METTE MARIE LEI LANGE – Side 3

10 tilfældige sandheder om undertegnede

1. Jeg forstår ikke brødkurve på restauranter! Jeg mener, jeg har lige bestilt en dyr ret mad, hvorfor skulle jeg have lyst til at stille appetitten med hvidt brød nu?

2. Jeg børster som oftest tænder tre gange om dagen.

3. Jeg forstår ikke, at den samme Gud, som har skabt kvindekroppen i stand til at lave og føde børn (fandme godt klaret!) også har skabt køer, der slår nogle prutter, derindeholder metangas. Var det sådan en fredag eftermiddags-ting, mon? Eller på tom mave?

4. Min nevø er for nyligt fyldt ét år, og det er for vildt.

5. Jeg har nasset mig til at læse min veninde Anne Mette Hancocks krimi, som udkommet i januar, allerede nu, fordi jeg påpegede, at det er unfair, at Jon må, bare fordi han skal indlæse den som lydbog. Og den er AWESOME!!!

6. Jeg klemte min finger meget hårdt i en dør for to uger siden, og det er først nu, den er begyndt at stoppe med at snurre og sove.

7. Mange af mine venner er begyndt at fylde 40, og de virker helt lettede over, hvor uondt, det gør, så jeg går rundt og føler mig som sådan en youngster med mine 38 år.

8. Vores rejse til LA i det nye år begynder at nærme mig så meget, at jeg får sommerfugle i maven, når jeg tænker på det.

9. Jeg har meldt mig ind i en gruppe for danskere i LA på facebook og har allerede fundet fem legeaftaler til ungerne og to kaffe/cola/sjus-aftaler til mig selv!

10. Som billedet antyder kan jeg virkelig godt lide nachos med smeltet ost.

Lidt om at være mor og datter på skift


Snakke om døden kan være svært med små børn, synes jeg. Måske for mig særligt, fordi jeg selv har nogle udfordringer med at acceptere det faktum, at vi alle sammen skal herfra på et tidspunkt. I hvert fald er jeg nervøs for, at det sker for tidligt for mig eget vedkommende. Man skal nok ikke have læst specielt meget Freud for at kunne regne ud, at en del af forklaringen måske skal hittes i, at jeg selv mistede min egen mor for tidligt. Jeg er glad for at have arvet hendes humør og tilgang til andre mennesker, og jeg kan leve med at have arvet hendes korte ben og krøllede lilletæer, men der sætter jeg altså også grænsen.

Min mors forældre gik bort, før jeg blev født, og de har altid været meget udviskede i min bevidsthed. Min mor har ikke talt meget om dem til min søster og mig. Og den kunst har jeg hele tiden vidst, at jeg ikke ville gøre hende efter, når jeg selv fik børn. Fra Krapylerne var store nok til at forstå begrebet “familie”, har de hørt om mormor, og jeg har sneget små detaljer ind om mormor, når det har givet mening. Eksempelvis elsker Berta isen Københavner-stang, og det var også min mors favorit. Jeg går med en ring, jeg har arvet efter min mor, og nogle gange er der små ting i hverdagen, der kan ryste en bette anekdote af sig.

Så jeg vil mene, at min mission er lykkes. Mine unger ved sagtens, hvem mormor er, selvom de aldrig har mødt hende. Og for nyligt følte jeg, at det var lykkes lidt for godt. Berta begyndte oftere at spørge ind til mormor, og da hun for en rum tid tilbage for første gang var med på besøg ved hendes gravsted, brød hun helt sammen. Hun var så ked af det. Jeg talte længe med Berta om hendes reaktion og spurgte på mange kringlede måder ind til hendes sorg (uden at gøre det tydeligt, hvad min bevæggrund var) for at finde ud af, om hun var bange for, at jeg skulle få samme skæbne, men det lod ikke til at være tilfældet. Og når et af børnene har spurgt, om jeg også skal dø før far, ligesom mormor gjorde, svarer jeg altid, at det skal jeg absolut ikke. Tilfælde som mormors er enormt sjældne, og det ville ikke give nogen mening, at det samme hændte for mig, så de hænger altså på mig i en 50-60 år endnu.

Efter endnu en nylig samtale med Berta om mormor, på hendes opfordring, gik det op for mig, at det, jeg tror, der sker er, at Berta sympatiserer meget med mig, når vi taler om mormor. Det værste, bette Berta kan forestille sig i hele verden, er jo at  miste sin mor, så hun synes simpelthen, at det er så sindssygt synd for mig, at den skæbne er overgået mig. Jeg kan ikke huske hendes formulering, men der var noget i de ord, hun valgte, som fik det til at gå meget klart op for mig, at det var det, der var årsagen til hendes mismod.

Dagen efter den snak havde jeg faktisk fødselsdag. Solen stod op i et væld af røde farver, ligesom den faktisk gjorde det året før den selvsamme dag, og den dag sagde Jon, at det nok var fordi, mormor flagede fra himlen. Da Berta og jeg så sad dér i min seng og kiggede på solopgangen, mens Jon og Hugo arrangerede morgenmad i stueplan, spurgte Berta, om jeg troede, mormor flagede igen. Jeg svarede, at det var jeg da sikker på, og så fortalte jeg hende, at det altså ikke er synd for mig, at mormor er død. Jeg er voksen nu, sagde jeg, og nu er jeg jo moren. Den sorg, jeg havde, er omdannet til kærlighed, og hvor jeg før var datteren, er jeg nu moren, og det er sådan, naturen fungerer. Jeg forklarede hende, at jeg er meget, meget lykkelig for vores familie og mit liv, og jeg går ikke og er ked af det, så det behøver hun slet heller at være.

Jeg bilder mig selv ind, at hendes små skuldre faldt lidt ned, og siden har hun ikke nævnt mormor med et ord – og sådan skal det være for nu.
Det er interessant på så sindssygt mange måder, det der med at få børn. Især, synes jeg, når de begynder at tænke og reagere, og man er nødt til at tænke over, hvilke tanker og følelser, man videreformidler til dem.

Det, jeg sagde til Berta, er selvfølgelig kun delvist sandt, forstået på den måde, at jeg jo stadig er super-ked af, at min mor ikke er her til at være mormor i vores familie. Men når jeg fortæller Berta, at ked-af-det-heden er omdannet til kærlighed, som vi så i stedet deler, bliver det faktisk også mere sandt for mig. Og det gør, at min kærlighed til min mor lever videre i min og Bertas kærlighed til hinanden. For sorg er jo kærlighed, der er hjemløs, og min er det jo ikke helt så meget længere, som den har været. Og det er nu ganske smukt på sin egen måde, synes jeg.

En løbetur i skoven og Jon som pigefotograf

Jeg ér så glad for vores skov her i Køge. Den ligger 200 meter fra vores hus, og den er kæmpestor. Da vi kiggede på hus her i Køge, var det vigtigt for os, at det lå på en blind vej, som ungerne kunne lege på, at der var andre børnefamilier tæt på, at der ikke var for langt til centrum, og at man kunne cykle til stranden.

Men det, vi skatter allerhøjst, er sgu blevet skoven. Det kommer egentlig lidt bag på mig, da jeg aldrig har været typen, der gik meget i skoven tidligere – ej heller som barn.

Det er meditativt for mig at være derude og se naturen gå sin gang. Jeg er meget mindre træt af de kolde måneder, end jeg var i de 17 år, jeg boede i København, og jeg er sikker på, at det hænger sammen med, at jeg nu serårets gang og ikke kun mærker det. Alle årstiderne er smukke i skoven – omend jeg nu stadig bedst kan lide dem, der har blade på træerne. Efteråret har været helt tosset smukt. Jeg løber eller går ture i skoven flere gange hver uge – oftest i mit eget selskab med musik i ørene.

I denne uge havde jeg dog overtalt Jon til at tage med. Jeg skulle nemlig have taget nogle billeder af mit træningstøj fra Organic Basics, og så føltes det ganske oplagt at benytte lejligheden til at forevige mit favoritsted her på domænet. Desværre har det blæst helt vildt meget de seneste dage, og det betød, at rigtigt mange af træernes smukke efterårsblade nu lå på jorden og ikke sad fast på grenene længere. Det gør det ikke (meget) mindre smukt at være derude – men lidt sværere at gengive på billeder. Jeg synes nu alligevel, det gik okay.

Mit træningstøj, som jeg både bruger til træning og løb, er fra Organic Basics, og det er fremstillet af genanvendt nylon, hvilket betyder, at det er stærkere og kan holde længere end almindelig nylon. OG det betyder, at der er brugt 80% mindre vand, end når man laver ny nylon, OG at tøjet her er 90% mere CO2-venligt overfor miljøet end almindeligt nylon. Desuden er Organic Basics træningstøj “fugttransporterende”. Det betyder, at det transporterer sveden fra kroppen ud på ydersiden af tøjet, så det kan fordampe. Altså skal man vaske mindre – hvilket også er bedre for miljøet. Organic Basics går meget op i at lave tøj, der belaster miljøet allermindst muligt, og det er sgu meget rart at tænke på, når man banker rundt derude i sin yndlingsskov.

Jeg træner stadig engang imellem i SATS her i Køge, men det er ikke altid, jeg kan finde motivationen eller synes, jeg har tid på de tidspunkter, hvor der er hold. Men en løbetur kan altid presses ind, og motivationen for mig på de dage, hvor jeg ikke helt gider, er det humør, jeg ved, jeg er i, når jeg kommer hjem. Måske fordi, jeg har så meget skærm i mit liv, gør sådan en tur ud i den fri natur, at jeg kommer ud af hovedet og ned i kroppen. Og alle ved jo, at jeg elsker slik og snacks, og der er plads til lidt flere af dem, når jeg holder løberiet ved lige.

Hvis man kunne tænke sig at investere i Organic Basics fine træningstøj, kan man med fordel anvende rabatkoden METTEMARIEOBX. Den giver 15% rabat på webshoppen her. Den virker worldwide, der er ingen udløbsdato på rabatkoden (nice!), og hvis man køber for over 600 kr., når man fri fragt oveni.
Min sports-BH i den fine, vinrøde farve, kan findes her, mine shorts er her, og min t-shirt findes her. Sidstnævnte to har jeg i farven sea blue. Jeg har alle mine ting i en str. S, og det passer ganske fint! Der er intet, der strammer, men sportstoppen sidder samtidig til, som det sig hør og bør. Jeg synes, det er virkelig rart at have noget træningstøj, som sidder godt, i nogle pæne farver, som samtidig passer godt på miljøet. Og det med den svedtransporterende del er fandme smart! Jeg er virkelig ked af at skulle vaske træningstøj for ofte – både af hensyn til miljøet, men også fordi, det er hamrende upraktisk, når man nu har noget, man er glad for at bruge.

Og ehm, ja, det er jo så Jon, der har taget billederne til indlægget her, hvilket man vist godt kan se på mine øjne på billederne, og så der gik måske lidt pige-fotograf i den engang imellem. 😆😜

Nu som cruise-turist!

Indlægget indeholder reklame, da jeg er inviteret ombord af Costa Cruises.

Min Pap og jeg er på en båd. En kæææææmpestor båd! Formentlig den allerstørste båd, jeg nogensinde har set. Den er så stor, at man kun kan mærke motoren, hvis man ligger helt stille i sengen, og det er kun som en lille-bitte mikro-vibration et sted lang nede under kahytten.

Vi er indlogeret på 8. etage, og vi har en fin kahyt med egen balkon og badeværelse. Decoren er 80/90’er-agtig med melerede vægge og ferskenfarver, og der er væg-til-væg-gulvtæpper over alt. Vi boardede i går i Barcelona, og konceptet er så, at skibet her hver nat sejler os til en ny by, som vi nyder dagen i, før vi om aftenen alle sammen pibler tilbage til borde og sejler videre til den næste.

I går aftes fandt vi ud af, at den pakke, der følger med vores tur, betyder, at vi kan drikke alle de cocktails og alle drinks, vi har lyst (#boozecruise), og at vi har et fast “designated table”, som er vores hver aften til middagen. Det er en italiensk restaurant, som i prøvekørte i går til stor begejstring. Og hvis vi ikke er til det, kan vi også smutte op i buffeten på 9. etage.

Efter middagen i går fik vi os forvildet ind i teatret, der er et stor amfi-agtigt rum med forskellig optræden hver aften. Indgår stod den på cirkus-artisteri til stor moro for de mange, mange fremmødte, og da vi på vej til køjs (det er vist første gang, jeg kan bruge det udtryk i alvor!) besluttede vi os for at drikke en drink i en bar, og her rullede de i samme nu konkurrencen om at finde Mister Costa ud. Den bød en række af midaldrende mænd fra de forreste rækker, som gik med på at lave bollebevægelser på gulvet og lade sig klæde ud som tykke damer med kjole, paryk og læbestift og danse rundt til et Lady Gaga-nummer.

Vi gik tidligt til ro i går, og i dag vågnede jeg op til det her syn. Fuldstændigt vidunderligt! Solen er ved at stå op i horisonten, og fra vores balkon kan jeg se det hele, og ingen kan se mig, så jeg tillader mig at nyde udsigten og solopgangen i bar røv – kun fordi, jeg kan! Da jeg forlod Køge i går var der rimfrost på græsset, og her sidder jeg nu, som Herren har skabt mig og ser Marseilles smukke omegn vokse frem for mit blik.

Det er en ny oplevelse, det her, og selvom nogle ting er lidt skæve i forhold til, hvad jeg normalt prioriterer på en ferie, er det fandme sjovt, og der er viiirkelig nogle fordele ved den her rejseform allerede. Marseille lover 22 grader, og vi har 8 timer at nyde den i, inden båden sejler os videre til Savona, så det glæder jeg mig til.
Desuden er der en swimmingpool på taget med en gigantisk vandrutchebane, en poolbar og to boblebade, så det skal vi også lige teste, inden solen går ned.

Med ønsket om en vidunderlig dag til jer, der læser med. Må den være fyldt med komplimenter, wienerbrød i kaffepausen og børn, der sover igennem. ❤️

Efterskrift:

Man kan jo som bekendt ikke gøre alle tilfredse. Nogle mener, jeg skal slette indlægget her, fordi det reklamerer for noget, der ikke harmonerer med miljøet, mens andre mener, at jeg skal lade det stå, så man kan læse beskederne i kommentarfeltet.

Indlægget er i øvrigt genoprettet tidligere på aftenen, for jeg har ikke behov for at skjule de kommentarer overhovedet, og så længe indlægget ikke er online, modtager jeg daglige spørgsmål omhandlende hvorfor. Jeg tog nogle af de konstruktive kommentarer om ikke at lave reklame for ferierejser til mig – særligt efter de forhold, jeg oplevede på båden – og det er grunden til, at jeg slettede jeg det. Men nu er det retur – med denne efterskrift.

Vi bliver klogere hele tiden, de fleste af os, og jeg gør mit bedste for at navigere i et job, der kræver, at jeg er mig selv, men samtidig står til ansvar for og forklarer mig overfor nogle mennesker, som jeg ikke alle sammen kan gøre tilfredse på én gang.

Det er ikke altid lige let, og denne gang blev det her altså løsningen. Slut, prut.

Kalder alle mødre: HJÆLP!

I dag er en af de dage, hvor jeg rigtigt gerne vil have lov at benytte mig af, at jeg er så umanerligt heldig at have en platform, hvor mange umanerligt gode mennesker af og til søger hen. Sagen er nemlig den, at jeg har brug for et råd. Eller måske et par stykker. Dem har I givet mig før, og det har været awesome. Så jeg håber, I har lyst igen.

Jeg er jo fra naturens side udstyret med to usædvanligt charmerende børn. De er forskellige, og de er ens, de er en dreng og en pige, den ene ligner Jon, og den anden ligner mig. Både af udseende og sind. Hvor Berta har sin fars milde lune og smukke næse, har Hugo min Dalton-hage og høje energi-niveau. Bare gange tusind!
Han kører simpelthen så langt på literen, den dreng, fra det sekund, han slår øjnene op om morgenen. Han skal ikke lige bruge 15 sekunder på at misse lidt med de små blå – han starter med at tale om Pokémon og i det moment, han kommer til bevidsthed.
Hugo har en fantasi, jeg aldrig har set magen til, og han tænker over tingene på en dybsindig måde, som giver mig tårer i øjnene og grund til reflektion flere gange om ugen. Han er så fuld af kærlighed, liv, nysgerrighed og velvilje. Og KRUDT! Jeg er så glad for, at vi er flyttet i hus, hvor der er en legeplads lige ved siden af og blinde veje i flere retninger. Heldigvis har han masser af afløb for sin krudt, og han har egentlig heller ikke svært ved at sidde stille, når det kræves. Han ved godt, når han skal stille piben ind og høre efter, og det forvalter han rigtigt fint, og han kan også bruge timevis på at være roligt optaget af LEGO eller farvelægning af en Pokémon.

Men vi har altså et problem ved nattetide. Vi har kørt med den samme rutine langt tid, og den gør altså ikke rigtigt det, den gerne skulle, længere. Normen er, at Jon fortæller en godnathistorie for børnene (når han er hjemme, ellers er det mig), og når det er gjort, bliver ungerne puttet i hver deres senge, vi kysser dem begge to godnat, og så sætter jeg mig på gangen mellem deres værelser, så de begge kan se mig, og synger tre godnatsange. Herefter går jeg ned af trappen, imens jeg synger den fjerde, så de kan høre og bliver mindet om, at vi sagtens kan høre hinanden, selvom vi er på en anden etage. Og så falder de i søvn.

Eller, Berta gør. Hugo har simpelthen så svært ved at falde til ro om aftenen for tiden. Han vælter rundt i sengen, lægger sig først i den ene ende, så i den anden, så under dynen, siden over, så med pude, så uden. Og han snakker og drejer rundt som en kylling på et spyd. Jeg svarer i starten og maner så til ro. Vi prøver nogle gange med dybe vejrtrækninger og inspiration til drømmeland, men lige lidt hjælper det. Han bliver frustreret over at skulle ligge stille, når han nu ikke kan, og jeg bliver også frustreret, og det er sgu ikke den puttesituation, jeg gerne vil skabe. Og det er ikke anderledes, når det er Jon, der synger. Når han omsider falder i søvn, sover han som en engel og for det meste helt til næste morgen.

Det er bare overgangen fra dag til nat, der er svær. At sige farvel til dagen, lægge låg på balladen og livet for en stund og hengive sig til natten. Vi har prøvet lidt med at afspille børnemeditation fra YouTube efter godnatsangene, og det fungerer faktisk rigtigt godt, men for det første er der ikke specielt mange at vælge imellem (Det er kun dem, der hedder Dyb Ro for børn, mine unger vil høre. Vi har prøvet den med Tjugga, men dem gider de altså desværre ikke), og for det andet er jeg altså heller ikke sådan særligt vild med, at der skal elektronik involveres i deres sengetid. Jeg foretrækker helt klart en analog løsning.
Jeg talte med børnehaven om det forleden, og her foreslog en pædagog en kugledyne, som skulle være tung i det, så den maner kroppen til ro. Jeg kan ikke rigtigt se det for mig, da Hugo mere er typen, der har sin dyne mellem benene eller nede i fodenden end over sig.

Så altså – gode råd modtages! Tips til at hjælpe en livlig dreng til ro om aftenen.
Hvad har I prøvet? Hvad har I hørt? Hvad tænker I?

På forhånd tusind tak! <3