METTE MARIE LEI LANGE

Så flyttede hønsene ind!

Det er lidt under to måneder siden, at vi kom til at tale med et vennepar om høns. De eneste venner, vi havde i Køge, inden vi selv flyttede hertil. De kommer fra Vesterbro og flyttede ud et par år inden os, og nu bor vi en kilometer fra hinanden.

Jeg har godt kunnet tænke mig høns i et stykke tid, da vi spiser mange æg, og jeg synes, der er noget vanvittigt sexet over det med at være selvforsynende på den konto kombineret med, at hønsene kan omsætte alt overskydende, utilberedt køkkenaffald. Dog synes særligt Jon ikke, at et hønsehold harmonerer specielt godt med, at vi bor i et villakvarter. Vores venner, derimod, bor i et stråtækket hus lige ud mod en skov, ganske ugeneret fra andre huse. Og de har et stort område foran huset, som tidligere er brugt som urtehave, som de havde afset til projektet.

Vi talte om at gøre det til et fælles projekt. Deles om udgifter, om pasning (omend de nok kommer til at passe dem mere i hverdagen end vi), om etableringen og ikke mindst om æg. De seneste to måneder har Jon og Janus gravet ud, gravet voliere-net ned og scoutet Den Blå Avis. Alle dele af hele hønsegården og huset er genbrugsmaterialer. Huset er et gammelt legehus, vi hentede på en trailer, mens indergåerden engang tjene som indergård for et andet hønsehold. Selv det meste af hønsenettet rundt om hønsegården er fundet brugt. Jeg elsker det!

I dag var mændene i Holbæk og hente vores høns. 10 i alt. Seks klassiske æglæggere, som er de røde. De lægger hver i gennemsnit 300 æg om året og er derved de mest træfsikre på det punkt. Derudover har vi købt to stribede og to sorte. De lægger knap så mange æg, til gengæld ser deres æg lidt anderledes ud. Anden farve skal, og sådan. Bare for sjov. Og så har vores i alt fire unger fået ejerskab over hver en høne – og selvfølgelig navngivningsrettigheder. De stribede er Hugo og Bertas, og de hedder Lisa og Hermione Granger. Berta havde egentlig tænkt sig at døbe sin Solrød, men Potter-universet vandt. Vi voksne var dog så vilde med navnet, så vi døbte en af de røde (der kollektivt går under betegnelsen “korpsdanserne”) det, mens de øvrige røde hedder Flammen, Maude, Scholesy (fodboldreference), Erik Bo (endnu en fodboldreference) og Modig. De to sorte høns, som vores venners børn har navngivet, hedder Pop-Bob og Fru Pelle. Yes.

Da vi havde installeret hønseholdet i deres nye og ret luksuriøse omgivelser, holdt vi hønsegilde, grillede pølser og skumfiduser i haven og fantaserede om alle de æggekager, bananpandekager, omeletter og diverse, vi skal nyde i fremtiden! Af egen avl!

Det er ret hyggeligt at have høns. Men det er endnu hyggeligere, at vi har dem med nogle gode venner. Der var engang, hvor man drak sig stive sammen hver weekend. Nu opkalder man høns og bygger hønsegårde sammen i stedet. Eller: OGSÅ. For jeg skal faktisk ud at spise og have drinks i aften, når jeg lige har fået skuret hænderne rene for hønselort. Livet er sgu nice! 😄🐓

En kold, våd nat i haven …

Det så sgu fint ud, da de rejste teltet i går først på eftermiddagen, Jon og ungerne! Fuglene kvidrede, solen skinnede, vi spiste frokost i drivhuset, og alle var i bare arme. Allerede i begyndelsen af projektet havde ungerne held til at overtale Jon til, at de tre i nat skulle overnatte i teltet i haven. Heldigvis var der ingen, der gjorde sig forventninger om min deltagelse …

Jeg elsker at sove i telt! Alene det, at vi ejer et telt, er primært at tilskrive mit initiativ. Det kom for en dag i 2012, da Jon og jeg var på besøg hos min far og hans kone i Sønderborg. Vi havde været kærester i et års tid og boede endnu ikke sammen. Derfor havde vi løbende lejet min lejlighed på Nørrebro ud i nogle af weekenderne, mens jeg havde sovet hos Jon på hans værelse på Tullinsgade på Vesterbro. Det havde affødt, at vi havde sparet lige lidt under 20.000 kr. sammen, som skulle bruges på en fælles sommerferierejse. Vi købte teltet på Den Blå Avis for 800 kr. og så lånte vi min fars gamle Mitsubishi og kørte til Sydfrankrig. Her fandt vi en campingplads, Les Pinedes, lidt udenfor Nice, hvor vi rejste teltet og blev i små tre uger.

Dengang så teltet (og Jon) sådan her ud.

Året efter var jeg gravid, og de første “mange” år med ungerne har vi indtil videre ikke kunnet forestille os at tage på den slags teltferie med dem, hvor alt er så basic, som det er på den her måde. Vi er i stedet kørt til Kroatien, hvor vi har lejet et telt, der allerede er rejst og indeholde rigtige senge, køleskab med videre.

Men de forgangne 24 timer har da med al tydelighed bevist, at Hugo og Berta nu har nået en alder, hvor vi alle sammen kan tage på teltferie i vores eget telt. Det kræver selvfølgelig lige, at jeg er game, og det er jeg altså mest i Sydfrankrig. Knaaaap så meget i regnvejr i en våd baghave i Køge lige ud til en firesporet ringvej med nattetemperaturer på 11 grader.

Men det var ungerne – og heldigvis også Jon! De sov der hele natten, og de sov sgu bedre end mig! Jeg lå i dobbeltsengen og frygtede for knivmordere, nu hvor de befandt sig udenfor (jeg MÅ virkelig stoppe med at høre Mørkeland!), mens de lå med hver sin dyne OG sovepose OG to sæt nattøj OG sokker på hver sin side af Jon på en dobbelt luftmadras.

I morges kom de ind alle sammen, veludhvilede og meget stolte! Og jeg synes sgu, det er lidt sejt. Næste gang pakker jeg ørepropperne og hopper med. Jeg gider ikke være den kedelige mor! 😆

Fremtidsdrømme, nye jordbær og frygten for frygten

Enø i solskin

Jon har fået en rolle i noget nyt, som vi ikke helt ved, om vi må tale om endnu, så jeg siger ikke mere. Men det har affødt, at han er en kende stresset denne Kristi Himmelfart, da han lige skal have speaket en bog færdig i hjemmestudiet, inden han kan starte karakterarbejdet op med rent hoved og lette skuldre.

Derfor tog jeg i går Krapykerne med på en bette dagstur, så Langemanden kunne få ro i hoved og hjem. Og også lidt fordi, jeg havde sindssygt meget lyst.

Vi startede ud med at besøge nogle får, Berta og jeg havde passeret på en mark dagen forinden, men ikke havde tid til at stoppe og hilse på, fordi Jon på det tidspunkt stod klar med pasta/bolo i hjemmet. Nu havde vi alverdens tid, og Berta glædede sig. Hugo syntes forud for besøget, at det lyd enormt skræmmende med de der får, og jeg benyttede lejligheden til at forklare ham forskellen på at være bange for noget – og at være bange for at være bange for noget. Og jeg forkyndte, at jeg var ret sikker på, at han var det sidste. Fremme ved fårene viste det sig, at jeg havde ret, og han madede lystigt dyrene med mælkebøtter, mens han højlydt glædede sig over, at når nu min tese viste sig rigtig, var færre ting i verden jo så farlige end først antaget. (MM vs. Motherhood: 1-0!)

Da fårene havde fået morgenmad, kørte vi til Haslev og besøgte min søster, svoger og nevø og bibragte selvsamme. Bare i form af en kanelstang fra bageren fremfor mælkebøtteblade. Dem har de rigeligt af. Min søster og hendes familie bor på en nedlagt gård, hvor de lejer mange af deres lade- og stald-kvadratmeter ud til opbevaring.

Dog har de stadig en masse til overs, og Fies svigermor er i skrivende stund ved at indrette en lille butik i den ene længe. Hun har en særlig næse for genbrugsmøbler og fund, og de skal sælges her. Og den slags kan ikke foregå, uden at min søsters og min hjerte eksploderer med tanker om at åbne en café, et yogastudie (mest Fie), en bryllupslocation og en grøntsagsbutik (mest mig) sideløbende. Mulighederne er mange…

Min søster og hendes mand har den dejligste grund rundt om deres hus. Bagerst i haven lå der for 50 år siden en frodig køkkenhave, som siden har omdannet sig selv til en skov, og der elsker ungerne at banke rundt og plukke blomster, finde vinbjergsnegle og lege alt muligt. Det er simpelthen så freaking hyggeligt! Og Fie og jeg bliver åndssvagt rørte over, hvor godt vores unger leger sammen trods næsten fem års mellemrum.

Efter afsked med familien Lei Berthelsen kørte vi mod Enø og Karrebæksminde. Det ligger 43 minutter i bil fra os og fremstår i mit indre som en dejlig idyllisk destination, hvor vi flere gange har ladet turen gå hen i solskinsvejr. Og så har de en formidabel fiskehandler, hvor man kan sidde og nyde sin frokost lige ned til vandet ved nogle små borde. Undervejs stoppede vi ved en lille gårdbutik og betalte ågerpriser for nye, danske jordbær. Retteligt havde bonden faktisk fortjent hver en krone, for de smagte fyrsteligt!

I Karrebæksminde spiste vi vores hofret, og ungerne forsøgte at fange vandmænd med en gulvskruppe, inden vi forcerede Græshoppebroen (som broen til Enø er døbt, fordi den i design ligner en græshoppe, hvilket man har valgt at toppe op ved at lade en kunstner give den en græshoppes ansigt og følehorn foran), og her satte vi os ned på stranden. Der var umådeligt mange mennesker, omend alle med sundhedsmæssigt pæn afstand til hinanden. Om det så kan karakteriseres som sundhedsmæssigt forsvarligt at smide tøjet og hoppe i baljen, vil jeg ikke være den, der afgør, da temperaturen kun lige nåede op på 18 grader, men det havde mange ikke desto mindre valgt at gøre. Og ungerne fulgte trop. Hugo havde fundet et fiskenet, som kun havde et enkelt kæmpestort hul, og det brugte de til at fange muslinger og småsten på bunden. O, fryd!

Vi sluttede besøget i Karrebæksminde af med en pandekage med is (og her finder jeg det underholdende lige at fortælle, at min autocorrect rettede ordet ‘pandekage’ til ‘bandekrige’. Rolig nu!), inden vi vendte snuderne mod Køge efter det, der føltes som den første, danske sommerdag i år. Ungerne faldt i søvn på bagsædet for første gang i et år, og jeg hørte Radio Soft og hviskede med på melodierne, mens Langehjemmet tonede frem over bakkerne

Hjemme i hytten havde Jon indtalt lydbog i flere timer i rap, så han var både glad og smadret, men diskede ikke desto mindre op med laks og spinatsalat med blade fra haven.

I dag er børnene inviteret sammen med genboens dreng ned til en anden nabo, som vil lave bål og snobrød med dem i haven. Deres egne børn er voksne, og de har fundet et soft spot for vores unger, hvilket er så freaking rørende, at det varmer helt ind i maven på mig. De sender billeder, når ungerne leger på den grønne plet i enden af vores blinde vej, hvor de bor, og de har sågar hjulpet dem med at bygge en meget fin hule af afklippede grene fra et piletræ, der blev fældet i påsken, og hulen står endnu. Kommunens renovationsmedarbejdere havde faktisk varslet, at den ville blive ombragt, når de skulle slå græsset, men indtil videre har de ikke kunnet få sig selv til det, så den står der endnu.

Med ønsket om en fortsat vidunderlig miniferie. Med hvidvin, storby-shopping, fredags-slik og roulader, restaurantbesøg eller puppetilstand i sofaen. Whatever one might fancy! ❤

 

Sommerferieplanerne i Langehjemmet!


Sneglcille skrev forleden på sin blog, at da hedebølgen hærgede Danmark i sommeren 2018, havde den altså allerede på nuværende tidspunkt tændt godt og grundigt for varmen, og jeg blev helt trist! Den sommer var vores første med have, og den var viiidunderlig! Jeg synes lidt, universet skylder os at gentage den sommer, sådan som det ser ud lige nu.
Meeeen så kom jeg til at tænke tilbage på sidste år, som ikke var sådan overvældende på temperaturfronten. Men den slags detaljer er børn heldigvis røvligeglade med, når bare de har sommerferie og udgangstilladelse. Og jeg hyggede mig jo også gevaldigt i Langehaven. Så jeg behøver slet ikke 25 grader i gennemsnitstemperatur – omend det kunne være awesome!

Planen for vores sommer har siden efteråret sidste år ligget fast. Vi planlagde nemlig ikke at skulle ud at rejse. Måske lidt rundt i Danmark, men ingen udenlandsophold. Det skyldes både vor store hengivenhed til vores boligsituation, særligt om sommeren, og så det faktum, at vi nok har brugt det meste af årets rejsebudget på at spise fancy og bo i hus to måneder i Los Angeles i starten af året.

Men i sidste uge var jeg jo så en bette tur på Als for at besøge mit faderlige ophav. Over en flaske rødvin åbenbarede han, at han havde en drøm om at invitere os alle sammen i sommerhus denne sommer. Mine to søstre, mig og alle vores mænd, kærester og børn. Og selvfølgelig min fars kone, det ville sgu være trist uden hende også! Jeg trak på smilebåndet, bifaldte idéen, men slog den så ned igen med den begrundelse, at jeg forventede, at alle sommerhuse på nuværende tidspunkt ville være lejet ud resten af året allerede. Folk kan ikke komme udenlands, så mon ikke de ferierer herhjemme.
Dagen efter gav jeg nu alligevel Google et skud, og det skulle vise sig, at det ikke var nogen helt umulig opgave at finde et sommerhus, man kan låne til gengæld for betaling. Måske fordi, tyskerne, som udgør 80% af den danske turisme, stadig ikke ved, om de får lov at komme på visit i år. Dog ville vi helst rejse i det, der i Sønderjylland hedder “Danfoss-ferien” (også kaldet industriferien, som dækker over uge 29, 30 og 31), hvilket viste sig skrækkeligt dyrt. Heldigvis havde jeg god tid ved tastaturet dér i min fatters sofa, og vi har ikke så fine vaner, og efter en times tid fandt jeg det, jeg bedst vil mene at kunne betegne som et husmandssted på Langeland til en ganske rimelig pris. Der var plads til, at alle kunne overnatte, hver familiegren i hvert sit værelse, og så var der pyntet op med blomstrede sofaer og gardiner samt lysekroner i alle rum. En lille herskabelighed af en perle, midt på Langeland!

Så det skal vi nu, i uge 29! Lei-familien på Lange-land! (Get it…?) 😉
Jeg glæder mig helt vildt til at grille på terrassen, spille Besserwisser om aftenen, gå ture med mine søstre og alt muligt andet. Min lillesøster, Fie, har en søn på halvandet år, og da hun var gravid med ham, havde jeg lige en lille sorgperiode, hvor jeg begræd, at der blev så stor aldersforskel på hendes og mine børn. Vi havde jo i tidernes morgen planlagt, at hun skulle få sit første barn omtrendt samtidig med, at jeg fik nummer to. Meeeen på de tyve minutter, der var mellem mine unger, nåede Fie sgu ikke lige at finde en mage. Så i stedet er der nu små 5 år imellem den lille fætter og hans store fætter og kusine.
Den gode nyhed er så, at de tre er vilde med hinanden og leger overraskende godt sammen! Karl, min nevø, er en gæv, bette gut, der lader til at tro på det bedste i folk, også selvom de mosler ham lidt, og han vil acceptere meget, bare han må kigge på. Det har fået mine unger til at værdsætte hans selskab, og jeg kan hvine af fryd, når de kører tur med ham i deres lille elbil ude på vejen.

Efter en vinter med sygdom, kræft, forgiftninger, indlæggelser og senest corona-truslen, føler jeg mig SÅ heldig og lyksalig over at kunne se frem til en uge i et sommerhus på Langeland med min far, min Elke, min lillesøster og svoger, min nevø, min papsøster og hendes kæreste, min mand, min datter og min søn. Det er den dejligste udsigt, og jeg sætter måske større pris på, at det kan lade sig gøre, end nogensinde før. Og jeg er egentlig forbavsende ligeglade med, om det kommer til at regne hele ugen. <3

Havehygge, solskin og en ret sjov video


Jeg er så glad for, at jeg har fundet en hobby i havearbejde, for det betyder, at jeg opholder mig meget mere udenfor, end jeg ellers ville gøre. Som nogle måske ved, har vi jo så baghave lige op ad en firesporet ringvej, så, hvis man var den type, kunne man måske diskutere, hvor frisk luft, jeg nu engang indånder derude, men den type har jeg altså valgt ikke at være. 🙂
Nogle gange tøffer jeg rundt og flytter bede, planter blomster og vander ting til efter mørkets frembrud, og jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så voksen, som når jeg har slukket lyset (rettelse: lysekronen!) i Driveren og går op gennem haven med kurs mod mit hus. Min murermestervilla, som JEG (og Jon, bevares) har købt for vores egne penge. Déroppe på førstesalen ligger mine unger og sover, og derinde i sofaen sidder min ægtemand og sukker over, at der ikke er noget sport i TV på grund af corona. That’s my home. 🙂

Og fordi, jeg hænger så meget ud i min have, er jeg også mere flittig til at huske solcreme. Det ér jo meningen, at man skal have solcreme på hver eneste dag året rundt. Det er det bedste, man kan gøre for sin hud – både for at holde den sund og rask, og også hvis man gerne vil undgå rynker. Som vor moder sagde, så ér det sgu bare lettere at forebygge end at helbrede.


Jeg er dog helt ærlig ikke så flittig i årets koldeste måneder, som i de varmeste, men på den her tid af året, husker jeg som minimum denne her i face hver dag. Den er supergod under makeup, da den er lavet til ansigtet, har en matterende effekt og indeholder 0% parfume.

Mine gode venner hos NIVEA har netop sendt mig denne her video. Den viser helt tydeligt, hvorfor det er vigtigt at bruge rigeligt med solcreme og at fordele den GODT. Det sidste kan man jo få hjælp til, hvis man har svært ved at nå sig selv bagpå. Her kender jeg ikke mange mænd, der har for travl på stranden til at udføre sådan en tjeneste, hehe. Filmen er ret fin, giv den lige et kig. Den viser så tydeligt, hvordan solcreme går ind og blokerer for solens stråler. Og den vider, hvorfor man skal gøre sig umage, når man smører sig selv og andre ind, og bruge rigeligt! Mange af os har nok prøvet den der med at misse et spot på kroppen med cremen, som efterfølgende har skiftet farve til bacon-nuance. This explains that.

I forlængelse heraf har jeg også lige fundet der her billede frem (klik her for at se det), som jeg fandt på nettet for mange år siden efterhånden. Det er den bedste reminder i forhold til at huske solcreme. Billedet forestiller en mand, som har kørt lastbil i 28 år. Han har logisk nok altid siddet i den samme side, og han har ikke brugt solcreme. Forskellen er alligevel til at få øje på, vil jeg mene!

Solcreme og solstråler er ikke det samme, som det var for 20 år siden. Jeg var i Miami med en veninde i 2003 og kan huske, hvordan det eneste, jeg smurte mig ind i, var kokosolie for at “optimere solens effekt”. Jeg blev stort set aldrig forbrændt, og når jeg gjorde, var det ikke noget, jeg lod mig hidse op af.
Sådan er det altså ikke mere. Ikke engang herhjemme. Solens stråler er hårdere, og vi har brug for mere beskyttelse. Derfor går mange af os også mere op i, hvilke sideeffekter, den solcreme, vi vælger, har, udover at beskytte os imod solens UVA og UVB-stråler. Den skal være let at påføre, den skal trænge hurtigt ind i huden, den må helst ikke kunne ses på tøjet, og så må man gerne se fedtet ud på skuldre og kraveben, men helst ikke i ansigtet. Og mange foretrækker produkter, der er parfumefri. Alt det lever NIVEAs solcremer altså op til – hele bundet. OG de er alle koralvenlige (altså, de skader ikke koralerne, som desværre er blevet et stigende problem overalt i verdenshavene, hvor folk bader med solcreme på). Og så er de altså begyndt at lave flasker i genanvendt plastik.

Jeg brugte NIVEA-solcreme længe inden, at jeg blev blogger. Det forhold blev faktisk vakt på denne her reboundferie på Kreta i 2009, og duften af NIVEA minder mig om sol, sommer og ferie. Duften har jeg dog måttet skyde en hvid pil efter på det seneste, da NIVEA har flere og flere produkter i deres portefølje uden parfume.
Når jeg begynder at kunne spankulere lidt mere afklædt rundt derude i haven (og uh, måske på stranden!), topper jeg lageret op med denne her. Også den er uden parfume, flasken er lavet af 100% genanvendt plastik, og så trænger den hurtigt ind i huden, så man hurtigt kan komme i tøjet bagefter. Jeg kan godt lide, at det er en meget let creme, så huden bliver lidt skinnende. Det er så pænt, især når man har fået lidt farve.

Hittet på farten hos os er denne her, og i en snæver vending duer den altså fint til både børn og voksne. Berta bruger den selv i ansigtet hver morgen inden afgang til SFO og frabeder sig i øvrigt forældremæssig indblanding. Og det er fint nok, de kan jo lige så godt lære det fra starten, poderne!

HUSK solcremen, venner! Ja, allerede nu! Både fordi, at vi ikke gider det der cancer, men også fordi, at ellers kommer i bare rendende om nogle år og vil have tips til at fjerne rynkerne igen, og det er da spild af liv, når man nu kunne være fremadsynet. 😉