METTE MARIE LEI LANGE – Side 3

Den næste tid …

Jon er hjemme igen, og det er lige dele tilfældigt og nøje planlagt, at jeg i halespidsen af hans return nu kommer til at have lidt mere travlt, end jeg har haft i de ni måneder, han har jobbet på Fyn. Noget skal indhentes, andet skal prioriteres, og så er der de appelsiner, der blot tilfældigvis er havnet i min turban, og som skal nydes de næste par uger.

I denne uge står den i morgen på et bloggerevent, som jeg er vært for sammen med Cana. Og i overmorgen har jeg FØDSELSDAG, (og der udkommer i øvrigt den podcast, jeg lige har optaget med Katherine Diez)! Jeg elsker at have og fejre fødselsdag, og i år har jeg inviteret mine nærmeste venner, familie og naboer til fest d. 26. oktober. Vi skal have musikquiz, spille ølspil og drikke sprut fra Tyskland! Det kan kun blive awesome!
På selve min fødselsdag i overmorgen starter jeg så tilfældigvis også optagelserne på den TV-serie, jeg har fået en rolle i. Jeg bliver mere og mere nervøs for det projekt, jo tættere det kommer på, men heldigvis er det kun få scener og få replikker, der venter på mig på onsdag, så det er en blid start. De fleste af de andre skuespillere er jo børn (Serien skal vises på DR Ultra, og i den alder gider de sgu ikke rigtigt at se på voksne), og instruktøren har sendt mig små klip af det, de har skudt so far, og jeg er på røven over de her kids! Så jeg må kvinde mig op og gøre mig umage!

I næste uge skal jeg på endnu en creme-turné med NIVEA, hvor jeg skal holde oplæg i både København, Odense, Aarhus og Aalborg, men denne gang er det for Matas-ansatte i stedet for mine læsere – omend jeg håber på bare et lille overlap! 🥰 Og ugen efter skal Hugo og jeg til Barcelona i tre dage. Som nogle måske vil kunne huske, var jeg i januar i Marrakech med Berta, og siden dengang har Hugo imponerende tålmodigt ventet på, at det skulle blive hans tur, og det gør det nu. Siden de blev undfanget, har jeg glædet mig til, at vi kunne vise ungerne verden, og det har vi gjort i højere grad, end jeg havde turdet håbe på allerede. Men ydermere har jeg glædet mig til, at jeg kunne rejse ud med dem hver for sig. Næste sommer starter de jo i skole, så jeg er så glad for, at vi har nået de her to ture i år.

Ugen herefter skal jeg sgu så på cruise i Middelhavet! Det er en pressetur, jeg er inviteret på, og selvom jeg har været meget afvisende overfor den slags her i 2019 – både af logistiske og miljømæssige årsager – så står jeg altså ikke for denne her. Fire dage på Middelhavet med min dejlige papsøster, mens Jon får lidt alenetid med Krapylerne. Det bliver så fint for alle!

Ah, endnu en ting, jeg glemte at nævne ovenfor: På søndag har jeg en stand ved Trendsales’ Special Edition Market (det er det, jeg ville kalde et loppemarked) i St. Kannikestræde i København. Øvrige duller, der sælger ud, tæller Irina, Christiane, Astrid Olsen, Amalie Fischer, Mathilde Gøhler og vist også en del andre. Jeg har en masse tøj med og glæææder mig! Håber, vi ses! ❤️

H V E R D A G ! ❤️

Jon er hjemme igen! Efter ni måneder med arbejde på Fyn seks ud af ugens syv dage og aftner, er han nu atter fuldtidsfar i Køge, og det er fandme dejligt! Det er det længste stretch, vi har undværet hinanden i familien, og det har sjovt nok også været det, der har været mindst tærende på mig som græsenke og derved primær omsorgsperson og husholderske. Jeg har måske nok været lidt ærgerlig over at måtte takke nej til nogle fede arbejdsmuligheder og medvirken i et par tv-programmer, men bortset fra det har jeg fandme hygget mig. VI har hygget os, og især de sidste 2-3 måneder har jeg været knaldgod til at understrege overfor mig selv, hvad det er, jeg høster på den konto, når jeg er alene med ungerne. Og det nyder jeg.

Men jeg nyder i sandhed også at have Jon hjemme. Jeg har netop lavet indkøbsliste og skal om lidt ud og købe ind til hele ugen. Og det er unægteligt markaaant sjovere at lave aftensmad til en forsamling, der også inkluderer andre voksne end én selv. Og der er tilbud på andebryst i denne uge, så det bliver skidegodt! 😜

Hugo og Berta er på deres part lige gået en LANG tur, fordi de er sure på begge deres forældre. Vi har her til formiddag understreget, at nu er vi snart ved at være trætte af, at de siger “undskyyyld…” med hundeøjne, når de gør noget, de ikke må, for sekundet efter at vende sig om og gøre det samme igen. Og mens de formentlig går og giver hinanden ret i, at alle voksne er nogle åndsboller, er Jon og jeg i færd med at finde ud af, hvilke konsekvenser vi i fremtiden skal indføre.

I går så vi alle sammen Den Store Bagedyst i fjernsynet sammen, og om lidt skal Jon og ungerne over på stadion og se Køge banke Skive.

Hverdag at it’s BEST! 🥰🙌🏻

Kjole-dilemma: Hvilken en skal jeg vælge?

Jeg opdagede i går, at der er kommet udsalg igen, hvilket jeg følte gav mig anledning til at gå på udgik efter en kjole, jeg kan iklæde mig til sen fødselsdagsfest, jeg holder d. 26. oktober. Jeg har inviteret mine og Jons nærmeste venner, vores naboer og mine tætteste kolleger, og den kommer til at stå på ølspil, dans, gas og fjas! Vi bliver 40 mennesker, og menuen bliver marrokansk mad og gin og tonics!

Jeg er på udkig efter en kjole med lange ærmer og forelskede mig for længe siden i den gule nedenfor fra Custommade (den er dog ikke på udsalg endnu)z Men da jeg prøvede den på i Magasin tidligere i dag, erkendte jeg, at den måske havde klædt mig bedre, hvis jeg stadig havde haft den solbrune glød, jeg havde i sommer. Dog er den stadig aldeles fortryllende at have på! Så smuk, jo!

Så faldt jeg til gengæld også over den her smukke, blå sag fra Tiger Of Sweden, som er nedsat til 50% på Boozt, og jeg tænker lidt, at den kunne gøre sig ret godt til en vinterfest (ved godt, det kun er efterår, men det er knasme koldt!) fyldt med farver!

Hvilken en af ovenstående stemmer I på? If any?? Jeg har jo stadig god tid at løbe på, men det er bare så freaking hyggeligt at gå og planlægge! Hvis man gider, modtager jeg med glæde stemmer herunder! På forhånd tusind tak! <3

“Og du er blogger …?”

Det er lidt sjovt med de fordomme, der følger med at være blogger nogle gange. Ikke i forhold til jer, der følger med her, og som ved, hvad det går ud på, kan man sige. Nej, jeg taler om de der gange, hvor man er gæst i et blandet selskab hos en ven, veninde, nabo eller kusine, og havner ved siden af et menneske, som ved, man er blogger, men ikke helt ved, hvad det vil sige. Vedkommende er givetvis nysgerrig, men samtidig også på forhånd en fordomsfuld. Det er de fleste, må jeg sige. For de har hørt om “det der blogger”, og de kunne ikke nødvendigvis lide det, de hørte. Eller også har de tolket på det, de har hørt og draget nogle slutninger, og dem skal jeg nu enten bevise eller tilbagevise. Der er kun de to muligheder.
Jeg har efterhånden flere gange ført samtaler, der lyder nogenlunde sådan her. Jep, hver gang. Det forløber som oftest overraskende ens:

Ham: Nåh, så du er “blogger”? (Citationstegnene enten vises i luften eller høres i udtalen af ordet).

Mig: Jaeh, det er jeg sgu.

Ham: Tænk engang, at man kan leve af det. Hvad skriver du så om?

Mig: Åh, det lyder så langt ude, når man ikke er bekendt med blogs, men jeg skriver egentlig om mig selv. Mine tanker, min hverdag og sådan noget.

Ham: Hahaha, det er da løøøgn! Verden er af lave! Og fortæl mig så lige: Hvad gør egentlig dig så spændende i forhold til alle andre?

Mig: Jeg er ærligt talt ikke specielt spændende, men jeg er relativt okay til at formulere mig på skrift, så det er måske nok det, der gør det.

Ham: Det giver absolut ingen mening, det der. Det er jo ikke et job!? Kan du virkelig tjene penge på at sidde og skrive dagbog på internettet?

Mig: Ehm, det vil jeg ikke kalde det, men ja, jeg kan leve af det.

Ham: HAHA, Herre Jemini! Jeg har taget en lang uddannelse, arbejdet mig op i en virksomhed for at nå dertil, hvor jeg er i dag, og jeg knokler hver eneste dag i 8-10 timer for at tjene min løn! Jeg skulle sgu da bare være blevet blogger i stedet!

Og her er det så, at jeg vælger ét af to svar alt efter humør og temperament den dag:

A) Når jeg har overskud: Hehe, ja, det kan man sige. Nåh, men du arbejder i forsikringsbranchen, sagde du tidligere? Det lyder sindssygt spændende! Vil du ikke fortælle mig alt om det?

B) Når jeg ikke har overskud (her gribes jeg ofte af en ikke altid helt klædelig sarkasme): Jamen, spring da ud i det, Poul! Verden venter, jeg er stensikker på, at du har overhalet mig på ingen tid. Men nu må du have mig undskyldt, mens jeg går ud på toilettet og tager en selfie i spejlet.

Jeg er heldigvis vanvittigt godt tilfreds og yderst taknemmelig med at være der, hvor jeg er i livet. Både på det personlige plan og på det arbejdsmæssige, hvilket nok i virkeligheden er svært for de fleste af os at skille ad. Jeg har min gode base derhjemme, og jeg synes, det er sindssygt sjovt at lave det, jeg gør. Jeg føler mig meget heldig, at jeg kan leve af noget, der falder mig så nemt og er så sjovt, og nogle dage er jeg stolt, når jeg føler, at kan være med til at gøre en bette i forskel. Om det så er fordi, jeg får en besked fra en læser, der fortæller, at et af mine indlæg har haft en positiv betydning, eller om det er, når jeg får skaffet nye blod- og stamcelledonorer.
Jeg ved, at nogle af mine kolleger i branchen rigtigt gerne vil have begrebet “influencer” accepteret bredere som et “rigtigt” arbejde, og sådan har jeg det ikke. Folk må egentlig synes, hvad de vil om mig og det, jeg laver, så længe jeg ved, at jeg ikke gør nogen ondt, og at jeg har det godt med det, jeg bruger min tid på.

Men samtidig kan jeg godt mærke, at de fordomme, der stadig følger med min stillingsbetegnelse, godt kan påvirke mit selvværd lidt i nogle situationer. Og jeg har sgu ellers et meget godt selvværd. Men jeg gider ikke slås for at blive anerkendt – jeg er vildt glad for den anerkendelse, jeg har fra dem, der betyder noget, nemlig jer, der læser med, og dem, jeg holder af. Og jeg bliver selvfølgelig glad og stolt, når Berlingske, Børsen, ELLE, Femina, ALT for Damerne og så videre beder om mit besyv, fordi de synes, det er værd at have med. Men de skal komme til mig efter det, jeg vil ikke prakke dem mig på. Jeg gider ikke overbevise nogen om, at jeg ikke er den kliché, de ofte ser for sig.

Og jeg kan mærke det der stigma tynge lidt, da jeg eksempelvis i går blev bedt af selveste kulturkanonen, Katherine Diez, om at deltage i hendes podcast (SALON med Katherine Diez), der kort fortalt behandler kulturen – både op gennem tiden og i nutiden. Jeg havde endnu ikke hørt hendes podcast, men jeg har læst de fleste af hendes klummer i Berlingske, og når man har det, er man jo ikke i tvivl om, at denne dame er yderst dannet, og derved er hendes program det vel også. Jeg ved mere om Britney Spears’ samlede udgivelser end om Beethovens, og jeg vil hellere se breakdance på Ramblaen i Barcelona end ‘Svanesøen’ på Det Kongelige Teater. (Ahr, okay, hvis man kunne vælge begge dele, ville jeg måske gerne det, men jeg stoler på, at I forstår min pointe).

Jeg er slet ikke bange for at skulle sidde over for Katherine Diez og føre en samtale om kultur, selvom hun ved meget mere om emnet, for hun virker sød og nysgerrig, og der er da de færreste, der starter en podcast for at hænge gæsterne ud. Og jeg føler ikke, at jeg skal leve op til noget i forhold til hende, selvom hendes bogreol er fuld af gamle klassikere, og min indeholder kriminalromaner. Vi er begge vilde med boeuf bourguignon og samtaler med nye mennesker, så vi skal nok finde fælles fodslag.
Nej, det, der gjorde mig lidt tilbageholdende ved at sige ja sådan lige med det samme, mærkede jeg, da jeg hørte de tre episoder, hun har på CV’et indtil videre, er, at jeg er blogger. Hendes øvrige gæster er skuespilleren Jesper Groth, musikeren L.O.C. og radio- og TV-vært (og meget mere) Sara Bro. Folk med rigtige jobs og bredt anerkendte karrierer indenfor anerkendte genrer.
Da jeg lyttede til de tre podcasts, gik det op for mig, at de mennesker ér noget i kraft af det, de har opnået i deres karrierer allerede. L.O.C. ved måske ikke alt om opera, men han er L.O.C., for pokker. Han har bevist sig selv overfor os alle sammen. Vi ved alle sammen, hvem han er, og vi har respekt for det, han har opnået, for det er sgu though at blive stor i en branche, hvor alle er noget ved musikken. Og Jesper Groth kan udtale sig med en vis autoritet omkring scenekunst, fordi han jo ér skuespiller.

Og der er jeg bagud på point fra starten i sammenligning. Jeg er blogger. Hvis nogle af jer, der følger med hos mig, hører den podcast, vil I sikkert kunne kende mig i de holdninger, jeg fremlægger, og I vil måske høre noget, I ikke har hørt før, men I har i hvert fald en holdning til mig baseret på det, I har læst på bloggen. Men mit indtryk er, at af alle de, som hører den podcast uden i forvejen at vide, hvem jeg er, vil størstedelen have en forudindtaget holdning til mig og det, jeg siger, netop på baggrund af mit hverv. Jeg skal lige bevise, at jeg ikke (kun) er en selvfed gås med en trigger-happy selfie-finger. Jeg skal bevise, at jeg kan tænke på andet end avokadomadder. Så jeg skal være klogere og mere velovervejet, end hvis livet havde ført mig ned ad en anden levevej. Hvis jeg “bare” havde været ukendt for de potentielle lyttere, havde udgangspunktet været neutralt, men fordi jeg er blogger, starter jeg i minus.

Så da jeg skulle overveje Katherines tilbud om at medvirke i hendes kultur-podcast, skyldtes det ikke min frygt for at blive hørt af hende i Sartres syn på eksistentialismen eller Ludvig Holbergs betydning for nutidens teater. Det skyldtes trangen til ikke at være den, der skal bevise noget overfor folk, der egentlig ikke er interesserede i at blive overbevist. Jeg har ikke lyst til at være et eksempel – hverken godt eller dårligt – og mindst af alt det sidste.

Men jeg har alligevel sagt ja. For jeg tror, det bliver okay. Jeg tror godt, jeg kan holde den kørende, og jeg har lyst til at have en samtale om mit forhold til kultur (og særligt teater) med et menneske, der har gjort det til sin levevej at synes noget om netop det. Nogle gange skal man udfordre sin komfortzone og stole på det gode, og livet er jo panikken i et brændende teater, som Sartre ville sige det. 😄

Flinke Fremmede #15


SÅ kom der endelig endnu en portion Flinke Fremmede! Det er simpelthen noget af det dejligste at læse – uanset om himlen er grå, eller solen skinner, og jeg drømmer om, at I bliver ved med at have lyst til at sende gode gerninger fra fremmede ind til denne e-mail: flinkefremmede@mettemarieleilange.dk.

  1. Spread the love! <3
    Min kæreste og jeg har kendt hinanden lidt over et år, og vi er stadig megavilde med hinanden, heldigvis. Ofte er jeg ikke så god til at være alt for pussenusset i offentligheden, da jeg er lidt nervøs for, om folk omkring os synes, at vi er liiidt irriterende. Men så var vi på Roskilde Festival, hvor vi glade og småfulde så koncerten med Hjalmer. Vi kyssede og krammede og holdt om hinanden, og vi ænsede nok ikke rigtig de andre koncertgængere. Efter koncerten skulle vi til at gå, da en lidt yngre pige kommer over til os og fortæller, at hun bare synes, at vi var så nuttede at se på, og det skulle vi da bare lige have at vide. Det var så dejligt at blive bekræftet i, at offentlig kærlighed altså ikke er helt off!
  2. Ikke alle københavnere er røvhuller! 🙂
    Jeg var flyttet fra Sønderjylland til København i forbindelse med mit studie. Jeg kendte ikke særlig mange mennesker og følte ikke helt jeg passede ind. Metroen havde været forsinket i 40 min den dag og beskeden sønderjyde som jeg er, ventede jeg pænt på at komme ind i metroen som skulle fragte mig hjem. Jeg ventede så i 45 min for folk råbte af hinanden, havde rundsave på albuerne og maste sig frem.
    Da jeg endelig nåede frem så øsregnede det og jeg kunne næsten ikke se noget ud af øjnene. Der kommer en mand gående imod mig. Han gik meget bestemt og hurtigt og jeg gik ud til siden så han kunne komme forbi på det lille fortov. Jeg nåede lige at tænke “for helvede hvor er de dog arrogante de københavnere”.
    Han stoppede op lige foran mig og sagde “jamen dog. Du er jo plaskvåd”. Så rakte han mig hans paraply og sagde helt roligt og beskedent “du skal have den her”.
    Jeg var helt paf og fik lige fremstammet et “tusind tak”. Men han var videre. Ud i regnen og uden paraply. Jeg tænker på den oplevelse hver gang, at det øsregner.
  3. Pizza bliver aldrig kantstensleveret!
    Jeg var flyttet hjemmefra og havde bestilt en sofa som blev leveret til fortovet, i den mest uhandy firkantede pap indpakning. Min mor havde lovet at komme og hjælpe med at slæbe, og idet vi skal til at løfte sofaen med en smule frustrerende udbrud, kommer den lokale pizzamand gående og spørger om han ikke skal give en hånd. Ikke nok med at han hjælper med at få sofaen op til 2. Sal, så hjælper han også med at bære den helt ind på mit værelse.
    Køber kun pizza hos ham fra nu af!!
  4. A mother knows …
    Min datter på lige knap 2 år fik et vredes sammenbrud hvilket medførte en tabt yougurt, ved vores nabos dør, som smadrede udover døren og deres dør måtte. Jeg tørrede det op efter bedste evne, bankede på uden held og lagde derefter en seddel i brevsprækken. Et par dage efter stod en lille kurv med godter til min datter og et brev med tak fra naboen og håb om at vores datter kan hygge sig i varmen med lidt godter. Vi har boet her i mere end 3 år, og de boede her da vi flyttede ind, og vi har aldrig udvekslet andet end et “hej” med dem. Jeg blev så rørt!
  5. Giv det videre!
    Jeg havde netop købt min første lejlighed og var i gang med at flytte ind i min lille 1V’er på 3. sal. Jeg havde brugt hele dagen i IKEA og havde bl.a. købt en kæmpe madras, der skulle leveres om aftenen.
    Det blev lige lovlig sent og jeg sad og hang i en halvtom lejlighed blandt flyttekasser og glædede mig til, at madrassen ville komme, så jeg kunne pakke den ud og falde omkuld på den. Kl. 22 ankommer flyttemanden endelig. Han ringer til mig og siger, at han holder nede på vejen og at jeg bare kan komme ned og hente madrassen. Jeg bliver lidt paf, for jeg har betalt for at få den båret op. Det fremgår desværre ikke i hans papirer og da han er alene, kan han ikke bære den op.
    Jeg er lige på nippet til at tude. Jeg er så træt og udmattet og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Flyttemanden spørger om jeg ikke har noget familie i nærheden. Det har jeg desværre ikke. Han siger så, at han vil prøve at finde ud af noget og han ringer lidt rundt. Til sidst får han lokket en af sine venner til at komme til Vanløse, sent om aftenen, så de sammen kan bære min madras op i min lejlighed.
    Jeg blev SÅ lykkelig! Jeg havde ingen kontanter eller slik eller noget, jeg kunne give de to rare mænd, men de redede virkelig min aften. Inden de gik, tog den ene flyttemand min hånd og sagde ”Husk nu denne tjeneste – og giv den videre!”