METTE MARIE LEI LANGE

Kæmpe-aliens, voksen-mobning og modeuge

Jeg har været den mest chillede modeuge-deltager i år (hvilket nok er pænt naturligt).Jesper Høvring
Men i går morges havde jeg fedtet mig til en stol langs Jesper Høvrings catwalk.
Jeg har haft det vildeste kjole-crush på den mand, siden jeg startede på ELLE.
Første gang, jeg talte med Jesper, var til Danish Beauty Awards i 2011. Jeg var iklædt en lys nougatfarvet cocktailkjole, vi havde netop spist fyldte chokolader til dessert, og jeg var på vej tilbage til min stol efter at have hentet en gin/tonic i baren.
En eller anden stoppede mig og sagde: “Mette Marie, du skal lige møde Jesper Høvring”.
Jeg var momentært starstruck, stak ham lappen og præsenterede mig selv.
Jeg ville gerne virke tjekket og mode-rigtig, så jeg kunne gøre mig forhåbninger om måske at bære én af hans kjoler til en fest engang.

Jesper HøvringJesper Høvrings første ord til mig var: “Ehm, du har vist noget dér”, mens han pegede på højre side af min talje.
Jeg så ned og opdagede, at jeg må have tabt et stykke fyldt chokolade under showet, som langsomt og sikkert var smeltet under min arms kropsvarme og blevet gnedet godt og grundigt ind i min kjole. I bund og grund så det ud som om, nogen var løbet tør for toiletpapir og havde brugt mig i stedet … Hende har man da herre-meget lyst til at udlåne couture til, right?!
Måske har Jesper glemt alt om det, for jeg fik i hvert fald lov at bære en drøm af en kjole i hans navn til ELLE Style Awards 2013. (Se billedet til ventre).

Jesper Høvrings show på Nimb i går var storslået, fantastisk og eventyrligt!
Der var skinnende bling-bling, flydende, svævende gevandter og masser af taljeringer. Hvis jeg nogensinde ser min talje igen, skal den ned i én af de kjoler – om så bare for en time i et prøverum!

Jeg har de seneste par uger følt, at al det vand, jeg har i kroppen, har besluttet sig for udvidde forretningen og søge nye territorier. Og det klæder altså ikke mit ansigt …
Mine veninder og min mand har været enormt søde til at (lyve og) sige, at det i hvert fald IKKE passer, at jeg har fået egernkinder og dobbelthager.

modeugeMen hvis man vil have sandheden, skal man bare tage på Nimb i modeugen!
Under showet sad jeg ved siden ELLE-ingerne på den ene side, og på den anden havde jeg stylisten Kenny Aleksandr, som roste min maves storhed, men sluttede komplimenten med “Hvis man skærer dig fra brystet og op, får jeg lidt lyst til at ringe til et julemærkehjem …”
Efter showet mødte jeg en yndig veninde, der med en larmende latter blot pegede på mine kinder og skreg af grin.

Well, det kan lyde hårdt og nederen, men faktisk synes jeg, det er lidt rart!
Jeg kan jo GODT se, jeg har blødere kinder (og arme. Og hage. Og … You get the picture!) for tiden. Og når folk benægter det, virker det lidt som om, det er noget at skamme sig over. Det er det jo ikke! Jeg venter TO børn, som presser min krop til det yderste, så jeg må gerne bule ud. Lige hvor jeg (eller min krop) vil!

Efter showet mødtes jeg med én af mine bedste veninder, Stine, som skulle med mig til scanning. Jon var knust, men skulle desværre arbejde.
Jeg blev scannet for to uger siden og fik da den besked, at ingen af ungerne havde opdaget, at de var tvillinger og altså vokser helt med samme hastighed som enkeltbørn. Genialt!
Jordemoderen sagde også, at vi nok skulle regne med, at de ville tage 200 gram på hver om ugen, så jeg havde regnet med, at de nu ville veje omkring 1.700 gram hver. Så jeg blev ganske forbløffet ved beskeden om, at begge babyer vejer 2 kilo! HVER! De har begge taget 700 gram på i løbet af to sølle uger. De vil sgu da frem i verden!
Med seks uger til termin (som er i uge 38 med tvillinger, ikke i uge 40 som i en “almindelig” graviditet), kan jeg godt være LIDT spændt på, hvor meget baby, jeg ender med at skulle rumme.

Nogle af jer har spurgt, og yes, jeg planlægger selv at squize ungerne til verden! Hvilket de vist er med på, for oven i den store vægtforøgelse har drengen nu også vendt sig, så begge kids ligger med hovederne ned ad. Så sejt!

Sundhed, lange ben, frosne dyr og Nutella

I går aftes, da jeg meldte ‘ordet frit’ og startede en spørgerunde, havde jeg regnet med primær interesse indenfor uddannelse, hårshampoo og job, but you ladies dig deep!
Jeg føler mig lidt som én, der har foreslået at lege ’sandhed eller konsekvens’, og når det så bliver min tur, tør jeg ikke alligevel og faker et hosteanfald for at forlade lokalet … 🙂

Men i stedet for at kyllinge ud, vil jeg knække svarene lidt op i bidder, så modet kan vokse sig større henad vejen!
Mange af de spørgsmål, jeg har fået, fortjener svar, som er mere end bare én linie, så min tanke er at tage udgangspunkt i dem i en række blogindlæg i løbet af den næste tid. I hope that’s cool?
Jeg vil meget gerne fortælle om mit og Jons bryllup, men jeg tænker, det ville være sygt hyggeligt at gemme den til Valentine’s Day!

kageJeg fik et spørgsmål om mit forhold til sundhed, som jeg tænkte lidt over.
Da jeg var barn i Mommark (Yes, det er der sgu noget, der hedder …), handlede sundhed om, at man skulle spise en masse kartofler og ikke for meget slik.
Begge mine forældre røg og spillede tennis (sjældent samtidig), og jeg gik til gymnastik flere gange om ugen.

I dag handler sundhed om fitness-træning og kostplaner, og det kan jeg ikke finde ud af.
Jeg har signet up som fitness-center-medlem mange gange efterhånden, og jeg er altid sådan én, der kommer til én time og så aldrig igen (hvilket minder mig om, at jeg skal have opsagt mit medlemsskab hos Fitness.dk …) Måske ville det være anderledes, hvis jeg havde et problem med min vægt, men det har jeg ikke.
Jeg vejer det, jeg vejer, og det falder heldigvis indenfor ‘normal’-kategorien, så det giver mig ikke rigtigt anledning til at spise andet end det, jeg helst vil.
Et par måneder før mit bryllup i sommer, ville jeg allligevel gerne lige prøve at  smide 3-4 kilo (it’s a bride thing), så jeg droppede al stivelse og (det meste …) sukker i 6 uger, og vægten rokkede sig ikke ud af flækken.
Jeg tror, mad og jeg har indgået en eller anden form for stiltiende aftale, og den kan jeg ikke bare sådan lige komme og rode op i!

Da jeg voksede op, var jeg ret bette i det, så ved vores køkkenbord var ’sundhed’ lig med at spise op.
Idet jeg var barn på landet, havde vi to kummefrysere i laden, som altid var beboet af et meget koldt lam, en meget kold gris og en halv ko. Skåret i stykker og lagt i poser, forståes.
I køkkenhaven havde vi bønner og kartofler, så 9 ud af 10 måltider var noget med kød, kartofler og sovs. Og bønner.
Og det er den slags mad, jeg bedst kan lide i dag.
Hvis en salat har for mange forskellige ingredienser og spændende dressinger, bliver mine smagsløg stressede og bakker ud.03
Jeg vil helst have en bøf. Med kartofler. Og bernaise. Liggende med lidt mellemrum imellem sig på tallerknen, så jeg selv kan vælge, hvornår de skal parres.
Til gengæld får jeg ondt i sundhedssamvittigheden, hvis jeg springer et måltid over. Et levn fra dengang, jeg var et skravl, velsagtens.
Og nu, hvor jeg er gravid, har jeg fået besked på at drikke 0,75 liter mælk om dagen, så det gør jeg troeligt!
Men jeg spiser hjemmebagte boller med nutella til uden at få så meget som de mindste samvittighedskvaler.

Jeg kan tømme en pakke Samba-flødeboller og drikke en liter cola til inden første reklamepause i en fredagsfilm på TV3 uden egentlig at registrere det. Til gengæld får jeg dårlig samvittighed, hvis jeg har for travlt til at spise frokost, ikke sover nok eller drikker for mange sjusser for mange dage i træk.

Det bedste, jeg nogensinde har gjort for min selvopfattelse, er at starte med at arbejde på ELLE.
Inden da ønskede jeg mig længere stænger og tydeligere kraveben, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor det så helt anderledes ud på mig end i bladene, når jeg iførte mig lavtaljede jeans og flade sko.
At blive en del af modeverden i en (voksen) alder af 28 har vist mig, hvorfor det bare er skide-dumt at sammenligne sig med modellerne.
For det første er de fleste af dem imellem 16 og 20 år. Deres stofskifte er et andet sted end voksne menneskers.
For det andet svarer det til at sammenligne sig med en hest. Eller en flagermus!
02Modellerne er en anden race – forstået på den måde, at de er udvalgt, FORDI de har tydeligere kraveben og længere stænger end os andre. Og det kan man ikke spise sig til, lige meget hvor ‘all in’ man går på LCHF, paleo eller South Beach-kuren.
Og det kan da godt være, at de har længere ben, men hvor mange hér ville gerne bytte sig til dem imod så at skulle være 16 år igen?
Og have bumser, ikke vide, om man klarer gymnasiet, bo hjemme, have sengetider og ikke engang have overvejet – let alone gennemført – en uddannelse endnu? HELL no!

Da jeg erkendte det, fandt jeg ud af, at jeg har korte ben, men en ganske OK ass. så jeg skal langt hellere gå i højtaljede bukser og sko med hæl. Og være godt tilfreds med det sted, jeg er i livet lige nu, for det kommer aldrig tilbage – på godt og ondt.
Og hvis jeg irriterer mig for meget over mine bløde mormor-arme nu, er jeg stensikker på, at jeg engang i en alder af 65 med titel som forhåbentlig både farmor og mormor vil se på billeder og ærgre mig over, at jeg ikke lagde fokus et andet sted, for så slemt står det da heller ikke til.

Det er sgu nok i korte træk mit forhold til begrebet ’sundhed’. 🙂

Ask away!

Mette MarieTakker atter engang for den venlige modtagelser her i bloggers-sfæren!
Nogle af jer, som har været så venlige at tjekke ind på Twinpeaks.dk, har bedt mig om at lave en spørgerunde, og et eller andet sted er det vel fair nok.
Når man er ny til en fest, starter man vel med at præsentere sig, n’est-ce pas?
Og idet jeg har masser af tid, og tanken bringer mig hyggelige minder om folkeskolens veninde-bøger, giver jeg den hermed op!
Hvis I da kan finde på noget at spørge om – det er jo ikke fordi, jeg ligefrem holder mig tilbage med de personlige anekdoter …

ASK ME ANYTHING!
(Jeg vil dog ikke love at svare på alt – man ér vel en dame). 😉

Skriv spørgsmål som kommentarer herunder, så vil jeg besvare dem i morgen!

Modeuge versus ædegilde

I denne uge er det modeuge i København, og normalt ville jeg havde travlt med at løbe rundt og lave videoer til ELLE, hvor jeg interviewede designerne og stamgæsterne på den røde løber.
Men faktum er, at jeg stadig sidder i min morgenkåbe og spiser morgenmad … The sequel! (Dobbelt-op på morgenmad er blevet et dagligt ritual her på matriklen – aaand I like it!)
Man kan godt føle sig lidt oppustet, når man stadig følger alle sine kolleger i modebranchen på de sociale medier og ser dem tjekke ind til diverse shows, sippe champagne fra morgenstunden i nystrøgne skjorter og med henkastet lækkert hår. Og læbestift!

Jeg kunne ikke engang få sokker på her til morgen. Seriøst! Alle mine sokker er blevet for små! (Damn you, big feet …)
Og jeg kan heller ikke selv lyne min jakke. Jeg må have hjælp til det første stykke, som jeg ikke kan nå, fordi det skal op over rundingen på maven. Og der er 6 ugers drægtighed tilbage. Fascinerende!

I går blev jeg interviewet til magasinet GRAVID af den smukkeste journalist, jeg længe har set!
Jeg blev helt forfjamsket over, hvor fin, hun var, og da hun gav mig en krammer, kom jeg til at udbryde ‘Gud, hvor er du slank!’.
Hun var slet ikke mager eller på nogen måde politisk ukorrekt i sin form – jeg har bare vænnet mig til, at folk i min lille glasboble ikke har taljer (og med ‘folk’ mener jeg jo nok bare ‘mig’ …)
Interviewet skal bruges til en før/efter-artikel med billeder og interview med yours truly først med og siden uden mave.
I interviewet spurgte hun meget ind til mine forventninger til fødslen, om hvilken jeg er yderst optimistisk og med en vis overbevisning udtrykte, at jeg satser på at klare det uden smertelindring.
Jeg kan lige forestille mig, hvordan jeg i efter-interviewet må hale i land som en fisker i stormvejr og indrømme, at jeg i vildskab truede med alt fra mord til selvmord og i forlængelse heraf forlangte dobbelt-epidural for en dobbelt-fødsel …

shakeI går aftes hankede min kære mand op i mig, slæbte mig ud i snevejret og satte mig i en stol på Restaurant Fuego i Nyhavn, hvor han sørgede for, at nogle venlige mennesker stegte og serverede en bøf for mig. Med bernaise og pommes frittes. Og cola til. Fandme i orden!
Et plus ved karpaltunnelsyndrom i hænderne: De evigt sovende fingre gør, at man let som ingenting kan nappe brandvarme fritter (eller rettere: bernaisetransportere) fra tallerknen og køre dem til munden helt uden at brænde sig.
Den kløgtige har nok regnet ud, at bagsiden af dén medalje er, at fritterne stadig er varme, når de rammer tungen …

Efter bøffen gik vi hjem, meget langsomt, ned ad Strøget.
Jeg fik overtalt min mand til at slå et smut omkring Cock’s and Cows på Gammelstrand, fordi de laver verdens bedste milkshakes!
Man skal bare bede tjeneren om at lave den så tyk, at man NÆSTEN ikke kan få den op gennem sugerøret! O, the joy!

I dette nu har min veninde lige ringet og spurgt, om hun må komme forbi og sige hej, da hun alligevel er inde i byen, og da hun spørger, om hun skal tage noget med, responderer jeg nærmest per refleks: “En kage, måske?”
Jeg skal nok til at afholde mig fra at skyde skylden for ALLE kiloene på ungerne … 😉

Hvis nogen skulle være interesserede i at følge bloggen hér, så kan man gøre det på forskellig vis.
Jeg ér på Bloglovin’, men jeg har ikke fået knyttet den til domænet Twinpeaks.dk, men derimod mit WordPress-domæne, mettemarielei.wordpress.com. Der arbejdes på sagen! 🙂
Bloggen er også LIGE kommet på facebook! Det er sgu lige før, jeg tror, du bliver den første, hvis du smutter ind og ‘liker’ den der!

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook – klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin’ – klik her.

Lidt om talent og vaner

Jeg synes, jeg er ret god til nogle ting. Jeg er ikke sådan én, der er sygt god til mange ting, men jeg har dog mine små, særegne talenter.
Jeg spiller eksempelvis stadig en mean blokfløjte efter at have modtaget undervisning i denne færdighed gennem hele min folkeskoletid. Ikke et talent, jeg ofte finder lejlighed til at anvende, dog.
Og så stuver jeg en SYG hvidkål!

Men jeg er ikke god til at sove. Jeg er faktisk straight up dårlig!
Jeg misunder sådan de mennesker, som bare lægger sig på puden og sover som en hun-puddel efter et weekendsophold på en kennel.
Jeg går ganske vist ud som et lys ved nattetide, men jeg vågner efter et par timers bevidstløshed og ligger så og stirrer op i loftet som en anden Sigmund Freud – bortset fra at hjernen står stille! Jeg tænker ikke på penge, kærlighed eller job, jeg er bare … Vågen!
I perioder har dette problem gjort det ret nedtur at være min sidekammerat på jobbet eller min søster. Eller min veninde. Eller hende i Netto den der dag … Hey, undskyld, egentlig!

20140128-101207.jpgMen nu, hvor jeg er på barsel, og selv hjemløse på gaden nærmest skriger ‘SOOOOV!!! Skyyynd dig, mens du stadig har muligheden!!’ efter mig, når de øjner min mave, har jeg lavet mine natlige vaner lidt om.
Når jeg vågner, står jeg op! I stedet for at ligge og prøve at stirre min mand vågen eller bare kigge ind i væggen, går jeg ind i stuen og tvangshygger mig. Jeg tænder stearinlys, laver natmad og ser fjerner.
Og efter en time eller to finder trætheden mig, og så tøffer jeg i seng igen og sover til op ad formiddagen.
De fleste dage henslæbes jo alligevel på sofaen grundet min kærlighedsbetingede overvægt, så jeg skal ikke nå noget.

Jeg har efterhånden luret, at det er bedst at gå i seng omkring midnat, for så kan jeg trække min vågne periode til klokken lidt i 5, hvor de nogenlunde seværdige programmer starter.
Jeg er nu klar til at gå til skriftlig eksamen i ‘Real Housewives of Vancouver’, og takket være weekenderne har jeg fået samlet op på 80’er-klassikere som ‘Vores Værste År’ og ‘Nanny Fine’.
Desværre ved jeg også langt mere end nødvendigt om moppesystemer fra Homeshopping, og hvis TDC ikke snart finder en anden kendis end Ida Corr at overeksponere i deres reklamer, ser jeg mig tvunget til at tage en snak med dem i en bestemt tone.

I disse dage sker der, som I måske kan fornemme, ikke så meget i mit lille liv.
Efter at have siddet på en stol i 3 timer under Robert-middagen, er mit bækken helt smadret, så jeg læser krimier med puder i ryggen på fuld tid.

Og lad mig lige få et øjeblik til at sige tak for den fantastiske modtagelse her i blog-verdenen!
Når man i en måned har følt sig som en enorm Jabba The Hut, der ikke kan andet end at spise, tage på og bede folk om hjælp til at nå ting, kan man sgu godt blive lidt rørt over, at I har været så sindssygt overskudsagtige til at komme med rosende, søde og sjove kommentarer på mine indlæg.
‘Kvinde er kvinde værst’, my ass! Jeg lover at sende de gode vibes videre ude i verden! Hvis jeg da nogensinde kommer op af sofaen … 😉