METTE MARIE LEI LANGE

Længe leve veninder, der ikke er #twinsies

Facebook-20141112-095528At forestille sig et liv uden veninder, er som at forestille sig Kongens Have uden iskiosk, en bøf uden bearnaise eller et juletræ uden lys i og gaver under!
Jeg er beriget med de dejligste veninder, og jeg har faktisk en del. Der er dog en lille, intim kerne, som har været mine helligste i en del år efterhånden, og det er dem på billedet ovenfor. Jeg sagde, at vi alle sammen skulle lave andenæbs-pose, men det kunne Hanne i midten altså ikke tage seriøst. 😉
Hende yderst til højre er min søster, men hun tæller altså også med som én af mine bedste veninder. Ja, så heldig har jeg sgu lov at være!

Mine veninder har alle sammen det til fælles, at de er ret forskellige fra mig. Vi har alle taget forskellige uddannelser, vi arbejder indenfor hver vores branche, vi har komplet forskellig smag i mænd, mad, boligindretning, film og det meste andet. Og selvom det nogle gange har vist sig problematisk, da vi var yngre og har gjort, at jeg har haft nogle tårevæddede skænderier på tropiske ferierejser, når halvdelen af ugen var gået, med et par af dem, er jeg med alderen blevet klar over, hvor mega-awesome lige præcis dén kvalitet er.
Mine veninder støtter mig i alt! Men de er ikke enige med mig i alt. Og jeg kender dem alle sammen så godt, at de ikke kan lyve om det. Når jeg beder om deres meninger om ting, så får jeg den, og det betyder, at jeg kan få et helt andet blik på mine ting og tanker, uden at jeg skal være nervøs for at blive dømt. De har ikke altid været enig i mine valg af kærester, men de har ikke sparket mig ud eller stillet mig stolen for døren – de har bare givet krammere og trøstet, når jeg atter engang har hængt med skuffen og givet velmenende råd, når tiden var til det. Og selvfølgelig klappet ivrigt i hænderne, da det lykkes mig at få kløerne i Jon. 😉

Mine veninder er ikke alle sammen veninder med hinanden, men de har mødt hinanden hundredevis af gange, da jeg elsker at holde fester og sammenkomster, og så er det også gruppen på billedet hér, der planlagde min polterabend. Derfor havde de en masse hyggelige middage forrige forår UDEN MIG, og selvom det jo unægtelig gik til et outstanding formål, kan jeg alligevel ikke undsige mig for at være en kende jaloux.

Jon allierede sig for en måned siden helt hemmeligt med den flotte flok af females og arrangerede, at vi alle fem i går aftes skulle ud at spise. Vi får set hinanden alt for lidt for tiden, da tre af os har børn, alle har jobs, nogle har hus og have og andre kærester, kaniner og karrierer. Og det synes han var synd, så han sørgede for, at jeg lige fik lov at få fire timer, en burger og en icecream-sandwich på Cock’s & Cows i selskab med præcis dem en hellig tirsdag aften.
Jeg må have gjort et eller andet rigtigt i mit tidligere liv, selvom jeg godt kunne have haft mine tvivl dengang i midten af tyverne, da verden så aldeles anderledes ud! 😉

En farverig skål skal lyde på denne grå onsdag for veninder, som IKKE er #twinsies <3

Vind en Samsung Galaxy Alpha
Her kommer endnu en lille reminder om, at man skal huske at deltage i konkurrencen om at vinde en blæret guld-mobil. Hvis man har lyst. 😉
Læs mere om konkurrencen nederst i dette indlæg og se filmen herunder for mere info. Min mening om telefonen kan i al beskedenhed også læses her ved interesse.
Held og lykke!

Kys frøen til fordel for en masse krapyler i hele verden

Facebook-20141110-092553Jon og jeg har allerede købt en del til krapylerne i IKEA. Vi har et legetæppe, de har øffet meget rundt på, en uro, de elsker at gnave i, og så var deres første seng i øvrigt også derfra.
I sidste uge fik jeg en mail fra IKEA omkring deres velgørende tøjdyrskampagne. De tilbød at sende mig en eventyrbog, de har skrevet til formålet, samt nogle af de personager, som medvirker i historien, som de har fået fremstillet som bløde bamser. Det takkede jeg ja til.
Og nu er ungerne måske nok for små til endnu at kunne sætte pris på den pakke, vi modtog, som jeg kan, men jeg er altså ret pjattet med ham Prins Karl! Han er en prins med krone og hele pivtøjet – men hvis man vender vrangen ud på ham, bliver han til en frø som på billedet ovenfor. HVOR FINT ER DET LIGE? 😀

Med udgangspunkt i de mange fine tøjdyr har IKEA hvert år Tøjdyrskampagnen, som den hedder, der sammen med Red Barnet og UNICEF indsamler penge til at give børn rundt omkring i verden, som ellers ikke har mulighed for det, en uddannelse.
Fra 9. november til 3. januar donerer IKEA Foundation 1 Euro, hver gang der bliver solgt en ting fra denne tøjdyrskollektion. Siden kampagnens start for 12 år siden er der indsamlet over en halv milliard kroner, som har givet mere end 11 millioner børn i 46 lande en uddannelse. Det er sgu da også en sjat!

Et andet tiltag, jeg ret godt kan lide, er, at man også kan vælge at købe et tøjdyr og så ved udgangen af butikken donere det i en stor indsamlingskasse. De tøjdyr, der havner der, bliver delt ud til mindre bemidlede børn, som på den måde får en julegave, de måske ellers ikke ville have fået.

Så her fra Vestergade kommer en klar opfordring til at kysse frøen næste gang, I er i IKEA, og på en meget enkel måde være med til at hjælpe nogle børn, som har brug for det. Hvis man selv har børn, kan man altså hjælpe ved at købe et tøjdyr til dem, og hvis man ikke har børn, kan man donere et tøjdyr til et andet barn. Simple as that! 🙂

Hvis man vil, kan man læse mere om kampagnen her.

Indlægget her er lavet i samarbejde med de fine folk bag IKEAs Tøjdyrskampagne.

 

Tak, briller, champagne og vind en Samsung Galaxy Alpha

I er fandme søde, I er!
Det indlæg, jeg lagde op i går aftes, som handlede om at være blevet kørt over af en mejetærsker, var på nogle punkter mere personligt, end jeg plejer at være på disse kanter (synes jeg selv), og min nervøsitet var ubegrundet. Nu ved jeg jo af gode grunde ikke, hvad de tavse læsere gør sig af tanker, (og man skal så sandelig også have lov at have sin egen mening – uanset hvordan den er), men I, der valgte at kommentere, var meget venlige, omsorgsfulde og genkendelses-nikkende i jeres tilkendegivelser. Det gjorde mig rigtigt glad. TAK!

For en god ordens skyld har jeg lyst til at nævne, at jeg ikke føler, at samfundet, omgivelserne, modemagasinerne eller andre kvinder direkte eller indirekte presser mig til at skulle alle de ting, jeg gerne vil. Det er alt sammen ting, jeg brænder for hele nede i bugen! Jeg føler mig ikke presset til at være hjemme med Hugo og Berta, til at skrive her på bloggen, til at være en (relativt) god kone overfor Jon eller til at dyrke motion. Jeg har seriøst bare virkelig lyst!
Men noget skal vælges fra, og det ene bliver desværre gymnastikken, er jeg bange for. Så må jeg prøve kræfter med håndstand-rulle igen næste år, måske. Og den mås hænger sgu meget godt dernede! Der kan den vist godt hænge et år mere. 😉

Dagen i dag startede klokken 5.50. Den gjorde lidt nade, da jeg jo sov en lur på fire timer i går, stod op kl. 18.30 og derfor først kunne falde i søvn lidt over midnat. Men Hugo kan være svært overbevisende, når han er træt af forholdene i Drømmeland. Han arbejder på en fantastisk falset-røst for tiden, som imponerer selv hunde, fugle og mindre dyr …

Facebook-20141111-020605Pæn brunch på et ret pænt hotel

Klokken 9.30 gik jeg ned på d’Angleterre, hvor jeg var inviteret til åbningen af Profil Optiks nye butik i København. Bevares, den ligger i Købmagergade, men når de sådan foreslår at nappe en bette champagne-luksus-hids-dig-op-og-kom-herned-brunch på et millionklasse-hotel som fejring heraf, så er jeg da jyde nok til at takke ja, når farmand derhjemme meddeler, at han gerne passer poder.
Jeg fik smukke Christiane til bords. Hun driver jo det superfine site ChriChri. Vi fik prøvet nogle interessante briller. Ja, der var i sandhed lidt for enhver smag. Og så fik vi brunch!
Facebook-20141111-020621Den kvindelige Harry Potter …

Her er det så, at jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg er skidedårlig til brunch. Jeg elsker konceptet, og jeg glæder mg altid, når nogen inviterer til brunch. Men faktisk vil jeg meget hellere bare have en skål havregrød med sukker og en Nutella-mad på oldemor-franskbrød om morgenen. Alle de der små retter, som man ikke helt kan se, hvad er, giver mig stress. Der er altid en eller anden spændende ingrediens i, som mine jyske smagsløg (der burde tilhøre en 12-årig) ikke forstår, og så bakker de ud og efterlader mig småsulten tilbage.
Så hellere en brunch-buffet – hvilket økonomisk set også som oftest er en dårlig investering for undertegnede. Jeg ender altid med at have en tallerken med to nutellamadder, et stykke vandmelon og til nøds en kyllingevinge.

Facebook-20141111-020611

Dolce & Gabbana, selvfølgelig …

Men brunchen var flot! Og det samme var den nye butik, vi var kommet for at fejre. Profil Optik fortalte i øvrigt, at de har Danmarks største udvalg af Rayban-solbriller. Nu er det ikke fordi, det er noget, vi som sådan craver lige nu (desværre), men det er da stadig meget god info at tage med sig, når den tid kommer. Eller man skal på julegaveshopping (til sig selv).

Vind en Samsung Galaxy Alpha
Nogle erindrer måske, at jeg fik lov at teste den nye Samsung Galaxy Alpha, som jeg var ret begejstret for. Læs min anmeldelse af den her.
Nu har Samsung lavet en form for skattejagt, som giver den eventyrlystne internetbruger en mulighed for at få pølsefingrene i den selvsamme telefon.

Det, man skal gøre, er at holde øje med Samsungs banner-annoncer. Der er én her på min blog, på en masse andre blogs, og så er der også nogle på ELLE, Eurowoman, Costumes hjemmeside og enkelte andre steder. Disse bannere giver nogle ledetråde, som eksempelvis ’designerens yndlingsfarve er sort’. Så skal man altså finde designeren – og når man gør det, vil man kunne finde telefonen og vinde den.
Hvis man ikke kan gætte det ud fra den ledetråd, man får, kan man klikke og få en ny ledetråd.
Jaja, der er sgu dømt juleleg i cyberland, mine damer og herrer! 😉
Denne sidste del af indlægget er kommet til verden i samarbejde med Samsung.

Lidt om at være mast og at ville for meget

Mit bedste tip til overskud: Sahar fra Palma Salon & Spas bløde hænder.
Mit bedste tip til overskud: Sahar fra Palma Salon & Spas bløde hænder.

Hvis man ikke passer på, kan man godt gå hen og blive lidt mast, har jeg for nyligt oplevet.
Jeg er løbet ind i et luksusproblem af så store dimensioner, at jeg har det helt dårligt over at have det dårligt over det. Og samtidig føler jeg mig helt enormt tidstypisk.
Man kan næsten ikke åbne et dame-magasin uden at læse om, hvor meget, vi kvinder vil det hele hele tiden, og vi vil være bedst til det. Og det er så også mit problem.

Mit problem er, at jeg har for mange jern i ilden og for få timer i døgnet.
Jeg er som bekendt stadig hjemme med Hugo og Berta om dagen, og de er efterhånden (tak, Gud!) blevet nogle store krapyler, som er meget vågne og klar på ballade det meste af dagen, og jeg vil helst være den, de ser, 95 % af deres vågne timer. Oven i det har Jon arbejdet meget de seneste måneder, hvilket er fantastisk. Den slags skal man sgu være taknemmelig for, når man er gift med en skuespiller. Men det betyder selvsagt, at jeg har været mor-bjørnen herhjemme i hytten og har stået for det meste af det, der har med vores familie at gøre. Og vasketøj. Og mad. Og oprydning. You get the picture.
Ungerne bliver om aftenen lagt ved 19-tiden, og når de er puttet, plejer jeg så at rydde op og ordne de ting rundt omkring på matriklen, som jeg ikke har nået i købet af dagen, fordi mine kærlighedsklumper er kommet i “Fuck legetæpper, jeg vil sidde hos dig!”-alderen (Begge to. It can be a problem), og derefter laver jeg noget (nem) mad til mig selv. Når den er spist, sætter jeg mig ved min Surface og skriver blogindlæg, svarer emails, besvarer kommentarer eller laver sponsorerede indlæg. Når det har stået på et par timer, går jeg i seng, for ungerne vågner altid senest klokken seks. Og oven i det skema vil jeg også rigtigt gerne i bad hver dag, lige sætte håret og tage noget rent tøj på, så min mand synes, jeg er en frækkert. Og desuden går jeg til springgymnastik om onsdagen, har dårlig samvittighed over ikke at komme til mommy-fitness, fordi jeg gerne vil strammes op, gør mit bedste for at se mine veninder engang imellem og siger ja til alt for mange andre ting, fordi jeg bare ikke kan lade være.

Jeg elsker det hele! Det HELE! Jeg elsker at være på barsel og hænge ud med de to genier, Jon og jeg har lavet. Jeg elsker at passe på vores hjem rydde op og tænde stearinlys og gøre, at her er rart at være. Jeg ELSKER at have min blog, hvor jeg kan skrive til og med en masse dejlige mennesker og oven i købet nu også tjene nogle penge, som gør, at jeg måske kan nøjes med at arbejde på deltid, mens krapylerne er helt små (hvilket er WIN, når ens mand er gøgler og pænt sagt har skæve arbejdstider), og jeg synes, det er mega-fedt at gå til gymnastik igen.
Men jeg savner at kunne tænke på én ting af gangen. Og jeg savner at kunne smide mig i sofaen bare en enkelt aften engang imellem uden at føle, jeg burde bruge tiden bedre.

Min smukke mand har (heldigvis) været lidt efter mig på det seneste og har forklaret mig, at man ikke kan det hele. Jeg har forsvaret mig med, at jeg ikke vil vælge noget af det, der optager mig, fra, fordi jeg elsker det hele og synes, at det alt sammen har en plads i min og vores fremtid. Han siger så, at det behøver jeg heller ikke, men jeg skal skære 20% af toppen af alle tingene og derved skabe noget mere plads til mig selv.
Så nu er jeg begyndt at droppe makeuppen de fleste dage. Og nogle dage også badet. Og det føles egentlig meget rart. Og i dag passede Jon ungerne, mens jeg brugte tre timer hos verdens dejligste Sahar hos Palma Salon & Spa. Hun gav mig noget kraniosakral-massage, og så kan man være tilhænger af alternativ behandling eller ej, men efter at have fået først en pedicure og efterfølgende en ansigtsmassage med tilhørende kraniosakral, hvor hun gjorde mig opmærksom på, at min krop er stresset og lidt træt, kom jeg hjem til familien, tudede i et kvarter og faldt så i en dyb søvn, der varede i næsten fire timer. Og ungerne trak i øvrigt stadig vejret på bedste vis, da jeg vågnede.
Jeg har også accepteret, at vores hjem ligner en losseplads i Mumbai de fleste dage, og at jeg ikke når at skrive alle de indlæg, jeg gerne vil, her på bloggen. Internettet lukker formentlig ikke foreløbig, så nogle af dem må vente, til jeg ikke længere er på barsel.
Lige nu går jeg også og overvejer at stoppe med at lege trapez-kunstner om onsdagen. Verdens Sejeste Farmor sidder gerne vagt, når ungerne sover, en gang om ugen, men måske er den tid bedre brugt på, at jeg ser mine veninder eller går i biffen i stedet for, at jeg som nu har endnu et sted jeg SKAL være til en bestemt tid. Det er jo som oftest min eneste ugentlige mulighed for at komme ud af jordhulen uden mit baby-posse.

Det næste halve år spiller Jon kun om aftenen, så da er vi to mod to herhjemme de fleste dage, og første punkt, min mand har sat på dagsordenen, er, at jeg skal gøre noget mere af det, jeg har gjort i dag – altså vælge ting til, som giver mig overskud. Derfor har jeg i morgen formiddag sagt ‘JA TAK!’ til en champagnebrunch på D’Angleterre, og så har min mand (fandme!) bag min ryg arrangeret, at jeg i morgen aften skal ud at spise med min søster og mine tre bedste veninder.

I skrivende stund har jeg mere overskud, end jeg har haft længe, og det føles dejligt og bekræftende.
Man kan godt lidt af det hele på én gang, men det hele kan ikke køre på 100%. Men 80 kan heldigvis også oftest gøre.
Med dette indlæg bare en bette reminder til mig selv og jer, der læser med, om at vi skal huske at passe på os selv og ikke gøre alt selv altid. Ikke på én gang, i hvert fald. 🙂
Og det må man godt minde hinanden om, for man kan sgu lige så satans fartblind nogle gange.

Med ønsket om en dejlig dag. Med eller uden makeup, nyvasket hår og faste baller!

Her er min tale fra Ønskekoncerten

Facebook-20141109-071854

Dario Campeotto og MIG! Fandme i orden! 🙂

Så er jeg kommet hjem efter det, der var en tosset fin eftermiddag i en propfyldt kirke på Østerbro! Den fik mig til at tænke, at jeg ikke hører nok klassisk musik og gav mig atter engang lyst til at små-gifte mig lidt med Dario Campeotto. Den mand er sjask-charmerende og synger som en mandhaftig engel!
Jeg tror ikke, jeg faldt helt så meget igennem, som jeg kunne have frygtet, om end jeg var den eneste, der ikke skulle fremføre musik, og jeg var den eneste, der ikke var professionel entertainer. Men der var en meget cool stemning, og jeg følte mig ret godt tilpas! 🙂
Dog er jeg vist den eneste optrædende, de ikke har pralet med på deres Instagram-profil under arrangementet, men det prøver jeg at lade være med at lægge noget i ….
Hermed min tale! Hvis nogen skulle have mod på at knokle sig igennem den… 😉
Og så vil jeg selvfølgelig samtidig anbefale alle at smutte ind på Ønskefondens hjemmeside og donerer nogle penge eller melde sig ind som medlem. At opfylde alvorligt syge børns beskedne ønsker må satme siges at være en sag, alle burde kunne være enige om at støtte.

Jeg hedder Mette Marie, og jeg er blevet inviteret til at tale i dag på baggrund af min blog.
At have en blog er på ingen måde nogen udmærkelse, det er der efterhånden næsten lige så mange, der har, som der er folk, der har paradentose.
Jeg startede min blog, da jeg i januar lå på min sofa og var ualmindeligt tynget af min kærlighedsbetingede overvægt, da jeg var gravid med det, der blev til mine og min mands nu otte måneder gamle tvillinger, Hugo og Berta.
På bloggen hælder jeg digitalt vand ud af ørene om min og vores lille families nogle gange lidt kedelige hverdag, og set i det lys, kan det virke en smule bagvendt at bede lige præcis MIG om at tale i dag. Dagens arrangement handler jo om at hjælpe andre, og min blog handler sådan set bare om mig selv.

Men det til trods har jeg glædet mig ualmindeligt meget til i dag. Både fordi, jeg synes, at Ønskefondens arbejde er noget af det mest meningsfulde, jeg kan forestille mig, men også fordi, jeg har muligheden for at møde Dario Campeotto.
Da jeg var barn, boede jeg sammen med min lillesøster og vores forældre i et nedlagt husmandssted på Sydals. Min mor var én af den slags mødre, som mente, at man ikke skulle have huller i ørene, før man fyldte 18 år – til min enorme fortrydelse – og hun synes også, at amerikanske tjubang-film var alt for voldelige, og da det var dengang, man stadig kun havde et par tv-kanaler at vælge imellem, var det en smal sag at sørge for, at jeg gik i 7. klasse, før jeg første gang oplevede Sandra Bullock og Keeanu Reeves køre galt og snave i bund i filmen ‘Speed’ efter skole hjemme hos Kim Hansen, som havde fjernsyn og videobåndmaskine på værelset.
Min mor sørgede dog alligevel for vort åndelige underhold på filmfronten. Hun havde nemlig meldt os ind i Den Danske Filmklub, som venligt og månedligt sørgede for, at der dumpede en dansk VHS-film ned i vores postkasse i Mommark.
Derfor kan jeg til hudløshed stort set alle replikker i ‘Passer Passer Piger’,’Støv På Hjernen’, ‘Det Støver Stadig’, Olsenbandens samlede bedrifter og naturligvis ‘Han Hun, Dirch og Dario’ featuring Dario Campeotto.
Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg slet ikke synes, at Marianne (spillet af Ghita Nørby) forstod sit eget held, da hun blev bejlet til at både Ebbe Langberg og Dario Campeotto, men ikke rigtigt ville have nogen af dem og kun af NØD lod sig ansætte som fotomodel. Eller ‘mannequin’, som det hed i de dage. I dag handler det jo om, hvad børn ønsker sig, og dengang, jeg var 11 år, drømte jeg virkelig om at møde Dario Campeotto. Så på den måde har Ønskefonden faktisk også opfyldt mit barne-ønske i dag! Og tusind tak for det.

Jeg sad og læste lidt inde på Ønskefondens hjemmeside forleden, og der faldt jeg over en historie om en fire-årig pige ved navn Klara-Marie, som ønskede sig en prinsesse-guld-bryllups-fest, hvor hun skulle være prinsesse og æresgæst. Hun ville have alle sine venner med til festen, som skulle holdes på et slot, der skulle være guld over det hele, og de skulle køre i karret og spise bryllupskage. Den fest fik Ønskefonden opfyldt ved hjælp af en masse andre seje mennesker, og hvor ville jeg gerne have været med til det party.
Jeg ELSKER børns manglende evne til at være beskedne. Eller rettere: Deres evne til at være ubeskedne! Jeg kan ikke forestille mig mange voksne mennesker, der ikke også godt kunne tænke sig en prinsesse-guld-bryllups-fest med kage i lag og heste for vogn og sig selv i en guldtrone for bordenden af det hele. Men de fleste af os bliver beskedne med årene og sammen med den beskedenhed tager fantasien øjensynlig skade. For jeg har været til alt for mange voksenfester med U-formet bordopstilling, kaligraferede bordkort, laks til forret, noget med perleløg til hovedret og is med frugt fra dåse til dessert. (Men jeg er jo også jyde).

Nogle af de ting, jeg husker bedst fra min barndom, udover den lune grød af hverdag, familie, gravhund og Eleva2eren, er de tidspunkter, hvor hverdagen for en stund mistede grebet, og øjeblikket blev ophøjet til noget ganske særligt. De momenter, hvor jeg ikke bare var en ligesom alle de andre, men hvor en særlig stråle i himlen brød frem og skinnede lidt ekstra kun på mig.
Eksempelvis var jeg som barn meget stor fan af Jette Torp. Jeg havde showet ‘Musik & Fis’, som hun lavede med Finn Nørbygaard i 1993 på bånd og så det vel egentlig en gang om ugen sammen med Linie 3s jubilæumsshow. Jeg synes, Jette Torp var noget af det sjoveste og mest elegante, jeg nogensinde havde oplevet, og jeg ønskede mig hendes røde strithår og gæve humor – og mest af alt hendes autograf.
Jeg husker ikke hvordan, men da jeg var 12 år, fik jeg nallerne i hendes managers adresse og sendte hende et fanbrev med en ranke af verbale rose-gloser smedet på blåternet kladdepapir, og i det bad jeg ærbødigt om at få hendes autograf retur. Tre uger senere skinnede strålen fra himmelen ned på lige netop mig, for dér i min postkasse i Mommark lå der et brev fra Jette Torp. Hun havde taget sig tid til at skrive en personlig hilsen til mig bag på et billede af sig selv prydet med en krusedulle, hvor hun takkede for mit søde brev og min interesse i hendes arbejde. Billedet hang i en skifteramme på min hessianvæg i smørhullet mellem to plakater af henholdsvis Leonardo Dicaprio og Jason Priestley i rollen som Brandon Walsh fra Beverly Hills mange år ind i fremtiden.
Jeg kan ikke huske så meget andet, der skete, da jeg var 12 år, men dét kan jeg huske.

Ønskefondens fornemme, selvvalgte og ofte sågar frivillige arbejde går ud på at skabe fine minder for børn, som har det rigtigt svært, fordi de gennemgår noget, de slet, slet ikke har fortjent. For en stund slukker de lyset og lader projektøren hvile på det barn og den drøm, som barnets fantasi har brygget sammen af mulige og umulige tanker, som ingenting har med sygdom at gøre, men bare om at være midt i sit eget liv og indhylde nuet i glitter og glimmer og sætte to store fede streger under, hvad det er, der gør det sjovt at være her. Som jeg ser det, skaber Ønskefonden på den måde nogle oaser af awesomeness, som de her børn kan tænke tilbage på og søge til, når alt det andet fylder for meget. Jeg tror, det er den slags, eventyr er lavet af, og jeg har den største respekt for de mennesker, der har viet deres tid til det fine formål.
Tusind tak fordi, jeg måtte være med i dag og fordi, I er, som I er.