METTE MARIE LEI LANGE – Side 2

En aften i Odense – i selskab med Den Store Gatsby


Som jeg skriver det her indlæg, sidder jeg i sofaen i Køge med benene oppe, solen i striber på stuegulvet og soundtracket til Baz Luhrmanns ‘The Great Gatsby’ fra 2013 i ørene. Det er melankolsk, følelsesmæssigt småstressende, flot og dramatisk, og det passer fantastisk godt på den forestilling, vi så på Odense Teater i går aftes – men meget lidt på den generelle stemning, der var på vores tur til Odense, som simpelthen var så hyggelig!

Odense Teater har ikke gjort sig meget i det, vi nu til dags kalder ‘influencer marketing’ frem til nu, men jeg havde heldigvis held med at overtale dem til at give det et skud i forbindelse med den her premiere. Således var jeg, min agent, Christina, Sneglcille, Miriam og Trine inviteret over Storebælt.
Som man har kunnet se på vores sociale medier, manglede der ganske enkelt intet på dekadence-fronten! Vi blev hentet i en minibus komplet med små borde med lamper, snacks, et køleskab fyldt med champagne og en velklædt chauffør. Fremme i Odense blev vi indlogeret på det splinternye Hotel Odeon, hvor jeg saftsuseme fik penthouse-suiten!

Vi havde lige en halv time til at kalke facaden, og så gik turen ned i restauranten, hvor vi fik tre fantastiske retter mad. Herefter blev vi hentet i en vintage Bugatti og fragtet de 700 meter til teatret.
Her var der dansere, som dansede det, jeg gætter på er Charleston, mens vi drak champagne og minglede med de andre premieregæster og ventede på, at showet skulle begynde.

Jeg har efterhånden været i teatret mange gange. Både før, jeg fandt Jon, og selvfølgelig siden. Jeg synes ikke, at alt teater er lige godt, men jeg synes, alt teater (som jeg har set) kan noget. Og jeg synes, det er en fantastisk kunstart, som flere mennesker burde unde sig selv. Alene oplevelsen af at gå i teatret er noget særligt. Der er et momentum i det at opleve noget folde sig ud ‘live’ for ens øje på den måde. Mennesker, der gør sig umage, ting, der sker i samspillet mellem dem, der står på scenen og vi, der ser på. Den energi, der er i udvekslingen og det, der er i at vide, at det ikke kan gøres om. Man kan ikke spole tilbage. Man kan ikke “second screene”. At gå i teatret er på mange måder en oldschool oplevelse i kraft af det analoge i oplevelsen, de smukke krystallysekroner, de gamle paneler, den røde fløjl på sæderne og billeder af gamle kendinger på væggene. Og det, der sker på scenen, er moderne, vedkommende, relevant og nytænkende.

Også i denne første opsætning af ‘Den Store Gatsby’ på dansk teater nogensinde. Og samtidig var det alligevel som om, at de store strudsefjer, de mange similisten, den formelle samtaleform og musikken i den her sammenhæng var med til at understrege netop det klassiske og ikoniske ved at gå i teatret. Man går i biografen i joggingbukser med hænderne i lommerne, og man sms’er, mens der er forfilm. Men når man går i teatret, retter man lige ryggen og slår hele sanseapparatet til. Og især til en forestilling som ‘Den Store Gatsby’.

“Den store Gatsby” Odense Teater 2019

At sætte et stykke som ‘Den Store Gatsby’ op er lidt ligesom at genindspille en Disney-film. Publikum vil have nogle meget præcise forventninger til mange ting, og det er ikke altid en fordel, for det er jo ganske umuligt at indfri. Og også ret kedeligt at prøve. Heldigvis er der så langt fra film til teater, at man (jeg) ret hurtigt blev løst fra den spændetrøje og i stedet lod sig forføre af det, der skete på scenen. Især i andet akt overraskede jeg mig selv ved at udstøde små lyde, da nogle sekvenser var særligt smukke, rørende og overraskende.
Efter forestillingen, da Jon bad mig udpensle, hvad jeg bedst kunne lide (han har holdt alle detaljer for sig selv!), remsede jeg ting op efter hinanden i en lind strøm, for der var så mange. Men det, der gjorde det for mig, var helheden. Musikken (åh, sangerinden synger så vidunderligt), dansen, scenografien, den måde, de bruger røg og lys, guld og aske til at understøtte og fremhæve stemninger var genial. Og skuespillet var så sindssygt tight, at jeg omsider forstår, hvorfor Jon ikke har haft tid til at ringe hjem den seneste uge.

Stykket var dejligt hele vejen igennem, men ligesom når man spiser en burger, ville det være en fejl at skille den ad for først at indtage brødet, dernæst tomatskiverne, agurken, bøffen, og hvad man ellers har proppet i, enkeltvis. Den skal spises med alle lag på én gang for at få den bedste oplevelse. Så jeg følte mig først sådan rigtigt forløst (for så at bruge det ord), da tæppet faldt, og forestillingen var slut.


Jeg vil så gerne anbefale, at man går i teatret og ser ‘Den Store Gatsby’. Men som meget stolt hustru til ham, der spiller Gatsby, er jeg godt klar over, at man måske kunne kalde mig for partisk uden sådan rigtigt at lyve. Jeg håber dog ikke, at man vil lade det stå i vejen for den gode oplevelse, det er. Og når man gør det, skal man også lige nyde Jons BFF, Nicolai Jandorf, som Tom Buchanan. Shit, han er også god, mand!

‘Den Store Gatsby’ spiller på Odense Teaters Store Scene frem til d. 4. oktober. Den spiller alle dage undtagen søndag, og billetter kan købes med 50 kr. rabat lige her.

 

Jeg har givet mig selv et løfte!


Alle links i indlægget her er reklamelinks.

Da jeg var i London med min papsøster i maj i år, købte jeg et par højtaljede bukser til mig selv på udsalg hos Karen Millen. Jeg havde følt mig lidt oppustet og småkvabset hele dagen (det var den tid på måneden), men så snart, jeg fik de bukser på, følte jeg mig sindssygt godt tilpas med den måde, jeg så ud på. Og sådan er det altid, når jeg har højtaljede bukser på. Jeg synes, at højtaljede bukser klæder mig helt vildt godt! Bedre end nogen anden slags buks, jeg endnu er stødt på i universet! Af uransalige årsager findes der ikke et eneste billede af mig iført bemeldte bukser, men buksedragten, som jeg ses i herover, som er købt i TopShop på samme tur, kører med totalt samme princip. Og en endnu højere talje.

Jeg har en lang overkrop, korte ben, en god hofte og en smal talje, og højtaljede bukser lukkes i sagens natur højere op end konventionelle benklæder og skærer sig derved ikke ind i min hofte, så jeg er nødt til at åbne knappen hver gang, jeg sætter mig ned. De lander derimod der, hvor jeg er smallest, og der er meget mere plads til leben – og så synes jeg, at de fremhæver alt det, jeg godt kan lide ved min krop.

Alt dette til trods, og til trods for, at det her er en viden, jeg har været i besiddelse af længe, er der kun meget få par højtaljede bukser i mit skab. For jeg synes, de kan være svære at finde, og jeg er meget bedre til at shoppe kjoler. Og så køber jeg bare et par “almindelige” bukser, når jeg mangler. Og så ender jeg med at sidde der og knappe op.

Men det skal være slut, skal det! Jeg aftalte med mig selv i det britiske prøverum, at jeg aldrig mere vil købe andet end højtaljede bukser – i hvert fald indenfor dén tøjkategori, og i hvert fald indtil, at jeg ser anderledes på tingene. Det er spild af liv, penge og forbrug at investere i tøj, man kun føler sig nogenlunde tilpas i. Så det gør jeg ikke længere!

Så her præsenteres således i al beskedenhed mit bud på nogle gode, højtaljede benklæder. Hvis man skulle være af samme støbning som mig – fysisk og bentalt (det er en bevidst tastefejl….) 😉


Drømmebuksen fra Arket! Nem at tørre over med en karklud, når man spilder, og simpelthen så tjekket! Og så er den fin lige at stikke en tynd strik ned i taljen på henover efterår og vinter.
Lidt dyr dog. Kan hittes her!


Virkelig fin variant fra Dr. Denim, der lige nu er sat ned med 40%. Tænker egentlig selv at slå til!
De kan købes her.

Den her type kan jeg rigtigt godt lide. Ikke helt løstsiddende, men stadig ikke limet til kroppen.
Kan købes her!


En laber business/street-variant alt efter, hvad for nogle sko og hvilken overdel, man styler den med.
Kan fås for en slik og i mange forskellige farver her.


Fed klassiker i en god længde fra Lee! Helt smal i benene – god skinny model.
Kan købes her.

Se lige den kjole, jeg skal have på til Jons premiere i morgen!

Indlægget indeholder reklame for Odense Teater, og kjolen låner jeg af Notes du Nord.

I morgen er der premiere på Odense Teater, og for en gangs skyld skal jeg med! Jeg har ikke været med til premieren de seneste gange, Jon har haft sådan en, og det har skyldtes en blanding af, at vi ikke har haft mulighed for at få passet ungerne, og at mit eget arbejde er kommet i vejen. Og da han i foråret havde premiere på Mr. Marmelade, var ungerne og jeg i Malaga med min familie.

Men denne gang falder alt som perler på en snor. Denne gang er jeg nemlig ikke (kun) inviteret som Jons plus one, jeg er sgu inviteret som blogger! Jeg og tre andre bloggere bliver hentet i en minibus i København i morgen eftermiddag og kørt til Odense, hvor vi bliver indlogeret på et splinternyt hotel! Så denne gang er Jons arbejde sådan set også mit arbejde! Ahrmen, ér det ikke storslået?!

Jeg går linen helt ud og har lånt mig frem til en pryd af en kjole! Efter at have set pressebilleder fra forestillingen, føler jeg mig vis på, at jeg ikke bliver overdressed! Om jeg kan passe kjolen, er så en anden udfordring. Jeg har lånt den af Notes du Nord, og jeg modtager den først i morgen tidlig. Så jeg krydser fingre og pakker et par Spanx, og så skal det hele nok gå!

Ham, der skælder Jon ud på dette billede, er hans bedste ven, Nicolai Jandorf, som er fastansat på Odense Teater.

Min far og min Elke kommer fra Als til Køge for at varetage Krapylerne, idet begge Jons forældre selvfølgelig også skal med til Odense for at se Jon give den som selveste Mr. Gatsby på Store Scene. Åh, jeg er så mega-stolt af min mand, som har knoklet som en åndssvag de seneste måneder med det her manuskript, som er fantastisk, velskrevet og også ret udfordrende. Alle de aftner, han er faldet i søvn herhjemme (omend det ikke er mange på det seneste), har han talt og talt, og jeg har nikket og gjort mit bedste for at virke, som om jeg ved, hvad han mener.

Jeg glæder mig sådan til at se, hvad det hele er endt med, og jeg ser sådan frem til en fabelagtig forestilling med pomp, pragt, pailletter og guld-konfetti overalt! (Og til de miljøbevidste kan jeg med glæde meddele, at det er det samme glimmer, der fejes op hver aften og genbruges aftenen efter).

Hvis man vil tage del i festen, kan billetter til Den Store Gatsby erhverves her.
De første forestillinger er allerede udsolgt, så man bør nok rubbe neglene. Stykket spiller frem til d. 4. oktober.

Lidt om opdragelse og økonomi (på en mandag morgen)


Jeg er meget mere vild med at være forælder til 5-årige, end jeg har været vild med at være forælder indtil nu. Og jeg har stærkt på fornemmeren, at det kun bliver sjovere og sjovere, som årene går. Nogle (mødre) er nærmest afhængige af at have babyer og falder helt i sviner over de der små, spæde babytæer og -fingre, og selvom jeg da ikke er fremmed overfor fascinationen af mennesker i mini-format, så er jeg ganske enkelt meget mere vild med at være mor til børn end til babyer.
Jeg er ikke altid lige god til det, men den der konstante udveksling, der er mellem ungerne og mig nu, giver mig så meget på så mange planer. At se dem opdage verden og være med til at styre dem i en retning og påvirke den måde, de går til deres omverden på, synes jeg er et vidunderligt privilegium. Spændende, farverigt og til tider udfordrende. Jeg gør det forkert hver eneste dag, men jeg gør sgu også en del rigtigt! Det kan jeg se på de små mennesker, jeg bor sammen med, og det gør mig så glad.

Retfærdigvis skal det selvfølgelig også siges, at det i sandhed i disse år går op for mig, at børn er deres egne mennesker først og fremmest. Vi forældre og de oplevelser, de har og får, har meget at sige, men hvis det at være mor til tvillinger har lært mig noget (andet end at multitaske), så er det, at mennesker er født med en kerne, som er deres egen. Mine børn har deres humor, deres kloge hoveder og deres empati til fælles, men alt andet er forskelligt. Aaaalt andet! Lige fra livretter til verdenssyn, interesser og konflikter. De er lavet i den samme gryde, på den samme tid, med de samme ingredienser, og de blev født med 28 minutters mellemrum, og alligevel er de så forskellige som bladene i skoven, og jeg elsker det!

Et er sikkert! Med den alder, de har nu, byder hverdagen på rigtigt mange muligheder for at afprøve sine pædagogiske evner som forælder. Der er mange konflikter og mange episoder, hvor jeg synes, at man kan lave en pointe og gøre noget hverdagsagtigt til en lille-bitte livslektie.
Hugo er for tiden meget optaget af Pokémon. Rigtigt, rigtigt meget. Han ser tegnefilmene så tit, han får lov, og hver eneste dag i børnehaven leger han Pokémon med to af sine venner. De skiftes til at udfordre hinanden til kamp og kaster så fiktive Pokémon’er ind i kampen, og sådan kan de blive ved. Han drømmer om Pokémon hver nat, og det er uden undtagelse det første, han taler om, når han vågner. Jeg har set nogle af afsnittene sammen med ham, så jeg kan tale med, for ellers ville vi sgu ikke have noget at tale om. Og jeg ved således, at en Charmandor udvikler sig til en Charmillion, og at Landerous vandt den æresfulde kamp over Thunderous og Tornadous, og han gjorde det ved at overføre sine tanker. Så, deeeet … 😉 Hugo er meget imponeret over min viden, og jeg soler mig i hans anerkendelse.

Han har længe talt om, at han ønsker sig en mappe med Pokémon-kort, og han spørger dagligt, hvornår han har fødselsdag, så han kan gøre sig forhåbninger om at få nogle. I sidste weekend, da der var loppemarked i Køge, og han havde fået 20 kroner at handle for, besøgte han alle stande i håbet om at shoppe kort, men desværre uden held, og han endte med at købe noget andet legetøj for pengene, som brændte i hans lomme.
Vi plejer ikke sådan at give ungerne umotiverede gaver, og jeg syntes ikke rigtigt, at tiden var moden nu. Men samtidig kunne jeg ikke se bort fra, hvor stort et ønske, det her er, at der er et halvt år til hans fødselsdag, og så var jeg egentlig også lidt imponeret over, at han slet ikke plagede for at få det, han ønskede sig, før sin fødselsdag.
I morges lavede jeg så et opslag på Instagram Stories og spurgte, om nogen derude måske havde nogle gamle kort, de ville sælge videre. Sneglcille var hurtig, og hun kunne berette, at Otto gerne ville videresælge sin mappe med kort for 100 kr. Helt perfekt!
Jeg gik ned i køkkenet til Hugo, der var ved at spise havregryn, og sagde, at min venindes søn gerne ville sælge ham alle sine Pokémon-kort for 20 kr. Jeg vidste, at han ikke havde 100 kr. i sparegrisen, og de 20 kr. var mere tænkt som en symbolsk værdi.
Sneglen havde sendt en lille video af mappen med, og Hugo var ellevild! Jeg bad ham hente sin sparegris, og så gik vi i gang med at tælle penge op. Den indeholdt desværre flest plastikgulddukater fra deres fødselsdagsfest sidste år, og han blev noget skuffet over, at de ikke havde anden værdi end den, han subjektivt tillagde dem. Til sidst kom vi frem til, at han havde 79 kr. i kolde kontanter, og jeg pillede 20 kr. fra og spurgte, om han var parat til at sige farvel til dem til gengæld for mappen med kort, hvilket han var. Han skulle lige tænke over det, men han ville helt klart gerne have de kort, så han skilte sig af med en tier, en femmer og fem enkroner. Og det ledte faktisk til en fin snak med begge ungerne om pointen i, at det er en god idé at spare op, så man kan købe det, man ønsker sig, i stedet for altid at bruge de penge, de tjener, når de sælger deres gamle legetøj på loppemarked på det samme loppemarked sekundet efter. Som indtil nu har været deres eneste erfaring med administration af egen økonomi.

Jeg husker ikke, at jeg talte økonomi med mine forældre, før jeg var teenager og allerede havde sat den over styr, da jeg som 18-årige opdagede konceptet “kassekredit”. Da jeg fandt ud af, at Jon og jeg var mere end en romance, satte jeg mig for at få styr på min økonomi, da jeg tydeligt kunne fornemme, at han havde en lidt for gøgleragtig tilgang til selvsamme på sin banehalvdel, og siden vi fik fællesøkonomi, har vi været fælles om at være enormt snusfornuftige, hvilket er nødvendigt, når vi begge har så svingende en indtægt. Men jeg gad virkelig godt lære Krapylerne lidt om glæden ved at spare op allerede fra barnsben. Og det er første spadestik så taget til nu, forhåbentlig. 🙂

Alle min’ veninder: Anne Baven


I anledning af sommeren startede jeg i juni en ny tradition her på domænet, og nu skal I bare høre! Jeg har besluttet mig for at præsentere mine veninder for jer, der følger med her på hjemmesiden! De er dukket op løbende – nogle gange bag forskellige aliasser og egentlig ret sjældent med billede, men her får I dem altså! De, der har lyst til at være med. 🙂 Sommeren er ganske vist slut, men jeg har altså mange veninder, så vi fortsætter lige lidt endnu!

Jeg har en dejlig, stor, blandet skare af veninder, som jeg har kendt i alt fra 33 til halvandet år, og de laver alt muligt forskelligt! Faktisk er det eneste, de har til fælles, at ingen af dem er bloggere. Og det kan jeg rigtigt godt lide! Jeg synes, jeg er meget heldig at have sådan en broget skare af dejlige, stærke kvinder, der alle sammen påvirker og inspirerer mig på ganske andre måder end den, jeg inspireres på igennem mit eget arbejde. Og jeg tror, de har det på samme måde. <3

Hvad hedder du?
Anne Baven

Hvor gammel er du?
Jeg er 37 år… Jeg er desværre lidt aldersforfængelig, og synes, det lyder frygteligt gammelt! Jeg ved godt, det er noget pjat, for jeg er oprigtigt super glad for mit liv og synes faktisk kun, det bliver bedre og bedre med årene – og så er alder jo fløjtende ligegyldigt 😊 Men somme tider – og særligt her om sommeren – kan jeg pludselig mærke et sug i maven, og kortvarigt er jeg teleporteret tilbage til min spæde ungdom… Det kan være et splitsekund på cykel på vej ud i sommeraftenen, duften af nyslået græs eller lyden og synet af lykkelige studenter på ladet af en lastvogn… Så mærker jeg den dér følelse af ultimativ frihed, jeg husker fra sidste skoledag, hvor hele verden lå for mine fødder. Den dér følelse, da jeg som helt ung var fri som en fugl og sammen med mine veninder satte kurs mod Ibiza, piña coladas og uendelig sommer. Den dér flygtige følelse af fuldstændig, fuldkommen frihed… Når dén indtræffer, kan jeg godt længes lidt efter at skrue tiden tilbage. Bare i et par dage! 😊

Hvor er du vokset op?
Jeg er vokset op i Nordborg på Als. Et skønt sted som jeg stadig holder meget af at vende hjem til. Efter jeg har fået børn kan jeg godt savne at have den samme geografiske nærhed til mine forældre, som jeg selv havde til mine bedsteforældre, da jeg voksede op. Jeg kunne cykle på besøg når som helst og gjorde det tit – især hos min mormor og morfar, som jeg elskede meget højt. Mine forældre er dog rigtig gode til at komme på besøg hos os i København, og vi tager også ofte turen til Als. Så er vi sammen på en anden måde, fordi vi altid har flere sammenhængende dage sammen – det er også ret fedt. Det giver os en anden nærhed, som jeg sætter utrolig stor pris på. Vores børn er som regel også på sommerferie nogle dage alene hos mine forældre – så sover de i telt i haven, laver bål, fanger krabber, maler sten, høster ærter og jordbær i mine forældres overdådige køkkenhave og den slags ting, som jeg håber, de vil mindes med en følelse af lykke og ultimativ tryghed.

Hvor kender vi hinanden fra og hvor længe har vi kendt hinanden?
Vi lærte hinanden at kende, da vi startede i hhv. 1.B og 1.C på Sønderborg Statsskole i august 1997. Det startede vist som et perifært bekendtskab igennem din BFF, Hanne, som jeg var så heldig at komme i klasse med. Vi havde vores primære tilknytning til hver vores lille ”slæng” igennem alle tre år, men har alle dage været gode venner og vi var til mange fester og fødselsdage sammen – og så havde vi engelsk på højniveau sammen i 3. g. Siden var vi en stor håndfuld, som alle flyttede til København umiddelbart efter vi blev studenter i 2000, og da du og Hanne delte en lejlighed bevarede vi kontakten. Vi arbejdede også en overgang sammen som tele-receptionister i løbet af vores sabbatår, og jeg kan tydeligt huske, at vi hang ud i din hybel i Sydhavnen. Selvom vi ikke ligefrem har siddet på lårene af hinanden i årenes løb, er vi altid vendt tilbage til hinanden, og jeg sætter stor pris på den meget ukomplicerede relation vi har. Har vi lyst til at mødes til en middag eller en drink, skriver vi til hinanden, og får en aftale i kalenderen. Og hvis der går et halvt år imellem, hvilket der snildt kan gøre på grund af almindelig travlhed, er der ingen sure miner 😊 Samtalen går aldrig i stå, når vi er sammen, og vi får altid sludret og sladret om både stort og småt – og så drikker vi som regel bobler og griner meget. Det er genialt!

Hvilken uddannelse har du?
Jeg er cand.ling.merc i engelsk og interkulturelle markedsstuder fra CBS. 

Hvad arbejder du med?
Jeg arbejder i R&D IT i Novo Nordisk. Det lyder måske umiddelbart ikke super sexet, men jeg er vanvittigt glad for mit arbejde. Efter 10 år i forskellige stabsfunktioner (bl.a. som ansvarlig for kommunikation, marketing og HR) i konsulentbranchen, tog jeg sidste år en beslutning om at søge nye udfordringer, og gik målrettet efter en rigtig stor virksomhed for at snuse lidt til dét ”game”. Skiftet fra den dynamiske, agile hverdag i en konsulentvirksomhed, hvor vi oftest sadlede og red samme dag til en global super-tanker var ikke helt let, men i dag jeg er virkelig glad for skiftet. Med fare for at lyde lidt frelst er det skønt at mærke, at alle jeg møder i mit arbejdsliv brænder for et fælles ”purpose” – nemlig at gøre en forskel for mennesker med kroniske sygdomme. Og selvom jeg ikke selv er fx forsker, kan jeg slet ikke lade være med at føle et stort ansvar i alt, hvad jeg foretager mig på jobbet, og jeg suger alverdens viden om vores terapiområder til mig. Det er SÅ spændende 😊

Hvor bor du? Og i hus eller lejlighed?
For fem år siden tog vi springet og flyttede fra lejlighed ved søerne til Brønshøj i udkanten af København. Det var resultatet af en længere proces, hvor jeg egentlig hældte mest til en større lejlighed i byen, men min mand virkelig ønskede sig et lille frimærke med græs. Vi aftalte at bevare et åbent sind og tog ud og så på en hel masse forskelligt lige fra nybyggede lejligheder på Amager til byggegrunde i Hørsholm. Vi endte med et kompromis i form af et lille dobbelthus med have, men blev til gengæld boende i Københavns Kommune – og det har vist sig at være den helt rigtige beslutning for os. Siden er vi faktisk flyttet til et lidt større, nybygget hus, som vi overtog i oktober sidste år – også i Brønshøj. Vi bor i et skønt villakvarter med kirsebærtræer og stokroser, har terrasse og lille have, men kan stadig gå til metroen på 10 minutter. Brønshøj-/Vanløse-området sagde mig ærlig talt ikke rigtig noget før vi flyttede, men jeg kan kun anbefale det, hvis man som os drømmer om hus og have, men får svedige håndflader ved tanken om for alvor at flytte på landet 😊 

Er du gift?
Ja, det er jeg. Efter 10 år som kærester, tog min mand fusen på mig og faldt på knæ på en weekendtur til min yndlingsby, Paris. Jeg har aldrig været typen, der har drømt om et stort prinsessebryllup med kæmpe kjole og rød løber, men i takt med at mange af vores venner er blevet gift, har jeg ikke kunnet slippe tanken om også at fejre kærligheden og sige ja til hinanden i selskab med alle dem, vi holder af. Min kæreste havde det dog lidt anderledes; for ham var det et meget større commitment at få børn sammen, og da det måske heller ikke er helt usandt, havde jeg faktisk indstillet mig på, at jeg ikke skulle opleve et frieri og et bryllup… Indtil han altså overraskede mig i Paris! Det var SÅ mega ”out-of-character” for ham, for han er i virkeligheden super privat, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, han kunne finde på den slags – og da slet ikke i offentligheden. Men det kunne han, og det var helt perfekt. Vi holdt vores bryllup sidste år på Restaurant Mielcke & Hurtigkarl i Frederiksberg Have på en smuk sommerdag i juli. Det var virkelig en dejlig dag 😊

Har du børn – hvor mange?
Yes, jeg har to børn – Vega på 8 og Johan på 4 (OG ET HALVT – det er meget vigtigt med det halve) 😊 Jeg ville egentlig gerne have haft et mere, men min mand synes, vi har ramt en perfekt balance, som passer rigtig godt til os. Jeg er sådan set ikke uenig, og børn er jo en fælles beslutning, så jeg glæder mig over alle de ting, vi kan nu, hvor vi ikke længere har helt små børn. At blive mor er det mest vidunderlige og privilegerede, der er sket i mit liv – men det er samtidig også det mest angstprovokerende og livsomlæggende… Jeg elsker at være mor, og i dag føles det både naturligt og ”meant to be”. Men da jeg som nybagt mor stod med en lille-bitte, kolikplaget Vega i armene, som skreg i timevis hver eneste aften i noget, der på daværende tidspunkt føltes som en evighed (i virkeligheden stoppede det brat efter fire måneder, og siden har hun været det gladeste, mildeste barn), kan jeg huske, at jeg med tårer i øjnene og knust hjerte kiggede på min mand og konstaterede: ”Vi har fået et ulykkeligt barn…” Jeg var totalt uforberedt på dét, der ramte mig den efterårsmorgen, hun kom til verden på Hvidovre Hospital, og jeg følte mig på alle måder mislykket som mor, da amningen kiksede og gråden tiltog. Alle kvalerne forsvandt dog som dug for solen, da foråret kom og Vega fra den ene dag til den anden stoppede med at græde og i stedet skraldgrinede med lyd, sov igennem om natten og i det hele taget mere end indfriede alle mine drømme om hvordan det ville føles at blive mor. Det krævede dog nogle års tilløb, før vi igen var klar til søvnløse nætter med uendelig gråd og ”ulykkelig” baby. Det var jo det eneste, jeg havde prøvet, så jeg turde ikke forvente andet end tre-fire benhårde måneder, men jeg vidste jo denne gang, at alt kun er en fase, hvilket trøstede mig… Og så kom Johan! Seriøst verdens gladeste, nemmeste, amme-glade baby og pludselig oplevede jeg selv at være den dér totalt lalle-glade, jubeloptimistiske, skrup-forelskede nybagte mor, som jeg tidligere var stødt på og altid mistænkte for at stor-lyve om hvor fantastisk det hele var. Men dér sad jeg selv med et kæmpe smil på læben og stjerner i øjnene, og jeg mente det sgu! Så altså… Jeg har haft to meget forskellige oplevelser, men fælles for dem er selvfølgelig, at kærligheden er uendelig og ubetinget. Jeg er SÅ glad for at være deres mor <3

Hvad skal du bruge din sommerferie på?
Vi er blevet ret vilde med Toscana, så der skal vi for tredje år i træk tilbringe vores sommer. Vi havde talt lidt om USA eller Asien, men da vores tanker blev ved med at kredse om Toscana, blev vi enige om at give efter – så kan vi udforske nye steder næste år 😊 Vi flyver til Firenze, og har lejet en bil, så vi kan komme rundt – det er svært at rejse i Toscana uden en bil (i hvert fald med børn), da mange af de små perler typisk ligger for enden af en ufremkommelig grusvej på en bjergskråning. Vi er seriøst gode til at koble af og holde ferie, og det italienske landliv passer os rigtig godt. I år skal vi være fire forskellige steder; Cortona, Siena, Montalcino og San Gimignano. Vi skal først og fremmest slappe af, bade, læse bøger, grille, spise gelato og drikke god vin – vi plejer også at tage på nogle ture, men det er ikke noget, vi planlægger i detaljer på forhånd. Dét vi virkelig godt kan lide ved Toscana er, at det – i hvert fald de steder vi har været – føles autentisk. Selvom der selvfølgelig er andre turister, er det ikke overrendt. Kombinationen af italienerne, der sidder på torvet og sludrer, mens de drikker kaffe eller aperitivo, de små snoede gader der bugner af blomster i smukke krukker, vasketøj på tørresnore (jeg mistænker dem seriøst for at farvekoordinere det), små bikse med lokal kunst og keramik, den afslappede indstilling til livet på de små, smagfulde agriturismi og den smukke udsigt over solsikke-/vin-/olivenmarkerne spiller max for os! Og så er maden virkelig god… Der er ikke noget pommes frites-promonade eller ”Den Glade Viking” over det toscanske køkken 😊 Til gengæld er de meget glade for og gode til kød, hvilket min mand nyder godt af! Men uhhhhm… Også pasta (helst med et bjerg af brunet smør, parmigiano og trøfler), bøffelmozarella og friske grøntsager er nogle af de ting, vi glæder os til at proppe os med de næste tre uger.