METTE MARIE LEI LANGE

Vi’ på vejen igeeeen!

20140523-075221-28341558.jpg

D. 23. maj sidste år, for præcist et år siden, havde jeg bare en lækker kæreste, som jeg havde boet sammen med i under et år. Weekenderne blev brugt med Matador Mix og Netflix eller gin/tonics på Simons. Min største commitment var et Plan-fadderskab til en lille dreng i Benin, og det kørte altså over betalingsservice. (Det gør det i øvrigt stadig).
Klip til i dag:
MM 32 år, gift og mor til to børn (som i øvrigt bliver 3 måneder i dag!). Har bil, opsparing, fællesøkonomi, hytteost på lårene og abonnement på både Femina og Årstiderne.
Fra 0 til 100 på voksenskalaen på ét år! Ja, Simons findes ikke engang mere!
Jeg kan dog konstatere, at jeg spiser mere Matador Mix end nogensinde før…

Jeg har ikke før sådan haft bil, og nu har vi altså leaset en Ford C-MAX sommeren over. En fin, kridhvid én, med alle mulige smarte features. Den kan parallelparkere SELV! Det ser top-stenet ud, når rettet drejer af egen kraft og vilje.
Da jeg var barn på Als, var min far meget lidt af en bilnørd. Biler skulle bare have fire dæk og en motor og kunne betales kontant.
Jeg kan huske, min søster bad ham køre en gang rundt om blokken for at parkere med venstre side af bilen ind mod skolen, når han satte hende af om morgenen, da det var den side med mindst rust på.
Jep, min midlertidige bil er en klar opgradering! ?

I går var det jo stjerne-varmt, så jeg lavede en vaskeægte madkurv, og så kørte vi ud i det blå. For enden af det fandt vi Bellevue. Sikkert en kliché, men vi skal jo lige lære det.
Ungerne tilbragte eftermiddagen i skygge i deres autostole, hvor de sad og skiftevis sov og skraldgrinede som deres mor under Linie 3s 25-års jubilæum, og vi fik slikket sol, spist paranødder og ostemadder, læst Se & Hør og sågar dyppet tæerne i Øresund. Jeg sked på alt, jeg før har sagt, og ammede i bikini! Bum!

Dette indlæg er skrevet fra bilen, som nu ligger tungt på vejen grundet unger, gylp, bleer, solcreme, madpakker og godt humør, og GPS’en er indstillet på Samsø, hvor vi skal besøge ungernes oldemor på faderens side. Men først skal vi lige en tur i poolen på Hotel Strandlyst, hvor vi skal have til huse de næste to nætter. Ain’t life grand! ?

Jeg har siden krapylernes korporlige befrielses-aktion gået og ventet på, at hende der moren ville flytte ind i mig. Hende der, som min mor og alle andre mødre var, som ved alt om, hvilken temperatur badevand skal have, som klipper håret praktisk kort, insisterer på havregrød til morgenmad hver morgen, og som bare er født voksen.
Jeg er så småt ved at indse, at jeg er på egen hånd her, og at det altså er mig, der er moren. Hugo og Berta hænger på mig og min til tider kluntede facon. Måske er badevandet lidt for varmt nogle gange, og andre gange er det for koldt. Og når jeg nu spiser nutella til morgenmad, kan det også tænkes, at de kan få lov til det engang imellem. Når de bliver ældre.
Og selvom det er skidebesværligt at bøvse et spædbarn, når man insisterer på at have langt, glattet hår, så nægter jeg at gå ned på frisuren.
Men min veninde, hvis mor er børnepsykolog, siger, at man skal stå umanerligt tidligt op om morgenen for at ødelægge et barn, og indtil videre har sundhedsplejersken ikke rynket videre på næsen, selvom støvet godt kan samle sig nogle gange med sådan to ekstra på matriklen.
Jeg tror sgu nok, det skal gå.
Indtil videre holder jeg fast i mit postulat om, at det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, var at fylde 30.

Hav en deeeejlig weekend! ???
Og der er i øvrigt lidt nyt under fanen TWINS.

20140523-075919-28759269.jpg

Skvalderkål, sommerbil og (gisp!) sund spise

Se mig, se mig, jeg poser slet ikke!
Se mig, se mig, jeg poser slet ikke!

Okay, NU bliver det vildt!!
I dag skal familien Lei Lange nemlig ud i noget så voksent som at hente vores første bil! Haha! Kæft, jeg glæder mig!
Vi har henover sommeren fået lov at teste en Ford C-MAX, og i den skal vi land og rige rundt, kan jeg godt sige jer!
Vi starter med Samsø i weekenden, og senere venter Skagen, Als, Djursland, Gilleleje, Herodes og Pilatus, og det bliver OPTUR!

I går havde vi ryddet kalenderen. Vi er begyndt at aftale faste, ugentlige, aftalefri dage, da vi ellers ville have gæster og folk helt op til albuerne døgnet rundt.
Så vi benyttede os af solens milde væsen og gik en tur i Botanisk Have. Her fandt vi et lille stisystem helt nede ved søen, hvor der var en masse høje skvalderkål og ingen andre mennesker, så der sad vi og følte os som den lille grimme ælling helt væk fra verden midt i København.
Bagefter gik vi på den nye Cock’s & Cows på Jarmers Plads. Det er fantastisk, at de har åbnet et nyt sted, så vi ikke med skamfuldt bøjede hoveder gang på gang skal bekymre os om, hvad personalet nu tænker, når vi kommer og spiser burgere IGEN! Fremover kan vi fordele vores besøg på TO restauranter og dermed virke lidt mere i balance. Det er great! ?

Og så er der i øvrigt sket noget vildt herhjemme. I kommer til at tro, det er løgn, eller at jeg er blevet betalt for at skrive det her. Min integritet er vitterligt på spil …
Men dette er ikke et sponsoreret indlæg, blot den skinbarlige virkelighed.
Der er sket det, at vi i morges modtog vores første kasse fra Årstiderne. ‘Low Carb Kassen’! Jep, jeg ved det, nu hader I mig…
Det er et valg, vi har truffet ved et lille familieråd, fordi vi er trætte af at købe ind hele tiden, og så er vi dårlige til at finde på nye ting at lave til aftensmad, og efter ungernes komme bliver det tit noget nemt med pasta. Og når jeg i forvejen dagligt indtager en slikmængde svarende til, hvad en gennemsnitsstor SFO sætter til livs ved en fastelavnsfest, ville det måske ikke gøre noget, hvis jeg i det mindste fik sund mad én gang om dagen …
Jeg skriver i øvrigt dette, mens jeg spiser en Nutella-mad.
Nu må vi se, om min krop slår ud og mit hår falder af, når al den sundhed rammer mit uhærdede legeme.
Fingers crossed! Og god onsdag! ?

 

Askepot for en aften!

Aftenens WC-selfie.
Aftenens WC-selfie.

Så oprandt dagen for ELLE Style Awards 2014!
Hvis jeg ikke havde været sådan en bly viol, ville jeg vise jer et billede af mig selv fuldstændig dullet helt op under loftet med kunstige krøller i håret, makeup alle vegne og verdens flotteste Wettergren-øreringe i ørene – siddende i det syrenfarvede foderbræt 10 minutter før afgang til DRs koncertsal med kærlighedskrapylerne koblet til Babs og Nutte. I sandhed et clash af to verdner! ?

Klokken 16.30 indfandt jeg mig til ELLE Style Awards sammen med alle mine kolleger, og jeg blev helt modfalden, da jeg ganske som antaget måtte erfare, at de, næsten alle som én, var iklædt små, sorte rør, som i sandhed fremhævede deres figurer, men som også lidt fik mig til at ligne en struds blandt (slanke) solsorte.
Men jeg fik fornyet mod i min fantastiske Høvring-kreation og dens tylskørts brusen, da min lækre chef, Cecilie Christiansen, åbenbarede sig selv for os i den smukkeste, hvide pral af en sag af Mark Tan! Hurra! ?

Vi fik taget fællesbillede til magasinet, en time senere kom gæsterne og den vanlige smalltalk begyndte. Her kan jeg anbefale at føde tvillinger! Så har man virkelig noget at tale om, folk har noget at spørge ind til efter kindkysset, og hele seancen bliver lige lidt mindre akavet end den ellers vanlige ‘Nååh, hvad så?’ ‘Joeh, tak. Jeg klager ikke. Og du?’ ‘Jojo, god aften!’

 

I selskab med en af de kolleger, jeg savner mest fra ELLE, web-lady Cecilie Rubini aka. Sneglcille.
I selskab med en af de kolleger, jeg savner mest fra ELLE, web-lady Cecilie Rubini aka. Sneglcille.

Middagen var sygt lækker, faktisk, selvom det var lidt træls, at man ikke kunne få cola til.
Min borddame var den cool blogger Fedty, som til dagligt hedder Maria Barfod. Hun har også en søn, så vi sludrede om børn den ganske aften. OG så viste det sig også, at vi deler en ekskæreste.
Da vi nåede hovedretten, begyndte jeg at savne ungerne. Det har jeg ikke prøvet før. Jeg har ikke før forladt indhegningen uden ungerne i mere end halvanden time, og det kunne pludselig mærkes. Underlig følelse.
Jeg savnede som sådan ikke deres personligheder, for de findes ikke rigtigt endnu, men jeg savnede at sidde i sofaen med dem og Jon og bare være nær. Og da det blev tid til deres sidste amning inden sengetid, som i aftenens anledning var erstattet af sutteflasker, følte jeg mig som en egoistisk kost af en mor, at jeg sådan stod der og gjorde mig til i stedet for at nære mine børn.
Men jeg kom igennem awardshowet, som var fantastisk smukt og sejt, og jeg grinede af Iben Hjejle som værtinde. Aldrig før har en anden ELLE-pige end undertegnede været så brovten! Hun talte om understel og samlejer oftere, end jeg selv normalt kan nå på en almindelig mandag, det var i sandhed imponerende.

Se lige min chef, Cecilie Christiansen, i sin Mark Tan-kjole! OMG!
Se lige min chef, Cecilie Christiansen, i sin Mark Tan-kjole! OMG!

Efter awardshowet spurtede jeg ud i hall’en for at drøne hjem til min familie. Jeg har aldrig været i DR Byen før, og der var folk über alles, så jeg kunne ikke finde ud. Jeg blev nærmest småfebrilsk, og som jeg stod der og panikkede, blev jeg pludselig afbrudt af den sødeste pige, som prikkede mig på skulderen og sagde, at jeg havde verdens bedste blog.
Jeg blev så stolt og glad, som jeg stod der midt i min forvirring, at jeg som reaktion faldt hende om halsen og gav hende verdens største krammer. Den var i hvert fald i top ti!
Jeg fandt udgangen, hvor jeg mødte endnu en læser, som gav mig et kompliment. Jeg fik NÆSTEN lyst til at blive, så jeg kunne se, hvor mange, det kunne blive til, men det trak i mit hjerte og mine babser for at komme hjem og kysse de små og ham den store, så det gjorde jeg i stedet.
Jeg havde planlagt at hive ungerne op af sengen, vække den blidt og få dem til at lette trykket på barmen, men selvom jeg sågar tog ublide metoder i brug, var det komplet umuligt at vække de to sovetryner. Nu har vi lært dem at sove igennem, og så skal vi satme ikke sådan komme og trække det tilbage.
Så jeg fandt mig selv stående bøjet over håndvasken på toilettet og ved håndkraft malke mig selv alt imens klokken slog tolv på rådhusuret i baggrunden. Askepots aften var i sandhed forbi, men inde i soveværelset lå heldigvis både prinsen og hele Kongeriget.
Jeg er sgu en heldig kartoffel.

SMUK borddækning!
SMUK borddækning!
Oahland på scenen med sit blå hår.
Oahland på scenen med sit blå hår.
Sidste år havde Anders W. Berthelsen og Peter Frödin førlænget håret - i år var det skægget.
Sidste år havde Anders W. Berthelsen og Peter Frödin forlænget håret – i år var det skægget.
Chefen siger tak for i aften!
Chefen siger tak for i aften!

 

 

 

 

Søndag med Nutella, manicure og medmenneskelighed …

Fødselsdagskurv fra Nutella. Tillykke til MIG, sgu da!
Fødselsdagskurv fra Nutella. Tillykke til MIG, sgu da!

I går startede dagen med, at jeg vågnede kl. 9.15 helt tummelumsk ved, at det ringede på døren. Ungerne sov som gymnasieelever efter Roskilde Festival, og det havde de såmænd gjort siden kl. 22 den foregående aften kun afbrudt af en kort spisepause kl. 6.30. Synkront.
Jeg ved det, det er skide-unfair. Og jeg skal baaaare vente mig, det skal nok blive værre. Det siger folk. Pudsigt, for hvis det var gået dårligt, havde de sagt “Baaaare vent, det skak nok blive bedre”.
Men jeg gider ikke “bare vent’e” på noget som helst! Jeg forbeholder mig retten til at nyde min og mine krapylers nattesøvn lige nu, hvor vi får den så sødeligt. Slut, prut, finale! ?

Nåh, men videre med historien. Udenfor min hoveddør stod en yndig pige, som smilende overbragte mig en stor kurv fuld af fortræffeligheder. Her var både en stor buket blomster, et italiensk filonebrød, friskpresset appelsinjuice, friskristet kaffe, ananas og selvfølgelig Nutella! I går var det nemlig (åbenbart) Nutellas 50 års fødselsdag, og hvem mere passende at invitere til at deltage i fejringen heraf end undertegnede? Det er satme kløgtig PR!
Min far og hans kone, som endnu var på besøg, kunne slet ikke forstå begrebet med, at fremmede mennesker sådan skænkede os lækkerier til døren. “Når jeg fortæller det her til mine veninder, tror de, jeg lyver”, bedyrede Elke.
Efter morgenmaden drog jeg til Frederiksberg sans kids for at deltage i opdulningen forud for ELLE Style Awards sammen med mine ELLE-kolleger. Det var et helt lille blogger-træf, da min skidedygtige digitalassistent på ELLE og IN er Cecilie Rubini (i visse kredse kendt som Sneglcille), mens min barselsvikar, som har ansvaret for de to sites i det næste års tid, mens jeg skifter ble, er Laura, som blogger under navnet StyleJunkie.
Cecilie og jeg deler en stor og tung kærlighed for tysk chokolade og gin/tonic, men denne formiddag “nøjedes” vi med manicure, fiksning af bryn og spraytan.

Nu med nude negle.
Nu med nude negle.

Jeg sprang dog spraymalingen over i frygt for at give den videre til Hugo og Berta, når de ligger og sovser rundt i mælk op ad nymalet hud, når jeg ammer dem. Ville sgu være ærgerligt, hvis de skulle drible rundt med hver deres lille Lundin-face, fordi mor skal i byen!
Da jeg efter traktementet til fods atter bevægede mig mod Vestergade og min nærmeste familie, kom regnen. Og ude i den stæsede marathonløberne rundt. Jeg trak lidt på smilebåndet og tænkte “Gå dog hjem i tørvejr og smæk benene op!”
Men mit indre humør skiftede, da jeg kom ned til Vestergade, hvor en hel delegation af løbere netop drejede om hjørnet. Fortovet langs ruten var pakket af våde mennesker, som med allerstørste entusiasme stod i regnet og vild-vold-heppede på disse fremmede løbende. Og de lagde denondenlyneme kræfter bag! “Kom såååå, min ven! Kom så det sidste! I er seje! Det ser pissegodt ud!”
Alle de mennesker kan ikke allesammen have kendt alle de løbere, men alligevel virkede det som om, det vigtigste i deres kollektive verden denne regnvåde søndag eftermiddag var at hjælpe disse sportsudøvere med at nå deres mål. Jeg blev helt smårørt på menneskehedens vegne.
Således ansporet til mere motion i det daglige tog jeg trappen op til anden sal, da jeg kom hjem (Hahaha, som om! Jeg tog selvfølgelig elevatoren. Men det i højt humør!)

 

 

Fodbold er trods alt bedre end fodkoldt …

20140517-233224.jpg

Det er lørdag aften, og min sofa er fuld af mænd, der ser fodbold. Eller det er måske kun min far og min mand. Jeg har stoppet fusserne ind under Jons ene lår, så selvom jeg keder mig lidt, fryser jeg i hvert fald ikke om tæerne.
Min far og hans kønne kone er på visit fra Als. Elke, som hun hedder, har stegt fugl til vores aftensmad (til min store tilfredshed), og jeg har netop fået uvant og imponerende konkurrence udi disciplinen ‘Tøm slikskålen’ af mit faderlige ophav.
I går var vi til konfirmation hos min kusines skidesøde søn i Rungsted Havns royale sejlklub.
Jo, da, selvom man er bondet født og kvajet opdraget, kan man godt være heldig at blive inviteret på bespisning i pæne rammer med udsigt nu og da.
Jeg var til fest i selvsamme sejlklub for tre år siden, da min onkel fyldte rundt, og mine øjne løb i vand af glæde, da jeg så, at bufetten bød på de samme vanvittigt lækre flødekartofler, som har været lagret i min maves erindring siden sidst.
Krapylerne klarede deres første familiefest med bravur. De sov pænt med hænderne over dynerne det meste af dagen.

I skrivende stund blunder de begge sødt i deres seng. De små englebørn sover altså 12 timer hver nat for tiden. Efter 8 timer beder de høfligt om en omgang i bar(m)en og lægger sig derefter atter lydigt til at sove. Jeg tør ikke vække hybris, så jeg siger ikke andet, end at vi nyder tingenes tilstand og er forberedt på, at intet varer evigt.

Forleden konfronterede én af de mest stilede piger, jeg kender, mig med, at mine unger måske ikke er de mest moderigtige babyer i verden. Hun påtalte, at jeg ikke har valgt nogen specifik stil i forhold til deres påklædning i det daglige. Nogle gange er de at opleve i én stilart, mens de dagen efter kan være klædt ganske anderledes.
Jeg må indrømme, at det vitterligt ikke er noget, jeg overhovedet har skænket en tanke. Vores små børns små garderober er sammensat af gaver, massekøb fra Den Blå Avis og enkelte fine sager, jeg ej kunne modstå på nettet. Det, der er stilen, er bare, at alt tøjet er i ordentlig stand, det holder ungerne varme, og så er det rent. Sådan nogenlunde.
Så nej, de har sgu nok ikke nogen stil. Den må de selv stå for, når de engang får lyst. Indtil Hugo selv kommer og beder om et strutskørt (som han helt sikkert nok skal få på forlangende), og Berta kræver et par specialsyede læderbukser, kommer de nok også til at deles om tøjet.

Apropos stil er der altså på mandag, jeg skal til ELLE Style Awards! Jeg glæder mig helt barnligt, men jeg er samtidig også en kende nervøs. Jeg har ikke gjort mig på de bonede gulve siden sidste år ved denne tid, så jeg håber sådan, jeg ikke kommer til at vælte noget, sige ‘Det sagde hun også i går…’ eller ‘Din mor!’ for mange gange under middagen eller rive hul i min Jesper Høvring-kjole. Og så håber jeg ved Gud grød ikke, at alle de andre er klædt i lange, mørke Gwyneth Paltrow-agtige aftenrober, når jeg nu kommer i perler og strut… Så kan jeg stå der og blomstre som hende, der gik på barsel, men for alt i verden ikke vil glemmes.

Således underholdt for en stund i blogland, mens mændene sad på magten i stuen. Jeg håber ikke, jeg har kedet jer. ?
Nu vil jeg rulle mig sammen, kravle i seng og ønske alle jer andre en dejlig søndag. Jeg håber, den bliver fuld af sol, søde folk og ting, der smager dejligt!