METTE MARIE LEI LANGE

Ask away!

Mette MarieTakker atter engang for den venlige modtagelser her i bloggers-sfæren!
Nogle af jer, som har været så venlige at tjekke ind på Twinpeaks.dk, har bedt mig om at lave en spørgerunde, og et eller andet sted er det vel fair nok.
Når man er ny til en fest, starter man vel med at præsentere sig, n’est-ce pas?
Og idet jeg har masser af tid, og tanken bringer mig hyggelige minder om folkeskolens veninde-bøger, giver jeg den hermed op!
Hvis I da kan finde på noget at spørge om – det er jo ikke fordi, jeg ligefrem holder mig tilbage med de personlige anekdoter …

ASK ME ANYTHING!
(Jeg vil dog ikke love at svare på alt – man ér vel en dame). 😉

Skriv spørgsmål som kommentarer herunder, så vil jeg besvare dem i morgen!

Modeuge versus ædegilde

I denne uge er det modeuge i København, og normalt ville jeg havde travlt med at løbe rundt og lave videoer til ELLE, hvor jeg interviewede designerne og stamgæsterne på den røde løber.
Men faktum er, at jeg stadig sidder i min morgenkåbe og spiser morgenmad … The sequel! (Dobbelt-op på morgenmad er blevet et dagligt ritual her på matriklen – aaand I like it!)
Man kan godt føle sig lidt oppustet, når man stadig følger alle sine kolleger i modebranchen på de sociale medier og ser dem tjekke ind til diverse shows, sippe champagne fra morgenstunden i nystrøgne skjorter og med henkastet lækkert hår. Og læbestift!

Jeg kunne ikke engang få sokker på her til morgen. Seriøst! Alle mine sokker er blevet for små! (Damn you, big feet …)
Og jeg kan heller ikke selv lyne min jakke. Jeg må have hjælp til det første stykke, som jeg ikke kan nå, fordi det skal op over rundingen på maven. Og der er 6 ugers drægtighed tilbage. Fascinerende!

I går blev jeg interviewet til magasinet GRAVID af den smukkeste journalist, jeg længe har set!
Jeg blev helt forfjamsket over, hvor fin, hun var, og da hun gav mig en krammer, kom jeg til at udbryde ‘Gud, hvor er du slank!’.
Hun var slet ikke mager eller på nogen måde politisk ukorrekt i sin form – jeg har bare vænnet mig til, at folk i min lille glasboble ikke har taljer (og med ‘folk’ mener jeg jo nok bare ‘mig’ …)
Interviewet skal bruges til en før/efter-artikel med billeder og interview med yours truly først med og siden uden mave.
I interviewet spurgte hun meget ind til mine forventninger til fødslen, om hvilken jeg er yderst optimistisk og med en vis overbevisning udtrykte, at jeg satser på at klare det uden smertelindring.
Jeg kan lige forestille mig, hvordan jeg i efter-interviewet må hale i land som en fisker i stormvejr og indrømme, at jeg i vildskab truede med alt fra mord til selvmord og i forlængelse heraf forlangte dobbelt-epidural for en dobbelt-fødsel …

shakeI går aftes hankede min kære mand op i mig, slæbte mig ud i snevejret og satte mig i en stol på Restaurant Fuego i Nyhavn, hvor han sørgede for, at nogle venlige mennesker stegte og serverede en bøf for mig. Med bernaise og pommes frittes. Og cola til. Fandme i orden!
Et plus ved karpaltunnelsyndrom i hænderne: De evigt sovende fingre gør, at man let som ingenting kan nappe brandvarme fritter (eller rettere: bernaisetransportere) fra tallerknen og køre dem til munden helt uden at brænde sig.
Den kløgtige har nok regnet ud, at bagsiden af dén medalje er, at fritterne stadig er varme, når de rammer tungen …

Efter bøffen gik vi hjem, meget langsomt, ned ad Strøget.
Jeg fik overtalt min mand til at slå et smut omkring Cock’s and Cows på Gammelstrand, fordi de laver verdens bedste milkshakes!
Man skal bare bede tjeneren om at lave den så tyk, at man NÆSTEN ikke kan få den op gennem sugerøret! O, the joy!

I dette nu har min veninde lige ringet og spurgt, om hun må komme forbi og sige hej, da hun alligevel er inde i byen, og da hun spørger, om hun skal tage noget med, responderer jeg nærmest per refleks: “En kage, måske?”
Jeg skal nok til at afholde mig fra at skyde skylden for ALLE kiloene på ungerne … 😉

Hvis nogen skulle være interesserede i at følge bloggen hér, så kan man gøre det på forskellig vis.
Jeg ér på Bloglovin’, men jeg har ikke fået knyttet den til domænet Twinpeaks.dk, men derimod mit WordPress-domæne, mettemarielei.wordpress.com. Der arbejdes på sagen! 🙂
Bloggen er også LIGE kommet på facebook! Det er sgu lige før, jeg tror, du bliver den første, hvis du smutter ind og ‘liker’ den der!

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook – klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin’ – klik her.

Lidt om talent og vaner

Jeg synes, jeg er ret god til nogle ting. Jeg er ikke sådan én, der er sygt god til mange ting, men jeg har dog mine små, særegne talenter.
Jeg spiller eksempelvis stadig en mean blokfløjte efter at have modtaget undervisning i denne færdighed gennem hele min folkeskoletid. Ikke et talent, jeg ofte finder lejlighed til at anvende, dog.
Og så stuver jeg en SYG hvidkål!

Men jeg er ikke god til at sove. Jeg er faktisk straight up dårlig!
Jeg misunder sådan de mennesker, som bare lægger sig på puden og sover som en hun-puddel efter et weekendsophold på en kennel.
Jeg går ganske vist ud som et lys ved nattetide, men jeg vågner efter et par timers bevidstløshed og ligger så og stirrer op i loftet som en anden Sigmund Freud – bortset fra at hjernen står stille! Jeg tænker ikke på penge, kærlighed eller job, jeg er bare … Vågen!
I perioder har dette problem gjort det ret nedtur at være min sidekammerat på jobbet eller min søster. Eller min veninde. Eller hende i Netto den der dag … Hey, undskyld, egentlig!

20140128-101207.jpgMen nu, hvor jeg er på barsel, og selv hjemløse på gaden nærmest skriger ‘SOOOOV!!! Skyyynd dig, mens du stadig har muligheden!!’ efter mig, når de øjner min mave, har jeg lavet mine natlige vaner lidt om.
Når jeg vågner, står jeg op! I stedet for at ligge og prøve at stirre min mand vågen eller bare kigge ind i væggen, går jeg ind i stuen og tvangshygger mig. Jeg tænder stearinlys, laver natmad og ser fjerner.
Og efter en time eller to finder trætheden mig, og så tøffer jeg i seng igen og sover til op ad formiddagen.
De fleste dage henslæbes jo alligevel på sofaen grundet min kærlighedsbetingede overvægt, så jeg skal ikke nå noget.

Jeg har efterhånden luret, at det er bedst at gå i seng omkring midnat, for så kan jeg trække min vågne periode til klokken lidt i 5, hvor de nogenlunde seværdige programmer starter.
Jeg er nu klar til at gå til skriftlig eksamen i ‘Real Housewives of Vancouver’, og takket være weekenderne har jeg fået samlet op på 80’er-klassikere som ‘Vores Værste År’ og ‘Nanny Fine’.
Desværre ved jeg også langt mere end nødvendigt om moppesystemer fra Homeshopping, og hvis TDC ikke snart finder en anden kendis end Ida Corr at overeksponere i deres reklamer, ser jeg mig tvunget til at tage en snak med dem i en bestemt tone.

I disse dage sker der, som I måske kan fornemme, ikke så meget i mit lille liv.
Efter at have siddet på en stol i 3 timer under Robert-middagen, er mit bækken helt smadret, så jeg læser krimier med puder i ryggen på fuld tid.

Og lad mig lige få et øjeblik til at sige tak for den fantastiske modtagelse her i blog-verdenen!
Når man i en måned har følt sig som en enorm Jabba The Hut, der ikke kan andet end at spise, tage på og bede folk om hjælp til at nå ting, kan man sgu godt blive lidt rørt over, at I har været så sindssygt overskudsagtige til at komme med rosende, søde og sjove kommentarer på mine indlæg.
‘Kvinde er kvinde værst’, my ass! Jeg lover at sende de gode vibes videre ude i verden! Hvis jeg da nogensinde kommer op af sofaen … 😉

Lange, Lange og Tønde til Robert

3Så oprandt dagen, jeg havde købt sko, gummi-babser og skrottet neglelakken grundet usikre hænder på grund af karpaltunnelsyndromet.

Men afsted kom vi! På billedet ses Lange, Lange og Tønde.
Nemlig Jons søster, min smukke svigerinde, Camille Lange, som er vært og tilrettelægger på DR3, Jon Lange, my man, og så mig, tønden.

Men SE lige min kjole! Hva’beha’r?!
Jeg skrev ud på facebook for nogle uger siden med en udfordring:
Jeg søgte en designer, som turde tage udfordringen op og gøre fru Lange elegant for en aften – or die trying! Og Benedikte Utzon skrev så til mig og sendte et billede af den flotte kjole fra hendes mærke Est. 1995.

Jeg vraltede op på PR-bureauet Holm & Bertung, hvor bemeldte kjole har til huse og fik at vide, at Iben Hjejles stylist altså havde fået den samme kjole med i udvalg til skuespillerinden til den samme fest. Og da Hjejle var nomineret til en pris, kunne det jo ikke nytte noget, at én eller andens ukendte kone mødte op i den samme kjole som hende.

rygMen jeg havde held til at overtale Holm & Bertung til at overtale Ibens stylist til at overtale Iben (Yes, 5 års kommunikationsstudier på RUC finally paid off!) til at vælge noget andet, da denne her bare var så fin til maven. Og samtidig lang nok til at dække hobbitfødderne …

I går aftes under Robert-festen mødte jeg så faktisk Iben Hjejle ved tag-selv-bordet (Robert-arrangører, I er nødt til at stramme op på det her område! Ring til GrenaaBuchard, hvis I skal have event-arrangør-tips. Selv en sindrig jyde som jeg orker ikke kylling gordon-bleu buffet-style. Det holder ikke, når vi nu har gjort os så umage!).
Iben og jeg kender ikke hinanden, men hun var alligevel så tjekket, at hun kom hen til mig, da hun genkendte kjolen og roste den måde, jeg fyldte den ud på. Very cool!

De, der læste med i går, ved jo, at jeg røg på Strøget i 11. time efter nye sko, som kunne huse mine kæmpe-fødder.fod
Jeg er stolt af at kunne meddele, at jeg havde skoene på hele vejen hen til Tivoli Congress Center, hele vejen op ad løberen og under hele forretten.
Derefter gemte jeg dem under stolen og listede fødderne op i skødet på min mand under bordet og fik lidt diskret og tiltrængt fodmassage.
Jeg klarede også lige at humpe i buffetten efter kylling og kartofler, før jeg måtte give endeligt op og hoppe i ballerinaerne.
Og jeg har seriøst ikke set så opsvulmede fødder, siden dengang Kim Kardashian var svanger!
DANG, hvor gør det naller!

Prisuddelingsdelen af Robert-festen gik ganske, som man kunne forvente. Jagten vandt en masse priser, et par af vinderne takkede deres kone, nogle sågar deres kones bryster, og Oliver Zahle var vært.

glasUnder middagen, mens jeg sad med fødderne i skødet på Jon, fungerede min mave som praktisk indbygget hylde for mit vandglas.

Efter middagen var der fri bar i lobbyen, og her var det tydeligt at mærke, at de kunstneriske sjæle i dén branche sjældent skal møde før kl. 12 på hverdage.
Folk blev lynhurtigt ganske stive, og mange fremmede, velmenende mennesker var så søde at spørge til indholdet af min mave og hvornår, jeg forventede at høste frugten. Når de så hørte, at jeg altså skal vokse yderligere 6-7 uger, idet vores ønskebarn valgte at tage en ven med i undfangelsesøjeblikket, gik de gerne amok i ‘It’s a double raaainboooow’-agtige dimentioner.
Mere og mere som aftenen skred frem.

Åh, hvor jeg dog altid elsker den opmærksomhed i starten af en aften! At være hende, den heldige, som skal have tvillinger!
Men da klokken var halvt midnat, og jeg var den eneste ædru, blev det altså for meget at være hende ‘Maven’.
Desuden var desserten i buffetten en lidt skuffende form for citronfromage-kage, så jeg kunne ikke længere tænke på andet end den 400 gram kæmpe-Toblerone, jeg vidste, vi havde hjemme i venstre køkkenskuffe.

Jeg havde en skøn og storslået aften, følte mig stor og flot og glimtende, og nu er jeg godt klar til at smide alt, der hedder ‘høje hæle’ til hjørne og gå helt i hval-hi indtil foråret.

Ingen af Jons TV-serier vandt priser i deres kategori, desværre, men han kom først hjem kl. 4 i nat og stank som en efterskoleelev på vinterferie i Prag, så jeg tror, han havde en god aften alligevel …  🙂

Søndag i for små sko og med store babser

Det gode ved at bo 5 meter fra Strøget i København er, at man kan spæne ned på gaden og impulsshoppe, når man pluuudselig erkender, at man ikke har noget som helst i tøjskabet.
Det dårlige ved at bo 5 meter fra Strøget i København er, well … Det samme!

Heldigvis bevæger jeg mig efterhånden så langsomt, at det altid tager mig en krig at komme op til kassen i butikkerne, så jeg kan slet ikke undgå at tænke mine køb igennem, før jeg kører kortet.

I aften skal jeg jo eskortere min mand til Robert Prisuddelingen, som finder sted på Tivoli Congress Center. Jon spiller med i Kødkataloget på DR3 og Sjit Happens på TV2 Zulu, og begge serier er nomineret til en Robert. Så jeg ser det lidt som sidste chance for, at jeg kan dulle mig op og holde til det, inden jeg når en sprængfarlighed af den kaliber, så Rulle-Marie vil blive tilkaldt ved min ankomst …

I morges så jeg ganske vrangvilligt i øjnene, at mine Miu Miu-stiletter må blive på bænken.
Jeg lyver ikke, når jeg siger, at min fod buede op ad skoen, som var jeg én af de onde stedsøstre, der gør, hvad hun kan for at lyve sig et kendis-knald med prinsen i Askepot.
Min mand kalder dem ‘hobbitfødder’ … Seems legit!

tingSå jeg røg altså på Strøget i al min magt og vælde for at finde et par billige sko med hæl i størrelse 39, og jeg endte i Aldo, hvor der heldigvis var 70% rabat. Bum!
Jeg har altså købt et par stiletter, som jeg kun skal have på én gang. Jeg føler mig som Medina!

Efterfølgende kravlede jeg i Illum for at finde sådan en snyde-gummi-BH uden stropper og spænde, som passer til min Utzon-kjole, som er gennemsigtig på ryggen. Sådan en slags BH har jeg aldrig haft før, idet jeg sådan set aldrig har haft bryster før. Og som min folkeskole-“kammerat” sagde: “Ville du måske gå med handsker, hvis du ikke havde hænder…?”

Damen i Illum spurgte, hvilken størrelse, jeg skulle bruge, og da jeg bare trak på skulderen som for at signalere, at jeg har opgivet at følge med min krops udvikling, stak hun lynhurtigt hånden ind under min jakke, maste min venstre babs lidt mellem sin tommel- og pegefinger og proklamerede rask væk “Du er en D-skål!”
Mens hun hentede den dobbelte gummidut, som mest af alt ligner to pessarer hæftet sammen på midten, bekæmpede jeg en trang bollertil at prale på facebook med min nye status som barmfager.
Nu mangler jeg bare at vælge neglelak og spise lidt flere af de fødselsdagsboller med glasur, som jeg producerede i går.
Åh, hvilken vidunderlig søndag!
Jeg håber, I også nyder jeres. 🙂