METTE MARIE LEI LANGE

TO nye celeb-spottings og en god portion pasta

En skøøøøn (undskyld, men det er hun fandme) pige, jeg kender, som de seneste mange år har haft base i Los Angeles og nu er ved at flytte til København, er netop kommet retur til LA, og hun ville heldigvis gerne spise frokost med mig i dag. Hun foreslog, at vi mødtes på Jon & Vinny’s, som er et italiensk sted, jeg gerne har villet prøve længe i nærheden af os, så det gjorde vi så.

Jeg har jo skåret gevaldigt ned på oksekød og kød i det hele taget, men Trice kunne simpelthen ikke rose deres pasta/bolo i høje nok toner, så jeg hoppede i med begge ben, og jeg fortryder ikke noget. Verdensklasse!
Noget andet, som var udover det sædvanlige var, at da jeg gik på toilettet og dermed så op fra vores samtale for første gang under frokosten, erkendte jeg, at vi altså sad blot et enkelt bord fra Justin Biebers ægtehustru, Hailey Baldwin Bieber! Jeg ved ikke helt, hvad der chokerede mig mest: At hun er lige så smuk i virkeligheden som på internettet, eller at hun også spiser pasta. Men dér sad hun altså.

En anden celeb-scouting, jeg desuden er nødt til at nævne, er, at jeg forleden spottede selveste Channing freaking Tatum lige udenfor vores hus her i West Hollywood! Jeg har været lidt påholdende med at sige det, for jeg er kun 99% sikker, to be honest. Ungerne og jeg kom spadserende langs fortorvet på vej hjem fra legepladsen, og da vi rundede hjørnet på vores vej, kørte en sort Dodge op og holdt i T-krydset for at se sig for, inden den fortsatte. Jeg kiggede op, netop som vi passerede, og jeg følte mig ganske overbevist om, at dér sad Channing Tatum. Jeg kunne kende hans overkrop (selvom han havde t-shirt på) og ikke mindst hans karakteristiske hage. Han vendte hovedet i det, jeg kiggede, for at se sig til venstre, og jeg er ikke stolt af at indrømme, at jeg løb tilbage for at bekræfte mine formodninger. Ungerne små-råbte: “Hvad skal du, mor?!”, og den midaldrende kvinde ved hans side kiggede ud og så på mig. Da jeg ikke havde held til at se ham ind i øjnene for virkelig at bekræfte min antagelse, gik jeg i stedet hjem og google billeder af “Channing Tatum’s mom”, og jeg tør godt at sige, at hvis det ikke var Channing Tatum på førersædet i den bil, så var der altså en anden mand, der ligner ham på en prik, som i fredags ved 17-tiden var ude at køre en tur med hans mor!

Jo, jo, der bliver satte spottet nogle celebs i disse dage! Måske er Hollywood ved at tage høfligt afsked, fordi den ved, at vi kun har en uge tilbage? Vi er i hvert fald enige om, at det noget forringede vejr i disse dage (i forhold til standarden) skyldes, at man ønsker langsomt at vænne os til mere køgegensiske normer.

I skrivende stund er klokken 16 om eftermiddagen, det regner ikke, og jeg har lovet Krapylerne en tur tilbage til Vanderpump, hvor Hugo har forelsket sig i et to år gammel Chihuahua-gadekryds ved navn Paco. Life is swell! <3

Once upon a time … in Hollywood!

Min buksedragt købte jeg på et sample sale i et showroom i Downtown Los Angeles i sidste uge for €80, og den er fra en israelsk designer ved navn Sabina Musayev. Skoene er mine nye yndlings fra Jimmy Choo. De er seriøst behagelige at gå i, selvom de er 10-12 centimeter høje.

Hvis man følger med på min Instagram-profil, er det nok gået op for én, at Jon og jeg i går aftes var inviteret til gallapremieren på tredje sæson af HBOs TV-serie Westworld. Hvad der formentlig var en relativt gennemsnitlig torsdag aften for mange af gæsterne, hviler nu for mit indre blik som en aften, jeg måske aldrig kommer til at glemme.

Bilen her, som er med i serien, stod parkeret lige udenfor biografen.

Det var altså noget ganske særligt. At stå dét, midt i centrum af Hollywood, med min funklende flotte hjertenskær i hånden i selskab med nogle af de store stjerner, filmbyen rummer. Og så var der sgu også fri bar! 🙂

Vi ankom som nogle af de første, og det skulle vise sig at være lidt en bommert, egentlig. I invitationen stod der, at visningen ville starte kl. 19.30, men at dørene åbnede kl. 18.30, så da gik vi ind for at se på løjerne. Men ganske, som jeg havde forestillet mig, blev vi alle andre, der ikke havde direkte forbindelse til filmbranchen (i Hollywood, i hvert fald) ledt udenom den røde løber, som var helt spærret af.

Jeg var meget lettet over, at vores navne rent faktisk STOD på gæstelisten, og at vi FIK billetter. 🙂

Så vi havde faktisk haft bedre udsigt til de kendtes ankomst, hvis vi var blevet stående på den anden side af gaden lidt længere. Herfra så vi faktisk Aaron Paul gøre sin entré, da vi forlod resterne af vores budget-tacos på Baja Fish lige inden festlighederne.

Verdens måske flotteste bif.

De fleste af celeb’erne kom ikke ind i biografens forområde efter turen på den røde løber. Jeg ved ikke, om de har et hyggerum ved siden af, hvor de hænger ud, indtil det er tid til at plante måsen i velouren inde i salen. Men der var popcorn og cola, som vi forsynede os med, og så fik vi også øje på Tommy Flanagan (Tons Of Anarchy og Braveheart) og ikke mindst Angela Sarafyan, som havde en usædvanligt smuk kjole på.

Inde i salen nåede vi lige at øjne Vincent Cassel, da han fandt hen til sin plads, men desværre så vi ikke Ed Harris overhovedet. Han var slet ikke med i første afsnit, som blev vist, så måske det var derfor. Måske var han der, men smuttede hurtigt bagefter, jeg skal desværre ikke kunne sige det.
Afsnittet var i øvrigt sygt spændende! Hvis man er Westworld-fan, som vi er, kan man også glæde sig til det, som jeg vil kalde enormt høj production value. KÆFT, det hele så godt ud! Aaron Paul har en stor rolle i den her sæson, og det samme har selvfølgelig Evan Rachel Wood, som ser så fejlfri ud, at det er helt vildt.

Til danske premierer bliver castet altid hevet op på scenen efter en visning, og så får de en takketale og en rose, men det var der altså ikke noget af i går – det var bare direkte videre til efterfesten, som blev afholdt i Ray Dolby Ballroom lige ved siden af. Vi gik ud fra biografen, og så gik Jon næsten ind i Luke Hemsworth, som pludselig fandt ud af, at han hellere ville til højre end ligeud. Han sagde pænt undskyld og klappede Jon på skulderen, og så tog vi til afterparty. Vi skulle igennem et storcenter for at komme derhen, og jeg nåede faktisk at tænke, at det sikkert var noget knald, men jeg kunne ikke have taget mere fejl.

Midt i rummet stod det her kæmpestore W (som i Westworld, of course) og drejede rundt hele aftenen.

Selve lokalet var nærmest lige så højt, som det var bredt, og bare alt i alt fuldstændigt gigantisk. Det var pyntet op med udstillede mannequindukker iført kostumer fra serien, og så stod der Westworld på en kæmpestor storskærm henover den ene endevæg.

Det ligner lidt en tyrkisk charterhotel-buffet, kan jeg godt se, men det var altså ret labert. 😉

Der var buffeter med varm og kold mad hele vejen rundt langs væggene (velkommen til USA. Vi skulle jo nødig blive sultne) og fri bar med alle slags cocktails, champagne, øl og deslige. Jeg holdt mig til alkohol og desserter.

Jeg addede bartenderen på Instagram, så han kunne sende mig opskriften på den her champagnecocktail. Den gør lidt ondt i hovedet i dag…

Jon og jeg satte os ved et lille højbord midt i det hele, og pludselig var vi omringet af skuespillere fra serien. Vi kunne fra vores præmie-spot se både Evan Rachel Wood, Aaron Paul, Thandie Newton, Tessa Thompson, Luke Hemsworth, Angela Sarafyan, Tommy Flanagan og Johnny Gallager.

Jep, jeg tog altså et sniger-billede af Tessa Thompson, som det ses her…

Der var en ret afslappet stemning, og der var konstant nogle, der kom hen og bad om at få taget billeder med de forskellige skuespillere. Så til sidst blev jeg enig med mig selv (og Jon) om, at jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke også nappede chancen, så det gjorde jeg.
Så da vi passerede Evan Rachel Wood, spurgte jeg, om hun havde tid til et foto, hvilket hun bedyrede, at hun absolut havde, inden hun komplimenterede min buksedragt i høje toner. #sødtøs
Aaron Paul stod lige ved siden af hende, så selvom Jon er noget mere tilbageholdende med den slags, fik vi også napset et foto af de to sammen, Aaron Paul, der havde opsnappet, at Jon og han var kolleger, ønskede ham god vind fremover, og så smuttede Langemanden og jeg ud i en Uber.

Det var dæleme sjovt! Især fordi, det jo ikke er noget, man sådan kan få lov til hver dag. Vi har brugt GroupOn meget her i Los Angeles, men der kan man sgu ikke finde billetter til sådan en oplevelse som den her. 😉

Det føltes særligt at have fået lov at være en del af inderkredsen for en aften, og noget af det bedste var, at det ikke føltes specielt specielt. Hvis det giver mening. Stemningen var enormt afslappet, alle folk var skidesøde, og der var meget den samme vibe, som der er til premierer i Danmark, faktisk. Under visningen af afsnittet i biografen, piftede og råbte deres venner, når en skuespiller første gang tonede frem på skærmen, og da Jonathan Nolan og Lisa Joy lige inden, afsnittet gik i gang, holdt en lille tale, kunne de medvirkende ikke lade være med at blande sig og råbe bemærkninger ned til dem, når de fortalte om optagelserne, hvilket fik salen til at grine. Det var på én gang hyggeligt og velkendt – men samtidig i Hollywood sammen med folk, jeg ellers kun ser på skærmen.


Jep, det kommer jeg ikke til at glemme lige foreløbig! <3

Tonight’s the night + outfit sneak-peek

Jeg synes, jeg har haft nogle yderst Hollywood’able momenter den seneste måned, endsige de sidste ar dage! Jeg har hængt ud på SOHO House, hvor jeg delte en cola (okay,ish…) med Al Pacino, jeg har været i Universal Studios, hvor jeg overværede optagelserne til The Kelly Clarkson Show og ved samme lejlighed lagde øjne på hendes gæst, Ben Affleck, i går spiste Jon og jeg middag på Fig & Olive på Melrose Place, hvorefter vi var til standup på The Comedy Store. Jeg havde købt billetterne på GroupOn (ligesom Downtown i Danmark) og havde ærligt talt ikke særligt høje forventninger. Vi var til noget andet standup for nogle uger siden, fordi vi var inviteret af deres hovednavn, som går på Jons hold på kurset herovre, og lad mig bare sige, at jeg seriøst håber, at han er en bedre skuespiller end han var standupper. For det var knasme tørt. Og han var den sidste, så vi kunne for det første ikke gå før tid, og for det andet var han jo så altså den bedste af dem, der var. Støn. Det var en lang aften.

Min formodning blev i går aftes ikke bedre, da dørmanden ude foran The Comedy Store ikke anede, hvad “Comedians You Should Know”, som vi havde billet til, overhovedet var, indtil han konfererede med en kollega og hittede ud af, at vi skulle gå rundt om bygningen og op af en lille hønsestige. Right.
Vi kom ind som de første og satte os allerforrest, og vi skreg af grin fra start til slut! Det har jeg aldrig prøvet før. Den første komiker på scenen var selveste Bill Burr, som har nogle shows på Netflix, som Jon og jeg har set sammen hjemme i Køge. Han er vildt skarp og sygt politisk ukorrekt, men vist nok fordi han er gift med en sort kvinde, slipper han afsted med at gøre grin med alle. Hvis I ikke kender ham, så tjek ham ud!
Vi kom i seng kl. 1.30, da showet først startede kl. 22.30 (LA er ikke indrettet til småbørnsforældre på den måde), og Hugo sørgede for, at jeg stod op kl. 6.

Men jeg er ikke træt! For i aften står på endnu mere Hollywood-agtig Hollywoodhed!!
Det er nemlig i aften, at vi skal til en vaskeægte Hollywood-premiere på tredje sæson af West World i Chinese Theatre. Med hele castet! OG efterfølgende afterparty! Jeg er vanvittigt spændt og aner ikke helt, hvad jeg skal forberede mig på.
På den ene side forestiller jeg mig, at det er ret meget ligesom premiererne i Danmark, hvor alle er inviteret på den samme form for billet (men selvfølgelig bliver seatet forskelligt inde i salen – dem, der er med på skærmen får mest benplads), så Jon og jeg kommer til at spankulere på den samme røde løber som Ed Harris, Luke Hemsworth og alle de andre.
På den anden side forbereder jeg også mig selv på, at det kan være, at A-listerne bliver lukket ind af hovedindgangen, mens Jon og jeg og vores ligemænd, når vi tropper op, bliver ledt rundt om bygningen og ind ad en form for bagdør, så vi ikke går i vejen for stjernerne.

I have no clue! Men jeg glæder mig helt psyko! Og jeg har selvfølgelig styr på outfittet! Nemlig denne her buksedragt, som jeg købte til det der sample sale, jeg var på i Cooper Building i sidste uge. Og jeg har naturligvis tænkt mig at parre den med de her glimtende sataner! Dresscoden siger galla, og det her er ganske rigtigt egentlig bukser, hvilket Emma Gad vist ikke ville godkende som galla til damer, men jeg tænker lidt, at den går i disse #timesup-tider. Og så er der en meget dyb udskæring, så ingen kommer (forhåbentlig) til at betvivle mit køn. 😉

Uanset hvad bliver det en night on the town i vores nye yndlingsby med manden i mit liv! Jon og jeg har aldrig (heller ikke før børn) gået så meget på dates i vores liv før, som vi har gjort det herovre. Jeg kommer virkelig til at savne det, når vi kommer hjem (omend vores bankrådgiver nok ånder lettet op), men jeg tænker, at Farmor nok ikke kommer til at stå på spring som barnepige sådan lige med det allerførste. 😉

Til de, der er nysgerrige, vil jeg gøre mit allerbedste for at tage billeder og lave stories på Instagram undervejs, omend jeg nok lige skal have afgjort lejet for, hvad man kan tillade sig til sådan et event, når vi kommer derind. Men sladder følger stensikkert i morgen! Åhr, jeg håber, det bliver god sladder!!

Mine tips til at afhjælpe børns (og voksnes?) mareridt


Noget af det, Hugo har allermest glæde af, er det faktum, at han har en vanvittigt billedrig og visuel fantasi. Og noget af det, der volder ham flest kvaler, er selvsamme faktum. Heldigvis, for det er da til at tage og føle på og arbejde med. Og det gør vi så.

Jeg har aldrig mødt nogen, der har en bedre fantasi end Hugo. Han er selvsagt hjulpet godt på vej af, at han kun er 6 år gammel og derved ikke lader de tanker, han får, begrænse af de restriktioner, der tit kommer i vejen for os voksne. Han opfinder alting ud af alting, og han siger nogle vidunderlige ting. Han går meget op i robotter og sager, der ifølge ham er seje, og så har han forstået, at alt i livet handler om kærlighed, hvilket han omfavner til fulde. Og det gør mig så glad. Jeg tror, den verden, han vokser op i, er smuk, og det er jo i bund og grund det, man allerhelst ønsker for sine unger.

Men Hux har, som mange andre børn, længe lidt af mareridt. Det er faktisk aldrig noget, der har plaget Berta, der i øvrigt også falder i søvn på få minutter, mens Hugo bruger langt tid på at vende og dreje sig. Hjemme i Køge har vi efterhånden vænnet sig til at have daglige kampe med at få ham til at give efter for søvnen. Nogle gange er det ikke mareridtet, der er problemet, men frygten for mareridt. Eller tanken om et eller andet uhyggeligt, som holder ham vågen. Vrede dinosaurer, mumier, monstre eller zombier. Den slags.
Jeg har prøvet forskellige approaches, og jeg er simpelthen så glad for, at jeg efterhånden begynder at synes, at vi har fundet noget, der virker. Og det vil jeg gerne dele, for jeg forestiller mig, at der er andre derude, som kender til de her udfordringer.

For det første har jeg altid gjort meget ud af at tale med Hugo om og forklare ham, at der ikke ér noget, der er farligt, selvom det føles sådan. Han er i sikkerhed og tryg, selvom han føler sig utryg. Desuden gør jeg meget ud af at understrege de positive ting, hans fantasi bidrager med og så forklare ham, at de ting hænger sammen. At hans fantasi har meget lange ben og løber hurtigt, og sådan er dét så. Men samtidig fortæller jeg ham, at det er hans hoved, og det er ham, der bestemmer. Han kan selv bestemme sig for at tænke på noget andet. Og det øver vi så, når han ligger i sengen og billederne af kødædende afdøde melder sig for hans indre blik.
Når han vågner om natten i et mareridt, starter jeg altid med at validere hans følelse. Det lyder så psykolog-agtigt, men jeg tror sgu, det er lidt vigtigt. Ikke at sige til ham, at han ikke skal være bange, men i stedet lade ham fortælle om sin drøm og så bekræfte ham i, at det da virkelig også lyder ubehageligt, så jeg forstår godt, at han er blevet bange. Når der er kommet ro på det, og tankerne har fået luft, har jeg lavet en lille øvelse. Jeg ligger mig sammen med ham i sengen, og så siger jeg ord, som han skal se for sig, med omkring 5 sekunders mellemrum. Tanken er så, at hans grumme tanker erstattes af gode og neutrale tanker, og mit håb er, at han senere i livet selv vil kunne gøre det i én eller anden form. Tage magten over de tanker, der er i hans hoved og selv være med til at bestemme, hvilken vej de skal.
Det kan eksempelvis være: Æble – cykel – juletræ – hat – fodbold – skumfidus – solskin – ske …
Det virker ret godt. Som oftest sover Hugo ret kort tid efter.

Men for en lille måneds tid siden havde jeg et mor-moment, som faktisk har strukket sig ud og stadig er, for da hittede jeg på noget, som har virket siden – også præliminært. Og det er simpelthen så vidunderligt! Hugo har ikke haft et mareridt siden.
En morgen, da vi var vågnet her i Los Angeles, fortalte Hugo, at han havde haft endnu en dum drøm. Jeg spurgte, hvad den handlede om, og han forklarede, at det var en zombie, som var løbet efter ham. (Jeg aner i øvrigt ikke, hvor han har det med de zombier fra, de sidder altså ikke og ser “The Walking Dead” på iPad’en, må jeg hellere lige skyde ind!). Men så var det, jeg tænkte, om man ikke kunne bruge Hugos fantasi, så den virker med ham og imod monstrene.
Så jeg sagde, at næste gang, han forestillede sig en zombie, skulle han forestille sig, at zombien gled i en bananskræl, faldt og i samme ombæring slog en kææææmpe-prut og blev flov og holdt sig for øjnene. Begge ungerne skreg af grin og bad mig finde på flere eksempler, og det brugte vi så den gode del af en solrig formiddag på. Jeg foreslog, at Hugo en dag gik ind på toilettet, og der sad så et spøgelse med dårlig mave, som blev meget pinlig over, at det havde glemt at låse døren. Eller at en zombie fik noget spyt galt i halsen, når han sagde den der rallelyd og så hostede helt vildt og løb ud af døren, mens han stammede “åh, undskyld mig!”
Et par dage efter kom Hugo og fortalte, at han havde forestillet sig, at han kom ud på toilettet, hvor der var en mumie. Men så skyndte han sig bare at stikke noget af dens forbinding ned i toilettet og trække ud, og vupti – så var den nøgen og helt pinlig.
Stor succes! Hugo havde simpelthen ikke mareridt eller tanker om mareridt igen – lige indtil den her dinosaur-relaterede oplevelse. Samme aften sagde han, at han var bange for at drømme om dinosaurer, som ville have lyst til at spise ham. Jeg sagde, at han i stedet skulle forestille sig, at når den store dino kom løbende, så faldt den over sine egne ben, og den kunne jo ikke tage fra, fordi den havde sådan nogle små arme, så den slog sin dino-næse og begyndte at pive. Og så skulle han forestille sig, at han gik hen og gav den plaster på, trøstede den og puttede den under et tæppe, så den faldt i søvn.
Worked like a charm! 

Så det er simpelthen mine tips! De fleste børn har jo en meget visuel og god fantasi, og jeg fornemmer lidt, at Hugo vokser i og får en større selvtillid af, at han ikke er “offer for”, hvad der lige popper ind i hans hoved – for den slags kan jo ske når som helst. Nu er han selv ved at udvikle redskaberne til at overtage og selv bestemme, hvilken historie han gerne vil lægge hjerne til.

Det fungerer i hvert fald rigtigt godt lige nu! Og hvis det udløber på et tidspunkt, finder vi på noget nyt! <3

The celebrity-spotting to end all others


Jon og jeg fløj til Los Angeles d. 15. januar på samme fly som den svinedygtige, danske filminstruktør, Mehdi Avaz. Han og hans kæreste skulle vise sig at være noget latterligt søde mennesker, så siden da har vi hængt ud. Og i dag har Mehdi inviteret mig med til arbejdsfrokost på SOHO House. Her er kun adgang for medlemmer og deres gæster, og i dag er jeg så det sidste (og hurra for det, for jeg bliver sgu nok aldrig det første. Det’ rocker-dyrt!).

Og hvad er der så så spændende ved SOHO House, vil man måske gerne vide?
Well, alt er jo ikke for alle, og nogle vil måske synes, at det er lamt og overfladisk. Men disse mennesker ville nok heller ikke kunne få helt så meget ud af Los Angeles som mig – i hvert fald ikke på samme måde. Og det er jo heldigt, for der ligger mange andre byer meget tættere på Danmark end dén. 😉

Det, der er med SOHO House, er, at det er en kæde af svinelækre hoteller, som er at finde i hele verden. Jeg havde engang nogle connections til den i Berlin, hvor jeg en sommer nød at slange mig ved deres labre pool på taget. SOHO House’s hoteller er über-fancy og tiltrækker et pengestærkt og tit ditto fancy klientel. (Forhåbentlig kan ingen her se, at jeg blot er en husmor fra Køge, hehe.)

Folk kommer her ingenlunde kun for at overnatte. Der bliver holdt stakkevis af møder i stedets smukke restaurant, som (vist nok) altid befinder sig på øverste etage med bjergtagende udsigt, og som det ses herover er der også mulighed for (til gengæld for en mindre formue) at leje en privat biograf, hvor man som filmproducent, eksempelvis, kan holde en lukket screening for et udvalgt klientel.
Mehdi gav mig en rundvisning heroppe, og her er simpelthen så flot, smukt, lækkert, smagfuldt og topstilet! Så fedt at opleve.
Når man bestiller noget at drikke, får man en coaster med et lille symbol, der fortæller, at man skal pakke mobilos væk. Man må gerne sidde og arbejde med den, men hvis den ringer, skal man forlade lokalet, og det er ganz verboten at tage billeder. Mehdi er dog en rebel med et godt kamera, så kan knipsede altså nogle af mig alligevel. 🙂
Som jeg jo var inde på i det her indlæg, havde jeg inden afgang fra den sjællandske provins et overfladisk og indædt håb om at spotte nogle celebs her i Hollywood. Alt andet ville lidt føles som, når man tager i Zoologisk Have for at se isbjørnene, men finder, at de alle sammen opholder sig indendøre, når man kommer! Det er stadig hyggeligt, men altså.
Indtil videre har jeg set Gabriel Byrne, Jeremy Piven og Cliff Curtis “in the wild”. Og det er rigtigt fint. Men i skrivende stund sker der ganske enkelt det, at jeg er mere starstruck, end jeg nogensinde har været. End jeg nogensinde havde troet, jeg kunne blive, faktisk. Eller også blev jeg bare overrasket. I hvert fald føltes det som om, at øjnene var på vej til at hoppe ud af deres sokler, da selveste Al Pacino for et øjeblik siden kom ind ad døren og satte sig ved bordet lige bag det, jeg nu sidder ved ganske mutters, siden Avaz og co. er smuttet videre ud i verden.

Han sidder sammen med to andre mænd i samme aldersgruppe og en noget yngre, blond, britisk kvinde, som jeg gætter på er en skuespiller, jeg ikke ved, hvem er. Han ser så freaking cool ud, som han sidder der med langt salt-og-peber-garn og kasket, og jeg har så meget lyst til at strække armen ud og tage en selfie, for så ville I kunne se ham! Men det må man ikke, og det ville simpelthen også være for pinligt under alle omstændigheder. 🙂 Men kæft, det giver mig én på opleveren, det her!
Og, og, og!!! Vi bestilte en cola næsten samtidig, så de blev serveret på DEN SAMME BAKKE! OH, my GAWD! De andre gange, jeg har spottet celebs, har jeg jo lagt et billede ind i indlægget af dem, men det kan jeg simpelthen ikke i denne omgang. Al ville se det. (Ja, jeg kalder ham Al. Vi drikker cola sammen!)
Og om en halv time skal jeg mødes med min svigermor, og så skal vi ind og se optagelserne til James Corden (igen, jeg har jo været der med Jon). I dag får han besøg af Mark Wahlberg, og det kan vel også noget, omend ikke helt det samme.

Så ja, fuld plade i Hollywood i dag! Nu kan vi godt snart finde Køge igen! Jeg spottede ikke en Jennifer, men det her er fandme bedre! Al Pacino, mine damer og herrer! Al Pacino!