METTE MARIE LEI LANGE

Jeg har lovet mig selv ikke at kalde det en “hvalpebaby”…

Så’ der fandme sommervibes, venner!

Jon og børnene forlod hjemmet i går lidt efter frokost for at besøge Jons far i Gilleleje sammen med Jons søster og hendes søn. De skulle overnatte, og jeg skulle altså ikke med. Første nat alene i kassen i Køge i to år. Og det var en meget speciel følelse, for jeg var ikke smadret! Sidst, jeg blev udtaget for tjeneste på den måde, lå jeg ned i 24 timer foran fjernsynet. Jeg rejste mig kun for at hente den pizza, jeg havde bestilt, ved hoveddøren, og så for at gå i seng. Jeg havde ikke tømmermænd, bare børn. Dem har jeg stadig, men nu er de jo SEKS år, og jeg har de seneste måneder været mindre smadret, end jeg har været de foregående seks år af mit liv. Just putting it out there, hvis andre går rundt og tænker “hvornår bliver jeg frisk igen?”. Når de fylder 6, hvis du spørger mig.

Jeg brugte dagen i går på at google ruhårede gravhunde og deres personligheder og endnu engang blive bekræftet i, at det er den helt rigtige hund for mig. For os! Som man vil vide, hvis man følger med på min Instagram, har Jon i denne weekend meldt sig under fanerne på Projekt Gravhund. Han var ellers ikke til den race, men som han selv sagde, bliver han nok aldrig forelsket i nogen bestemt race. At vi skal have hund, er ikke hans idé, og var jeg ikke kommet på den, ville han have levet videre ganske fint uden (tror han, hehe). Men jeg er vokset op med hund, med gravhund, faktisk! Og Jon vil gerne have en hund, fordi jeg gerne vil. Ungerne er entusiaster på projektet, men de har faktisk aldrig selv plaget.

Men i går sagde Jon, at han var med på at få en af de små ruhårede gravhundehvalpe, vi besøgte i fredags. Jeg begyndte at småtude og spurgte (måske lidt melodramatisk) om det da for fanden kan være rigtigt, at jeg får alt, jeg ønsker mig her i livet, og han svarede, at det var hans plan. This life, mand! 🥰

Så om en måned bliver vi forældre til en pelsbaby. En sort og brun ruhåret gravhund, og jeg glæder mig tosset. Gravhunde er jo kendt for at være meget store hunde på indersiden, og det er noget af det, jeg allerbedst kan lide ved dem. Ikke den der underdanighed, man ser hos nogle andre hunderacer. Nope, ret (lang) ryg og fremskudt bryst! De er meget aktive udenfor og meget rolige indenfor. Og så skal man arbejde lidt med at opdrage dem. Jeg må have nogle tips fra min far, for min barndoms hund, Emma, som var en almindelig gravhund, var sgu ret velopdragen.

Jeg har endnu ingen billeder af vidunderet, og jeg ved heller ikke, hvad hun skal hedde endnu. Jon har fået naming rights, hvilket sjovt nok ikke er blevet bestridt af ungerne. I dag fik jeg til gengæld hyggeligt besøg af en af naboernes labradoodle, Elly, mens jeg spiste et rundstykke med pålægchokolade.

I går aftes var jeg til terrassehygge sammen med en flok damer, jeg har lært at kende her i Køge. 90’er-musik, drinks og snak til midt om natten, og så cyklede jeg de 400 meter hjem og sov, indtil jeg vågnede kl. 10.39 udelukkende fordi, at jeg havde ligget på min arm, som nu stak og summede. Jeg er frisk, veludhvilet, har lagt alt vasketøj sammen og redt alle senge, og nu må de øvrige Lei Langer faktisk gerne snart komme hjem igen. Men indtil de gør det, kan jeg måske lige nå et par sider i min krimi på terrassen.

Rigtigt god søndag, dejlige folk! Og til alle jer, der har skrevet, at I glæder jer til hvalpespam: Be freaking careful what you wish for! 🥰🙌🏻

Lidt om en negativ graviditetstest

Jeg ved sgu ikke, om det skyldes, at Jon er rundet de 40 år, og jeg nærmer mig det samme. Eller om det er fordi, vores børn pludselig er blevet meget, meget store og har markant mindre brug for os, end de havde for ikke ret langt tid siden. Eller også er det bare farligt at sende Jon og mig på kærestetur sammen, fordi at vi, når vi har for god tid til at snakke sammen, altid kommer hjem med idéer til nye projekter og ting, vi skal kaste os over.

I hvert fald har vi siden vores seneste kæreste-weekend i Lynæs overvejet muligheden for at få et barn mere. Det var faktisk ikke en snak, jeg havde regnet med nogensinde at skulle have igen, da vi altid begge to har hvilet ret godt i beslutningen om at holde os til to. Særligt Jon. Og derfor kom det også ganske gevaldigt bag på mig, at han var den, der bragte emnet på banen.

Men alt i livet skal jo vendes på et tidspunkt, og det er nok ikke underligt, at den tanke slår os nu. Af alle de grunde, jeg har listet ovenfor. Så vi har talt. Og talt. Og skrevet plus og minus-lister, som man i sidste ende ikke kan bruge til en skid. Og følt. Og talt. Og jeg har ærligt talt været lidt trist nogle gange. Fordi hvor det altid tidligere har føltes naturligt, at vi har de børn, vi skal have, føltes det pludselig som et fravalg ikke at få et barn mere. For nu talte vi jo om det.

Ingen af os har i løbet af de seneste uger været i havn med bare det, der ligner en følelsesmæssig afklaring. Umiddelbart har vi begge hældt mest til nej, men det er nok også det mest sikre valg. Vi ved jo, hvad vi har, og man ved aldrig, hvad man får. Tvillinger igen, eksempelvis. Det var ikke rigtigt med på plussiden. Jeg elsker, at vi har tvillinger, det er det største, livet har budt mig. Men en anden runde i den arena synes overflødig. Omend Jon selvsikker bedyrede, at skulle det ske, skulle vi nok klare det.

I bund og grund bredte min pæne mand sin varme favn ud og bekendtgjorde, at hvis jeg ville have flere unger, var han game. Og ville jeg ikke, var han også game på det. Bum, bum. Så stod man her i livet, en gang til. Med flere grå hår og færre år til, at naturen afgør spørgsmålet.

Så skete der det, at jeg i går kom i tanke om, at jeg ikke har haft menstruation i halvanden måned. Jeg fik for to-tre måneder siden en hormonspital, og man havde forkyndt mig, at jeg skulle forvente at pletbløde de første tre-fire måneder, og herefter var der en god chance for, at min menstruation ophørte. Jeg pletblødte de første måneder og havde menstruation på det tidspunkt, det kunne forventes første gang efter opsætningen, og siden er der ikke sket noget. Jeg tænkte, at jeg nok bare var heldig. Men i går kombinerede jeg det faktum, at jeg ikke har blødt, med det faktum, at min mave har været meget opspilet de seneste uger. Og at mine babser er ret ømme for tiden… Og så kom jeg til at tænke på min veninde, som fik sat spiral op og tre måneder senere opdagede, at hun var 15 uger henne i en graviditet med en efternøler.

Og pludselig stod vi dér og tænkte, at måske var jeg gravid. Og hvad nu, hvis jeg var? Jeg løb en tur i skoven, rundede Netto på vejen hjem og købte en graviditetstest. Jeg tog den, og den var negativ. Og den følelse af lettelse, jeg kunne mærke, var så ægte, at jeg med et var parat til at parkere min bil i “nej, tak” til flere børn. Jeg ringede til Jon og trak tiden gevaldigt, før jeg gav ham svaret – bare for at lade ham gennemgå samme følelsestur, og han landede heldigvis på fuldstændigt samme felt. Så nu fortsætter vi livet som glade forældre til til to snart ret store børn, som starter i skole lige om lidt. Og nyder al den tid, vi har med dem. Det er vildt at tænke på, at vi allerede har haft dem en tredjedel af den tid, vi har dem til låns, før de fylder 18, og vi ikke længere kan gøre krav på noget som helst. Og i morges fik jeg så i øvrigt min menstruation. 😊

Når jeg skriver det her, går mit hjerte i øvrigt i den grad ud til alle dem, der kæmper for at blive gravide og ikke på samme måde som vi har muligheden for at vælge, om det er noget, vi vil. Ret beset aner jeg jo heller ikke, om det ville lykkes for mig, hvis jeg satte mig for at blive med rogn igen nu. Men jeg ved, at mange kæmper, og det må være noget af det mest ulidelige, når man ønsker sig børn, og det bare ikke er så let. Det ville jeg bare lige nævne. ❤

Da Krapylerne skulle på natlige eventyr


I går aftes, da jeg skulle putte ungerne, ville de gerne sove på værelse sammen. Det hører ikke til sædvanen, men stemningen var enormt hyggelig, og de blev puttet i Hugos seng. Lige inden, jeg skulle til at læse godnathistorie, bad Hugo mig hente Bertas iPad og sætte vækkeuret til kl. 2. Det afviste jeg, men udbad mig grunden til den grusomme idé at lade sig vække midt om natten. Krapylerne berettede samstemmigt, at de havde aftalt med genboens Bertram, at de skulle mødes for enden af vejen, som er blind, hvor der er en lille græsplæne, hvor de ofte leger og har en lille træhule. Her er nemlig for nyligt blevet anbragt en stor bunke jord. De havde så aftalt at skulle medbringe soveposer, müslibarer og lommelygter og så mødes og fejre. Adspurgt hvad, de ville fejre, var svaret “Jamen, jordbunken, jo!”

Jeg svarede, at jeg ikke ville stille et vækkeur, men vi kunne jo se, om de vågnede af sig selv – meget bevidst om, at det meget sjældent sker. Berta endte også med at kravle ind i sin egen seng, inden hun faldt i søvn, og jeg regnede med, at den hellige grav var velforvaret.
… Indtil jeg vågnede i morges klokken 5 til lyden af ivrigt hviskende børnestemmer og trippende tæer ude på gangen. Hugo havde vækket Berta, og nu var de på vej ned ad trappen. Jeg gik ud og stoppede dem, sagde, at klokken var alt for tidligt, og at Bertram helt sikkert også lå i sin seng. Og så beordrede jeg dem begge i seng igen med formaninger om at prøve at falde i søvn og gik tilbage i min egen. Der gik ikke mange minutter, før de i stedet kom ind i dobbeltsengen, hvor vi puttede lidt, mens jeg fortalte dem, at det er dejligt, at de har eventyrlige idéer, men det er altså vigtigt, at de ikke sådan sniger sig ud, uden at Jon eller jeg ved, hvor de er. Det forstod de godt, sagde de, og så bad de om lov til at tage afsted. Med soveposer og müslibarer. For at sidde på en jordbunke klokken 5 om morgenen. En solskinssommermorgen i juni. Jeg sagde ja, hjalp dem med at rulle soveposer sammen og pakke müslibarer, og Hugo bedyrede, at de var meget heldige at have sådan en sej mor, hvilket jeg solede mig i, mens jeg gned mine morgentrætte øjne.

Berta har lige været hjemme for at hente en to sweatre, to huer og to par handsker, inden hun atter løb ned til jordbunken, som jeg ærgrer mig ikke at kunne se her fra køkkenvinduet, hvor jeg nu sidder.
KÆFT, hvor jeg dog elsker at bo her i det her kvarter, som nærmest er bygget af blinde veje og børnefamilier. Jeg ser en masse Boligkøb I Blinde på Viaplay for tiden, og hver gang, de skal skrive deres tre ufravigelige krav ned, og alle fokuserer på køkken-alrum og dobbelte carporte, himler jeg med øjnene. Hvis man har børn, er det allervigtigste sgu nærmiljøet, vil jeg mene. Blinde veje og andre børn. Det synes for mig for tiden nærmest at være opskriften på en god barndom. Den frihed og selvstændighed, Krapylerne har, fordi de kan løbe rundt uden at skulle have opsyn hele tiden, er for vild, og jeg bliver helt varm i maven over, hvad det giver dem. Og så er det jo sågar en passiv investering. Jeg drikker te imens, jeg så åbenbart er en mega-sej mor. Epic win/win. 😉

10 skinbarlige sandheder nedfældet inden kl. 7 en mandag morgen

1. Søndag formiddag tog jeg ungerne med i skoven, hvor vi byggede en hule. Heldigvis havde jeg en rulle sejlgarn med i min bæltetaske (fucked up sætning), som kom in handy, da de besluttede, at vi skulle være skovfolk med hovedprydninger. Vi “spiste” burgere af blade og græs, og efter 3 timer cyklede vi ned på Gammel Køgegård og fik en juice på deres weekendcafé med udsigt over markerne. Hvor jeg dog elsker at have børn på landet.

2. Jeg er med i bladet LIME, der kan nappes gratis i Netto, hvis man mangler læsestof de næste måneder. Jeg har ikke selv set det endnu, men nogen har været så sød at sende mig det her billede.

3. Jeg påtænker lidt at give ungerne fri hver fredag frem til deres skolestart i august. De får en måned fri i sommerferien, men indtil da, så. Vi har været så vante til den her dejlige frihed på grund af mit job, hvor jeg bare har kunnet holde dem hjemme, når jeg eller de vil, og den slutter jo, når skolen starter. #melankoli

4. Det der hundeprojekt bliver mere og mere real. Og jeg finder mere og mere ud af, at jeg nok mest af alt ønsker mig en gravhund. Ruhåret eller glathåret. Simply the best.

5. Jeg er ked af, at jeg ikke var til Black Lives Matter-demo i går. Vi havde gæster, som jeg længe havde glædet mig til at se. Man kunne nok have udsat. Jon og jeg er enige om, at næste gang skal vi med. Apropos min lange snak på stories i sidste uge, kan jeg nok allermest relatere til talemåden “I understand that I will never understand, however I stand with you”. Jeg er ikke racist, men det er ikke længere nok.

6. Jeg kan dog ikke sige mig fri for at bekymre mig om, hvad de mange demoer gør ved spredelsen af corona. Særligt i USA. Det virker lidt som spørgsmålet, man ikke må stille, men er det ikke lidt noget rod, at folk fylder gaderne og går skulder ved skulder (hvor sympatisk og vigtigt, det end er i denne sag, for det er det!), når vi stadig har gang i en verdensomspændende pandemi?

7. Gad vide, hvordan verden ser ud om bare et år. 2020 er et skarpt hjørne på mange fronter.

8. Jeg har fået en ny “hobby”, hvor jeg en gang om dagen lige tjekker, hvilke nye profiler, der er begyndt at følge mig på Instagram og fjerner alle dem, der ser ud til at være spam-profiler. Damn, det er mange! 5-8 stykker hver dag! Hvor fuck kommer de fra? Og er der sådan for alle?

9. Min indsamling til PlanBørnefonden sidste weekend, som gik til at købe genanvendelige bind til piger i Bondo i Kenya, endte i øvrigt på lige over 60.000 kr., da vi tog weekenden med. JEG ELSKER JER!!

10. Og min søsters skidesøde svigermor slog omsætningsrekord i sin fine butik, Genskær, på min søsters gård i weekenden. Folk picnic’ede i græsset udenfor laden og hyggede sig gevaldigt. Så freaking dejligt! Langt de fleste af deres gæster er nogle af jer, jeg “kender” herindefra. I har fandme god smag og stil! 😄🥰 Genskær holder i øvrigt åbent på Skovholmslund i Haslev hver lørdag og søndag sommeren over fra 10 – 16, så kig forbi! ❤

Kom til sommermarked på min søsters gård!

SE lige den slagbænk… Suk!

Jeg har GLÆDET mig til at dele den her nyhed, og nu er dagen endelig oprundet!
Min søster har jo været så elskværdig at flytte til Haslev med sin mand og søn, så de nu bor i nærheden af os i Køge. (Når man bor udenfor København, er 20 minutter i bil stadig “i nærheden”). Her bebor de sammen en nedlagt gård med en have, der giver én lyst til kun at gå i hvide kjoler, danse på tåspidser samt ligge i græsset og se op i skyerne. Der er idyllisk.De lejer en del af deres mange bygninger ud til opbevaring, men nu har de rømmet den ene ende af laden for at gøre plads til Genskær! Genskær er min søsters svigermor, Annelises genbrugsbutik. Eller, det synes jeg faktisk er synd at kalde det. Det er alt andet end et loppemarked! Annelise har simpelthen sådan et godt øje for at finde gamle møbler og brugsgenstande. Meget er fundet i Sverige, ved jeg.

Annelise havde, inden hun og hendes mand også flyttede til Haslev, en butik i Snekkersten, og den har ligget lidt i dvale, siden de rykkede ud for at være tættere på Fie, Hjalte og deres barnebarn, min nevø, Karl.
Men ikke længere! Fra i morgen, lørdag d. 6. juni, er butikken åben hver weekend resten af sommeren fra kl. 10 – 16! Der er, som det ses på billederne her, massevis af møbler, ting og kuriosa, og i denne weekend sælger min søster også ud af sit tøj, ligesom at man kan købe æg fra Fie og Hjaltes høns, og så kan man også købe en forfriskning.Hvis vejret bliver strålende, kan man sidde udenfor på græsset og nyde livet, men hvis det regner, behøver man ikke frygte at få en fugtig frisure, for der ligger et godt tag på laden, der i anledningen er pyntet fint op med lyskæder.Der er SÅ hyggeligt, og jeg håber, at en hel masse af jer, der læser med, har lyst til at komme forbi og tilbringe et par timer. Eller mere eller mindre. Krapylerne og jeg kommer selv derud om eftermiddagen, når Berta og jeg hjemvender fra Als, og når min have tillader det, kommer jeg også til at sælge tomater, agurker, måske kartofler, salat, bønner, og hvad vi nu ellers kan byde på, derude også.

Landlig idyl, hva’be’har!
Det hele finder sted på Skovholmslund, Skovholmslundvej 2 i Haslev.