METTE MARIE LEI LANGE – Side 4

Så sig dog noget! <3

I sidste uge skrev jeg et indlæg om parforhold og jalousi, og her beskrev jeg også, at jeg er sådan én, der flirter med alle. Det er nok lidt mere provokerende skrevet, end det er meningen, for det afhænger jo af, hvad man mener, at ordet “flirt” dækker over. Hører man til dem, der mener, at det betyder, at man forsøger at komme i bukserne på en anden, så trækker jeg lige hurtigt det ord tilbage igen, for sådan er det ikke ment.

Jeg elsker at snakke. Om livet, om følelser, om overvejelser, om tanker, drømme, andre menneskers og mine egne (duh, jeg er blogger). Det er som om, at de mest interessante samtaler, man kan have, er enten med folk, man kender ekstremt godt, eller med folk, man slet ikke kender. I begge tilfælde slår man ørene lidt ekstra ud.
Samtaler handler om intentioner. Det, at vi indlader os i en samtale med et andet menneske viser, at vi interesserer os, og at den andens tilstedeværelse, mening og stemme har betydning. Noget af det bedste, vi kan gøre for hinanden, er at vise hinanden interesse. Den Nationale Sundhedsprofil (har jeg lige googlet mig til) viser, at én ud af 16 danskere føler sig uønsket ensomme, og det er så ærgerligt, når vi nu er så mange mennesker i verden! Faktisk for mange, men det er et problem til en anden dag …

Jeg siger ikke, at ensomhed kan kureres ved, at vi begynder at tale med fremmede, men jeg siger sgu heller ikke det modsatte. Jeg har aldrig følt mig ensom, men jeg har tit følt mig alene. Jeg er også tit blevet misforstået af intetanede fremmede, som jeg har chattet op ved busstoppestedet (særligt de første år, jeg boede i København og stadig havde meget få venner), men jeg lever efter devisen “hellere være hende, der sagde hej end være hende, der ikke svarede”.

Sidste mandag kom Jon og jeg kørende på hver sit løbehjul ved Halmtorvet. Som beskrevet ovenfor så vi en mand, der så noget hjemløs ud. Han havde det, jeg gætter på var de fleste af sine ejendele, i et par poser ved siden af den bænk, han sad på, et sløret blik i øjnene, og der sad han bare og råbte. Han spyede galde ud over alle og ingen og beskyldte dem for at være nogle dumme svin og det, der var værre. Jeg sagde “Hav en god dag!”, da vi passerede ham, og så ændredes hans humør. Måske bare for dét minut, men der var altså mange, der passerede ham den morgen i myldretiden, og hvis alle nu havde hilst på ham, kunne det måske godt have gjort en forskel?
Det kan være en kende overvældende sådan at tale til en fremmed, især en så vred én af slagsen, og jeg vil også indrømme, at jeg følte mig beskyttet af det faktum, at vi var på vej videre. Men jeg har efterhånden dæleme talt med mange mennesker, jeg ikke kendte, og selvom mine intentioner engang imellem er blevet misforstået eller er gået uværdsat hen, har jeg altså endnu til gode at få røven på komedie eller opleve noget decideret ubehageligt.
Jeg kan huske engang, min veninde og jeg gad på en burgerbar ved siden af to rockerligende mænd. Den ene virkede ophidset, mens han indtog sin cheeseburger og talte med sin kammerat. Han bandede og svinede en række mennesker til, og jeg kunne ikke dy mig. Jeg smilede mit kækkeste smil til ham, mens jeg albuede ham i siden og sagde “Hey, hvis du ikke snart lærer at tale ordentligt, så får du altså aldrig en kæreste!”. Han sank den bid, han tyggede på, gloede på mig i et par lange sekunder, og så skreg han af grin og dunkede mig i ryggen. Min veninde var nær død og skræk, men hun kom over det, og jeg har husket den oplevelse siden med et minde om, at de fleste mennesker altså har selvironi, og hvis man kan grine af sig selv, kan man komme alle steder.

Hele den her snak om at tale sammen er jo ikke ny for mig at advokere – og mange af jer, der læser med, er også skidegode til det, ved jeg, for I er så søde at komme og snakke, når vi mødes ude i verden, og jeg fucking (undskyld!) ELSKER det! Jeg kommer lige til at tænke på det her indlæg fra 2015, hvor jeg krammede en fremmed og gav jer skylden. 😉
Men grunden til, at jeg deler de her tanker lige netop i dag, skyldes Läkerol og deres catch frase “Makes people talk”. Det læser jeg som den selvsamme opfordring, som jeg atter engang gerne vil komme med: Lad os tale sammen, mand! Alle sammen. Der er så meget hente i lige at se hinanden i øjnene og give en anden et par ord med videre ud i verden. Man behøver ikke love noget eller gøre noget, bare lige se hinanden og sige dav.
Bussen eller toget er et godt sted at starte, hvis man er nybegynder. Begge parter ved, at samtalen er tidsbegrænset, hvilket kan gøre det mindre skræmmende, og hvis man ikke ved, hvor man skal starte, kan man sgu da starte med at byde naboen en Läkerol. 😉
Jeg vil anbefale den med saltkaramel, som jeg har spist i sofaen om aftenen de seneste uger. Jeg er ikke typen, der kan have en pakke liggende i tasken flere dage i træk. Jeg har det med Läkerol som med chips, vingummi og bearnaise. Når posen er åbnet, skal den sgu tømmes.

Flinke Fremmede #14

Flinke Fremmede er den softice, man spiser på en regnvejrsdag! Den dåse makrel, man finder i skabet den dag, man troede, man ikke havde noget til frokost. Vi har alle sammen brug for flinke fremmede, og vi skal huske at være dem overfor andre! Derfor håber jeg, at I vil vedblive med at bidrage med de flinke fremmede, I har mødt, til denne mailadresse: flinkefremmede@mettemarieleilange.dk. Tak! 🙂

  1. Ikke alle superhelte bærer kappe
    Da vores datter var omkring 5-6 måneder, opdager jeg med et sygt barn hjemme, at vores modermælkserstatning er meget tæt på at slippe op. Da jeg selv havde det svært psykisk, havde jeg ikke overskud til at skulle ud efter modermælkserstatning kl 19 om aftenen. Jeg forsøgte derfor med rema1000s udbringer-app, og heldigvis var der en sød, ældre kvinde, som slog til, og da hun kom, sagde: “ja, jeg kunne jo godt se, hvad det drejede sig om” på den mest kærlige og betænksomme måde, og selvom hun tjente et par kroner på det, blev jeg alligevel rørt over, at hun ville bruge tid på at hjælpe mig.
  2. God cykelkarma!
    Jeg havde bestilt en cykel i fødselsdagsgave til min søn over nettet og havde undervurderet, hvor stor sådan en kasse egentlig er. Mens jeg stod foran pakkeshoppen og baksede med at få den op og støtte på min cykel, så jeg kunne trække hjem med den, kom en ældre dame gående med en barnevogn. Hun stoppede med det samme og tilbød at holde cyklen, så jeg kunne bruge to hænder til kassen. Hjem kom jeg, men så var der problemet med at få kassen ned af cyklen igen. Og netop dér kom der så en fyr løbende fra den lokale cykelsmed for at hjælpe mig med at få den ned. Det var så sødt af ham, selv om det kun gjorde mig endnu mere flov over ikke at have købt cyklen lokalt (men de havde altså ikke den rigtige størrelse…).
  3. Man kan aldrig have for mange rabatkuponer!
    Vi var forleden på et museum, hvor vi ligesom så mange andre stod i kø ved indgangen. Så kommer en ældre kvinde og rækker os og flere andre et lille udklip med 20% rabat for to voksne fra avisen. Hun skulle ikke selv bruge så mange, men da de havde været i avisen flere uger alligevel, havde hun taget flere med for bare at kunne give dem til andre. Sikke en sød tanke. Vi nød i hvert fald en “gratis” is til familien på museet efterfølgende for de penge vi havde sparet.
  4. Der findes også engle på Copenhell
    Jeg havde lige fået ferie fra arbejdet 1 time før, at jeg ankommer til Copenhell – og havde glædet mig i flere dage. Det første, der sker er, at jeg glemmer min taske i toget. Fuck, lort. Jeg var bare klar til at være sur og skride hjem. Jeg kommer dog ovenpå igen, da en mega-sød fyr har fundet den og indleveret den (og jeg kan heldigvis allerede hente den imorgen). Nå, men Copenhell er for fedt, der er god rock musik og alt er godt. Så starter regnen og jeg løber mod det store telt, hvor jeg falder pladask ned i en kæmpe pøl af vand og mudder (ja… jeg var lidt fuld). Mega ydmygende, men så kommer den sødeste pige og får mig op – ind i en bar og får tørret mig med vådservietter og forsyninger i form af fransk hotdog og en øl. Det reddede lige det hele!
  5. Man skal passe på de nye! <3
    Jeg var lige startet på min nye arbejdsplads, da vi skal til sommerfest. Jeg kender måske 10 mennesker ud af en forsamling på 600, så jeg var lidt presset, da jeg desværre har været igennem en længere sygdomsperiode, som har gjort mig en smule usikker i større folkemængder. Jeg sørger selvfølgelig for at få drukket nok til, at tankerne ikke løber afsted med mig. Alligevel finder jeg mig i en situation hen af aftenen, hvor jeg ikke kan finde nogen jeg kender. Jeg går desperat udenfor, men selv der er der propfuldt med mennesker. Jeg vælger at trække mig lidt “tilbage” for bedre at kunne få et overblik, og måske få øje på nogle velkendte ansigter, desværre uden held. Men til min overraskelse kommer der sekundet efter to vældig søde fyre hen og siger: “Du ser ny ud, er du alene?” Jeg måtte simpelthen bare udbryde, at de bare var skidesøde og havde lagt mærke til mig og min “ensomhed”, og de fik selvfølgelig min historie med, at jeg var 2 uger gammel i det firma. Jeg har stadig mega meget optur over det, og jeg endte med at stå og tale med dem i en time og hygge mig resten af aftenen.

Tirsdag, Medina, afholds-MM samt sovs og kartofler

Jeg nåede denne morgen ikke lyneren til Hovedstaden og befinder mig som konsekvens heraf i et S-tog med selvsamme destination. Det tager dobbelt så langt tid, men det her tog virker nyrengjort, og stemningen er god, så lad nu det være, hvad det være vil.

Jeg skal starte dagen til et presseevent for Wellexir, som er Medinas brand. Jeg har ikke stødt på det før, men jeg kan læse mig til, at det er brusetabletter med forskellige nærende egenskaber. Herefter skal jeg til et møde på et PR-bureau, og slutteligt skal jeg mødes med en af mine bedste veninder til frokost. Hun har booket bord til os på Restaurant Schønnemann, som skulle være gamle, danske egnsretter, så den faste læser vil nok vide, at forventningens glæde er til at få øje på hos yours truly!

Som jeg sagde på stories i går, har jeg ikke drukket cola de seneste dage, men er i stedet gået over til det danskvand, vi nu har i vandhanen (reklame). Jeg har aldrig drukket danskvand før. Jeg har faktisk ikke kunnet lide det, og når jeg alligevel ved en fejl er kommet til at tage en slurk, har jeg kun med mishag sunket det. Jeg ved ikke, hvad der er forandret, andet end mit ønske om ikke længere at drikke sodavand hver dag – for det gør jeg, og det har jeg gjort, siden jeg fik fast arbejde og råd til det. Hver. Dag. I mange år rigtig cola og på det seneste har jeg haft perioder med light og zero. Det er ikke en vægtting, jeg har bare dååårlig samvittighed overfor min krop over al den sodavand. Det er jo ikke økologisk appelsinvand, jeg skyller ned… Det er ikke engang sukkeret, jeg skammes over, det er alle de ting, sodavander ellers gemmer på – cola i særdeleshed.

Jeg prøver aaaabsolut ikke at give nogen dårlig samvittighed her. Et moderat forbrug af alting kaldes balance, og det er helt fint. Men jeg har drukket flere colaer end gennemsnittet. Vi er måske ikke helt oppe på samme antal som dem, der typisk medvirker i Luksusfælden, men alligevel. 😉

Så nu prøver jeg med danskvand, for lige pludselig smager det mig! Sgu. Og det skal udnyttes! Hvis jeg falder i cola-gryden igen (og det gør jeg nok), så er der jo i hvert fald ingen, der kan tage afholdsperioden fra mig!

De sidste 14 dage, forskellige familier og om at være den, der ér den

De to uger, jeg tager hul på i dag, er som begreb ret kendte i vores lille familie. I hvert fald i mit ægteskab. Jon har flere gange joket mere eller mindre seriøst om at lyve for mig om længden af sine optagelser eller spilleperioder netop på grund af de her 14 dage.
Jeg har jo, siden vi blev forældre, været vant til, at Jon enten var hjemme hele tiden – eller slet ikke. Vi kører ikke med noget både/og her, her er det sgu enten/eller. Og jeg elsker det, fordi det er mit liv. Hvis man gør sig til offer for ting, der ikke kan forandres, bliver livet langmodigt, så det har jeg igennem de sidste små seks år indlært mig en vane med at holde mig fra – det meste af tiden. Det betyder ikke, at dagene (og nætterne) med småbørn ikke kan blive lange, og at man ikke kan længes efter noget andet engang imellem. Men den del af vores liv, hvor Jon er meget væk, og jeg og børnene er alene hjemme, må ikke være “en periode, der skal overstås”. Det er vores liv. Vores hverdag på godt og ondt – mest godt. Og fordi den er strikket sammen, som den er, får jeg altså nogle oplevelser og et fællesskab med ungerne, som jeg ikke ville have haft, hvis tingene havde set anderledes ud.

Men de sidste 14 dage af en periode, hvor Jon er væk, plejer jeg at gå op i syningen og glemme alt om de bevingede ord, jeg har nedfældet ovenfor. Alle de løfter, jeg giver mig selv og vores familie, forsvinder som en Breezer til et halbal, og jeg bliver bare træt og uduelig. Helikopteren letter uden mig, og min evne til perspektiv er borte. Jeg kan kun mærke, at NU må det godt blive “næste mandag”, så jeg ikke skal lave mad, vaske op og stå med alle ungernes mere eller mindre små og store konflikter alene hver dag.
Derfor har Jon tit spøget med at ville lyve alle sine perioder to uger længere, end de reelt set er. For der er aldrig koks i klokken på det punkt – det er altid 14 dage, det drejer sig om. Hverken mere eller mindre.

Især var den slem, da Krapylerne var i 2-års-alderen. Da havde vi en periode fra starten af august til starten af december, hvor Jon ikke var meget hjemme. Han lagde ud med at være helt væk på kursus i 10 dage, og derefter startede han optagelserne til TV-serien ‘Mercur’, som blev skudt på alle tider af døgnet på Fyn, så han tilbragte de fleste nætter og dage dér. Den trak tænder ud, både fordi der var meget at se til på krapyl-fronten, og den iver efter at være tæt på børnebørnene, som ramte bedsteforældrene i starten, var knap så fremtrædende længere, så dagene og aftnerne blev sgu lange, og jeg havde ikke megen aflastning. Jeg synes godt, det kan være umanerligt kedeligt at hænge ud med folk på 2 år. Eller 3, for den sags skyld.

I denne omgang har Jon arbejdet på Fyn siden januar. Vores længste periode so far. Han har spillet tre teaterstykker og haft en mindre rolle i filmen ‘Jagtsæson’, som udkommer i oktober. Han havde fri i juli måned, men bortset fra den, har han ikke spist aftensmad i Langehjemmet andre dage end søndag siden nytår. Men jeg synes sgu, at vi har sgu hygget os. Alle fire. Jon har den fantastiske egenskab, at når han så ér hjemme, er han 100% til stede. Så meget, at det også fylder på hylderne, når han er væk igen. Han får sat nye hjul på bilen, han leger Pokémon og spiller brætspil til morgenmaden, han tager i svømmehallen og sætter billeder op på væggen, det er sgu ret fantastisk.

Ungerne savner ham nogle gange mere, end hvad fedt er, men alle familier er jo forskellige. Nogles forældre er skilt, og så ser de måske kun den ene forælder sjældent eller bor hos hver forælder hver anden uge. Nogles forældre har jobs eller chefer, de hader, og som gør dem i dårligt humør i fritiden. Nogle har forældre, der begge to arbejder meget, så der er masser af barnepiger, au pair eller weekender hos bedsteforældre involveret, og jeg tror, at der er fordele og ulemper ved det hele – ligesom der er det her i Langehjemmet.
Hos os er det sådan, at faren har et job, han elsker, og det betyder også, at han i perioder ikke er så meget hjemme. Men når han ikke er, så er moren. 99% af tiden. Jeg har måtte sige nej til nogle ret sjove ting i mit eget arbejdsliv på den bekostning, både fordi, jeg prioriterer at være hjemme, når Jon ikke er, men også fordi, at vores ungers bedsteforældre alle sammen har sjove liv med planer og venner, så de har ikke tid til at tage over særligt tit. Så jeg er her, og det ved ungerne.
Men det er efterhånden heller ikke svært for mig at få øje på den gevinst, det er, at jeg ér den. Det er svært sådan helt at sætte ord på, men jeg kan godt lide det. Og nu, hvor Hugo og Berta er fem år gamle, og tingene meget mindre kedelige og meget mere sjove. I stedet for at se alle de ting, det kunne være fedt, at Jon gjorde, når han er væk, ser jeg nu de ting, jeg er lykkelig for, at jeg ikke går glip af. Det er ikke de store ting, for dem er vi stadig fælles om, men de helt små, som jeg lægger mærke til, fordi jeg af erfaring ved, hvor de er. Det er røvsygt at lave pasta med bolognese til det samme, utaknemmelige publikum hver aften for derefter at bruge lige så meget tid på at vaske op, men alle de andre timer er sgu ret fede.

Så de sidste to uger har i den her omgang ikke været langmodige, som de ellers har haft for vane. Både fordi, at jeg nyder selskabet med mine arvtagere mere og mere, jo ældre, de bliver, og så kan jeg bare virkelig kan godt lide vores liv. Jeg holder af den måde, vi har sat det sammen på, og jeg kan se, at vi alle sammen trives. Og midt i det hele står jeg og holder enderne sammen, og den betroede position er jeg egentlig stolt af.

Jep, det er forskelligt i alle familier. Og alle folk og familier er forskellige. Når man taler om “hverdagen” i dag, mener man noget andet, end man gjorde for 40-50 år siden, hvor alle havde det meste til fælles, og den gængse familiesammensætning så ret ens ud på begge sider af villavejen. Men hvis man kan lide den bolognese, man selv har bikset sammen, så er det helt perfekt. Også selvom den engang imellem bliver lidt kedelig. 🙂

Klubben vokser … <3


I MORGEN er det officielt international stamcelledonordag! YAS, mand! Jeg tror faktisk, at det er den første af sin slags i Danmark og jeg ved, at det er første gang, at den bliver fejret!
Sidste år vidste jeg ikke engang, at man kunne blive stamcelledonor på den nemme måde, man kan, og jeg var ikke engang selv bloddonor. Men sidste februar, hvor det gik op for mig, og jeg var så heldig at få en masse med på vognen, har jeg holdt kontaktet med Flemming (direktøren for Bloddonor Danmark) og hans damer og gjort mit bedste for at få endnu flere med i klubben, som giver stikmærker i stedet for rygmærker.

I mandags havde Jon og jeg inviteret 15 influenter og skuespillere til en frokost på Madklubben Frederiksberg, som havde været så gavmilde at sponsorere kyllingesalat og rejemadder til alle vores gæster.

Her holdt jeg et lille oplæg, og så hørte vi fra Dorthe, som er mor til en datter på 10 år, som kun er i live i dag netop fordi, hun har modtaget stamceller fra et andet menneske. Det var meget rørende, og hele selskabet blev påvirket.


Derefter hørte vi fra to læger på Rigshospitalet, som fortalte om praktikken i donationen, altså hvordan det hele foregår. Man skal være bloddonor for at blive stamcelledonor, og så sender de bare en lille portion af ens blod ind i stamcelleregistret, og der ligger det så, hvis man en dag skulle vise sig at være et match. Det sker med 99,9% sandsynlighed aldrig. Men hvis det gør, bliver man kontaktet, får noget medicin, man skal tage i fem dage, og så kan man tappe stamcellerne fra blodet, som det sker for Emil i de videoer, jeg har delt på Instagram i denne uge.
Stort set alle, der deltog i eventet, har delt den lille video i deres stories, og så er vi så heldige, at en del forskellige aviser og nyheds-outlets atter engang har grebet historien. Blandt andet bragte TV2 i dag denne artikel, Berlingske har lavet denne her, JyllandsPosten har lavet denne her, og i aften kl. 19 kommer der et indslag i Nyhederne, som blandt andet indeholder et interview med mig.
Jeg er så lykkelig over, at jeg kan være med til at gøre den her forskel, det er, at en masse nye melder sig ind i stamcelleregistret! Det er så godt, det gør verden til et bedre sted for mig, og det føles som om, vi er en her masse mennesker, der har hinandens ryg. Det gør mig sgu tryg! Så TAK!

Og hvis man ikke er bloddonor og stamcelledonor endnu, kan man nemt råde bod på det her! <3