METTE MARIE LEI LANGE

Det handler vel bare om at carpe en hel masse diem og vente, til den fede dame synger!

Det er ikke sådan, at jeg altid er og altid har været lalleglad. Jeg er det absolut ikke hele dagen, men jeg ér det hver dag. Hvis man med lalleglad mener sådan en type, som trisser rundt og har optur over småting. Og sådan har jeg altid været. Jeg er optimist helt ind til knoglerne, og det til trods for, at den optimisme er blevet udfordret mere end én gang i løbet mit liv. Lykken er en korkprop for mig. Nok får den et dyk engang imellem, men den titter altid op til overfladen igen, og der ligger den mest. Og vugger og nyder udsigten, velsagtens.

I går fik jeg et par søde og tankevækkende kommentarer på mit indlæg, der handlede om lidt hverdagsnyderi og et scenario, hvor jeg blev bragt mentalt tilbage til dengang, jeg levede lidt mere i et limbo, end jeg gør nu.
Dengang i 20’erne, hvor alt var midlertidigt. Jeg studerede, hvilket jo gerne skulle have en ende på et tidspunkt. Jeg boede i en lejlighed på 42 kvadratmeter, hvilket jeg jo ikke kunne vedblive med, hvis mit ønske om at stifte familie en dag skulle gå i opfyldelse. Og jeg var single, hvilket jeg gerne ville ophøre med at være en dag.
Til forskel fra nu, hvor jeg bor i en murermestervilla i Køge, som jeg sagtens kan bo i resten af mit liv. Jeg er gift med en mand, som jeg meget gerne vil være sammen med resten af mit liv. Og jeg har to sindssygt vellykkede børn, som jeg glæder mig til at følge resten af mit liv. “Resten af mit liv” har pludselig fået en masse formodninger og forventninger hæftet på sig, hvor det i 20’erne for mit vedkommende mestendels handlede om forhåbninger og forandringer.

Jeg var træt af at være single til sidst, og jeg var også nogle gange nervøs for, om det hele skulle lykkes. Især, da det føltes som om, at alle mine veninder fik jobs, mænd, penge og børn før mig, og dét var altså drømmen, må jeg helt stereotypt indrømme. Men samtidig havde jeg sådan en jordfæstnet jydetro på, at jeg måtte være god nok. Jeg var ikke verdens klogeste, men klog nok. Ikke verdens dygtigste, men dygtig nok. Ikke verdens nemmeste kæreste, men sød nok. Og rummende nok til at ville rumme en, der rummede mig nok.
Jeg har aldrig drømt om at få en kæmpestor karriere indenfor et eller andet. Jeg har heller aldrig drømt om at blive hverken rig, gift eller mor, inden jeg fyldte 30. Jeg har bare gerne ville have lidt af det hele – sådan løbende, når tiden kom til mig. Og det er de gjort.

I årene efter, at jeg mistede min mor, var jeg ret bange for, om jeg selv skulle samme vej. Det er nok meget naturligt at have det sådan, når man selv har oplevet, at livet ikke er en menneskeret, og sådan kan jeg stadig have det engang imellem. Men jeg er her sgu da endnu! 

Jeg tog den allermest gængse kombination af humanistiske fag på RUC, og jeg skrev mit speciale under finanskrisen og kom ud med to kandidatgrader i psykologi og kommunikation i sommeren 2009 uden egentlig at kunne noget specifikt til et erhvervsliv, der havde enormt travlt med at fyre folk. Men efter et halvt år fik jeg et godt job, og jeg tjener stadig mine egne penge! 

Jeg har kun haft én “rigtig” kæreste, inden jeg mødte Jon. Sådan en, jeg boede sammen med og forestillede mig, hvordan vores efternavne ville se ud, hvis de var flettet sammen på en postkasse et sted i provinsen. Han slog op med mig et halvt dusin gange, og den sidste gang valgte jeg at tage ham på ordet, og to måneder senere var han lykkeligt videre med en anden. Mens jeg atter fandt mig selv på dansegulvet i en regn af konfetti søndag morgener med ondt i hoved, fødder, bankkonto og hjerte og en blegnende tro på, at der mon skulle findes en mand, der ville elskes af mig. Men jeg mødte en, der var dejligere, end jeg kunne forestille mig, nogen kunne være, og han har elsket mig lige siden!

Og da jeg var i starten af 20’erne, fik jeg af to omgange meget tæt på hinanden konstateret celleforandringer i min livmoderhals, som var så fremskredne, at de skulle fjernes ved to keglesnit med to måneders mellemrum. Efter det sidste, var der en sygeplejerske, der (var så dum at udtale sig om noget, hun ikke havde belæg for og) sagde til mig, at jeg nok ikke skulle regne med at kunne bære en graviditet, og hvis jeg gerne ville være mor, skulle jeg nok se at komme i gang med det samme. Jeg var 22 år helt usandsynligt meget single. Men 10 år senere blev jeg gravid med tvillinger og bar dem helt til uge 35!

It ain’t over, ‘till the fat lady sings! Vi har kun NU, og man får intet ud af at bekymre sig om i morgen!
Det er alt sammen sandt, og det er alt sammen en lille smule skidesvært at bruge til noget, når man bare gerne vil have vished. Men det får man ikke. Det får man aldrig. Gulvtæppet kan altid blive revet væk under én, ingen kender dagen, før solen går ned, og det eneste konstante er forandring. Klichéerne er mange, men de er alle sammen sande, og det hele handler om at carpe en her masse diem! At tro på nuet og sig selv og på, at solen står op i morgen. Og på, at når man sender gode ting ud, kommer der gode ting retur. Om ikke andet føles det godt at sende gode ting ud, og så har man da hygget sig så længe. 🙂 <3

Mandag med solo-pasta og tanker til solo-livet

Billedet herover er taget med min iPhones selvudløser. IPhonen er placeret op ad en cola-flaske, og det, der ligger på tallerknen, forsvandt ganske hurtigt efter, at billedet var taget.

Jeg startede ugen ud med at byde mig selv på frokost! Jeg havde et møde i København, og da det var slut, befandt jeg mig lige udenfor Restaurant Cantina med helt tom mave. Hvis jeg havde ignoreret lysten til en solo-frokost og en portion rigatoni, havde jeg kunnet på at hente mine børn kl. 15, som jeg plejer. Men i stedet valgte jeg at ignorere dét faktum og nød min pasta, mit pusterum, min cola og lyden af de to tjenere på restauranten, som ikke havde meget at lave, og som derfor brugte tiden på at småsludre og pjatte med hinanden. Det mindede mig om de 10 år, hvor jeg selv arbejdede som tjener enten fuldtid eller ved siden af studiet. Det var en god tid! En mellemrumstid mellem dengang, jeg boede hjemme og var barn og dengang, jeg fik fast arbejde og siden mand og børn. Intet var endnu helt besluttet, og det havde en særlig charme. Jeg vidste endnu ikke, hvad jeg skulle leve af, hvem jeg skulle giftes med, hvor jeg skulle bo, og hvilke børn, jeg skulle få. Og ret beset vidste jeg heller ikke, om jeg nogensinde skulle nogle af delene. Men det skulle jeg jo. ❤️

I dag skinner solen, og jeg har stornydt den, for DMI siger, at solskinsdagen i dag er en enlig svale i denne uge. I weekenden fylder min far 70, og han skal fejres. Jeg tager til Sønderborg ganske uden børn, da 6-timer-lange fødselsdagsfrokoster, hvor de er de eneste børn, ikke er Krapylernes spidskompetence, så vi har vurderet, at alle vil hygge sig mere, hvis vi skiller tingene ad. Jon kan desværre først komme sent lørdag, da han spiller fandango i Nyborg, men når han kommer, tænker jeg, at vi skal ned og teste det sønderborgensiske byliv en lille smule. Det er alt for mange år siden sidst, og så vidt, jeg husker, laver de ret gode shots på den alsiske byscene.

Det bliver en travl uge i Langehjemmet i den her uge. Men det er gode ting, vi skal, og den startede sgu ret fint med sådan en fin mandag, og jeg tænker, at hvad der er godt begyndt er ikke så ringe endda. 😊❤️

Er det ikke en ting mere, eller hvad?

I går holdt vi en ganske vellykket børnefødselsdag her på matriklen. Vi havde besøg af 12 børn, temaet var ’sørøvere’, jeg havde lavet en røvfuld pølsehorn og nogle lagkager (og hjemmelavede flødeboller, men det var mest for min egen skyld, for at være ærlig …) og pyntet op, og så forestod Jon en udendørs skattejagt.


De fleste forældre droppede blot deres børn af klokken 10 og hentede dem igen kl. 13, mens jeg var så heldig, at de to mødre, der kom fra København med deres yngel, blev og hyggede. Og hjalp til. <3
Det gik aldeles strygende, hjemmet står endnu, og i indkøb stod hele baduljen os i omegnen af 500 kr. Så skal det naturligvis tilføjes, at vi havde fået pyntet forærende fra Party In A Box. Men det er ikke dyrt at lave lagkager og pølsehorn, og folk på fem har ikke fine manerer endnu.

Weekendens festivitas udgør den anden børnefødselsdag, vi holder her i Køge. Første gang, Hugo og Berta fyldte år som køgegensere, havde vi kun boet her i tre uger, men vi fejrede alligevel dagen med deres venner lidt længere henne på foråret, for det synes jeg da, man gør! Ungerne glæder sig hele året til netop denne fejring, som er så meget federe end den for familien – set med deres øjne. Og jeg må også erkende, at jo flere fester, vi holder her i huset, jo mere hjemme føler jeg mig. Det med, at der kommer nogle hak i gulvet og ligger lidt glimmer i hjørnerne gør, at jeg føler, at det her er vores sted!

Det, der undrer mig, er, at selvom Hugo og Berta nu to gange har inviteret venner til fødselsdagsparty, har de endnu ikke modtaget én invitation til det samme. Ingen af deres kammerater har fejret fødselsdag – eller også har de gjort det i smug uden at invitere mine krapyler, men det tvivler jeg nu på. Og jeg forstår det ikke rigtigt. Holder man ikke børnefødselsdage længere? Er det ikke en thing anymore? Eller er det bare Køge, der er bagefter på det punkt? Hvad mener I, Nationen? 🙂

Vi har under alle omstændigheder i sinde at holde fast i traditionen! I år er sidste år, hvor de kun har inviteret nogle af vennerne, og det skyldes kun, at de i tre uger endnu stadig går på stue med nogle børn, som er ret små. Jeg er ikke sikker på, at de børn ville være trygge ved at blive hentet i børnehave af en relativt fremmed og opholde sig et for dem ukendt sted uden deres forældre i tre timer. Fra april starter de på storebørnsgruppen, så fra næste år inviterer de hele stuen med hjem til fødselsdag. Og året efter – hele klassen. Glup! They grow up so fast … 😉

Den bedste makeupfjerner, jeg nogensinde har prøvet

Som mange, der følger med på min Instagram vil vide, er jeg en sucker for ansugtsmasker. Det er én af de utallige ting, jeg føler er federe ved at være på den anden side af 35: At jeg rent faktisk kan se en forskel, når jeg gør mig umage med min hud. Dengang, jeg var 25 år, kunne jeg sgu’tte se forskel, når jeg havde brugt en aften på at lægge ansigtsmasker eller havde fået en behandling hos en kosmetolog. Men det kan jeg nu! (Ligesom at man viiirkelig kan se det på et helt andet niveau, når jeg er i søvnunderskud, hvilket egentlig heller ikke var en ting, da jeg var yngre, men nu det til side …) 😉

Den slags ansigtsmasker, jeg bedst kan lide, er sheet masks, og det er på ingen måde fordi, de er bedre end andre slags masker, som jeg har prøvet på tube eller i krukke. Det er bare fordi, det er nemt! Så kan jeg tage alle mine dele med ned i sofaen, tænde for en krimiserie og behøver ikke rejse mig, før jeg skal i seng. Intet skal renses af og intet spejl behøves.
Så mit faste kit består som oftest af NIVEAs Micellair Water og makeupfjerner samt en rensemaske og en fugtmaske. And it works like a charm! Ingen sengetid påfører jeg så atter natcreme, for man kan aldrig få for meget fugt.

Og der er i denne forbindelse noget andet, min beauty-samvittighed byder mig at fortælle.
Jeg har i hele mit voksne liv (og et par af teenageårene) været på jagt efter en god makeupfjerner. Og jeg er hidtil aldrig nået i mål. Den seneste, jeg købte, kostede 280 kr. Det er altså mange penge for makeupfjerner! Det skal så retfærdigvis også siges, at den trods alt også var den bedste.

Indtil nu!
Jeg har siden december måned brugt NIVEAs Micellair makeupfjerner, og det er (Ama’r Halshug!) den bedste, jeg nogensinde har prøvet. Det er den ENESTE gang, jeg har haft en makeupfjerner, som har betydet, at jeg ikke har makeuprester under øjnene næste morgen. Det er helt seriøst aldrig sket før.
Jeg har ret lange og tykke vipper, og det betyder nok, at det kan være lidt sværere at få al mascara og flydende eyeliner, som jeg sværger til, fjernet, men det kan jeg altså nu. Hvilket ideelt set betyder, at jeg sparer en makeupfjerning om morgenen, hvilket resulterer i, at jeg bruger mindre produkt (godt for pengepungen), færre vatrondeller (godt for miljøet) og gnider mindre i øjnene (færre rynker og mindre slid på vipperne). Og så koster den kun 69,95 kr.

Så altså! NIVEAs catchfrase til Micellair-serien er ‘Loved By Makeup Artists’, men jeg vil altså gerne have lov at tilføje ‘ … and MMLeiLange’! 😉

Teater, børnefødselsdag og MM i live-TV i aften!

Det er lørdag morgen, klokken er 8.30, og jeg er lige vågnet! Jeg har ikke sovet så længe siden 2018, og jeg kunne næsten ikke kende mig selv, da jeg så mig i spejlet ude på badeværelset. 😄

Jon og ungerne er til far-børn-gymnastik. Jeg er simpelthen så stor fan af ligestilling, men lige hér er jeg så glad for, at jeg hver lørdag formiddag har halvanden times indiskutabel ro i eget hus, mens resten af familien laver noget, de virkelig godt kan lide. De er ikke forsvundet fra hjemmet for min skyld, og alligevel vinder alle, kan man sige.

I går var jeg med Jon på arbejde i Nyborg for at se den Forestilling, han medvirker i der sammen med Betty Glosted og Keld Heick. De har været ramt at noget sygdom og lidt drama, det er Kelds første optræden som skuespiller, og det er udover at være Bettys 40-års jubilæum som skuespiller også hendes debut som instruktør. Og Jons første teaterstykke i et år, omend det jo er knap så dramatisk. Men jeg var ret spændt på, hvad de var kommet frem til der i Nyborg.

Og stykket var simpelthen så GODT! Scenografien er smuk for øjet, skuespillet er så FINT, handlingen er god, og Betty Glosted er simpelthen så god som Judy Garland! Jeg kan godt forstå, hun har valgt den Forestilling som sit jubilæum!

(Det næste, der kommer er vel reklame, I guess?)

De spiller i øvrigt i denne weekend og hele næste uge med (undtagen mandag og tirsdag). Billetterne koster 450 kr., men jeg har fået lov at tilbyde jer, der har lyst, billetter til bare 150 kr. I skal bare skrive en mail til Allan på allan.wahlers@gmail.com med emnefeltet ‘Mette Marie’ og fortælle, hvor mange billetter I gerne vil have. Så hvis man har sin gang på Fyn den kommende uge, vil jeg da på det stærkeste anbefale, at man svinger ind forbi og ser ‘End Of The Rainbow’. 😊

I dag smutter Jon igen til Fyn ved frokosttid, og så skal ungerne og jeg bage til den store guldmedalje! I morgen kl. 10 får de nemlig en helt masse børn på besøg til fejringen af deres kollektive 5-års fødselsdag. Temaet er ‘Sørøvere’, så jeg skal ud og købe chokolademønter og lakridspiber!

I aften, når Jon kommer hjem fra Nyborg, highfiver vi i døren, og så kører jeg til Amager. I aften er der nemlig ‘Hjertegalla’ på TV2 Charlie, og jeg har sagt ja til at tage telefoner i den gode sags tjeneste! I live TV! Mon ikke, det bliver meget sjovt. 😄

Med ønsket om en dejlig lørdag vil jeg nu fise ned på Torvet i Køge og se, om ikke de har et godt tilbud på jordbær og blomster. Det plejer de, og vi skal jo traditionen tro både have en jordbærkage og en chokoladekage i morgen, så der er ingen smalle steder.

Klem, klem, MM. ❤️