METTE MARIE LEI LANGE – Side 3

Det var ikke meningen …

Jeg er ikke blevet skudt. Og jeg er åbenbart ikke så heldig i mit forsøg på at tale om store følelser ved hjælp af metaforer i denne sammenhæng, som jeg tidligere har været her på domænet, og nu er der begyndt at rulle nogle historier på andre medier, som ikke er sande, og som selvfølgelig slet, slet ikke var meningen. Jeg prøvede at fortælle om følelserne uden at fortælle om hændelsen, fordi den er så fucking uhyggelig og involverer mine børns liv. Og mit og Jons. Det var overhovedet ikke meningen, at det her skulle være en sensationshistorie. Tvært imod. Jeg prøvede at skrive et indlæg om de følelser, hændelsen har affødt hos mig, i et sprog, jeg tidligere har brugt om den slags, og det var måske en fejl i denne sammenhæng. I hvert fald har jeg fejlet i mit forsøg på det, jeg gerne ville.  Til de, der føler sig ført bag lyset af den årsag, undskylder jeg. Tak for jeres omsorg og bekymring! 

Det, der skete i mandags, er så uhyggeligt – især set i lyset af, at jeg netop har skrevet et indlæg om, at jeg føler mig som en god mor, fordi jeg kan læse mine børns sygdomssymptomer. Og så sker det her. I vores eget hjem, hvor vi burde kunne føle os aller-tryggest. Da jeg lavede metaforen med kuglen, der havde strejfet min kind, føltes det som en nedtoning af det, der er sket. Det handler om mine børns, min mands og mit liv, og jeg er endnu ikke kommet mig over chokket og ikke mindst vreden over, at det her kunne ske.

Efter en hyggelig weekend med en mat Hugo i sofaen, masser af slappetid derhjemme, men også massive hovedpiner til hele banden, som ikke rigtigt kunne klares med Panodil, vågnede Jon og jeg mandag ved, at Berta løb ud på badeværelset. Hun skulle kaste op, og mens Jon holdt hende, satte jeg mig på en skammel bag dem, og så besvimede jeg. Jeg kan ikke huske andet, end at jeg kunne høre Jon kalde på mig, hvilket undrede mig, når nu det var Berta, der var syg, men jeg kunne ikke svare ham. Min stemme gik ikke igennem. Og lidt efter fik jeg ret ondt i næsen, men jeg kunne ikke få hænderne op til den – og opdagede lidt senere, at det var fordi, vores badekar var i vejen. Mit ansigt hvilede på badekarskanten.
Da jeg var kommet til mig selv, indså Hugo, at disse to sygdomstilfælde formentlig gjorde, at jeg ikke ville holde vores aftale om at tage på Bone’s og spise frokost (noget, han gik glip af, da han var syg i fredags, hvor naboen havde fødselsdag og inviterede ham og Berta med), og det måtte jeg jo give ham ret i. Hans skuffelse var lidt en lettelse, for jeg havde jo egentlig ikke lyst til, at situationens alvor skulle gå op for ungerne.
Den var dog gået op for Jon, der begyndte at tale om, hvorvidt der sivede noget fra naturgasfyret, siden vi alle sammen havde det så dårligt, og siden jeg begyndte at skvatte om. Vi havde service på fyret i tirsdags, men havde intet usædvanligt bemærket. Jon åbnede alle vinduer og døre i huset og ringede til vores genbo, der er tidligere ambulanceredder, for at han kunne være med til at vurdere situationen. 20 minutter senere kom der en mand fra forsyningsselskabet, og i det sekund, han trådte ind over vores dørtrin, gik hans personlige alarm, som advarede ham om, at der var meget usunde mængder af kulilte i huset, som han således ikke burde gå ind i.

Vi røg ud i bilen og kørte på skadestuen, hvor vi blev indlagt og fik iltmasker på, alle fire. Vi fik taget blodprøver fra både håndledet og armen, vi fik alle røntgenfotograferet vores lunger, og fordi jeg var besvimet, fik jeg også kørt et hjertekardiogram. Vi lå med iltmasker på i omkring 9 timer, så vi kunne få kulilten, som åbenbart binder sig til de røde blodlegemer, hvor ilten gerne skulle sidde, luftet godt og grundigt ud af kroppen, og hele tiden refererede vores læge til en læge på Riget, som skulle afgøre, om jeg skulle ind og have lidt tid i deres trykkammer, fordi jeg på grund af besvimelsen var den, der blev holdt mest øje med.

Det viste sig, at den gasmester, der kørte service på vores fyr, havde pillet ved en fatning, der efterfølgende ikke sad godt nok på plads. Så den gled ud, og fordi han heller ikke havde sikret en dæklåge, begyndte kulilten at sive ud i vores hus. Og den slags er aldeles lugtfri. Jeg læste netop en krimi i weekenden, som startede med, at en mand forsøgte at begå selvmord på nogenlunde samme måde. Serious business!
Samme aften blev vi alle sammen udskrevet, da de seneste blodprøver viste, at kulilteniveauet var sænket nok til, at vores kroppe selv kunne klare resten, og man havde lavet prøver i hele vores hus for at sikre sig, at kuliltene var forsvundet. På vej hjem rundede vi Harald Nyborg for at købe kuliltealarmer (noget, jeg ikke anede fandtes og heller ikke havde nogen som helst anelse om, at man kunne få brug for i vores hus).

I dag er børnene atter i børnehave, vi har det alle sammen godt. Krapylerne forstår fortsat ikke helt, hvad der er sket, og sådan skal det også helst være. Jon og jeg er vrede og chokerede, og jeg er stadig lidt svimmel oven på både chokket og forgiftningen. Tænk engang, at folk, der kommer i ens hjem med så stort et ansvar, tager så let på det. Det er det, der chokerer mig mest, og det skal jeg lige have fundet ud af, hvordan jeg finder fred med. Jeg ved, at hændelsen allerede har haft alvorlige konsekvenser for den gasmester, som er ansvarlig for miseren, og det trøster mig trods alt noget. Og så er jeg så glad for, at min mand var så snarrådig. Havde han ikke været hjemme, ville jeg nok have fejet symptomerne af banen som tegn på den influenza og andre småting, som hærger børnehaven for tiden, og så ved jeg sgu ikke, hvordan situationen havde set ud i dag for os alle sammen.

Mit håb og ønske er, at de næste uger og måneder op til jul bliver røvkedelige og vanillefarvede. Jeg har lige nu mest lyst til at sidde herhjemme med en skål chokolade, min kuliltealarm og min familie ved min side og se ‘Love Actually’ i flimmerkassen. Lettet over, at det trods alt ikke gik værre, end det gjorde. Jeg kan ikke helt finde ud af at sove i huset endnu, jeg ligger mest bare og stirrer på Jon og børnene og ser deres brystkasse hæve og sænke sig.

Det er ikke helt typisk mig at skrive et indlæg om noget, der er så alvorligt, som det her jo faktisk er. Men jeg har på en eller anden måde brug for at sige det højt. Det føles uretfærdigt og uhyggeligt, at den slags kan ske, og jeg er ked af den misforståelse, mit forsøg på en nedskalering i morges var skyld i. Og så samtidig anbefale folk med naturgasfyr at købe en kuliltealarm, i øvrigt.

Vi har det godt. Alle er raske, ingen af Lei Langerne får varige men af det her. Men chokket sidder der nok lidt endnu hos de voksne af os.

#life

Jeg må hellere lige understrege, at det følgende er en metafor for de ting, der er hændt de seneste uger og dage. ❤️

Det føles som om, at jeg bare skulle passere gaden i udkanten af en lille by en rolig søndag eftermiddag. Jeg så mig godt for, gik i mine egne tanker og lyttede til fuglekvidderen og Krapylernes leg et sted i baggrunden, og da jeg befandt mig midt på vejen, skete der det, at der pludselig dukkede to biler op ud af det blå. De passerede mig i hver sin retning med kolossal hastighed, og mens de gjorde, var der nogen i den ene bil, som affyrede en pistol imod den anden. Projektilet strejfede min kind, men ikke mere. Det kunne være gået helt galt, men det gjorde det ikke. Idet jeg tog hånden op til kinden, kiggede på den og blodet, smilede lettet ved mig selv og lagde an til at krydse den anden vejbane, åbnede himlen sig igen i begge ender af landevejen, og to kæmpestore lastvognstog dukkede op ud af det blå og brølede forbi mig i hver sin retning.

Jeg står endnu midt på vejen med min blodige hånd hævet, og jeg kan fornemme, hvordan kraften fra de to enorme køretøjer trækker i mit tøj. Jeg kan mærke lugten af diesel, og larmen er øresønderrivende. Det føles på én gang, som om de er væk lige så hurtigt, som de kom, og samtidig foregår det hele i slowmotion, mens alle detaljer indprentes i min bevidsthed. Og da lastbilerne er forsvundet, står jeg stadig tilbage med hånden hævet og en blanding af den metalliske lugt af blod og den rivende stank af brændstof i min næse.

Jeg kom over på den anden side af vejen. Og der skete ikke noget alvorligt. Det kunne være gået gruelig galt. Men det gjorde det ikke.

Hverken mere eller mindre konkret kan eller vil jeg være omkring det, min familie og jeg har oplevet de seneste uger og dage. Jeg har på den ene side lyst til at fortælle det hele, men det har jeg på den anden side alligevel ikke. Både fordi, at nogle ting skal have lov at være mine, selvom jeg lever af det, jeg gør, men særligt fordi, at det her ikke kun handler om mig.

Jeg kunne også helt lade være med at skrive noget, men det ville også være for underligt, synes jeg, når jeg nu sidder her med ringen for ørene og småtuder af en blanding af lettelse og forskrækkelse.

Lige nu laver jeg ikke meget andet end at spise brød med skinke og Prima Donna, kramme med Jon og Krapylerne, hvoraf de sidstnævnte gudskelov ikke fatter en bjælde af, hvad der foregår, tale i telefon med mine veninder og familie, og så er jeg startet på et mindre sofamaraton af romantiske komedier, mens ungerne er i børnehave. Den ene dummere end den anden, og det er helt perfekt. Når jeg prøver at sove, kan jeg mærke stanken af diesel og høre lyden af pistolskud, så bliver det ikke til mere end at ligge og stirre op i loftet. Endnu. Det skal nok komme, jeg er ikke bekymret. Nogle gange må livet gerne gøre ondt, og det gør ikke noget, at man holder en pause og trækker vejret, som en skrev til mig i går.

Så her sidder jeg så, i rabatten, stadig med hånden mod kinden, blikket mod vejbanen og stakket åndedræt. Men heldigvis med masser af fuglekvidder og lyden af Krapylernes leg i baggrunden, Jons arme om mig og en rift på kinden, som nok skal hele. Den skal bare liiiige have fem minutter mere, lidt flere mys og en masse chokolade.

Change of plans og lidt om undtagelsestilstand og moruddannelsen

Jeg havde sgu glædet mig til at skulle i studiet for at se optagelserne til Vild Med Dans i går. Jeg har før haft held til at tiltuske mig billetter til de famøse fredage, men aldrig så sent på sæsonen, hvor spændingen unægteligt stiger betragteligt. Jeg havde inviteret min genbo med, og vi havde sågar korrigeret garderober og det hele.

Hugo har været syg det meste af ugen. Den første dag kastede han op en enkelt gang og havde kvalme, og derefter tog snot og småfeber over. Han var også hjemme fra børnehave fredag, men han havde det meget bedre og næsten ingen feber, så jeg havde ingen skrubler ved at overlade han til DisneyShow, fredagsslik og farfar sammen med Berta.

Lige indtil midt på eftermiddagen, hvor hans generelle velbefindende tog lidt af en drejning. Han blev pyldret, hvilket han ellers aldrig er, og da jeg tog hans temperatur, viste den næsten 40. Jeg er sikker på, at farfar, som jo har opdraget min gode mand og hans søster til perfektion, snildt kunne have klaret den tjans, men jeg vidste bare, at hverken Hugo eller jeg ville have det godt med, at jeg sådan smuttede fra ham, når han var utilpas. Så jeg aflyste pasningen, gav billetterne til min genbo og hendes veninde og blev hjemme. Bette Hux bad om at komme i seng allerede kl. 17, og han bad sågar om at få næsten alt lyset slukket, så da kunne jeg godt se, at den var gal. Han ville hverken have is eller kakaomælk, og han havde svært ved at sove, fordi hans næse var stoppet.

Jeg installerede Berta i sofaen med risengrød med jordbærmarmelade (sådan foretrækker hun sin risengrød, den lille weirdo), og så tog jeg min thai-mad og min krimi med op i soveværelset ved siden af Hugo. Her sad jeg så vagt med en hånd på ham i to timer, mens han skiftevis sov og vågnede på grund af snotnæsen og tjekkede, om jeg stadig var der. Og hver gang sneg jeg en lille-bitte smule vand i ham. Efter to timer sov han tungt og snorkende, og jeg kunne snige mig ned i stuen for at se DisneyShow sammen med Berta.

Når ungerne er syge nu, på den der måde, hvor de er dårlige og utrygge, er jeg så glad for, at jeg havde sådan en noia, da de var små. Forstå mig ret (og også et lille shoutout til eventuelle spædbørnsforældre), men de første to-tre år af deres liv, gik jeg totalt i undtagelsestilstand, når Hugo eller Berta blev syge. Jeg blev nervøs og pyldret og fulgte dem med øjnene i hvert eneste minut af dagen. Og om natten sov jeg med dem i min seng eller på en madras ved siden af deres, og jeg registrerede deres mindste lyd og bevægelse. Var jeg i tvivl om det mindste, ringede jeg til min lægeveninde eller til lægevagten, så jeg kunne forstå.

Og det føles altså som om, at den reseach gør, at jeg meget bedre kan afkode dem nu, når de er syge. Jeg gætter på, at mange mødre har det på samme måde – bevidst eller ubevidst. Jeg bliver ikke nervøs på samme måde overhovedet, og jeg ved præcis, hvad jeg skal sige, gøre og servere, for at det syge krapyl føler sig trygt.

I morges, da Hugos feber var faldet efter en nat, hvor han daskede mig i hovedet to gange i timen for at få en tår vand, lavede jeg traditionen tro en ordentlig portion bananpandekager, fordi jeg ved, at det er det, der allerbedst sætter gang i appetitten herhjemme på en skånsom måde efter en dag eller flere med ufrivillig faste. Og ganske rigtigt!

Det er sådan en dejlig følelse, at jeg kan se, at jeg har lært noget. At nogle af de fortvivlende perioder, da ungerne var små, hvor jeg nogle gange følte mig som en håbløs praktikant på mor-kontoret, faktisk var en del af min uddannelse. Og egentlig nu gør, at jeg føler mig mere egnet som mor. Så de følelser og oplevelser dengang var ikke forgæves.

Hugo har det meget bedre i dag! Han spiser, drikker og leger – men engang imellem faker han et lille tilbagefald for at tiltuske sig de is eller chokoladekiks, som han fik tilbudt og afviste lige så hurtigt i en lind strøm hele dagen i går. Og jeg siger ja til det hele i dag! 😄

Hvis vi skulle have flere børn, skulle de hedde …


Okay, det her er jo et totalt latterligt indlæg, egentlig, for vi vil ikke have flere børn! Jon og jeg sidder pinligt tit som to idioter og glor på hinanden, vores hjem og de to børn, vi har, og bliver tårevæddet enige om, hvor skideheldige, vi er, og hvor lidt, vi har lyst til at ændre NOGET som helst. Så vi er ikke fristede – end ej en smule. Vejen hen til den beslutning har været fuld af samtaler, overvejelser og stillen ting op overfor hinanden, og jeg synes faktisk, det har været enormt romantisk. Vi har turdet at tage alt op og vende alt om, og nu er vi landet i den her beslutning sammen. Jon var fra starten tættere på den end jeg, men da min tvivl meldte sig for nogle år siden, var Jon straks klar på endnu en unge, hvis det var det, der skulle til. Han ville ikke have, at jeg skulle føle, at han stod imellem mig og det, der føltes rigtigt for mig. Så kunne han bedre se sig selv som far til tre, sagde han. Det er nok en af de største kærlighedserklæringer, jeg har fået i mit liv.
Så vi talte, følte, overvejede og så ting for os. Og vi vil ikke have flere unger. Vi er sikre – både enkeltvis og sammen, og det er en ret fed følelse.

Men derfor kan man jo godt stadig forelske sig i børnenavne! Jeg kan, i hvert fald. Og det er jo lidt åndssvagt. Men det er det med at navngive sine børn egentlig også! Man har så ubegribeligt kort tid til at finde ud af, hvad nogle mennesker skal kaldes resten af livet. Hvis Hugo og Berta var født i dag, havde de nok ikke haft de navne, de fik for snart 6 år siden. Men på den anden side kan de overhovedet ikke hedde andet, og jeg elsker de navne, vi har givet dem!

Hvis jeg fik en datter i morgen, kunne jeg godt tænke mig, at hun skulle hedde Rita. Det navn var ikke på listen, dengang vi fik ungerne, men det var til gengæld Hannah og Sally, og særligt Hannah kan jeg stadig ret godt lide. Vi kunne bare ikke overskue at have tvillinger med samme begyndelsesbogstav, Jon og jeg. Og Hugo har aldrig skullet hedde andet end Hugo.

Hvis jeg i morgen blev mor til en søn, ville jeg gerne have, at han skulle hedde Henry, Holger, Geo eller Uffe. Min morfar hed Henry, og vi havde egentlig tænkt os, at Hugo skulle have hans navn som mellemnavn, men så kom de jo 5 uger for tidligt, ungerne, og da havde vi endnu ikke fundet på et mellemnavn til Berta, og vi syntes dengang ikke, at det ville være fair at give den ene unge to navne og den anden kun ét. De var så små og nye, at det føltes forkert at gøre forskel.

Vi skal have en hund på et tidspunkt! Så må jeg jo hale indlægget her frem og tage det i brug! En gravhund ved navn Rita lyder sgu da meget charmerende, right?

HUSK lige at slappe lidt af med de tabuer …


Som man måske har lagt mærke til, idet jeg har delt nogle teasers på Instagram fra optagelserne, har jeg deltaget i talkshowet TabuTimen hos Julia Lahme for nylig. Det var så skægt, sjovt og vedkommende, og vi endte med både at have virkeligt gode snakke og skrige af grin. Måske fordi, at sådan er det tit med tabuer. Når man tør tale om dem, er det både forløsende og morsomt, og så kommer man tit til at tale om noget, der betyder noget. For tabuer er hængt op på ting af betydning. Ikke mange ligegyldige ting er tabubelagte – og det er jo lidt noget underligt noget.

Kvindekroppen er måske især udsat for en del tabu. For mange er det at bløde igennem under en menstruation noget nær det værste, de kan forestille sig, ligesom at mange er villige til at krybe i et musehul, hvis de kom til at slippe en prut under en klassisk koncert, fordi maven er i ubalance en dag. Og der er også en del, der ville korse sig den dag, de finder sig selv i svømmehallen med utrimmede kønshår, der stikker frem under badedragten.
Apropos kønshår er det faktisk kimen i den historie, jeg vil dele i dag – in the spirit of sharing! For det var hele pointen med TabuTimen; at komme tabuerne til livs!
Første gang, jeg fik en voksbehandling, var da jeg i 2007 boede i Berlin, hvor jeg lavede min bachelor i psykologi, mens jeg trampede igennem på diverse techno-natklubber i weekenden. Jeg boede i en lille lejlighed i Prenz Lauerberg, som jeg havde byttet mig til, og i min lejlighed på Nørrebro, boede de to mænd, som jeg havde byttet med. Meget tæt på denne, min midlertidige, tyske bolig, lå altså en brasiliansk klinik, der havde specialiseret sig i at vokse, og jeg tænke, at det skulle da have chancen. Og hun var dygtig til det, min voksdame. Det gjorde meget mindre naller, end det siden har gjort alle de andre steder, jeg har fået samme behandling, og hun var yderst hurtig og effektiv.
Da jeg havde været der 3-4 gange, begyndte jeg at tage tilløb til at spørge hende, om hun ville fjerne det hår, jeg har på tæerne, nu jeg alligevel var der. Det var et kæmpestort tabu for mig, at de fandtes, og jeg havde indtil da ikke fortalt det til ét levende menneske. At jeg altså i virkeligheden var hobbit.
Og jeg turde heller ikke fortælle det til den her vokser, som ellers havde set mere hår end de fleste. I stedet begyndte jeg, som en form for opvarmning, at spørge nysgerrigt ind til hendes arbejde. Om hun nogensinde havde vokset folk med hår på ryggen, og hvad man mon så gjorde …?
Hendes svar: “Take it OFF!”
Jeg spurgte gangen efter, om hun nogensinde havde vokset folk med hår på armene, og hendes svar var: “Take if OFF!”.
Og efter tre gange turde jeg spørge, om hun mon tænkte, der var noget at gøre imod de hår, der voksede på mine stakkels tæer, og hendes svar var ikke overraskende: “Take if OFF!”.

Siden dengang er jeg blevet nogetmere afslappet med min kropsbehåring, og det er særligt efter hele #metoo og #timesup-bevægelsen, hvor jeg er blevet tiltagende mere opmærksom på den store forskel, der er på mænd og kvinder. At det, jeg før har set som “feminint” nogle gange lidt er noget fis. Og mega-upraktisk. Hvorfor skal det absolut være feminint at have langt hår på hovedet og absolut intet hår alle andre steder? Mens mænd tit intet hår har på hovedet, men til gengæld kompenserer for det alle andre steder på kroppen? Markant mere praktisk og nemt at være mand, vil jeg mene!

Det er efterhånden en del år siden, at jeg sidst fik vokset noget som helst. Jeg synes, det gør for ondt, og så skal timingen holdes ret skarpt ved lige af hensyn til hårenes cyklus, og det orker jeg altså ikke. Det betyder ikke, at jeg ikke af og til anvender en shaver, men det sker lige så tit, at jeg lader være.
Jeg vil gerne føle mig lækker, men det er meget vigtigt for mig, at jeg kan mærke, hvornår det er en lyst, der oprinder i mig, og hvornår det er fordi, at jeg føler, at jeg bør gøre dit og dat. Og hvis det er det sidste, bliver jeg trodsig og går i protest og tager en pause fra hvad ritual, det nu end måtte være, indtil jeg har vænnet mig til tingenes tilstand. Det fungerer for mig, og vi er jo heldigvis alle sammen forskellige. Det samme er vores behåring, og det skal der sgu være plads til, hvis man spørger mig. 🙂

Flere har spurgt, og nu kan man endelig se hele TabuTimen lige her på Husk Psylliums hjemmeside.