METTE MARIE LEI LANGE

Tre døgn uden børn …


Jeg har været og er fortsat enormt spændt på det, der kommer til at ske fra lørdag kl. 9 til tirsdag kl. 16 i de kommende dage. Jeg får både ulidelig halsbrand og sommerfugle i maven, når jeg tænker på det, hvilket er en yderst ambivalent kombination.

Sagen er den, at min far og hans hustru for nogle måneder siden tilbød at holde øje med Hugo og Berta i tre dage, så Jon og jeg kunne komme på en lille kæresteferie. Siden vi blev forældre for snart 5,5 år siden, har vi aldrig haft mere end et døgn væk fra ungerne samtidig. Altså, jeg har efterhånden rejst en del gange uden børnene, og Jon har været væk i flere uger af gangen, men den anden forælder har altid været hjemme. Krapylerne har aldrig været overladt til andre end den ene af os i mere end én overnatning før.
Og lad mig lige straks indskyde, at det ingenlunde skyldes, at jeg ikke har villet afgive kontrollen eller overlade ansvaret til andre. Det skyldes ganske enkelt, at ingen har meldt sig på banen og har tilbudt at tage over. 😉

Før nu! Nu er mine dejlige børn, som sgu altid har været dejlige, så store, at de udover at være dejlige også er sjovere og nemmere at hænge ud med – også for andre end deres forældre. Der er mindre bøvl, bæ og ballade og mere liv og glade dage. Og det har altså gjort, at min kære fader og min dejlige Elke har fået mod på at overtage styringen i tre dage. Egentlig havde vi aftalt to overnatninger, men min far oppede den til tre, og selvom det sitrede en lille smule i mig, sprang vi til. Hvem ved, hvornår og om den mulighed dukker op igen.
Og jeg må indrømme, at jeg de seneste par år virkelig har drømt om begge aspekter i dette scenario. Både at være helt alene med Jon i flere dage af gangen. Komme helt ned i gear og tune ind på hinanden og have masser af tid til alt det, kærester gør. Vi er skidegode til at være hverdags-kærester! Måske et speciale, vi har opbygget netop grundet omstændighederne og det faktum, at vi ikke har bedsteforældre, der henter en gang om ugen eller jævnligt byder på sleepovers, og det speciale er jeg så morderligt glad for. Alle vores tirsdags-sofa-dates med bøffer på knæerne eller UpWords og champagne ved spisebordet, mens ungerne sover, og søndag formiddage med lang morgenmad, mens Hugo og Berta ser tegnefilm eller i haven – alt efter årstid. Overordnet set er vi bare rigtigt gode til at være kærester samtidig med, at vi er forældre, synes jeg. Og det er jo fedt. Men jeg har alligevel virkelig lyst til at prøve kun at være kærester for en stund.
Og jeg har samtidig virkelig også drømt om, at mine unger skulle have nogle bedsteforældre, der skulle have lyst til at vie dem noget ekstra-tid. Flere dage i træk. Ikke bare et par timer, inden vi forældre står for putningen, men vaskeægte kvalitetstid, som jeg håber kommer til at bringe dem tættere sammen. Og begge dele sker så nu! <3

Det, der giver mig halsbrand, er jo imidlertid, at det her er lidt nyt territorium for alle parter. Vi har ikke prøvet det før. Jeg tror nu nok, Jon og jeg skal få tiden til at gå for vores part, men bedsteforældrene har aldrig været alene med ungerne i tre dage og nætter, og ungerne har aldrig været uden os så længe. Så særligt Hugo synes, det er en lille smule ubehageligt at tænke på. Berta er vist begyndt at synes, det er lidt spændende og stor-pige-agtigt at skulle være “alene hjemme”, og Hugo varmer også op ved tanken om, at jeg har lovet at stoppe fryseren med deres yndlingsis og købe gaver med hjem. Og det badebassin, vi har aftalt, de skal have denne sommer, bliver indkøbt i disse dage, sådan at det kan få sin premiere samtidig med, at Jon og jeg bakker ud af indkørslen lørdag morgen (TAK til DMI for udsigten til 27 grader i Køge hele weekenden!).

Det bliver skidegodt! For alle! Min far har sagt, at jeg skal lade være med at male Fanden på væggen, og han har helt ret, for så spreder min mismod sig til Krapylerne, og det er kontraproduktivt!

Jon og jeg bruger de tre dage på at tage til Nice, hvor vi den ene dag tager en afstikker til Monaco. Året efter, at vi blev kærester, lånte vi min fars gamle bil, købte et telt på DBA.dk og kørte til Sydfrankrig (alle billederne i det her indlæg stammer fra den tur i 2012). Her camperede vi udenfor den lille by La Colle Sur Loup, som lå udenfor Nice, og så tog vi ind til byen på dagsture nu og da og besøgte alle de andre dejlige, små byer i omegnen. Vi spiste næsten alle måltider ved teltet, for vi havde ingen penge. Men én aften tog vi til Monaco, brugte lidt Euro på casinoet, og bagefter satte vi os på Café De Paris og brugte de penge, vi havde vundet, på en kæmpestor isdessert, som vi delte, mens vi kiggede på de mange svinedyre Ferrarier og Bentleyer, som blev kørt rundt om den store plads foran casinoet. Det var episk! På køreturen tilbage til campingpladsen hørte vi ROXETTE og skrålede med hele vejen! Siden har vi talt meget om en dag at skulle tilbage til casinoet i Monte Carlo, og det er så altså nu. <3

#pendlerlivet

Som den flittige instagrammer måske har noteret sig, har jeg over de seneste uger samarbejdet med DOT (som står for Din Offentlige Tran sport, i øvrigt). Der er noget skægt over at få tilbudt samarbejder, der går SÅ godt hånd i hanke med min hverdag. Nogle gange kræver et samarbejde, at jeg bevæger mig ud af min comfortzone og prøver noget nyt, hvilket også kan være skægt, og så er der andre gange, som hér, hvor jeg simpelthen bliver tilbudt penge for at gøre noget, jeg hele tiden har gjort! Jeg mener, det er sgu da ikke første gang, jeg hverken tager selfies eller laver stories i et S-tog! Nu stod der så bare lige ‘Reklame for DOT’ i det ene hjørne. Det er jo på en måde også tidsoptimerende for en pendlende blogger som mig! Jeg plejer at tage S-toget for at komme ind på mit arbejde.

Jeg har aaaaltid brugt offentlig transport meget. Jeg er, som nogle nok vil vide, sønderjyde, og jeg er vokset op så langt ude på Als, at kragerne fløj baglæns for ikke få sand i rumpetten. Så når jeg skulle noget som helst, skulle jeg med bussen. Og der kom højst én hver halvanden time, så jeg kan love Dem for, at man passede tiden dengang!
Siden flyttede jeg jo til København, men jeg vendte de første par år retur til Sønderborg på månedlig basis. Som oftest sovende henover to sæder, da jeg altid sørgede for at lægge en bytur ind dagen inden en lang togtur, så jeg kunne sove turen væk. Igen: Optimering.

I de 17 år, jeg har boet inde i København, har jeg ikke haft bil, men har i stedet cyklet eller taget busser og tog. Også da Jon og jeg fik ungerne, foregik al transport med offentlig transport. Det var bare billigere og jo også mere bæredygtigt. Siden er vi flyttet til Køge og har anskaffet os en bil. Men både Jon og jeg tager faktisk toget på arbejde, når vi skal det. Han til Odense og jeg til København. Jeg har haft et par arbejdsdage i Aarhus på det seneste, og her har jeg også taget toget.

Togtid er effektiv hviletid. Man skal ikke noget, men man kan gøre, som det passer én, og der er hele tiden noget og nogle at kigge på – både indenfor og udenfor ruderne. Jeg elsker at glo på mennesker i S-toget, og jeg eeelsker at se på alt det grønne, jeg suser forbi. Jeg får tit arbejdet, mens jeg kører, men det sker også ofte, at jeg bare chiller. Fordi toget brager derud af, føles det på en måde mere okay bare at chille. Der er nogen, der laver noget, kan man sige. Jeg har som oftest min cykel med mig i S-toget, så jeg kan bevæge mit frit omkring, når jeg ankommer. Det være sig i Købehavn, hvor jeg finder mit kontor på Værnedamsvej eller et møde et andet sted i byen, eller i Køge, hvor jeg lige har 900 meter mellem stationen og mit hjem.

Køge Nord Station er for under en måned siden åbnet her lige udenfor Køge, og til august, når Jon starter prøver på Gatsby igen, vil han kunne komme fra Køge Nord Station til Odense på lidt over tre kvarter. Og jeg vil kunne komme til Als på under tre timer – hvor imod jeg nu først skal ind til København for at hoppe på IC3, der således passerer min bopæl igen. Den offentlige transport optimeres hele tiden! Jeg elsker det!

Togtiden er tit en bette picnic for mig. Jeg køber frokost på Hovedbanen og bruger turen til Køge på at se et afsnit af A Handmaid’s Tale eller Big Little Lies, eller jeg investerer i et sladderblad og en Tivolistang. Jeg ville dø i min sjæl, hvis jeg skulle sidde i kø i myldretidstrafikken til og fra København flere gange om ugen, og jeg håber sådan, at blandt andet letbanen, der nu skyder gennem Køge Nord, kommer til at afhjælpe nogle arme danskere i den situation. Slogannet “I toget er tiden din egen” er meget muligt opfundet af en småbørnsmor fra provinsen. Det passer i hvert fald glimrende på mig. 😉

Flinke Fremmede #11

Jeg eeelsker den her fine tradition! Det er så livsbekræftende og labert, at I, der læser med, vil dele jeres fine oplevelser med mig og hinanden her på bloggen. Af hjertet tak, flinke fremmede! 😀
Hvis det her skal blive ved (og det skal det!), har jeg brug for jeres opbakning og deltagelse! Send meget gerne jeres cute encounters med flinke fremmede her: flinkefremmede@mettemarieleilange.dk. Og husk, ingen begivendhed er for lille! Nogle gange er de små tjenester de mest inspirerende, idet de er lette selv at sende videre ude i verden!

  1. Når kvinde er kvinde BEDST!
    Jeg var for en måneds tid siden i Ilva for at købe et (stort) rundt spejl, og da ekspedienten venligst spørger om jeg kan have spejlet med hjem i bilen, svarer jeg uden at blinke, ja ja, det skulle ikke være noget problem… Spejlet er 110 cm i diameter, og det er pænt stort, skulle jeg hilse og sige. Ude ved bilen kan jeg godt fornemme, at jeg måske nok har været en smule optimistisk, men jeg begynder alligevel at lirke spejlet ind. Efter et par minutter kommer der to søde kvinder forbi, og den ene spørger om jeg skal have en hånd. Først får jeg sagt nej tak, men hun kan vist godt se at jeg ikke kan lykkedes med det selv. De to kvinder kæmpede bravt sammen med mig i 15 minutter på alle tænkelige måder, og til sidst lykkedes det. 100% pga. deres hjælp! Jeg kunne selvsagt ikke sige dem nok tak, for uden deres hjælp havde jeg stadig stået og bakset med det kæmpe spejl!
  2. God kundeservice!
    Min søn har pga. sanseintegrations vanskeligheder stor gavn af at sove med en kædedyne der skabe ro i kroppen. Jeg har i ni måneder lejet dynen hos et privat firma for et pænt beløb hver måneden. Nu har min søn fået bevilget en dyne fra kommunen.
    Jeg ringer til firmaet for at opsige min leje aftale og den flinke fremmede i telefonen gør mig opmærksom på nogle detaljer, der gør at jeg kan få halvdelen af 9 måneders leje og mit depositum tilbage. Nogle detaljer som hverken jeg eller den ergoterapeut, der har bevilget dynen, var vidende om!
    Og vupti, inden der var gået fem minutter og et par mails frem og tilbage havde den flinke dame lige sikret mig en større uventet tilbagebetaling! Det er da god kundeservice!
  3. Som småbørnsmor må jeg indskyde: Flere som hende her, tak!! 🙂
    Da min datter var ca. 1 1/2 år, hentede jeg hende en eftermiddag i vuggestuen. Hun var usædvanligt tvær og ville på ingen som helst måde sidde i cykelsædet og råbte og skreg som besat. Det endte med, at jeg stod der med et skrigende barn i 30 min. midt på åben gade i bedste myldre-hente-tid. Jeg prøvede på alle tænkelige, pædagogiske måder, at få hende til at falde ned, men lige lidt hjalp det. Da jeg til sidst gav op og svedende og næsten selv grædende, måtte holde hende fysisk fast for at få hende i cykelsædet, kom en kvinde forbi os. Hun smilede bare til mig og sagde “tag det som et sundhedstegn. Det skal nok blive bedre”. Jeg blev så rørt, at jeg var lige ved at tude. Det var sådan en lille ting, men for mig føltes det som sådan et varmt tiltrængt kram, lige da jeg havde allermest brug for det.
  4. Fine blomster og flinke damer!
    I morges skulle jeg med bussen og da jeg skulle sige farvel til en god kollega som går på pension havde jeg lavet en lille buket af blomster fra haven til hende. Da jeg stod klar til at skulle af bussen kiggede en kvinde først på buketten og sidenhen på mig og sagde ‘Sikke en smuk buket blomster’. Det gjorde mig så glad at hun bemærkede blomsterne OG at hun kommenterede på dem. Det er jo det der kan være lidt grænseoverskridende. Men hun gjorde i hvert fald min dag bedre og sikkert også sin egen. 🙂
  5. Måske min favorit i denne uge! <3
    Min veninde og jeg havde endelig støvet racercyklerne af efter vinterpausen og var taget på cykeltur – en lidt længere en. Vi var godt 25 km ude på turen og lige før det gik ned af bakke holdt vi ind til siden for at spise en banen og lige strække ryggen.
    Mens vi holder pause tjekker jeg lige dæk for småsten. Ud af øjenkrogen ser jeg er fuldvoksen (godt i stand) mand i neon arbejdstøj og træsko køre forbi os på en gammeldags “jernhest”. Jeg vinker lige med et kort hej, smiler og tænker sejt at han cykler.
    Vi spiser banen og fumler lidt med cyklerne. Jeg bemærker at manden i neon, det for et øjeblik siden susede ned af Bakken, nu er på vej op igen. Pustende cykler han hele vejen op og skråer så over til os.
    Forpustet siger han: “jeg kan næsten regne ud at I er punkterede – jeg har lappegrej med og kan godt hjælpe jer, hvis det er”.
    Hold kæft, hvor sødt! Vi var jo ikke punkterede, men vi krammede ham og takkede mange gange og gav ham en müslibar. Tænk at han var kørt hele vejen op af bakken for at tilbyde os hjælp. Mega sejt og kæmpe hjerte han havde.

Love is love!


Jeg kan huske dengang, jeg var yngre, hvor jeg drømte om engang at blive gift og få børn. Det var en helt klar drøm for mig at finde en livspartner, og det var den største drøm af alle for mig at få lov at blive mor.
Derefter blev drømmen sløret. Jeg forestillede mig ikke, hvilket arbejde min mand eller jeg skulle have, hvor vi skulle bo, om vores børn skulle være drenge eller piger, hvad vi skulle få vores fritid til at gå med, eller hvordan livet i det hele taget skulle forme sig.

Nu er jeg gift og har to børn. “Og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Den sætning tænker jeg tit på her på mine satte dage, og når jeg gør, er det altid med et bette træk på smilebåndet, og det er lidt af forskellige årsager. Både fordi, at det gør langt de færreste jo, efter at de er blevet gift og har fået børn. Flertallet bliver skilt igen og måske gift igen-igen. Og så bliver de lykkelige igen! Lykken er sjældent evig, men det bliver den bestemt ikke mindre af.

Og også fordi, at forfatterne, der sluttede deres eventyr således, her fra mit nok mere modne sted i livet, synes lidt fantasiløse. Det er selvfølgelig et eventyr at møde kærligheden og skabe en familie sammen (på de gode dage), men en følelse, der har slået rod i mig de seneste par år, hvor turbulensen og de delvist knuste illusioner, der fulgte med det splinternye forælderskab, er ved at lande, er, at det først er nu, eventyret begynder. Det er nu, man har slået rod, skabt sig en familie på en eller anden måde, er i gang med et arbejdsliv. Det er nu, at årene foran og bagved begynder at ligne hinanden, og det er derfor nu, man begynder at kunne løfte sløret for det, der kommer bagefter, og bygge ovenpå.

Og noget andet, der er blevet som en eviggyldig sandhed for mig i forbindelse med den forståelse, er, at jeg i sandhed også har forstået, at alle og alles forhold og familier er forskellige. Åh, så forskellige! Det dummeste, man kan gøre, er at lytte ud fra den opfattelse, man har af sin egen måde at elske, leve og gøre på. Hvis man virkelig vil vide noget om og inspireres af andre og andres liv, må man lægge sine forudindtagede holdninger om normalt, underligt, rigtigt og forkert på hylden og mærke følelserne bag.

Det kan måske føles som et underligt og lidt ukonkret indlæg, det her. Det er mest også bare tanker og følelser. Min mand og jeg har ud fra en overordnet, gængs og gammeldags betragtning et ganske normativt ægteskab, som vi heldigvis begge to befinder os vel i, og noget af det, jeg synes er allermest inspirerende er, når jeg hører om, hvordan andre mennesker trives i deres kærlighed på helt andre måder. Nogle har separate soveværelser, andre bor ikke sammen, nogle har åbne forhold, regnbuefamilier, skilsmissefamilier, singleforælder-familier og så mange andre kombinationer. Jo ældre, jeg bliver, des flere af de her konstellationer støder jeg på, også i min nære omgangskreds, som lader mig kigge ind, og kærligheden er der jo altid. Den er ikke den samme, og den hverken kan, skal eller bør forsøges målt eller vejet. Den ér bare. Og det giver endnu mere liv til min kærlighed i min familie at opleve, hvordan andre elsker på både samme og helt forskellige måder – ofte samtidig.

Det siges jo, at kærlighed er det eneste, der bliver mere af, jo mere man giver væk af det, og det er vel egentlig også pointen med hele den her smøre. Love is love, som man siger. Og jeg synes, det er så livsbekræftende, at kærligheden er så forskellig, selvom de fleste af os ligner hinanden ret meget på ydersiden. 🙂

Langefamiliens sommerferieplaner!

Sommerferien rykker nærmere, og jeg føler mig enormt beredt til at byde den hjerteligt velkommen! Jeg mindes levende dengang, at blot en uges fri med Krapylerne kunne føles som lidt af en prøvelse (vi skal vist ikke længere tilbage end juleferien, mener jeg …). Måske har jeg glimmer på nethinden, måske er det bare noget andet, når det er sommer, eller også er vi faktisk kommet så meget tættere på hinanden i alder, at det hele bare er sjovere. Det føles som det sidste. Jeg har den seneste uge flere gange haft tårer i øjnene over, hvordan jeg pludselig synes, Krapylerne er skudt i vejret – specielt mentalt. Og det huer mig. Det er lidt som om, at børn vedbliver med at tage de der udviklingskvantespring i etaper, hvilket gør det så meget tydeligere for os, der ser på dem hver dag, og det er så fedt!
Jeg nyder i sandhed vores familie og den synergi, der er i en, for tiden. Det er som om, at ting går op. Vi er to drenge og to piger. Vi er to store, der er lige gamle, og to små, der er lige gamle. Krapylerne har nogle ting og hemmeligheder sammen, som vi voksne ikke forstår, og det gælder også den anden vej rundt. Og så minder Hugo og jeg enormt meget om hinanden, mens Berta og Jon er meget ens. Der er en masse små bindestreger på kryds og tværs, og det er så dejligt og bringer så meget godt med sig. Så jeg glæder sådan mig til at have god tid med dem alle tre. Særligt måske efter det seneste halve år, hvor vi har spist eftermiddagshygget og aftensmad uden Jon 5-6 dage om ugen.

Vi holder ungerne hjemme fra børnehave i uge 28, 29, 30 og 32. Det eneste, vi har planlagt, er, at vi i løbet af de tre sammenhængende uger skal et tur til Als, mens der er ringridning (selvfølgelig!), og så skal vi på en lille smuttur til Sverige i et par dage. Og så har vi en uge i en campingvogn i Skagen i uge 32. Så det bliver dansk/skandinavisk sommer, og jeg er så lettet over at have en fornemmelse af, at vi får labert vejr med masser af tid til at nusse i haven, lege vandkamp, tage på stranden og alt sådan noget.

Sidste år var vi tre uger i USA i maj måned og derefter på bilferie i Europa i juli, og selvom jeg elskede begge dele, tror jeg, at hele familien har brug for en sommer med masser af ro på herhjemme ovenpå et forår, hvor vi også har rejst en del. Det føltes også på en måde lidt spildt, når du sommeren viste sig fra så brunstig en side, som sen gjorde i fjor. Godt nok har vennerne på vejen ikke ferie i helt de samme uger som Hugo og Berta, men her er det også blevet mere og mere tydeligt, hvor smart det er at have tvillinger. Når der er andre legekammerater i sigte, søger de oftest den vej, men er der ikke det, finder de for det meste hinanden og et eller andet, de kan være fælles om. For tiden omhandler det oftest slim, frembringelse af trylledrikke eller indfangelse af bænkebidere.

Må jeg have lov at spørge, hvad I, der læser med, har af planer? Skal I udenlands, eller har sidste års sommervarme også bragt ønsket om dansk sommer med lange, lyse aftner, frem på jeres nethinde?
Tips til ting, man skal spise og opleve i Skagen modtages også gerne. Det eneste, jeg ved med sikkerhed er, at vi skal se solnedgangen over Kandestederne og spise krappeklør på havnen, som vi gjorde, da ungerne var 5 måneder gamle! <3