slået vores folder siden februar sidste år.

Det føles så godt, rigtigt og solidt. Vi har hjemme her, og herfra går vores verden så. Den første halvdel af 2019 kommer Jon til at tilbringe langt størstedelen af sit liv med at spille teater, men når han er færdig med det, vender han skuden og styrer hjem til os igen. Hvis jeg kender den ret, kommer vinteren til at blive koldere og mere tænderskærende, end den har været endnu, før det vender, og når det gør, kommer jeg til at spæne rundt i skoven og glo på anemoner og instagramme egern. Og vi kommer til at grille bøffer, pølser og auberginer (det smager enormt godt i tacos) til den store guldmedalje hele vejen igennem, for vi har nemlig gasgrill, så det kan man sagtens. 😉

Vi er rigtigt godt på plads i huset. Der skulle sådan set ikke laves noget, da det var fuldkommen nyistandsat, da vi købte det, men vi er nogle slow movers, når det kommer til indretning, Jon og jeg. Vi har i det år, der næsten er gået, konstant talt om at male nogle af alle de hvide vægge, men vi tør ikke rigtigt. Men vi er godt tilpas her. Vi har det rigtige spisebord, den rigtige sofa og sådan noget. De store linier er i orden og som vi gerne vil have dem. Og så videreudvikler vi. Jons hidtidige man-cave er langsomt ved at blive omdannet til et legeværelse til børnene, og jeg har stadig tanker om at tapetsere badeværelset på førstesalen.

Og så har vi fået ny vaskemaskine og tørretumbler. Dem, der fulgte med huset, var vi ikke helt så glade for, da vi gerne ville have noget i en bedre energiklasse, og som kan vaske mere “intelligent”, om man vil. For det kan man sgu nu. Vi har i forbindelse med det her samarbejde modtaget en BOSCH vaskemaskine til test i forbindelse med det her samarbejde, og så har vi selv købt en matchende BOSCH tørretumbler. Vi har efterhånden mange ting til både inden- og udendørs brug fra BOSCH, og i min erfaring svigter de sgu aldrig. 🙂

Så i disse måneder er vi i fuld gang med at teste vaskemaskinen (og tørretumbleren, omend et af mine mål for 2019 er at bruge den så lidt som muligt af miljømæssige hensyn, selvom den er energiklasse A+++), og når testen er gennemført, vender jeg stærkt tilbage med detaljer og synspunkter. Hvis der skulle sidde andre husmødre m/k i villa, hus, lejlighed med eller uden mand/kone eller børn, som kunne have interesse i at høre mere. Jeg synes, det er genialt, at der bliver ved med at blive udviklet produkter, som vi alle sammen skal bruge, som behandler vores miljø bedre, bedre og bedre. Det er da en god indgang til 2019!

Kom i teatret for bare 80 kr. lige her!

Indlægget her er en reklame for Madklubben Steaks nye teatermenu og gyserforestillingen SARAH på Zangenberg Teater. Begge steder havde inviteret os gratis indenfor.

Jeg havde den BEDSTE aften i går! Jeg havde inviteret 10 bloggere, Anders Glud og mig selv på Madklubben Steak i Pilestræde i anledning af, at de meget passende for aftenens agenda netop har lanceret en teatermenu, som de således havde inviteret os til at prøvesmage.
Konceptet er, at man tropper op kl. 17, når Madklubben Steak åbner, og så har man bordet til kl. 19.15. I denne tid når man at spise en forret og en hovedret, og menuen koster 250 kr. For de penge kan man få alt fra store bøffer over tatar, fisk, cæcarsalat, supper og meget mere.
På to timer og et kvarter har man således rigeligt tid til at fylde sækken, som det så pænt hedder, inden man  fiser i teatret. (Og hvis man finder tid til en dessert også, vil jeg på det varmeste anbefale deres Caramel Sundae … S’jøst!)

Vi damer fandt også fin tid under middagen til at sludre en hel del. Jeg kendte selvfølgelig alle de fremmødte, men det var ikke alle, der kendte hinanden, så man ved jo aldrig helt, hvordan den slags forløber, men det gik ualmindeligt godt! Vi var i sandhed et godt hold!
Efter middagen, hvor jeg fik pighvar med kartoffelmos (rørt op på comté, i kid you not!) til hovedret, strøg vi 200 meter ned ad Pilestræde og ind i varmen hos Teater Zangenberg, som til dagligt lægger sal til hyggeligt og smånuttet børneteater, men altså de næste to-en-halv uge om aftenen byder på rædsel og gru i form af gyserforestillingen SARAH.

Jeg havde været lidt for rundhåndet med billetterne på Insta, så teatret var uhyre velbesøgt denne aften, hvor de bød på et glas til ganen og en selfieboks fra Myselfie.dk, hvor en del af os fik afløb for vores tilbøjeligheder. Herefter gik vi ind i mørket og så den én time lange forestilling, SARAH, som Anders Glud i øvrigt selv har skrevet med hjælp og inspiration fra Fortune Theatre i London, som har spillet gyserforestillingen ‘The Woman in Black’ i 30 år. Jeg vil ikke spolere stykkets handling over overraskelsesmomenter overhovedet, så jeg siger ikke mere! Blot at billetterne kun koster 80 kr. gennem dette link, og at forestillingen kun kører til d. 19. januar (men til gengæld spiller to gange de fleste dage), så HOP TO IT! 🙂

Jeg har ikke fået penge for at lave reklame for noget i den her sammenhæng. Jeg synes, Anders Gluds teaterstykke ‘CLARA’ (som jeg skrev om for et år siden her) var så sejt, grineren og scary, at vi straks efter premieren aftalte, at når opfølgeren ‘SARAH’ kom, ville jeg gøre mit bedste for at lokke folk i teatret atter engang. Desuden vil jeg vildt gerne være med til at bevirke, at flere yngre mennesker går i teatret, og hvis man synes, det kan være så’rn lidt højpandet, er denne gyserforestilling et skidegodt sted at starte!

 

 

10 sandheder om fru Lange

Trøjen herover en gave fra Ba&sh (reklame).

Det regner udenfor, og jeg sidder i et S-tog, der netop har forladt perronen i Ishøj. Hjemme i hytten er vores rengøringshjælper ved at få skik på Langehytten og foran mig venter en eftermiddag med frokost med en veninde og en masse opfølgning på mails og regnskab. Det er en ganske god tirsdag!

Hermed 10 ting, der er ufornægtelige, om undertegnede!

1. Vi er ved at forvandle Jons man-cave i kælderen til et legerum. Børnenes værelser på førstesalen er ret små, og de begynder at mangle plads til deres legetøj og ikke mindst til, når de har venner på besøg. Jeg håber sådan at få skabt et hjem, hvor der er plads til, at de kan gøre, som det passer dem, når de har venner på besøg og føler, at der er plads og rum til det – uden at mine trommehinder eller min forstand springer i luften. Så nu prøver vi! Med gynge i loftet, ribber på væggen og et meget stort fototapet af en jungle som udgangspunkt!

2. Jeg spiste (næsten) ingen kulhydrater i går og slet ingen sukker for første gang siden det her projekt. Bare som en lille afgiftning efter en juleferie, der gik fuldkommen tilpas amok i fløde, sukker og stivelse. Afgiftnings-projektet havde så det resultat, at jeg var oppe at tisse to gange i nat (sukker og stivelse binder væske som en motherfucker i min krop) og i morges havde tabt et halvt kilo. 😂

3. Jeg har sgu stadig ikke helt besluttet, om Bertie og jeg tager til Marrakech på lørdag. Ikke på grund af nogen frygt, for den har jeg ikke mere, men fordi vi lige skal se, om vi kan finde på noget fedt til Hugo i mellemtiden. Ellers er jeg sgu bange for, at han bliver alvorligt skuffet..

4. Jeg købte 7 forskellige ting på udsalg i Zara mellem jul og nytår, og jeg prøvede dem først, da jeg kom hjem. Og nu skal 6 af dem returneres, fordi de ikke rigtigt er, hvad jeg troede. Og jeg er lige dele lettet og skuffet!

5. Jeg har købt Simple Feast til de næste 14 dage til familien. Eller i hvert fald til Jon og mig – ungerne er endnu ikke helt så eksperimenterende udi det kulinariske. Jeg havde jo et samarbejde med dem sidste år, og selvom det ikke forløb gnidningsfrit, var maden altså bare god. Og uden kød. Og efter den her jul trænger vi lidt til det. Jeg vil vildt gerne spise mere grønt, men jeg er opfostret stort set uden, så det er sådan noget, der skal til!

6. Jeg KAN ikke forstå, at der ikke er to t’er i ordet ‘briter’.

7. Jeg skal i teatret i aften og se gyseren ‘SARAH’! Jeg skreg så meget under forgængeren sidste år, at jeg er lidt nervøs for, hvordan det går ned i aften, når jeg nu på en måde ved, hvad jeg går ind til..

8. Jeg så en et år gammel video af Hugo i går, hvor han fremførte en dans, han havde opfundet. Han havde stadig den sødeste, lille baby-topmave, som er fuldkommen væk nu. Nu har han i stedet sådan en ranglet, meget slank drengekrop. Mine babyer er ikke længere babyer…

9. Jeg blev i morges ringet op og spurgt, om jeg ville komme ind i Go’Aften Danmark og tale om, at jeg ikke viser ungernes ansigter på nettet, fordi Lina Rafn ikke har vist SIN datter, siden hun blev født, men nu er begyndt på det her 8 år senere, fordi datteren selv ønsker det. Nu kan jeg jo ikke i aften, men jeg svarede, at jeg ikke har lyst til at deltage i en generel snak om børn på SoMe, for modsat politikerne kan jeg KUN udtale mig om den specifikke sag (min egen) og ikke tale i generelle termer. Hvad folk gør, er helt deres egen sag, og de er (som oftest) de allerbedste til at træffe beslutningen.

10. Jeg kæmper og kæmper for at få Jon med på at male væggen i køkkenet gammelrosa. Min strategi er at kalde den ‘baconfarvet’…. 😜

At tage til Marrakech – eller la’ være …


Jeg lavede i går en afstemning på Instagram Story, som gik ud på, at jeg udbad mig jeres holdning til, hvorvidt jeg skal tage til Marrakech på lørdag med Berta, eller om jeg skal lade være.

Grundene til, at jeg overhovedet overvejer det, er egentlig flertallige. Der er sjældent langt fra Køge til resten af verden for mit vedkommende. Jeg gør rigtigt meget for at mindske mit CO2-aftryk her på kloden hver evigt, eneste dag, men at forblive på landjorden er ikke en af dem. Jeg elsker at rejse. Nej, jeg ELSKER at rejse! Jeg elsker det så højt, at det føles som om, at jeg ikke ville være mig, hvis jeg ikke rejste. Jeg har en umættelig tørst efter at møde andre mennesker fra kulturer forskellig fra min. Det giver mig en ro, en tryghed, en følelse af at være forbundet og høre til og en endnu større eventyrlyst at opleve hvor ens og forskellige, vi alle sammen er, og jeg kan slet ikke forestille mig at stoppe med at rejse.
Jeg håber, man snart opfinder en bedre måde at komme rundt i verden på, end ved at sætte en fandens masse brændstof til hver eneste gang, og jeg er ikke ligeglad.
Men jeg rejser altså. OG så samler jeg affald op i naturen (og også langs villavejene, faktisk), sparer på vandet, køber brugt, sparer på emballage, tager cyklen og det offentlige så tit, jeg kan, komposterer mit affald, undgår madspild og meget mere. Og lærer mine børn det alt sammen, så det er en helt naturlig del af deres tilgang til verden – ligesom det er at rejse og møde mennesker, der lever anderledes end dem. Eller ligesom dem, men i en helt anden del af verden. Og det kan mærkes på dem allerede, begge dele. Skriver jeg ikke uden stolthed, i øvrigt.

Men altså – jeg fik i går den idé, at jeg kunne tage til Marrakech på lørdag til på tirsdag. Jeg ville skulle flytte et møde og aflyse en måske-aftale, men Jon er hjemme, og det kunne lade sig gøre i familiekalenderen. Og flybilletten er billig.
Og så  var det, at Jon foreslog, at jeg tog Berta med. Vi taler altid om, at vi gerne vil lave endnu mere børnene hver for sig, fordi alle får så meget ud af det, og grundene til at favorisere Berta her over Hugo skulle for det første være, at sidst, vi delte os op, tog jeg Hugo med til Sønderborg, og for det andet ville Berta meget, meget bedre kunne sætte pris på at gå på shopping efter glimtende skatte i souken og spise frokost på hyggelige caféer. Og hun er den, der kræver mest mor-omsorg af de to lige nu.

Men så kom jeg i tanke om, at der jo skete det fuldkommen forfærdelige i december, at to unge kvinder fik frataget livet i Marrakech, fordi terror er en realitet. Og det er så forfærdeligt. Da alle mine tanker var gået til de stakkels piger og deres familier, var min første tanke derefter, hvor skidesynd, det her også var for Marokko og mit elskede Marrakech. Den by, jeg har rejst i alleflest gange helt alene. Jeg tror, jeg har været der ti gange i alt nu, og seks-syv af de gange rejste jeg andet selskab end  mit eget. Og jeg har aldrig følt mig utryg i Marrakech. Jeg har venner, der er blevet slået ned i Paris, jeg er selv blevet både befamlet og bestjålet på åben gade flere gange i Barcelona, men aldrig før har jeg hørt om turister, der har lidt overlast i Marrakech.

Og alligevel følte jeg et eller andet i maven, der gjorde, at min klikkelystne pegefinger ikke bare sikrede billetterne med det samme. Jeg blev altså bange for at dø og for, at min rejselyst skulle gå ud over min bette datter. Og så spurgte jeg jer på Instagram, hvordan I selv ville forholde jer, og det har næsten 8.000 valgt at gøre (TAK!).
Over 50% svarede, at I ville undlade at rejse til Marrakech lige nu som ene kvinde med et barn på armen, og det kom lidt bag på mig. For da jeg havde nogenlunde samme overvejelser, da nogle kæmpe-idioter skød vildt omkring sig på et spillested i Paris for nogle år siden og efterfølgende udråbte London som næste terrormål, og jeg havde billetter til London netop den weekend, var der stort set ingen, der mente, jeg skulle blive hjemme.
Så hvad er der mon sket siden? Har det virket? Er vi blevet mere bange? Eller er vi mere bange, når det drejer sig om et muslimsk land og et land, som minder mindre om Danmark, end England og Frankrig eksempelvis gør?

Heldigvis var der også en masse af jer, der følger med på Instagram, der var så skidesøde at tage sig tid til at skrive mig en privatbesked, og stort set alle de beskeder havde samme pointe: “Sikke noget fis, MM. Sikkerheden er højere i Marrakech lige nu end noget andet sted, fordi der skete dét, betyder det ikke, der sker mere, sådan kan vi ikke leve, brug din sunde fornuft og kom afsted!”
Enkelte var af den modsatte overbevisning, og selvom jeres argumenter værdsættes lige så højt (TAK fordi, I giver mig jeres meninger og holdninger!), kunne jeg mærke, at jeg ikke er enig i dem. Jeg vil ikke være bange for terrorisme, for sådan kan vi ikke leve livet. Og selvom terror fylder meget i nyhedsbilledet, er sandsynligheden for at dø i forbindelse med en terrorhandling ekstremt lille. Og Marrakech er ikke ond, fordi der også bor idioter i Marrakech. Det gør der også i Danmark, og hvis man ville leve på dén måde, skulle vi nok ikke have boet på Nørreport Station i to år …

Så jeg beslutter, at jeg ikke vil lade frygten styre, og jeg ved, at Marrakech er en vidunderlig og tryg by fyldt med fantastiske mennesker, som passer endnu bedre på deres gæster nu end nogensinde før.

Nu mangler jeg så bare at beslutte, om vi skal afsted, men det er mere et praktisk spørgsmål. Flyvningen lørdag morgen er allerede kl. 6, hvilket betyder, at Berta og jeg ville skulle sove i København fra fredag til lørdag og således var væk fra Hugo (og Jon) endnu længere. Og selvom det er billige flybilletter, er det jo aldrig gratis at rejse, og det er typisk mig at være så spontan. Måske skulle jeg hellere vente og så rejse med begge unger senere på året, når Jon har været væk hjemmefra i et par måneder, og vi trænger til luftforandring.

Så jeg overvejer stadig – men ikke det med terrortruslen. Jeg stoler på verden, for det har verden bevist mange gange, at det har den fortjent! <3

INFO: JEG HAR SLÅET KOMMENTARFUNKTIONEN FRA PÅ DETTE INDLÆG. <3
Er det frustrerende, at jeg sådan tillader mig at hapse det sidste ord? Formentligt. Men nu ér det altså mig, der betaler 143 kr. om året for det her domæne, så den fordel napper jeg altså. 😉
Det her indlæg handler om kærlighed til og tro på hinanden og verden (og Marokko) i en tid, hvor terror er en realitet. I stedet har debatten i kommentarfeltet nu udviklet sig til, at jeg føler mig gjort ansvarlig for jordens undergang (eller i hvert fald beskyldt for qua min position som influent at bidrage til den), fordi jeg ikke vil stoppe med at flyve de 4 – 7 gange om året, jeg gør.
Folk skriver, at jeg skylder dem svar på tiltale – det gør jeg altså ikke. Jeg er blogger, jeg er underholder i en moderne verden. Man kan læse, hvad jeg skriver, eller lade være, og hvis man ikke gider følge med mere, er det helt okay. Men hvad jeg skriver her på domænet, har nu engang altid været mit valg, og hvordan jeg lever mit liv ligeså. Jeg vil meget gerne meningsudveksle og har også gjort det meget og gladelige i de fem år, jeg har været her, men nu er denne diskussion altså slut her på bloggen. Because I say so …
Jeg elsker verden og vil gerne passe på den, og det gør jeg på mange små måder hver dag. Og så gør jeg det ved at stole på den, rejse ud i den, opdrage mine børn i og om den og skrive hjem om alle de dejlige ting, jeg ser og oplever og ikke mindst de mennesker, jeg møder. Og på den måde mener jeg, at jeg bidrager til et positivt livs- og verdenssyn. Og det er også noget værd i min bog.

Og så vil jeg slutte med at citere Kristigt Dagblad for i denne artikel at have skrevet noget, som i øvrigt bliver mit mikedrop i denne sag. Til foråret skal jeg i øvrigt med Hugo på solotur til Barcelona, hvor vi skal spise is under en palme. Now you know. 😉

“Ak ja, mens vi venter (på en løsning på klimakrisen, red.), kan vi slå løs på hinanden i avisspalterne, kommentarspor og læserbreve – og måske en dag er der en, som vil stille spørgsmålet: Hvem nyder godt af sorteperspillet? For imens der spilles, er der nogle, der nyder godt af den kritiske stilhed og tager sig tid til blande kortene til deres fordel.
Klimakrisens alvor taget i betragtning er det utroligt, at olie og gas, landbruget, flyselskaberne, tøjindustrien, byggesektoren og hele transportsektoren ikke står med nogen væsentlig bevisbyrde, hvorimod den, der bliver opdaget i at hælde et skvat havremælk i kaffen, straks må forklare sig”.

Peace out! <3

 

Gud bevare den, der opfandt far/barn-gymnastik

Egentlig klør det lidt, når jeg siger far/barn-gymnastik, fordi jeg grundlæggende ikke bryder mig om, at man føler et behov for at sætte en mærkat på et gymnastikhold for at få fædre til at tilbringe tid sammen med deres børn. Det, tror jeg, ikke er nødvendigt i langt de fleste familier. Og i de familier, hvor det er, tvivler jeg stærkt på, at dét begreb tiltaler manden. 🙂
Men altså – Jon går til far/barn-gymnastik med vores unger hver lørdag formiddag, og det er her, jeg alligevel kaster alle fordomme omkring fordomme bort og blot velsigner vedkommende, der påhittede det påhit.
For det ligger lørdag formiddag! Så hver lørdag formiddag har jeg halvanden time, hvor jeg kan løbe en tur i skoven og spise morgenmad, mens solen står op – enten i stilhed eller med bragende fuego latino-vibes i baggrunden (det er min jam for tiden. Særligt ‘MIA’ med Drake).

Således sidder jeg her nu. Løbeturen blev ikke i Åsen, men i udkanten heraf, da denne weekend åbenbart byder på jagt i vore skove. Man fortæller mig, at bestanden af vildt er for stor i øjeblikket, hvilket ikke tjener til dyrenes velfærd, hvorfor man sender jægere ud for at regulere bestanden, som det hedder.
Men jeg spiser yoghurt og ser solen stå op, og om lidt vil jeg ompotte nogle af mine sukkulenter. Ah, slow living!
I eftermiddag skal ungerne, deres Moster Lene og jeg i Leos Legeland! Mellem jul og nytår forbrændte jeg mindst 800 kalorier, da vi besøgte Dinos Legeland – ligeledes i Ishøj – så nu vil vi se, hvad Leo mon kan byde på. Og i aften kører vi til Haslev med en lasagne og spiser sammen med min søster og hendes lille familie. Hendes mand, min geniale svoger, er læge, så han har meget skiftende arbejdstider, og samtidig med, at de er blevet forældre for første gang, er de flyttet ind på deres fine gård, som liiige samtidig skulle igennem en totalrenovation. Min søster har taget det hele i en arm så stiv, at matroser ved landgang verden over bliver misundelige, og nu begynder huset sgu for alvor at ligne et hjem, og hun er så lykkelig. Og det gør mig så lykkelig! Så nu kommer vi med lasagnen, så de i hvert fald slipper for det, og så kan jeg få lov at nusse med min lækre nevø lidt, mens de henter tallerkner. 😉

Så det er weekenden for mig! I hvert fald på planen, og alle med børn ved jo, at det er kun noget, man kan sigte efter at stile efter. Der er ingen garantier. Men humøret er højt, solen står højt på himlen, jeg har sovet 8,5 timer i nat, og der var chokoladestykker i min mysli. It’s all good!

God weekend! <3