METTE MARIE LEI LANGE – Side 2

Live-update fra min 38-års fødselsdag!

Kl. 5.18: Jeg vågner med et sæt, alene i dobbeltsengen, angst for, at klokken er mange. Det er den ikke. Jon sover i Bertas ekstra-seng, jeg lukker døren til soveværelset og sætter mig til at læse videre i Katrine Engbergs sindssygt spændende 3’er, VÅDESKUD.

Kl. 6.02: Lidt skuffet vækker jeg min familie, som vi havde aftalt skulle vække mig med sang og flag kl. 6.00 grundet dagens tidlige mødetid.

Kl. 6.10: Alt lys i huset er atter slukket, jeg fake-sover og tilgiver alt, da mørket i soveværelset brydes af et udskåret græskar med lys i, der bærer udsnittet “MM”, “38” og “❤️” og åbenbarer min smukke, søvndrukne familie og deres fødselsdagssang.

Kl. 7.10: Efter et lynbad lægger jeg makeup på førstesalen til lydtæppet af Jons stemme, der indlevende læser Harry Potter for Hugo og Berta, der opildnede lytter til med demonstrativt tilbageholdt åndedræt og små gisp.

Kl. 7.30: Tidlig aflevering af børn og nu afsted mod Hvidovre, hvor jeg i dag har min første dag på settet til TV-serien ‘STIKKER’.

Kl. 8.15: Ankommer til optagelserne af ‘STIKKER’ præcis i henhold til aftalt tid!

Kl. 8.51: Sidder stadig på en stol i en forhal og undrer mig lidt over, hvorfor jeg skulle komme så tidligt… 😄 Men man har ønsket mig tillykke og lovet flødeboller senere!!

Kl. 10.00: Jeg prøver outfit til rollen. Jeg skal klædes i jordfarver. Det er alle voksne i den her serie, for børnene er de sjove. Så får jeg da også prøvet at gå i brunt!

KL. 10.25: Jeg har nu mødt en del af castet på serien og er på røven over, hvor sjove teenagere er! I hvert fald når de er væk fra deres forældre og skolen og laver noget, de synes er sjovt. Jeg er muligvis ved at udvikle et platonisk crush på en 15-årig og glæder mig pludselig helt sygt til, at mine børn bliver teenagere, hvilket muligvis er en fejl.

Kl. 11.04: Så er vi i gang med at filme den anden scene, jeg medvirker i. Jeg er lidt sat til vægs over, hvor gode børnene er! De er jo for pokker heller ikke skuespillere! Jeg må sgu stramme mig an!

Kl. 12.00: Vi er færdige med at filme de to scener, der er på mit program i dag, og nu serveres der flødeboller! Jon er kommet for at hente mig, så han skåler med.

Kl. 12.45: Vi ankommer til Restaurant Arken med det kedelige slogan ‘en bid af Skagen i Køge’. Hvorfor undersælge Køge på den måde? Men hvorom alting er spiste vi også frokost på min fødselsdag her sidste år, hvor jeg fik en helstegt rødspætte, og den succes skal nu gentages!

Kl. 14.09: Jon stønner af mæthed, og vi triller nu mod Føtex i Ølby Centret for at hente den kagekone, jeg ganske indiskret har bestilt til mig selv!

Kl. 14.30: Atter retur i Langehjemmet lægger jeg an til lige at læse et par sider mere i VÅDESKUD, mens Jon spiller lidt FIFA.

Kl. 15.00: Vi spadserer de 25 meter over til børnehaven og henter Prop og Berta.

Kl. 15.10: Jeg pakker gaver ud, ungerne har lavet i børnehaven. To små, fine urtepotteskjulere til at hænge op i loftet, som de selv har dekoreret. Og Hugos bedste ven, Mikkel O, har tegnet en tegning til mig! Fandme rørende!

Kl. 15.30: Vi går en lang tur alle fire og fanger pokemon’er på min telefon. Hugo har længe bedt om at få Pokémon Go, og nu har vi givet efter for det ønske, og det er faktisk ret hyggeligt. Vi når at fange 12 Pokémon, inden vi når den nye Netto ved Stadion, hvor vi køber de sidste fornødenheder til aftenens middag.

Kl. 16.30: Jon hopper op på ladcyklen og drøner med ungerne mod svømmehallen. Jeg troede egentlig, at jeg fik lov at tage med dem til svømning i dag, men de var enige om, at det var Jons tur, da han ikke har prøvet det endnu.

Kl. 16.45: Jeg lander i min gule stol derhjemme, hvor jeg læser fødselsdagshilsener, beskeder, emails, PB’er og Messenger-beskeder og overvældes atter fuldstændig.

Kl. 18.00: Mine gæster, som er min søsters mand (min søster er i Boston) og min nabo og BFF, Mike, ankommer, Jon steger bøffer og koger Knorr’s bearnaise.

Kl. 18.30: Jeg åbner min gave fra Mike, som er en (fucking) champagnesabel, hugger med stor finesse halsen af en flaske vintage-champagne, og så går vi til bords.

Kl. 19.30: Jeg har ildrøde champagne-kinder, ungerne halshugger den kagekone, jeg har købt til mig selv (og ret meget til dem) og spiser deres stykker foran flimmerkassen, mens vi hygger over resterne af sovsen og kartoflerne.

Den næste tid …

Jon er hjemme igen, og det er lige dele tilfældigt og nøje planlagt, at jeg i halespidsen af hans return nu kommer til at have lidt mere travlt, end jeg har haft i de ni måneder, han har jobbet på Fyn. Noget skal indhentes, andet skal prioriteres, og så er der de appelsiner, der blot tilfældigvis er havnet i min turban, og som skal nydes de næste par uger.

I denne uge står den i morgen på et bloggerevent, som jeg er vært for sammen med Cana. Og i overmorgen har jeg FØDSELSDAG, (og der udkommer i øvrigt den podcast, jeg lige har optaget med Katherine Diez)! Jeg elsker at have og fejre fødselsdag, og i år har jeg inviteret mine nærmeste venner, familie og naboer til fest d. 26. oktober. Vi skal have musikquiz, spille ølspil og drikke sprut fra Tyskland! Det kan kun blive awesome!
På selve min fødselsdag i overmorgen starter jeg så tilfældigvis også optagelserne på den TV-serie, jeg har fået en rolle i. Jeg bliver mere og mere nervøs for det projekt, jo tættere det kommer på, men heldigvis er det kun få scener og få replikker, der venter på mig på onsdag, så det er en blid start. De fleste af de andre skuespillere er jo børn (Serien skal vises på DR Ultra, og i den alder gider de sgu ikke rigtigt at se på voksne), og instruktøren har sendt mig små klip af det, de har skudt so far, og jeg er på røven over de her kids! Så jeg må kvinde mig op og gøre mig umage!

I næste uge skal jeg på endnu en creme-turné med NIVEA, hvor jeg skal holde oplæg i både København, Odense, Aarhus og Aalborg, men denne gang er det for Matas-ansatte i stedet for mine læsere – omend jeg håber på bare et lille overlap! 🥰 Og ugen efter skal Hugo og jeg til Barcelona i tre dage. Som nogle måske vil kunne huske, var jeg i januar i Marrakech med Berta, og siden dengang har Hugo imponerende tålmodigt ventet på, at det skulle blive hans tur, og det gør det nu. Siden de blev undfanget, har jeg glædet mig til, at vi kunne vise ungerne verden, og det har vi gjort i højere grad, end jeg havde turdet håbe på allerede. Men ydermere har jeg glædet mig til, at jeg kunne rejse ud med dem hver for sig. Næste sommer starter de jo i skole, så jeg er så glad for, at vi har nået de her to ture i år.

Ugen herefter skal jeg sgu så på cruise i Middelhavet! Det er en pressetur, jeg er inviteret på, og selvom jeg har været meget afvisende overfor den slags her i 2019 – både af logistiske og miljømæssige årsager – så står jeg altså ikke for denne her. Fire dage på Middelhavet med min dejlige papsøster, mens Jon får lidt alenetid med Krapylerne. Det bliver så fint for alle!

Ah, endnu en ting, jeg glemte at nævne ovenfor: På søndag har jeg en stand ved Trendsales’ Special Edition Market (det er det, jeg ville kalde et loppemarked) i St. Kannikestræde i København. Øvrige duller, der sælger ud, tæller Irina, Christiane, Astrid Olsen, Amalie Fischer, Mathilde Gøhler og vist også en del andre. Jeg har en masse tøj med og glæææder mig! Håber, vi ses! ❤️

H V E R D A G ! ❤️

Jon er hjemme igen! Efter ni måneder med arbejde på Fyn seks ud af ugens syv dage og aftner, er han nu atter fuldtidsfar i Køge, og det er fandme dejligt! Det er det længste stretch, vi har undværet hinanden i familien, og det har sjovt nok også været det, der har været mindst tærende på mig som græsenke og derved primær omsorgsperson og husholderske. Jeg har måske nok været lidt ærgerlig over at måtte takke nej til nogle fede arbejdsmuligheder og medvirken i et par tv-programmer, men bortset fra det har jeg fandme hygget mig. VI har hygget os, og især de sidste 2-3 måneder har jeg været knaldgod til at understrege overfor mig selv, hvad det er, jeg høster på den konto, når jeg er alene med ungerne. Og det nyder jeg.

Men jeg nyder i sandhed også at have Jon hjemme. Jeg har netop lavet indkøbsliste og skal om lidt ud og købe ind til hele ugen. Og det er unægteligt markaaant sjovere at lave aftensmad til en forsamling, der også inkluderer andre voksne end én selv. Og der er tilbud på andebryst i denne uge, så det bliver skidegodt! 😜

Hugo og Berta er på deres part lige gået en LANG tur, fordi de er sure på begge deres forældre. Vi har her til formiddag understreget, at nu er vi snart ved at være trætte af, at de siger “undskyyyld…” med hundeøjne, når de gør noget, de ikke må, for sekundet efter at vende sig om og gøre det samme igen. Og mens de formentlig går og giver hinanden ret i, at alle voksne er nogle åndsboller, er Jon og jeg i færd med at finde ud af, hvilke konsekvenser vi i fremtiden skal indføre.

I går så vi alle sammen Den Store Bagedyst i fjernsynet sammen, og om lidt skal Jon og ungerne over på stadion og se Køge banke Skive.

Hverdag at it’s BEST! 🥰🙌🏻

Kjole-dilemma: Hvilken en skal jeg vælge?

Jeg opdagede i går, at der er kommet udsalg igen, hvilket jeg følte gav mig anledning til at gå på udgik efter en kjole, jeg kan iklæde mig til sen fødselsdagsfest, jeg holder d. 26. oktober. Jeg har inviteret mine og Jons nærmeste venner, vores naboer og mine tætteste kolleger, og den kommer til at stå på ølspil, dans, gas og fjas! Vi bliver 40 mennesker, og menuen bliver marrokansk mad og gin og tonics!

Jeg er på udkig efter en kjole med lange ærmer og forelskede mig for længe siden i den gule nedenfor fra Custommade (den er dog ikke på udsalg endnu)z Men da jeg prøvede den på i Magasin tidligere i dag, erkendte jeg, at den måske havde klædt mig bedre, hvis jeg stadig havde haft den solbrune glød, jeg havde i sommer. Dog er den stadig aldeles fortryllende at have på! Så smuk, jo!

Så faldt jeg til gengæld også over den her smukke, blå sag fra Tiger Of Sweden, som er nedsat til 50% på Boozt, og jeg tænker lidt, at den kunne gøre sig ret godt til en vinterfest (ved godt, det kun er efterår, men det er knasme koldt!) fyldt med farver!

Hvilken en af ovenstående stemmer I på? If any?? Jeg har jo stadig god tid at løbe på, men det er bare så freaking hyggeligt at gå og planlægge! Hvis man gider, modtager jeg med glæde stemmer herunder! På forhånd tusind tak! <3

“Og du er blogger …?”

Det er lidt sjovt med de fordomme, der følger med at være blogger nogle gange. Ikke i forhold til jer, der følger med her, og som ved, hvad det går ud på, kan man sige. Nej, jeg taler om de der gange, hvor man er gæst i et blandet selskab hos en ven, veninde, nabo eller kusine, og havner ved siden af et menneske, som ved, man er blogger, men ikke helt ved, hvad det vil sige. Vedkommende er givetvis nysgerrig, men samtidig også på forhånd en fordomsfuld. Det er de fleste, må jeg sige. For de har hørt om “det der blogger”, og de kunne ikke nødvendigvis lide det, de hørte. Eller også har de tolket på det, de har hørt og draget nogle slutninger, og dem skal jeg nu enten bevise eller tilbagevise. Der er kun de to muligheder.
Jeg har efterhånden flere gange ført samtaler, der lyder nogenlunde sådan her. Jep, hver gang. Det forløber som oftest overraskende ens:

Ham: Nåh, så du er “blogger”? (Citationstegnene enten vises i luften eller høres i udtalen af ordet).

Mig: Jaeh, det er jeg sgu.

Ham: Tænk engang, at man kan leve af det. Hvad skriver du så om?

Mig: Åh, det lyder så langt ude, når man ikke er bekendt med blogs, men jeg skriver egentlig om mig selv. Mine tanker, min hverdag og sådan noget.

Ham: Hahaha, det er da løøøgn! Verden er af lave! Og fortæl mig så lige: Hvad gør egentlig dig så spændende i forhold til alle andre?

Mig: Jeg er ærligt talt ikke specielt spændende, men jeg er relativt okay til at formulere mig på skrift, så det er måske nok det, der gør det.

Ham: Det giver absolut ingen mening, det der. Det er jo ikke et job!? Kan du virkelig tjene penge på at sidde og skrive dagbog på internettet?

Mig: Ehm, det vil jeg ikke kalde det, men ja, jeg kan leve af det.

Ham: HAHA, Herre Jemini! Jeg har taget en lang uddannelse, arbejdet mig op i en virksomhed for at nå dertil, hvor jeg er i dag, og jeg knokler hver eneste dag i 8-10 timer for at tjene min løn! Jeg skulle sgu da bare være blevet blogger i stedet!

Og her er det så, at jeg vælger ét af to svar alt efter humør og temperament den dag:

A) Når jeg har overskud: Hehe, ja, det kan man sige. Nåh, men du arbejder i forsikringsbranchen, sagde du tidligere? Det lyder sindssygt spændende! Vil du ikke fortælle mig alt om det?

B) Når jeg ikke har overskud (her gribes jeg ofte af en ikke altid helt klædelig sarkasme): Jamen, spring da ud i det, Poul! Verden venter, jeg er stensikker på, at du har overhalet mig på ingen tid. Men nu må du have mig undskyldt, mens jeg går ud på toilettet og tager en selfie i spejlet.

Jeg er heldigvis vanvittigt godt tilfreds og yderst taknemmelig med at være der, hvor jeg er i livet. Både på det personlige plan og på det arbejdsmæssige, hvilket nok i virkeligheden er svært for de fleste af os at skille ad. Jeg har min gode base derhjemme, og jeg synes, det er sindssygt sjovt at lave det, jeg gør. Jeg føler mig meget heldig, at jeg kan leve af noget, der falder mig så nemt og er så sjovt, og nogle dage er jeg stolt, når jeg føler, at kan være med til at gøre en bette i forskel. Om det så er fordi, jeg får en besked fra en læser, der fortæller, at et af mine indlæg har haft en positiv betydning, eller om det er, når jeg får skaffet nye blod- og stamcelledonorer.
Jeg ved, at nogle af mine kolleger i branchen rigtigt gerne vil have begrebet “influencer” accepteret bredere som et “rigtigt” arbejde, og sådan har jeg det ikke. Folk må egentlig synes, hvad de vil om mig og det, jeg laver, så længe jeg ved, at jeg ikke gør nogen ondt, og at jeg har det godt med det, jeg bruger min tid på.

Men samtidig kan jeg godt mærke, at de fordomme, der stadig følger med min stillingsbetegnelse, godt kan påvirke mit selvværd lidt i nogle situationer. Og jeg har sgu ellers et meget godt selvværd. Men jeg gider ikke slås for at blive anerkendt – jeg er vildt glad for den anerkendelse, jeg har fra dem, der betyder noget, nemlig jer, der læser med, og dem, jeg holder af. Og jeg bliver selvfølgelig glad og stolt, når Berlingske, Børsen, ELLE, Femina, ALT for Damerne og så videre beder om mit besyv, fordi de synes, det er værd at have med. Men de skal komme til mig efter det, jeg vil ikke prakke dem mig på. Jeg gider ikke overbevise nogen om, at jeg ikke er den kliché, de ofte ser for sig.

Og jeg kan mærke det der stigma tynge lidt, da jeg eksempelvis i går blev bedt af selveste kulturkanonen, Katherine Diez, om at deltage i hendes podcast (SALON med Katherine Diez), der kort fortalt behandler kulturen – både op gennem tiden og i nutiden. Jeg havde endnu ikke hørt hendes podcast, men jeg har læst de fleste af hendes klummer i Berlingske, og når man har det, er man jo ikke i tvivl om, at denne dame er yderst dannet, og derved er hendes program det vel også. Jeg ved mere om Britney Spears’ samlede udgivelser end om Beethovens, og jeg vil hellere se breakdance på Ramblaen i Barcelona end ‘Svanesøen’ på Det Kongelige Teater. (Ahr, okay, hvis man kunne vælge begge dele, ville jeg måske gerne det, men jeg stoler på, at I forstår min pointe).

Jeg er slet ikke bange for at skulle sidde over for Katherine Diez og føre en samtale om kultur, selvom hun ved meget mere om emnet, for hun virker sød og nysgerrig, og der er da de færreste, der starter en podcast for at hænge gæsterne ud. Og jeg føler ikke, at jeg skal leve op til noget i forhold til hende, selvom hendes bogreol er fuld af gamle klassikere, og min indeholder kriminalromaner. Vi er begge vilde med boeuf bourguignon og samtaler med nye mennesker, så vi skal nok finde fælles fodslag.
Nej, det, der gjorde mig lidt tilbageholdende ved at sige ja sådan lige med det samme, mærkede jeg, da jeg hørte de tre episoder, hun har på CV’et indtil videre, er, at jeg er blogger. Hendes øvrige gæster er skuespilleren Jesper Groth, musikeren L.O.C. og radio- og TV-vært (og meget mere) Sara Bro. Folk med rigtige jobs og bredt anerkendte karrierer indenfor anerkendte genrer.
Da jeg lyttede til de tre podcasts, gik det op for mig, at de mennesker ér noget i kraft af det, de har opnået i deres karrierer allerede. L.O.C. ved måske ikke alt om opera, men han er L.O.C., for pokker. Han har bevist sig selv overfor os alle sammen. Vi ved alle sammen, hvem han er, og vi har respekt for det, han har opnået, for det er sgu though at blive stor i en branche, hvor alle er noget ved musikken. Og Jesper Groth kan udtale sig med en vis autoritet omkring scenekunst, fordi han jo ér skuespiller.

Og der er jeg bagud på point fra starten i sammenligning. Jeg er blogger. Hvis nogle af jer, der følger med hos mig, hører den podcast, vil I sikkert kunne kende mig i de holdninger, jeg fremlægger, og I vil måske høre noget, I ikke har hørt før, men I har i hvert fald en holdning til mig baseret på det, I har læst på bloggen. Men mit indtryk er, at af alle de, som hører den podcast uden i forvejen at vide, hvem jeg er, vil størstedelen have en forudindtaget holdning til mig og det, jeg siger, netop på baggrund af mit hverv. Jeg skal lige bevise, at jeg ikke (kun) er en selvfed gås med en trigger-happy selfie-finger. Jeg skal bevise, at jeg kan tænke på andet end avokadomadder. Så jeg skal være klogere og mere velovervejet, end hvis livet havde ført mig ned ad en anden levevej. Hvis jeg “bare” havde været ukendt for de potentielle lyttere, havde udgangspunktet været neutralt, men fordi jeg er blogger, starter jeg i minus.

Så da jeg skulle overveje Katherines tilbud om at medvirke i hendes kultur-podcast, skyldtes det ikke min frygt for at blive hørt af hende i Sartres syn på eksistentialismen eller Ludvig Holbergs betydning for nutidens teater. Det skyldtes trangen til ikke at være den, der skal bevise noget overfor folk, der egentlig ikke er interesserede i at blive overbevist. Jeg har ikke lyst til at være et eksempel – hverken godt eller dårligt – og mindst af alt det sidste.

Men jeg har alligevel sagt ja. For jeg tror, det bliver okay. Jeg tror godt, jeg kan holde den kørende, og jeg har lyst til at have en samtale om mit forhold til kultur (og særligt teater) med et menneske, der har gjort det til sin levevej at synes noget om netop det. Nogle gange skal man udfordre sin komfortzone og stole på det gode, og livet er jo panikken i et brændende teater, som Sartre ville sige det. 😄