METTE MARIE LEI LANGE

Nat-nyt fra Langeland

Fine Køge …

Jeg har altid sovet dårligt, så længe, jeg kan huske, i hvert fald, men det er aldrig noget, jeg målrettet har gjort noget ved i længere tid af gangen. Jeg plejer at sige, at jeg har prøvet alt, og jeg har virkelig også prøvet meget. Jeg har været igennem kraniosakralmassage, hypnose, lavendeldråber på puden, afspænding, podcasts, meditation, nogle uhyggelige sovepiller fra Spanien, jeg aldrig tør prøve igen (som var effektive, bevares), mindfulness, forskellige former for te, dyner, puder og meget mere. Grunden til, at jeg plejer at sige, at jeg har prøvet alt er, at jeg ikke orker at beskæftige mig med problemet for længe af gangen. Derfor fylder jeg så dagen med koffein, og det bryder jeg mig egentlig heller ikke om for længe af gangen. Jeg plejer at sige, at det gode ved at være søvnløs er, at hver aften byder på en ny mulighed for, at det går godt! Men jeg er efterhånden nærmest bange for soveværelser, fordi jeg har lidt så mange natlige nederlag disse steder. Også når jeg sover alene. Jeg vækker nemlig gerne mig selv i Drømmeland. #usmart

Men nu er ungerne så store, at det er som om, at der er plads til, at jeg siger, at nu vil jeg sgu finde en løsning. en permanent en. Jeg vil prøve at mærke, hvordan det føles, når jeg er veludhvilet. Ikke har momentvis optur over en god nats søvn, men er udhvilet! Efter flere på hinanden følgende nætter med nok søvn. Feels like a dream!

En læser skrev til mig på Instagram i sidste uge og foreslog mig antihistaminet Phenergan, som egentlig er udviklet mod køre- og søsyge. Men det er enormt sløvende og ikke vanedannende, så man er begyndt at udskrive det mod søvnløshed også. Det skal købes på recept, så jeg ringede til min læge og fik en snak. Jeg er som udgangspunkt vanvittigt imod tanken om at the piller hver aften resten af livet. For selvom de ikke er fysisk vanedannende, pillerne, så bliver de det jo nok psykisk. I et pilleglas er der 100 piller, og min plan er, at de skal holde et år. Så tager jeg cirka to om ugen. Jeg har endnu ikke opgivet at komme ind i en god, naturlig rytme, men det har en virkelig god, psykisk effekt, at jeg ved, at jeg kan få hjælp, når jeg er allermest smadret. På en ødelagt dag har jeg en garanti for, at jeg sover godt den følgende nat, fordi jeg har de der piller.

For de virker sgu. Jeg har ikke så tit svært ved at falde i søvn, mit problem er at blive i søvnen. Og ydermere, at hvis jeg vågner, kan jeg sjældent falde i søvn igen. Så ofte sover jeg ikke mere efter kl. 3.30-4-tiden.

De her piller gør, at jeg sover tungere, og de gange, jeg er vågnet, har jeg formået at falde i søvn igen. Jeg fik dem i sidste uge og har brugt dem to nætter. Det er en kæmpe-lettelse, at der endelig er noget, der duer, og jeg ser sgu allerede mere lyst på det hele! OG jeg har sovet i ægtesengen og ikke gæstesengen. Endnu en bonus. Jon kom i seng senere end jeg og var sågar oppe i nat, uden at jeg vågnede. Kæmpe landvinding!

Det her er i øvrigt ikke et sovepille/antihistamin-anbefalelsesindlæg. Det er blot en lille knap fra den cardigan, jeg ynder at kalde my life. 😉 TAK for jeres sovetips og heppebeskeder! 😍

Lidt om søvn og tabuer

Det er sjovt med tabuer. Det er dem, der skiller os ad, og det er også dem, der bringer os tættere på hinanden. Når vi tør tale om dem, that is. Sådan har jeg det lidt i dag, efter at jeg i går delte her på bloggen og på Instagram, at jeg er dårligere til at sove, end en hest er til retstavning. Jeg er da ikke stolt, når jeg fortæller, at jeg har brugt morgenen på at forpeste luften over morgenbordet i Langehuset, fordi jeg er træt. Jeg er flov, og jeg hader mig selv lidt for det. Ikke for at sove dårligt, det er jo ikke selvforskyldt. Jeg er jo ikke herre over, om nattens timer bliver tilbragt med åbne eller lukkede øjne, men jeg er herre over, om jeg åbner eller lukker munden morgenen efter. Og jeg skal være bedre til at holde den lukket. Være morgen-stille.

Og så skal jeg være bedre til at sove om natten. Nu skal det være. Jeg gider ikke mere. Søvnløshed og søvnproblemer føles som en kronisk sygdom, der har fulgt mig gennem hele mit voksenliv, og det er altså blevet et problem, efter at jeg ikke længere er den eneste i det liv. Det er ikke børnene, der bærer skylden for mine natlige opvågninger længere. Jo, nogle gange, men ikke oftest. Som oftest skyldes det, at Jon, bless his soul, vender sig i sengen. What a crime.

Løsningsmulighed: Separate soveværelser. Puha, jeg er ikke vild med tanken. Jon og jeg har altid forsvaret ægtesengen efter, at Krapylerne kom til (inden da var der jo heller ikke så meget at forsvare den imod). Både på grund af min nattesøvn, men også fordi, at der er noget intimt og dejligt i, at selvom dagen er fyldt med gøremål og børn og ting og sager, så sover vi sammen om natten. Oplades, forynges, restitueres side om side. Kysser hinanden godnat, slukker lyset og ligger sammen der i mørket.

Jep, det lyder skidehyggeligt og romantisk, men det er ikke sådan, det er. Jeg hverken oplades eller forynges i ægtesengen. (Ikke om natten, i hvert fald, høhø). Jeg kaster mig frustreret fra side til side, mens jeg gør mit bedste for ikke at skæve til de røde tal på clockradioen og begynde den stressende udregning, der åbenbarer, hvor mange timer og kvarter, jeg kan nå at få, hvis bare jeg falder i søvn nu. Og irritationen fem kvarter senere, når søvnen stadig ikke har fundet mig. Og blandingen af irrationel frustration over, at Jon bare sover, blandet med frygten for at komme til at vække ham, sådan som jeg karter rundt, så vi dagen efter kan være TO underskudsramte forældre.
Og morgenen efter sådan en nat (og ikke mindst en måned med sådan nogle nætter som perler på en snor) er ikke det værste. Det er eftermiddagen, aftensmaden, putningen. Overskuddet svinder mere og mere, som minutterne går. Morgenen er stram, fordi jeg ved, hvilken slags dag, jeg har at se frem imod. Hvilken en slags mor, jeg bliver. Hvilket et overskud, jeg ikke har.

Det er omgivet med tabu at sige, at man går i parterapi, og det er absolut også tabu at sige, at man har separate soveværelser. Og hvorfor er det mon? Det må være fordi, at det er tabubelagt at vise svaghed i sit parforhold? Når vi hører, at folk går i parterapi, tror vi, at det er fordi, de har det så dårligt, at de er på nippet til at gå fra hinanden, og det er åbenbart pinligt. Eller hvad? Og når vi hører, at de ikke deler seng, går vi ud fra, at det skyldes, at intimiteten og sexlivet er dødt, for vi har åbenbart ikke fantasi til at forestille sig, at sex er noget, der finder sted, før lyset er slukket og begge ligger under dynen i soveværelset.

Man må ikke vise svaghed i sit parforhold. Vi lever i en tid, hvor over halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og alligevel er det et kæmpe-tabu at tale om, hvad man kan gøre for at undgå at blive skilt. Det er nogle gange lidt som om, at det ikke på samme måde er tabu at indrømme, at man er “vokset fra hinanden”, som det er at indrømme, at man kæmper for at blive sammen.

Det her er alt sammen tanker og spekulationer. Jeg kan ikke sige mig fri for selv at synge med på nogle af de tabuer herover. Jon og jeg gik for nogle år siden i parterapi, fordi vi gerne ville “fremtidssikre” os selv og give vores forhold et sundhedscheck efter flere år med små tvillinger. Det er noget af det bedste, jeg og vi nogensinde har gjort for os selv og hinanden, og jeg er stolt af det – men jeg har også haft travlt med at understrege, at vi altså gik i FOREBYGGENDE parterapi. Fordi jeg ikke ville have, at folk skulle antage, at vi havde det dårligt.

I disse uger og måneder går jeg og overvejer, hvordan livet mon ville være, hvis jeg havde mit eget soveværelse. Hvis jeg sov igennem næsten hver nat, fik de 8 timer, jeg har brug for, og ikke konstant havde en ringen i hovedet og mudder i øjnene som resultat af et søvnunderskud, det nogle gange føles som om, jeg kæmper for at opretholde. Fordi jeg dagligt brokker mig, men endnu ikke har gjort noget radikalt anderledes for at løse problemet. Engang imellem sover jeg i gæsteværelset i kælderen, men jeg bryder mig ikke om det. At være så langt væk fra min familie om natten. Jon kan selvfølgelig sagtens tage sig af ungerne, det gør han jo, når jeg ikke er hjemme, og som oftest er det også ham, der går ind og lægger sig med dem på børneværelset, hvis de vågner om natten, for at spare mig. Men jeg kan alligevel ikke lide at tage mig selv helt ud af ligningen. Ikke sådan konsekvent, i hvert fald.

Men for et par måneder siden byttede vi rundt på værelserne oppe på første sal, hvor vi sover. Ungerne ville gerne have vores værelse, som er etagens største, og Jon og jeg har mast vores dobbeltseng ind i det, der hidtil var Hugos værelse. Hvilket betyder, at Bertas tidligere værelse, som ligger imellem de to, nu ikke er i brug. Vi har anbragt en sovesofa derinde, til når vi får flere gæster end dem, der kan sove i kælderen, og i nat sov jeg derinde.
Det føltes rart at gå i seng på samme etage som de andre. Jon er næsten altid oppe et par timer efter, at jeg er gået til ro, så vi går sjældent i seng på samme tid, men han kommer altid op og putter mig, når jeg går i seng. Og i nat gjorde han så bare det i gæsteværelset, hvorefter han nogle timer senere faldt i søvn alene i vores seng.

Jeg vågnede i nat, fordi jeg drømte, at det bankede på døren, og så lå jeg vågen en rum tid. Jeg ved ikke hvor længe, men jeg faldt i søvn igen. Da jeg atter slog øjnene op, var det lyst, og jeg gik ind i soveværelset, hvor Berta og Uma også var fundet ind i takt med, at natten var gået til ro. Det føltes lidt tamt ikke at have været der, da ynglingen kom ind med sit krøllede hoved og søvn i øjnene. Men den skuffelse fortog sig, da jeg havde overskud til at synge med på musikken i bilen, selvom vi kom for sent ud af døren, og da hele morgenen i øvrigt gled som smurt i palmeolie.

I will try this. I will walk this unwalked and dangerous path! Jeg vil afprøve det med at sove alene om natten. Jeg er ligeså dødforelsket i min mand, som jeg altid har været (mere og mere år for år, faktisk), og vi har sex og intimitet nok til, at jeg ikke vil lade skræmmebilleder og mine egne og andres fordomme bestemme, hvor jeg skal sove. For jeg skal fandme sove. Jeg kan meget bedre lide mig, når jeg har sovet. I dag henter jeg ungerne og tager dem med på stranden efter skole, for det er muligvis sidste chance, inden efteråret vinder kampen mod sommeren. Og i nat skal jeg have endnu en god nats søvn. Måske en hel en, hvem ved? Oddsene er i hvert fald større, end de har været længe. 🙂

Nogle gange skal man måske bare holde sin kæft …


Jeg har endnu til gode at have en tanke, jeg ikke har delt med Jon. Så længe, vi har været sammen, i hvert fald. Det var vist sig som noget rigtigt godt, for det betyder, at vi i løbet af de sidste snart 10 år har talt om alt og derfor nu kan tale om alt. Nu har vi jo endnu ikke oplevet alt, så det er selvfølgelig en noget overmodig udtalelse at komme med, men jeg vil sige så meget, at jeg har gode forhåbninger for fremtiden. Jon og jeg er begge to sådan nogle, der tænker og føler meget, og vi kan heldigvis begge to godt lide at tale med hinanden om de følelser. Hvis vi nu hver især var blevet gift med én, der synes, det hele blev lidt for langhåret af sådan at blive tærsket langhalm på, havde det nok været et problem, men for os er det en styrke og noget af det, der gør, at vi synes, vi er havnet det rigtige sted.

Men nogle gange skal man måske alligevel ikke dele alt, man tænker, spekulerer jeg denne meget disede mandag morgen.
Den hyppige læser her på bloggen vil allerede vide, at jeg er søvnudfordret. Ikke for tiden, men altid. Det er et livsvilkår for mig. Det er ikke noget, mine børn har introduceret mig for, sådan har det altid været. Men man skal nok ikke være kvantefysiker for at kunne regne ud, at det ikke er noget, det at have børn sådan ligefrem har gjort bedre.
Der er dårlige og mindre dårlige perioder. Men i 2020 har der været flest dårlige. Når jeg sover godt, har jeg overskud, livsglæde og humor, jeg bager boller og laver pandekager, cracker jokes og spiller morgenmusik. Og når jeg står op efter (endnu) en dårlig nat, er jeg sur som et opstød, spyder trælse bemærkninger som galde fra mit indre og vrisser af alt fra hunden til mit spejlbillede. Og alle andre, der bor på matriklen. Og når de så er taget afsted, og jeg sidder alene tilbage på mit hjemmekontor, kommer selvhadet. Jeg bliver jo ikke mindre træt af lige at sende de andre ud af døren på en decideret åndssvag måde. Jeg bliver bare en dum kælling oveni at være træt, og når man går i seng efter at have følt sig som en heks den dag, sover man ikke nødvendigvis bedre, skulle jeg hilse og sige.

Så måske er der engang imellem tidspunkter, hvor i hvert fald denne dame bør holde sin kæft. Ikke dele ud af sine følelser. Holde mellemregningerne for sig selv. Jeg agter at tage ved lære af dem, der er morgenstille. De mennesker, der trisser rundt og ser onde ud, men er tyste som graven. De fleste af dem bliver til mennesker efter et trug kaffe, men da jeg ikke drikker kaffe, skulle man måske overveje at indføre en morgen-cola? (Måske ikke). De er ikke godt selskab, men de deler i det mindste ikke ud af deres galde.

Min plan er at holde min kæft noget mere. I hvert fald om morgenen. Ikke dele mine tanker, irritationer og frustrationer, som alligevel ikke hjælper nogen med noget. Kun at bidrage med mit syn på vejret, hvis jeg bliver spurgt. Være hende, der er kendt som morgen-stille fremfor morgen-sur. Og så sover jeg nok i gæsteværelset den næste uges tid, så jeg kan komme henover bjerget og nå dertil, hvor jeg atter kan værdsætte lyden af fuglefløjt og duften af nyfalden regn. Og glade børnestemmer inden kl. 6.30.

Aflysninger og ændrede planer

Åh, hulk! Jeg var spændt som en fjeder og klar som en solskinsdag i januar til festen på fredag. ELLE Style Awards. Årets efter min mening mest fancy fest. Tirsdag formiddag nåede jeg lige at modtage en mail fra ELLE med alle forbeholdene, som alle forventedes at overholde. Jeg havde fået tildelt et kvarter, jeg kunne ankomme i, og jeg blev bedt om at have mundbind på ved ankomst. Dette kunne så fjernes, når jeg stod på den røde løber for at få taget billeder, og skulle så på igen, mens jeg bevægede mig direkte til min stol. Når jeg sad ned, måtte jeg tage det af, men i alle andre tilfælde skulle mundbindet på. Man havde desuden hyret det, man kaldte for “hygiejnebutlere”. Jeg forestiller mig velklædte mænd m/f med en dut håbdsprit på et sølvfad.

Meget kort tid efter denne mails neddumpen i min indbakke, kom de nye retningslinjer for København og nærmeste omegn for en dag, og senere samme dag fik jeg en ny e-mail fra ELLE, der med sorg, ærgrelse og naturligvis samfundssind og forståelse, meddelte at festen er flyttet frem til d. 6. november. Jeg skrev en SMS til chefredaktricen og foreslog, at de i stedet bare holder festen her i Køge, hvor der ikke gælder de samme forbud. 😜

Så nu skal jeg ikke til fest fredag. Hverken i genbrugskjole eller i nogen som helst anden kjole. Ligesom at mange andre nok også har fået ændret deres planer for den næste tid. Men altså, hvis det er det, der skal til, er det selvfølgelig det, vi gør.

Som de, der følger med på Instagram, vil vide, havde jeg planlagt at tage ungerne med i tysk badeland et par dage i efterårsferien. Ungerne glæder sig helt vildt, de har lavet skemaer, hvor de hver morgen sætter kryds og tæller ned. Men jeg kan ikke rigtigt overskue det, sådan som tingene er lige nu. Sådan at forlade landet. Omend jeg har en klar fornemmelse af, at tyskerne har styr på deres corona-tiltag. De er jo markant mere maskerede end os herhjemme.

Men alligevel har jeg drejet skibet og i stedet bestilt to overnatninger i Lalalndia i eget sommerhus til ungerne, deres seje farmor og mig. Og jeg har betalt ekstra for en i-alle-tilfælde-afbestilling, hvis det til den tid skal vise sig at være en dum idé. Det håber jeg nu ikke, for jeg er allerede begyndt at glæde mig til klorbløde pommesfrites! 😄

Gæst ved ELLE Style Awards – i genbrug?

Jeg har jo før været iført genbrug til ESA. I 2017 havde jeg taget min brudekjole på udover en blå underkjole.

På fredag skal jeg til ELLE Style Awards 2020. Jeg har været gæst ved alle Style Awards indtil videre, og jeg er ret spændt på, hvordan det hele mon spænder af i år, corona and all. Jeg ved, at vi skal ankomme indenfor forskellige tidsrum, så vi kan holde afstand på løberen, og så ved jeg jo, at vi skal sidde ned, hvilket også er ret smart i disse tider. Jeg forestiller mig, at der ligger designer-mundbind på tallerkenerne.

Jeg har besluttet mig for, at jeg i år ikke vil låne en designerkjole, få syet noget særligt eller overlade mit hylster til en stylist, som det ellers er sædvaneved et sådant fashionabelt event. Nope. I år vil jeg gøre noget ganske andet og ganske enkelt tage en kjole på, jeg har i forvejen! Jeg har en forkærlighed for festkjoler, og jeg købte også en god håndfuld i LA. Problemet med de her fine kjoler er, at når jeg så endelig skal i byen, synes jeg ofte, at de alligevel er lidt for fine. Derfor bliver mange af dem slet ikke brugt så meget, som de har fortjent, og det er jo synd! En anden god grund til at tage en af mine egne kjoler på er, at jeg jo så ved, at jeg har det godt i den!

Normalt skal man jo gerne være fashion forward til modefester, meeen det er også ret moderne at sætte pris på det, man har, passe godt på det og bruge det mange gange, og det er altså den form for fashion, jeg draperer mig i på fredag! Og jeg glææææder mig! Jeg har ikke helt udvalgt en klædeskabskreation endnu, men jeg tror, det bliver noget med farver! YAY, jeg glæder mig! Første fancy fest i tusind år, føles det som!

Jeg har lige linet et par af de kjoler, jeg overvejer, op herunder. Jeg hælder pt mest til den gule.. 💛

Sidst, jeg havde den her på, var på CATCH i Los Angeles.
Den her købte jeg i Nice sidste år, og jeg har kun haft en på en enkelt gang til en premiere i Operaen.
Så er der jo også den her skinnende (og gennemsigtige) kjole, som jeg havde på til premieren på SOMMEREN 92.
Og så er der din hvide her fra Designers Remi med et lille peplumskørt, som jeg elsker og har haft med til både New York, Las Vegas og Los Angeles, men jeg tror nu, den får lov at blive i skabet på fredag. Det er nogle nye, der skal luftes denne gang!