METTE MARIE LEI LANGE – Side 427

Berta og Hugo fylder hver et halvt år i dag!

I dag er lidt af en festdag i det lille hjem, da vores unger bliver ét år! Altså tilsammen.
Det er simpelthen et halvt år siden, at jeg lå oppe på Riget og pressede dem ud af mit allerhelligste, hvorefter jeg fik serveret ristet brød med marmelade-firkanter og rød saft.
Jeg gider ikke påpege, hvor snapt, tiden går, det er for kliché, så jeg vil nøjes med at glæde mig over, hvor mange forskellige, nye features, ungerne hver dag opdateres med for tiden. Hver uge kan de nye ting, og folk har satme ret, når de siger, at det bliver sjovere og sjovere. Nu har de, modsat for bare et par måneder siden, hver en million forskellige ansigtsudtryk, og det virker som om, det er endnu lettere at finde noget at hænge sin kærlighed på.

Jeg har fra starten elsket begge krapyler inderligt med rygraden. Fra det sekund, de kom ud, ville jeg dø for dem, og jeg kan især mærke det, hvis nogen i bussen kommer til at strejfe Bugaboo’ens tag, og jeg må lægge bånd på mig selv for ikke at stikke vedkommende en altan-skalle.
Nu, hvor de er kommet ud af deres egne, små verdner og smiler, stopper ting i munden og griner, når man kaster dem op i luften, elsker jeg dem med hjertet, kroppen og hele min bette sjæl. Det er så syret. Og jeg kan mærke, at det kun bliver værre og værre … De unger vil kunne få mig til hvad som helst, så snart de lærer at tale.

Øde gader og MM iklædt skjorte fra InWear, jeans fra Acne og taske fra Mulberry. Og knold, fordi hun ikke gad vaske hår. ;-)
Øde gader og MM iklædt skjorte fra InWear, jeans fra Acne og taske fra Mulberry. Og knold, fordi hun ikke gad vaske hår. 😉

Her til morgen gad jeg ikke spise havregrød, så vi stormede i stedet på Next Door Café lige rundt om hjørnet, og vi var der på slaget ni, da de åbnede. Gaderne var øde, stilheden blev kun brudt af de tomme McDonald’s-papirsposer, de fløj omkring på brostenene som vindhekse i en mexikansk landsby. Det er altså fordelen ved at stå tidligt op i weekenden: Man får set sin by med andre øjne.

I aften skal manden min i byen med hele sit fodboldhold, som han i øjeblikket træner med hver dag. Fodboldholdet udgøres af den flok skuespillere, som skal spille det danske landshold, der vandt EM i 1992.
Hvis I forestiller jer at have en arbejdsdag, hvor I skulle shoppe dagen lang, mens i spiste jordbær dyppet i chokolade og om aftenen fik en massage af en veltrænet, latinamerikansk mand med varme øjne og bløde hænder.
Sådan har Jon det, når han går på job for tiden. Han bruger sine dage på at spille fodbold og lave film – to af de ting, han allerbedst kan lide. Han ligner en 1. g’er, der lige har fået sit livs første håndtrold, når han træder ind ad døren herhjemme hver dag.
Om et par uger drager han med holdet til Sverige og filmer, og så er han væk en uge af gangen, men hjemme de fleste weekender. Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er hårdt, når han sådan er væk, men det synes jeg sgu ikke, det er, når han er så lykkelig for det, han laver.
Min aften skal tilbringes i sofaen! Inden den tid skal jeg lige et smut i Magasin efter en ny elkedel. Ih, hvor jeg håber, elevatoren virker ordentligt denne gang…….. ?

Hugo har sagt sit første ord!!

IMG_6955.JPG
Han bliver ganske givet til noget stort, den dreng! Jeg kan ikke sige, det kommer bag på mig, han er jo af reel og fornuftig herkomst.
Hugo kan tale! Hans første ord faldt her til formiddag, og han valgte et tidspunk netop som jeg var i færd med at rengøre hans mås.
Han sagde “Kommode”!! Faktisk sagde han det på fynsk (kommo’), hvilket på en måde er ret imponerende, da han kun har været på Fyn én gang, og da var han kun fem uger gammel.
Jeg er sikker på, at han ville minde mig om, hvor vi opbevarer rene babybukser. Det er jo fantastisk! ?

In other news:
Her til formiddag blev jeg midt i en fodring forstyrret at en lille, tætbygget mand, som forærede mig kassen på billedet ovenfor. Jeg har aldrig set ‘Grey’s Anatomy’, men jeg tror sgu, den skal have chancen. Også selvom SBS har sendt mig sukkerfri chokolade, hvilket vel egentlig på en måde burde være strafbart.
Tivolistængerne er allerede onduleret… ?

Lidt om hamsterhjulet …

IMG_6942.JPGKÆFT, hvor jeg dog elsker at være på barsel!
Nu er Jon også startet på job igen, og når han er væk fra hjemmet, om end det oftest blot er en 4-5 timer om dagen, føles det endnu mere “rigtigt”. Jeg har taget mig selv i at redde vores og ungernes senge som noget af det første hver morgen. Det er aldrig sket tidligere! Rollen som hausfrau bekommer mig ganske vel. Selvom jeg efterhånden virkelig ikke kan kende dagene fra hinanden. Måske skulle jeg begynde at sylte her til efteråret? #not

Ungerne vågner hver morgen lige omkring klokken syv. Så lader vi dem ligge og pludre med hinanden i en ti minutters tid, før vi haler dem ind i dobbeltsengen, hvor der puttes og siges pruttelyde, indtil de får serveret morgenmad på sengen klokken otte.
Imellem klokken otte og tolv sover de en lur på en eller to timer, og jeg skal være helt ærlig at indrømme, at det sker oftere end ikke, at jeg napper den sammen med dem i førnævnte dobbeltseng. Oftest sover jeg den første del af luren med den ene unge i favnen, hvorefter jeg triller om og spooner den anden mini i sidste halvleg. Det kan sgu godt noget!

Klokken tolv spiser de frokost, og om eftermiddagen sover de (og ja, ofte jeg) endnu en lur, og så er der mad kl. 16. I det tidsrum er der også tid til en gåtur, og ja, den har tre gange i denne uge haft chokoladeovertrukne jordbær og skumfiduser på pind i kølvandet.
Herefter ligger udfordringen i at holde krapylerne vågne til klokken halv otte, hvor de får deres aftensmad, og så sover de sgu altid (7-9-13) fra klokken otte til syv næste morgen. Måske beder Hugo om hjælp til en sut ved tre-tiden, men det er så også dét.
Og sådan ser alle dagene sgu ud!

Mange er af det indtryk, at Hugo og Berta er nogle små cirkus-unger, som siden fødslen har været halet med til alt muligt, men det er faktisk ret langt fra virkeligheden. Vi har været på sommerferie, men ellers ligner dagene satme hinanden.
Siden vor hjemkomst fra Riget har jeg trillet tur med dem næsten dagligt, og da jeg er bosiddende i indre by, er dette ofte foregået på Strøget. Det har betydet, at jeg har kunne spise frokost med godtfolk på fortorvs-caféer under disse trips, men ungerne har ikke anet en skid, da de har knaldet brikker lunt og trygt i Bugaboo’en.

Da de for et par måneder siden begyndte at vågne mere op, gjorde jeg gåturene mindre og har sørget for, at de har tilbragt de fleste af deres vågne timer her på matriklen, sådan at de ikke er blevet overdynget med sanseindtryk og i ro og mag har kunne vænne sig til Jon, mig og hinanden. Når jeg har mødtes med en veninde på café eller har været til et andet arrangement udenfor hjemmet, har jeg som oftest været væk i max halvanden time, mens Jon så har passet barylerne, da jeg tror, det er sjovere for dem at ligge på et legetæppe og spille op end at sidde på en arm på en beværtning eller et andet sted.
Det føles rigtigt for os. Andre ting føles rigtigt for andre. Hip hurra for, at der er frit valg på hylderne, og at folk (og børn) er forskellige.

I dag gik vi dog linen ud og tog ungerne med til et event på Papirøen, fordi Microsoft lancerer en Surface Pro 3 samt en ny Xbox One. Jeg er fan af førstnævnte og Jon den sidste. Hvis det skulle vise sig at være noget rod, kunne vi jo bare tøffe hjem i jordhulen igen.
Vi var der i halvanden time, og krapylerne var helt oppe at køre! De spruttede af grin og smilede til alle, de kunne komme i kontakt med. Jeg tror sågar, Hugo scorede et telefonnummer på én af tøserne …

Hverdagen slanger sig af sted i al sin hast og charme, og pludselig ligger jeg altså inde med to babyer, som på lørdag er et halvt år gamle, hvilket jeg ikke rigtigt fatter en krone af. Og jeg ELSKER, at jeg bor i et land, hvor jeg kan gå på barsel i et helt år og bruge tiden på lade mig opsluge af hverdagen og ungerne og glemme forskellen på tirsdag og lørdag.
Skål for velfærdssystemet! ?

Hav en dejlig aften, folkens! Engang betød torsdag for mig aftenvagt på café Strassen efterfulgt af gin/tonics og Heineken-bajere på HipHopKontoret. I aften betyder det stearinlys på bordet, film i kassen og dyner i sofaen. Begge dele er altså quite alright! ?

Jeg ér typen, man digter om!

IMG_6895.JPGJeg er 32 år gammel. Snart 33, faktisk, jeg har fødselsdag d. 9. oktober, og jeg glæder mig som en kåd hoppe til foråret.
Jeg har gået i både folkeskole, gymnasium, på 1-årig HHX, sprogskole og universitet, og jeg har snavet store dele af den mandlige befolkning – i hvert fald indenfor Storkøbenhavn.

Da jeg gik i folkeskole, havde alle pigerne en spiralkalender fra Mayland-kalender. Man skulle helst have én af dem, der støttede et eller andet. Det var jo før iPhonen, så mit gæt er, at det var vores statussymbol.
Jeg kan huske, jeg et år havde én, der støttede kampen mod AIDS, og på bagsiden sad et kondom. Hvilket jo gav sygt meget mening for en lille dame i 6. klasse … Men sådan skulle dét åbenbart være.
I starten af skoleåret skiftedes vi så til at få hinandens kalendre med hjem og skrive små vers på siderne og ikke mindst overdekorere sin egen fødselsdag. Det kunne være liflig poesi a la ‘Nutid, datid, øltid, altid’ eller ‘Husk at leve, mens du gør det, husk at elske, mens du tør det’, og sågar humor så som ‘Love me or leave me – hey, where is everybody going?!’ Altså i bund og brund prosa omhandlende aspekter af livet, vi ingenlunde kendte til på det givne tidspunkt.

Min pointe med denne tur ned ad mindernes gade er at tegne et billede af, at jeg har levet en rum tid, efterhånden. Jeg har gået i en del skoler, digte er blevet skrevet, og der har været uendelige lejligheder til, at nogen kunne skrive et digt til mig. Altså fra bunden!
Man kunne have håbet på et venskabsdigt fra en veninde eller måske endda et romantisk kvad fra en bejler. Men i mine små 33 år er det ikke blevet til et eneste. INDTIL I GÅR!

I går var der satme bid! En bloglæser, som underskriver sig ‘Lou’, delte et digt OM MIG i kommentarsporet!
It goes a little something like this:

Fru Lange kan fange enhver med sin blog
Den rummer det hele og hendes kærlighedsflok
Danmarks bedste blogger må være næste pris
Historierne skrives på ærligste vis
Et dejligt break på den travleste dag
Tak fra mig, du er en knag

A’hva’beha’r?! Jeg er helt på røven! ?

For børnenes skyld …

IMG_6885.JPGForestil jer dette:
Man er ude at vandre med kærlighedskuldet i Bugaboo’en. Pludselig begynder det at regne, og man har ikke ungernes regndækken med. Man søger ly i den nærmeste forretning, som rent tilfældigt er Magasin, og tager elevatoren for at nå til anden sal i den henseende, at man kunne bruge tiden på at finde en passende fødselsdagsgave til sin søster.
Men elevatoren er i stykker. Den lystrer ikke. I stedet for at køre op, kører den ned. I kælderen. Til Simply Chocolate (Ikke Summerbird, som jeg fejlagtigt skrev i går), hvor man så kommer til at købe endnu én af deres sticks.
Man kunne jo ikke gå ud i regnen, vel? Det ville være skidesynd for børnene! ?