METTE MARIE LEI LANGE

Uma-update!

Jeg tror, vi er sluppet ret heldigt fra det der med at få hund. Alle de advarsler, der fulgte i kølvandet på, at vi fortalte folk, at vi havde tænkt os at smide en stak tusindkronesedler efter en gravhund, er faldet til jorden hver og en.

For det første er hun enormt sød, rolig og tillidsfuld. Jon valgte hende i kuldet, fordi han bedst kunne lide hendes farver. Jeg var i første omgang lidt betænkelig, da hun var den mindst udfarende af de tre søstre, men ejeren sagde, at det skulle jeg ikke nødvendigvis være. Han sagde, at folk tit ser efter den hvalp, der virker til at have mest personlighed, når de skal vælge. Den, der virker mest udadvendt og den, som leger, hopper mest. Men som han sagde, kan man altid hidse en hund op, og det er straks sværere at hidse en hund ned. Så noget godt skal også siges for at vælge en mere rolig hvalp, bedårende han.

Og efter tre uger som hundeejer, må jeg erklære mig enig. Hun er så sød og mild. Hvis vi haler hende ud på græsset som det første, hver gang hun vågner fra en lur, tisser hun ikke på gulvet, hun kommer hver gang, man kalder på hende, og hun sover igennem hele natten og gerne en time eller to længere end ungerne.

Vi har købt en blød hundekurv, der er formet som en lille hule til hende, og både hun og ungerne har efterhånden forstået, at når hun er i den, skal man lade hende være. De første 10 dage stod den hule imellem mine og Jons hovedpuder i dobbeltsengen, og så sov hun der. Derefter begyndte vi at sætte kurven ned ved siden af min side af sengen, og så sov hun fint der.

Desværre skete der et lille uheld i torsdags, mens vi var på Langeland med min familie. Vi skulle spille et spil og satte os ind i stuen, og så kom nogen til at lukke døren ind til køkkenet, hvilket betød, at Uma var helt alene i mellem 20 og 30 minutter. Mit hjerte knustes en lille smule, da jeg opdagede det, for det er hun slet ikke gammel nok til. Det var meningen, at jeg henover den næste måneds tid ville øve det med at være alene gradvist ved at starte med at forlade rummet i to minutter af gangen, og nu blev hun altså kastet ud i det fra femmetervippen.

Om natten sov hun i sin kurv ved siden af min seng, og så vågnede vi først på natten ved, at hun var gået ud i lokalet i mørket og nu ikke kunne finde os, så hun peb og peb.

Jeg halede hende op i sengen og lod hende sove helt op ad mig resten af natten. Og det har hun gjort siden. Jeg sover dog ikke helt så godt, som hun gør, så det er noget, jeg har tænkt mig at udfase i løbet af den næste uge og få hende over i kurven igen. Nu skulle vi bare lige have hende til at blive helt tryg igen.

Men altså. Bonafied hit, det med at have hund. Jon indrømmede allerede efter en god uge, at han også er blevet dybt forelsket i hende allerede. Hun er så freaking sød, og de ting, han frygtede, er ikke blevet til virkelighed, så der er kun optur tilbage.

I skrivende stund ligger hun og sover som en bette snegl på mit skød. ❤

10 meget random facts om Langemor

1. Jeg sover pissedårligt. Det er vist ingen hemmelighed, hvis man har fulgt nogenlunde regelmæssigt med herinde. I går nat var jeg vågen i fire timer.

2. Til gengæld er jeg ret god til at fange rejer med et fiskenet, opdagede jeg på Bagenkop Havn tidligere på dagen!

3. Jeg elsker følelsen af nyt sengetøj højere end smagen af nybagte croissanter.

4. Jeg bruger en str. D70 i BH. Jeg har brugt den forkerte størrelse i alt for lang tid, indtil jeg for nogle uger siden fik professionel assistance i en undertøjsbutik, og nu føles mine BH’er så behagelige at have på. Jeg ville aldrig selv have fundet på at lede i D-sektionen.

5. Jeg hader ketchup og elsker remoulade.

6. Mine fødder er vokset en størrelse siden, jeg blev mor, så nu kan jeg ikke passe mine bryllupssko.

7. Når jeg bestiller en softice, beder jeg tit om at få krymlen i et lille bæger ved siden af. Så kan man dyppe løbende, og isen bliver således ikke kedelig efter de indledende slik.

8. I går så jeg “The Killing Of A Sacred Deer” med familien, og det har taget mig ret langt tid at finde ud af, hvad jeg synes om den. Men jeg har nu besluttet, at jeg vil anbefale andre at se den.

9. Jeg hader kold kakao og elsker varm kakao.

10. Jeg har i gennemsnit spist én is om dagen hele sommeren igennem indtil videre.

En hilsen fra Lei Langeland

Vi er på Langeland med hele den Lei’ske side af familien, og det er så skidedejligt! I oktober sidste år fik min far konstateret kræft, og i marts blev han opereret sidste gang. Og nu er vi på ferie sammen, og det eneste, der vidner om det seneste års skræk og rædsel, er et lillebitte ar på min fars mave, hvor posen sad i et halvt år.

Faktisk vil jeg næsten side, at min far er MERE livlig og MERE sjov, end han nogensinde har været, og atter engang vil jeg gerne have lov til at udbringe en skål for det danske sundhedsvæsen og de danske læger og sygeplejersker. De har lige fået lønforhøjelse i Frankrig ovenpå corona, og jeg ved, man overvejer det samme i Danmark. Jeg stemmer i hvert fald for!

I dag skal vi besøge Skovsgaard Gods, og i aften skal vi have lasagne. Vi skiftes til at have maddage, og i aften er det min søster og svoger med det yngste barn i flokken, der står ved gryderne, så de er løbet med lasagneretten. I går lavede min papsøster og hendes kæreste pulled pork-burgere med hjemmebagte burgerboller, og i morgen står Jon og jeg for tacos.

Jeg nyder livet og min familie helt vildt. Jeg svinger imellem at have lyst til at tage 1.000 billeder og dele her og på Instagram, og så at glemme, at jeg har en mobil og bare hænge ud i momentet, som jo også er så moderne.

Mange klem fra Lei Langeland. ❤❤❤

Og nu: Langeland!

Som dagen i går er efter min bedste overbevisning sådan, en dansk sommerdag bør være. Og som vi har fortjent den ovenpå det her corona-ballade. Eller midt i, bør jeg nok sige. De fleste af os har valgt at blive i landet for at bakke op om den danske sommer, og opfører den sig som en vrangvillig teenager. Det er i sandhed uforskammet.

Indtil i går, hvor en sky bogstavelig talt gled fra solen og åbenbarede den fineste dag i mands minde. Jeg er en yr-junkie i disse tider, så jeg var vel forberedt. Jeg gik i seng allerede kl. 9 tirsdag, så jeg stod frisk og veludviklet op sammen med hund og børn kl. 6 og startede efter morgenmaden dagen i haven. Vandede alt, beskar det, der trængte, nød min fine køkkenhave, der er i fuldt flor og lige nu byder på ærter, bønner, agurker, rødbeder, salat og meget snart tomater og majs.

Herefter pakkede jeg en gigantisk madkurv, og så cyklede vi, med Uma i cykelkurven, først i legetøjsbutikken for at bruge i alt 30å kr. på to vandgeværer, som selvfølgelig ikke virkede (vandskydevåben er verdens dårligste investering), inden vi kørte på stranden og spiste maden, badede, og Jon læste på sit manus til teaterstykket Robin Hood, som han skal spille med i på Folketeatret til efteråret.

Hugo faldt i snak med en pige, som han byggede et sandslot med. Hun var velsagtens en håndfuld år ældre end han, og hendes opmærksomhed gjorde ham meget rank og opmærksom. Da hendes familie først på eftermiddagen pakkede sammen for tage op og få en is, fik Hugo med lidet indsats os overtalt til det samme. Isene på marinaen i Køge er større end alle andre steder, så Uma fik også en klat softice, vi andre fik sukker sukkerchok, og så kørte vi hjem.

Her badede ungerne i poolen, og den lyd er mit absolut foretrukne soundtrack, mens jeg står udenfor mit drivhus og planter og potter om. Jeg har forspiret og i dag plantet en ny ladning ærter. Efterfølgende gik det op for mig, at internettet synes, man bør plante de sidste ærter midt i juni. Hvis det er sandt, får jeg jo ikke meget ud af den indsats, men jeg tror på mirakler.

I aftes smed Jon en død høne i ovnen, mens Hugo og jeg cyklede ned i Lollipop på Køge Torv og blandede en hel masse slik. Vi er efterhånden blevet ret fine bekendte med manden, der ejer butikken, og det er et venskab, særligt Hugo er stolt af. Han giver ham tit en ekstra skumbanan, og Hugo har således allerede forstået, at it’s all about who you know.

Atter hjemme igen så vi Free Willy med danske stemmer på Netflix, mens vi spiste kyllingen, pg klokken 19.30 græd Berta af træthed, så jeg vred ungerne op og sang dem i søvn, da Jon sov med hunden på maven i den ende af sofaen.

Da alle andre end jeg sov, skrev jeg til en ny veninde på Instagram, om jeg måtte invitere mig selv på drinks på hendes terrasse, hvis jeg selv tog drinks med. Det måtte jeg gerne, og hun bor kun 400 meter fra mig, så sådan blev det. Og da solen gik ned, cyklede jeg hjem, varm i kunderne af vodka og solskin.

I dag kører vi til Langeland! Min far har leget et sommerhus, og her skal vi bo i en uge sammen med min søster, svoger og nevø, papsøster og hendes kæreste. Og selvfølgelig min far og min Elke. Jeg glæder mig såååå meget og har pakket både alkohol og brætspil, da jeg har erkendt, at det fine vejr nok ikke bliver hos os hele ugen.

Men i dag skinner solen! Jeg vil anbefale solcreme og filuris! Hav en vidunderlig dag og i øvrigt tusind tak for den flotte modtagelse af mit seneste indlæg før dette. Sådan noget gør mig så glad! 💘☀️

Kærlig opsang til (single-)kvinder, der er for meget

For nogle uger siden sad jeg til en fødselsdagsfest hos en veninde i det, man vel ret beset godt kan kalde den voksne målgruppe. Vi var alle lutter kvinder, det var en sjældent lun sommeraften, og vi sad udenfor og kiggede op i himlen og så stjernerne tage over for solen, mens vi drak vin og sjusser og snakkede om børn og mænd, drømme og hobbyer, som man jo gør. Efter midnat faldt jeg i snak med en kvinde, som var midt i fyrrene. Hun havde været mor i 10 år og fraskilt i lidt over det halve, og nu var hun ved at være klar på en ny mand. En god én. En langtidsholdbar en. Den slags hang desværre bare ikke på de træer, hun kom forbi, fortalte hun mig.

Den her kvinde er, ligesom mig, sådan en, som alle kan huske navnet på, når de går hjem fra en fest, hun også var gæst til. På godt eller ondt. Vi snakker begge to meget, vi fyrer jokes af, vi gør måske os selv til grin, og vi fylder. Nogle synes, det er sjovt, andre synes, det er for meget. Sådan en er jeg også andre steder end til fester. Jeg er ikke en vægblomst, og det var denne kvinde ej heller.

Den kvalitet hos sig selv var hun sig meget bevidst, omend hun ikke helt anså den som værende et specielt positivt karaktertræk hos sig selv. Hun omtalte sig selv som en heliumbalon og sagde, at hun skulle finde en mand, der kunne tøjre hende. En mand, som ikke blev skræmt væk af hende, men som i stedet sagde til hende, når hun var for meget, for det vidste hun jo godt, hun kunne være.

Det var lidt som at høre et ti år gammelt ekko af mig selv, da hun sagde det. Jeg er godt klar over, at jeg kan stritte på nogen. Være “for meget”, fylde “for meget”, snakke “for meget”. Det har jeg altid været pinligt bevidst om, og da jeg var yngre, var det noget, jeg rigtigt gerne ville ændre. Jeg prøvede også nogle gange, men det holdt aldrig særligt længe.

Jeg vågnede tit dagen efter en bytur, slog mig selv i panden og forbandede mange af de situationer, jeg havde bragt mig selv i. Ikke fordi, det ikke var skidesjovt, men fordi, det var pinligt. Eller ikke specielt lady-like. Bare for meget. Eller jeg kunne sidde på kontoret, da jeg arbejdede på ELLE og ønske, at jeg var mere elegant og fåmælt som mange af de smukke kolleger, jeg havde der, som også lod til at virke meget mere attråværdige for det andet køn. Jeg havde også engang en kæreste, som sagde til mig, at det var røvpinligt, når jeg startede en samtale med ham, der smurte min sandwich i sandwichbutikken, mens vi ventede. Eller folk ved bussen. Eller i køen i Netto. Jeg blev selvbevidst og følte mig som en klovn. Og tænkte, at det nok var godt, at jeg havde en kæreste, som turde sige til mig, når jeg var for meget.

Og så mødte jeg Jon. En relativt rolig (og helt igennem vidunderlig) fyr, som ikke sådan larmer i det offentlige rum (kun når man bliver betalt for det) eller gør specielt meget opmærksom på sig selv. I forhold til mig, i hvert fald. Og hans yndlingssider af mig var dem, jeg sådan prøvede at skubbe fra mig. Bøvede MM. Larmende MM. Snakkesalig MM.

Jeg er nemlig ikke for meget – heller ikke de dage, hvor jeg er det hele. Ligesom andre ikke er for lidt, når de bruger en hel fest på at sidde og lytte, kigge og hygge sig i stedet for at starte konkurrencer om, hvem der kan lave “ormen” på dansegulvet som visse andre. Jeg er ikke for meget, og det, at Jon, som jeg jo synes, er fantastisk, altid har syntes, at alle hjørner af mig og mit udadvendte væsen er det samme, selvom han ikke er på samme måde, har fået mig til at hvile i det. Faktisk nævner han med jævne mellemrum, at han finder det voldsomt inspirerende, at jeg taler med alle mennesker. Han er for år siden begyndt på det samme efter min inspiration, og han siger, at hans verden er større for det. Jeg siger eller mener ikke, at man skal finde en mand, før man kan hvile i sig selv. Slet ikke. Det her er bare en fortælling om, hvordan livet har artet sig for bette mig.

Når én, der “fylder”, siger, at hun skal finde én, der kan holde hende i snor og sætte hende på plads, tror jeg, det er fordi, at hun er vant til at høre, at hun er “for meget”, og derfor føler hun det også selv. Så når en, hun elsker, gør hende opmærksom på, at han eller hun synes det samme, føles det på en helt forkert måde trygt. Og det er virkelig ærgerligt.

Det her indlæg er en lille opsang til alle mine fellow heliumbaloner derude! Det er synd og skam at gå gennem livet og lægge bånd på de sider af en selv, som føles allermest naturlige og frigørende og som er med til at give os de oplevelser, hvor vi føler os allermest i live og som os selv. Og i særdeleshed fordi, at nogen, der siger, at de elsker os, synes, at vi er pinlige eller for meget. Vi skal ikke finde nogen mand, der kan tøjle os og sætte os på plads (uf, hvor jeg i øvrigt hader det udtryk!).

Vi skal bare (hvis vi vil!) møde nogen, der har lyst til at prøve at se verden lidt fra oven! ❤