METTE MARIE LEI LANGE

Kom til sommermarked på min søsters gård!

SE lige den slagbænk… Suk!

Jeg har GLÆDET mig til at dele den her nyhed, og nu er dagen endelig oprundet!
Min søster har jo været så elskværdig at flytte til Haslev med sin mand og søn, så de nu bor i nærheden af os i Køge. (Når man bor udenfor København, er 20 minutter i bil stadig “i nærheden”). Her bebor de sammen en nedlagt gård med en have, der giver én lyst til kun at gå i hvide kjoler, danse på tåspidser samt ligge i græsset og se op i skyerne. Der er idyllisk.De lejer en del af deres mange bygninger ud til opbevaring, men nu har de rømmet den ene ende af laden for at gøre plads til Genskær! Genskær er min søsters svigermor, Annelises genbrugsbutik. Eller, det synes jeg faktisk er synd at kalde det. Det er alt andet end et loppemarked! Annelise har simpelthen sådan et godt øje for at finde gamle møbler og brugsgenstande. Meget er fundet i Sverige, ved jeg.

Annelise havde, inden hun og hendes mand også flyttede til Haslev, en butik i Snekkersten, og den har ligget lidt i dvale, siden de rykkede ud for at være tættere på Fie, Hjalte og deres barnebarn, min nevø, Karl.
Men ikke længere! Fra i morgen, lørdag d. 6. juni, er butikken åben hver weekend resten af sommeren fra kl. 10 – 16! Der er, som det ses på billederne her, massevis af møbler, ting og kuriosa, og i denne weekend sælger min søster også ud af sit tøj, ligesom at man kan købe æg fra Fie og Hjaltes høns, og så kan man også købe en forfriskning.Hvis vejret bliver strålende, kan man sidde udenfor på græsset og nyde livet, men hvis det regner, behøver man ikke frygte at få en fugtig frisure, for der ligger et godt tag på laden, der i anledningen er pyntet fint op med lyskæder.Der er SÅ hyggeligt, og jeg håber, at en hel masse af jer, der læser med, har lyst til at komme forbi og tilbringe et par timer. Eller mere eller mindre. Krapylerne og jeg kommer selv derud om eftermiddagen, når Berta og jeg hjemvender fra Als, og når min have tillader det, kommer jeg også til at sælge tomater, agurker, måske kartofler, salat, bønner, og hvad vi nu ellers kan byde på, derude også.

Landlig idyl, hva’be’har!
Det hele finder sted på Skovholmslund, Skovholmslundvej 2 i Haslev.

Et spørgsmål ledsaget af et spinkelt håb

Som den trofaste følger vil vide, har vi længe drømt om en hund. Og med “vi”, mener jeg Krapylerne og jeg. Jon er heldigvis totalt indstillet på, at det er det, der skal ske, men det ville være synd at sige, at det er hans drøm at blive hundeejer. Vi var lidt bange for, om Jon måske havde allergi, da han fik snue og kløende øjne i LA, da vi besøgte Vanderpump Dogs (hvor jeg var stamkunde de sidste par uger af vores ophold), men han er blevet tjekket og er heldigvis blevet clearet. Desuden siges det nu, at de, der har hundeallergi, faktisk kun er allergisk overfor hanhunde. Go figure! Og ingen af os er til bomuldshunde, doodles eller andre af de racer, der ikke fælder, så vi priser os lykkelige for, at han altså ikke har allergi. <3

Så nu er vi sådan set ready to go! Ungerne spørger dagligt, hvornår vi får den hund, som jeg de senere år har sagt, vi først skal have, når de starter i skole.  Vi har jo rejst meget, siden de blev født, og vi har hele tiden vidst, at det ville løje af, når de startede i skole, så derfor har vi udskudt Projekt Hund til nu, og jeg er sådan set kæmpe-klar til at affyre raketten!

Men der er sgu sket en del, siden vi i min familie i 1992 købte en af naboens gravhundehvalpe for en krøllet plovmand. Da hun, Emma, så godt to år senere opdagede et hul i hækken og introducerede sig for en anden nabos charmerende ruhårede gravhund, Baloo, og selv blev med rogn, kom vi af med hvalpene, fordi min far til et møde på rådhuset i Sønderborg fortalte, at han havde hvalpe til salg, som lignede Dronning Margrethes. Også disse købere gav 500 kr.

Det koster det ikke mere, og det synes umuligt at købe hunde, der ikke har stamtavler, årbøger, udmærkelser og familietræer med i bagagen. Jeg forventer sgu næsten, at hunden bliver udleveret med et lille diadem! Jeg vil egentlig bare helst have en hund fra en familie, hvis hund har fået hvalpe. Den behøver ikke være raceren, og den må gerne være et gadekryds.

De hunderacer, vi har på lystavlen, er de lidt mindre racer. En gravhund, eventuelt ruhåret (ikke langhåret), en dansk/svensk gårdhund, en jack russel-terrier eller måskeee en cavalier king charles, omend jeg hører om flere og flere, som har dårlige hofter og hjerte, formentlig fordi, de er blevet avlet alt for rene i racen.
Jeg ved godt, der findes en masse fine kenneller derude, og det er absolut heller ikke fordi, jeg har noget imod kenneller eller hunde med stamtræ. Det er bare slet ikke en prioritet.

Det vigtigste er, at det er en hunhund. Med livmoder. Min barndomshund, Emma, fik hvalpe to gange, og det er noget af det, jeg husker allerbedst fra min barndom. Det var en fantastisk oplevelse, som jeg dels gerne vil have igen og dels gerne vil dele med Krapylerne.

Sååå … Er der nogen, der kender nogen, der har hvalpe? Eller snart skal have hvalpe? Som ikke allerede er afsat? Det lader til, at der er gået inflation i at få hund henover corona – alle hundehvalpe er komplet udsolgt. Så nu gør jeg altså lige det nemme og spørger jer: Kender I nogen, der har en hvalp, der mangler et kærligt hjem? Vi lover den kys på munden (jep, lige præcis så klam er jeg!), bløde senge at sove i, adgang til sofaen og rigelig motion i skoven. Og hunde-naboer i de andre huse. 🙂

Send mig meget gerne en mail eller en PB på Instagram, hvis I kender nogen eller noget. <3

Billederne i indlægget her er fra mit første besøg hos Vanderpump Dogs, hvor jeg mødte skønheden på billedet. Hun var en af et kuld på 8, som var blevet fundet i en vejkant og så nu havde det pragtfuldt i luksuriøse omgivelser hos hende Vanderpump. Alle otte hvalpe i kuldet havde forskellige farver og farvesammensætninger. Det var enormt charmerende. Og hende her stjal mit hjerte, som man nok kan se på billederne. Hun var en chihuahua-mix. Desværre var hun både steriliseret og lovet bort til en anden. Fuck, hun var cute!

Vi har sgu været ude at se på sommerhuse!


I Langehjemmet klukker vi tit lidt af, at det tog Jon og mig en måned, fra vi fik idéen til at kigge på huse i Køge, til vi købte et. Uden noget særligt kendskab til byen, brugte vi alle vores sparepenge på et hus. Men at male en eneste væg i køkkenet, var noget, vi skulle tage tilløb til i to år, før vi rykkede på det.
Inden det fik jeg tanken om at købe en kolonihave på en familieferie i Malaga, og ti dage senere stod vi med skødet i hånden til et kolonihavehus i Skovlunde.

I weekenden, da Jon og jeg var på kærestetur i Lynæs, brugte vi en god rum tid på at tale om muligheden for at investere i et sommerhus. Vi har en opsparing med nogle penge, der bare står og keeeder sig på kontoen, og jeg så for mig, hvordan vi kunne bruge dem på et sommerhus, vi kunne leje ud henover det meste af sommeren og så selvfølgelig også selv nyde nu og da. Jon synes, det var en glimrende idé, og vi fik googlet en masse, når vi ikke lige sejlede i havkajak og diverse.
I går var vi så ude at se på to sommerhuse i Nordsjælland. Det ene viste sig ikke helt at passe på vores ønsker, da det lå for tæt på en vej (det “privilegium” nyder vi herhjemme i Køge, så det vil jeg virkelig gerne undgå på en eventuel anden adresse) og ikke havde en terrasse med aftensol (når vi kan grille ringridere i aftensolen i Køge, vil vi også have den luksus i vores sommerhus! Ellers er det sgu for fristende at blive hjemme!). Det andet hus var ret perfekt i forhold til det, vi var ude efter. Et velholdt, lille, men rummeligt hus, hvor der skulle skiftes et køkken og et badeværelse og bruges en ordentlig røvfuld maling, men med gode gulve, en flot, stor terrasse og en masse skæve detaljer.

Da vi havde set de to huse, kørte vi ned til havnen og delte en portion fiskefrikadeller og fiskefilletter, mens vi så på mennesker og snakkede tingene igennem. Og så blev vi enige om at sætte en nål i projektet – for nu. Jon kommer til at få travlt med arbejde indenfor en måneds tid, hvor han både skal filme et projekt (som vi stadig ikke ved, om vi må sige noget om), som kommer til at strække sig helt ind i vinteren, og så starter han også på Folketeatret i efteråret oveni. Så hvis vi købte et sommerhus nu, ville vi hverken have tid til at lave om i det eller bruge det. Og efter næsten et år, hvor vi har nydt godt af ham som hjemmegående husfar nægter jeg at sætte os i en situation, hvor han ville kunne få dårlig samvittighed af at passe det arbejde, han elsker.

Derfor har vi i stedet besluttet at bruge det næste lille års tid på at spare flere penge sammen! Vores økonomi er ret godt skruet sammen, fordi vi jo aldrig rigtigt kender især Jons arbejdsskema, og med corona oveni har vi skruet ned på de fleste af de tangenter, hvor det kan lade sig gøre. Det gear kører vi videre i, og nu hvor Jon så arbejder dobbelt henover det næste halve år, kan vi forhåbentlig lægge en god sjat til side. Og på den måde kan vi måske få råd til lidt mere sommerhus og meget gerne liiiidt tættere på stranden, hvis vi begynder søgningen igen til foråret næste år.

Måske ombestemmer vi os og ender med at bruge pengene på noget helt andet. Men det er svinehyggeligt at have et projekt, og det gør det også en del nemmere ikke at klatte gysserne væk på andre ting, når man har sat sig noget specifikt for øje.
Så – knap så impulsive i denne omgang! Måske er vi ved at blive gamle og kedelige! 😉

De snakke, man har, når man har to dage uden børn

Første gang, Jon og jeg sov væk fra ungerne begge to på én gang, var de to-et-halvt år gamle. HVIS vi var sådan nogle, der skulle have en treer, kan jeg allerede nu afsløre, at der overhovedet ikke ville gå så langt tid denne gang. (Hvis vi da kunne få overtalt nogen fra familien til at passe TRE børn med overnatning, hvilket jeg tvivler på, men det er jo også bare et tænkt eksempel).

Første gang, Jon og jeg var væk hjemmefra sammen mere end én nat, var sidste sommer, hvor vi tog tre dage til Sydfrankrig, mens vi slog dataroaming fra på mobilerne og bare gik amok i hygge, dampede muslinger og hinanden. Det var den tur, hvor vi fandt på at tage to måneder til Los Angeles henover vinteren, hvilket jo blev eksekveret så fint lige inden, Corona overtog fjernbetjeningen, om man så må sige. Og i denne weekend var vi så afsted igen. To nætter i kun hinandens selskab. Fandme fornemt!

I bilen på vej hjem fra Lynæs, sagde jeg til Jon, at jeg virkelig vil anbefale alle nybagte forældre (som har familie, der er indstillede på projektet) at tage på kærestetur i ny og næ. Også tidligere, end vi har gjort det. Kæft, hvor det kan noget! Jon sagde også, at han elsker, hvordan vi aldrig lige skal bruge en halv dag på lige at finde hinanden, men lige så snart, vi er tjekket ind, begynder samtalerne, drømmene og planerne at udfolde sig. To dage senere har vi snavet mere, grinet mere, snakket mere og sovet mere, end vi normalt når derhjemme, hvor der også skal skrælles kartofler og forholdes sig til 6-åriges konflikter og udfordringer. Og så er det åbenbart også indenfor vores normalområde at have lagt nye planer. Eller i hvert fald drømt nye drømme.

Denne gang har vi talt om og vendt alt fra at købe et sommerhus til at udvide familien, og jeg ved, at det højst er 50% af de forestillinger, der ender med at blive til noget, men ih, hvor er det fedt at have snakkene! At stoppe lidt op midt i det hele, gøre små-status, vende alle små ansatser til følelser, sige det hele til hinanden, spørge hinanden ud om alting og have tid til, at tankerne skaber nye tanker og nye følelser og have plads til det hele. Det er noget af det, jeg elsker allermest ved at være gift med Langemanden.

Snakkene handler ikke altid om, hvad der omsættes til virkelighed. Det føles bare som en knaldgod idé at løfte nogle sten (både i sit eget og i sin kærestes sind) og finde ud af, hvad der gemmer sig bagved. Og hvad det kan.

Men altså, nu har jeg jo også altid været lidt af et emotionelt sludrechartol, og det samme har ham, jeg har giftet mig med. Man kan vel strække sig til at kalde det for en fælles hobby sådan at gå på mental opdagelse, og det kan sgu være svært altid lige at nå til bunds i, når man tuller rundt derhjemme.

Noget, jeg virkelig har forstået, efter at jeg er blevet sådan rigtigt voksen, og min omgangskreds er blevet det samme, er, at man aldrig skal eller bør dømme andre ud fra sine egne principper, moral og smag. Det er fuldkommen forskelligt, hvad det er, der gør det for forskellige mennesker og i dette tilfælde par. Men hvis man er heldig, har man fundet én, som er indstillet nogenlunde på samme frekvens. Min erfaring er, at folk har det med at finde sammen, så tingene passer nogenlunde sammen, og det er egentlig ret vidunderligt at føle, at man har det ret godt på sin side af bordet og så samtidig se, hvordan andre gør tingene komplet anderledes, men er ligeså godt tilfredse. Det er udvidende og inspirerende. Når det kommer til lykke og livsglæde, er der jo ikke bare én opskrift. Og netop derfor er det nok godt at ryste posen engang imellem og ikke bare køre i samme spor år efter år.

Sådan føles det lidt her, hvor jeg er. Ikke mere efter denne weekeend, egentlig. Bare tydeligere og mere present. Og derfor er kæreste-snakke-snavetid efter min mening ikke sådan lige at undervurdere. Men igen, det er jo også bare min mening. 😊❤

Planen med min #grombre

Det kan nok virke lidt abrupt sådan at gå fra et indlæg om piger, der ikke har 18 kr. til to års forbrug af menstruationsbind og så lige til et indlæg om min kroniske hårkrise. Men det er jo altså alt sammen en del af et ret typisk dansk kvindeliv. Det ene behøver ikke stå alene, vi favner det hele. Jeg venter i skrivende stund på det endelige resultat af min/vores indsamling, og jeg er så spændt! I har gang på gang vist, at når man præsenterer et problem og en løsning overfor jer her på kanalen, så møder I talstærkt op og løfter i flok! (Jeg ringer herremeget, hvis vi en dag igen skal flytte! 😆) Jeg er stolt af jer og os og det, vi sammen har udrettet her på siden gennem årene. Og det, vi skal udrette fremover. Det er sejt, og det hjælper. Ægte mennesker. ❤

Nåh, men tilbage til hårkrisen! Jeg har valgt billedet ovenfor, fordi jeg synes, det ret tydeligt viser, hvordan mit hår ser ud pt. Jeg kan være heldig med vinkler og lys, men sandheden er, at mit hår for tiden har mange farver. Tydeligst ses forskellen naturligvis mellem det farvede og den udvoksning, som vel efterhånden nærmer sig en 10 centimeters penge.

Da jeg blev gift, var mit hår også farvet, men i en farve, der matchede den, jeg selv havde fra naturens side dengang. Jeg farvede det kun, fordi jeg også dengang havde en del grå striber (omend langt fra så mange som nu), og så fordi, at farven lige gjorde mit hår lidt mere glansfuldt.

I dag er min naturlige farve salt og peber. Mit brune hår er næsten sort (ligesom min mors var det), og de grå striber er blevet mange, mange flere. Jeg gider ikke have grå striber, jeg synes, de får mig til at se ældre ud, end jeg er, og jeg synes ikke, de klæder mig. MEN jeg er efterhånden også ved at være enormt træt af at have afbleget hår. Det er stridt og tørt og kan ikke blive meget længere end skulderlængde, fordi det derefter bliver for træls og skal klippes af. Det tager hårdt på håret med de hyppige, skrappe farvninger, og nu har jeg haft det hår i tre år efterhånden.

Derfor er jeg lige nu på et lille forsøg. Sat i gang af coronakrisen, som jo afbrød kontakten mellem mig og min frisør. Nu er de dog efterhånden nået så langt ned i ordrebogen, at jeg har fået mulighed for at bestille tid. Men jeg har ikke gjort det endnu. Nu har jeg holdt ud så længe, så jeg er blevet lidt nysgerrig efter at se, hvor længe, jeg kan holde den.

Jeg kunne også få hele håret farvet i salt og peber-striber, så det matcher min udvoksning. Men jeg er ret sikker på, at det ikke ville bidrage positivt til mit hårs sundhed.

Nu er jeg i stedet begyndt at følge hashtagget #grombre på Instagram, som viser kvinder forskellige steder i deres grå udvoksningsfacer, og så venter jeg. Måske knækker jeg om et par uger og gider ikke længere ligne noget, der er ved at smelte pp toppen af hovedet, eller også holder jeg ved, indtil mit eget hår har vundet, og jeg kan klippe de lyse spidser af og stå tilbage med en gråsort page. We’ll see. 😊

Med ønsket om en vidunderlig weekend! Langemanden og jeg skal på kærestetur fra i dag til på søndag, og det føles helt eksotisk efter at have været sammen med ungerne nærmest 24 timer i døgnet i fire måneder henover første halvdel af 2020. Men jeg glæder mig! Helt vildt! ❤🙌🏻