METTE MARIE LEI LANGE

Lidt om at vente på en coronatest og savne Hjemstavnen


Jeg sover stadig i kælderen engang imellem som konsekvens af, at jeg er så jammerligt ringe til at sove fra noget som helst. Vender min datter sig i sengen i det andet værelse, eller drister min ægtemand sig til at trække vejret bare en kende tungt, vågner jeg. Og nogle gange falder jeg ikke i søvn igen. I går morges sov jeg eksempelvis ikke mere efter kl. 4.

Så i nat sov jeg i kælderen. Jeg kom lidt for sent i seng, da Jon og jeg bingede lidt Sygeplejerskolen, men jeg trøstede mig med, at jeg jo nok kunne nappe en time eller to mere under dynen her til morgen. #fejl. Jeg lavedede nemlig den brøler i går aftes under påvirkning af den kærlighedsoverflod, der tit overvælder forældre, når de putter deres poder, der har leget udenfor hele dagen og som resultat heraf har røde kinder og blanke øjne. Jeg lå i Bertas seng og blev atter engang komplet forelsket i hende og sagde i det øjeblik, hendes øjne gled i for natten, at hun skulle love at kysse mig midt på munden som det første, når hun vågnede næste morgen. Og min datter er jo desværre én, der holder ord, så da nat blev til morgen i hendes verden (hvilket er lidt tidligere end i min) fandt hun mig og min mund i kælderværelset. Så nu er jeg vågen, og de ser lidt tegnefilm, mens jeg lige kommer i tanke om, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra.

I dag kl. 9.15 skal jeg op på Køge Sygehus og donere blod. I samme ombæring får jeg en coronatest. Det er jo en del af planen for at aflægge mørketallet, at man tester folk, når de alligevel befinder sig på hospitalet for at give blod. Jeg troede i første omgang, at svaret ville komme prompte, hvilket jeg siden har erkendt, at det ikke gør – der går en lille uge. Min snedige plan var så i første omgang, at hvis prøven var negativ, ville jeg styrte ud i min bil og køre direkte hjem og besøge min far på Als, velvidende at der var 0% chance for, at jeg kunne smitte ham med corona. Jeg har grundet først amerikanerrejse og siden corona-outbreak ikke set min far og min Elke siden d. 26. december 2019, og i mellemtiden er min far jo blevet opereret.
Jeg savner dem begge to, særligt min far, mere end jeg har oplevet før, og jeg vil simpelthen så gerne se dem. Min far har fået det meget, meget bedre meget hurtigt efter sin reoperation, og han styrter rundt og klipper hæk, slår græs og kører på cykel (det er så fucking fantastisk!), og jeg længes sådan efter at se ham i øjnene og SE, at han har det godt. Vi kan ikke få facetime til at fungere, fordi jeg nu kører android.
Men vi venter. Lidt endnu. Selvom han har det fremragende, ikke har nogen sygdomstegn og ikke tager medicin, så ér det kun to uger siden, at han sidst blev opereret. Min far har holdt sig 100% isoleret, siden corona brød ud i Danmark, og jeg vil så nødig smide noget over styr her i ellevte time. Men jeg blev sgu noget skuffet, da jeg sådan måtte erkende, at min plan ikke kunne lykkes, fordi testsvarene selvfølgelig ikke kommer med det samme.

Så i dag skal jeg i stedet i haven! Solen skinner, min familie er sund og rask, og Mette F og hendes venner (og uvenner) inde på Borgen lader til snart at være enige om, hvordan landet skal genåbnes og i hvilken rækkefølge. I næste uge kan vi meget vel spise frokoster på udendørs restauranter igen, hvilket jeg faktisk har savnet mere, end jeg havde regnet med (hvilket uden tvivl delvis skyldes, at jeg ikke er nogen ørn til madlavning).

Det er en interessant tid, vi lever i. Så sandelig er det det. Der kommer nok til at gå mange år, før vi kan se de egentlige eftervirkninger på den her coronakrise. Men følelsen af sammenhold er stærkere, end jeg tror, den har været i nogen anden krise, måske fordi vi alle verden over har den samme fjende. Og jeg håber sådan, at den følelse af fællesskab varer ved langt ind i vores venden tilbage til en ny, samfundsmæssig hverdag. Hensynet til hinanden, opmærksomheden på hinanden og alt det gode. For det klæder os fandme

 

Før/efter: MM tester hjemme-spraytan

Jeg har takket pænt ja til at lave reklame for en selvbruner dette forår. Jeg fik tilbuddet sådan cirka samtidig med, at vi vinkede farvel til Californiens milde vintersol, som havde forsynet mig med en habil forårstan. Jeg synes ganske enkelt, at jeg er kønnere med en bette tan! Mindre makeup er nødvendig, grå hår er lettere at tilgive. Alt er nemmere med en bette tan. Og den har stadig smålange udsigter her i Danmark, omend solens stråler har været gavmilde med at vise sig de seneste måneder (thank God), og man i øvrigt stadig skal huske solcreme, selvfølgelig. I hvert fald har det ikke været muligt for mig at vedligeholde min Hollywood-tan herhjemme af naturlige veje.


Enter science!
Jeg har modtaget en bette gadget, der godt kunne forveksles lidt med en mobiltelefon. Den er smart og handy og kan oplades i computeren. Det er et hjemme-spraytan-device fra Tanrevel. Det fungerer i bund og grund på samme måde, som når man får en spraytan ude i byen.

Man fylder nemt sin Tanrevel med den flydende selvbruner ved at vende den om, åbne den og bruge den pipette, der sidder i flaskens låg.
Når det er gjort, ryster man sin Tanrevel, inden man slider sprøjtehovedet op med et snuptag, og så begynder den at sprøjte.

Og her er det så af overordentlig væsentlighed, at man holder sin Tanrevel 15 centimeter fra ansigtet. Som det ses på billedet herover, blæser der en lille sky af selvbruner ud af dimsen, og den skal jo gerne lande på huden i ansigtet. Grundet tidligere skade var jeg nervøs for at holde den for tæt på ansigtet i starten af frygt for striber.

Den frygt viste sig heldigvis ubegrundet. Jeg prøvede mig frem og fik en enkelt stribe på halsen, fordi jeg kom lidt for tæt på, som jeg bare tørrede væk med en vatrondel. No problem.

Tanrevels selvbruner fedter ikke, som jeg ellers synes, den slags har for vane. Den har en mild duft i forhold til den, jeg kender fra spraytan-steder ude i byen, og den tørrer hurtigt ind. Den sprayer i 45 sekunder, hver gang man åbner den, men hvis man vil have mindre, kan man jo bare lukke den i igen, hvorved den vil stoppe.
Jeg gav mig selv tre overhalinger, inden jeg satte mig til at vente. Efter en times tid synes jeg ikke, jeg helt havde fået nok farve (stensikkert fordi, jeg holdt min Tanrevel for langt fra ansigtet i begyndelsen), og så gav jeg bare mig selv en omgang mere.

Den er utroligt nem at styre, og skyen, der sprøjtes ud af den lille dims, er meget lille, blid og nem at kontrollere, og så får man ikke noget på hænderne, hvilket også er en klar fordel. Jeg havde taget blusen af, inden jeg sprayede mig, men det var egentlig ikke nødvendigt, hvis det kun var ansigtet, jeg var ude efter.

Prisen på sådan en Tanrevel er lidt højere end den gængse selvbruner, man køber på flaske, men jeg synes faktisk, den er pengene værd. Jeg har de senere år givet op overfor selvbruner-produkter, da jeg aldrig synes, at jeg var tilfreds bagefter. Hverken i saloner, hvor jeg synes, jeg bliver for brun, eller derhjemme, hvor jeg enten får striber og/eller ikke rigtigt kan lide den farve, jeg ender med at få. Og så stinker jeg af muldjord hele dagen.
Tanrevels lugt er meget mildere og efter en time stort set ikke-eksisterende, den er meget nem at styre, og jeg fik ikke en eneste stribe. Da jeg ikke var tilfreds med resultatet efter første selvbehandling, brugte jeg bare 45 sekunder mere, og så blev jeg det. #nemt 
Og det bedste er, at farven, jeg endte med at få i ansigtet, er den mest naturlige tan-kulør, jeg nogensinde har fundet “på dåse”. Ever! Den ligner den, solen giver mig, til forvelskling helt uden kedelige, orange undertoner. Der står i papirerne, der følger med Tanrevel, at den er til brug i ansigtet. Jeg gav altså kraveben, brystparti og faktisk også armene en omgang også og det med samme fine resultat. Tanrevel indeholder i øvrigt aloe vera og C-vitamin og er meget mild imod huden.

Så nej, jeg kom ikke til at ligne Ross fra Venner efter hans spraytan-oplevelse, som jeg elskers frygtede i min story på Instagram lige efter første forsøg. Langt fra! Jeg besluttede mig for at lave før- og efter-billeder, så dem får I, for det er nu engang det mest håndgribelige i sådan en sammenhæng her. Måske er det fordi, at det ret kraftige sollys på vores badeværelse modarbejder projektet (jeg synes bedst, man kan se, hvor fin farven egentlig er, på mine kraveben og skuldre), for jeg synes ikke helt, man kan se, hvor fin en farve, jeg faktisk har fået i ansigtet, men man kan tydeligt se, hvor naturligt, det er. Så kan man jo altid spraye mere, hvis man vil være mørkere.

Hvis man selv vil komme sommeren lidt i forkøbet, kan man få 20% rabat på en Tanrevel her ved at bruge rabatkoden Mette20. Rabatkoden virker i én uge (altså frem til 10. maj). Tanrevel er allerede nedsat på hjemmesiden, og min rabatkode giver 20% yderligere rabat, så jeg vil på det kraftigste anbefale, at man kaster sig over det!

Happy tanning! 😉

Lidt om at ryste sine sofapuder


Jeg kan godt lide at se godt ud. Nogle dage. Andre dage er der andre ting, der betyder mere for mit velbefindende. At slippe for at gå i bad og lægge makeup, for eksempel. Eller at gå i haven som det første, når jeg vågner, og så ikke komme ind igen, før jeg skal i seng.
At jeg sidestiller det at se godt ud med at gå i bad, betyder ikke, at jeg føler mig grim, når jeg ikke har makeup på. Eller ikke har været i bad. Det betyder bare, at jeg ikke har taget stilling til mit udseende. At føle mig lækker er noget, jeg godt kan lide at vælge til og fra. Jeg kan godt lide, at det er et tilvalg og ikke en fast bestanddel af mit liv og min hverdag. Jeg har ikke behov for at føle mig lækker hele tiden, og det kan jeg godt lide, at jeg ikke har. Faktisk kan man godt sige, at jeg har behov for ikke at føle mig lækker altid. Hvis jeg prioriterede at tage stilling til mit udseende og rette mig efter det hver eneste dag, ville jeg være et andet menneske.

Jeg føler mig smukkest og lækrest, når jeg har været i bad, har lagt en stille og rolig makeup, har redt og måske glattet håret og taget noget tøj på, der klæder mig. Men jeg har ikke mindre lyst til at vise mig offentligt eller lægge an på min mand, når mit ansigt er bart og jeg er iklædt havetøj og klipklapper. For jeg føler ikke, at mit udseende hænger sammen med mit værd. Jeg er lige så meget værd, og jeg er lige så attråværdig, når jeg ikke ser allermest smuk ud. Den slags handler jo menneskelige relationer og personlighed. Og jeg tror, jeg ville føle, at det hele handlede for meget om mig og overflade og for lidt om mine relationer, hvis jeg hver dag havde behov for, at de skulle se mig fra min fysisk bedste side.

Når jeg er til en stor fest, kan jeg godt lide at have gjort mig umage. Jeg synes, det sender et signal om, at jeg er glad for at være inviteret og glæder mig til at feste. OG så har jeg selvfølgelig også en masse fine kjoler, jeg elsker at finde anledning til at tage på, og jeg kan godt lide at lægge makeup og dulle hår. Især når der er god tid til det. Hvis tilfældet ville, at jeg ikke kunne nå hjem og skifte og i stedet måtte møde op til festen i joggingtøj med håret i en køkkenelastik, ville jeg ærgre mig. Jeg ville ikke føle mig mindre værd, men jeg ville ærgre mig over at have misset chancen for at hoppe i en laber kjole, og jeg ville ærgre mig over ikke at leve op til det, værten havde lagt op til.

Når jeg laver et samarbejde med eksempelvis en modebutik eller et tøjmærke (som jeg har haft dejligt mange af på det seneste), hvor jeg har truffet aftale om at vise deres tøj frem, gør jeg mig også umage. Jeg vil gerne vise deres tøj frem fra dets bedste side, og det harmonerer jo gerne med, at jeg finder min bedste (rettelse: pæneste) side frem også. Så kan jeg også godt finde på at stå på tæer i de videoer, jeg filmer. Jeg synes, det får mine ben til at se længere ud, og jeg synes, det giver et bedre udtryk. Det kan være lakrids sådan at få det hele til at se godt ud i en spejlselfie, but I try. 😉
Der er nogle stykker, der kærligt har spurgt ind til, hvorfor jeg dog spankulerer rundt på spidse tæer i mine videoer – om mine ben ikke er gode nok i den længde, de har. Jo, det er de bestemt! Ligesom at mit ansigt ikke behøver sminke, og mit hår ikke behøver en hårbørste.

Jeg har intet problem har med at vise mig frem, som jeg ser ud, når jeg ingenlunde pynter. Men jeg skammer mig på den anden side heller ikke over min lyst til nogle gange at pynte. At man nyder at forskønne sig og nogle gange pynte på det udgangspunkt, man nu engang er blevet givet, handler ikke om, at man nødvendigvis er utilfreds med sig selv eller sit udseende, vil jeg mene. Jeg ryster jo også sofapuderne, når vi får gæster, selvom man sidder ligeså godt i dem, når de er urystede. 🙂

Skovtur, gratis jordbær og Disney-film i horisonten


Jeg har i dag startet ud med at smøre madpakker til mine unger. I går lærte jeg på Instagram, at man åbenbart kan købe færdiglavet dej til pølsehorn, hvilket jeg er ganske skuffet over at have skullet leve i så mange år uden at vide!
Da madpakkerne var smurt, kørte Jon ungerne i SFO, mens jeg gik en lang tur i skoven. Der sker edderbroderme meget i skove på meget kort tid på den her tid af ret! Fra at lysegrøn for ganske nylig var en yndet omend sjælden farve, er den ny allestedsdominerende. Jeg så endvidere tre mus, en ræv, to spætter og et egern. Jeg elsker at starte dagen med en skovtur.

Efter denne kørte jeg et smut til Køge Nord, hvor jeg havde truffet aftale med en kvinde om en haveudveksling. Hun fik to akurkeplanter og to tomatplanter af mig, og til gengæld fik jeg en kasse med jordbærplanter, som hun havde i overskud. Hun gav mig sågar også en god håndfuld skovjordbærplanter med oveni handlen, og netop skovjordbær minder mig vanvittigt meget om vores gode somre i Lones Lune, hvor vi havde et bed, der hvert år blot blev større og større med netop skovjordbær.
Jordbærplanterne har jeg nu sat ned til deres artsfæller i højbedet, mens skovjordbærene er plantet tæt på mit nyplantede rabarberbed. Det består i øvrigt mestendels af rabarberplanter, som jeg har scoret ude i Lellinge (en by lidt uden for Køge) hos nogle venner, hvor jeg også havde held til at indgå en bytteaftale. (Se, de, der lo af mig, da jeg såede hele 30 tomatplanter, kommer såmænd nok ikke til at le sidst!).

Jeg synes, der er et eller andet hyggeligt og symbolsk over ikke at fise i havecentret hver gang, der er nogle nye afgrøder, jeg gerne vil have. Jeg har besluttet mig for at prøve at bytte mig frem i stedet. Jeg har både sidste år og i år brugt ret mange penge på at købe jord, højbede, at reparere på drivhuset og deslige. Mit håb er, at jeg engang indenfor den nærmeste fremtid har, hvad jeg skal bruge indenfor “hardware”, og at jeg så i slutningen af hver sæson kan høste frø af de planter, jeg har, således at jeg året efter kan starte op igen uden at skulle lægge penge i projektet. Det er jo ikke fordi, vi ikke kan finde pengene. Jeg synes bare, der er noget hyggeligt og oldschool i at gøre det selv og bytte med andre.
Så på den note, i øvrigt: Hvis man bor i omegnen af Køge og ligger inde med planter, man tror, jeg ville nyde i min køkken- eller blomsterhave, og gerne vil udveksle med eksempelvis tomater eller forspirrede ærteblomster, så er man meget velkommen til at rette henvendelse til undertegnede!

Hvis vejret og Krapylerne tillader det, håber jeg at kunne bruge lidt af eftermiddagen på at lave fine kanter på mine nyoprettede havebed og måske endda anlægge et nyt. Jeg vil nemlig gerne have kartofler i jorden i år, også. Kartoffelspandene er fine, men der bliver jo ikke til særligt meget i sådan en bette én.

Nu har jeg netop indtaget to æggemadder og samtlige p-tærter i en nyåbnet pose, og der er ikke længe til, at Hugo og Berta skal hentes i SFO. De er så sindssygt glade for at være dernede, og jeg kan mærke, at de elsker, hvordan de voksne behandler dem ganske anderledes, end de blev i børnehaven. Altså, fordi de er “store” nu. Berta er så stolt af snart at være skolepige, og Hugo nyder, at der er en masse at spille fodbold og lege med.
Det kan ikke være specielt nemt at være pædagog i en SFO i disse tider, og jeg kan også mærke, at ikke alle forældre er helt så lyksalige over forholdene, som jeg er. Jeg har det sådan, at hvis jeg var nervøs for mine ungers sundhed, ville jeg holde dem hjemme og ikke betro deres helbred til fremmede. Det er jeg ikke, heller ikke selvom, at det givetvis er svært at leve op til alle myndighedernes anbefaler hele tiden, når de er så mange børn på ét sted. Det altså næsten være umuligt. Og det har jeg sluttet fred med. Måske særligt fordi, at jeg kan mærke, hvor samvittighedsfulde, de ansatte er. De gør det så godt, de overhovedet kan, selvom deres job satme må være vanskeligt, og de i forvejen jo ikke vælter i tid og personale.
Så min eneste overvejelse går på, om mine unger er trygge, har det godt og er sammen med nogle mennesker, der bekymrer sig for dem. Og dét er de – også i den grad. De er glade og glæder sig hver morgen. Også selvom jeg nogle gange modtager klager over madpakken …

I aften er det jo fredag i langt de fleste hjem, og derfor skal vi spise slik, popcorn og se en Disney-film hele familien. Vi er gået bort fra at se Disney Show, da ungerne egentlig ikke var så vilde med det, og så blev det tit for sent at komme i seng efter en lang uge. Så nu ser vi i stedet en film, som vi vælger i fællesskab, og jeg kan næsten ikke være i min krop af optur over, at det nu kan lade sig gøre. At jeg ikke længere er tvangsindlagt til Gurli Gris eller Postmand Per, hvis jeg gerne vil se noget med ungerne. For to uger siden så vi Charlie og Chokoladefabrikken, og sidste fredag stod den på Robin Hood. Den originale fra 1973, sgu! Fandme klasse!

Jeg ønsker, at I, der skulle have fundet vej herind, får en vidunderlig fredag og weekend. Med solskin, hygge, måske slik, måske grill. <3

En god kræfthistorie

Billedet er efterhånden gammelt og viser min far og mig i hans og hans kones sommerhus på Kegnæs, hvor vi får det bedste ud af de aller sidste kulrester. Han siger, at han ikke kan lide skumfiduser, men det passer ikke.

Jeg har instinktivt lyst til at starte dette indlæg med at skrive, at “i efteråret ramlede min verden”, men det ville være forkert, for det gjorde den ikke. Men det kunne den have gjort.

I oktober måned ringede min far til mig en fredag eftermiddag og fortalte mig, at han havde fået konstateret tarmkræft. Jeg lå på sofaen og så en tegnefilm med Berta, Jon var på arbejde, og Hugo var ude at lege. Det susede for mine ører, jeg puttede et tæppe om Berta og satte mig over på trappen op til førstesalen, hvor jeg kunne tale uforstyrret. Eller lytte. Min far var velforberedt og talte uden for mange følelsesmæssige udbrud. Han havde sat sig så meget ind i sagen, som han kunne, inden han havde løftet røret for at ringe til mig og siden min søster, og det gjorde det hele meget nemmere at forholde sig til. Ingen panik. Endnu. Der er styr på det. Én dag ad gangen. Hør godt efter.
Min far fortalte mig, at kræften var blevet opdaget ved en screening, som alle mellem 50 og 74 år bliver tilbudt. Han fortalte mig, at han hvert andet år sender en lille smule lort ind til et laboratorium, og normalt sker der så ikke mere ved det. Men denne gang havde de sagt, at han lige skulle testes noget mere. Det blev han, og dommen lød på kræft. Heldigvis fundet tidligt på grund af screenigen, så prognoserne var gode. Godt så. Intet ramler, vi bevarer optimismen.

To dage senere blev min far indlagt på hospitalet i Aabenraa. Han blev opereret, kræften blev fjernet, og fordi den sad, hvor den gjorde, var det nødvendigt at installere en midlertidig stomi. Min far havde retten til at meddele sundhedsvæsnet om, at han ikke ville have noget som helst med den nyinstallerede pose på hans mave at gøre, og de ville så bevillige en hjemmesygeplejerske, der dagligt ville besøge ham og bringe orden i sagerne. Men det gjorde min far ikke. Det ordnede han selv. Ikke noget fis med ham. Det er jeg stolt af. Efter en uge blev han udskrevet, og tre uger senere fik vi det opkald, vi sådan havde ventet på. Kræften havde, fordi den var opdaget så tidligt, ikke spredt sig. Ingen lymfer var ramt. Min far skulle ikke have kemo. They got it all! Jon og jeg poppede champagnen i Køge, min far gjorde det samme på Als, hvor livet med stomien gik videre. Det var i øvrigt den samme uge, at Jon, ungerne og jeg blev indlagt med kulilteforgiftning her i Køge. Det føltes som en lidt vanvittig tid med lidt for mange tæt-på-oplevelser. Men heldigvis kun tæt på .

I begyndelsen af året begyndte min far at se frem til at få tilbagelagt den stomi, som han jo var blevet lovet var midlertidig. Han var til samtale på hospitalet, alt så ud, som det skulle, og han blev lovet en plads på en venteliste. Nu havde han imidlertid allerede ventet længere, end han i første omgang var blevet sat i udsigt, så selvom min far er en utroligt autoritetstro mand, når det kommer til sundhedsvæsnet, dristede han sig til at spørge, om der var noget, han kunne foretage sig for at fremskynde processen. Her fik han at vide, at hvis han var villig til at møde ind med få timers varsel, kunne de sætte ham på en afbudsliste, og det takkede min far stort ja til.

Men så kom corona og satte en stopper for alle knæ- og stomi-tilbageforselsoperationer. Min far bedyrede, at det var helt okay. Han havde jo sin bogreol, sit gode hus og sin søde hustru, og hans tilstand var jo ikke længere livstruende. Han sagde, at hvis han kunne bidrage til at udvise samfundssind ved at sidde i sin sofa og læse “Oehlenschlæger på Als” og undlade at brokke sig, så gjorde han selvfølgelig gerne det.
Og så skete der det, at hospitalerne atter åbnede for ikke-livstruende behandlinger. Og så kom der en mail til min far om, at de havde fået et afbud. Hans kone satte ham af foran sygehuset, hvor hverken hun eller vi andre jo måtte sætte vores ben, og min far blev indlagt til reoperation.

I går kom han hjem. Min far er rask igen. Min far har ikke kræft, og han har heller ikke længere stomi. Han har bare tre ar på maven, der sammen med navlen liger et smiley face og minder om, hvor heldig, han har været. FORDI han sagde ja tak til den screening, som tilbydes alle mellem 50 og 74 år, og som kun 4 ud af 10 mænd takker ja til. Derfor sidder min far nu atter hjemme i sin stol i hjørnet af stuen i Sønderborg og læser om Oehlenschlægers gerninger på Als, og derfor er jeg så krusende lykkelig og lettet, at jeg småflæber lidt ned i tastaturet, som jeg skriver det her.

Min far har sagt ja til, at jeg må fortælle den her personlige historie, fordi vi begge to synes, det er vigtigt, at flere mænd siger ja til de her screeninger. På den måde kan flere overleve kræft samtidig med, at når kræften opdages så tidligt, belaster man sundhedssystemet langt mindre. Så tal lige med jeres forældre og bedsteforældre om det, ikke? Især mændene, da de er dem, der er ringest til at få det gjort.
Desuden synes vi også, at der er plads i verden til lidt flere “gode” kræfthistorier. Min far er rask igen. Han fik kræft, men kræften fik sgu ikke ham. Og gudskelov for det! <3