METTE MARIE LEI LANGE

Her er grunden til, at du skal tage i teatret inden d. 22. maj

Denne mand er skuespiller. Det har han været længe. Jeg har set alle de teaterforestillinger, han har medvirket i i de otte år, jeg har kendt ham. (Okay, jeg missede Peer Gynt i Odense, men da havde vi også helt utroligt små børn. I flertal.)

Jeg elskede ‘Perplex’ på Bellevue, hvor han blandt andre spillede overfor Ellen Hillingsøe. Jeg var fuldstændig vild med ham i både den odenseanske og den østre gasværkske opsætning af ‘De Tre Musketerer’, og jeg tænker stadig tilbage på ‘MacBeth’ på Odeon, hvor han spillede Banquo.

Men den hér! ‘Mr. Marmelade’ på Værkstedsscenen på Odense Teater, er det bedste teaterstykke, jeg nogensinde har set! I den mindste teatersal i hele Odense spiller lige nu en uforligneligt god forestilling, som er skyld i, at jeg i pausen havde ondt i mavemusklerne – og jeg kan garantere, at det ikke skyldtes mavebøjninger, for dem har jeg droppet. Hele salen skiftevis klukkede, gnækkede og skreg af grin, og i andet akt blev det hele pludselig meget alvorligt, nærværende og overvældende på en måde, der gjorde at jeg sgu måtte kigge væk engang imellem. På den yderst relevante måde.

DET ER SÅ GODT! Jeg er så vild med det her stykke og med Jon i det, men absolut også med alle de andre i det ret unge cast, der består af tre kvinder og fire mænd. Kristoffer Helmuth er genial. Og Lea Baastrup er genial. Det er et genialt hold med genial timing!

Det er lige så let at læse det underliggende lag i ‘Mr. Marmelade’, som det er, når man læser et eventyr af H.C. Andersen. Og lige så elegant.

‘Mr. Marmelade’ spiller indtil d. 22. maj, og billetter bør købes her!

Jinx …

Jeg burde ikke skrive dette indlæg. Min egen og andres historie burde have ladet mig vide bedre. Jeg burde være klogere. Mere frygtsom, måske. Jeg burde lade være!
Men det magter jeg ikke! Mit hjerte er så fyldt med glæde, mit sind så lykkeligt. Mit hoved føles lettere, end det har gjort i årevis, og jeg har fået et såkaldt ’skip’ i min gang, som man kun ser hos en bestemt slags mennesker.
Nemlig den slags mennesker, der sover til klokken OTTE! 😀

THERE! I SAID IT!! Jeg kan ikke tage det tilbage, min iver er officielt løbet af med mig!!!
Sagen er den, at Krapylerne kom ret sent i seng i den uge, vi var i Malaga. Det startede med, at vi ankom sent til villaen på feriens første dag og så mirakuløst sov, indtil klokken var næsten otte næste morgen. ‘Mirakuløst’ fordi, de normalt vågner klokken senest 6.20 uanset, hvornår de kommer i seng.
Aftenen efter spiste vi sent, og fordi de havde sovet længe (og fordi de hyggede sig), ventede jeg atter med at lægge dem i seng, til klokken var omkring 22. Jeg sørgede ligeledes for, at vinduerne var mørkelagt så godt som muligt, så oddsene var optimale. Og atter engang sov både Hugo og Berta til klokken 8. Og den rytme fortsatte vi ugen ud. De kom sent i seng, og de vågnede sent.

Og det her kommer altså efter fem år, to måneder og et par uger, hvor jeg er stået op klokken senest 6.20 hver eneste (fucking) morgen!

I lørdags fløj vi hjem fra Malaga sent, og jeg havde mine bange anelser, da mørkelægningen i Langehjemmet efterlader sit at ønske. Et ønske, der i øvrigt bliver efterkommet i juni, hvor vi får nye gardiner i hele hytten inklusive i skråvinduet på førstesalen, der som en ivrig hane hver morgen forkynder, at dagen er oprundet.
Søndag sov de atter til klokken otte, hvilket egentlig ikke var så bemærkelsesværdigt taget deres sene sengetid i betragtning, men til de, der stadig er med på linjen kan jeg afsløre, at herefter skete miraklet!

Både søndag aften og mandag aften blev både Hugo og Berta nemlig puttet kl. 20. Berta sov som altid på få minutter, hvor vi lige skal et par gange rundt om blokken i “jeg er tørstig, jeg vil have min dinobamse, jeg er bange for min dinobamse, hvad siger en snegl”-dansen med Hugo, inden han også smutter til Sovstrup. Men de sov begge inden kl. 20.30.

OG BÅDE MANDAG OG TIRSDAG MORGEN SOV DE HELT TIL KL. 8 BEGGE TO!!

JINX! Jeg har stensikkert smadret det nu, og i morgen bliver jeg tvunget til at producere havregrød kl. 5.40 til lyden af fuglefløjt og mine egne knirkende led. Men jeg kan simpelthen ikke holde min begejstring tilbage lige i dag! Normalt går jeg i seng kl. 22 – noget, der får mig til at føle mig som en tidlig pensionist. Men de seneste to aftner, hvor Jon i øvrigt har været hjemme, har vi voksne været vågne til næsten midnat! Har ligget i enden af sofaen og talt om alt muligt, uden at skæve til klokken. Det har føltes helt vidunderligt!

Så i morges fejrede vi med mini-donuts til morgenmad til absolut moro for familiens to yngste!
Dejen er lavet af tre bananer, fem æg, to håndfulde havregryn og et skvæt vindruekerneolie, og så er de bagt i det fine vaffeljern, jeg købte for en slik i Lidl sidste sommer, som både kan lave vafler, små dyrevafler og således mini-donuts. Jeg nyder fortrinsvis mine med Nutella.

Hellere fejre for tidligt end slet ikke nå at fejre det. Done! 😉

10 sorterede sandheder om MMLeiLange

  1. Jeg har den seneste måned haft dårlig samvittighed over, at jeg gerne vil have sådan en rigtig havenisse, men ifølge Instagram lader til at være den eneste, der endnu ikke har plantet ting i min have endnu. Men nu, hvor nattefrosten har gjort comeback så sent som i weekenden, ser jeg pludselig min dovenskab som en velsignelse.
  2. Jeg glemte min cykel i et S-tog for 14 dage siden. Jeg tog den simpelthen med S-toget, som jeg altid gør, men glemte så at tage den med ud igen. Satme dumt. Så hvis nogen ser en rød cykel med et børnesæde og en smadret ringklokke ved en station på strækningen Køge – Holte, så ring lige!
  3. Jeg har engang været på fetischklub i Berlin. Det var lidt en fejl. Jeg boede i Berlin i 2007 og havde levet ganske asketisk i nogle måneder, fordi jeg havde forelsket mig i en fyr hjemme i Danmark over MySpace. Han besøgte mig i Berlin, og alle vores luftkasteller faldt til jorden. Vi blev alt andet end forelskede, og weekenden efter tog jeg i byen med en veninde. Da vi var godt stive, hoppede vi ind i en taxa og bad ham køre os til et sted med nøgne mænd. Drømmen var egentlig en stripbar ala Magic Mike (selvom filmen først udkom 10 år senere. Jeg har altid været forud for min tid …), men vi måtte således klare os ved at kigge på mænd med gagballs og g-string og kvinder i selvsamme.
  4. Siden jeg fik mine børn, har min store drøm i forhold til familieforøgelse været at få en hund. Men siden vi passede ons mosters hund i 10 dage i januar, er jeg lidt gået væk fra den tanke igen. Måske man bare skulle nyde den frihed, det er at have lækre børn, der ikke er helt så krævende længere, og så bruge overskuddet på den der have i stedet for.
  5. Alt det tøj, jeg købte på H&Ms hjemmeside i det sekund, de lancerede Consious Exclusive, har ligget på kontoret siden levering. Jeg har lige prøvet det, og det er alt sammen for småt. Damn you, Marabou!
  6. Jeg fik jo farvet mit hår ganske lyst for nogle uger siden, men jeg ser mig simpelthen ikke i spejlet nok i løbet af en dag til, at jeg har vænnet mig til det endnu.
  7. Mit korteste forhold varere 6 dage. Han hed Nicolaj og havde en tatovering af Tweetiebird på den ene skulder. Vi var 17 år, og han slog op efter 6 dage, fordi jeg ikke ville i seng med ham. Da han havde gjort det forbi, spurgte han, hvor længe jeg da havde tænkt mig, han skulle vente. Jeg svarede ‘7 dage…’, kastede med håret og skred. (Jeg mente det overhovedet ikke, men det føltes godt!)
  8. Jon har inviteret mig på en heldagsdate på torsdag, og jeg ved INTET andet end, at jeg skal med ham til Odense om aftenen og se ‘Mr. Marmalade’, som han spiller med i. Han har planlagt i en måned, og jeg glæder mig mere, end jeg gjorde til min fødselsdag!
  9. På fredag skal jeg til ELLE Style Awards. Jeg har booket frisørtid og makeuptid, men jeg aner stadig ikke, hvilken kjole, jeg skal have på.
  10. Apropos nøgne mænd, skal min papsøster og jeg faktisk til London og se ‘Magic Mike Live’ om to-en-halv uge! Vi bestilte billetterne for over et år siden – allerede før, eg blev inviteret med til Las Vegas, hvor jeg jo også så det. Så jeg er altså ikke stalker … Altså næsten ikke.

Hjemme igen: havregrød og hverdagsluksus!

Den første morgen hjemme fra Malaga. Hele familien er vågnet i samme hus, de store er blevet vækket af mysser fra de små – og et krav om øjebliklig ernæring. Solen skinner fra en skyfri himmel, og det virker som om, at alle grønne ting i hele haven har gjort sig den umage at springe ud, mens vi var væk, så udsigten her fra  morgenmadsbordet er formidabel.
Vi har haft en fantastisk ferie, og jeg har sådan nydt at have god tid med hele min udvidede familie, over 20 grader i skyggen, pool på terrassen og lange eftermiddage ved stranden. Og jeg kommer ærligt talt også til at savne at sove i tripple-ske med Hugo og Berta. Huset, vi boede i i Fuengirola, havde flere soveværelser, end vi behøvede, og de rummede alle sammen to helt ens boksmadras-senge, så jeg valgte at rykke én af dem ind til de to andre i vores soveværelse. Således har Krapylerne og jeg hele den forgangne uge sovet i kæmpe-seng, og hver morgen er jeg vågnet som pølsen i en sandwich ved, at begge unger er rullet op i min midtersektion.

Der er ingen tvivl om, at ungerne også har nydt ferien, men det blev på denne tur også tydeligt for mig, at hvis det stod til dem, var vi såmænd nok blevet hjemme. Mest fordi, de savnede Jon. Han har arbejdet meget væk hjemmefra siden januar, og jeg troede egentlig, de ville nyde at være væk hjemmefra, hvor de konstant bliver mindet om hans fravær, men sådan var det ikke. De savner hverdagen, når vi er væk. Deres værelser, deres venner, vores hus, haven og Køge. Og vores rutiner. De kan bare virkelig godt lide hverdagen. Det kan jeg også, men for børn er det nok endnu mere en sandhed, og måske i særdeleshed børn på 5 år, som er ved at forme rigtige venskaber, og som i forvejen ikke er velsignet med en hverdag, hvor alt kan forudses. Det er i hvert fald meget tydeligt rundt om bordet her til morgen, at de er lykkelige over, at tingene atter er, som de plejer, i deres vante rammer. Havregrød, røverhistorier indover midten af spisebordet, udsigten til en søndag uden planer. Hverdags-luksus!

Så den er taget til efterretning. Faktisk skal vi ud at rejse igen allerede i starten af juni (denne gang INKLUSIVE Jon, heldigvis), men efter det tager vi en rejsepause og lytter til Krapylerne. Ro på – og masser af Køge, have, rutine og hygge.

Selvom vores hverdag i kraft af Jons arbejde altid vil være omskiftelig, har jeg siden ungernes fødsel gjort mig umage med at opretholde en masse faste rutiner. De bliver puttet på samme måde hver aften, vi spiser på de samme tidspunkter hver dag, de samme regler gælder, når vi rejser, som herhjemme, og en masse andre småting. Og en af de rutiner, jeg elsker, er vores morgener.
De er en lille smule forskellige alt efter, om det er hverdag eller weekend, men som udgangspunkt spiser vi morgenmad sammen alle fire. Jon spiser sjældent aktivt morgenmad, men vi sidder alle sammen rundt om bordet sammen, mens ungerne og jeg får havregrød. På de travle morgener. (I morges, som disse billeder stammer fra, var alt andet end travl, men efter en uge i Spanien trængte jeg sådan til en portion god, dansk havregrød!).
På de morgener, hvor vi har god tid, hvilket faktisk er de fleste, laver jeg for tiden ret tit vafler! Jeg købte et vaffeljern i Lidl for et halvt års tid siden, og siden har vi lavet vafler med jævne mellemrum. Jeg blev dog lidt træt af at starte så mange dage med hvidt brød, men så snublede jeg heldigvis over denne her opskrift hos Cana. De vafler smager fuldkommen som dem, man laver, der er fulde af sukker og hvede.

Siden har jeg lavet den lille tilretning, at i stedet for at bruge hvedemel, blender jeg 100 gram havregryn til ukendelighed, og i stedet for havredrik, bruger jeg bare almindelig mælk. Jeg tilføjer ikke sukker, men nøjes med kanel. Vaflerne smager fuldkommen, som vafler skal, og så starter jeg dagen ud med god samvittighed over, at Krapylerne (og jeg) får noget ordentligt, men det er stadig med en gigantisk følelse af feststemning! Varm anbefaling videregivet – husk at pensle vaffeljernet med lidt olie inden hver bagning. (Seriøst, jeg taler af bitter erfaring).

MM med morgenfjæs

Jeg ELSKER at rejse! Det er som om, det findes i mit blod, at jeg skal ud i verden med jævne mellemrum, og jeg vender altid gladere og rigere hjem. Men jeg forstår også godt ungerne. Vi landede sent i aftes og var først i seng efter kl. 1, så det var først i morges rundt om havregrøden, at vi atter var rigtigt hjemme igen. Alle sammen rundt om bordet i køkkenet. Mit hjerte, hvad vil du mer’. <3
En god morgen er god tid, sunde ting på tallerkner og i glas, Jon, der er hjemme og børn, der glæder sig til de ting, de skal i løbet af dagen. Hugo sagde i morges, at han havde set et plastikglas ligge og flyde et sted i kvarteret, så hans plan var at hente det og genbruge det ved at lave naturhavregrød i det med ting fra haven. Det lyder for mig at se som en solid investering i en solrig søndag!

Rynkeby har sammen med de her nye, økologiske smoothies, som mine unger meget hurtigt har udviklet et afhængighedsforhold til, startet endnu en morgen-udfordring, som går ud på at huske at nyde sine morgener. Minde sig selv om, hvad det er, der skal til, for at man føler, at man er kommet ud at starthullerne på en god måde, fordi det gerne smitter af på resten af dagen, og så vigtigst af alt: At huske at sige godmorgen! Jeg kan ikke komme på mange pointer, der virker mere relevante at sende videre, som jeg sidder her i min gule stol, mens Jon vasker op efter morgenmaden, og ungerne har sprættet vores rejsetasker op i jagten efter deres badetøj, fordi de har overtalt deres far til en tur i svømmehallen her til formiddag. Hvilket betyder, at jeg kan bruge resten af min på at læse Femina i sofaen.

GOD MORGEN! <3

Når ordene klumper sig sammen

Nu har jeg været blogger i lidt over 5 år efterhånden. Jeg har altid været enormt både glad og taknemmelig for mit arbejde. Taknemmelig, fordi jeg ved, hvor heldig jeg er, at jeg kan leve af, at andre gider læse det, jeg skriver. Og glad, fordi jeg får så meget ud af det arbejde, jeg har. Jeg nyder at gøre mig de tanker, jeg gør mig, for at skrive indlæg om det, jeg tænker på. Eller udvælge de ting, der er værd at tage med mig videre fra en dag. Både i minderne og på papiret. Og glad fordi mit arbejdsliv på mange måder er meget fordelagtigt i forhold til mit familieliv. Mit job har den fleksibilitet, Jons ikke har. Jeg arbejder stensikkert ikke mindre, end han gør, men jeg kan som oftest selv bestemme, hvornår jeg vil arbejde, og det kan han ikke.

Men det er sagt med et vist forbehold, det ‘kan’. For ganske vist kan e-mail tjekkes overalt i verden på alle tider af døgnet. Og tanker, overvejelser og i sidste ende blogindlæg kan forfattes uanset tidspunkt og geografisk placering. Noget, jeg i sandhed har oplevet, da jeg har skrevet indlæg fra både Benin, Zanzibar, Djursland og Svendborg. Jeg har skrevet indlæg om natten, mens jeg stereoammede, og dette indlæg er skrevet fra en solstol i Spanien.

Men der er noget, man ikke kan planlægge, og som ikke kan skubbes en time eller fire i den ene eller anden retning, så det lige arter sig i forhold til familien, bloggen, samarbejdsparterne eller sågar vejret. Og det er inspirationen. Følelsen af at have noget at sige, ord at sige det med og en måde at sige det på. Den er der ikke altid.

For det meste er den der – min lyst til at dele og min følelse af, at det, jeg deler, giver mening for jer, der læser med. Jeg er ret meget typen, der deler meget – også offline. Jeg snakker meget, jeg tænker meget, jeg diskuterer, og jeg meningsudveksler så tit, jeg kan slippe afsted med det. Sådan synes jeg, jeg vokser og bliver klogere. Jeg ville dø, hvis jeg strandede alene på en øde ø (også selvom jeg nu har lært at rense fisk).

Men der er også engang imellem perioder, hvor jeg har svært ved lige at ‘tappe ind’ i blogger-følelsen. Hvor ordene ikke hænger helt så løst. Eller måske er det netop det: løse. Ikke samlede. Jeg har stadig mange tanker, og jeg lærer hele tiden nyt. Men det er som om, det ikke kan manifestere sig til blogindlæg. De bliver ikke delingsværdige, men forbliver fornemmelser og skyformede tanker.

I starten af min tid som blogger, blev jeg hamrende forskrækket, når den slags perioder fandt mig. “Nu skete det! Jeg er tom for ord! Der er ikke mere tilbage!“. Jeg begyndte at små-panikke og overveje, hvad jeg dog skulle give mig til, hvis den velkendte følelse af tza-tza-tzu ikke fandt mig igen.

Men efter en rum tid opdagede jeg, at den var retur. Pludselig en mandag skrev jeg seks indlæg på en dag! Alle indlæg, som jeg var stolt af og glædede mig til at udgive. Det sker meget sjældent, at jeg kan forfatte mere end et om dagen, men denne dag blev det altså til ikke mindre end seks styks.

De perioder dukker op nu og da. Det kan skyldes ting, der sker i mit privatliv, som gør, at lysten til at dele bliver mindre. Det kan forårsages af episoder i mit arbejdsliv, som forstyrrer min “mojo”, eller det kan skyldes vejret. Eller ingenting. Sådan er det bare.

Jeg ved, at de fleste bloggere har det sådan fra tid til anden, og jeg har med tiden lært bare at flyde med strømmen. Nyde de perioder endnu mere offline og samle ord sammen til det moment, hvor de atter gerne vil ud. De perioder kan måske godt for jer, der læser med, føles som om, at jeg er mindre personlig her på domænet, end jeg er på andre tider. Og det er jo sådan set også sandt nok.

Men det går jo op og ned – også udenfor show-bizz. Og når man lever af at dele ud af sig selv og sit liv, er det jo egentlig ikke så underligt, at der kan være forskel i den kraft, der er på strømmen.

Det var bare lige det, jeg fik lyst til at dele i dag. Og nu vil jeg tage ungerne i hånden, en sommerkjole over hovedet og gå ned af det bjerg, vi bor på toppen af, og købe en is ved stranden. Og lade saltvandet slikke tæerne.

GOD ONSDAG! ❤️