METTE MARIE LEI LANGE

Lidt om at være single, mens alle andre popper kids …

Oh, the memories ...
Oh, the memories …

Der er et par gange nogle læsere, der har bedt mig fortælle lidt om, hvordan jeg oplevede dét, at alle omkring mig fik unger en del år, før jeg selv gjorde. Og lige nu sover mine egne, så here goes …

Da jeg var midt i tyverne, fik de to tøser, jeg på den tid hang mest ud med, begge to faste kærester. Indtil den dag havde vi været vant til at fungere som et trekløver, der egentlig kørte ret meget efter samme skema. Vi var vilde med fyre, som ikke var vilde med os, og jeg tror sgu egentlig lidt, vi helst ville have det på den måde, når jeg ser tilbage. Sådan føltes det absolut ikke, mens det stod på, men noget af det mest fantastiske ved at modtage en SMS fra mit hjertes udkårende (i dén måned …) var at disektere den med mine veninder. At en bejler havde indtastet to mellemrum efter punktum kunne fortolkes som et tydeligt tegn på kærlighed, da det jo var klart bevis for, at han måtte have slettet noget og skrevet noget nyt. At han interesserede sig nok til at omformulere sig kunne kun betyde én ting: Kærlighed! (Det viste sig jo så desværre som en usandhed i sidste ende).
Vi tilbragte de fleste weekender på Vega. Hver anden weekend arbejdede vi som bartendere i Loungen på 2. sal (oh, yes! Alle tre! Selvstændighed føltes kedeligt og overvurderet), og hver anden weekend drak vi vores løn op på personalekortet.

Men først fik den ene af mine to wing-women en meget fast kæreste, så hun sagde op på Vega og begyndte i stedet af bruge weekenderne i ske, og efter et par år gik det samme vej med den anden. Og så sad bette MM dér!
Men hvad gør en handlekraftig jyde, som ikke er færdig med at danse på bordene og gøre ting, hun bitterligt fortryder i slipstrømmen heraf? Denne her jyde startede LADY-LOGEN!

Jeg begyndte at indsamle emailadresser på de cool og søde damer, jeg mødte til fødselsdage, events og receptioner, og en råkold dag i februar 2007 inviterede jeg dem alle sammen til at komme ned på Madklubben i St. Kongensgade og spise middag med mig lørdag aften. De skulle selv betale, forstås. Der kom fem.
Måneden efter gentog jeg invitationen. Da var vi femten piger. I april kom der 25, og så gik det stærkt.

Efter et par måneder lukkede jeg ned for tilmeldinger, for det var omkring samme tid, at hele verden kom på facebook. De festlige billeder resulterede i talrige henvendelser fra festglade piger, som ville med i logen, men jeg var ikke ude på at starte et fest-imperium, jeg ville gerne have, netværket skulle være intimt og personligt, så alle kendte hinanden.
Vi var således 55 ladies i LADY-LOGEN, og den første lørdag i hver måned arrangerede jeg en middag et sted i byen. Her fik vi så en tre-retters menu, og imellem hver ret byttede vi pladser, så man kunne få talt med en masse forskellige damer. Vi var højst tredive deltagere ved hver middag, så tilmeldingen skete efter først-til-mølle-princippet.

Efter middagen havde jeg sørget for indgang og velkomstdrinks på en natklub eller ved en fest, og så dansede vi og drak shots, som fik vi penge for det. Filosofierne var “Kvinde er kvinde BEDST” og “Hellere drukne i stiletter end komme tørfodet hjem i gummistøvler”, og vi var altid dullet helt op under loftet i høje hæle, malede kindben, stylet hår og jeg skal komme efter dig.
Mænd og flirt var sjovt nok altid komplet ligegyldige på disse aftner, det handlede kun om at have det sjovt med damerne omkring sig.
Jeg tør sagtens sige, at jeg har haft op til flere af mit livs bedste aftner i LADY-LOGEN, som eksisterede i lidt over seks år.
Det sidste år gik vi ned til at mødes hver anden måned. Jeg selv var blevet gift og 30 år gammel og havde ikke samme festgen længere, og det samme kunne siges for mange af logens øvrige medlemmer, hvoraf også flere havde formeret sig. Der var sågar en overgang tale om en helt ville “baby-loge”, en udbryder-mødregruppe af loge-medlemmer, som mødtes, fordi de alle havde fået børn samtidig og havde stiftet bekendtskab i LADY-LOGEN.

Det er jo ikke fordi, man behøver blive momsregistreret bare fordi, at man er single og midt i tyverne – mindre kan også gøre det.
Jeg tør bare vædde på, at for hver aften, man sidder alene hjemme, fordi ens BFFs har fået unger og voksenliv, hvor man hellere ville have været i biffen, ude at spise, på klub eller til fest, så sidder der en masse andre ude på den anden side af deres computerskærme og har det på samme måde. Så mit tip er: Start det modsatte af en mødre-gruppe! En IKKE-mødre-gruppe!
En flok af flotte females, hvor aftalen er, at man mødes engang imellem på fast aftalte tidspunkter, og så hygger man igennem! Måske teater den første torsdag i hver måned. Eller i byen den sidste lørdag.
Tanken er bare den, at man ikke behøver være bedste veninder for at være en del af et fællesskab. Man behøver ikke skifte sine veninder ud, fordi man er forskellige steder i livet, men man  behøver heller ikke sidde og undvære, fordi de rykker hurtigere end én selv.
Da mine veninder havde fået set en masse til kæresten og lidt mere styr på det der med at være mor, drønede de også ud af buskene og kom med til en del af loge-arrangementerne. Og så mødte jeg gladelig op til børnefødselsdage, barnedåb og rolige tirsdag aftner med baby i favnen i joggingbukser til gengæld.

Min grundtanke er nok noget så forudsigeligt som at være der, hvor man er og gøre det, der passer til én. I stedet for bare at vente. Jeg hader at vente. 😉

 

Emmy-rotter, kinamad og løse gækker

IMG_7027.JPGJeg er lige kommet hjem fra det, jeg vil kalde en semi-autentisk oplevelse, som jeg må dele!
Jeg har længe været i humør til noget and i sur/sød-sovs, men jeg har ikke haft held med at finde noget decent takeout her i området. Til gengæld har jeg længe filmet lidt efter den kinesiske restaurant overfor Glyptoteket (eller ‘Glypperen’, som den hedder, når man bor i indre København). Jeg troede, den pågældende restaurant hed ‘Emirates’, men det viste sig at være rejseselskabet ved siden af. Og jeg har haft en tendens til at udtale det, som om der var tale om to rotter, der skulle til Emmy Awards. På engelsk. (Get it?)

Restauranten, som vi besøgte her til aften, trods min mands umiddelbare skepsis, hedder Great China og ligger lige rundt om hjørnet fra Rio Bravo. Der var stort set ikke andre folkeslag end kinesere derinde, og maden var efter mit barometer noget i retning af formidabel! Altså ikke ‘Restaurant København’-lækker, men ‘Vi-gider-alligevel-ikke-spise-rester-fra-i-går-og-Jon-gider-ikke-klæde-om-fra-joggingbukser’-nice!
Det er en kæmpe buffet af både færdige retter (I ved, indbagte rejer n’shit!) og så en buffet med masser af friske grøntsager og råt kød – pænt fordelt. Så tager man det, man gerne vil have, med op til kokken, som så steger det hele på stedet. Det var vildt lækker, og manden ved nabobordet underholdt med historier om, hvordan han og hans ven, som han åbenbart havde kendt siden 1972, hver onsdag “slipper gækken løs” med at drikke Absinth, høre klassisk musik i Tivoli og altså spise på kineseren.

Jeg kan i hvert fald anbefale stedet, hvis man er ude efter noget snasket på den lækre måde. Jeg blev stopmæt for 138 kr., mens krapylerne gloede på guldfisk i et stort akvarie på væggen.
Nu skal de snart visselulle (ungerne, that is. Jeg kender ikke til fiskenes sengetid), og så skal faren og jeg se ‘Out Of Sight’ med Jennifer Lopez og George Clooney bagefter. 90’er-filmene hitter endnu!

Hav en dejlig aften! Der sker vilde ting i mit lille liv for tiden, men jeg kan ikke dele nyhederne før senere …
(Og nej, jeg er ikke gravid igen). Og jeg har heller ikke lavet en taske/neglelaks/strømpebuks-kollektion.
I know, jeg er en tease! ?

Østerbro, lidt om is og lidt om alder

IMG_7016.JPGMin lillesøster bliver 29 år i dag!
Er det ikke lidt som om, ens egen alder bliver bestemt af ens lillesøsters?
Nuvel, jeg ved godt, jeg er gift, har to børn og fylder 33 lige om lidt, men jeg føler mig ikke sådan skide-voksen. Jeg spiser mere slik end en gennemsnitlig SFO forbruger til fastelavn, og jeg glæder mig mere til jul end nogen anden, jeg kender. Og nogensinde har kendt. Eller hørt om.
Men når jeg så ligger inde med en lillesøster, der er 29 år gammel, føles det pludselig som om, at jeg i sammenligning bliver ret voksen!
Og det gør mig sådan set ikke noget. Det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, var at fylde 30! ?

I går var ungerne og jeg en tur på Østerbro. Ikke et sted, jeg frekventerer ret ofte. Det skyldes sådan set ikke modvilje på nogen måde, jeg har blot ikke så mange ærinder i den del af byen. Men nu er Jon og de andre skuespillere begyndte at sparke bold derude, så jeg trissede mod øst for at se dem træne. Ooog så kom jeg da lige forbi OLUFS IS på vejen!
Til de (stakler), der ikke ved det, skal det fortælles, at OLUFS IS er verdens mest charmerende isbutik med hjemmelavede ispinde, som ligger på venstre hånd lige efter Trianglen på Olufsvej.
Jeg valgte mig en vanilleis med chokoladeovertræk, og det blev jeg ikke ked af. Den kostede 25 kroner, og jeg ville hellere end gerne betale 50 kroner for dén is, hvis I lover, at jeg aldrig nogensinde behøver betale 30 kroner for Hansen Is’ version af en Københavnerstang igen! Magen til bondefangeri skal man lede længe efter, hvis I spørger mig. Det er is-snobberi af værste skuffe. Næh, så foretrækker jeg altså OLUFS IS, når det skal være ekstra spændende. Til hverdag er jeg storforbruger af Rema 1000s danske klassikere! Deres isbåd sejler nemt fra alle konkurrenterne.

På vej hjem fra Østerbro hoppede jeg på en bus. Jeg sad ved siden af Bugaboo’en på et af bussens dertil indrettede klap-ned-sæder, og overfor mig sad en metusalem af en mand sammen med sin mindst lige så gamle hustru. (Eller nu ved jeg jo ikke, om de var gift. De kan da også være nye kærester eller måske blot bollevenner, men lad nu det ligge). Efter et par kilometers kørsel, hvor jeg havde siddet og smilet og dikkedikket først den ene, siden den anden arving, spurgte den gamle herre til ‘barnets alder’.
Jeg svarede stolt, at det altså var tvillinger. Jeg havde TO børn på hvert et halvt år i vognen, smilede jeg. Manden trak på sit eget smilebånd i en tvivlende mine, vendte sig mod sin kone, pegede på mig og vognen over sin skulder med tommelfingeren og hviskede “Der ligger altså kun ét barn dernede….” SÅ gammel er jeg da trods alt ikke blevet endnu! ?
Resten af turen skulede de to senior-pensionister lidt medlidende over imod mig og krapylerne, så jeg gjorde alt for at synliggøre de TO lifte, da jeg steg af ved Thorvaldsens Museum nogle minutter senere. ?

Det var alt for mig denne tirsdag aften i stearinlysets skær. Jeg ønsker jer alle en aften fuld af hurtige internetforbindelser, korte tv-reklamepauser og tung nattesøvn. ?

Søndags-anbefaling!

IMG_6979.JPG
Søndagens anbefaling: Cock’s & Cows!
Navnet må være synligt bevis på, at de ikke kan finde ud af grammatik om det så gjaldt dem livet, men de laver en burger, som mest af alt ligner en knæoperation! And I mean that as a compliment!!

Min mand har haft de mest dominerende tømmermænd i mands minde, og det til trods for, at jeg lod ham sove til klokken halv et, så vi har hentet takeout!
Jeg anbefaler altså at gøre det samme en dag – og sørg for at bestille twister-fritter til. Det er Amager-agtigt, men det er sgu nice! ?

God søndag! ??

Om helstegt okse og kræsne hjemløse

Facebook-20140824-094134I går var der feriestemning her i familien Lei Lange, så vi spiste både morgenmad og frokost ude i byen.
Morgenmaden blev indtaget på Next Door Café rundt om hjørnet, fra hvor vi bor. Anbefaling gives hermed! Det er en café på bare 25 kvm., og den ligner noget, man har fundet i Berlin og taget med hjem. Ejerne er et par i 40’ne (er mit bud), to flotte fyre, hvoraf den ene, Klaus, er skuespiller (Jon læste faktisk hos ham, da han kom ind på teaterskolen) og den anden, Skylar, som er en sød, blød mand, men er tatoveret på kroppen og i hele ansigtet, så han ligner en total bad ass. Men de skaber pissegod stemning og har et vildt højt serviceniveau. De vandt også ‘Byens Bedste’-prisen i forsommeren.

Anyway! I går eftermiddags gik vi ned på Gråbrødre Torv, hvor Peder Oxe var i fuld gang med at helstege en okse, en tradition, de åbenbart holder i hævd hver sommer. For 95 kr. fik man en tallerken med salat af hvedekerner, cherrytomater og bønner, tre små stykker kød og et stykke brød. Nu har jeg aldrig været direkte fan af hvedekerner, men de gled da ned, kødet smagte fortrinligt, solen skinnede, og krapylerne visselullede sødeligt i barnevognen.
Da vi havde spist op, og Jon var gået op for at hente dessert (naturligvis), kom en lidt forhutlet udseende, ung mand, som bar sine ting i en affaldssæk, over til mig og spurgte, om han måtte spise de fedtkanter, der lå tilbage på Jons tallerken.
Jeg sagde selvfølgelig ja og skyndte mig samtidig op til disken for at købe en tallerken mad til manden. Han fik den og satte sig et par borde væk og spiste sin frokost.
Og uheldigvis kunne den sultne mand ikke lide hvedekerner … Han sad simpelthen med sin spidse kniv og pillede hvedekernerne ud af de halve cherrytomater, før han spiste dem. Jeg blev helt træt af, at jeg ikke bare havde inviteret ham på Jensen’s Bøfhus lige ved siden af. Der kunne han endda have fået to frokostbøffer for de penge! Og fri softice-bar!
Jeg blev lidt mødt af mine egne fordomme der, for jeg troede nok, at når man var sulten nok til at bede om fedtkanter fra folks tallerkner, ville man også spise noget så kedeligt som hvedekerner, hvis man fik dem serveret. Men jeg kan ikke sige, jeg slet ikke forstår ham! Det er sgu heller ikke skide-spændende spise.
Nu er der jo selvfølgelig, som en læser har kommenteret, også en chance for, at den arme mand var allergisk overfor hvedekerner. Pænt ærgerligt alligevel.

Lige nu sover hele huset. Ungerne har taget hul på dagens første lur, og min husbond indhenter det forsømte efter at have festet den ganske nat. Jeg håber, alle får en dejlig søndag! Solen skinner her, og jeg spiser nutella-madder! SÅ bliver det sgu’tte meget bedre!

PS: Jeg har siden mine indlæg om alle mine syndige ture til Magasins og Tivolis Simply Chocolate-afdeling mødt en del bloglæsere, som har bekendt, at de var faldet i gryden sammen med mig og har shoppet sticks efter min anbefaling. Jeg er fan af det, mand! Mere chokolade til folket, mand! Død over hvedekerner!