METTE MARIE LEI LANGE – Side 2

Flinke Fremmede #16


Vi har brug for flinke fremmede, og heldigvis findes der rigtigt, rigtigt mange af dem! Det er værd at huske på, når man nogle gange synes, at tingene ikke vil give mening, eller at nogle folk gør ting af bevæggrunde, man ikke kan få øje på eller forstå.

TAK fordi, I deler jeres gode oplevelser! De gør mig så glad, og i dag blev jeg lidt ekstra glad. 4’eren indholder så mange flinke fremmede på ét sted (send mig adressen, der vil jeg hen på ferie næste år!), 1’eren gør mig så glad over, at sådan en mand er buschauffør, for så drysser han sin godhed udover MANGE mennesker igennem sit liv, 2’eren er så dejlig hverdagsagtig og minder om, at der ikke altid skal store gestusser til for at ændre nogens dag, 3’eren beviser, at flinkhed overfor fremmede går i arv, og 5’eren er nærmest hyggelig, jo! <3

Vær søde at blive ved med at sende mig jeres oplevelser med flinke fremmede, der krydser jeres vej! I need it, you need it, and God knows, the internet needs it! 😉
Mailadressen er som altid flinkefremmede@mettemarieleilange.dk.

  1. Han minder mig om Dirch Passer i den der film! <3
    Jeg har en kæmpe kærlighed til den buschauffør, der har fragtet mig i alle mine barndomsår. Jeg kender hverken hans navn eller andet personligt, men har kørt med ham i alle mine år som folkeskole- og gymnasieelev. Han har derfor oplevet mig fra barnsben og har hjulpet mig mere, end han aner: Alle de utallige gange, jeg i min folkeskoletid har glemt mobil, taske, pung og deslige i bussen (som altså er en offentlig og til tider travl bus) har den søde chauffør stoppet ud foran mit hus og lagt mine glemme sager i postkassen. Senere, da jeg startede på gymnasiet og gik til fester, har han tålmodigt hjulpet mig hjem, når jeg var alt for beruset. Alt hvad det indebar af brækposer, vækket mig når jeg skulle af bussen og enkelte gange fulgt mig til hoveddøren. Da jeg skulle til den sidste eksamen i 3.g og var hamrende nervøs, gav han mig en chokoladebar, fordi jeg lignede en der havde brug for noget sødt. Her flere år efter, sørger jeg altid for at tage bussen når jeg besøger mine forældre og møder samme glade ansigt. Næste gang, skal han sgu have en krammer <3
  2. MobilePay gør så meget godt, altså! 🙂
    Midt i skriveriet af mit speciale, havde jeg behov for en gåtur. Tænkte, at jeg hellere måtte gå forbi og handle ind på vejen. Da jeg havde fyldt en kurv og kørt det hele igennem scan-selv kassen, kommer jeg i tanke om, at jeg lod min pung ligge derhjemme. Ingen problemer, de har vel Mobilepay. Det havde de ikke, beklagede den søde pige, der gik rundt og hjalp. Jeg spurgte om hun kunne sætte varerne til side, imens jeg hentede mit dankort derhjemme. “Hvis du har langt hjem, så har jeg altså mit dankort på mig, og så kan du jo bare overføre til mig med mobilepay” – hun kørte sit kort igennem med et smil, jeg overførte til hende med et stort “tak for hjælpen” og sparede en ekstra gåtur på 20 minutter.
  3. One good deed … <3
    Min mor var mester i at gøre mig flov gennem min barndom ved bla. at give penge til de spillende musikere på strøget og opsøge turister og tilbyde sin hjælp. Frygteligt pinligt for en teenager! En episode, jeg husker, var da vi var i London, og hun spottede en grædende skoledreng, der var blevet væk fra sin spanske skoleklasse. Med lidt tegnsprog fandt hun et telefonnummer til drengens “Mamma”, som hun ringede til, og som så ringede videre til klasselæreren. Min mor blev ved drengen, til hun var sikker på, at de kom og hentede ham. Samme medmenneskelighed fandt jeg ud af, at jeg (i nogen grad) havde arvet, da jeg stod i metroen i modsat retning af, hvor jeg var på vej hen, med en grædende dreng ved min side, fordi han ikke nåede at komme af på stationen med sine forældre. Han skulle selvfølgelig eskorteres tilbage. Åh, hvor bliver mine piger flove, når de bliver teenagere! 😉
  4. Jeg tror faktisk, jeg ville tage imod bagagekaosset med kyshånd, når den næstekærlighed fulgte med! YNDLINGSHISTORIE!!
    Vi – min mand, søn, datter og jeg – skulle på ferie på en lille agriturismo i Toscana og havde glædet os meget. Vi skulle flyve og havde en mellemlanding på vej til Italien. Da vi lander i lufthavnen er vores bagage ikke med! Der havde været computernedbrud og over 40.000 kufferter skulle håndteres manuelt med kaos til følge. Vi måtte stå i kø i lang tid i Lost & Found og kommer først sent fra lufthavnen og ankommer således også sent til stedet. Vi er trætte, modløse, opgivende, grædefærdige, og der er helt mørkt, så vi kan ikke rigtig se stedet, men vælter bare på hovedet i seng. Næste morgen vågner vi til et helt fantastisk landskab og sted, men vi har jo kun det tøj, vi har rejst i, der er langt til nærmeste indkøb, og det er søndag, så tøjbutikkerne har lukket. Vores børn havde glædet sig helt vildt til at hoppe i poolen, men vi havde hverken badetøj eller solcreme. Ved morgenmaden møder vi et dansk ægtepar (hurra for Helle og Ole fra Næstved), der fluks finder et sæt tøj til både min mand og mig. Vi låner også vaskemiddel, så vi kan vaske vores rejsetøj. En anden dansk familie har solcreme, vi kan låne og en badedragt til vores datter. Indehaveren af stedet har selv en dreng, så hun kommer med store poser fyldt med tøj til vores søn. Senere kommer en belgisk familie, som vi ikke har talt med, forbi. De havde hørt om vores situation og havde et par shorts, vores datter kunne låne. Et hollandsk ægtepar er ved at pakke for at tage hjem og forærer os rene t-shirts, bluser og en kjole, som vi blot kan beholde. Det var helt og aldeles overvældende at opleve den hjertevarme og hjælpsomhed, vi blev mødt med alle steder fra. Så selvom vi helst ville have været bagage-kaos foruden, så kunne vi klare os til bagagen kom 2 dage senere, og en dårlig situation blev til en godt og varmt minde fra vores ferie.
  5. Jeg ELSKER den her slags mennesker!
    Jeg havde været ude og handle og kom cyklende på vej hjem med mine varer. Posen stod i kurven bagpå, mens jeg havde købt en (kæmpe) pakke toiletpapir, som dinglende på styret. Nej, toiletpapiret røg ikke ind i hjulet – dét havde jeg styr på. Istedet knækker plastikremmen på pakken, den ryger mellem mine hjul så jeg kører over dem. På magisk vis undgår jeg at vælte (hurra!), men idet jeg kigger tilbage efter min pakke toiletpapir, ser jeg til min skræk, at der er gået hul på pakken. Der ruller nu toiletruller rundt i massevis midt på Frederiksberg (pinligt!). Der er toiletpapir på cykelstien, fortovet og kørebanen. Bilerne er stoppe,t fordi 3 mænd løber tosset rundt og jagter mine løbske toiletruller! De får samlet dem alle sammen og afleveret tilbage til mig, der stadig står mundlam og flov ved min cykel. Sjældent har jeg været så taknemmelig for at få hjælp af fremmede! 1000 tak til de seje mænd, som hjalp mig ud af den flove situation og tog det hele med et smil, så jeg ikke kunne andet end at grine af det hele.

Weekendplaner i Langehjemmet

Jon er i sommerhus med sine bedste venner i den her weekend. De tog afsted i går og vender retur på søndag, og hvis jeg kender dem ret, kommer den til at stå på noget med dåseøl, brætspil og god mad. Shit, hvor er vi voksne efterhånden. Nogle af os, i hvert fald. 😄

Ungerne og jeg skal hygge! I eftermiddag står den naturligvis på en tur ned til slikbutikken på Køge Torv, og efter aftensmaden skal vi se Disney Show i sofaen med popcorn og guf. Derefter har jeg faktisk lovet ungerne, at de må se Vild Med Dans iført nattøj og med børstede bisser, så de er klar til køjs, skulle de dejse om undervejs. Hugo har haft lidt svært ved at tippe over på den anden side af vintertid og vågner fortsat kl. 5, så nu håber jeg, at vi kan give hans jetlag et gok i nødden på den måde.

Lørdag har jeg en drøm om at komme videre med haveprojektet. Alle tomatplanter står derude og ligner en form for have-halloween, og krydderurterne på terrassens øverste dæk er ikke meget kønnere, ligesom at krukkerne ved indgangen til vores hus er fulde med blomster-lig. Planen er at købe en shitload af juleroser og plante dem på terrasse og i krukker og så smide mullen fra sommerens tomatkasser på møddingen (jep, sådan en har vi sgu), så det kan få nyt liv igen næste år.

Om eftermiddagen skal vi til premiere på juletegnefilmen ‘KLAUS’, og i Jons fravær har vi inviteret vores nabo, Mike, og min papsøster, Lene, med. Bagefter skal vi alle sammen ud og spise i København et sted.

Søndag skal Hugo i legeland med en kammerat, og så er mit håb, at Berta vil assistere mig med at komme i mål med førnævnte haveprojekt, og så skal vi nok også en tur på “vores” café og spise vafler med syltetøj nede i byen.

Ret chillet weekend, og ih, hvor kan jeg overskue det! Der har været godt gang i den, siden Jon kom retur fra Odense, hvor jeg har haft en masse ting, jeg skulle nå og indhente, og nu begynder jeg viiirkelig at være klar til at lade julefreden sænke sig. Jeg har faktisk allerede hængt den første julepynt op, må jeg indrømme. Og jeg har en liiille tanke om måske at bage nogle småkager på lørdag…

Vil I mon løfte sløret for, hvad jeres planer er? Hygge? Ballade? ❤️

En teori om midtlivskriser

De færreste af os har en hukommelse fra før, vi fyldte 4 år. Enkelte kan huske brøkdele af begivenheder inden da, mens de fleste af os først får en sammenhængende hukommelse og følelse af begivenheders relation til hinanden som perler på en tråd senere i livet.

Personligt har jeg et følelse af et minde fra Huholt på Als, hvor jeg boede sammen med mine forældre, da vi flyttede fra Hovedstaden til Sønderjylland i midt-firserne. Jeg har været tre år på det tidspunkt. Jeg mener at kunne huske at ligge i en seng, og der er et småblomstret tapet på væggene. Og et sted tæt på mig spiller en mekanisk vuggevise. Som fra en spilledåse eller lignende. Ydermere har jeg et billede af at køre i den blå Mascot (Morris Minor), mine forældre ejede dengang, siddende på bagsædet bag min far og min højgravide mor (hej, Fie!), da vi kørte efter flyttebilen og drejede ind på Galgebjerg, hvor vi boede de næste 15 år og derved hele min bevidste barndom. Jeg kan ikke rigtigt huske livet før min lillesøster, Anne Sofie, som er små fire år yngre end mig.

Nu er jeg 38 år og befinder mig nogenlunde midt i livet, hvis jeg skal tro på statistikkerne, der siger, at kvinder bliver små 83 år gamle. Tanken om, at jeg om 10 år er næsten 50, kan godt føles overvældende, men ikke mere end som så, for jeg føler, at jeg har fundet forklaringen på, hvorfor. I hvert fald en forklaring.

Jeg kan sagtens huske, hvordan det var at være eksempelvis 11 år. Jeg er stort set på samme alder som Laus Høybye, og jeg connectede hårdt til hans følelsesregister, da han sang sin sang om livets plager for en 11-årig. Jeg følte som 11-årig, at jeg allerede havde et langt liv af minder og erfaringer i bagagen, og om ikke andet kunne jeg bare se mig omkring på skolen, hvor jeg var en af de ældste (det var en landsbyskole, som kun gik til 7. klasse). Og jeg kunne ikke huske halvdelen af mit liv, fordi jeg i den halvdel var for ung til at huske noget.

Når jeg ligger og putter med mine unger, og de snor deres små, lange kroppe rundt om mit liv, kan jeg godt blive ganske nostalgisk og udbryde, at det da er fuldkommen utroligt, at de har ligget inde i min mave begge to indtil for ganske nyligt. Her bryder Berta gerne ind (hun er klart den mest faktabaserede af de to), korrekser mig og siger, at det da er VILDT langt tid siden! Og jeg forstår godt, hvad hun mener. Der er sket så sindssygt meget i hendes liv i de år. Hun er gået fra at være en hjælpeløs baby til at kunne holde hovedet, gribe ud, gå, tale, være renlig, argumentere, køre på cykel, have venner og alt det der. Det er sindssygt langt tid siden for hende! Men i mit liv er der bare ikke sket så meget andet af betydning, så det føles ikke længe. For jeg kan huske hvert sekund af det!

Som jeg sidder her som 38-årig, kan jeg jo SAGTENS huske, hvordan det var at være 28. Jeg syntes det samme, jeg følte det samme, og jeg ville meget af det samme. Men i de 10 år, der er passeret, er der sket ufatteligt meget mere, end der formentlig kommer til de næste 10. Jeg skal ikke færdiggøre flere uddannelser, have flere børn, jeg skal formodentlig ikke købe flere huse i Køge (you never know), og jeg skal helt sikkert ikke giftes med flere mænd.

Og tanken om, at jeg er det samme menneske resten af livet, kan føles lidt vildt. Det ved jeg jo godt, at jeg ikke er, for jeg kan samtidig se, hvor meget jeg har lært om livet og udviklet mig på de seneste 10 år, og jeg kommer til at gøre, hvad jeg kan, for at den lærdom og udvikling fortsætter. Men de næste 10, 20, 30, 40 år er det alligevel bare “vedligeholdelse”. Sørge godt for mine børn, mit ægteskab, passe mit arbejde, mine venner, mit hus. Alt, der er i mit liv nu, kan sådan set holde for evigt, hvis jeg passer på det. Sådan var det ikke, da jeg var 28 og havde status som single, næsten-færdiguddannet beboer i en lejlighed på 42 kvadratmeter. Eller jo, det kunne det, men det var ikke ønsket. Og det er ønsket nu!

Og jeg tror, at det, der gør, at nogle går i panik over deres liv (og død) her midt i livet er, at de pludselig kan se vejen hjem. De kan huske langt størstedelen af deres liv, og fra der, hvor de står, kan de se fra vugge til grav. De skal ikke længere forestille sig ægtemanden (eller kvinden), børnene er virkelige, og det samme er realkreditlånet og arbejdslivet. Den, man knoklede for alle de år på skolebænken.

Jeg tror, at nogle af dem, der går i panik over det, måske er dem, der ikke er helt tilfredse med det syn. Dem, der gruer med tanken om, om de nu alligevel skulle have fået det ekstra barn. Skulle de i stedet have prøvet at få en karriere som professionel håndboldspiller. Skulle de i virkeligheden have fået børn med en anden, og burde de i virkeligheden være flyttet til Spanien. Og så er det måske på tide at købe den billet. Finde et senior-hold i håndbold (ja, det hedder det sgu, selvom man er i 30’erne! 😆) og se manden dybt i øjnene og overveje det med en efternøler?

Og dem, der insisterer på, at 30’erne er de nye 20’ere og 40’erne er de nye 30’ere er dem, der tænker, at det ser sgu meget godt ud! Nu har jeg sat de ting i værk, hyttet de planter, gjort det arbejde, og nu skal det NYDES! Og det kan man da egentlig godt bruge en 40-50 år på, hvis det skulle være.

Samtidig skal det jo siges (om begge kategorier), at livet jo også har lært os, at vi ved aldrig, hvad der sker, hvornår vinden vender og hvornår, det sker noget vidunderligt, eller forfærdeligt, som vi ikke er herrer over. Og det er nu fint på sin egen, smådramatiske måde. For så tvinges vi til at øve os i at tage en pause fra udsigten – både den frem og den tilbage, hvordan den så end behager os – og så i stedet kigge op og ned lige det, hvor vi er, og handle, gøre, nyde og leve NU. ❤️

Sådan lægger jeg en smudgy eyeliner

Sådan ger så jeg ud, inden jeg startede med at lægge makeup i morges. Jeg er lidt rød om næsen fra naturens side i disse dage, idet min støvmiddeallergi driller, og jeg har ikke fundet tid til at smutte forbi apoteket efter en ny næsespray. Ris til egen tud, kan man sige.

Jeg har i dag tænkt mig lige at gennemgå, hvordan jeg lægger en smudgy eyeliner. Altså ikke en fuldkommen lige, flydende eyeliner, hvilket for mig at se nogle gange bliver lige fancy nok til en onsdag på kontoret, men derimod en lidt mere chillet en. Sådan en eyeliner, som mest af alt fungerer som en skygge, og som ligger helt nede mellem vippehårene og får dem til at syne kraftigere.

Jeg starter altid med at rense mit ansigt med NIVEAs Michellair Water, inden jeg påfører et godt, tykt lag ansigtscreme, som jeg masserer godt ind i huden. Egentlig ville jeg umiddelbart tænke, at huden ikke skal være for fedtet og cremet, når man starter med at lægge makeup, men jeg har lagt mærke til, at hver gang jeg får lagt makeup af makeup-artister, starter de sådan. Rens og fugt. Man bruger jo typisk også nogle pudrede produkter, som trækker fra i fugten, så det giver egentlig god mening at sørge for, at den er godt gennemfugtet going in.
Grunden til, at jeg renser mit ansigt inden, er, at ellers kan jeg ikke styre, hvorfra jeg gerne vil have, at mit ansigt skinner. Jeg har tendens til en fedtet t-zone, og hvis min hud ikke er ren, begynder min næse og pande ret hurtigt at blive shiny, og så lægger skidt og snavs sig også i porerne under makeuppen, og det er ikke kønt. Jeg vil gerne have shine, men det skal være den, min highlighter giver mig. 😉

For tiden bruger jeg foundation fremfor pudder. Det skifter egentlig efter humør, men for tiden er jeg mest til foundation. Jeg lægger altid et meget, meget tyndt lag, og her er det godt, at huden er godt fugtmættet af ansigtscreme inden, for så kommer der ingen kedelige plamager. Jeg lægger et helt tyndt lag, som jeg gør en liiille smule tykkere rundt om øjnene, da jeg faktisk ikke bruger consealer i disse områder længere. Jeg synes, at consealeren lægger sig i de små, fine linjer, jeg har der, og så vil jeg egentlig hellere have min naturlige farve rundt om øjnene.

Hvis jeg nu kun kunne bruge ét makeupprodukt, inden jeg skulle ud af døren, skulle det være til brynene her skifter jeg også favoritter løbende, men for tiden er jeg rigtigt glad for det, jeg bedst kan betegne som en bryn-mascara. Den børster jeg på brynene og reder dem i den retning, jeg helst vil have dem. Så de virker fyldige og velfriserede.

Jeg bruger gerne lidt rødt på kinderne og nogle gange lidt highlighter på kindbenene. Det kan også være ganske klædeligt, hvis man lægger en highlighter lige under brynet og lige over det på den tredjedel, der er tættest på næsen. Bare helt tæt på brynet.

Først lægger jeg en ret bred eyeliner med en blyant. Jeg bruger en mørkebrun version, og jeg kan bedst lide, når den er godt blød og ikke særligt velspidset. Og eyelineren skal ikke være pæn og lige – det er fuldkommen lige meget! Den skal bare ligge der, og man skal sørge for at komme godt ned mellem vipperne med blyanten.

Så tager man en vatpind og hælder lidt MicellAIR på, og derefter vrider man vatpinden grundigt, så den ikke er drivvåd, men bare fugtig. Jeg plejer at trykke den mod håndryggen, mens jeg drejer. Den skal vrides rigtigt godt, venner!

Og så er det, at man med små duppende bevægelser retter eyelineren til. Egentlig kan man sige, at man fjerner det øverste af den, så det, der er tilbage, ligger tættest på vipperne. Og med lidt schwung kan man også lige lave en fin hale på lineren yderst ved øjets kant.

Og bum! Så er man totalt klar til at indtage onsdagen! 😜👍🏻

Skriv endelig herunder, hvis I har spørgsmål til teknikken! 💖

I morgen får vi tvillinger – igen!


Jeg har lagt store planer sammen med PlanBØRNEfonden for det kommende år, og vi tager de første spadestik i morgen, tirsdag.
Jeg har længe gerne villet have et sponsorbarn gennem min virksomhed! Jeg har jo i snart 15 år været privat sponsor, hvilket jeg er så glad for, men jeg synes simpelthen ikke, der er nogen som helst grund til ikke at være sponsor for et barn gennem sin virksomhed, hvis man har én. Det kan trækkes fra i skat (det kan det også, når man er sponsor privat), så det koster nærmest ikke en disse. Joe and the Juice, for eksempel, har et sponsorbarn for hver butik, de har, og hver gang, de åbner en ny juicebar, får de også et nyt sponsorbarn. De havde en delegation fra virksomheden på besøg i et af landene for nogle år siden, hvor de fik kodyl-smadder i en fodboldturnering mod de lokale børn. Altså, sådan ‘no merci’-smadder! 😉
Letz Sushi er også gode støtter af PlanBØRNEfonden og har ligeledes et barn for hver restaurant.


Og nu får jeg endelig mit ønskede sponsorbarn. Og jeg får ikke bare ét, jeg får TO! Jeg har nemlig drømt om at blive sponsor for tvillinger, og nu har PlanBØRNEfonden fundet drengen Charles og pigen Faith i Kisumo i Kenya, som jeg, Jon og ikke mindst Hugo og Berta må få lov at følge fra nu af. Faith og Charles er 10 år gamle (de har fødselsdag halvanden uge efter mig i oktober), og de bor sammen med deres forældre og to yngre søskende i en bambushytte med jordgulv og bliktag. De går begge to i skole, og den ligger omkring 45 minutters gang væk, ligesom at de har en time til den nærmeste sø, hvor de henter vand. De er sunde og raske og får de vaccinationer, de skal have – takket være PlanBØRNEfonden, som allerede arbejder i byen.

Jeg synes, det er sindssygt givende at være sponsor for et barn i Vestafrika. Det sætter satme tingene i relief. Jeg startede som sponsor, mens jeg var en (efter vestlige normer …) fattig studerende, og når jeg begræd ikke at have råd til de støvler, jeg gerne ville have, eller den bytur, jeg nu havde lyst til, var det en god reminder, at de 235 kr. om måneden, jeg sendte til Benin hver måned, var nok til at sikre skolegang, lægehjælp, rent drikkevand og meget mere for mit sponsorbarn.

Jeg signer up som sponsor for Faith og Charles i morgen, tirsdag, aften kl. 20, og jeg kommer til at gøre det, mens Jon og jeg sender live på min Instagram fra Køge! Selvsamme aften får vi nemlig besøg af Marie og Signe fra PlanBØRNEfonden. Jeg har samlet en masse superfine goodiebags sammen med mine yndlingsprodukter fra NIVEA (reklame, da NIVEA har foræret os de goodiebags gratis, omend det ikke indgår i mit samarbejde med dem), og alle, der signer op som sponsorer for et barn i løbet af den halve time/tre kvarter, som Jon og jeg sender live, får en selvforkælelse-goodiebag med i købet! Sammen med et vindue til en helt anden verden og måde at leve på og den gode følelse ved at hjælpe et specifikt barn et andet sted i verden – og hans eller hendes lokalsamfund.

Pengene rækker sindssygt langt gennem PlanBØRNEfonden, jeg har set det med mine egne øjne, da jeg sidste år besøgte mit sponsorbarn i Benin. Hvis man skulle sidde inde med det mindste spørgsmål, er det i morgen, man skal tune ind på Instagram, når Jon og jeg sender live, for jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste for at svare, og det, jeg ikke kan svare på, kan de to eksperter fra PlanBØRNEfonden, som sidder med på sidelinien, helt sikkert besvare.

Vores drøm er, at PlanBØRNEfonden i morgen aften får 20 nye sponsorer. Det ville gøre en sindssygt stor forskel for det arbejde, de kan udføre ude i lokalområderne – og ikke mindst for børnene. Så vi håber og krydser fingre! Klik ind og se om det lykkes i morgen aften på min Instagram @mmleilange, og hvis du ikke er sponsor, så er chancen der jo i hvert fald nu. Vi tager imod med åbne arme. 🙂 <3

Hvis man vil læse mere om min tur til Benin, kan man klikke her og scrolle lidt ned. <3