METTE MARIE LEI LANGE

Livet om, hvorfor camping er #life

Indlægget er en reklame for Dethleffs.

Gennem hele min barndom har jeg boet på camping i alle mine sommerferier. Til at starte med i en gammel og bogstaveligt talt mølædt camp-let, som mine forældre lånte af nogle venner. Senere strikkede min mor en sweater, som hun byttede for en campingvogn. No joke. Vognen var så lille, at jeg døbte den ‘Perlen’. Og helt brun. Min mor læste en ganske anden forståelse ind i navnet, så det hang ved. I den var der kun plads til mine forældre, så min søster og jeg sov i et iglotelt ved siden af. Da Perlen brød sammen (hun var af en høj alder), købte de en noget nyere model sammen med et vennepar, og så slog vi sten/saks/papir om, hvem der skulle bruge den i hvilke ferier.

Min sidste ferie med min mor, far og lillesøster var i den campingvogn. Vi havde kørt den til Skagen, min søster og jeg var henholdsvis 16 og 20 år, så vi bruge en uge på at drikke os fulde i Løkken og sove den ud om dagen. I igloteltet. Der var sådan set plads til os i campingvognen, men vores forældre gad ikke høre på os, når vi kom fnisende hjem midt om natten og ikke kunne finde vores tandbørster.

I sidste uge var jeg så på min allerførste campingvognsferie med min “nye” familie. Vi har boet på camping mange gange før. Både Jon og jeg før, vi formerede os, og siden er vi flere gange kørt til Kroatien, men alle gange har vi sovet i telt. Denne sommer havde Dethleffs inviteret os til at prøve “the real deal”, og fra ungerne fik den besked, nævnte de det næsten dagligt. De glædede sig umanerligt meget til at sove i en ægte campingvogn, og de var henrykte, da vi ankom, som nogle måske bemærkede på story, hvor jeg filmede deres entré i vognen.

Vejret var ikke sådan helt med os, og her indtraf den første fordel ved at sove i vogn fremfor i telt. Min største optur ved hele turen må være delt imellem deres entusiasme og den eminente hyggefølelse, der var i, at de sov i køjeseng! De skiftedes pænt ad til at sove øverst (Berta lod Hugo få pladsen den første nat, fordi han slog sig på vej mod Skagen ❤️), og når de var faldet i søvn, og vi kiggede ind til dem, som de lå der med hver deres selvlysende bamse (det er nogle, Jon har givet dem, fordi de er bange for mørke), så var hyggebarometeret fandme på 10 ud af 10, altså! 🙌🏻

Hvis jeg skal komme med et par argumenter for, hvad campingvognslivet kan, så lad mig nævne, at det er en dejligt billig måde at feriere på. En del af charmen ved camping er jo at spise sine måltider i vognen. Ikke dem alle, men de fleste, da! Vi hyggede os med at grille nogle af aftnerne, hvor vi lånte plads på genboens gasgrill. De var et venligt, ældre, fastliggende ægtepar. De har den samme plads på Råbjerg Mile Camping hver år fra april til oktober. I starten af sæsonen kører de ud og sætter vognen op med fortelt, lyskæder, hæhegn og hele baduljen, og så bliver de altså hængende. Udover de skiftende naboer virker det enormt meget som kolonihavelivet, faktisk.

Men udover at det er hyggeligt at grille, når man camperer (og her er det smart at have campingvogn med komfur, hvor man kan koge kartofler og lune bearnaisesauce!), skal man også unde sig at lave mad i fælleskøkkenet oppe i fællesbygningen engang imellem. De gange, jeg besøgte det, blev jeg atter engang overrasket over hvor velholdt og pænt, der var. Jeg boede på klubværelse i Sydhavnen i en årrække i starten af nullerne, og vores køkken var direkte sundhedsskadeligt! Men her var det ganske anderledes. Flere gange delte jeg pladsen i køkkenet med ganske unge par, det lavede mad sammen, eller teenagere, hvis forældre havde fået dem til at vaske op. Og ALTID – uden undtagelse – blev vask, komfur og deslige efterladt funklende rent.

Det efterlod mig med den tanke, at campinglivet er godt for os i den her individualiseringens tid. Bevares, luksushoteller og roomservice er dejligt på en anden måde, men der er en tro på fællesskabet og menneskeheden, der har godt af, at vi deles om nogle ting og ser vores medmennesker behandle dem med respekt. Jeg bliver glad af det!

Fastligger bliver jeg nu aldrig. For en anden ting ved campinglivet, jeg holder af, er, at man kan nye steder hen hver gang. Og i disse klimatider er der ingen grund til ikke at påpege, at det jo også er bedre for klimaet at køre på ferie (hvilket man jo i de fleste tilfælde er nødt til, hvis man rejser med campingvogn) end at flyve.

Vi fik set en masse af seværdighederne i Skagen, omend ungerne faktisk helst ville være på campingpladsen. Lege i køjesengene eller udenfor vognen, løbe op på legepladsen, hvor de nød, at børnene talte dansk til forskel fra vores andre ferier, spille minigolf eller bade i poolen. For ungernes skyld havde vi ikke behøvet forlade området overhovedet.

Vi kommer helt sikkert til at fortsætte med at campere og for min skyld gerne i stigende grad i takt med, at børnene bliver ældre. Jeg synes, det er for koldt til at sove i telt i Danmark, så her vinder campingvognen! Hvis man kunne tænke sig at afprøve vognlivet, kan jeg anbefale, at man prøver at leje én. Det kan man på mange campingpladser rundt om i landet. Og man kan også leje sin egen gennem Dethleffs.

Lidt om at blive slået ihjel inden frokost og en spækket Mayland!

Så er vi sgu i gang igen! Det samme sker hver gang, jeg holder ferie. I starten af ferien har jeg fuldkommen umådeligt svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde skal ønske mig, at den slutter, og sidst på ferien begynder jeg at glæde mig til hverdagen. I år er det ikke engang klassikeren med, at det kan være udfordrende for energiniveauet at holde ferie med børn – det er simpelthen bare fordi, jeg godt kan lide vores hverdag!

Ungerne er i børnehave, Jon er startet prøver igen på Odense Teater, hvor han spiller Gatsby i ‘Den Store Gatsby’, som har premiere d. 11. september, og jeg har fandme begyndt dagen med at blive slået ihjel i et træningscenter til et hold ved navn ‘Puls og Styrke’ i Køge! Gennemsnitsalderen på holdet lå væsentligt over min egen, og instruktøren fortalte lykkeligt, at hun for tre uger og tyve minutter siden var blevet mormor, så jeg havde en forventning om, at jeg nu nok skulle kunne følge med tempoet.

I was wrong! Jeg blev grundigt dræbt til tonerne af Basshunter, mens alle de andre hoppede rundt med overskud, fordi deres kondition er så meget bedre end min. Men som instruktøren sagde, så skal man sgu ikke skamme sig over dårlig kondi, for det kan der sgu gøres noget ved!

Jeg har haft en del dårlige nætter de seneste måneder, og det eneste, der nogensinde har virket på min søvn, er motion og bevægelse. Jeg går og løber stadig i skoven nu og da, men nu har jeg besluttet mig for at spæde til med lidt holdsport! Således er planen at træne i SATS hver mandag og torsdag morgen, når børnene er afleveret. Det passer med, at det er er dage, jeg arbejder hjemmefra, og tirsdag, onsdag og fredag tager jeg så til København og arbejder fra kontoret i Værnedamsvej. Struktur, folkens! Det er noget, min Ole Lukøje også kan lide. Så jeg forventer at være endnu mere energifyldt henover efteråret, end jeg har været denne sommer, og jeg glæder mig til det!

Efter fem ugers lemmedaskeri med hjemmeværende børn er der også fuld knald på kalenderen i denne uge! Tirsdag har jeg et interview med ALT for Damerne, der handler om mit forhold til min vægt og hvordan, det har ændret sig i takt med, at jeg er blevet ældre (apropos det her indlæg). Derefter skal jeg have farvet toppen af hovedet og dermed have lukket den udvoksning, der efterhånden har samme brede som Køgebugtmotorvejen. Onsdag har jeg et interview og en hel fotoskydning med ELLE (det har jeg sgu aldrig prøvet før, det sidste, altså. Deraf frisørtiden tirsdag) samt et møde på CONFETTI med alle de andre damer, som jeg ikke har set alt for længe! Torsdag fejrer vi CONFETTIs to-års fødselsdag ved en stor fest, hvor vi har inviteret ALLE vores bloggerkolleger! Og fredag skal der ryddes op efter festen, selvklart…

Jeg glæder mig! Solen skinner, og gode ting sker sgu hele tiden, synes jeg. Jeg føler mig så svineheldig at kunne gå på arbejde på den måde, som jeg gør – stadig efter fem et halvt år. Så tak til jer, der læser med! I er verdens bedste chefer! 🥰🙏🏻

10 upopulære holdninger


Jeg løb en dag en tur i skoven (apropos ting, jeg for få år siden aldrig havde troet, jeg skulle opleve mig selv ytre!), og så diskede min playliste op med et nye Beyoncé-nummer. Et af dem fra den nye Løvernes Konge-film.
Og jeg gav det sgu chancen! Jeg koncentrerede mig om at lægge mærke til, hvor god, hun er til at styre sin stemme, og hvor fint, nummeret var sat sammen! Men jeg nåede ikke længere end halvvejs, og så måtte jeg gå videre til et andet nummer. Jeg synes simpelthen, Beyoncé er røvsyg! Jeg ved godt, hun er Queen B, og alt det der, og jeg synes da også, det er vildt flot, at hun ikke har haft et stofmisbrug endnu. Og hvis ens mand absolut SKAL bolle udenom, er det da ganske badass at få ham til at slikke ens tæer i det album, man udgiver som terapi (oooog PR-mæssig damage control) efter balladen. Og det virkede! Hendes plads på tronen er uændret, og ingen hater på Jay-Z længere. (Han har jo slikket tæer, det må ligesom være nok). Men jeg kan ikke bare ikke huske et eneste af de numre, der var på det album! For alle hendes sange er kedelige! Ja, også ‘If I Were A Man’, selvom jeg godt kan lige pointen i den!

Og jeg ved godt, at de fleste ikke er enige med mig i den antagelse. Vi er jo heeeldigvis alle sammen forskellige! Og som den blogger, jeg er, så jeg naturligvis et indlæg med netop det fokus! Så her har I 10 upopulære holdninger fra undertegnede! Jeg håber, I vil dele med mig og hinanden i kommentarfeltet, hvor mange af dem, vi har til fælles! 🙂

1. Stort set alle Beyonces sange er røvkedelige.

2. Nye ærter fra egen have smager bedre end nye, danske jordbær.

3. Twilight-filmene er dårlige, og Kristin Stewart er ikke rigtigt nogen god skuespiller.

4. Det eneste sted, ananas faktisk smager godt, er på pizza.

5. Bradley Cooper er ikke sådan specielt lækker.

6. Og der har i øvrigt aldrig været romantik mellem ham og Lady Gaga.

7. Mælkebøtter er smukkere end roser.

8. De der ledningsfri in-ear headphones fra Apple er virkelig kiksede.

9. Rødt hår til mænd er top-sexet.

10. PrinzenRolle smager meget bedre end Oreos.

Jeg er en kliché!p

Jo længere, man lever, og jo mere grundigt, man gør det, des tydeligere går to ting i min erfaring op for én:
1) Vi er alle sammen enormt ens.
2) Vi er alle sammen vanvittigt forskellige.

Jep, det er selvmodsigende, og sådan er det sgu med meget her i livet. Tit, når man har besluttet sig for at gå én vej og derved i samme åndedræt at ekskludere en anden, kan man mærke et sug efter det, man har valgt fra. For hvad nu hvis…?

Men det er sådan set ikke det, nærværende indlæg er tænkt til at skulle dreje sig om (og så lidt alligevel, pun intended). Det skal handle om, at jeg (jævnfør pkt. 1) er en kliché!
Jeg synes, som jeg i ny og næ kommenterer her på domænet, at der sker ret mange ting i den tid, vi lever i, og jeg elsker det. Den måde, kvinder ses og ser sig selv på, er konstant oppe til debat. #metoo-bevægelsen og den efterfølgende #timesup-reaktion har sat sind i kog, og mere end nogensinde (i hvert fald siden 70’erne) rejser kvinder sig op og kræver retten til at kunne det samme, som mænd hele tiden har haft lov til. Om det så drejer sig om det, der ligger i lønningsposen, ikke at forarge, når man ikke har lyst til at barbere hele kroppen inden offentlig afklædning, at klæde sig, som man har lyst, uden at blive kaldt “udfordrende” eller lidt selv være uden om, at man bliver befamlet eller voldtaget og meget, meget mere. Som jeg også berørte her, da Instagram censurerede mine brystvorter.

Jeg bliver også påvirket af de forandringer, og det er jeg så glad for. Det er blandt andet på grund af en bevægelse, jeg faldt over på Instagram, som havde til hensigt at normalisere menstruation og få folk til ikke at se det som noget ulækkert eller pinligt, der fik mig til at klø mig i nakken over, hvordan Søren jeg selv i meget af mit liv har gået og sneget tamponer op af tasken og skyndt dem ned i lommen, når jeg har måttet driste mig på toilettet i offentligheden, mens jeg har menstruation. Det er et sundhedstegn, og halvdelen af jordens befolkning har det! Den er et bevis på, at vi kan lave mennesker med vores egne kroppe! Når drenge bliver kønsmodne, konkurrerer de om, hvem der kan skyde “klatten” længst, mens piger bliver skamfulde og pinlige over at skulle købe bind i Brugsen. Hvis menstruation var noget, der tilfaldt mænd, ville det blive hyldet og set som en stor styrke, og mændene ville dele det med hele verden hvor meget, de havde blødt under hver menstruation!
Men kvinder skjuler det. I mange dele af verden bliver de set som urene og kan ikke passe deres skole, mens de bløder, og må derfor droppe at få en uddannelse. Og i vores oplyste dele af verden: Ve den dag, en dråbe blød titter igennem på en buks i forbindelse med en styrtblødning. De fleste af os ville hellere stenes på torvet end at gennemleve den skrækkelige oplevelse.
Sikke noget FIS!
Da ovenstående tanker rigtigt satte sig fast på mig, satte jeg begge mine unger ned og forklarede dem om menstruation. Og de har også begge to overværet mig skifte både bind og tampon. Ikke fordi, jeg gør noget show ud af det, men netop fordi, jeg ikke gør. De ser det begge som en del af min toiletrutine fra tid til anden, og jeg låser ikke døren, fordi jeg har menstruation. De skal begge to lære, at det ikke er pinligt, og at det er et tegn på, at man er en stærk kvinde, der kan føde børn. Og sådan er dét altså. 🙂

Noget andet, der har ændret sig i min opfattelse de senere år er, hvordan jeg kan tillade mig at omtale min egen krop offentligt på mine kanaler. Og det er særligt på det seneste gået op for mig, fordi jeg er blevet noget nær edderspændt rasende, fordi jeg har set nedladende reklamer henvendt mod kvinder, der som det mest selvfølgelige går ud fra, at hvis de har et BMI over 19, sidder de i et hjørne med hovedet i hænderne og hulker om at få hjælp til at smide de overflødige kilo, så de kan se æggende ud i en sommerkjole. (Som de så senere victimblames for at have iført sig, når mændene kommer med liderlige kommentarer til firmafesten. Anyway, sidespor …)
Men jeg har jo gjort det samme! Jeg har her på domænet indenfor det seneste år endda skrevet indlæg om, hvordan jeg tabte 2,5 kilo på under to uger og delte sidste forsommer en række indlæg, hvor jeg undersøgte, hvor meget jeg kunne forandre min krops udseende op til en badeferie med minimalt input. Fordi jeg var doven, men gerne vil se bedre ud i en bikini! WFT?

Jeg siger ikke, at jeg pludselig er vågnet op og er 100% tilfreds med min krops udseende. Jeg siger bare, at det BURDE jeg fandme da være! Jeg er 37 år, og jeg lever sundt. Jeg spiser varieret, og jeg drikker kun sjældent alkohol. Jeg holder mig nogenlunde i form, jeg har det godt, fysisk og psykisk, min krop har født to børn og klarede en tvillingegraviditet til UG.
Jeg er ikke helt tilfreds, men det burde jeg være. Jeg vil så gerne lige tabe de der 3-5 kilo, som jeg har skrevet om her, at jeg vil være den eneste, der vil kunne se. Hvorfor? Fordi min krop ikke er så tynd, som den var, da jeg var yngre. Fordi jeg ser billeder af mig selv fra alle vinkler på Instagram hele tiden, og derfor har vænnet mig selv til, hvilket præcise udseende, jeg synes er mest perfekt og tættest på det udseende, modemagasinerne, sladderbladene og realityprogrammerne fortæller os er det perfekteste.

Mit udseende betyder sjovt nok mindre for mig i dag, end det gjorde for 10 år siden. Formentlig fordi, jeg har fået så mange andre værdier ind i mit liv, som gør mig meget mere glad, end mit udseende kan gøre mig. Men samtidig forholder jeg mig meget mere til, hvordan jeg ser ud i dag, end jeg gjorde for 10 år siden. På grund af Instagram, og fordi jeg lever af det, jeg gør. Men heldigvis er jeg ikke taget til fange det – jeg har intet problem med at vise billeder, hvor jeg ikke synes, jeg står knivskarpt. Jeg har intet problem med, at andre ser det af mig, der ikke er perfekt og (måske/måske ikke) dømmer mig på det. Andres mening om mit udseende betyder ikke det store, faktisk. Det er min egen opfattelse, der tæller, og den irriterer mig nogle gange.

Og nu er det så på tide at huske pkt. 2: Vi er alle sammen forskellige. Og vi skal gøre det, der gør os glade. Også i forhold til vores fysiske fremtoning. Om det så er at få kæmpestore silikonebryster, lade hårene på og mellem benene vokse langt, tabe de 3-5 kilo eller skide på det hele. Men i fællesskabets og kvindefrigørelsens tegn vil jeg love, at der aldrig igen kommer et indlæg her på kanalen, der handler om slankekure. Det er ganske enkelt for ensporet, usolidarisk og ekskluderende. Det bakker op om en forståelse af, at der er et ideal for, hvordan et menneske (en kvinde) skal se ud, og hvor meget hun må veje, og det vil jeg sgu ikke lægge blog til.

Nu vil jeg gå i svømmehallen med mine børn. Med lange hår på hele kroppen, i øvrigt. For lige for tiden gider jeg ikke barbere mig. Og sådan er dét altså. 😉

The rise of a glimmergås!

Jeg kommer ikke med til modeugen i denne uge, desværre, fordi jeg er på camping i Skagen med min familie, og sidstnævnte er der intet som helst “desværre” omkring. Men faktisk gad jeg godt lege modeuge i år – i modsætning til de seneste mange.

Dengang, jeg arbejdede på ELLE fra 2010 til 2014, deltog jeg i alle modeugerne. Jeg skulle både skrive indhold til ELLE.dk om de forskellige modeshows, og desuden skulle jeg producere fem videoer fra hver modeuge (som var sponsorbetalt), hvor jeg var backstage for at interviewe designerne og/eller på den røde løber for at interviewe de kendte gæster. Jeg lå ned hele ugen, og jeg sov kun meget lidt. Det var skidesjovt og enormt stressende – mest fordi jeg stadig følte mig lidt som en hund i et spil modekegler og var bange for, om jeg nu gjorde det godt nok.

De første par år, jeg havde bloggen, gik jeg stadig til modeuger. Jeg takkede ja til de invitationer, jeg fik, kindkyssede gamle kolleger og kiggede som oftest med fra en ståplads bagerst, når kollektionerne blev vist frem på catwalken, og jeg festede med og drak cocktails til aftnernes fester. Men på et eller andet fik jeg ligesom nok af det hele. Jeg syntes, det var overfladisk og fastelavnsagtigt, folk var oppe at køre og alt for højtidelige, og jeg blev træt af at blive hjerteligt inviteret til shows, hvor der alligevel ikke rigtigt var plads til mig, og jeg tit følte mig som en nasser. Jeg har sgu aldrig inviteret folk til noget og så end ikke haft en stol, de kunne sætte deres måse på.

Derfor holdt jeg bare op. Ingen savnede mig velsagtens – jeg er jo ikke ligefrem toneangivende på modefronten rent blogger-wise. Og så lavede jeg noget andet de bemeldte uger. Det er jo ikke svært.

Men nu har jeg sgu lyst igen! Til lidt overflade, nogle kindkys, onsdags-fester, fancy middage og modeshows fra bagerste række med udsigt til japanske modebloggere i outfits så aparte, at de får dem til at ligne statister fra en Men In Black-film.

Jeg tror, det skyldes, at jeg nu bor i Køge. Jeg løber ture i skoven, roder en hel masse med min køkkenhave, tilbringer langt de fleste af livets dage og timer i blødt tøj og uden sminke. Jeg føler mig godt og grundigt “grownded”. Det gjorde jeg ikke så meget de sidste par år, vi boede i København. Hele mit mikro-miljø var enormt grownded med børn og bleer, faste spisetider og masser af tøjvask. Men hver weekend blev der solgt narko og kastet op i vores opgang, og når vi om morgenen begav os mod legepladsen, mødte vi walks of shame og sene scoringer, der sloges om taxaer. Jeg var så træt af at bo midt i København og ikke helt kunne vælge bylivet fra. Det krøb ind under døren til min lejlighed, og jeg savnede at føle mig voksen og jordbunden hele vejen igennem.

Og det gør jeg nu. Køge in my heart! Og huslivet, havelivet, livet med skov, strand og ikke mindst fantastiske naboer. Hygge og lilleputsamfund, som jeg altid har drømt om.

Nu er der styr på det, og jeg trives som en fisk i vandet med det. Og nu begynder glimmergåsen i mig, som nok var lidt overstimuleret, at vrikke med halefjerene og ønske opmærksomhed. Hun vil have pænt tøj på, kindkysse, høre høje basrytmer banke derud af, mens modellerne spadserer henover catwalken med et blik i øjnene, der er en blanding af ophøjet elegance og ren og skær ligegyldighed.

Og det skal hun nok få. Det bliver bare ikke i denne uge, for da er hun på camping med familien, hvor makeuppen, når den findes frem, ser ud som det ses ovenfor, og hvor der vaskes op og tisses i fælleshuset for enden af vejen.

Alt til sin tid! 😊❤️💥