METTE MARIE LEI LANGE

Nogle gange skal man måske bare holde sin kæft …


Jeg har endnu til gode at have en tanke, jeg ikke har delt med Jon. Så længe, vi har været sammen, i hvert fald. Det var vist sig som noget rigtigt godt, for det betyder, at vi i løbet af de sidste snart 10 år har talt om alt og derfor nu kan tale om alt. Nu har vi jo endnu ikke oplevet alt, så det er selvfølgelig en noget overmodig udtalelse at komme med, men jeg vil sige så meget, at jeg har gode forhåbninger for fremtiden. Jon og jeg er begge to sådan nogle, der tænker og føler meget, og vi kan heldigvis begge to godt lide at tale med hinanden om de følelser. Hvis vi nu hver især var blevet gift med én, der synes, det hele blev lidt for langhåret af sådan at blive tærsket langhalm på, havde det nok været et problem, men for os er det en styrke og noget af det, der gør, at vi synes, vi er havnet det rigtige sted.

Men nogle gange skal man måske alligevel ikke dele alt, man tænker, spekulerer jeg denne meget disede mandag morgen.
Den hyppige læser her på bloggen vil allerede vide, at jeg er søvnudfordret. Ikke for tiden, men altid. Det er et livsvilkår for mig. Det er ikke noget, mine børn har introduceret mig for, sådan har det altid været. Men man skal nok ikke være kvantefysiker for at kunne regne ud, at det ikke er noget, det at have børn sådan ligefrem har gjort bedre.
Der er dårlige og mindre dårlige perioder. Men i 2020 har der været flest dårlige. Når jeg sover godt, har jeg overskud, livsglæde og humor, jeg bager boller og laver pandekager, cracker jokes og spiller morgenmusik. Og når jeg står op efter (endnu) en dårlig nat, er jeg sur som et opstød, spyder trælse bemærkninger som galde fra mit indre og vrisser af alt fra hunden til mit spejlbillede. Og alle andre, der bor på matriklen. Og når de så er taget afsted, og jeg sidder alene tilbage på mit hjemmekontor, kommer selvhadet. Jeg bliver jo ikke mindre træt af lige at sende de andre ud af døren på en decideret åndssvag måde. Jeg bliver bare en dum kælling oveni at være træt, og når man går i seng efter at have følt sig som en heks den dag, sover man ikke nødvendigvis bedre, skulle jeg hilse og sige.

Så måske er der engang imellem tidspunkter, hvor i hvert fald denne dame bør holde sin kæft. Ikke dele ud af sine følelser. Holde mellemregningerne for sig selv. Jeg agter at tage ved lære af dem, der er morgenstille. De mennesker, der trisser rundt og ser onde ud, men er tyste som graven. De fleste af dem bliver til mennesker efter et trug kaffe, men da jeg ikke drikker kaffe, skulle man måske overveje at indføre en morgen-cola? (Måske ikke). De er ikke godt selskab, men de deler i det mindste ikke ud af deres galde.

Min plan er at holde min kæft noget mere. I hvert fald om morgenen. Ikke dele mine tanker, irritationer og frustrationer, som alligevel ikke hjælper nogen med noget. Kun at bidrage med mit syn på vejret, hvis jeg bliver spurgt. Være hende, der er kendt som morgen-stille fremfor morgen-sur. Og så sover jeg nok i gæsteværelset den næste uges tid, så jeg kan komme henover bjerget og nå dertil, hvor jeg atter kan værdsætte lyden af fuglefløjt og duften af nyfalden regn. Og glade børnestemmer inden kl. 6.30.

Aflysninger og ændrede planer

Åh, hulk! Jeg var spændt som en fjeder og klar som en solskinsdag i januar til festen på fredag. ELLE Style Awards. Årets efter min mening mest fancy fest. Tirsdag formiddag nåede jeg lige at modtage en mail fra ELLE med alle forbeholdene, som alle forventedes at overholde. Jeg havde fået tildelt et kvarter, jeg kunne ankomme i, og jeg blev bedt om at have mundbind på ved ankomst. Dette kunne så fjernes, når jeg stod på den røde løber for at få taget billeder, og skulle så på igen, mens jeg bevægede mig direkte til min stol. Når jeg sad ned, måtte jeg tage det af, men i alle andre tilfælde skulle mundbindet på. Man havde desuden hyret det, man kaldte for “hygiejnebutlere”. Jeg forestiller mig velklædte mænd m/f med en dut håbdsprit på et sølvfad.

Meget kort tid efter denne mails neddumpen i min indbakke, kom de nye retningslinjer for København og nærmeste omegn for en dag, og senere samme dag fik jeg en ny e-mail fra ELLE, der med sorg, ærgrelse og naturligvis samfundssind og forståelse, meddelte at festen er flyttet frem til d. 6. november. Jeg skrev en SMS til chefredaktricen og foreslog, at de i stedet bare holder festen her i Køge, hvor der ikke gælder de samme forbud. 😜

Så nu skal jeg ikke til fest fredag. Hverken i genbrugskjole eller i nogen som helst anden kjole. Ligesom at mange andre nok også har fået ændret deres planer for den næste tid. Men altså, hvis det er det, der skal til, er det selvfølgelig det, vi gør.

Som de, der følger med på Instagram, vil vide, havde jeg planlagt at tage ungerne med i tysk badeland et par dage i efterårsferien. Ungerne glæder sig helt vildt, de har lavet skemaer, hvor de hver morgen sætter kryds og tæller ned. Men jeg kan ikke rigtigt overskue det, sådan som tingene er lige nu. Sådan at forlade landet. Omend jeg har en klar fornemmelse af, at tyskerne har styr på deres corona-tiltag. De er jo markant mere maskerede end os herhjemme.

Men alligevel har jeg drejet skibet og i stedet bestilt to overnatninger i Lalalndia i eget sommerhus til ungerne, deres seje farmor og mig. Og jeg har betalt ekstra for en i-alle-tilfælde-afbestilling, hvis det til den tid skal vise sig at være en dum idé. Det håber jeg nu ikke, for jeg er allerede begyndt at glæde mig til klorbløde pommesfrites! 😄

Gæst ved ELLE Style Awards – i genbrug?

Jeg har jo før været iført genbrug til ESA. I 2017 havde jeg taget min brudekjole på udover en blå underkjole.

På fredag skal jeg til ELLE Style Awards 2020. Jeg har været gæst ved alle Style Awards indtil videre, og jeg er ret spændt på, hvordan det hele mon spænder af i år, corona and all. Jeg ved, at vi skal ankomme indenfor forskellige tidsrum, så vi kan holde afstand på løberen, og så ved jeg jo, at vi skal sidde ned, hvilket også er ret smart i disse tider. Jeg forestiller mig, at der ligger designer-mundbind på tallerkenerne.

Jeg har besluttet mig for, at jeg i år ikke vil låne en designerkjole, få syet noget særligt eller overlade mit hylster til en stylist, som det ellers er sædvaneved et sådant fashionabelt event. Nope. I år vil jeg gøre noget ganske andet og ganske enkelt tage en kjole på, jeg har i forvejen! Jeg har en forkærlighed for festkjoler, og jeg købte også en god håndfuld i LA. Problemet med de her fine kjoler er, at når jeg så endelig skal i byen, synes jeg ofte, at de alligevel er lidt for fine. Derfor bliver mange af dem slet ikke brugt så meget, som de har fortjent, og det er jo synd! En anden god grund til at tage en af mine egne kjoler på er, at jeg jo så ved, at jeg har det godt i den!

Normalt skal man jo gerne være fashion forward til modefester, meeen det er også ret moderne at sætte pris på det, man har, passe godt på det og bruge det mange gange, og det er altså den form for fashion, jeg draperer mig i på fredag! Og jeg glææææder mig! Jeg har ikke helt udvalgt en klædeskabskreation endnu, men jeg tror, det bliver noget med farver! YAY, jeg glæder mig! Første fancy fest i tusind år, føles det som!

Jeg har lige linet et par af de kjoler, jeg overvejer, op herunder. Jeg hælder pt mest til den gule.. 💛

Sidst, jeg havde den her på, var på CATCH i Los Angeles.
Den her købte jeg i Nice sidste år, og jeg har kun haft en på en enkelt gang til en premiere i Operaen.
Så er der jo også den her skinnende (og gennemsigtige) kjole, som jeg havde på til premieren på SOMMEREN 92.
Og så er der din hvide her fra Designers Remi med et lille peplumskørt, som jeg elsker og har haft med til både New York, Las Vegas og Los Angeles, men jeg tror nu, den får lov at blive i skabet på fredag. Det er nogle nye, der skal luftes denne gang!

Jeg savner Marrakech + 25% rabat på marokkanske tæpper

Tæppet nederst i højre hjørne købte jeg for fire år siden, og det bor nu på gangen på førstesalen.

Jeg saaaavner Marrakech! Der er over 2,5 år siden, jeg sidst var i denne, min nordafrikanske yndlingsby (LA er min yndlings i USA, Berlin og Barcelona i Europa og Nungwi på Zanzibar. Det kan være en fordel at have mange favoritter), og det føles som alt for længe siden. Dog er der flere faktorer, der gør, at jeg ikke føler, timingen for et snarligt besøg for tiden er skidegod. Så jeg bliver hjemme og drømmer.

Stort set alle de tæpper, vi har i huset i Køge, har jeg købt i Marrakech gennem tiden. Jeg rejser altid derned med meget lidt personlig bagage og en giiigantisk rejsekuffert. På hjemturen har jeg så mine egendele i håndbagage og et tæppe i den indtjekkede kuffert. En enkelt gang har jeg også haft en lampe med hjem på skødet som håndbagage, men det har jeg lovet stewardessen ikke at fortælle nogen, at hun gav mig lov til. Det er den, man kan se herunder, som nu står på vores TV-møbel i stuen og afføder stor misundelse hver gang, jeg story’er et eller andet, vi ser i TV herhjemme.


Siden vi flyttede ind her i drømmehuset, har vi haft et stort, hvidt og sort tæppe liggende på en meget fremtrædende plads i køkken/alrummet. Det er ligeledes et, jeg har købt i Marrakech. Det har dog set bedre tider efter lidt for mange middage, hvor vi ikke har fjernet det, inden vi linede op til børnebord på netop den placering, og efter at Uma er kommet til og har taget tæppet til sig som sin primære opholdsplads, og hun har taget lidt tid om at lære, at tisseri for gravhundes vedkommende allerhelst skal foregå udendørs, har vi måtte aflive det. Tæppet, altså.


Og hvad gør en klog pige så, når hun helst vil have marrokanske tæpper, men ikke selv står overfor en rejse til de varme lande (omend hun virkelig har lyst)?
Hun hooker up med Tibladin.dk, som er en webshop ejet af Mette, der (ligesom undertegnede ditto) er stor fan af Marokko og Marrakech. Hendes mand er halvt fransk, halvt marrokaner, så de har rejst meget på de egne, og i maj måned i år gik Mette altså live med sin webshop. (Noget, jeg jo faktisk drømte om og lidt startede ud med for fem år siden, da jeg lavede lalalei.dk, men endte med at have for meget på tallerknen, så jeg droppede det igen, hvilket jeg da godt kan fortryde nu). 😉

Mette mikser det marrokanske med det skandinaviske, og det kan ses i hendes webshop. Alle de udvalgte varer passer perfekt ind i den indretning, der er mest fremhærskende herhjemme, hvor noget gerne må larme, men ikke det hele.
Varerne på Tibladin.dk er håndlavede udfra smukke, marokkanske traditioner og er valgt ud fra kriterierne høj kvalitet, bæredygtig produktion, socialøkonomiske tiltag (der samarbejdes med forskellige kooperativer) og unikke produkter til de rigtige priser.

Det tæppe, vi har fået, er det, man kalder et Beni Ouarain. De her tæpper er en mange hundrede år gammel tradition. Tæpperne er vævet af kvinder fra berberstammerne og bliver brugt som soveunderlag og til at varme sig med om natten. Kendetegnene ved tæpperne er, at det er naturligt, ufarvet, lyst uld ofte med mønster i sorte, brune og grå farver.
Beni Ouarain tæpper er i høj kurs rundt om i verden og passer rigtig godt til den skandinaviske stil. Tæpperne hos Tibladin er alle originale Beni Ouarain-tæpper lavet i hånden i Marokko. Hvert tæppe er unikt og et kunstværk i sig selv og bliver aldrig produceret udfra modeller, men kun efter kvindernes egne fortolkninger og symboliserer ofte de følelser kvinderne har.

Uma er siden det nye tæppes ankomst blevet forvist til sit eget bette lammeskind i stedet for.

Jeg har fået lov at dele en rabatkode med jer, der også elsker marrokanske boligtilbehør, så I kan shoppe lidt til hjemmet. Måske labert, hvis man hører til blandt de mange, som atter engang er blevet hjemsendt grundet corona. 😉
Rabatkoden hedder MMLEILANGE og duer frem til d. 20. september, og den giver hele 25% rabat!
Shop amok lige her, hvis det var noget, og hav så lige en vidunderlig weekend! <3

Nyt lys på reolen og ny luft under vingerne …

Ting sker tit i bølger. Det er der nok en grund til. Noget med, at når man åbner et vindue, får man tit andet end frisk luft til potteplanterne og dobbeltdynerne ind i stuen. Duften af æbleblomsterne fra haven eller lyden af en motorcykel, der fræser forbi, kan sætte tanker igang og give en lyst til at bruge dagen på en helt anden måde, end man egentlig havde planlagt. Det med, at ting sker i bølger, var jeg også inde på i det her indlæg, som jeg skrev, da jeg sagde op på ELLE, og det kom jeg i tanke om, da jeg satte mig ned for at skrive det, jeg skriver nu.

I løbet af det seneste år er der sket en hel del i mit lille liv, som gør, at jeg får lyst til at stille tingene på nye måder i stuen, plante nye ting i haven og ændre lidt på småting i den hverdag, som jeg i øvrigt er så kisteglad for. Vi brugte to måneder i Los Angeles, som var noget af det mest inspirerende og frigørende, vi nogensinde har gjort. Bare det at gøre det og ikke kun drømme om det. At hive to måneder ud af kalenderen og kaste de penge efter det, som sådan noget jo koster, fordi vi virkelig havde lyst. Det rykkede ved nogle ting. Så kom vi hjem til corona, som var noget nær det modsatte, hvilket ikke var udelukkende dårligt, men bare også anderledes. Og nu har tungen så ramt vægtskålen: Krapylerne er startet i skole.

Siden jeg blev blogger for snart 7 år siden, har jeg haft et indre mantra, som har heddet, at hvis jeg kunne være så heldig at kunne leve af at blogge, og dermed have et job med den ultimative frihed, det er selv at kunne bestemme over min tid, indtil Krapylerne startede i skole, så ville jeg være lykkelig. Det har jeg kunnet, og det har jeg været – og er jeg fortsat. Både blogger og meget taknemmelig for alle de goder, det giver.

Nu er Krapylerne imidlertid startet i skole, og det er lidt som om, at det mantra på en eller anden måde har sat nogle spor. Nu er ungerne væk seks timer hver eneste dag. Og det skal de være. Jeg kan ikke bare lige hente dem inden frokost, fordi jeg synes, det kunne være hyggeligt, eller give dem en fridag, fordi de beder om det, eller fordi, jeg synes, vi lige skal bruge en forlænget weekend på Als. Hverdagen er helt ny for os herhjemme, og det er en sjov én. Jeg kan mærke, at jeg trives ret godt med, at nogle ting bare skal være på en bestemt måde, og så må jeg indrette resten af mit liv rundt om dem. Jeg kan mærke, at jeg savner den slags struktur en lille smule i mit arbejdsliv.
“Be careful what you wish for”, siger de kloge, som er trætte til op over begge ører over at skulle knokle med at have en families skema med to udearbejdende fuldtidsvoksne og 2-4 børn med skole, venner, fritidsaktiviteter og så videre til at passe sammen. Og det er ikke fordi, jeg ikke ved, hvor godt, jeg har det. Åh, I do.

Men jeg savner at arbejde med noget, der ikke handler om mig selv. Jeg har absolut ikke tænkt mig at stoppe med hverken at blogge eller instagramme, for det har jeg det alt for sjovt med det til. Jeg vil bare gerne noget mere også. Oveni. På deltid, er drømmen. Influencer/blogger-jobbet har aldrig været en fuldtidsstilling for mig. Ej heller det halve. Det faktum har været lidt af en redningskrans de seneste seks år, hvor jeg i længere perioder af gangen har været eneste voksne på matriklen, mens Jon har spillet teater eller indspillet TV-serier og brugt uger og måneder andre steder. Og det har i tilgift været fantastisk, at jeg i den periode, hvor jeg blev mor, har kunnet tillade mig at bruge så meget tid på at vænne mig til de følelser, tanker og omvæltninger, morlivet giver, når det nu oven i købet har været mit job at beskrive netop dem.

Jeg er absolut ikke træt af at lave det, jeg gør. Jeg vil bare gerne lave noget mere også. Noget, der ikke har mig som omdrejningspunkt og noget, der gør, at jeg kan bruge de ting, jeg har lært, både da jeg gik på universitetet og her i årene efter, på nye måder. Jeg drømmer om at have kolleger, som jeg ser på daglig basis, og jeg drømmer om at have nogle at sparre med om ting, der skal bringe os hen imod et fælles mål. Jeg savner ganske enkelt at have et arbejde.

Derfor er jeg nu gået i gang med at lede efter netop dét.
Jeg søgte faktisk et job, som én af jer, der følger med på Instagram, sendte mig et opslag på for nogle måneder siden, men i fredags fik jeg afslag. Stillingen var SoMe-konsulent på Danmarks Indsamling. En tidsbegrænset ansættelse på et halvt år op til indsamlingen, som TV-transmiteres live d. 26. februar næste år, og jeg følte, at det job og jeg ville være det perfekte match! Desværre mente dem, jeg var til samtale hos, at de havde fundet en anden, som passede bedre, og sådan går det jo ude i den virkelige verden.
Så nu er jeg gået i gang med at lede efter noget andet – helst indenfor velgørenhed, mode, PR, TV, teater eller andre kreative brancher. Egentlig er jeg ret åben, men det er nok der, jeg bedst kan se mig selv.
Jeg har ikke travlt, for i sidste ende handler det jo ikke om, at jeg skal ud og hente flere penge til husholdningen. Jeg fortsætter med at blogge og flashe mine gode (og mindre gode) sider på Instagram, og jeg har nogle sygt fede samarbejder linet op henover efteråret og vinteren, som jeg virkelig glæder mig til!
Jeg leder bare efter noget fedt, sjovt, spændende og bevidsthedsudvidende, som jeg kan bruge de ekstra timer og den overskydende, mentale lagerkapacitet, som jeg synes, jeg har fundet, efter at Krapylerne er blevet skolesøgende, på. Og det er spændende. Rigtigt spændende, synes jeg. 🙂

Super-mega-tak atter engang til jer, der læser med herinde. Det er så svinehyggeligt, og jeg sætter så stor pris på jer hver eneste dag! <3