METTE MARIE LEI LANGE

Nyt lys på reolen og ny luft under vingerne …

Ting sker tit i bølger. Det er der nok en grund til. Noget med, at når man åbner et vindue, får man tit andet end frisk luft til potteplanterne og dobbeltdynerne ind i stuen. Duften af æbleblomsterne fra haven eller lyden af en motorcykel, der fræser forbi, kan sætte tanker igang og give en lyst til at bruge dagen på en helt anden måde, end man egentlig havde planlagt. Det med, at ting sker i bølger, var jeg også inde på i det her indlæg, som jeg skrev, da jeg sagde op på ELLE, og det kom jeg i tanke om, da jeg satte mig ned for at skrive det, jeg skriver nu.

I løbet af det seneste år er der sket en hel del i mit lille liv, som gør, at jeg får lyst til at stille tingene på nye måder i stuen, plante nye ting i haven og ændre lidt på småting i den hverdag, som jeg i øvrigt er så kisteglad for. Vi brugte to måneder i Los Angeles, som var noget af det mest inspirerende og frigørende, vi nogensinde har gjort. Bare det at gøre det og ikke kun drømme om det. At hive to måneder ud af kalenderen og kaste de penge efter det, som sådan noget jo koster, fordi vi virkelig havde lyst. Det rykkede ved nogle ting. Så kom vi hjem til corona, som var noget nær det modsatte, hvilket ikke var udelukkende dårligt, men bare også anderledes. Og nu har tungen så ramt vægtskålen: Krapylerne er startet i skole.

Siden jeg blev blogger for snart 7 år siden, har jeg haft et indre mantra, som har heddet, at hvis jeg kunne være så heldig at kunne leve af at blogge, og dermed have et job med den ultimative frihed, det er selv at kunne bestemme over min tid, indtil Krapylerne startede i skole, så ville jeg være lykkelig. Det har jeg kunnet, og det har jeg været – og er jeg fortsat. Både blogger og meget taknemmelig for alle de goder, det giver.

Nu er Krapylerne imidlertid startet i skole, og det er lidt som om, at det mantra på en eller anden måde har sat nogle spor. Nu er ungerne væk seks timer hver eneste dag. Og det skal de være. Jeg kan ikke bare lige hente dem inden frokost, fordi jeg synes, det kunne være hyggeligt, eller give dem en fridag, fordi de beder om det, eller fordi, jeg synes, vi lige skal bruge en forlænget weekend på Als. Hverdagen er helt ny for os herhjemme, og det er en sjov én. Jeg kan mærke, at jeg trives ret godt med, at nogle ting bare skal være på en bestemt måde, og så må jeg indrette resten af mit liv rundt om dem. Jeg kan mærke, at jeg savner den slags struktur en lille smule i mit arbejdsliv.
“Be careful what you wish for”, siger de kloge, som er trætte til op over begge ører over at skulle knokle med at have en families skema med to udearbejdende fuldtidsvoksne og 2-4 børn med skole, venner, fritidsaktiviteter og så videre til at passe sammen. Og det er ikke fordi, jeg ikke ved, hvor godt, jeg har det. Åh, I do.

Men jeg savner at arbejde med noget, der ikke handler om mig selv. Jeg har absolut ikke tænkt mig at stoppe med hverken at blogge eller instagramme, for det har jeg det alt for sjovt med det til. Jeg vil bare gerne noget mere også. Oveni. På deltid, er drømmen. Influencer/blogger-jobbet har aldrig været en fuldtidsstilling for mig. Ej heller det halve. Det faktum har været lidt af en redningskrans de seneste seks år, hvor jeg i længere perioder af gangen har været eneste voksne på matriklen, mens Jon har spillet teater eller indspillet TV-serier og brugt uger og måneder andre steder. Og det har i tilgift været fantastisk, at jeg i den periode, hvor jeg blev mor, har kunnet tillade mig at bruge så meget tid på at vænne mig til de følelser, tanker og omvæltninger, morlivet giver, når det nu oven i købet har været mit job at beskrive netop dem.

Jeg er absolut ikke træt af at lave det, jeg gør. Jeg vil bare gerne lave noget mere også. Noget, der ikke har mig som omdrejningspunkt og noget, der gør, at jeg kan bruge de ting, jeg har lært, både da jeg gik på universitetet og her i årene efter, på nye måder. Jeg drømmer om at have kolleger, som jeg ser på daglig basis, og jeg drømmer om at have nogle at sparre med om ting, der skal bringe os hen imod et fælles mål. Jeg savner ganske enkelt at have et arbejde.

Derfor er jeg nu gået i gang med at lede efter netop dét.
Jeg søgte faktisk et job, som én af jer, der følger med på Instagram, sendte mig et opslag på for nogle måneder siden, men i fredags fik jeg afslag. Stillingen var SoMe-konsulent på Danmarks Indsamling. En tidsbegrænset ansættelse på et halvt år op til indsamlingen, som TV-transmiteres live d. 26. februar næste år, og jeg følte, at det job og jeg ville være det perfekte match! Desværre mente dem, jeg var til samtale hos, at de havde fundet en anden, som passede bedre, og sådan går det jo ude i den virkelige verden.
Så nu er jeg gået i gang med at lede efter noget andet – helst indenfor velgørenhed, mode, PR, TV, teater eller andre kreative brancher. Egentlig er jeg ret åben, men det er nok der, jeg bedst kan se mig selv.
Jeg har ikke travlt, for i sidste ende handler det jo ikke om, at jeg skal ud og hente flere penge til husholdningen. Jeg fortsætter med at blogge og flashe mine gode (og mindre gode) sider på Instagram, og jeg har nogle sygt fede samarbejder linet op henover efteråret og vinteren, som jeg virkelig glæder mig til!
Jeg leder bare efter noget fedt, sjovt, spændende og bevidsthedsudvidende, som jeg kan bruge de ekstra timer og den overskydende, mentale lagerkapacitet, som jeg synes, jeg har fundet, efter at Krapylerne er blevet skolesøgende, på. Og det er spændende. Rigtigt spændende, synes jeg. 🙂

Super-mega-tak atter engang til jer, der læser med herinde. Det er så svinehyggeligt, og jeg sætter så stor pris på jer hver eneste dag! <3

En forretningsidé til de hurtige …

Jeg følges i disse dage tættere end Linse Kessler af TV3 af en genstridig hovedpine. Jeg mistænker mange årsager for at have skylden. Det faktum, at jeg ikke sover specielt godt om natten, noget, der har fulgt mig voksenlivet igennem, men som er særligt fremtrædende i perioder, og som altså har gjort sig gældende de seneste måneder. Eller måske skyldes det, at jeg i mandags fik min massør til at give den lidt for megen gas i nakken og kraniekanten på mig.

Hvorom alting er, efterlader træthed og hovedpiner lidt for lidt overskud sidst på eftermiddagen. Jeg har hentet børnene kl. 13.40 efter skole de fleste dage, og når klokken nærmer sig tid til at lave aftensmad, er jeg godt og grundigt færdig i stellet, som man siger. Jon er startet prøver på Folketeatret, så han rammer først matriklen ved 18.30-tiden og er altså ikke meget værd på det huslige område pt.

Men så skete der i går det, at noget, der skulle have været en stressede oplevelse, udviklede sig til en lille bid af himmerige. Jon havde (bless his heart) bestilt tid til, at jeg skulle have taget mål til silikone-ørepropper, og da jeg havde gennet Krapylerne ind i bilen for at køre ned i bemeldte hørecenter i Køge, ringede de fra klinikken for at fortælle mig, at jeg allerede var fire minutter for sent på den. Den SMS med tidbekræftelsen, manden havde lovet mig, var ikke nået frem, og jeg stod nu til at komme et kvarter for sent til stor fortrydelse for damen i telefonrøret, der ikke holdt igen med samvittighedsrytteriet. Jeg fik alligevel lov at møde op (hvis jeg skyndte mig), og da vi ankom, blev Krapylerne gennet ind i et andet rum end mig. Sekretæren så mit mismod, men lovede at forestå deres underholdning, mens jeg gjorde det, jeg kom for.

Hun lukkede døren, jeg blev sat på en stol og blev bedt om at klappe kaje, mens damen sprøjtende noget, der mest af alt mindede om kølig modellervoks ind i begge mine ører. Hovedpinen værkede derud af, da jeg lænede mig tilbage og fik besked på at holde mig i ro, mens vokset størknede. Der blev næsten helt stille, i takt med, at voksen fyldte mine øregange, og et sted i baggrunden kunne jeg høre mine unger snakke og sludre grinende ude i forkontoret. Her sad jeg så, i ti minutter, med propper i ørene og lukkede øjne, og det føltes ganske enkelt vidunderligt.
Den oplevelse burde sælges bare for at være netop dét. Man burde hale trætte mødre ind fra gaden, stikke dem propper i ørene og underholde deres børn i 10 minutter. De personligt formede ørepropper koster 750 kr., og de skulle ankomme om to uger.
Men da jeg kørte kortet i går, var jeg ganske ligeglad med, om propperne nogensinde når frem. Den oplevelse alene var alle pengene værd. 😉

Skolestart på godt og ondt


Nu har Krapylerne (og en milliard-million andre børn) gået i skole i tre uger. Hverdagen er så småt begyndt at melde sig, i hvert fald herhjemme, og det er både på godt og ondt. Heldigvis allermest godt! Men for en småneurotisk overtænker som yours truly, er der jo også en masse at tage fat i på den anden vægtskål. 😉

Først lidt om fordelene.
Det fungerer indtil videre rigtigt godt for vores familie, at der er kommet mere struktur på dagen. Ungerne skal afleveres foran skolen kl. 7.50 hver dag, og da de står op senest kl. 6.15, giver det os små halvanden time at nå bad, morgenmad, madpakker og diverse, inden vi skal ud af døren. I børnehavedagene afleverede vi dem kl. 9, og børnehaven er nabo til vores nabo, så da skulle vi blot hjemmefra to minutter i. Og alligevel nåede jeg aldrig i bad før, Krapylerne var afleveret. Og de skulle ikke engang have madpakke med.
Jeg kan hverken forstå eller forklare det, men nu når vi det hele, og jeg når sågar bad, krølning af hår, når det kræves, sminke og alt, og så tager jeg for det meste toget, der ligger meget tæt på skolen, når jeg har afleveret ungerne i skole og er således på kontoret i København inden kl. 9. Det er enormt optimerende, og det spiller.
En anden fordel er, at jeg ikke længere lider at det, mange selvstændige, delvist hjemmearbejdende forældre vist også kender, med at jeg nærmest dagligt får jeg dårlig samvittighed over ikke at hente mine børn lidt tidligere eller give dem lidt flere fridage. Eller helt hjemmepasse dem og så arbejde om aftenen i stedet! Nu skal de være i skole fra kl. 7.50 til 13.40, så der er ikke noget at gøre. Det giver ro på for mig.
Ungernes lærer virker som en knag, børnene taler rigtigt godt om hende, og jeg har et virkelig godt indtryk af de andre børn og af deres forældre. Det virker som fornuftige og søde mennesker hele vejen rundt, og det er jo immervæk en fordel, når nu vi skal bruge de næste 10 år på at puste hinandens børns knæ, splitte slåskampe af og trøste vores børn, når andres børn knuser deres hjerter i de senere klasser. Jeg har en god fornemmelse, der kun bliver styrket, jo mere jeg ser til både børn og voksne, og hurra for det!
Desuden er de første uger gået rigtigt godt. Ungerne har været rigtigt glade for at blive afleveret og stolte over at gå i skole, og den stemning spreder sig på en dejlig måde i familien.

Og lidt om de andre dele.
Der er gået tre uger, og hverdagen begynder at melde sig, kan jeg mærke. De første 2,5 uge har der ikke været skyggen af utilfredshed, når jeg afleverede ungerne foran skolen. Men de sidste 4-5 dage har de ikke været glade for det. Berta har været downright ked af det, og det er ikke sjovt. Desuden er virkeligheden også gået op for Hugo. Han har forstået, at man altså skal i skole hver dag. Man kan ikke få en fridag, sådan som Krapylerne jo ellers har været vante til, at de fik det, da de gik i børnehave. Når de en morgen sagde, at de trængte til en fridag, fik jeg som oftest mingeleret en ind senere på ugen (Hashtag blessed), og den går ikke længere.
Jeg er ikke så nervøs for, om de kan følge med fagligt i skolen. Berta synes, det er det fedeste at lære om tal og bogstaver, og Hugo synes, det er røvsygt. Men vi skal jo ikke alle sammen være professorer i hverken dansk eller matematik, og jeg tænker, at de nok skal klare den del på hver deres måde.
Til gengæld kan jeg mærke, at det sociale bekymrer mig. Det har det aldrig gjort før på deres vegne, men de har haft en kende skæv start, da de begge to er blevet skilt fra dem, de ser som deres bedste kammerater, der er blevet sat i parallelklassen. Det er selvfølgelig ærgerligt, men sådan er de nok ikke de eneste, der har det, og de kender de fleste af dem, de går i klasse med, ganske godt allerede.
Jeg tror, min bekymring kommer af, at min egen skoletid rent socialt ikke altid var lige spændende. Tvært imod. Der er jo en hakkeorden i sådan en skolegård, og jeg var en af dem, der lå nederst i hierakiet. Det er ikke noget, jeg har brugt megen hjernekapacitet på at tænke over, siden jeg blev færdig med skolen, men nu, hvor ungerne pludselig står overfor en gruppe børn, som de jo altså skal dele en dekade med, kan jeg mærke, at der er noget, der bobler op til overfladen.
Heldigvis er der jo markant mere fokus på mobning og bekæmpelsen af samme, end der var, da mor her var dreng, så jeg fortæller mig selv, at det nok skal gå. Og så har jeg en plan om at øve mig i at være mindre analyserende, når særligt Hugo kommer hjem og fortæller om sin dag. Han har for tiden en tendens til at samle lidt på de ærgerlige oplevelser, hvilket jo skubber til min bekymring. Så fremfor at gå alt igennem med ham og prøve at få ham til at se tingene fra alle mulige andre leder og kanter, som jeg plejer, tror jeg, det ville være smart at prøve bare at sige “Det lyder heller ikke sjovt”, rumme ham i det, han føler (som man siger i 2020) og så gå videre til noget andet. Jeg tror, jeg kan have en tendens til at få tingene til at fylde mere, end de måske gør, fordi jeg gerne vil komme alting i forkøbet, og det kan man jo ikke. Og så ville det nok klæde mig at nære en tillid til, at det hele nok skal gå.

Det ér en spændende tid, den her. Det er angstprovokerende ad helvede til sådan at sende sine unger ud, hvor man ikke kan nå dem, krydse fingre og håbe på det bedste. Og samtidig er det jo fantastisk, fordi de vokser, bliver større og sejere og får mere ud af livet.
Jeg kunne forestille mig, at mange af jer, der læser med her, kender til følelserne, jeg beskriver ovenfor, og hvis nogle af jer skulle have lyst til at dele i kommentarfeltet, ville jeg synes, det var dejligt. <3

20 timer på Als!

Siden efteråret 2019, hvor min far blev syg, har jeg fået en lille vane med engang imellem at besøge min far og hans hustru uden Jon og ungerne, og det har jeg ikke haft lyst holde op med, selvom han heldigvis er rask igen.

Raskere end længe, fristes jeg til at sige! Da jeg gik i gymnasiet, købte min far en motorcykel, som min søster og jeg elskede at blive kørt rundt på. Engang imellem kørte han mig i skole på den, og den eneste ulempe ved det var, at hjelmen var en, han havde købt af en friturekok, så de dage stank mit hår af grillkyllinger. Han solgte motorcyklen, inden jeg gik ud af gymnasiet, og har siden klaret sig med bil.

Nu har han så i en alder af 71 købt en ny, gammel kværn, og jeg elsker projektet! Han har lovet at købe en ny passagerhjelm uden friture-følger, så når han lige kommer godt op på hesten igen og har lært den at kende, skal jeg med ud og ræse!

Vi spiste på restaurant Bella Italia, som har eksisteret siden dengang, jeg boede i Sønderborg for snart 20 år siden (🤯), og så spadserende vi en tur ned omkring havnepromenaden, som er så smuk. Her er åbnet et nyt sted, der blandt andre ejes af Torben Klitbo, fellow eksilsønderjyde, som også står bag Cofoco i København, ved navn Bistro Grand Mere, og det klædte sgu havnefronten, må jeg sige.

Efter 20 timer, som har budt på sen frokost, eftermiddagslur, hyggesnak, restaurantbesøg, baggadeslendring, en god nats søvn og hjemmelavet brombærmarmelade på hvidt brød til morgenmad, sidder jeg nu atter i toget med kurs mod Fredericia, hvor jeg skal skifte tog og så videre til Køge Nord.

I aften skal vi til 80’er-fest, så jeg bruger køreturen strategisk smart med at google makeup-tutorials og 80’er-garn. Jeg har lånt et krøllejern på tykkelse med en blyant af Cathrine fra Rockpaperdresses, så jeg tænker, at jeg er dækket godt ind! 😄

Det duer jeg sgu ikke til…

Jeg havde planlagt at skrive et indlæg hver eneste dag i hele august! For ligesom at komme op i fart igen efter sommerferien. Tanken var jo sådan set god nok, og jeg elsker at blogge. Men jeg kan sgu ikke på kommando, har jeg måttet erkende. Det føles så tamt at skrive et indlæg, når jeg ikke har noget på hjerte eller i det mindste på sinde. At skrive bare for at skrive, det duer ikke. Det er ikke godt nok, kom jeg frem til. Heller ikke for jer, der læser med. 😊 Så nu er jeg tilbage i almindeligt tempo igen!

Jeg tænker nogle gange på de ting i mit liv, som jeg har været ret heldig med. Altså de ting, der betyder noget. Der er de ting, man arbejder for, og så er det de ting, man bare er heldig med. Og tit blander de ting sig sammen, men nogle gange er det meget fint at skille dem lidt ad og værdsætte de gaver, livet giver, for så lige at blive lidt højpandet på en regnvåd onsdag.

Eksempelvis er jeg ret glad for at have fundet en mand, som også fandt mig. Jesus, hvor brugte jeg megen tid i 20’erne på at vræle over mænd, jeg synes, jeg havde fundet, men som enten havde fundet en anden eller bare gerne ville finde en masse andre. Ikke mig, i hvert fald. Og så skete det sgu, at jeg fandt ham her lige præcis samtidig med, at han fandt mig. Heldigt!

Jeg føler mig også ret heldig over, at jeg rent arbejdsmæssigt ikke drømmer om en helt masse uopnåeligt. Eller supersvært opnåeligt, i hvert fald. Om at blive den nye Ariana Grande eller Trine Dyrholm, eksempelvis. Der er nogle gange lang vej, tænker jeg lidt, hvis det føles som om, det er det, man er ment til at gøre i sit liv.
Jeg ved, jeg altid kommer til at arbejde med mennesker og kommunikation, og jeg ved, at det nok kommer til at veksle på hvilken måde livet igennem, og det er spændende, synes jeg. Men jeg har ikke et specifikt arbejdsmål, jeg gerne vil opnå, og det føles som et held.

Det er virkelig også heldigt, at jeg kunne få børn, da jeg gerne ville. Jeg kender flere og flere, som slås for at blive forældre, og jeg kan se og fornemme, hvor hårdt det må være. Jeg vidste ikke, hvor mange der kæmpede med det, før jeg selv blev mor. Det er en uretfærdig kamp, som alle fortjener at vinde.

Og de seneste år har jeg været ret lykkelig for, at jeg aldrig har drømt om at bo nord for København eller på indre Frederiksberg, eller sådan nogle steder, hvor husene er helt vildt dyre. Jeg har altid drømt om at købe et hus en dag, men jeg har aldrig haft en forestilling om, hvor det skulle ligge. At det blev Køge handlede både om, at vi synes, byen er top-hyggelig (det havde i hvert fald en fornemmelse af, men det er jo først noget, vi rigtigt ved nu), men i første omgang handlede det om økonomi. Vi ville gerne købe et hus, vi synes var dejligt, men til en pris, som gjorde, at vi ikke satte os for hårdt i det. Og det lykkedes i Køge. 

Nogle gange er det ret rart at bruge et par tanker til de ting, man synes, man er eller har været heldig med i sit liv, i stedet for altid at være på jagt efter det næste, man skal opnå, synes jeg. Det giver på én gang en følelse af, at man er det rigtige sted, og en tro på, at der sikkert også er noget godt i vente – derude i fremtiden … <3